Gamle spøgelser

Tid: Omkring kl. 23
Sted: De Strip-tease
Vejr: Mørkt. Tunge skyer dækker himlen og skjuler både måne og stjerner
Omgivelser: Strippere, hankøn mm.

Hvad han lavede her var egentlig ikke det store spørgsmål. Hvad der havde fået ham til at komme her var snarere mere nærliggende og et af årsagerne til, at håndfladerne nu gled svedigt mod hinanden, og at hans mund nu var lige så tør og stikkende som den mest ludende kaktus i Saharaørkenen.
Will lod febrilsk blikket løbe over herskabet, og øjnene snublede over en udfordrende klædt stripper som kælede for en beruset varulv, en servitrice med lange, glitrende øjenvipper og … bestemt ingen Evangeline.
Se selv! Hun er her jo slet ikke! hviskede en lille stemme i Will opmuntret.
Ja. Ja, netop! Det var jo meget fint! Hvad lavede han overhovedet her? Det var ikke hans problem længere, de var ikke længere et problem - hvis man dog overhovedet kunne kategorisere dem som noget. At stikke næsen i ting, han for længst havde fraskrevet sig retten fra var som at skrive under på sin egen dødsannonce, og det var ikke en risiko, Will var villig til at løbe. Specielt ikke når det gjaldt Evangeline. To år uden nogen som helst kontakt, og hun havde sikkert glemt alt om ham alligevel. Og realiseringen ved den tanke sved overhovedet ikke.
Overhovedet. Ikke.
Han veg uvilkårligt et par skridt tilbage og lod hånden fumle bagud i et blindt forsøg på at genfinde dørhåndtaget. En uset albue i ribbene fik ham til at tabe vejret, og han vaklede klunset og kejtet adskillige skridt frem, da en højtskrålende dværg og hans skare af kvindelige beundrere masede sig forbi. Ikke noget Will skulle nyde godt af, og de næste trin var nu frivillige og med et ønske om at møve sig så langt væk fra dem, som rummet overhovedet tillod. I det samme opfangede han dog også, at ved at skubbe sig væk fra den entusiastiske flok, mindskedes hans muligheder for at slippe ud af stripbaren i samme grad. Hvilket bestemt heller ikke var planen.
En fremtonende kavalergang, presset ned i en stramtsiddende kjole, meldte sin passage, og med tabt hage standsede Will forundret op, mens han indtog det kvindelige vidunder. Nå, ja. Selvfølgelig! Personen bestod vel også af andet end barmen, og Will kæmpede for at lade blodet indtage sin retmæssige plads i hjernen. Da havde kvinden allerede danset videre – langt, mørkt hår og kjole af rød - , og svøb nu sin uimodståelige charme om den næste uskyldige fyr.
Pokkers!
Will tsk’ede, himlede med øjnene ad sig selv og skubbede sig resolut videre. Savleri og beundrende gloen var næppe noget, han ville indrømme og associere sig med, og et tomt bord i hjørnet af rummet virkede pludseligt tillokkende. Alt andet end at befinde sig ude i kaosset.

.

Will næsten kastede sig ind mod det ensomme bord, og det bød ham velkommen med åbne arme i form af rar isolation fra stedets gøgleri.
Ludende og med hånden i nakken i et forsøg på at virke diskret – måske endda smelte sammen med både stol og bord – hældede han indover bordkanten. Et pangfarvet menukort mødte hans øjne, og han skød rummet et hurtigt blik, før han lænede sig så langt frem, at snuden skrabede mod papiret; lod de forskellige drinks og priser komme i skarp fokus.
Hjerneaktiviteten bølgede dog i en helt anden retning; slog gnister mod gamle erindringer og mentale billeder, som konstant materialiserede sig på nethinden og stjal ethvert øjeblik. Tankerne havde længe været rettet mod alt andet end den yndefulde elverkvinde fra hans fortid, men så snart et lille hint – en tanke til en anden – havde fået ham til at huske og tænke på hende, ville hans knevrende hjerne ikke stå stille.
