The meeting. - Alcide.

Tid: 19:00
Vejr: Skyfrit, pæn solnedgang og en lun brise.
Omgivelser: Træer, træer og flere træer.

___________________________________________________________________________________________

Aira sad oppe i et træ og spiste nogle frugter hun havde fundet. Det var nogle folk som havde været på skovtur og kastet hele og fine frugter ud i nogle buske som hun så havde fundet efterfølgende. Hun havde været i godt humør hele dagen og fået samlet lidt mad nede i hendes grotte, hun havde fået et bad nede i søen dagen før og havde nu en frisk duft om sig og var for engangs skyld rend. Aira trak hendes lange platin blonde hår om på ryggen og foldede hendes vinger deromme også.

Hun tog en kæmpe bid af et æble og nød den søde smag. ”Hmmm~” Fniste hun og elskede frugter, specielt æbler og nogle forskellige bær. ”Hm.. Det er faktisk lang tid siden jeg har fundet nogle jordbær~”
Hun tænkte lidt tilbage. Var der ikke nogle jordbær heromkring i skoven? Aira samlede frugterne i hendes skørt og fløj ned. Hun gik tilbage til hendes grotte og lagde frugterne inde i den, blandt nogle blande hun havde fundet. Aira gik derefter på jordbær jagt.

Det var svært at finde nogle, fordi der var så mange buske og alt muligt andet end bare lige jordbær. Hun sukkede og kiggede rundt. Der havde faktisk ikke været ret mange folk her i skoven, det sidste stykke tid.

Alcide var stået lidt for tidligt op om morgen, og var derfor ved at være godt træt. Han havde nemlig gået rundt i skoven i sin ulvform, nogle gange løbet lidt rundt. Han syntes selv at han var ved at blive små tyk, retter sagt han havde måske taget 2 kilo på. Men det egentlig ikke noget stort, men Alcide kunne nu godt lide at være i god form.
Men pt lå han og sov under nogle buske, han havde ikke lagt mærke til at nogen kom tættere på ham. Han var for langt væk i sin søvn, han havde nu heller ikke sovet godt de sidst dage. I nogle perioder havde han altid søvnproblemer med det plejede altid at løse sig selv. Han var dog godt klar over hvorfor, men han bed aldrig rigtig mærke i det, eller havde planer om at gør noget ved det.
Han bevægede ørene, og var på vej til at vågne. Dog var hans vejrtrækning var dog stadig tung.

Aira sukkede irriteret og havde slet ikke lagt mærke til ulven et stykke væk. Hun stod halvvejs på hovedet ind i nogle forskellige hindbær buske. ”Nej, heller ikke jordbær..” Hun viftede frustreret med hendes lange hvide halefjer og rettede sig op igen. Hun foldede hendes vinger godt på ryggen og forsatte med at lede. Hvor havde hun fundet dem? ”Hmm.. Jeg gik den her vej..” Hun kiggede ned på hendes bare fødder og gik på en lille sti. ”Så det gamle træ..” Hun kiggede over på et kæmpe træ. ”Og derefter..” Hun vendte sig rundt og gnubbede hendes nakke lidt. ”Ugh.. Jeg giver op..” Hun satte sig ned på jorden, nu 10 meter væk fra hvor ulven lå i busken. Aira kiggede lidt på hendes beskidte fødder og nynnede lidt en sang hun havde hørt nogle piger synge. Aira lagde sig ned på ryggen og foldede hendes vinger ud. Hun lå lige pt i en lysning og aftensolen skinnede ned på hende. ”Hm…” Hun lukkede hendes øjne og nød fornemmelsen af græsset under hende.

Alcide vendte sig om i søvne, så han lå på ryggen. Han endte med at få halen ud under busken, han blev lidt mere urolig. Han var tydelig ved at mareridt, men det var nu heller ikke noget særligt for ham. Alle fik jo mareridt i ny og næ, selv gamle mennesker havde han hørt.
Men hans mareridt var som normalt plaget med en del vold og blod, og små børn som græder. Alcide brummmede stille i søvne, og gav så et bif fra sig.
Før han selv vågnede at lyden af hans bif. Han trillede rundt og endte atter på maven, men han havde ryggen til pigen som lå i lysning = Han var stadig ikke klar over at hun var der, han var lidt rundt forvirret. Han lagde hovedet ned, og overvejede kun at rejse sig op. Han havde ikke noget at han skulle nå, overhovedet ikke.

