Maybe just an old friend - Jonathan Williams

Jonathan smilte til Dai og lagde hans hoved på skrå. ”Selvfølgelig vil vi kende hinanden, hvorfor skulle vi ikke det?” Han kørte hans hår igennem Dai’s hår og overvejede om han måske skulle kaste den her dreng i seng igen eller sådan noget. Han grinede svagt ved tanken og kunne ikke lade vær med at smile. ”Dai, vi forandre os ja, men rigtige venner bliver ved med at være der. Og jeg er en rigtig ven, okay?” Jonathan lovede ham lige i det her øjeblik, at han nok skulle blive ved Dai’s side.

Dai kiggede op på Jonathan. "Fordi.. Fordi jeg er dårlig til at holde kontakten, fordi jeg roder mig ud i noget snavs, fordi der er folk som fanger folk som os for underholdningens skyld.." Dai kunne mærke han fik tårer i øjnene, da han sagde det sidste, fordi det var sådan hans forældre var blevet taget fra ham. Han tav og gemte hurtigt hovedet igen. Han puttede sig igen ind til Jonathan, nød lyden af hans stemme, og koncentrerede sig om at slappe af. "En rigtig ven? Så du vil ikke prøve at dræbe mig for at få fat i noget jeg har, hvis du gerne vil have det? Eller slå mig hårdt når jeg ikke gør som du beder mig om?" Dai kiggede forsigtigt op på ham. Han havde aldrig haft en rigtig ven før. Og han var dårlig til at omgås folk. "Hvis du vil være min rigtige ven.. Vil jeg forsøge at være din også. Men jeg ved ikke hvad det indebærer." Dai kiggede ham i øjnene. "Jeg har ikke haft en rigtig ven før." Hviskede han.

Jonathan smilte. ”En rigtig ven er der for hinandens skyld, hjælper hinanden og passer på hinanden. F.eks. det jeg har gjort for dig, taget dig med mig her hjem, snakket med dig, osv.” Han trak på skuldrene. ”Venner skal ikke betales eller sådan, de gør de ting fordi de har lyst og fordi de vil hjælpe en fordi de holder af en.” Han prikkede Dai på næsen og smilte varmt til ham.

Dai smilede svagt tilbage. "Jeg er dig virkelig taknemmelig. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at betale det tilbage. Jeg ved godt du sagde man ikke betaler for venskab, men jeg vil gerne gøre noget for dig også." Han rynkede på næsen og rykkede tøvende hen mod ham igen. Han stoppede dog sig selv.

”Hmmmm…” placere hans hænder bag sig og læner sig tilbage. ”Jaaa.. Jeg ved det ikke, jeg har alt hvad jeg har brug for.” Han trak på skuldrene og kiggede over på Dai. ”Jeg har ikke brug for noget som helst, har det helt fint.” Han lænede hans hoved tilbage og forvandlede sig til hans katteform og kiggede op på Dai med store varme øjne.

Dai smilede skævt. Han rejste sig efter Jonathan havde forvandlet sig, og tog ham op. "Du er ikke nem at få svar fra når du forvandler dig.. Men jeg håber det er ok at jeg finder noget mad i dit køkken. Har ikke spist i et stykke tid nu." Dai smilede til katten og gik ud mod køkkenet. Han satte katten fra sig på bordet og nussede den mens han kiggede rundt, usikker på hvor tingene var og om det ville være ok med Jonathan at han tog noget til dem.

Jonathan hoppede ned på gulvet og ville forvandle sig til menneske, men han kunne ikke? Lige pludselig forvandlede han sig i stedet til en kæmpe løve og han kiggede forvirret rundt. Løven brølede og bakkede bagud. *hvad sker der?!* Tænkte han og satte sig på bagdelen og kiggede rundt med panik i hans øjne.

Dai kiggede forvirret på den løve som pludselig stod foran ham. Han satte sig hurtigt ned på knæ foran den. Han krammede den uden at tænke over at den kunne spise ham. Han holdt bare om den og mumlede stilel. "Rolig Jonathan. Rolig. S´du skal slappe af før du kan forvandle dig igen. Rolig. Du skal nok blive dig selv igen. Jeg lover det. Roolig." Han aede den forsigtigt uden overhovedet at tænke over hvor usædvanligt det egentlig var.