Han huskede. Huskede så mange ting, som var passeret mellem dem. Det både sved og bed, og flere gange var han ved at hamre hovedet ned i bordpladen af ren og skær flovhed, når et bestemt minde nådesløst skar sin vej igennem og fik ham til at vride og krympe sig. En lille del af ham håbede, at Evangelines vagt ikke var denne aften, og at når han endelig forlod stedet, kunne han i det mindste sige, at han havde prøvet. Noget ynkeligt af ham og bestemt ikke forsøg nok, men nogle gange måtte man vel også sænke flaget og indrømme, at man var en fladpandet kujon.
Et langt suk jamrede sin vej ud, og hånden fiskede uvilkårligt efter hans drink – indtil det gik op for ham, at han ikke engang havde bestilt endnu. Denne gang fik de mørke lokker et ordentligt ryk, så det trak i hovedbunden, og med en anstrengelse rettede Will sig op i stolen, tids nok til at se en servitrice i færd med at levere ham sin hjælp.
Dernæst var det fuldkommen umuligt at fokusere, og Will svor næsten på, han fik et black-out – men det var nok snarere fordi, at hele kroppen låste sig fast i en frossen position, hjertet pilede helt op til adamsæblet og bankede hurtigt og larmende, og de nu atter våde hænder havde ikke længere noget fast fodfæste.
Det var Evangeline! En lige så vidunderlig skabning som hun altid havde været, iført strippernes erotiske uniform – og hun skulle være hans servitrice!
Og det var ikke engang det værste af det hele, for lige så snart Will havde fået det værste hedeanfald, kølede kropstemperaturen nu adskillige grader, og hans hjerte mødte, med et hult klunk, hans nederste maveorganer. Ingen genkendelse. Ikke den mindste trækning under øjet eller læber, som i forbløffelse blev skilt i et gisp. Will måtte spørge sig selv, om hun mon overhovedet vidste hvem, han var, og om hans tidligere, interne joke med sig selv faktisk var endt i en grum sandhed.
Men det må da betyde noget! hvislede det håbefuldt i ham, da han kluntet rettede sig op i stolen. Hun er jo lige på vej herhen! Så må det jo betyde, at hun husker mig!
Men som de håbefulde ord atter fik hans krop i handling, og et pinefuldt falskt smil bredte sig over hans ansigt, vidste han inderst inde, at hvad han før huskede som Evangeline måske slet ikke fandtes mere. En gammel illusion, som Tiden for længst havde fortæret.
Han lukkede sin knytnæve hårdt om denne tanke og skubbede den langt tilbage.
Nu var hun efterhånden kommet så nær, at handling skulle tages hånd om. Håbet, som Will endnu nærede, strakte sin solskinslyse hånd frem og lod ham åbne munden.
”Hej, Evangeline.” Snarere et kvæk end et charmerende og varmt tonefald, som kort forinden havde givet genlyd i hans hoved. Hænderne sneg sig op i håret og rodede en smule rundt. Han sank en enkelt gang, åbnede munden for at spørge, om hun kunne huske ham, men ombestemte sig i samme øjeblik.

Endnu med følelsen af at være misforbundet med sin krop, så Will, som et gråt spøgelse, til hvordan verden frøs omkring ham og hvordan Evangelines ansigtsudtryk langsomt ændredes til genkendelse. Luften hvislede rystende ud mellem hans letåbne mund, og hånden strøg ud i instinktiv hjælp, da Evangeline syntes at miste forbindelsen til notesblokken og kuglepennen.
For sent – og begge objekter landede på gulvet, men lyden af kollisionen var tabt mellem Wills ører. De indre eksplosioner så godt som overdøvede virkeligheden. Det gik op for ham, at han stod op – hvornår var det lige sket? - , men han kunne pludselig ikke huske hvordan, benene skulle virke. Hun skar lige igennem ham; med sine rå følelser, som prikkede og snappede mod hans inderste bløde skal, og fik ham til at bløde scarletrødt og lugte saltvand.
Åh, hvad han ikke ville gøre for at gøre alt om. Hvad som helst …
Evangeline lod endelig til at tage sig sammen – indtog lidt civilisering og forsøgte at skabe en forbindelse mellem dem, som ikke kun bestod af følelser, kropssprog og blikke, som tavst skreg mod hinanden i katastrofal smerte. Will rystede sig mentalt i kravetøjet og fjernede afstanden mellem dem. Hvis han så også bare kunne fikse den dybe afgrund, som skilte dem fra hinanden.
