Parken er et farligt sted om aftenenXXX(grov vold) (Cinderella)

Hendes øjne havde kun lige vænnet sig til mørket da hun pludselig fik bind for øjnene. Kluden han brugte var gammel og lugten gav hende kvalme så hun næsten følte mavesyren helt oppe i halsen. ulækkert! Hun vred sig og forsøgte at komme fri, dog uden held. Hvad han havde tænkt sig anede hun ikke, men hun vidste at det ville blive ubehageligt og noget hun sent ville glemme. Hvad han var ude på anede hun ikke, hvorfor hende anede hun endnu mindre og hun var rædselsslagen for hvad han kunne finde på. Døden ville ikke skræmme hende, havde han slået hende ihjel ville hun være ham evigt taknemligt, men hun var rimelig sikker på at det ikke var hans plan.
Snart fornemmede hun ham helt tæt mod sig, hans læber lige ude for hendes øre. Hans ord fik det til at sitre i hende af ubehag og hun bed tænderne hårdt sammen. "Slip mig fri dit monster!" selvfølgelig skulle han vælge hende af alle, for hendes liv var jo ikke elendigt nok i forvejen! Flere tusind euro i gæld, voldtægter, prostitution, udnyttelse, stoffer... hun havde jo et perfekt liv så lidt lort ville ikke skade! De ironiske tanker gjorde hende så pisse vred, men hun var stadig så bange.. bange for hvad han ville gøre. Den skarpe genstand der gled over hendes arm var ikke just beroligende, og hun sank en klump og tilbageholdt et klynk.

Malakor Lod langsomt den rustne hækkesaks glide ned til hendes højre hånd og og ind under hendes finger negl så den revnede og blødte. Derefter gled han den igen over hendes hud så hun kunne mærke hendes varme blod fint glide hen over hendes hud. Derefter over til hendes mave. Han prak et lille huld i hendes mave som begyndte at bløde lidt. Uden at sige noget undervejs. Derefter stak han en finger ind i hullet i hendes mave og først da satte han igen sine læber op til hendes øre og sagde med en næsten hviskende stemme '' Monster. Når jeg er færdig med dem, vil de kalde mig mester, de vil tigge om at få lov at føle smerte da det vil blive den eneste følelse de ville kunne acceptere i deres hoved. Når jeg er færdig med dig, vil de være fri for bekymringer. De vil være mit værktøj, mit legetøj. Mit våben, min perfekte kreation''. Han ventede til hun havde svaret, men ligemeget hvad hun svarede ville han vride sin finger rundt i hendes mave og bide hende blidt i øret imens han grinede svagt, næsten hviskende.

Malakor elskede at lege med sit bytte, men hende her var stærk. Måske kunne han rent faktisk bruge hende til noget fornuftigt. Hvis han altså var i stand til at nedbryde hendes psyke.

Hun gispede som han trykket genstanden ned over hendes hud, denne gang for at skære i huden så blodet langsomt dukkede op. Hun bed tænderne hårdt sammen, søgte at modstå smerten men det var næsten ulideligt. Hvad fanden havde han gang i?! Hvorfor gjorde han det her?! Et svagt klynk brød hendes læber da han fortsatte ubarmhjertigt, og hun lagde hovedet tilbage og bed sig hårdt i underlæben. Han ville se hende lide, han ønskede at knække hende! Hun forsøgte selv at finde et eller andet i rummet der var af natur og bruge det imod ham, men det eneste hendes evne mødte var betonblokke og ingen planter.
Snart flyttede han genstanden ned til hendes mave og prikkede hul på hendes hud, hun gispede på ny og forsøgte at rive hænderne fri, dog uden held. Hans ord skræmte hende, og hun anede ikke hvordan hun skulle få ham til at stoppe! "Hvorfor gøre du det her?!" hviskede hun dæmpede, med en tone fuld af smerte, fysisk smerte. Han vred fingeren i såret og hun hun skreg af smerte, en smerte der ikke ville stoppe, det vidste hun. Hvad fanden havde hun gjort ham siden det her skete?! Hun anede det ikke.

Malakor kunne føle glæden i han vokse for hver lyd hun kom med. Hver gang hun skreg ud i smerte. Det var som en smuk symfoni i hans øre. hendes ansigtsudtryk var ubeskriveligt for ham. Han havde denne kvinde i sin magt. Han kunne nedbryde og opbygge hende igen. Han havde før gjort det med menesker. Tortureret dem til deres forstand forsvandt. Men de kunne ikke klare presset. Han vidste han havde fundet en kvinde nu der måske kunne. En han kunne forme uden at hun gik i stykker. En han kunne lave til hans eget lille våben. Hans personlige legeting, hans mesterværk hang der på vægen foran ham. Nu skulle han bare lave hende til denne mesterværk. Til hvad han mente var perfektion.

