From Paris to Berlin - Millicent

Andrija kunne lugte sejren som en hund der lugtede blod. Havde han kunne smile og kysse på samtidig, havde der uden tvivl været et kæmpe smil plastret på hans læber. Han gav hende så længe han kunne, men trak sig så til sidst tilbage og kiggede på hende, som om han allerede havde vundet kampen. Han ignorerede hendes små klør, der så afgjort snart skulle klibbes.
"Se det er slet ikke så slemt - og jeg betaler endda vandregningen." Som reaktion på hendes villighed, var hans stemme blevet mere blød, men havde endnu lidt kant, som hurtigt kunne blive til mere, syntes killingen endnu ikke at have forstået spillereglerne. Havde hun derimod lært hvem der hvem der styret slagets gang, ville han slippe hendes hænder, først den ene og så den anden, men han flyttede sig ikke, rakte bare ud for at slukke for bruseren. Millicent ville sikkert få helt ondt i hjertet ved tanken om alle de små børn der måtte tørste ihjel, hvilke absolut ikke var hensigten.
"Er du villig nu ...?" Han lod rasten hænge i luften og trådte et skridt tilbage, klar til at træde ind igen ville hun prøve at komme forbi og skulle hun alligevel slippe forbi, havde fingrespidserne fået lidt elektricitet, der på grund af vandet hurtigt havde bredt sig til hele hans krop. Det samme ville blive tilfælde, rørte Millicent ham i et forsøg på at komme forbi ham. Hårdede metoder måtte tages i brug, lærte killingen ikke hurtigt nok.

I know , men the suspension is killing me !

// okay - efter det LIDT sparsomme indlæg - prøver jeg lige igen xD //


Med læber der forrådte hende da de summede kærligt ved hans mund - kyssede hun ham , til Andrija lænede sig en smule tilbage.
"..men jeg vil ikke " peb hun med læber der nu berørte hans våde skulder , der nu var helt glat.
Hun kyssede hans skulder... " ja du er gavmild " mumlede hun ironisk stadig som sugemalle mod hans kraveben , som var det et Helle sted for hende. Han tog ikke hendes ord for særlige gode vare og slap Millicents hænder for at skrue med og afbryde vandet der brusede dem til.
Millicent gned sine håndled og førte dem så visere op og fik er greb i sit lange hår , for at vride fri for et par spande vand.
Hendes øjne tog nøje mål af Andrija.
Kampen var ikke slut. Det var da meget muligt hun havde nydt det ... Jaja... Også blevet en smule... MEGET lille smule tændt af ham. Det var en del af problemer med ham. Hun tilgav ham al for let og hun higede efter at se følelser boble i ham. Var der det? Vrede var at foretrække fremfor ligegyldighed? Kunne hun gøre ham vred , så havde hun betydning? Well ... Hvis det var tilfældet så STOR ELSKEDE Andrija Millicent meget, hun smilede ved tanken. Han lød mere mild nu, så mon ikke der gik?
uhhh Andrija lukkede hende ud af hendes bur! Missen skulle lære at gå pænt , enda helt uden snor.
Men hun var for stolt og ville kæmpe til det sidste og lige nu var det helt lige meget om hun havde lyst eller hvad- for det handlede om den psykiske magt , den lille fine balance der altid lå og tippede fra side til side mellem dem.
Og de vidste det begge. Fik Millicent sin vilje , kunne hun styre Andrija .... Fik Andrija hvad han var ude efter , havde Millicent underkastet sig ham.
Hun kunne begyndte at trække bukserne af ham? Og så smutte!
Hænderne gled kælent ned af hans bryst og ned til det mørke læder bælte i hans bukser ...
" Mon ikke du skal have de bukser af , du er helt våd" lød hendes svar om hun var villig. * jaaaaaa skat lige så vikling som et nonne æsel* Millicent åbnede spænder Og med et enkelt ryk havde hun lader der glide ud . Hun åbnede for han knapper en efter en.... Langsomt .... Playfull ...men undgik hans øjne så han ikke så spilopperne i dem. Normalt ville hun være en smule genert.
Manden lignede noget fra en film , og hun skulle næsten betvinge sig selv til at slippe hans våde bukser , da hun havde fået dem trukket med omkring Andrijas faste lår.
Men så forsøgte hun puffe ham til siden , og planen var at sætte i vampyr fart - ind til hendes tøj .

Det var næsten for godt til at være sandt! Andrija hoppede næsten i begejstring da Millicent faktisk syntes at være villig til at samarbejde. Endelig. Det havde jo også næsten taget uger at få hende til at følge hans ordre. Næsten som en stolt mor, stod han og ventede tålmodigt på at hun fik hans bukser op og ned - åbenbart. Det havde ikke været nødvendigt, men det betød nu ikke så meget.
Paraderne var sænket, Andrija troede han havde Millicent i sin hule hånd - det viste sig dog pludselig ikke at være tilfælde. Først forstod han slet ikke hvad der var sket, ud over at hun pludselig var forsvundet, men da hans hjerne endelig fik varmet op og han forstod hvad der var sket, pressede han vredt tænderne sammen og lod kort vreden få afløb igennem en spændt købemuskel. Da det var sket, smed han tøjet helt og blev færdig med det bad, han havde tænkt sig skulle ende anderledes ud.
Millicent skulle ikke komme godt for at have afvist ham igen - og det skulle han nok vise hende. Hun kunne få lov til at ligge og tigge på sine knæ når han en gang blev færdig med hende, men først måtte hun vide at far ikke bare var vred, han var også skuffet. Fælt skuffet.
Efter badet var ordnet, gik han ud for at trække i noget tøj. En hvid skjorte og sorte slacks, samt et par spanske håndlavet sko og sit rolex ur. Da han var tilfreds med sit udseende, greb han sig en frakke og tog den på, for at lade den dække over de pistolholdere han bar under. Han skulle have sin vrede ud og hvorfor ikke bruge den på noget fornuftigt?
Efter et kort kald til Dorian, forlod Andrija huset uden et ord til Millicent. Han ville besøge Juans ene logeven. Lige sende et lille signal til Juan for at vise hvem der var stærkest. Måske også få penge til is på tilbagevejen?