”Ja.” Svagt og ikke mere end en udånding. Han rømmede sig og tvang mere lyd i stemmen. ”Ja, det er jeg.”
Som i en febervildelse vendte heden tilbage. Nakken prikkede af koldsved, men i kinderne bredtes en hede, som han ikke var i tvivl om flossede højrøde. Han tøvede, og det sved en smule bag øjnene.
Hvad i al verden siger man til en person, man ikke har set i mere end to år, og hvis forhold har været så dybt forbundet, at man til tider ikke kunne kende den ene fra den anden? Han havde været den, som stak kniven i hende. Han havde været den, som havde bedraget hende på den værst tænkelige måde og vendt hende ryggen uden en eneste gang at se sig tilbage.
For alvor begyndte han at betvivle sin ret til at komme anstigende på denne måde. Havde han været komplet fra den, da han få timer forinden besluttede sig for at opsøge hende? På hendes arbejdsplads af alle steder, og fuldkommen uventet! Det var hverken fair eller retfærdigt, og den tunge byrde af skyld truede næsten med at sænke ham i knæ.
Hænderne gned hårdt mod hinanden, fingrene sammenviklede og knoerne hvide. ”Har du det godt?” fik han endelig frem, for det måtte han i det mindste vide. Inden hun sendte ham bort, eller han selv lossede sig så meget bagi, at han fløj flere kilometer over dørtærskelen og sandsynligvis aldrig nogensinde så sig tilbage igen, kunne han ikke fraskrive sig ønsket om hendes tilstand. Hun havde haft en hård opvækst, huskede han, og at hun stadig arbejdede på denne stripbar – dette lurvede sted – fik ham automatisk til at klemme kæben i ren frustration. Øjnene gled ned over hendes former og fremtrædende kavalergang. Tøjet fungerede nærmest som en grufuld vittighed og bad om det ikke-verbale ønske, ’hun be’r jo om det’, som så mange mænd syntes fungerede som et godt argument.  Will fik en stærk trang til at smide et tæppe omkring hende og trække hende væk på stedet.

Hvilket elendigt spørgsmål. Kunne han ikke bare have sagt noget om vejret i stedet?
“Lad være.” De instinktive ord tumlede ud af munden, inden hjernen kunne nå at kaste sig imellem. Nu var det i fuldkommen nød, at han skød hånden ud og lagde den om hendes. “Evangeline, vær sød at lade være.” Grebet var lidt for stramt, og med en lavmælt ed løsnede Will jerngrebet. Det gjorde direkte ondt at gengælde hendes blik, og nu var det hans tur til at føle de tusind knive gennembore sig. Han sank hårdt og flere gange i forsøget på at opløse og omdanne klumpen i halsen til den kontrol, som så hurtigt var gledet igennem hans fingre.
“Undskyld, undskyld, undskyld … “ Det var akavet, og han ville lægge armen om hende, men noget i ham protesterede med det samme, at hun muligvis ikke ville godtage hans nærvær. Så meget for at gøre alt godt igen.
Fingrene famlede febrilsk bag ham, og han fik hevet sin stol ud. Hans anden hånd, som endnu var lukket om Evangelines, rystede da han forsigtigt skubbede hende ned på stolen. Blikket flakkede, indtog flygtigt rummet, før han trak en ny stol ud og dumpede ned på den.
“Sikke en god gæst jeg er,” sagde han, og en usikker latter rev sig løs. Prøvende klappede han på sine lommer, men nej - intet lommetørklæde denne gang. Et suk rev sig ukomfortabelt løs, og øjnene var bedende, da han indtog elverkvinden foran sig.
”Jeg er virkelig ked af det her,” sagde han i en udånding. Definitionen af ’det her¨ var én i en billion. For at behandle hende som han gjorde, for at kappe al kontakten – for overhoved at dukke op igen, når han i sandhed skulle være blevet væk. Han var ikke sikker på, at Evangeline ville opsnappe præcist hvad man mente; ikke hvis han ikke forklarede det for hende. Men der var vigtigere ting på tallerkenen end at fikse hans eget ego.