Malakor kørte langsomt hans finger rundt i hendes mave. lidt efter trak han den ud med et voldsomt ryk så hendes blod ville flyde ud. Han vidste jo hun ville heale. Han kørte den blodige finger rundt på hendes læber så hendes blod fik det til at ligne hun havde fået læbestift på. Han lænede sig frem igen og hviskede i hendes øre ''Fordi jeg kan''. Et simpelt svar men dog med en dybde og utilfredsstillende mening.

Han gav hende et par sekunder til at samle sig. Et par sekunder hvor hun kunne få ro før han med en hurtig bevægelse udvidede hulet i hendes mave ved at stikke sin hånd ind. Da han havde hele sin hånd inde i hendes mave sagde han roligt ''gad vide hvilket organ jeg først får fat på''. Han ville ikke skade hende permanent men det skulle hun jo ikke vide. Hun skulle tro at han ville. Hun skulle tryne om nåde. Hun skulle nedbrydes og hendes mod, selvsikkerhed og ære fjernes.

Hun var ikke i tvivl om at han nød det, hun kunne føle det, hun kunne mærke det. Smerten var til at tage og føle på, og hun vred sig under hans smertefulde behandling af hende. Omsider trak han fingeren ud af såret i hendes maven, kun for at male hendes læber røde. Hun vred ansigtet væk fra ham, væk fra hans rækkevidde om end hun var låst fast hvilket ikke just gjorde det let at komme væk alligevel. Hans svar fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, og hun vred sig for at komme fri fra ham.

Hun fik kun et par sekunder til at komme sig, et par sekunder hvor hun forsøgte at samle kræfter til at sparke ud efter ham, men som det var begyndt at lykkedes udvidede han såret i maven, et gisp af smerte og overraskelse forlod hendes læber, i flere sekunder mærkede hun ikke andet end den smerte han påførte hende og som i sidste ende fik hende til at skrige smerten ud. At tænke klart var ikke muligt, og den fysiske smerte var værre end nogen hun nogensinde havde oplevet. "Stop! Please stop!" tryglede hun, vred sig og spændte i kroppen. Smerten var ulidelig, og hun ville ønske hun kunne besvime og muligvis få fred på den måde.

Hans ord skræmte hende fra vid og sans, og hun klynkede mens hun fornemmede kroppen kæmpe for at heale sig. Desperat søgte hun ud efter planter i nærheden for at trække i dem, men hun var for træt og mørket omkring hende blev tungere og tættere, hvor hun efter nogle øjeblikke atter besvimede.

Malakor kunne ikke lade være med at smile. Det var mange år siden han oprigtigt havde gjort det under tortur. Selv om han nød det blev det meget ens formig efter alle de år. Men denne kvinde bragte virkelig lysten tilbage i ham. Hun gjorde det sjovt. Han kunne ikke huske hvornår han sidst havde haft det så sjovt.

Da hun tiggede ham om at stoppe voksede hans smil. Det var godt, hun var ved at knække. Det var nu han skulle til at forme hende. Først nedbryde hendes vilje og mod, derefter ville han kunne forme hende som han ville. Han havde store tanker med denne kvinde.

Da hun besvimede sukkede han og tænkte * Hmm. Jeg blev for opslugt af mine planer for hende at jeg kom til at overdo it. Ohh well. Jeg kan jo sagtens fikse det*. Malakor bed sig selv i håndledet og åbnede munden på Cinderella med den anden hånd, efter han havde smidt hækkesaksen. Han lod et par dråber af hans eget blod ramme ned i hendes mund. Hans blod havde jo healende egenskaber eftersom han var vampyr. Så han kunne sådanset blive ved med at torturere hende. Han lod der gå et par sekunder før han stak hende en lussing og sagde ''Fremover og for altid vil de kalde mig herre. ''. Derefter tog han et hårdt greb om hendes hals og lænede sig ind til hendes øre og sagde ''Tig mig om at fortsætte med at torturere dig''. Han sagde kun denne fordi han ville se om han havde nedbrudt hende eller om der stadigvæk var noget vilje tilbage i hende.

Man kunne vel roligt sige at det var hendes egen skyld det var endt her, havde hun ikke været så speciel ifølge ham, ville det aldrig være sket. Hun kunne dog ikke holde til al den smerte, normalt var folk hårde og voldsomme mod hende, men det var mere seksuelt end noget andet. Derfor fandt hun ikke just nydelse i denne form for smerte, og hendes krop gav efter i sidste ende.