Millicent hastede ind det lille omkældningsværelse hun havde indrettet, og over bøjlestativet og hylderne med undertøj. Her Fremdrog hun et sæt kongeblå lingeri, i samme feminine fjer lette stil ,som mange af de sæt hun kunne lide havde til fælles.
En blå blomstret kjole med et enkelt snit, der fremhævede de kvindelige fordele en smule mere end hun ofte valgte, blev lynet op i siden, og så var der ellers silke strømperne og de blå høje sko til.Hun lod håret arrangerer løst med nogle spidse hårnåle, nogle der var lige til at trække ud , hvis lysten til at lade håret falde frit skulle opstå.
Ja Ja…hun vidste da godt hun skulle bruge lidt tid på at bløde Andrija op nu.Afslag var ikke hans største glæde, men omvendt var det nødvendigt for hende ind i mellem at bevise at hun stadig havde kontrollen til at stå imod. Hun elskede ham, men hun var stadig meget i tvivl om gensidigheden af den kærlighed, og faktisk var hun bange for at forvilde sig i det mørke hav Andrija var, og drunke nede på bunden- ude af stand til at svømme op og trække luft når hun behøvede det. Men en nylagt makeup omkring øjne og kindben, smuttede hun glad ned af trappen, for at finde hendes forlovet og lade ham vide hun elskede ham, men …hvor filen var han NU?
Skuffelsen var da til at mærke.VCar han blevet så vred så han skred uden et ord? Aiii altså!

Millicent hentede mobilen og tekstede ham:

Andrija,
Du ved godt jeg synes du er dejlig.Hvor er du ?
Hvordan lyder et stævne møde med din forlovet?
Vil du møde mig til en drink?
<3 Millicent

Hun hentede en flaske med blod, og da microvnen var kortsluttet og komfur ikke var et sjov legeplads, satte hun sig til at drikke den kold, hvilke fremkaldet adskillig rynk på vampyrens snude.
Millicent var utålmodig.Hun havde sådan set regnet med at bruge aftenen med ham, så længe havde han jo heller ikke været hjemme fra den lange forretningsrejse, så hun var træt af ham.Tvært om.

Først to timer efter så Andrija beskeden på telefonen, som han irriteret smed fra sig. Godt nok havde loge-medlemmet trukket lidt op i dæmonens humør, men det var slet ikke nok til at rette op på den utilfredshed der var kommet efter Millicents ulydighed. Der ville gå en hel del tid før det ville ske, stod det til Andrija, der da de nærmede sig hans hus, fjernede pistolerne og lod dem ligge tilbage i bilen, gemt under føresædet. Dorian fik lov til at køre bilen et andet sted hen og så holde fyreaften. Selvom manden var djævel, trængte han også fra tid til anden til en lille pause. Ingen kunne jo løbe hele tiden.
"Jeg syntes jeg har forsøgt med et stævnemøde." Vrissede Andrija da han var kommet ind af døren, som svar på Millicents SMS. "Men det gad du ikke og nu er muligheden forbipasseret. Hav en hyggelig aften, jeg tager op og arbejder." Med de ord skred han igennem stuen med næsen i sky og forsvandt ind på sit kontor, hvor han næsten låste sig inde. Bag skrivebordet åbnede han en flaske og begyndte at indtaste regnskaber for Salles. Der skulle gøres klar til løn og så skulle han tjekke markedet for sprut. Det kunne være der var kommet noget nyt spændende. Det sorte marked skulle også tjekkes, så der var nok at lave rastenen af aftenen, hvor han forventede ikke at blive forstyrret.

Millicent måtte vente forgæves på svar fra ham.
Det kløede gevaldigt i hendes fingre, for at sende mindste tre fire sms mere , da hun ikke havde det så godt med at blive ignoreret. Eneste grund til hun styrede sig var at hun ikke turde risikerer gøre ham mere sur….nåå ja, og så kanal 5 havde sendte maraton af desperate housewifes, det spilede da også ind.
Endelig kom han hejm, og Millicent drejede på sig og hang over ryggen på den store sofa, vor hun smilede bredt til ham. ”H-hvor ha..” hun blev afbrudt af hans vrissende kommentager, da hun var ved at spørge hvor han havde været og hvorfor han ikke ville svare?
Hun så på ham , med undren i øjnene.det var mere Andrijas brede ryg end hans front hun fik lov at tale til..” Årh hold nu op Andrija, kom herind ?” men han valgte at forsvinde ovenn på.
Stævnemøde og stævne møde? Det ville hun nu ikke lige frem kalde det? Så skulle det da være et stævnemøde med bruse nichens væg?
Hun gav ham 20-30 minutter inden hun afbrød for fjernsynet, og rejste sig for at skænke to cognac.
Med dem i hånden, gik hun op for at entre dragens hule.Hun bankede lydigt på, og åbnede så for at træde ind.Hun valsede ind og tog plads i stolen overfor Andrija, den store bløde lænestol.
Det ene glas blev sat på bordet, og skubbet langsomt over mod Andrija.
”Fred?” tilbød hun , som var det en fredsgave hun netop havde stillet foran ham, den ravfarvet alkohol.
”Jeg ved godt du er vred på mig…kan vi ikke hygge os lidt alligevel?Tag mig ud og danse?” bad hun stille .
Millicent havde travlt med at være stille og forsigtig lige nu, da han uden tvivl havde brug for at mærke at han ikke skulle sidde på passager sædet hele turen gennem deres liv. Det vidste de begge aldrig ville ske.Og hun HAVDE måske været for strid, men….egenlig ville hun jo bare havde ham til at indse at det ikke var sex som sådan, men sex med HENDE han ønskede.
Lide DET var ikke let at få den hårdføre mr.Luzar til selv at indse. Hun sad med hovedet på sned og holdte øje med Andrija- og lod så glasset føre til sin mund.

Det var ingen gåde at gætte hvem der kom på. Bare lyden af slagene på døren fortalte Andrija at det var Millicent der kom. Havde det noget med hans arbejde at gøre, ville folk enten bare valse ind, som om de ejede det hele, eller også ville de slå så hårdt at døren næsten gav efter. Folk havde svært ved at styre deres kræfter - og så var der Millicent der ikke vidste hvor mange hun havde. Ganske morsomt til tider. Andrija havde dog aldrig tænkt sig at fortælle hende det, da de så pludseligt ville stå meget mere på ligefod, selvom hun var meget ung og uerfaren, plus en masse andre detaljer.
Blikket var rettet imod skærmen mens han lyttede til Millicents hæle gå hen over gulvet og så et glas der blev sat på bordet. Nysgerrigheden tvang ham et kort øjeblik til at se hvad hun havde med, før han så kiggede ned og kvalte et smil. Hun forstod efterhånden hvad der gjorde ham glad - når hun nu ikke ville det andet.
Danse?! Måske skulle han trække sine ord til sig igen. Hun vidste da at han ikke var nogle dansemus - og heller aldrig ville blive det. Hvordan kunne man 'hygge sig' ikke var i humør til det? Måske noget menneskerne havde fundet på, for at putte plastre på hinandens sår? Sådan fungerede det ikke i Andrijas verden. Trodsede man ham, måtte man tage hvad der kom bagefter og det blev i Millicents tilfælde stilhed. Han var dog tilfreds med én ting. Hendes måde at snakke på. Hun var virkelig ved at lærer sin lektie. Måske hun skulle belønnes for det, på et eller andet tidspunkt?

