The Darkness In My Soul

Hjulene rullede henover den kolde asfaldt denne efterårs dag, Dean lavede bare en masse underlige og sjove tricks på det slidte skateboard han havde fundet og selv gjort i stand. Han havde ikke skatet i mange år, men på det sidste var det netop minder som dét der kunne få hans humør en smule op. Som altid havde han det ikke ret nemt, verden virkede altid til at være i mod ham og han følte hverken han var en god far eller et godt menneske. Disse tanker kom altid til ham når han havde været ædru for lang tid af gangen, Dean var ikke god til at være ædru, han havde brug for at drikke, ryge... Bare komme væk fra de tanker som jagtede ham i dagligdagen og som gjorde hele hans verden kold og kynisk.

Dean stoppede op et øjeblik og satte skateboardet op af den ene rampe imens han selv satte sig på toppen så hans fødder dinglede ned i mod det store sving som skulle få en til at kunne springe op i luften. Han tjekkede kort sin mobil, en sort iphone hvor skærmen var gået i stykker, men der var ingenting. Lige nu var hans liv på alle måder bare på vej ned af bakke og han hadede det. Han var ikke et godt menneske, og han vidste det godt. Ofte så mente han dog heller ikke han havde lyst til at være et.

Dean sad blot, han lod en hånd glide igennem det sorte hår og pustede så let ud. Han havde sorte cowboy bukser på, sorte vans sko, en hvid t-shirt og en sort læderjakke der hang løst ovenover. Han gik ikke så meget op i hvad tøj han havde på, men det var som oftest mørkt, nok fordi det passede til hans humør eller fordi man ikke så hurtigt kunne se når det blev beskidt. ikke fordi at Dean ikke var renlig, for det var han bestemt, men når man gik så meget i byen som han gjorde var det bare rart hvis tøjet ikke lignede lort efter de første fem minutter, så langt tænkte han trods alt.

Det var gråt og det var skyet. Trods byens ellers aktive natteliv, fik det grå vejr folk til at trække inden døre. Det havde været et kedeligt vejr hele dagen, den omskiftelige forårsperiode havde forsat længere end normalt i dette sydelige land.

Alessa havde udskudt det. Havde haft så meget at se til og havde nok egentligt brugt det som en undskyldning. Først i går havde hun fået afsluttet en uddrivelse, der havde taget ualmindelig lang tid. Det havde været gammel, stærk magi, der var blevet lagt over det uheldige menneske, og hun havde brugt dage på at finde den nødvendige viden og bruge den nødvendige styrke til at få udbedret den ubalance, der var sat i verden. Det unge menneske fra det nordlige Italien havde heldigvis ingen minder for, hvad han havde foretaget sig, og hun havde fået ham placeret tilbage i sin hjemby, sikker i familiens arme, med en eller anden forklaring om noget druk og nogle stoffer, som de havde godtaget. Dagen i dag havde hun brugt på at genopbygge sin reserver.

Men nu.. Nu skulle det være.

Det havde ikke været svært at finde ham, ubalancen var tydelig. En grå tynd uldfrakke var taget udover de sorte jakkesætsbukser og den himmelblå skjorte. Hun havde brug for at gå, og de lange ben havde ført hende fra sit hus ved Domkirken ind til selve byen. Klokken havde ført hendes ben, og hun var hurtigt endt ved skaterparken, hvor den unge mand, hun havde fulgt i nogen tid på afstand, befandt sig.
Stille var hun kommet ham nærmere fra ryggen og gav sig kun til kende nogle meter fra ham, stadig langt nok væk til, at han ikke ville føle sig truet.

"Why would a young guy like you be out here all alone instead of the usual partying?"

Åbnede den øjensynligt fremmede kvinde snaksaligt, som var hun i forvejen bekendt med den yngre engel. Kvinden, der stod bag ham, var høj, blond og af så fint et udseende, der ofte kunne få de fleste kvinder til at føle en mindre misundelse. Kropsholdningen var afslappet, selvsikker. Kroppen var ung nok i midten af tyverne, og kun de gråblå øjne lyste med en erfaring og viden, som man ellers kun fandt hos de færreste yngre personer.