Hun var kun bevidstløs i kort tid inden han tvang sit blod i hende og hun healede en anelse hurtigere. Trods det blev hun kun bragt tilbage til virkeligheden da han skænkede hende en hår lussing som rykkede hendes hoved til den ene side og hun glippede med øjnene men stadig var blind grundet bindet mod øjnene.

Hans ord virkede fjerne de første par sekunder, og hun fangede slet ikke op på den ordre han gav hende om at kalde ham herre. Hvad gik der af alle de folk der ville gøre hende til deres personlig slave, først Zann, så ham her.. hvad ville det næste blive?! Hans greb om hendes hals fik hende til at stønne, hun havde ondt, hun var træt og kunne knap holde sig ved bevidsthed. Hans læber var snart ude for hendes øre og hans hviskende intense ord fik trukket hende helt tilbage til bevidstheden. Hvad?! Som om hun ville tigge ham om det der! Det gik også op for hende hvad han havde sagt før, og hun sank en klump. "Jeg har allerede en herre.." svarede hun i stedet for. Hvad det dog ville gøre ved ham anede hun ikke, om han overhoved fandt det af nogen betydning vidste hun endnu mindre.

Malakor vidste nu at han havde fundet en meget speciel person. Hvilken indre styrke og vilje hun havde. Han ville også have været blevet skuffet hvis det havde været så let at bryde hendes vilje. Han havde svært ved at holde sig selv tilbage fra at bryde ud i latter. Dog holdt han det inde. Han tog en rusten kniv op fra gulvet og sagde ''Forkert svar''. Da de to ord var sagt forsøgte han at stikke kniven ind under hendes negl på højre pegefinger. Lykkes det ville han langsomt dreje kniven så neglen næsten løftede sig.

Malakor trak kniven til sig og førte den op til Cinderella's kind og lod det rustne blad køre frem og tilbage på hendes kind før han sagde ''De har kun en herre. Og snart vil de ikke tænke på andet end at adlyde min mindste order. .

Malakor havde ikke tænkt sig at stoppe før hun tiggede ham om at blive ved. Før hendes vilje var brudt. Han lod bladet fra kniven brude igennem Cinderella's fine hud. Bare så overfladen blev brudt, han kørte langsomt kniven over imod hendes højre øje. Stadigvæk under hendes hud imens han sagde ''Det ~ser~ ud til jeg må køre denne kniv et andet sted hen så''. Han ville nedbryde hende. Hun havde en herre, det gjorde ikke Malakor noget. Han havde tiltro til at når han var færdig med hende ville hun kun se Malakor som sin herre, sit lyn, hendes verden.

De to ord fik hende til at gyse, af skræk! Åh nej, hvad nu. Han flyttede på sig, og hun holdt vejret mens blodet pumpede i hendes årer og hun var skrækslagen for hans næste træk. Hvordan fanden skulle hun få ham til at stoppe?! Hun havde ingen anelse og i øjeblikket var hun bare så nervøs og bange at hun ikke helt kunne finde et svar på dette ellers meget vigtige spørgsmål.

Noget blev presset mod hendes pegefinger, sekunder efter blev det tvunget ind under hendes negl og hun gispede og neglen langsomt og dog smertefuldt blev tvunget op af hendes kød. Smerte skød atter igennem hende, hun forsøgte at vide hånden væk fra kvinden hvilket resulteret at den kun borede sig dybere ind og hun stønnede af smerte. "Stop" klynkede hun og forsøgte endnu engang at vride sig løs.

Kniven flyttede sig kort efter ned til hendes ansigt, lugten af den sagde hende tydeligt at den var rusten og det vendte sig i hende. Den var faretruende tæt på hende og han kunne let slå hende ihjel, men i disse øjeblikke frygtede hun ikke for døden for den ville han ikke lade hende møde, han ville blot lade hende lide under den tortur han skænkede hende. Hun forsøgte endnu engang at skubbe hovedet væk fra ham men det var igen ikke meget hun kunne flytte den. Adlyde hans mindste ordre?! Det ville hun ikke, men som tingene var ville hun formentlig blive nød til at spille med for at få smerten til at stoppe, eller hvad? Kniven nåede snart hendes tildækkede øjne og hun sank en klump ved ironien i hans sætning. Åh nej, hvad nu?! Ville han gøre det? Prikke øjet ud på hende, blænde hende? Måske, men hvad fanden skulle hun kunne gøre ved det alligevel? Hun kunne ikke rigtigt flytte sig, men nu stod han så tæt på. Hun havde kun en lille chance, hvis hun kunne forføre ham. Men hun tvivlede på det. Hendes hånd hvor neglen næsten var revet af dunkede, og smerten gjorde det svært at fokuser, alligevel tog hun mod til sig, løftede det ene ben og gned det blidt op ad ham, lokkende. "Du kan bruge mig til så meget, hvorfor det her..?" forsøgte hun at lokke med ham.

