Maybe just an old friend - Jonathan Williams

Dai havde ligget med lukkede øjne, så da han mærkede små fodtrin i sin ende af sengen åbnede han dem. Han kiggede direkte på en grålig kat med foldede ører. Han flyttede sig ikke andet end at han slikkede katten i ansigtet. Han havde gættet at det nok var Jonathan. Ellers ville hans kat da i hvert fald få sig en slem forskrækkelse. Dai grinede indvendig.

Jonathan var ikke lige forberedt på det slik, så han bakkede lidt tilbage og gnubbede hans ansigt i sendetøjet. Ugh, ikke ligefrem lækkert. Jonathan forvandlede sig tilbage og sad i hans natbukser på sengen. ”Jamen go’morgen til dig.” Han grinede og kørte en hånd igennem hans morgenhår.

((Undskyld fordi det er kort Dx ))

(gør ikke noget :3 Mine svar bliver også alt for korte o.o Btw når Dai forvandler sig så forsvinder hans tøj altså xD Så han er ikke nøgen når han forvandler sig tilbage :P )

Dai bjæffede en enkelt gang, satte sig op og viste sin pote frem med et lidt trist udtryk. Det var tydeligt bedre, men man kunne godt se at de nok stadig gjorde ondt at gå på. Dai var sulten, og hans mave rumlede højlydt.

(okay sry for længden, skal prøve at gøre det længere -_- )

Jonathan nikkede kort mod poterne, han hørte rumlen og grinte. ”Skal nok lave noget morgenmad.” Han hoppede elegant af sengen og gik ud i køkkenet, hvor han fandt æg, bacon, brød og en masse andet frem, hvorefter han begyndte at lave en virkelig go’ omgang english breakfeast. Han nynnede en sang imens han stod og lavede æggene, han gjorde derefter omkring og begyndte at dække bord imens.

Dai fulgte efter og forsøgte af forvandle sig tilbage til sin menneske form, men han kunne mærke at han blev større istedet. Han udstødte et hyl som gik over i et brøl af forskrækkelse. Han kiggede ned på sine poter og så nogle enorme grålige poter. Han udstødte endnu et brøl af forskrækkelse og skyndte sig forvirret ud i køkkenet. Der stod han så. En stor grå tiger midt i et køkken i en lejlighed.

(Se hans tiger på profilen :3 )

Jonathan var i gang med at med at bære to tallerkner over på bordet i det han hørte brølet, han vendte sig om og skreg forskrækket. Han tabte begge tallerkener og forvandlede sig til sin katte form, som stormede ud, imellem tigernes ben og ind på soveværelset. Han hamrede ind under sengen og gemte sig der. Hvad i al verden var det?!

Dai fulgte efter katten, havde ikke opfattet at det var ham den var blevet bange for. Den spandt beroligende og fandt en blok frem som lå på bordet. Den tog en kuglepen i munden og skrev med besvær noget som kunne ligne 'Dai'.
Han tog det i munden og lagde det foran sengen, for så at skubbe det ind til Jonathan.

(Haha Dai er lidt tungnem :P Men han er så også ret forvirret o.o)

Jonathan var skrækslagen. Okay, hvornår havde han lukket en TIGER ind? Han så blokken komme ind under sengen, læste navnet ’Dai’ og kiggede forvirret. Var det Dai? Som var tigeren? Han kravlede rystende ud fra under sengen og kiggede op på ham. Blinkede i et par sekunder og pustede derefter tungt ud og satte sig ned. Okay.. Han kan blive en tiger og en ulv? Hold da op.. Det havde han ikke forudset.

Dai kiggede rundt. Alting så meget anderledes ud heroppe fra. Han var ca 1.5 meter over skulderen. Det var næsten en halv meter mere end i ulvestørrelse. Han prøvede at tænke kun på sin menneskeform og så forvandle sig og det lykkedes heldigvis denne gang. Han faldt dog ned og slog hovedet ned i gulvet. Han grinede af lettelse og smilede ind til Jonathan.

Jonathan forvandlede sig også tilbage og smilte til ham. Han sad på gulvet, iført sine natbukser igen og lænede sig tilbage imod sengen. ”Hold da op du skræmte livet af mig..” Læner hovedet tilbage og gabte højt imens han lukkede øjnene kort for at få hans puls ned og for at slappe lidt mere af i hovedet. ”Det må du aldrig gøre igen..” Griner svagt, imens han gennem tænkte scenariet igen.

Jonathan smilte beroligende til ham og klappede ham venligt på skulderen. ”Bare rolig, det er okay.” Han smilte varmt og lavede morgenmaden færdig. Han placerede det derefter på spisebordet og satte sig ned efter at have hentet nogle nye tallerkner. ”Så, sæt dig ned og spis.” Han smilte til Dai og begyndte at ligge æg og alt andet på Dai’s tallerken.