(neej så fik du også et dyr til :3 )

((Faktisk 2 til, men viser kun den første nu :o))


Hans hjerte hamrede afsted og han brølede svagt igen, da han mærkede Dai kramme ham. *hvad sker der?!?!* Han slappede lidt mere af og lyttede til Dai’s stemme og fik endelig ro på til at han kunne skifte. Han skiftede til hans menneske form og sad bare på gulvet og stirrede ud i luften. ”Det… Var sindssygt.” hviskede han chokkeret.

(Det ved jeg :3 Har også et til ^^)

Dai blev ved at mumle beroligende. Han holdt stadig om Jonathan da han forvandlede sig tilbage. "Er du okay?" Han nussede ham beroligende i håret. "Ja. I det mindste spiste du mig ikke." Dai grinede lavt og rejste sig så. Nå men jeg overvejede om vi kunne finde noget at spise? JEg er ret sulten."



(okay omg T_T Ved ikke lige hvor min kreativitet er forsvundet hen -.- )

((Ved jeg ikke o.o))


Jonathan rejste sig op og rystede stadig. ”En løve? Jamen.. Det er jo også en stor kat..” Mumlede han og begyndte at finde noget frokost frem. Han fandt noget forskelligt brød og gik i gang med at lave nogle sandwichens til dem. Han gik bare rundt som nogen anden robot og lavede det, sagde ikke et pip. Jonathan var lidt i chok, nu kunne han godt forstå hvorfor Dai havde reageret sådan til det.

Dai gik over til Jonathan. Han kiggede først lidt på ham hvorefter han krammede ham. "Sæt dig ned.. Jeg skal nok gøre det der." Han tog tingene ud af hænderne på ham og skubbede ham over imod en stol. Så begyndte han selv at smøre sandwiches. Han smilede skævt til Jonathan. "Du er gået i chok min ven. Vent her så kommer jeg med et tæppe." Dai gik ind i stuen efter et tæppe til Jonathan og kunne lugte noget som ikke burde være der. Han kiggede rundt, men kunne ikke se noget anderledes. Bortset fra.. Vinduet stod åbent. Det havde det da ikke gjort før? *Hmmm.. Enten er her nogen.. Eller også er de lige gået..* Dai samlede tæppet op, gik ud til Jonathan og lagde det om hans skuldre. Derefter lavede han den sidste sandwich færdig og tog dem med over til bordet. Han satte tallerkenen med sandwichene foran Jonathan og smilede bydende til ham. Han tog selv en enkelt sandwich og satte sig ved siden af Jonathan.

Jonathan sukkede svagt og tog hans sandwich og begyndte at spise. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre, men en ting var sikkert, han havde noget mere kat over sig end han lige havde regnet med. ”En løve..” Mumlede han pludseligt, han sad virkelig og tænkte. ”Nå.. Jeg må være mere kat en jeg lige havde troet..” Hviskede han og tog noget at drikke. Jonathan spiste meget mere end normalt og lænede sig tilbage og klappede på hans mave. ”Ah…”


((Undskyld, det blev kort :C ))

Dai spiste kun en enkelt sandwich. Han var ikke så sulten da det kom til stykket. Han vidste ikke hvorfor, men han vidste bare at han ikke skulle spise for meget. "Har du det bedre nu?" Han smilede og nussede hans arm. Han vidste ikke helt hvad han nu skulle gøre. "Vil.. Vil du se en fim? Jeg er ikke rigtig træt.. Vi kan også bare snakke?"

(går nok :i Og sry mit også blev kort :c )

Han smilte svagt. ”Vi kan godt se en film.” Jonathan rejste sig, ryddet op på bordet og gik over til hans filmsamling. ”Hm.. Hvad har du lyst til at se?” Han kiggede over på Dai, Jonathan vidste ikke hvad han kunne lide så han ville ikke finde en film, som ville kede ham alt for meget. Han kiggede hen over alle hans film. Han havde en go’ omgang forskellige nemlig, alle genre faktisk. Han samlede faktisk på dem, så havde han altid noget som folk ville kunne li’.