Malakor betragtede hvordan hun modstod hans ord og handlinger. Han kunne se hendes styrke. Hvordan hendes indre vilje stadigvæk holdt hende oppe. Selv om hun hang der, blødende og i smerte havde hun stadigvæk nok vilje til at prøve at få han på andre tanker. Han var i sandhed imponeret over hende. Men hendes vilje og modstand gjorde ham bare mere opsat på at knække hende. Han så hende som et puslespil. Nu spille han bare få de rigtige brikker til at passe sammen.

Da hun kørte et ben op af ham spillede han med. Han ville give hende en falsk sikkerhed på hun havde snydt ham. Bare i lidt tid før han ville vise hende at hendes plan ikke virkede på ham.

Malakor kom med en sensuel knurren og tog fat i hendes lår med sin frie hånd og stoppede kniven han havde i den anden. Han sagde falsk ophidset ''Hvis jeg slipper dig fri, lader dig gå. giver de dem så til mig bare en gang?''. Imens hun svarede på hans spørgsmål kørte han blidt en hånd op af hendes lår og da hun var færdig med hendes svar tog han et hårdt greb om hendes lår og stak med den anden hånd kniven hårdt ned i hendes lår og vred den rundt imens han sagde ''Forkert svar, igen''. Han ville nedbryde hendes psyke og han vidste det ikke ville blive let men nu så han det ligefrem som en udfordring.

Hendes plan virkede ikke, hun kunne fornemme det. Han var ikke ophidsede, han lod som om og hun vidste det ville ende galt. Pis også, hvad fanden skulle hun gøre. Han spillede dog med, og hun vidste han forventede et svar. "Jeg tvivler på du vil lade mig gå, jeg ved du ikke vil... men jeg bryder mig ikke om smerte" forsøgte hun at forklar. Hvilket væsen brød sig også om smerte?! Hun var sikker på at ingen gjorde, hun og smerte.. hun kom til at tænke på Lawrence's smertekammer, det her var tusind gange værre!

Ved hendes svar erklærede han at det var et forkert svar, igen, og han jo kniven i låret på hende så hun skreg af smerte. Det andet ben gav efter under hende da smerten var ulidelig og uudholdelig og hun klynkede mens smerten næsten tog livet af hende. Det monster! Tårerne vældede op i hendes øjne, og selvom hun hadede at græde gav hun sig nu til det om end lydløst. Tårerne strøg ned over hendes kender, gjorde klædet om hendes øjne våd. Hun stønnede af smerte, hendes krop skælvede og hun kunne ikke holde til så meget mere. Hendes krop arbejdet på højtryk for at heale alle sårene, men han var for hård.

I stedet for at give sig, lade sig knække, blev hun vred! Hun bed tænderne hårdt sammen. "En svækling, det er hvad du er! Du tørrer end ikke se mig i øjnene mens du gøre det her! Så svag..." hun fnøs håndeligt, søgte at gøre ham vred hvor han forhåbentlig ville lade sig provoker nok til at tage livet af hende.

Malakor blev overrasket. Han havde brugt over tusend år på at perfektionere det når han løj, og denne kvinde kunne mærke det og så uden at aflæse hans ansigts mimik, hun havde jo bind for øjnene. Malakor var dybt imponeret, desværre havde det bare den effekt at han nu absolut ville have hende som hans perfektion. Hun havde virkelig tændt en ild i ham.

Hendes tilkendegivelse var et tegn på desperation i hans øjne. Da hun prøvede at gøre ham sur kunne han ikke lade være med at grine. Han kunne ikke holde det tilbage mere. Det var dråben for ham, han kunne ikke holde det inde mere. Han grin var lavmældt og dystert. En uhyggelig og faretruende latter. Han grinede et par sekunder og kiggede på hende. Han kunne se hendes krop ikke kunne klare meget mere uden at hun ville besvime så han fjernede kniven og lod lidt af sit blod risle ned i såret.

Hun var så viljestærk at hun ligefrem stadigvæk kæmpede imod på denne måde. Malakor vidste hendes krop skulle slappe lidt af, så nu var det tid til det psykiske tortur. Han tog fat i hendes hår og lænede hendes hoved tilbage og sagde helt roligt ''Intet de gør vil stoppe dette mareridt. Jo mere de kæmper imod jo mere vil jeg torturere dem. Jeg kan blive ved i flere år. Tro ikke jeg dræber dig. Jeg vil gøre ting ved dem der er værre end døden''.