Dai kiggede ikke på Jonathan, han kunne simpelthen ikke. Han havde det dårligt med at have skræmt ham. Han satte sig ned foran ham og overvejede om der mon også var en anden skikkelse. Han hørte ikke om Jonathan sagde noget, var bare helt fordybet i sine egne tanker. Og så tænkte han på den dreng som han havde stjålet med, og håbede ikke at han kom til at snakke over sig. Han ville ikke afsløre ham. Han spiste uden at smage på maden, sagde ikke noget og kiggede ikke op. Han var bange for at møde de sædvanlige dømmende øjne, som sagde at han skulle skynde sig ud. Han kunne mærke at han trængte til at spille noget musik igen, for ellers ville følelserne kamme over. det ville han før alt i verden ikke lade Jonathan se. Så meget stolede han ikke på ham endnu.

(sry det depri svar, er bare kinda selv sådan pt :i )

De sad i stilhed og Jonathan kiggede op på Dai engang imellem. Til sidst sukkede han vredt og hamrede hans hånd ned i bordet. Jonathan rejste sig, gik rundt om bordet og over til Dai’s guitar, han tog den forsigtigt op og gik hen til ham og gav ham den. ”Spil noget for mig.” Han smilte varmt og satte sig tilbage til hans plads og smilte varmt til Dai med forventningsfulde brune og varme øjne. Jonathan kendte godt til skyldfølelsen som Dai sikkert sad med lige nu, men han kunne ikke acceptere at Dai havde det dårligt her i hans lejlighed, det ville Jonathan simpelthen ikke se på.

(Det er okay, tro mig..)

Dai kiggede forskrækket op da Jonathan slog i bordet. Han kunne stadig ikke kigge ham i øjnene, men han fulgte ham dog med øjnene. Da han så at Jonathan tog hans guitar, overvejede han om denne unge mand mon kunne læse tanker, eller om han bare havde det ligesådan engang imellem. Han tog imod den, skubbede sig lidt ud fra bordet og kiggede ned på guitaren. Han gav sig til at spille en stille sang med meget sørgelige toner flettet ind mellem nogle mere glade. Den virkede beroligende på Dai, og efter et lille stykke tid begyndte hans skuldre at ryste. Han j ed det dog i sig, og lod kun en enkelt tåre trille ned over sin kind. Han smilede forsigtigt, som for at vise at der ikke var noget galt. Han ville ikke bryde sammen. Han overvejede stærkt at flygte, han var ikke sikker på at han kunne klare denne venlighed.

(tak :i Mine svar bliver nok en smule dystre :i Sangen han spiler er btw denne: https://www.youtube.com/watch?v=zQME-ChSwNM )

Jonathan gemte hans ansigt i hans hænder og sukkede. Han begyndte at blive lidt frustreret. Jonathan kunne godt læse kropsprog rimelig godt. Han blev bare vred over at Dai ikke gad at lade det komme ud i stedet for at bide det i sig. Jonathan vidste godt at det bare blev være hvis man holdte det inden. Han gik over og fandt hans violin frem og sukkede tungt hvorefter han begyndte at spille med sangen. Han improviserede og lukkede hans øjne i og gjorde hans bedste for at følge med.

Dai kiggede på Jonathan med tårevædede øjne. Han kiggede på ham uden at sige noget. Han stoppede efterhånden med at spille og rejste sig op. Han havde nemmere ved at være i nærheden af folk i sin dyreskikkelse.. Og især når han var trist, syntes han det var svært at være i menneskeskikkelse. Han lagde guitaren fra sig, kiggede i smug på Jonathan og forvandlede sig til sin ulv. Han hoppede op på stolen, for så at fortsætte op på bordet og slikkede så Jonathans knæ en enkelt gang. Han kiggede op med trist øjne og lå ellers bare.

Sukker opgivende og ligger hans violin fra sig. Jonathan forvandlede sig selv til hans dyreskikkelse og katten sad nu på gulvet og kiggede op på den store ulv med opgivende øjne. Han gik over i sofaen og hoppede op i den, derefter brugte han hans hale til at sige at han skulle komme over og lægge sig. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle stille op med Dai lige nu.

Dai så trist ud. Han blev dog enig med sig selv om at han blev nødt til at snakke med denne unge mand. Han gik over til sofaen, men satte sig ikke op i den. Han forvandlede sig tilbage. "Okay please lad være med at forvandle dig. Jeg har det bedre med at snakke med dig som kat end som menneske. Ikke fordi du er et dårligt menneske, men ganske simpelt fordi jeg ikke er vant til andre menneskers selskab." Dai tænkte ikke over at de jo egentlig ikke var mennesker, men en del af den verden som normale mennesker ikke kendte til.. Eller i hvert fald ikke burde kende til. Han kiggede op på katten og bredte svagt armene ud, som en invitation til at den skulle komme ned til ham. Han havde behov for at sidde med et eller andet.

Jonathan nikkede bare og hoppede ned i hans skød, stadig som den utrolig bløde og lang hårde grå kat. Han rullede sig sammen og kiggede op på ham med de store varme øjne som bare sagde ’fortæl fortæl’. Han spinnede svagt og vidste at det altid beroligede folk på forskellige måder.