Alkohol, musik, tætte kroppe og en løssluppen stemning, hvilken del af det der ikke faldt i Andrijas smagt forstod hun ikke.Så snart forslaget var udtalt, indså hun fejlen. Hun burde have forslået de skød en eller anden måske. Hans stilhed var også en ret klar ledesnor, de skulle ikke til at nyde duften af den søde fredpibes røgsky.
Hun lænede sig tilbage mod stolens vel polstret ryg og trommede lidt med fingrene mod armlænet.Hvad skulle hun så finde på, for at få ham i tale? ” Jeg har savnet dig mens du var væk. Det vil være dejligt om du vil svare mig ? ” prøvede hun igen…” Vi kan også lave noget andet?Du ser ikke ud til at juble over min danse ide, skal vi i stedet pille hjulkapslerne af nogl dyre biler så?” hun gik efter at prøve at få lokket bare eet smil ud af ham, så hun kunne se han ikke var ved at eksploderer af utilfredshed. Om han så var i humør til at rap bemærkning,måtte hun jo bare håbe på.
Millicent rejste sig op, gik omkring bordet og anbragte sit ene lår derpå, og skubbede sin bagdel derop. Hun sad lige ved siden af Andrija, og trak diskret ned i kjolen der helt naturlig kravlede op, i denne stilling, da den sad forholdsvis tæt.Hun ville ligge to fingre under hans hage, gav han lov og dermed insisterer på han så hende i øjnene. Med hoved bedende til en side og store runde øjne der virkelig prøvede at være artig, bad hun ” Kom nu Andrija…lad os lave et eller andet, jeg har savnet dig mens du var væk ”

Mens Millicent fortsatte sin samtale, sad Andrija tav og lod hende komme frem til at han nok ikke gad at danse eller snikke snakke. Først ville han have afvist hendes forsøg på at få ham til at kigge på hende, men opgav så og lod sit hoved følge med og betragtede hende med et tavst blik. Efter hun havde fjernet sin hånd, rettede han hoved tilbage til skærmen, som han lidt efter lukkede ned.
"Så kom med et bedre forslag." Han rejste sig op og forlod kontoret, men ikke uden at tage glasset med Millicent havde serveret. Udenfor lokalet tømte han det og satte det fra sig på den første flade han kunne finde, hvor der var plads nok. Så fortsatte han nedenunder og smed sig i sofaen, hvor han stirrede ud foran sig, mens han halvt om halvt ventede at Millicent ville komme fisende som en kælen hund der ville forsøge at få ham til at lege igen.
Uanset om Millicent også kom eller ej, så passede Senka godt til beskrivelsen, for den var hurtig oppe i hans skød, hvor den forsøgte at ligge sig til rette. Den var alt for stor til at ligge rullet sammen, så den endte med at ligge hen over hans ben, i en position der ikke så behagelig ud.

Hård som sten, var hendes kæreste og det var ikke just en sprudlende respons der kom fra ham. Men hun havde nu heller ikke regnet med det ville være så let.
" Et bedre forslag ? .... Vi kan da gå i teateret og se en opera? Madam butterfly ?"
Millicent havde aldrig været i teateret , så det kunne da være en totalt tjekket oplevelse, mente hun og lod blikket glide ned af den afslørende blomstrede kjole.
Det ville nok være nødvendigt at skifte til noget mere klassisk, måske en sort?
Men da Andrija lukkede det hele ned og smuttede, sukkede hun og luntede ud af værelset.Ikke efter Andrija dog. Hun var mere kat end hund, og Millicent ville ud og hygge sig.
Hun var hellerikke en gammelsmølf som Andrija , hun var ung....og gad han ikke danse med hende, så var der nok en anden der gad?
Hun smuttede ind og gav øjne en ekstra omgang sort og bare for at drille Andrija , blev trutmunden fin rød.
Hun pakkede et par små ting i sin taske, og var så klar til take off.
Millicent valsede ind og stillede sig lige foran tv'et da de skulle afsløre morderens identitet, i filmens sidste minutter.
" Jeg har tænkt mig at tage på Salles.Der går rygter om du har ansat en ny hottie bag baren. Måske HAN gider danse med mig ....til en lækker langsom sang. MEGET langsom!" Små provokerede hun dæmonen, og ville så smutte ud til sin bil .
Hvis hun nåede den, ville det for een gangs skyld, være Millicent der fik hjulene til at hvine i deres indkørsel.

Det overraskede Andrija at Millicent ikke kom farende, men han væbnede sig med tålmodighed. Det hele blev dog ikke helt som han havde ønsket, da hun endelig kom ned til ham, klar til at gå i byen. Overraskelserne ville ingen ende tage, da Millicent nævnte hvad Andrija gik ud fra måtte være Romain. "Han fungere sikkert som elektriker, så du kan bare ringe til ham og få ham til at ovne mikro-ovnen og så kan han jo tage dig på køkkenbordet bagefter, når du nu ikke gider med mig." Lød det køligt tilbage. "Men fis ned og hils på ham - og bed om en kvittering, så har han sikkert skrevet sit nummer bag på den."
Et sidste ligegyldigt blik blev sendt Millicents vej, før Andrija vente sin opmærksomhed imod hunden, som han kløede bag ørerne. "Imens kan vi to jo tage ned og få noget sol, et eller andet spændende sted." Tænkte han højt, med hoved på sned og blikket rettet imod hundens ene brune øje. Den kiggede næsten spørgende på ham, før den så kom op og luntede af sted. Andrija selv blev hængende og gloede på rulletekster og da de var færdige lage han hoved tilbage og lukkede øjne, for at lytte til reklamer og hvilke film der så end måtte komme bagefter.

ARGH hun burde have vidst bedre. At tage den slags kamp op med Andrija ville give anledning til kramptrækninger i ansigtet.
Og ganske rigtigt fik han Millicent til at stirre måløst.
”Køkkenbordet…hvilken glimrende ide, så kan han både fixe ovnen og sørge for mig, du tænker da også på alt ” lød det citron agtigt.
Hendes lidt for åbenlyse forsøg på at lokke en smule jalousi frem i hans sind, var jo røget til jorden med et kæmpe knald.
” Ingen grund til at være så grov , Andrija ” surmulede hun med ord og læber, og blev irriteret over hans ligegyldighed.
Hun følte at hun havde spillet hendes kort forkert ud. Den lille fremgang da hun var kommet med hans cognac, var helt i minus lige nu.
Millicent forsøgte matche hans kølige blik, og for alle andre ville det se ud til at lykkes. Kun Andrija ville have erfaring nok med hende, til at vide at hun inden i ulmede af flammer lige nu. Millicent havde ikke andet valg end at gå på Salles, hvis hun ikke skulle se komplet åndssvag ud, men hun havde jo ville følges med HAM.
Hvorfor var han nu så stædig.
Nå…men hun gik uden flere ord, og bilen susede af sted, men larm og lyde og lignede et rødt lyn der for gennem gaderne .