Malakor lænede sig ind over hende og sagde ''tig mig om at torturere dem''. Han stod stadigvæk og holdt hendes hoved. Han slikkede hendes hals og sagde ''Ved de hvad der sker hvis jeg sætter et krus på deres mave med en rotte i og varmer kruset op?. Rotten vil prøve at komme væk fra varmen og der er kun en vej den kan komme. Igennem deres mave, skal vi ikke prøve at finde ud af om jeg taler sandt?.''

Han var afskyelig! helt o igennem afskyelig! Hun hadede ham, det var vel ikke underligt, men hun havde kun had tilovers for ham, ingen respekt, ingen følelser, intet! Hun hadede ham så bare pesten, og skulle hun slippe ud herfra, ville hun glædeligt massakrer hans ansigt. Hvordan hun opdagede at han ikke var påvirket af hende? Simpelt, hun var aspara, havde evner på området og derfor var hans følelser tydelige for hende. Begær var ikke just en af dem.

Hun var skam desperat, var det underligt? Han torturerede hende, hun var i smerte og ønskede at dø frem for at lide her, så hun forsøgte at gøre ham vred. Det virkede desværre ikke, ikke efter hensigten hvor han tydeligvis morede sig som han bare lo af hende. idiot!

Snart greb han fat om hendes hår og tvang hendes hoved tilbage, hun kunne ikke kæmpe imod uden at det ville gøre mere ondt, så hun lod være og lod ham blotte hendes hals. "Hvorfor?" forsøgte hun at spørge igen, første gang havde han ikke just givet hende en særlig god grund, at han kunne? Han var for fanden fysisk overlegen, selvfølgelig kunne han!

Tigge ham om at torturer sig? Han spurgte igen, hun fnøs og søgte nu at vride hovedet ud af hans greb. "Nej" hvislede hun ud gennem sammenbidte tænder. Hun ville ikke lade ham gøre det her, hun ville accepter det om det så var det sidste hun skulle! En del af hende mindede hende om hans ord, han stopper ikke før hun giver op, det vidste hun jo. Truslen der fulgte efter fik hende til at spænde i kroppen, og hun fik kvalme alene ved tanken hvor det vendte sig i hende. "Hvad! Nej.. please don't!" svarede hun panisk. Manden var sindssyg nok til at gøre alvor af sin trussel, det vidste hun.

Han havde svært ved at knække hende og det havde han skam også regnet med. Men han kunnehøre på hendes kortere spørgsmål at hans forsøg havde den ønskede effekt. Han arbejdede meget metodisk og havde altid planlagt et skridt forud. Han vidste at han måtte udvise den hårdeste form for dominans for at kvæle hendes vilje. Dog viste han ikke helt hvad hendes svage punkt var i nu, men han havde jo al tid i verden til at finde ud af det. Malakor var meget tålmodig og det afspejlede sig i hans rolige stemme og bevægelser. Dette var jo hverdags ting for ham.

Spørgsmålet hun stilede var en klassiker og han vidste at det var vigtigt hvad han svarede. Han vidste at sandheden ville være god at bruge nu. Den grusomme sandhed ville være den værste at høre så derfor svarede han roligt ''Fordi du har en stærk vilje. Den bliver så berusende dejlig at pille af dig. Se den forsvinde lag for lag til der bare er en skal tilbage''.

Malakor slap hende og brugte sin overnaturlige hurtighed til at fange en af de rotter han havde set løbe over gulvet i den klamme kælder. Han tog derefter en metal spand og lagde den i, tog et stykke stof og lagde der hvor han skulle holde sin egen hånd på spanden og satte den på hendes mave med den ene hånd og med den anden tog han en ligter og begyndte at varme spanden. Han sagde med en forførende sensuel stemme ''sig det. Han vidste at hun sikkert ville begynde at sparke og vride sig så det gjorde han sig forberedt på.

Sandheden ramte hende som koldt vand, og hun stod helt stille mens hun forsøgte at forstå hvad han lige hvad sagt. I guder han havde ikke tænkt sig at slippe hende fri, heller ikke dræbe hende. Hvorfor?! Hvad ønskede han af hende som han ikke kunne få af andre. Hun kunne ikke gøre en skid ved det alligevel, og han havde tydeligvis allerede besluttet sig. Chokket havde efterladt hende stum, og hun stod blot helt stille med høj puls og smadret krop.

Pludselig var han væk, og hun hørte ham flytte sig hen over gulvet om end det var rimelig dæmpede. Hun vidste hvad han havde gang i, og det her ville ikke blive kønt. Hun bed tænderne sammen og vred sig for at komme fri, uden held! Hendes kamp for at få hænderne fri resulteret i at metallet gravede sig i hendes hud, og skar flager af det af hvorved hun begyndte at bløde, men hvor var ligeglad!