Aira sukkede og satte sig op. Hun var virkelig ved at blive ensom herude. Hun kiggede op imod himlen. ”Jeg ville ønske jeg bare have lidt selskab..” Hun rejste sig op, viftede lidt med hendes vinger og halefjer, for at få græsset af hendes fjer og kjole. Hun flettede en lille fletning i en løs tot og svingede den over skulderen. Pigen vendte sig om og så noget over ved en busk. Aira gik forsigtigt derover og smilte varm. ”Næh.” Hun fniste svagt. ”En sød ulv..” Aire satte sig på huk og holdte hendes hånd ud, til ulven. ”Hvor er du fin.” Hun smilte utrolig varmt og et glimt af nysgerrighed skinnede i hendes mørkeblå øjne. Aira elskede dyr, og holdte meget af at lege med dem hvis det skulle være. De havde det ofte også fint med hende, fordi hun selv var et naturvæsen.

Alcide bevægede hurtigt ørene, da han havde lagt mærke til at nogen kom over til ham. Han nåede dog ikke at komme op på fire bene, så han blev liggende og håbede ikke at hun var farlig. Han kiggede mistænksom på hendes hånd, og lugtede så svagt til hende. Han var ikke klar over hvilken race, eller om hun bare var et menneske. Men menneskerne burdet da ikke bare gå hen til dyr?? Han tænkte lidt over det, og kiggede så på hende. Han kunne ikke helt bestemme sig, men han bare dog hurtigt klar over at hun ikke var farlig. Hun så nu meget spændende nu, og det skulle så ikke tages på den forkert måde, overhovedet. Alcide bevægede halen bag ham, og stak tungen ud.

Hendes store hvide vinger var foldet sammen på hendes ryg og halefjerne stak ud fra under hendes kjole. Hun smilte og åbnede hendes hånd. ”Skal jeg komme til dig?” Hun grinte og kravelede forsigtigt og langsomt over til ham. Hun sætte sig i skrædderstilling ved siden af ham og rørte forsigtigt ved hans pels. ”Så fin..” Hviskede hun og nussede hans ryg venligt. ”Er du alene herude?” Hun lagde hovedet på skrå og kiggede bekymret på ham.

Alcide kiggede på hende, eller han betragtede hende stille og rolig. Han tænkte lidt på om hun var engel, da han kunne se at hun havde vinger. Men var der ikke andre racer som havde det? Det vidste han ikke rigtig, han kendte ikke rigtig nogle racer.
Hans blik fulgte hende, da hun satte sig ned. Han vippede stille med ørene, da hun rørt hans pels. Men lå hende gør det, han var dog ikke van til at nogen rørt ham mens han var i sin ulvform. Han lagde forsigtig hoved mod hendes ben.

”Det bliver lidt ensomt når man er alene, ikke?” Hun sad og snakkede til ulven, fast besluttet om at det bare var en ganske normal ulv, som strejfede lidt rundt. Hun smilede varmt da hun mærkede dens hoved mod hendes ben. Hun nussede blidt den mellem den øre og sukkede. ”Du har sikkert oplevet en masse.” Hun smilede varmt og grinte lidt. ”Jeg vil også opleve ting, men kan ikke rigtigt det, siden jeg har dem her.” Hun bevægede hendes vinger. ”Oooog dem her specielt..” Hun sukkede og kiggede bag sig selv på halefjerne, som lå i en bue bag hende. ”Undskyld fordi jeg snakker så meget..” Hviskede hun og kiggede rundt.

Han kiggede op på hende, med et glimt øjnene, da hun bare begyndte at snakke til ham. Han synes det var lidt sjovt, at hun ikke havde tænkte på at han kunne være en animagus, men sådan kunne man jo også lære hinanden at kende, jo. Han bevægede halen som svar, eller nok mere som bekræftelse i at hun snakkede til ham. Han kiggede på hendes vinger, og vippede kort med hovdet og lagde det tilbage på hendes lår. Han kunne nu godt lide at have selvskab ude i skoven, det var han ikke van til.

Aira vidste slet ikke hvad en animagus var, så hun troede bare han var en almindelig ulv. Hun blev meget overrasket over det faktum at ulven nikkede. ”Hvad i..” Hun blinkede kort og sad og nærstuderede ham i nogle sekunder før, hun foldede hendes vinger ud og fløj op i træet over dem. Hun landede på en gren i nærheden af stammen. ”Ulve.. Kan ikke forstå hvad folk siger..” Mumlede hun og kiggede direkte ned på ham. ”Hv-hvad er du?” Hun lænede sig lidt ud over kanten og kiggede ned på ham, med hendes vinger foldet ud bag hende.