Nede på Salles var der som altid fyldt godt op.
Millicent behøvede ikke længere at stå i kø, da alle de ansatte, inklusiv dørmanden, nu vidste hun var chefens forlovet.Det bhavde sine fordele og havde hun ønsket kunne hun få fri servering, men hun kunne lide at betal for sig selv.Det gav hende en følelse af ikke at stå i gæld til nogen.Og af at kunne tage vare på sig selv…selv om der nok var plads til forbedring på den konto.
Hun var dog ikke type den hang ud eller snakkede med de ansatte, og den nye bartender havde som alle andre fyre ikke Millicents interesse.
Hun gik undtagelsesvis op på første etage, VIP sektionen og smuttede over i den del af sofa arrangementer som Andrija plejede at benytte.Den var vist nok reserveret til ham og ham alene. Millicent fremdrog mobilen og efter at have vendt og drejet den nogle omgange, skrev hun igen til Andrija.

Salles er kedelig uden dig.
Jeg savner dig.
Vil du ikke godt komme ned til mig?
Jeg elsker dig.
Desuden er du den eneste der kan lave en drink der smager af andet end kokos, de fedter med alkoholen

Et triumferende smil lage sig på Andrijas læber da han modtog SMS'en og rejste sig op for at tage af sted. Han valgte at tage bilen selvom Millicent også havde taget sin. En fra eller til gjorde ingen forskel.
Fremme gik han ind i baren og lavede en drink til Millicent, før han tog den med sig op i VIP rummet. Han havde ikke kunne finde hende nede blandt de andre - og han havde endda spurgt en kvindelig ansat om hun kunne findes på toilettet. Der oppe satte han drinken foran hende, før han så selv satte sig ved siden af hende. "Nå, så du elsker mig alligevel." Et lille smil var gemt i hand mundvige. "Jeg var ellers lige kommet i tvivl."
Mere havde Andrija ikke at sige, så han fandt telefonen frem og anlage en tavs mur til Millicent. Da telefonene ikke kunne bruges som undskyld længere, rejste han sig uden et ord og kørte hjem igen, havde den lille Frøken Vampyr ikke mere at sige. Nu havde hun fået sin drink - og det var jo hvad hun havde ønsket. Inden han tog helt hjem, vendte han lige forbi baren, hvor han en kort stund hjalp med at betjene i den time der var 'happy hour'.
Da den var overstået, hvilke som altid var et gedemarket uden lige, ville Andrija hjemme snuden hjem. På vejen hjem ville han dog smutte forbi U.S.A for et købe noget til sit indre legebarn. Butikkerne havde jo ikke åbent i Frankrig.

.



Åh som tiden dog føltes lang. Den hvide mobil blev vendt og drejet mellem de lyse rasteløse hænder, men intet svar kom der fra Andrija.
Hun dykkede ned i sin taske, og fik trukket i stoffet til det lille hemmelige rum, som tasken indeholde i bunden. Her trak hun den lille sorte mobil frem, den fra Libra Organisationen, for at se om der var noget nyt? Der var både nogle mails og meget lange, næsten ophidsede beskeder fra Mother, men også fra the man himself, Graham.
Millicent begyndte nysgerrigt at tygge sig igennem teksten, og efterhånden som hun forstod indholdet, blev hun mere og mere dyster at skue.
*Jamen for helvede da...det jo bare lige hvad der manglede.
Andrija flipper skråt når han finder ud af det her* rullede hun med øjnene og hastigt blev den lille sorte mobil stoppet ned i det skjulte rum, og det var lige i rette tid, for Andrija dukkede op nu.
Millicent smilede op til ham og klappede på sædet ved siden af sig.

" Arh..en drink .Du er sød " takkede hun og vidste at den ville have tilpas mængde alkohol, til at stilne hendes lyst til andet end kokos smag.
En stor slurk "uuhhmmm" og hun parkerede så drinken på bordet, så hun kunne koncentrerer sig om ham.
"Selvfølgelig elsker jeg dig, ellers var jeg ikke flyttet ind " sagde hun stille.
Var han oprigtig? var han bekymret for om hun ikke gjore, fordi hun havde udsat sex i lidt tid? Millicent sukkede.Deres liv var godt nok heller ikke let.
HUN var ikke let. Meget morsomt når man tænkte på hans tidligere bekendtskaber der alle havde lydt som bad ass skønne hårde og virkelig 'friske' kvinder.
Og så kom den her lille blødhjertet sag, ligeså bly og ny i det her spil...men det var hende der var den mest stædige og krævende og hende der gjorde hans liv udfordrende. Nu håbede hun så bare det var hende der satte ild i hans hjerte....Og ikke kun i hans micro ovn.
Andrija viste sig mere opslugt af mobil end af hende, så efter en halv times næsten tavshed, smuttede han ned og arbejdede-og Millicent forlod VIP sektionen.

Hun dampede nedenunder og videre ud i gårdhaven tilknyttet Salles.
Her havde hun en meget lavmeldt samtale, telefonisk og forlod herefter Salles, og Andrija der nu var helt væk- for at tage ind og møde Graham.

Efter to timer kunne hun indfinde sig i eget hjem. Millicent var nu een bekymring rigere end da hun tog hjemmefra.
Hun var blevet leder for Operation Libra.Indsat af Graham, efter hans ønske.
Og Adriana var afsat, og skulle istedet varetage kommunikation til pressen, den mere formelle og legale del- og så opsnuse lidt info i ny og næ- og rapporterer til Millicent.
Andrija ville hade det- han havde allerede advaret mod at spænde ben for den slemme og farlige mafia. Og nu spændte hun ikke bare ben, hun havde ansvaret for at hele mafiaen faldt....for good.
Nå...men det behøvede han jo ikke at vide, vel?

Hun smuttede ind og uden at befri fødderne for de høje sko, smed hun sig i sofaen med benene oppe.
Lorteaften.

