Den gamle forlystelsespark

Sted: den gamle forlystelsespark
Tid: solen er på vej ned, så aften
Dato: 27/4
Vejr: solen skinner...men den er jo så på vej ned nu
Omgivelser:Gamle forlystelses og få døde træer.

Inutaisho sprang over hegnet og ind på forlystelsesparken.
Her var helt tomt, der kom sjældent nogen.
Han stod lidt og kiggede på en gammel rutsjebane, så begyndte han at gå rundt og se lidt på det hele.
Han havde aldrig været i frlystelsespark, men han undgik normalt også steder med mange mennesker.
Men denne her var et stille sted.

Ikke så langt derfra sad en sølvhvid skikkelse med bølgende smukt hår der lod til at bevæge sig som vand omkring den kvindelige skikkelse. En lys lille, tydeligvis skrøbelig skabning. En Engel. Hendes navn var Sacrez og hun sad nu der på den gamle karrusels tag. Hun havde et ømt isblåt blik imod himlen idet hun hviskende sang:
"Jeg ved ikke om du lytter.. om du kan høre mig.. Aner ikke om det nytter at vende sig til dig.."

Han kunne dufte noget fremmed og så et lys henne mod karruselen.
Han gik lydløst derover, i lå af skyggerne så han en sidde på toppen af karruseltaget.
Hvad lavede hun her? Hvem gad besøge sådan et sted? Ja, han kunne jo spørge sig selv.
Han så lidt på hende for at bedømme om hun var en trussel.
Han gik ud fra hun ikke var det og gik frem fra sit skjul.

Engel stoppede med det samme sin sang da hun opdagede personen der lige var kommet frem. Hun stirrede i en tid overrasket på ham med sine isblå dybe øjne, hvorefter hendes blik afslappedes og hendes hår tog et nyt twist i vinden og lod hendes ansigt blive mere synligt. "Vær hilset." sagde hun og sendte ham et varmt smil. Trods hendes ellers voksne krop, havde hun et smil så rent som en lille piges.

Han så lidt på hende, han havde aldrig mødt en som hende før.
"Goddag" svarede han og lagde armene over kors.
Hans lange hvide hår var sat i en hestehale og bølgede let i vinden.
"Hvem eller hvad er du?" spurgte han, han kunne ikke lade være med at lyde lidt mistænksom

Sacrez smilte og satte af fra taget og landede så let som en fjer på den kolde jord med bare ben og bare tæer. Alt hun bar var et bævende silkeklædestykke, som kun dækkede det nædvændige og lod sig ellers bevæge sig i vinden som en hvid sommerfugl. "Mit navn er Sacrez." sagde hun og smilede. "Og jeg er en ærkeengel."

"En ærkeengel?" sagde han
"Og hvad gør sådan en?" Han tog sig ikke af hendes påklædning.
Selv havde nogle hvide posede bukser på samt en hvide trøje som blev holdt sammen på midten af et bælte.
"Faktisk vil jeg bare om jeg skal frygte dig på nogen måde?"

"En ærkeengel er sådan set bare en højerranget engel end de normale." sagde hun og betragtede ham kort. "Og mig behøver du ikke frygte. Jeg ser ikke dæmoner som min fjende.. tværdigmod. Faktisk kom jeg hertil for at studere jordens væsener... ikke kun mennesker." sagde hun og smilede endnu en gang til ham. "Hvad hedder du?"

"Er dæmoner dine fjender?" sagde han og så på hende
"Jeg er inutaisho, hundedæmon" han ventede på at se hendes reagsion på at han var dæmon, altså måtte han høre til kategorien fjender.
Ærkeengel? aldrig hørt om, han havde aldrig vist sådanne nogle eksisteret, men hvorfor ikke?

Lys begyndte sig at samle sig om hendes ryg og lod hendes smukke sølvhvide vinger strække sig. "Ah.. det var bedre." mumlede hun og strækkede nakken kort. Hun kiggede på ham. "Hundedæmon." sagde hun og nikkede. "Spændende.. det har jeg ligegodt aldirg hørt om." sagde hun og smilede.

"Jeg kan blive til en stor farlig hund" sagde han, han så imponeret på hendes vinger, de var flotte.
"Nå jeg er i mit sande jeg, altså hund, er mit savl giftigt...og det er vist det" nu vidste hun hvad han kunne.
Han så sig lidt omkring pr. refleks, præster havde jaget ham og hans familie de sidste par dage.
Lidt efter så han på Sacrez igen.

Sacrez kiggede undrende på ham med et roligt smil. "Hvad leder du efter?" sagde hun så og vendte blikket rundt omkring for at få øje på hans mål. Hun lagde hovedet på skrå da hendes ishvide øjne ikke lod til at se noget deraf. Hun tog stille et stykke hvidt papir frem og nedskrev på en liste: Hundedæmon.

Han så mistænktsomt på papiret, hvad skrev hun?
"Efter andre levende væsner" sagde han
"Jeg hader nå nogen pludselig kommer bagfra" han kunen ikke lade være at være mistænksom, hun var et væsen han ikke kendte og det gjorde ham ikke ligefrem tryg.