Snart var han tilbage, og hun mærkede spanden mod maven. Straks begyndte hun at sparke og slå ud efter ham, men det ene sårede ben gjorde det svært og hun opgav rimelig hurtigt. I mellemtiden var rotten i spanden begyndt at bevæge sig og kæmpede for at finde en udgang hvilket blev ganske rigtigt igennem hende. Den gnavede mod hendes tøj og var hurtigt igennem den første lag. Hun vred sig og gispede af smerte mens den bogstaveligt gav sig til at grave sig i kødet på hende. Hun skreg af smerte, nægtede dog til stadighed at sige noget! Hun var stædig, det havde hun altid været. Der gik dog ikke længe inden smerten blev for meget og hun besvimede igen.

Fryden strålede ud af hans øjne, skønt hun ikke kunne se det for bindet. At se hende kæmpe og vride sig. Alt gik som forventet. Dog var han meget imponeret over hun ikke gav efter. Hendes stædighed var forbløffende. Malakor kunne ikke lade være med at løfte et øjenbryn da hun besvimede igen. Den viljestyrke hun havde, den var inspirerende. De fleste ville have sagt hvad han bad om bare ud af ren desperation i håb om det ville virke. Men ikke denne kvinde. Hun måtte have været igennem så meget. Han blev nysgerrig og interesseret i hendes historie. Havde de mødtes under andre omstændigheder ville han havde lyttet til hendes fortid med interesse. En ak, det var jo ikke så skæbnen ville det.

Da han var sikker på hun var besvimet fjernede han spanden og rotten. Han smed rotten og trampende på den så den splattede ud. Han satte sig ned på en kasse og satte hånden til sin hage. Det så ud til han virkelig måtte arbejde for at knække hende her. Men det var jo også det han så frem til. Malakor rejste sig og bed sig i hånden og åbnede hendes mund for at give hende et par dråber mere af sit blod før han slap hende og satte sig til at vente til hun ville vågne igen.

Da han var sikker på hun var vågen sagde han med en undren i stemmen selv om han godt vidste svaret ''Hmm. Mon din healing efterlader ar hvis jeg laver brandsår i dit ansigt. Han sagde det mest for at køre på hende psykisk, nu vidste hun jo at han lavede alvor af sine trusler. Dog havde han ikke tænkt sig at gøre det. Han ville ikke ødelægge hendes smukke ansigt for så ville hans mesterværk jo ikke være perfekt.

Hvor længe hun var bevidstløs anede hun ikke, men hun vågnede snart igen kun for at indse at alt dette rent faktisk skete, at det ikke blot var en drøm. Hun klynkede svagt som det første, hendes krop kunne ikke holde til mere og hun ville så gerne krølle sig sammen for at sove, eller endda falde bevidstløs om, det kunne være så rart. Hvor meget han skulle anstrenge sig for at få knækket hende var ikke til at sige, men han var godt på vej og hun havde ikke så meget at give af længere.

Hans stemme fik hende til at stønne, hvad fanden ville han have af hende? Selv hvis hun skulle give efter og bede ham torturer sig, det var vel det han gjorde allerede?! Dumt og nytteløst, det var hvad det ville være hvis hun sagde det. *Så sig det!* tanken skar gennem hende, og hun stønnede igen og lukkede øjnene selvom det ikke gjorde nogen forskel om de var åbne eller lukkede. "Prøv.. så finder du ud af det" svarede hun træt, ligegyldigt, fuldstændig ødelagt. Mere smerte, og hun ville ende bevidstløs igen, men det syntes han jo at nyde. Hendes arme var følelsesløse efterhånden, hun havde ondt over det hele, og hun var smadret.

Malakor lyttede til hendes ord. Han lagde mærke til hendes lyde og kropssprog. Han prøvede at analysere hende som ord i en bog. Han var forbløffet over hendes væsen. Hvordan hun gang på gang fandt styrken frem. Hendes ord fik ham til at smile. Hun havde kaldt hans bluff men det vidste hun sikkert ikke.

Han sagde roligt ''Hvis de besvimer vil de vågne op uden deres ben. Så jeg foreslår de holder dem vågen.'' Malakor lagde en hånd på hendes hoved og lidt efter klappede han hende blidt på hovedet og sagde ''bare rolig. Vi har alt den tid vi har brug for''.