Andrija havde ører og øjne alle vegne, og især i FUN og Libra. Det var ikke medlemmer som sådan, men ofte gerne sikkerhedsvagter, rengøringsdamer og andre folk andre sjældent tænkte kunne arbejde for den forkerte side. Folk der gerne ville tjene en ekstra sjat penge og undgå at få mafiaen på nakken. Nyheden om Millicents nye post var derfor hurtigt kommet til Andrija. Næsten før hun selv havde fået den at vide, da nogle livvagter havde fået for ører hvad mødet skulle handle om. Udpegning af en ny leder, da den anden af nogle ukendte grunde ikke var tilstrækkeligt. Hvorfor vidste Andrija ikke, men behøvede heller ikke at vide mere. En rengøringsdame havde kort efter set Millicent komme ind på hovedsædet hvor mødet havde været og efter mødet havde samme rengøringsdame set Millicent forlade stedet, hvor der var en af medlemmerne der havde ønsket hende tillykke med den nye post. Diskret havde vedkommende troet, men ikke-menneskelige-rengøringsdamer havde gerne ører der var længere end andres.
Millicent kom hjem til hvad der i første omgang syntes at være et tomt hus, men lidt efter kom Andrija ned til hende og stilte sig op af dørkarmen til køkkenet og betragtede lidt vampyren, mens han overvejede om han nu også skulle gøre det han havde haft i tankerne de sidste minutter, siden han fik bekræftet at Millicent var kommet på posten som den nye leder.
"Skal jeg ønske dig tillykke med din forfremmelse?" Han lage hoved lidt på sned, betragtede Millicents reaktion, før han så gik hen til hende i en vældig afslappet gang. Han havde overvejet at eksplodere i hoved på hende fra starten af, men det var jo ikke sjovt, for nogle af dem. Heller tage det et skridt af gangen, små skridt.
"Det kan godt værer at nogle kan finde ud af at have et proffesinelt liv hvor de modarbejder hinanden og et privatliv hvor de egentligt skulle forstille at være noget nær mand og kone, men det kan jeg desværre ikke." Konstaterede han ud i luften og lod så selv Millicent tænke sig videre frem til hvad han egentlig sagde.
Et kort øjeblik syntes han at ville sige mere, før han så stoppede sig selv og lukkede munden. Han stod i lidt tid og tænkte sig om, før han så igen syntes at ville sige noget, men ombestemte sig så igen og sukkede højlydt.
Problemet bestod i hvorvidt han skulle fortælle Millicent hvor han var henne. Hun ville sikkert være bedøvende ligeglad, for nu havde hun jo absolut et fuldtidsjob at tage sig af. Måske en ferie i Serbien ville være passende? Han havde ellers lige overvejet både at tage til Frankrig og arbejde derfra eller tage hen i sin gamle lejlighed, som han ikke kunne få sig selv til at sælge. Det var lokkende, for han havde været der henne og installere sit nye legetøj, men lysten til at lege af pludselig forsvundet.
"Jeg håber du er glad for dit valg." Han kiggede ned på sin hånd, ned på sin forlovelsesring, før han så kiggede hen på Millicent, for at se om hun havde fulgt hans blik. Havde hun, ville hun vide at hendes beslutning om at blive leder også havde afgjort en anden ting. Denne gang ville Andrija bare gerne lige påpege at det ikke havde været ham der havde smidt ringen, hvilke også var derfor han stadig bar den, da han forsvandt tilbage hvor han var kommet fra. Soveværelset.
En kuffert lå på sengen, hvori Andrija omhyggeligt havde lagt det meste af hans tøj ned i. Han havde ikke i sinde at blive i huset, egentlig af flere årsager, selvom han bildte sig ind der kun var én. Millicent havde selv ingen lejlighed og hun kunne jo ikke gå uden tag over hoved. Derfor lå der også et papir på hendes sengebord, som manglede hendes underskrift. Når den var der, stod huset i hendes navn, sammen med en chek på 25.000 euro. Så skulle hun gerne være kørende i lidt tid - samtidig med at der ville være penge til elektrikeren, skulle han komme forbi.

" åh ...du forskrækkede mig " hun havde nær set ud som den stakkels besatte Linda Blair der hævede sit barne legme over sengen , i den gamle gyser film.Hun var dog bare besat ...Millicent havde det mere slemt, hun blev forskrækket!
Hurtigt var hun oppe og henne ved Andrija .
Om hun var facineret eller vred? Hun burde tage ved lære her, for geeez han havde da godt nok nogle informations kilder der var effektive.
" Seriøst! Jeg har dårligt selv slugt nyheden. Og Nej...ingen grund til at lykønske" sagde hun og skød hagen frem.
Hun anede der kom mere.Hele Andrijas krop sprog fortslte hende at der var dystre ugler i en fedtet mose, og han var ikke spor tilfreds med sin unge vampyr.
Well....guess what! HUN gjore ikke de ting her for egen vinding skyld- hvad fik hun ud af det ? Intet andet end end forlovet der blev rasende. Hun gjorde det for alle der var i klemme i mafiaen kødhakkemaskine maskine.
Andrija gjore folk fortræd for at tjene penge, så hun gloede godt nok noget, da han forsatte med at tale.
Og da han til sidste insinuerede at deres forhold var slut, kunne hun mærke vreden rive i hver en død nerve hun havde i sin krop.

" Nå...jamen kan arbejdslivet ikke hænge sammen med vores privatliv, så er det da på HØJE TIDE du bliver en voksen mand og lader vær at lege med pistoler !" snerrede hun ad ham , og fandt det umådeligt urimeligt af ham at der ikke var plads til HUN havde en holdning OG arbejdede for den.
Millicent havde ikke engang SELV søgt om den stilling, hun var blevet kontaktet af Graham og ...ja....så havde hun ikke kunne lide at sige nej!
Millicent forventede et strike back fra hans næve, men ikke det han valgte at slynge efter hende. Hun trådte et skridt tilbage og mærkede hvordan luften summede ud af hendes mave og en grå dis af fortidens forfærdelige minder, svøbte deres klæbrighed uudholdelige substans omkring hendes hjerte.
Han insinuerede det var....slut?
Imen hun gispede, blev luften foran hende Tom, da Andrija forsvandt ovenpå.
Millicent brugte sekunder på at forstå hvad han havde tænkt sig , og speedede så op , for at indhente han på første sal.
Hun trådte ind og så kufferten ligge klar til afgang. Hun så papirene og tog dem op.
Det krævede ikke meget for at se hvad det betød.
" DIT hus....du giver mig DIT HUS" begyndte hun og kunne mærke hun var ved at blive små hysterisk, hvilke nok var al for tidligt i deres snak her. Men der var ligesom en pre historik der spillede gevaldigt ind- og at Andrija skred fra hende , som var hun trash , hver anden dag....det kunne hun ikke magte.
Han skulle forstille at elske hende. Ikke forlade hende hele tiden.
" Ved du hvad....jeg tror jeg PROPPER DIT HUS OP I RØVEN PÅ DIG - ER DU MED " sprang hun alle trinene over i konflikt trappen, og stillede sig på toppen af den, med armene i siden.
" Og en CHECK....tror du jeg vil røre EN euro af dine , hvis du går fra mig ?" Himlede hun op. Havde han taget stoffer.
Hendes øjne lynede .
" Undskyld mig...HEY!! UNDSKYLD men hvad tror du at du LAVER ? JEG HAR SAGT JEG IKKE UDLEVERER DIG ,DET ER IKKE MIG DER HAR BETALT FOR DIN TORTUR" forsatte hun nu råbende den lidet smukke stil, men der VAR grænser for hvad hun kunne tage af folk der fandt det helt balstyrisk morsomt at forlade hende. Hun dumpede ned på sengen og sparkede skoene af.
" Jeg VED godt du ikke bryder dig om det..men behøver du gå?"
Svarede han ja, ville hun flyve op fra den brede seng, og fare på Andrija. Gå efter at bide ham. Gå efter at bore de skarpe tænder ned i hans halspulsåre, og drikke....drikke til han blev så afkræftet at han ikke kunne gå. .eller zappe sig noget steder, uden at hun hang ved ...på bedste tæge maner.