”Jeg kan gå igen.” Han krympede sig en smule, men tvang sit blik til at være åbent og ærligt. Se på mig, tro på mig… ”Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på, og .. ja, om jeg overhovedet tænkte.” Han gned sig i panden og rystede fortvivlet på hovedet. Munden bevægede sig et par gange, før han pressede de ord ud, han vidste skulle komme: ”Sig at jeg skal gå, og jeg gør det.”

Evangeline var en hjerteskærende skønhed i al sin ujordiske fremtræden. Will kunne se enhver tåre, som hang mellem de lange øjenvipper og hvordan hver og en snoede sig ned af hendes kinder, som ønskede de at kærtegne hende med deres sørgmodighed. Will ville ikke kunne bebrejde dem, tårerne – hvem ville ikke ønske at trøste denne smukke elverkvinde, selv hvis det var med ingen glæde?
Det gav et minimalt ryk i ham, da hun fremhviskede sin benægtelse, og overraskelsen var lige ved at få ham til at slippe taget om hendes hænder. Så hev han en rystende mængde luft ind – for, åh, han havde brug for det nu -, og fingrene trykkede endnu hårdere mod hendes. En skam i sig selv var det næsten at gengælde hendes blik, og alle forklaringer som førhen havde sat ham i et godt lys, og som han havde øvet-og-øvet-og-øvet sig på på vejen til stripbaren og så mange gange, at han ikke havde tal på det, lå nu som kold aske i hans mund. Han kunne lige så godt finde det nærmeste spyd og gennembore sig selv, for Evangelines nærvær var allerede ved at kvæle ham alligevel.
En halvkvalt lyd pressede sig ud gennem hans strube, og han tav et øjeblik for at samle sig selv. ”Det blev jeg nødt til,” mumlede han, nærmest i selv samme hvisken som hende. Et fælles sprog som græd om forståelse. Han rystede på hovedet og så ned på deres forenede hænder. ”Du må ikke forstå det her forkert, Evangeline. Hvad jeg gjorde var måske en nobel handling i første omgang, men .. ” Halsen snørede sig stramt sammen, og hans frie hånd fandt sin plads over øjnene, gned og trykkede hårdt.  ”Det er længe siden nu,” fortsatte han med halvkvalte ord. ”Men du fortjener stadig sandheden. Det havde alt at gøre med de to dæmoner, som jagtede mig. Jeg ved ikke, om du kan huske det – kirkegården og alt det som jeg udsatte dig for -, men alting blev drastisk værre, og jeg … jeg fik nogle kræfter, som kunne skade andre.” En bitter latter lukkede sig ud, inden han opfattede det, og han fortrød det med det samme. Øjnene var knebet hårdt i, og fingrene klemte stramt om næseryggen. Men han vidste, at med denne indrømmelse fortjente hun at se ham i øjnene, ligemeget hvor meget han blødte indeni. Hænderne fjernede sig, og de blå øjne fandt modvilligt hendes, læberne skælvede let.
”Det var den første grund til, at jeg forlod dig. Kræfterne kunne ikke være mere modsat mine egne – lynkræfter! Kan du tro det? Jeg havde ingen kontrol over dem, og havde jeg rørt dig –én eneste gang – ville du have været .. have været … ” Pokkers og fandens i helvede, hvor han hadede det her. Han rømmede sig dybt. ”I hvert fald var det den ’ædle’ handling, som fik mig til at sige netop det, som jeg gjorde. Og derefter? Der skete endnu flere ting, men jeg var aldrig alene. Omstændighederne tog en helt skæv drejning, og … ” En stor mængde luft blev skubbet ud, gav ham et par sekunder til at tænke. Alle ord syntes dog at have forladt ham, og måske havde han ikke engang sagt det hele, men der var så mange ting og hemmeligheder, så hvordan i al verden skulle han hitte rede i dem alle sammen?
Måske var det et bedre tidspunkt til at sikre sig, at Evangeline var med. At hun kunne forstå, hvad han havde gjort, og tillade hende tilfredsheden af at skubbe ham fra sig.
”Forstår du det, jeg sagde?” hviskede han hæst.