Malakor vidste at hun ikke kunne holde til mere fysisk smerte. Han kiggede rundt og fik øje på en stor vanddunk der lå. Han åbnede den og lugtede til indholdet. Det var rådnet vand. Det stank og fyldt med alger. Han vendte dunken på hovedet over hendes hoved og lod indholdet flyde ud over hende. Derefter smed han dunken væk.

Han brugte igen sin hurtighed til at fange en rotte igen. Han holdt den i halen og førte den over til hendes øre, så hun kunne høre hvordan den pev og vred sig for at komme fri. Malakor sagde roligt ''vi venter med at brænde dem. Men''. Malakor slap rotten så den ramte hendes skulder og faldt ned på jorden igen ''Måske vi skulle få dem til at spise en levende rotte. Ja det lyder underholdende''. Han måtte køre på hendes psyke indtil hun havde fået hvilet sig lidt. Genvundet lidt kræfter så den fysiske tortur kunne fortsætte.

Hun fnøs, hvad end han havde planer om ville det ikke gå godt. Hun havde derfor opgivet og hørte kun halvt efter hvad han sagde eller gjorde. Da han rejste sig op og fangede en flaske vand, var hun helt uopmærksom og gispede svagt da det rådne vand gled ned over hende. Hun gøs, og det vendte sig i hende igen af kvalme. Det var svært at holde mavesyren tilbage, og hun kæmpede virkelig for det. I sidste ende lykkedes det ikke, og hun endte med at kaste op for fødderne af ham. Nye sko til ham!

Selvom hun nu havde tømt maveindholdet hvilket ikke var af særlig meget, så havde hun stadig kvalme. Hans trussel betød ikke så meget for hende, hun var ligeglad. Efter at have spyttede noget af den dårlig smag ud af munden sukkede hun svagt. "Jeg vil nu hellere sætte tænderne i dig, og flå dig .. men det går op for mig at en rotte nok smager bedre, og er mere spiselig end et rådent væsen som dig" hvæssede hun med de sidste kræfter hun havde. Æde en rotte, ja hun kunne brække sig igen alene ved tanken, men hun gjorde det ikke, der var ikke rigtigt noget at brække sig, og i sidste ende kunne han ikke tvinge hende til at spise en rotte. Kunne han? Hun håbede det ikke.

*Giv for helvede efter for ham* tanken strejfede hende igen, hun fandt den bare absurd, og dog var hun ærlig talt ved at give op. Selv hvis han skulle få hende til at bede ham torturer sig, så ville det nok bare blive sagt for at få ham til at stoppe, han måtte da stoppe på et tidspunkt.

Han kiggede ned på sine sko. Det var langt fra første gang nogen brækkede sig ud over ham, hans tortur havde ofte den effekt på mennesker. Hendes kampgejst morede ham. Hun kunne knap holde sig vågen og alligevel brugte på sådanne ord. Han tænkte for sig selv * Hun har jo en krigers sjæl. Hun har en indre styrke som få har. En stolthed der gør hende stærk. Den bliver sjov at fjerne*.

Malakor tog med en hurtig bevægelse fat i rotten der var kommet lidt væk. Han gik over og betragtede Cinderella lidt før han med sin frie hånd greb fat i hendes kæbe. Han begyndte at presse på den for at få hende til at åbne munden. Gjorde hun ikke det ville den brække efter lidt tid.

Han stod der og viftede rotten foran hendes ansigt, nogle gange ramte han hende også i ansigtet med den så rotten ville kradse hende med dens klør. Han begyndte at små grine på en dyb og dyster måde før han sagde ''Nu må de jo være sulten. Er der noget de ønsker at sige før middagen er serveret?''.

Hvorfor han ønskede at ødelægge hende på den måde fattede hun ikke. Havde han intet bedre at tage sig til? Tydeligvis ikke, det svin! Fik hun mulighed for det, skulle hun gerne kradse øjnene ud af hovedet på ham. Snart gjorde han alvor af sin trussel, og forsøgte at tvinge hendes mund op. Hans greb om hendes kæbe var smertefuld og hun blev tvunget til at åbne munden. Ved hans fine spørgsmål hun havde noget hun ville sige, var hendes svar at spytte ham i hovedet før rotten blev proppede i munden på hende. Den havde allerede kradsede hende i ansigtet hvor hun blødte fra de mange rifter dens klør havde efterladt.

Den kæmpede naturligvis imod, og for at få den til at stoppe bed hun hårdt sammen og knuste den mellem sine tænder så den øjeblikkeligt døde, hefter spyttede hun den ud på gulvet med hår og blod om tænderne inden hun søgte at bide ud efter ham ligeledes. Det vendte sig i hende endnu engang da det gik op for hende hvad hun lige netop havde gjort, smagen af blod og hår gav hende blot mere kvalme og hun spyttede ihærdigt for at få den klamme smag væk.