Han fik noget af et chok, da hun fløj op. Selvfølgelig havde han ikke regnet med at kunne forsætte det fulde ulv spil, efter som at han var et menneske også - eller halvt halvt. Sådan havde hans far altid mente det var. Han sukkede stille, og rejste sig op. Han vendte sig i mod hende, og lagde hovedet skrå mens han kiggede på hende. Havde hun mod tænkte sig at blive der oppe? Hun tænkte sikkert at han var farlig, og et eller andet sygt væsen. Han satte sig ned, og forvandle sig tilbage til et menneske og kigger forsat op på hende. Han sendte hende et smil.

Hun kiggede ned på ham med øjne der lyste op med en blanding af nysgerrighed og noget der godt kunne ligne sky? Hun vippede med hendes halefjer kort og gispede da han forvandlede sig til et menneske. En svag rødmen bredte sig over hendes kinder og hun lænede sig lidt mere ud og kiggede ned på ham imens hendes vinger foldede sig endnu mere ud oppe i træet. ”Hva-hvad..” Hun var tom for ord og blinkede bare. Aira rystede på hovedet og hoppede elegant ned på en gren som var lidt længere ned, kun 2 meter over jorden. Hun satte sig på huk på den og foldede hendes vinger på ryggen. Hun kravlede lidt frem og tilbage på grenen og vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

Alcide sad bare og kiggede på hende. Han var stadig ikke klar over hvad race hun egentlig var. Men han vidste dog godt at han havde givet hende et chok, den måde hun havde valgt at reagere på, morer ham lidt. Han vidste godt det ikke var pæn, så han holdt også sit grin inde. Han vippede lidt med sine fødder. "Animagus, hvis du er i tvivl," sagde han blidt med en venlig undertone. "Navnet er Alcide, og du er?" spurgte han smilende, og betragtede hende smilende. Han var dog forvirret over hvad hun var, hun havde vinger, men var det engle vinger? Han var ikke klar over det.

Hun satte sig helt ned på grenen og lod hendes ben hænge ned. ”Animagus?” Hun lagde hovedet på skrå og smilte svagt. ”Jeg hedder Aira.. Jeg er en Luft Alba.” Hun vippede med hendes halefjer og smilte lidt genert. Hun var ikke højere end 155 cm, slank og langt platin blond hår. Hun svingede lidt med hendes ben, men hoppede elegant af grenen og ned på jorden. Hun foldede hendes vinger sammen og gik med meget genert skridt over til Alcide. Hun rakte hendes blege, lidt beskidte hånd frem. ”Rart at møde dig Alcide.”

Han nikkede stille til hendes svar, det var ikke en race han kendte i forvejen. Han anede ikke noget om den overhovedet, han betragtede hende som hun sprang ned fra træet. Han rejste sig op og stå, for at kunne hilse pænt. Han tog blidt hendes hånd, og klemte den med et smil om læberne. "Rart at møde sig også," sagde han med en venlig tone. Han var stadig helt forvirret. "Ehm.... Hvad er en Agbar?" spurgte han med et usikkert smil. Lidt efter forstod han at han havde udtalte det forkert, en meget svagt tone af rosa kom på hans kinder. "Jeg mener Alba??" Han var ikke sikker på at det var rigtig sagt.

Hun grinte af hans spørgsmål og smilte varmt til ham. ”Bare rolig, du er ikke den eneste der er forvirret over min race.. Men Alba folk som holder til i skoven eller jungler for det meste. Jeg er det som hedder en Luft Alba og det er derfor jeg har det her.” Hun vendte sig om og bevægede hendes vinger, samt hun løftede lidt op i kjolen og vidste hendes halefjer. Aira vendte sig rundt igen og smilte lidt genert. ”Alba folk kan for det meste også magi. Jeg kan f.eks. det her.” Hun løftede hendes arm og en kraftig vind omringede dem og fik bladene til at flyve rundt. Hun smilte rolig og sænkede hendes arm og vinden stoppede.

Han kiggede kort ned i jorden, og have stadig en meget svag tone af rosa hen over hans kinder. Han synes det var lettere pinligt nu, i sær det med at hun grinte. Han kiggede venlig på hende, med et små charmende smil. “Orh.. Har jeg aldrig hørt om,” sagde han stille med en venlig tone. Han tænkte lidt på om der var nogle alba der hvor han var vokset op. Han lavede store øjne, da hun fik vinden til at omkring dem. Han kiggede lettere chokket rundt. Han havde kun hørte om at nogle racer kunne lave magi. Dog skræmt det ham ikke, men han havde dog fået et lille chok. “Wow… Hvor fedt!” Sagde han med et stort smil, og kiggede betragtende på hende.