Imens Milliecent flippede ud, hvilke han næsten havde forventet, pakkede Andrija videre. Til sidst lukkede han kufferten og kiggede på hende, ikke helt sikker på hvad han så skulle sige. Det havde aldrig været en hemmelighed at de værdier de tillage et liv var meget forskellige, så den argumentation tvivlede han på han ville kunne bruge. Det var heller ikke nødvendigt, for han ville egentligt ikke gå nogle steder. Han ville gerne blive, men det blev lidt svært, selvom Millicent sagde hun ikke ville udlavere ham. Det var der sikkert andre der ville - og havde hun nogle sinde tænkt over at selvom hun var leder, kunne hendes bagland godt vippe hende af posten, eller for den sags skyld hendes over-chef. Det havde han lige bevist var muligt.
"Det er jo ikke mit valg." Et eller andet sted var det, han kunne vælge at se igennem fingre med det, men det var en detalje Andrija ikke gad kigge på. Millicent havde stadig sagt ja til at gå højre op i søgningen på at få mast mafiaen flad, noget han absolut ikke havde tænkt sig at acceptere. Muligheden for at få penge var i hans hænder og han havde ikke lyst til at smide den væk. Penge var magt i denne verden og lidt magt kunne enver godt lide. Måske ikke over hele verdenen, så over deres eget liv.
Andrija trak kufferten væk fra sengen og satte den på jorden, for at trække håndtaget op, da han pludselig blev skubbet hårdt ind i væggen og kunne mærke hvordan Millicent-rovdyret havde sat sig fast på ham med både næb og klør. Hans instikt sagde at nu skulle han give hende en omgang stød hun sent ville glemme, men så kom der andre tanker. Der var ingen der sagde det ville være dårligt og dø - og han havde efterhånden levet længe nok. Havde udlevet sin del, så måske tog Millicent livet af ham. Tankerne optog ham og da han endelig var kommet frem til at det nok alligevel var for åndssvagt at ligge sig til at dø, var det for sent. Han kunne i hvert fald absolut intet mærke eller se.

" IKKE dit valg ? Crap Andrija " vrissede hun videre.
Ja hun kunne blive væltet af sit bagland , men det ville ikke være en katastrofe. Hun sad der ikke fordi hun tændte på magt , og det var et ansvar hun ville kunne trives uden. Hun sad der fordi nogen mente at netop HUN ville gøre en forskel, en forskel der ville kunne gøre livet bedre for mange folk. Så hvis de væltede hende, måtte det være fordi de selv kunne gøre det bedre.Ja ja...de kunne tro hun ikke var loyal , og tro hun stod i ledtog med Andrija, men efter hendes runde i fange kælderen VAR loyaliteten til FUN og LIBRA vist nok hamret ned i beton.
Men dæmonen insisterede på at gå fra hende.

Dette bragte hende over randen af fornuft, og hun fandt sig selv med tænderne dybt begravet i hans hals, hvor de havde perforeret den spænstige hud og drukket ned i en vene.
Årh gud...hun kunne mærke blodet dunke og høre hans puls. Hun slugte det, slugte ham og stønnede imens. Der var dog ikke den samme velvære, ikke noget der gav hende en dejlig piget oplevelse i hendes krop, intet der summede af kæreste glæde...nej.
Hun hengav sig bare til blodets tykke konsistens og åd grådigt, i et forsøg på at dulme sin smerte.
Så blev den svag....pulsen. Og Andrija sank sammen.
Med en dyrisk snærren trak hun sig ud af ham, og fik ham trukket over på sengen.
Hun kravlede op over ham og rakte ud efter en arm. Millicent førte hans håndled til sine læber og kyssede ham før hun bed til Igen, og med nakken kastet tilbage og det lyse hår som en løves manke , drak hun igen af ham ud af frustration.
Endelig...endelig fik hun tænderne på plads og slap hans arm med en arrig bevægelse.
Åndsvage dumme spade onde Andrija! Hun hadede ham for at kunne såre hende sådan. Især fordi han VIDSTE hvor han flåede hende itu inden i.
Hun skulede ned til ham, imens hun tørrede sine mundvige der nu så pæne og rene ud. Man havde vel lært at spise pænt, selv i en blodrus.
Hun så mere indgående på ham. Han var vel okay?
Hun tjattede til ham. " HEY ...VÅGN OP"
Og igen et dask ..." LUZAR?!"
Millicent møvede sig ovenpå og satte sig på ham. Med begge hænder på hans kinder, begyndte hun at slå på ham, nogen lunde blødt og kalde eller mumle hans navn. Bare hun nu ikke have drukket for meget.