Dean var i sin egen verden, det var han ofte når han var alene et sted. Til dagligt var Dean all about en hård attitude, en bestemt karisma og vidste hvordan han ønskede verden skulle se ham. Han vidste at han bedst kunne beskytte sig selv hvis han bare virkede kold og ligeglad, men i virkeligheden så var Dean en meget følsom person, han tænkte meget på andre og især på sin datter som han elskede og mest af alt som han også var meget bekymret for, på grund af sin egen dumhed, naturlivis. Han kunne jo ikke give hende et godt liv og det vidste han udemærket godt.

Han kiggede sin siden som han så en kvinde nærme sig, han kunne med det samme fornemme at hun var samme race som ham, det var da heldigvis et af de talenter han stadig havde i sig, selvom hans evner lieg nu ikke var på toppen. MÅske fordi han aldrig brugte dem, ikke ville bruge dem eller måske bare fordi han følte sig en smule håbløs.

Hun var jo egentligt ganske køn, hun så... En smule alvorlig og alligevel ganske kærlig ud og som hun begyndte at tale kunne Dean kun undre sig. For det første over hun snakkede engelsk i stedet for fransk, men også fordi at hun talte til en fremmede som ham: "Du taler ikke fransk?" spurgte Dean let og lagde hovedet på skrå, han var selv britisk og Engelsk gjorde ham absolut ingenting, men han vidste at ikke alle i regeringen så det som en god ting.

"Because being alone is better sometimes" sagde han og med set same han skirted over i det engelske så fløj det britiske accent nærmest ud af ham.

En affejdende hånd løftedes, halvt undskyldning, halvt ligegyldighed.

"Ahh, en vanesag må jeg nok indrømme."

Som engel talte hun alle sprog flydende, en fordel fra kreationens side af, men efterhånden som engelsk var blevet så udbredt, var det det sprog hun af vane lettest faldt tilbage i.

De lange ben førte hende hen til bunden af rampen, hvor hun så op på den unge mand.
Hun skiftede igen tilbage, da han svarede hende på engelsk, uden at tænke yderligere over det.

"That sounds rather.. I would say despodent. This is an unusual place to choose. Usually people would not seek a place like this but seek their own homes for shelter and quietness. Why this place?"

Den generelle interesse for dette individ havde hun fundet efter hendes sidste besøg hun havde haft til himlen. Egentligt skulle hun blot til en opfølgende samtale med Gabriel. Men der var ofte nye tilkomne deroppe mellem hendes besøg og denne gang havde hun mødt en, der havde vækket en særlig interesse.

Dean undrede sig allerede over hvorfor denne unge kvinde kontaktede ham, og henvendte sig til ham. Nok især fordi at Dean var vandt til at kvinder kun kom hen til ham når de var fulde. Dean var ikke ligefrem noget fantastisk godt bekendskab og det havde han accepteret for mange år siden. Dean var nemlig god nok på bunden, havde en enorm bevidsthed om sin situation og alligevel så endte han altid ude på dybere vand end han allerede var, som var det en forbandelse han havde fået trukket ned over hovedet.

"Well fordi det er bedre end hjemme" konstaterede Dean blot uden at gå i deltaljer, ja så simpelthen var det jo faktisk. Dette sted var bedre end hjemme fordi at hjemme skulle han hele tiden tænke på de minder der hange i væggene, tænke på Kajika: "Min datter bor også hjemme, så... Ja... Der er jeg aldrig alene" smilede han roligt.

Dean elskede Nicole og det var nok netop derfor at han ikke ønskede hun skulle se ham når han var i dårligt humør eller når han var nede i kuldkælderen, Nicole havde set mange ting som Dean ikke havde ønsket hun skulle se, og derfor var han blevet meget overbeskyttende som årene var gået, han ville gerne være sikker på at hun altid havde det godt - og hun skulle ikke se sin far sådan her: "What about you? Why are you here?" spurgte Dean på kligende britisk.