Hiding Fangs

Tid :: Over midnat. 00:35.

Sted :: Stranden.

Vejr :: Der er halvmåne. Sammen hermed er der skyfrit, stjerneklart, friskt og køligt. En perfekt aften for en vampyr.

Omgivelser :: Ved første øjekast; Kun Amora. Ved nærmere kig ind i emnet: En rede af vampyrer.

Forbeholdt :: Andromeda.

Klokken var i mange menneskers øjne mange. Halvmånen hang tungt og dovent på den stjerneklare nattehimmel, hvoraf hun med ubehag overfor den kommende fuldmåne gøs let. De dybe, brune øjne blev slået op på den ellers mørke himmel, der kun ganske svagt blev oplyst af et sølvklart skær fra månen og de tilhørende prikker. Stjernerne. Nattehimlen havde altid fascineret Amora. Den var et evigt mysterium, der gang på gang afslørede nye hemmeligheder omkring sig selv. Det var fascinerende!

Et lille skær oplyste de græsbelagte omgivelser, og skæret trådte hun ind i. Ganske vist var det et skridt, der ville have været mange i det lange løb for Amora. Og her befandt hun sig så. På stranden. Hun var knapt nok gået en distance af 500 meter på et skridt, men det var vel fordelen ved evnen. Portaler. Endnu et mysterium. Et menneske blev bidt, og med ét ville det givende menneske opleve den overnaturlige verden i et væld af sanseindtryk, nye tilvænninger og - nårh ja - magi.

”Der kan ikke være langt igen…” hviskede Amora for sig selv, der var sikker på, at hendes vampyrsøster havde hørt hende. Hun måtte være i nærheden, hvis ikke hun allerede befandt sig længere fremme. I det tunge mørke ved stranden var det en fordel, at hun var vant til mørke. Det, og så gav det halvhjertede måneskær også en klarhed over, hvad de havde at forvente.

Hun lagde ganske let hovedet på skrå i en granskende gestus. Havde Vaaske ikke specifikt sagt, at det skulle være omkring denne lokation? Med et fnys måtte Amora for en kort stunde hovere og erkende, at hun måtte være den smarte i dette øjeblik. Men øjeblikke har det med at ende. Hurtigt. Hendes øjne opfangede noget, det menneskelige øje ikke ville falde over. Noget, der blot lignede et symbol for vampyrer. Det hang på døren af et strandhus, blot et mindre et af slagsen. Og beliggende afsides, med alle vinduer dækket til. På døren var der noget, der var skrevet med rødt. Blod? Fanden tage ham Vaaske!

Alt hun blot måtte gøre nu, var at vente på Andromeda, skønt Amora havde en formodning om, at hun sikkert var kommet hende i forkøbet.