Der gik cirka et kvarter før der var tegn på liv fra Andrija, der dog absolut ikke var vede sit fulde fem. Blodtab kunne han langt letter overleve end havde han været et normalt menneske, men hvor hurtigt han producerede blod, var nær det samme som havde han været et menneske og der gik derfor en hel del tid før han syntes at være noglelunde ved sig selv. Før det, havde han været vågen et par gange, men hovedparten af tiden havde han sovet så tungt at man næsten nærmere ville kalde det bevidstløs.
"Jeg er sulten." Konstaterede Andrija højt for sig selv, da hans krop gjorde ham opmærksom på at han blev nød til at have noget mad, hvis han skulle op af sengen indenfor den nærmeste tid. I sin liggende tilstand havde hans krop det fint, men han var efterhånden klar over at kom han for hurtigt op, ville han bare gå i bræderne igen, så møjsommeligt trak han sig en smugle op og ville læne sig ud over kanten af sengen for at få sine ben med sig. Balancen var dog ikke til stede og før han vidste af det, væltede han ned i sengebordet og lå kort efter på gulvet, med en bule og en næse der skildte sig af med mere blod.
Nede på gulvet blev han siddende og forsøgte at tørre blodet væk med sengetøjet. På grund af manglende blod, kom der til alt held ikke meget blod ud og lidt efter stoppede det da også nogenlunde. Da det var sket, brugte han lidt tid på at forbande Millicent i en mumlende pærevælling af ord, mens han trak sig op i sengen. Så snart han kunne, skulle han lige forklare hende de nye husregler. Uanset om de var forlovet eller ej - og uanset om det var hans hus eller ej. Han følte sig ærlitalt noget ynkelig når han ikke engang kunne rejse sig op og var der noget han hadede, så var det afgjort det.

Hun kunne næsten ikke TRO sit held. Det havde virkelig været nedtur hvis hun havde drænet manden for al liv, og det ville slet ikke blive det samme uden ham i huset. Men ....nu havde hun jo også sprunget på ham i forsøg på at undgå at blive 'alene hjemme' så derfor var hun ekstra glad, da Andrija gav de første tegn på liv.
Hun vågede tålmodigt over ham. Holdte sig på afstand, hvor hun monitorerer hver en lille bevægelse. Millicent ønskede afstanden nu hvor han var i live, for tænk hvis han begyndte at give hende stød helt ubevist....eller bevidst for den sags skyld.
Glæden var dog stor da Andrija endelig besluttede at komme til overfladen.
Så snart Millicent hørte han var sulten , smuttede hun i køkkenet efter fire store slagter koteletter. Hun sørgede altid for at der var mad til en normal familie i deres hus.Mest for at opret holde illusionen om de var helt almindelige mennesker, så ingen ville fatte mistanke.
Da hun kom op, var Andrija faldet og sad på gulvet. " Hvad laver du...er du okay ?!" For hun hen og knælede ved hans side. Hun så på hans næse og stønnede sagte.
"Shyyss ....stop nu med at skælde mig ud- det er ikke spor sundt for dig- du BOR HER og du bor her MED MIG Andrija...du skal slet ikke begyndte at rejse dig...nu bliver du her" fejede hun hans brok af vejen med.
Millicent så ned på de tre køleskabskolde koteletter. Så tog hun en frisk beslutning, da hun ikke havde lyst til at forlade ham igen og skaffe en pose frosne ærter- så smækkede hun det ene stykke rå kød, tværs over hans næse, og de tre andre blev rakt frem på en tallerken, mod Andrija.
Millicents stemme var blid nu, og hun prøvede at gøre det godt igen for ham.
" Vi er desværre løbet tør for Libra medlemmer og unge jomfruer, men kan de her gå?" Igen viftede hun med sin blomstrede tallerken foran ham,og ville have ham til at spise kødet.

Efter at have fået sat sig ordenligt til rette, fik Andrija øje på kødet Millicent havde taget med sig. Han skulle lige til at kommentere det, men nåde ikke langt, før hun pludseligt havde smækket et af kødstykkerne i hoved på ham. Han sad i et sekunder, noget overrasket og bare gloede på Millicent, der forsøgte at lokke med en blomstret tallerken. Det var ikke just noget der havde den mest positive effekt efter han havde fået smidt et stykke kød i hoved, som han lidt efter fjernede og lage tilbage på tallerken. Kort overvejede han at kontakte sin bror for at få manden til at hente ham noget ordenligt mad, men han ville absolut ikke kunne forklare hvordan var blevet overfaldet af sin forlovet.
"Næste gang du servere mad for mig, så skal jeg nok selv føre det op til munden." Lød det tørt fra ham, mens han overvejede om han virkelig skulle spise hvad der var serveret for ham. Det var uhøfligt ikke at gøre, men på den anden side var det ikke frisk kød, men derimod gennem arbejdet i en eller anden industribygning - og han fortrak frisk kød.
Efter lidt tid skiftede han tandsættet ud med sine 'mad'-tænder og satte tænderne i kødet. Der var just nogle civiliseret måde at spise på, men det havde Millicent sikkert heller ikke forventet, ellers havde hun sikkert medbragt kniv og gaffel. Først efter alle tre stykker kød var sat til livs stoppede han og tørrede hænderne af i sengetøjet. Det var allerede fyldt med blod, så lidt ekstra ville sikkert ikke høre noget.
"... og nu vover du på at drikke før om et par uger." Formanede Andrija, som fik trukket sig op at stå, men ikke uden en hånd støttende til en mur.

Yes! Den bedste skideballe ever kom fra hans mund. Han sagde at der VILLE blive en næste gang for hende at serverer. Det betød måske at han havde opgivet hans lille udflytter ide, og det ville passe hende glimrende. Meget kunne hun tage, men hans pms humørsvingninger om hvornår han gad hende og især hvornår han ikke gad, de skubbede hende altid omkuld,
" Undskyld " mumlede hun men ikke foruden et lille smil.
Hun nussede rundt i værelset imens han spiste. Hans tandsæt havde hun set mange gange nu, men at hun var upåvirket af det var nu ikke helt rigtigt.
Han fik et mere farligt udtryk og det blev meget svært ikke at forholde sig til det dæmoniske i ham. Og hun var nok lang bedre til at se manden....end dæmonen, hvilke var et mærkværdige træk hos hende, da Andrija egenlig ofte viste hans dæmoniske sind og sjæl.

Hun lod ham rejse sig efter maden var indtaget, og da Andrija måtte finde støtte i en mur, var Millicent hurtigt ved hans side.Hendes lyse øjne var mørkere, da bekymringerne for ham forsat havde bo i hende.
Der var ingen tøven da hun rakte ud efter hans hånd og trak ham over til sengen for at få ham til at sætte sig ned." ja ja....jeg bider ikke !" Lød det skamfuldt fra hende.
Andrija havde det med at kunne få hende helt i det røde felt , og han havde meget ret i hun behøvede at kunne kontrollerer sig selv bedre. Det måtte hun øve sig i- måske kunne det trænes op?
Men nu var der fokus på Andrija , så hun kravlede op og stablede tre fire enorme puder bag i hans ryg , så comforten var i top.Lænede han sig, ville han kunne synke et lille stykke ned i dem,men ellers gav de en lækker støtte, der var rigtig behagelig.