Hun smilte og rødmede lidt. ”Tak.” Hun holdte hendes hænder foran sig og kiggede op på fyren foran hende. ”Det er ikke rigtigt noget specielt.” Hun trak på skuldrene. ”Altså.. Jeg skal f.eks. blive her ude i skoven, jeg kan ikke komme ind hvor der er mennesker..” Hun kiggede ned i jorden. ”Fordi.. Jeg ikke ligner et, som du jo gør..” Hun kig elegant forbi ham og ind i lysningen, hvor solen nu var gået ned og månen var ved at lyse lidt op. Hun lyste lidt op i måneskindet på grund af alt det hvide over hende. Hun vende sig om på hælen og smilede tilbage til ham.

Alcide kiggede smilende med et med et charmende smil. “Jeg synes det er noget specielt, men det er så sikkert for jeg aldrig har set noget lignende, eller ikke hvad jeg kan huske,” sagde han smilende. Han vippede lidt med hovedet, før han gik rundt om hende mens han betragtede hende. “Well… Du kan godt nolge aftener om året?” sagde han smilende. “Som Halloween, det burdet ikke være noget problem.” Men han kunne nu godt se problemet I at hun havde vinger hele tiden, han havde jo aldrig haft en problem med at kunne være som en normalt menneske, han havde større problemer med at virke mere som en ulv, selvom det gik fint meget af tiden. Han kiggede ud mod lysning, og smilte. Det var mørkt, var det ikke tidligt? Hvor længe var det lige han havde sovet? Det vidste han så ikke helt…

”Halloween? Hvad er det?” Hun kiggede op på ham og lagde hendes hoved på skrå. Hendes vinger viberede svagt på grund af hendes nysgerrighed. Hun smilte og rødmede lidt da han gik rundt om hende, hun var overhovedet ikke van til at folk kiggede så meget på hende og det fik hende til at føle sig rimelig utryg. Hun vippede svagt med hendes hale og kiggede ned i jorden. ”Det bliver ret ensomt at være herude, så jeg ville ønske at jeg bare kunne få nogle venner, og have nogen ved mig. Jeg vil nemlig også vildt gerne se byen.”

Han kunne ikke holde et lille grin tilbage over at hun ikke vidste hvad Halloween var, men selvfølgelig hvis man havde boet ude i skoven i lang tiden. “Ej undskyld, det var ikke min mening,” han bøjede hovedet ned. “Halloween er en begivenhed, eller mere en højtid for mennesker. De klæder sig ud i forskellig kostumer, og går rundt efter slik, men unge fester,” sagde han smilende. Han betragtede hende langsomt og nikkede til hvad hun sagde. ”Det kan jeg godt forstå det kan blive, jeg har ingen idé om mange der kommer forbi hver dag… Men jeg vil gerne tage dig med ind til byen, en aften hvor de klæder sig ud, enden fordi der er en fest eller noget, ” sagde han smilende med en venlig og charmende undertone.

Hun smilte og nikkede, Halloween lød sjovt. Hun smilte stort og hoppede op og ned. ”Aj, vil du det?!” Hun hoppede op i luften og fløj lige hen og krammede ham, med lidt for meget kraft på. Hun smilte og begravede hendes ansigt i hans skulder. ”Tusind tusind tak! Det er der aldrig nogen som har sagt at de vil gøre for mig!” Hun vippede vildt med hendes halefjer og begyndte næsten at græde af glæde.

Alcide fik noget af en chok, da hun hoppede og ned, og krammede ham. Han kunne dog ikke lade være med at smile stort til hende, hun virkede meget taknemlig over det han ville gør det. ”Selvfølgelig vil jeg det, det kunne være sygt hyggeligt at tage dig med der ind,” sagde han grinende med et smil. Han lagde armene om hende, og krammede hende tilbage. ”Well.. Det var da så lidt?” sagde han spørgende. Han var bestemte ikke van til at folk var så glade over sådan nogle ting. Men han kunne rigtig godt lide den måde hun var på, det gjorde ham glad også.

Hun grinte og krammede ham tæt, nøj han var sød! Hun trak sig væk igen og dansede lidt rundt i lysningen. ”Jeg skal ind til byen!” Hun fniste og svingede sig rundt. ”Ind til byyyyen!!” Aira havde aldrig været derinde og det havde været hendes drøm i lang tid. Hun havde flere gange fløjet højt op i luften og kiggede der ind, men aldrig overvejet at tage derind. Hun blev lidt rundtosset og faldt ned på hendes bagdel i græsset og fniste lidt med en brændende rødmen. ”Hov..” Hun blev lige pludselig meget pinligt berørt over hendes opførsel og rødmen endnu mere.