Født som vanddæmon havde Will aldrig oplevet følelsen og smerten af at holde sig under en skvulpende overflade af vand, at lade lungerne afskære alle former for liv og lægge sin skæbne i en nådesløs (men for ham; blid) natur. Blot tanken forekom ham fremmed og forkert, og i sine yngre år ville den endda have fået ham til at le hånligt ad dem, som ikke var så heldig at have samme privilegium. Nu mærkede han for første gang smerten af ikke at kunne få vejret, hvordan de endelige, rå følelser lukkede hans hals tæt sammen, og den eneste udvej, han kunne nå, var at lukke al vandet ud. Evangeline passede perfekt og rart sammen med ham - i ham - da hun trykkede sig ind mod ham; hun var en afsluttende brik. Han svang armene om hende, knugede hårdt og begravede ansigtet i hendes hår, mens hans bryst hævede og sænkede sig spastisk og uden takt, og våde marker strakte sig over hans kinder. Aldrig havde det været så befriende at give slip og at synke ind i det velkendte og det med en person som kendte ham, vidste hvem han var, og en person som han selv holdt af: En tryghed han ikke havde kendt til i to hele år.
Endnu engang fandt han sig selv på benene – og igen, hvornår var det lige sket?! - , og overvældede følelser fik ham til at svaje frem og tilbage, snuden dybt begravet i Evangelines solskinshår. Han trak alt til sig, lukkede op for alle indtryk, der måtte strømme imod ham, og taknemmeligheden var stor. Hvad han mon havde gjort for at fortjene dette øjeblik, hendes umiddelbare tilgivelse, forbløffede ham langt ud over alle ender, men han besluttede sig for at skyde tvivlen i baggrunden og knugede blot elveren endnu tættere til sig.
”Du er alt for god, Evange,” hviskede han knæsvagt mod hendes spidse øre. Hænderne begyndte at stryge sig i cirkler over hendes ryg, og han åndede et usynligt kys i hendes år. Tænk, for blot et øjeblik siden havde de stået i følelsernes vold med alt for mange åbne ender, og hvordan han overhovedet havde kunnet tvivle på hendes gode hjerte var en surrealistisk tanke. Det her var Evangeline. En naiv og blid sjæl, som trak alle, som kunne elske hende – på den ene måde eller den anden – til sig med åbne arme. Og han var kun alt for villig.
Efter et stykke tid åbnede han øjnene og trak sig en smule tilbage. Han smilede blidt til hende og lod knoerne løbe let over hendes tårevædede kind. ”Har vi ikke brug for at komme ud herfra?” mumlede han sagte. ”Jeg føler stadig, at vi har så meget at tale om, og hvis de kan undvære dig lidt … ” Usikkert skottede han hen mod bardisken, hvor virkeligheden ufortrødent havde fortsat sin gang på trods af den storm, der lige havde revet sig igennem rummet – eller måske havde den kun fundet sted i Evangelines og hans egen lille bobbel. Deres private monsunregn.
Smilet blev skævt, og øjenbrynene hævede sig opmuntret, da han atter så på hende.

Wills øjne fulgte hengivent Evangeline, idet hun smuttede ud for at skifte. Han (og det måtte være hundredetyvende gang) sukkede og lænede sig forsigtigt tilbage mod bordkanten. Nu, da han var alene, fik han endelig mulighed for at tage et ordentligt kig på det, der lige var sket imellem dem. Han følte sig som et skælvende vrag, og som omgivelsernes liv atter indvandt ham sin tilstedeværelse, gik det rødmende op for ham, at næsen løb, og at kinderne var blottet for spor af sentimentale tårer. Han snøftede, bøjede hovedet og gned sig hastigt i ansigtet med håndryggen.
Hvad mon Evangeline tænkte om ham? Efter at have stået som en uidentificerbar konfrontation overfor ham, havde hun atter lukket op som den åbne bog, han altid havde set hende som. Men to års adskillelse var lang tid, og ti minutter i hinandens selskab kunne næppe give et ordentligt glimt af, om hun havde forblevet i det billede af den person, han havde betragtet hende som dengang han forlod hende. Desuden kunne deres korte adskillelse velsagtens sætte en masse tanker – kritiske tanker – i gang. Hvem kunne vide, om hun ude i baglokalet fik sat rigtig lys på tingene og indså, at hun måske havde været for hurtig til at tilgive? Tanken fik Wills indre maveorganer til at klemme smertefuldt sammen, og han rettede skyndsomt hovedet op for at stirre stift mod døren, hun var forsvundet bag.