" Bliv nu lige siddende, jeg henter os en drink " bad hun og forsvandt så, for at vende tilbage med mere cognac til dem.
Millicent tømte sit eget glas i een omgang , og sukkede træt, da varmen bølgede ned igennem hendes svælg , ned til mavesækken og videre ud i hele kroppen. Så dejligt.
Hun satte glasset fra sig, på det lille senge bord og kravlede så op i sengen og helt over til Andrija.
Kunne hun få lov, ville hun ende med at sidde overskrævs på hans lår. Ikke for tæt på , ikke for intimt hvis nu han stod fast på det var slut mellem dem.
Men hun ville alligevel sætte sig så tæt, så det var muligt at lade hendes fingre pille ved hans krave. Til at begynde med var hun stille og undgik at se ind i hans øjne.
Da hun endelig lod blikket hæve og møde hans, var hun grav alvorlig..
" Vil du ikke godt lade vær med dét her? " Andrija vidste hun talte om at skænke hende hus og penge ....men især om at gå fra hende.
" Var vi ikke enige om vi var sammen nu? Jeg tager ikke ring nr to Af Andrija....hvis du ønsker det ...så tager du livet af mig....af mig og dig " forklarede hun ham, hvad han så udmærket vidste.
Nu var det ikke sikker hun kom så langt, men HVIS hun gjore ville hun møve sig tættere på ham, op på hans skød og lægge sine arme omkring Andrijas hals.
" Undskyld jeg bed dig ...jeg skal nok lade vær til du giver mig lov....men kan vi så pakke dit tøj ud igen, og glemme al det her ? " lød bønnen der faldt fra hendes læber.

At føle sig som en gammel mand, var absolut ikke på toppen af Andrijas liste over farvtriofølelser, men han tillod Millicent at pyldre lidt om ham, da han ikke syntes at have energien til at hidse sig op. Desuden var den enkle bule mere end nok for ham i denne omgang. Når sandheden skulle frem, så var det bestemt heller ikke dårligt at have puderne i ryggen og havde han ikke lige sovet, kunne han godt ligge sig til at sove igen.
Behagelighederne fik dog en brat slutning, da Millicent pludselig skulle til at blive blødsøden. Mens hun snakkede løs om at få ham til at blive og alverdens ting, kæmpede Andrija imod sin lyst til at få hende til at holde sin kæft. Da det endelig syntes at ske åndede han lydløst op og nikkede en enkel gang. Der var ingen grund til at fortsætte kampen, når alle odds var imod ham. Det ville være hovedløst.
Glasset han havde fået blev i en kort stund studeret, før han satte det fra sig på sengebordet. Det ville sikkert slå ham fuldstændig ud og det handlede jo om at få sine kræfter tilbage så hurtigt som muligt. Ingen grund til at udskyde dét.
"Jeg skal nok blive." endte han så med at sige, mens han førte sin hånd op igennem Millicents hår. Det lod til at optage ham i lidt tid, især hvordan det spillede i lyset. Det blev vendt og drejet og flere gange skiftede han mængden af hår han havde i hænderne ud. Først prøvede han med lidt hår, for derfor at tage en hel tot. Derefter forsøgte han så igen med en lille tot og sådan fortsatte han i adskillige minutter.
"Jeg ringer til min bror imorgen og får ham til at jage med mig, for jeg skal have mere kød end de to stykker." Tandsættet var blevet normalt igen, da han kort kyssede hendes læber. "... og sengetøjet skal skiftes. Da vi ikke har nogle til at passe huset, ud over dig, må det jo være dig." Han gav hende et lille smil og et længere kys, før han rullede ud af sengen, kom lidt efter op at stå og forlod rummet.

Hun ventede pænt .
Stille og tavs da hun først havde fået sin bøn liret af, ventede hun på hans svar.
Ville han give dem dødsstødet og dermed sende hende direkte i helvede ?
" Tak" var det eneste hun klemte ud. Noget sagde hende at han var træt af at høre hendes stemme lige nu.
Egenlig gjorde det også ondt inden i stadig. Det forvirrede hende og sårede hende at de var så helt kolossalt svært for dem at finde en melodi de kunne holde takten til- og kun fordi vampyren i hende trods alle fejl og mangler ikke var helt usynlig, undlod hun at græde. Men hun havde det sådan inden i.
Regnvejr flød igennem hende, da Andrija tog sig god tid og legede med hendes hår. Millicent anede ikke hvad hun burde vente , kunne han finde på at rive til og flå det ud efter et øjeblik ? eller var det mere en kærlig gestus han havde kørende?
Hun nikkede bekræftende. Selvfølgelig skulle han havde rigtig føde. Hun ville bare helst ikke med, så det virkede som en god ide , alt i alt at Zoran kom.
Måske han kunne få Andrija til at chille en smule.
Hun håbede at Zoran ville være Team Libra, hvis ikke var det direkte fra aske til ilden med hele to Luzar brødre i hytten. Hun havde ikke set Zoran siden hun var hans gæst , ikke siden hendes brudekjole havde hængt i soveværelset og det hele havde fryd og gammen. I et halv døgn.

Et kort kys, fik Millicent til at se på ham.
Smuk og....kompliceret var han. Hun nikkede igen til hans bud.
" Jeg skal nok skifte det ud... Og du skal ikke tænke på at lufte Senka heller, bare sid i stuen og slap af"
Endnu et kys og Millicent krammede sig ind til ham, så længe han lod hende, før han rullede ned og forlod soveværelset.
Med Andrija ude af rummet smed hun sig på sengen og åndede lettet op.
" For satan....close Call! Mange tak Graham...real nice " mumlede hun ned i dynerne og knyttede sine hænder. Hun måtte sørge for ikke at tale spor arbejde omkring Andrija, da han var som en tikkende bombe.
Hun satte speedometeret til overdrive, og fik både pakket Andrijas kluns ud og lagt på de rette hylder igen og sengetøjet blev kasseret og noget nyt blankt sort- måske satin eller var det silke?, blev lagt på.
Det duftede dejligt- af ren luft - syntes hun .

Hun var træt da hun kom ned af trappen for at finde Andrija.
Man kunne ikke se trætheden ,den var ingen steder at spore udover i hendes øjne.
Ikke engang stemmen viste tegn på at være tømt for energi. Vampyren i hende voksede, omen langsomt.
" Så er det klaret. Er der noget jeg kan gøre for dig, før vi sætter punktum for den her shitty night ?" Spurgte hun stille og kredsede lidt rundt i stuen, næsten bange for at nærme sig ham. Hvorfor var det lige at det altid virkede som det var Andrija der vandt deres opgør- selv når det var Millicent der fik sin vilje ?