Dai begyndte at ae den store kat. Han blev nærmest fraværende, men så sukkede han tungt. "Jeg.. Jeg.. Undskyld det tidligere. Det er bare.. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det... Jeg har altid haft min ulv. Ligesom jeg regner med at du altid har haft din kat. Men.. Mine forældre advarede mig om at noget i denne retning kunne ske. At jeg ikke ville kunne forvandle mig tilbage til menneske, men i stedet ville forvandle mig til noget andet. Noget som ville rumme en stor del af min personlighed, men alligevel på en anderledes måde end min ulv. Min ulv er hvad jeg er født til at være. Min tiger er hvad jeg er blevet. Før mine forældre og min bror døde, var jeg lalleglad og naiv, elskede at have folk omkring mig, og alle andre kvaliteter som passer til en ulv. Efter de døde.. Og især efter jeg fandt mine forældre i en container, er jeg blevet indelukket, ensom, jeg går rundt alene, jeg føler mig nemt truet og.. Men.. jeg kan stadig ikke klare at se folk have det skidt. Og i stedet for at løbe skrigende væk fra folk som har det skidt, bekymrer jeg mig for dem.. Indtil de får det godt, og forlader mig.. Jeg kan ikke klare tanken om at gøre dig ked af det ved at forlade dig.. Det var også derfor jeg valgte at tage med dig hjem. Selvom jeg har den største lyst til at løbe min vej, sidder jeg her endnu, fordi jeg ikke vil såre dig. Og vi kender ikke engang hinanden." Uden at han lagde mærke til det begyndte tårerne at trille ned af hans kinder. Han løftede katten lidt op og kyssede den på hovedet et par gange, før han fortsatte med at snakke. "Jeg.. Jeg fatter ikke at jeg har forandret mig så meget på så kort tid. Jeg kan slet ikke huske hvordan det var dengang jeg var som ulven. Jeg er begyndt at minde mere og mere om en kat. Og alligevel, fik jeg en tiger." Dai tav. Han havde en masse mere han ville sige, men han vidste ikke hvordan han skulle formulere sig. Han krammede katten og lagde sig ned på gulvet, for at kigge op i loftet. "Du.. Må gerne forvandle dig tilbage nu.. Tror jeg har fået snakket nok.. For nu." Hans læber formede sig til et næsten usynligt smil.

(langt svar xD)

Han lå bare og lyttede til hvad Dai fortalte og engang imellem nikkede han også, men var faktisk bare stille og lod ham snakke. Han kom med en lille lyd da han løftede ham op, eller faktisk bare en ’mjaw’. Han lå på hans brystkasse og kiggede tavs på ham da han lå der. Han kravlede forsigtigt op og slikkede hans kinder, der hvor tårerne havde været, derefter hoppede han af Dai og forvandlede sig tilbage til menneske. ”Håber det hjalp.” Han satte sig ved siden af Dai og nussede hans mave forsigtigt. ”Jeg kender godt det der med at forandre sig, på grund af ting som sker, du står ikke alene i den båd.”

Dai strøg katten, mest fordi det beroligede ham, men også fordi han syntes den var dejlig at røre ved. Han havde ikke set sådan en kat før, eller ikke før han mødte Jonathan. Han sukkede da Jonathan forvandlede sig tilbage. "Mhmm. Det gjorde det. Og.. Tak igen." Dai smilede skævt op til Jonathan og nød hans hånd på sin mave. Han sukkede dybt. "Det er bare.. Jeg havde ikke troet jeg havde forandret mig så meget på så kort tid. Eller det er jo egentlig ikke så kort tid igen... Men det gør ondt på en måde at vide at jeg ikke er som jeg var engang. På den anden side bliver man vel nødt til at forandre sig? For at overleve?" Dai satte sig op. Han tøvede lidt før han krammede Jonathan hårdt. "Men jeg vidste jo egentlig godt at jeg havde forandret mig. Det er bare svært at indse. Jeg vil gerne være som den jeg var.. Bare nogle få gange til."

Jonathan smilede til ham, og gispede kort da Dai krammede ham. Han grinede varmt og krammede Dai tilbage. ”Man skal forandre sig nogen gange for at overleve, man bliver jo ældre og derfor sker der forandreringer, mest også på baggrund af det man oplever.” Han trak på skulderne. ”Det vil heller ikke undre mig, hvis jeg får nogle andre skikkelser, på et tidspunkt.” Han smilte varmt og nusse Dai i håret. ”Sådan er livet Dai og vi bliver nød til at leve med det.” Jonathan’s øjne lyste varmt og han kløede sig selv lidt i håret.

Dai smilede svagt ind mod hans brystkasse. Han kunne godt mærke at han pludselig fik et behov opfyldt. han havde haft brug for et kram meget længe. Han puttede sig længere ind mod Jonathan. "Jeg ved det godt. Det er bare.. Jeg havde bare ikke forventet jeg ville forandre mig så meget." Dai kørte i samme spor, og blev ved med at snakke om det samme nærmest uden at lægge mærke til det. "Hmmm. Det gør vi nok alle sammen. Jeg håber vi kender hinanden endnu når du får dit næste dyr." Dai lyste nærmest op ved tanken. "Ja jeg ved det godt." Han begyndte at nusse ham på ryggen helt uden at tænke over det. Hans vejrtrækning blev efterhånden langsommere.