Evangeline dukkede frem i døråbningen og bevægede sig tilbage mod ham. Usynlige sommerfugle gjorde opmærksomme på sig selv ved kvalmende at baske i hans mave, og han smilede usikkert og varmt til hende. Det havde været langt lettere at slippe ud af stripbaren, end han havde troet, det ville være. Af en eller anden fjollet grund havde han for sit indre blik set den onde stedmor fra Askepot grovmundet benægte, at Evangeline nogensinde måtte forlade stedet igen, mens han selv skulle kæmpe mod muskuløse vagter.
Will udtrykte guderne sin dybeste taknemmelighed for, at Evangeline ikke var tankelæser.
Med et ivrigt nik fulgte han med Evangeline ud af stripbaren, og endeligt befandt de sig på åben gade. Han lagde nakken tilbage og lod nattehimlen strække sine sølvarme ud mod ham, men himlens mørke horisont var skjult af tunge skyer, som skjulte al lys, som natten kunne tilbyde. Med et sørgmodigt smil kiggede han mod Evangeline og strøg hende forsigtigt over ryggen.
”Har du bare arbejdet her de sidste to år?” Det kunne lyde som et akavet forsøg på en samtalestarter, men intentionen var af utilsløret oprigtighed. En snert af foragt sneg sig uhindret ind i stemmen, og han betragtede hende med rynkede bryn, måske med en smule bekymring.

Hvad gemte sig bag Evangelines dybe øjne? Tanker og tvivl – og havde de i så fald noget at gøre med Will? Tvivlen blev ustandseligt ved med at gnave, rev og jamrede et sted i hans baghoved og hægtede sig fast til hans bukseben, som en vred hund. En ekstra vægt. En tung dødslænke. Mon han nogensinde ville kunne slippe disse skyldfølelser fri?
Sikkert ikke. Han kunne dog altid håbe, at de kommende timer i Evangelines selskab ville lette byrden en smule. Selvfiske tanker måske – men han kunne snart ikke klare presset mere og havde hårdt brug for forløsning.
Han virrede med hovedet,  bøjede hovedet og forsøgte at holde en lavmælt snerren tilbage. ’Jeg har ikke rigtig andre muligheder’ havde Evangeline sagt, og det skød nye pile direkte i brystet på ham. Evangeline fik det til at lyde som om, hun praktisk taget var fastbundet i denne skæbne, en hun tilsyneladende ikke kunne rive sig løs fra. Efter omstændighederne og de mange livserfaringer hun havde gjort sig var det måske fair nok. For Guds skyld, hun var hundrede år ældre end ham! Var hun derfor ikke klogere og besad en større sikkerhed baseret på, at hun vidste, hvad der var og ikke var muligt?
Muligvis. Men Will kunne simpelthen ikke acceptere det.
Han stoppede brat, lod hånden mod hendes ryg lukke sig om hendes arm i stedet, og stirrede på hende med et formål i blikket. De var stoppet lige uden for hendes lejlighed.
”Evange … ” begyndte han, stoppede hurtigt igen. Sukkede og knurrede frustreret. Okay, måske ikke lige det bedste tidspunkt at belære hende og smide al forsigtighed over bord, når de lige havde sluttet fred. Hun kunne jo stadig vælge at trække sin acceptering af hans undskyldning tilbage, og denne gang ville han ikke kunne protesere. Ikke desto mindre var det noget, han ikke kunne holde tilbage. For pokker, han ville jo bare hjælpe! Derfor fortsatte han stålfast: ”Det kan jeg simpelthen ikke tro på. Der må da være et valg!” Det var helt bestemt et vantro lattergrynt, der i det næste trak sig ud. ”Evangeline, du er … jeg ved ikke hvordan, jeg skal sige det – men jeg ved du er klogere end det. Jeg ved, du hader at arbejde det forbandede sted. Jeg kender dig!” Eller plejede at gøre, men ikke noget han ønskede at tilføje. Pokkers til selvvendt fejhed. Al vejr syntes at forlade ham, og han gned opgivende sin pande. ”Undskyld, Evange. Det er bare … ” Han trak vejret dybt, holdt hendes blik med egne øjne, som var blevet store i fortrydelse. ”Jeg troede, du var i stand til at  tage dig af dig selv.” Svagt og usikkert, og han var led og ked af at sige det. Men det var vigtigt.