Sacrez nikkede forstående med et undrende blik. Han var utryg huh? Hun smilede lidt igen. "Jeg skal nok fortælle dig hvis jeg ser noget snige sig ind på dig, ikke at jeg ved hvad det ville betyde? Du kan vel sagtens slå fra dig, huh?" spurgte hun nysgerrigt og pakkede igen papiret væk og lagde det ned i en form for taske vævet ud fra hendes klæder, som hang ned af hendes side.

luciel hoppede smidigt over hegnet ind til den forfaldne forlystelses park. hun havde hørt stemmer derinde fra og var nysgerrig.
hun var klædt i tætsiddende sort soldater tøj.. utroligt praktisk, som ikke kom i vejen når hun jagtede.
hendes korte sorte hår fik hendes hud til at se endnu blegere ud, og hun skar ansigt over mod solen.. ikke engang dens orange stråler kunne give hendes hud en normal hudfarve.
hendes smukke isblå øjne afsøgte hurtigt området, og hørte deres stemmer. et koldt, men interesseret smil spillede om hendes læber mens hun med smidige glidende bevægelse gik over mod dæmonen og ærkeenglen.

"Selvfølgelig" han snussede lidt og vente sig om
"har jeg ret i vi ikke er alene?" han så over mod hvor vampyren kom hen mod dem.
Han kendte godt til vampyre og følte sig ikke truet af dem.
Han så lidt på hende, vampyren, der kom over mod dem.

Sacrez vendte det smukke isblå øjne imod den nyankommede. En vampyr huh? Hun sagde dog ikke noget, vidende at med hende specielle blod ville det være en god ide at være på vagt... men det betyder jo ikke uforskammet vel? Hun smilte varmt til pigen og nikkede til hende efter Inutaisho havde påpeget hende.. Spændende..?

luciel fangede dæmonens blik, og så koldt og undersøgende på ham. dervar interesse at spore i hendes blik, men så, så hun over på englen.
et øjeblik hang vampyrens øjne ved hendes slanke hals, men hun tvang det op til ærkeenglens ansigt.
hun smilede lidt tvuvgent, mens hendes øjne stadigt flakkede til englens hals. hun huskede smagen af engleblod, og måtte tage sig selv i nakken for at holde sig tilbage..

Han kendte ikek så meget til at vampyre drak engle blod, men han vidste vampyre drak blod.
"HVem er du?" spurgte han hende, stadig med armene over kors.
Han gik ind foran englen, ikek fordi hun nok ville få brug for det, men der skulle ikke være nogen blodsugeri mens han var der.

Sacrez kiggede undrende på Inutaisho da han beskyttende gik ind foran hende. Hun smilte kort og vendte blikket hen på vampyrinden. Følte sig et kort øjeblik udstillet. Hun gik derefter lidt frem og så på Inutaisho. "Det er meget venligt af dig, men brug ikke dine sanser på at beskytte mig. Hun vil os ikke noget ondt. Det er jeg sikker på." sagde hun overbevisende og smilede taknemmeligt til ham.

- jeg er luciel.. du har vel gættet hvad jeg er, dæmon..
hun så grinende op på ham, og tænkte undrene over hvad der mon kunne få en dæmon til at beskytte en engel.. det var højest usædvanligt.. da hun hørte englens kommentar løftede et af hendes øjenbryn sig skyhøjt..
- og hvorfor er du så sikker på det, engel.. prøv ikke på at bilde mig ind at du ikke ved hvor meget jeg vil have dit blod..

"Ja, du lufter langt væk af blod" sagde han lidt hårdt.
Han tog sig ikke af englens ord, eller var han bare stædig?
Han så hele tiden opmærksomt på vampyren.
Ikke skulle bruge sine sanser? De var der hele tiden, han kunne aldrig vælge ikke at bruge dem. De var der bare.

Sacrez vendte blikket fra Inutaisho og hen på Luciel. Hun smilede ømt. "Fordi jeg tror på godhed i alle skabninger. Derfor!" sagde hun bestemt, men stadig med et roligt smil. Det fortabte sig lidt da hun hørte kommentaren over hendes blod. Trang.. gør ikke en ond, vel?
"Mit navn er Sacrez." sagde hun hen imod Luciel med nyt gåpåmod. Hendes vinger samlede sig lidt ind til sin ryg.

hun rystede på hovedet..
- der er en hel del der vil være ueninge om det med godhed og mig..
et bittert smil kom til syne på luciels ansigt, og hendes øjne blev iskolde. hun så væk, og hun kunne mærke et gammelkendt mørke samle sig i sit bryst. hun kæmpede en næsten desprat kamp med sig selv om at få slået mørket inde i hende ned. med et gys så hun op på dem igen, og hun så lidt mere kontroleret på dæmonen.
mørket var slået ned for denne gang..
- og hvem er du, dæmon? du har endnu ikke præsenteret dig..!

"Hvem siger også jeg skal det?" sagde han koldt, hans gule øjne var ikke ligefrem venlige.
"Men ookay, jeg er inutaisho" han så sig kort omkring for at være sikker på de kun var de 3.
Det var de, heldigvis.
Han så igen opmærksomt på Luciel.
"Hvad laver du her blodsuger?"