I freed the bird from its cage.

Derek forsøgte at holde skansen, men efterhånden var det som om, hans facade havde krakkelleret utallige gange siden han satte fod i værelset. Havde han overhovedet haft en facade da han trådte ind? Han tvivlede på, at det var tilfældet. Bekymringen havde trods alt fyldt hele hans brystkasse, før sekundet, hvor Autumn fortalte at hun var fri. Når han havde forestillet sig, at hun skulle glide ud af lægens greb, havde han antaget, at hun ville smile og nærmest hoppe rundt i fryd over det. Men tydeligvis lå der en rådvildhed over hende, som man kun måtte forvente, efter at have oplevet noget så traumatisk. Derek vidste fra sig selv, at det var i dé sekunder, man havde lyst til at lukke af. Men også der hvor det var sværrest at slå klapperne ned. Man manglede nogen at støtte sig til... Og netop af dén grund, gjorde det ekstra ondt på ham, at han ikke kunne være der for hende nu. At han ikke kunne slippe sine egne ønsker og behov i ét sekund, for at være der for en anden. Ét besøg, og ét farvel havde været det han kunne præstere. Nu ville han lukke hende ude. Noget han sikkert ville ende med at fortryde det. Men han var jo så tæt på... At gennemgå rædsler, at have svært ved at se sig selv i øjnene, og at vaske blod af hænder og tøj, var bare vejen hen til målet. Hvis han måtte opleve et dybere mørke i sig selv, uden at kunne dække det til med stoffer og alkohol, var det måske bare en konsekvens han blev nødt til at tage...
Han betragtede hendes skikkelse i sengen, og mindedes de gange hun havde forsøgt at opsøge hans varme, når hun følte sig svag. Han ønskede, at hun skulle kunne få muligheden for at søge sikkerhed og trøst hos ham, og alligevel vidste han, at han intet andet kunne byde hende end problemer. Det var bare drømme. Latterlige drømme, som han ikke forstod sig det mindste på. Måske var det bare følelsen af at være til nytte og at være en 'beskytter', der virkelig tiltalte ham. Alligevel virkede det som noget mere. Noget som han ikke forstod sig på. Autumn kendte visse af hans svagheder og hemmeligheder. Selvom dét faktum skræmte ham, var det også frigørende, at have kunne tale med en person med oprigtighed frem for at skjule sig bag et lag af sarkasme og overdreven selvtillid.

Det var som om han tøvede i et sekund ved hendes spørgsmål. Det virkede så... Afsluttende... Men var det ikke det han ønskede? “Sure…” Lød det snart fra ham. Stemmen var rolig, og overraskende fattet. Da han trådte tættere på, ønskede han næsten at han bare havde sat mod døren istedet. For hun virkede så uendelig lille, når han stod og tronede sig sådan, ved siden af sengen. Han tog hendes fremadrakte hånd og satte sig ned ved hendes side. Dernæst trak han hende blidt ind i sin favn. Armene omsluttede hende, og trykkede hende tættere ind mod ham. Kulden fra hendes krop fik nærmest hårene til at rejse sig i hans nakke, men han var ligeglad. For han havde ikke i sinde at slippe hende, før dén stædige del af ham, ville tvinge den svage til at opgive.
“Take care of yourself, alright?” Mumlede han, mens han pressede øjnene lidt i. Hans mund var ganske tæt ved hendes ene øre, og de næste ord var blot en lav hvisken: “Promise me…” Hvis der skete noget med hende, vidste han, at skylden igen ville ramme. Det var som om den var uundgåelig uanset hvad han gjorde. Derfor var det måske bedst, hvis deres veje i virkeligheden ikke skulle krydses. Jovist ville han gerne se en lykkelig Autumn, men hvad hvis han selv blot var en skygge af sig selv? Deres liv ville fra nu af bevæge sig i to forskellige retninger, og uvisheden var måske en større gave end noget andet. Uanset hvor svært det så måtte blive at glemme hende.
Snart trak han hende lidt ud fra sig. Med en blid bevægelse, skubbede han noget af hendes hår om bag det ene øre. “Don’t come back. Don’t risk it, okay?” Stemmen var stadig svag; Ikke bestemt eller beordrende. Snart slap han hende, og rejste sig op. Bevægelsen virkede lidt doven. Som om dét at skynde sig, virkede absurd, når man levede evigt. Han nærmede sig døren, tog fat i håndtaget, og sukkede endnu en gang som før. Dog lykkedes det ham at trykke ned og åbne denne. Det var først dér, at han vendte blikket tilbage mod hende. Et lille, bedrøvet smil satte sig over læberne. Det gjorde ondt... Hvorfor gjorde det så ondt..?
“Goodbye Blue-eyes.” Sagde han, før han trådte ud på hospitalsgangen, lukkede døren efter sig, og lænede ryggen ind mod denne næsten med det samme. Hele hans krop rystede, og han fumlede desperat efter pakken med smøger der måtte ligge i baglommen. Stadig med rystende hænder, fik han proppet en cigaret i munden, og forsøgte at tænde den, med en halvtømt lighter.
"Hr. De må ikke ryge her!" Lød det fra en ganske hysterisk sygeplejerske.
"FUCK YOUR RULES!" Råbte dæmonen hårdt, før han vendte pigebarnet ryggen og forlod hospitalet. Han ville aldrig tilbage dertil. Aldrig.

//OOG: Out//