"Hmm.. For at være ærlig ser jeg ikke så mange film. Men.. Hvis det er ok vil jeg da meget gerne have lov til at kigge og vælge?" Dai smilede skævt. Når han en sjælden gang så film, var det oftest gysere, simpelthen fordi han følte han kunne relatere til dem. Han havde det bedre med den slags film end med kærlighedsfilm. De endte altid på samme måde. Altid lykkeligt. Det var nok det folk kunne lide ved dem. At lade som om der var en bedre verden, at kunne føle bare for et øjeblik at de kunne have det godt, uden fare for at blive såret, eller i hvert fald ikke tro på det.. Alting ville jo blive godt igen.
Dai troede virkelig ikke på det. Han smilede dog større til Jonathan, mens tankerne fór gennem hans hoved.Han lod som ingenting og var sikker med sig selv i at han måske skulle bryde sit mønster. Måske skulle han endda lade Jonathan vælge? Nej han ville vælge en gyser og håbe at Jonathan ikke var for sart.

Jonathan skar ansigt da Dai fandt en gyser. *Åhh nej..* Tænkte han. Men han trak vejret svagt og gik over til hans sofa og satte sig i den imens han allerede begyndte at finde en pude og tæppe frem, hvilket der var masser af i hans sofaer. Han sukkede svagt og rystede hovedet. Jonathan var IKKE vild med gysere, selv den svageste gyser ville få ham til at flyve op i loftet og blive hængende der i hans klør. Han sukkede en smugle og forvandlede sig igen for en sikkerheds skyld. Men han blev hverken til en løve eller en kat? Men en hund, eller faktisk en Husky, for at være mere præcis. Den her gang reagerede han dog ikke voldsomt, han sukkede bare og himlede med øjnene. Endnu en form?

Dai lagde godt mærke til Jonathans reaktion. Han smilede sig selv og satte gyseren tilbage. Han kiggede videre og fadt en animationsfilm. Det var en af de få film han havde set mere end en gang. Han smilede over titlen. 'Løvernes konge'. Han elskede virkelig den film. Der var et eller andet over Simba som gjorde at man ikke kunne lade være med at elske ham. Han satte DVD'en i og kiggede tilbage på Jonathan. Han vidste ikke rigtig om den anden ville kunne lide filmvalget, men han satte sig alligevel over i sofaen, og smilede svagt da han hørte melodien fra den.

Han så godt tilfreds ud med valget og smilte til Dai. Han rullede sig sammen og kiggede op på fjernsynet, rimelig rolig i det. Han kunne godt li’ den film, han elskede generelt disney utrolig meget, de film var bare fantastiske. Han gøede svagt og satte sig op, da Simba kom på skærmen og hans hale svang sig fra side og til side.

Dai klappede på sofaen ved siden af sig. "Kommer du ikke herop og sidder?" Han rakte lidt ud efter ham. Han overvejede at forvandle sig, men blev enig med sig selv om at han ikke ville freake Jonathan mere ud, end han allerede virkede til at være. Han vendte blikket mod fjernsynet og smilede da han så hvordan Rafikki rakte Simba op i luften.

Han blinkede svagt og nikkede lidt, hoppede derefter op i sofaen ved siden af ham og lagde sig ned. Han lagde hovedet på skrå og studerede filmen meget, det var lang tid siden han sidst havde set den. Jonathan lagde hans hoved ned på hans poter og krøllede sig lidt sammen. Han så ikke så ofte film mere, da han havde haft travlt med arbejde og så var han meget træt når han endelig var færdig med alt.

Dai nussede ham lidt, og da Simba blev fundet af Timon og Pumba, kom han til at forvandle sig til sin tiger. Han sukkede men lagde så forsigtigt sit hoved på Jonathans ryg. Han lukkede kort øjnene og begyndte så at spinde.
Han holdt øje med filmen, samtidig med at han holdt øje med Jonathan. Han virkede træt. Dai forstod det godt. Han overvejede at smutte hvis Jonathan faldt i søvn. Han havde det ikke godt med at nasse på ham. Han var jo ikke vant til at folk tog sig af ham, eller bekymrede sig for ham. Men på den anden side, ville han heller ikke have det godt med at Jonathan skulle være bekymret.