Malakor fulgte med i hendes bevægelser og da hun spyttede han i hovedet mærkede han hvordan det gled ned af hans kind. Det ville nok have gjort de fleste sure. Men Malakor var ikke som andre. Han lod sig ikke gå på af sådan noget. Faktisk var der utrolig få ting der fik ham på. Det vigtigste for ham var at holde hovedet koldt for han vidste at hans bedste våben var hans hjerne.

Da hun spyttede rotten ud og gjorde sit bedste for at få blodet og håret ud af hendes mund, grinede han igen. Han var langt fra løbet tør fra ideer. Han havde brugt tortur i så mange år at han følte det var ham der havde opfundet det, eller i hvertfald ham der var bedst til det.

Han trådte et skridt tilbage og kørte sin hånd igennem en værktøjs kasse uden rigtigt at lede efter noget. Han kiggede på hende imens for at se hendes reaktion da han sagde ''Hmm. Mon jeg skal finde noget jeg kan så deres åbninger sammen med. Først, næsen, så munden og så tager vi ellers en åbning af gangen. Men ak, så han de ikke sige hvad jeg kræver. Nå put så må de jo gøre det inden jeg syr deres mund sammen''.

Hun var ved at blive skør! Hvor langt havde han tænkt sig at gå, han gav tydeligvis ikke op før hun gjorde og nok end ikke når hun gjorde. Hun sukkede, kvalte et støn mens han forsvandt og fik rodet sig igennem en værktøjskasse, eller en kasse.. hun var slet ikke sikker og det betød heller ikke spor meget for hende. Snart hørte hun hans stemme, og hun stønnede. "Hvad vil du dog have mig til?" hviskede hun dæmpede, træt, smadret, ugideligt, og opgivende. Hendes følelser i øjeblikket var alle sammen i den retning, hun havde fuldstændig opgivet alt håbet om at blive reddet, eller dø for den sags skyld.

Hun ville bare gerne have ham til at stoppe, og hvordan hun skulle få ham til det anede hun ikke, så hun spurgte hun hvad fanden han dog ønskede af hende. Hun ville gøre alt, men det betød næppe noget for ham, for han nød bare at volde hende smerte og havde ikke tænkt sig at stoppe. Han havde beordrede hende før til at tigge ham, tigge ham om at torturer sig, men var det ikke hvad han gjorde? Hvorfor skulle hun så ikke efter det? Han var rablende gal, fuldstændig sindssyg.

Malakor kunne se hvordan hun langsomt virkede mere opgivende. Det var præsis det han ventede på. Snart ville hun sige det der ville knække hende. Han vidste at lige så snart denne stolte, stærke kvinde havde sagt hvad han ville have hende til. Fulgt den order han gav. Så kunne han begynde at forme hende. Ham måtte dog være sikker på at han havde nedbrudt hende. Han ville blive ved og ved til han kunne se på hende at hans ordre var det eneste hun tænkte på. At gøre ham tilfreds var alt i hendes tanker. Det var en forfærdelig ting at gøre. Han var i sandhed et monster. Han vidste det godt selv men det rørte ham overhovedet ikke. Han nød faktisk at være et monster. Det var så dejligt befriende.

Malakor stoppede med at rode i kassen og sagde roligt ''De husker ikke så godt. Jeg vil have dem til at tigge mig om at fortsætte med at torturere dem''. For de fleste ville det lyde dumt for det var jo det han var i gang med. Men for han var det et tegn på hendes vilje var brudt. Hun havde kæmpet så bragt for ikke at give ham hans vilje. Det var pointen. Han ville lære hende at han altid fik sin vilje. På den måde nedbryde hendes psyke.

Hendes hukommelse fejlede intet, men hun fangede bare ikke pointen hvilket gjorde det svære at accepter. Som han gentog ordene for hende måtte hun kæmpe imod den smule af den stolthed hun havde tilbage. Hun fattede virkelig ikke hvad han forventede at han ville få ud af hende, men hun kunne ærlig talt ikke holde til mere og siden han ikke havde i sinde at slå hende ihjel, kunne hun ikke gøre mere end hvad hun allerede havde gjort. At provoker ham havde ikke virkede, så nu måtte hun bare føje ham i håb om at det ville hjælpe. Hun sank en klump, fugtede, havde igen kvalme over smagen af blod og skildt, den ubehagelig luft af blod og det klamme rådne vand. "Vil du ikke nok torturer mig..?" ordene lød så latterlige, så malplaceret, så meningsløse, hun fattede dem ikke, men hvis det var hvad han ville høre, fair, så skulle han få det! Hun ville bare gerne slippes fri.