Parken er et farligt sted om aftenenXXX(grov vold) (Cinderella)

Malakor smilede i det hun endelig sagde det. Han kunne se på hende hun ikke havde lyst til at sige det. hun sagde det sikkert for at slippe for torturen. Det var jo det han havde regnet med. Han måtte fortsætte til hun var så psykisk nedbrudt at det eneste hun ønskede var at følge hans ordre og hvis det var at hun skulle blive tortureres så skulle hun nedbrydes så meget at hun fik lyst til at blive det.

Malator tog en rusten skruetrakker op af kassen og satte den langsomt fast i såret i hendes ben. Han kørte den rundt en smule. Hun havde fået lidt til til at slappe af i men han vidste også at hvis han gjorde for meget ville hun bare besvime. Han satte sine kolde bløde læber mod hendes øre og hviskede ''ikke lyve. De skal jo mene det når de beder mig om at fortsætte''. Han lod sin tunge ramme hendes øre da han fjernede sit hoved. Han stod og kørte skruetrækkeren lidt fra side til side i hendes lår. Han ville lige give hende lidt tid til at bearbejde hvad han mente. Han betragtede den afkræftede kriger kvinde han havde fanget. Han var imponeret af hende, ja faktisk betaget af hende.

Hun havde vidst det ikke ville hjælpe spor meget, og hun havde haft ret. Smerten han nu påførte hende var ulidelig, om han havde fat i en kniv eller noget andet kunne hun ikke vurder, ja hun kunne slet ikke vurder en skid lige nu! Selv det at trække vejret var umuligt og hun skreg af smerte og rev sine hænder for at få dem fri dog uden held. Hans læber ved hendes øre, den kolde ånde han var belastende, og hun... frygtede ham, hun ville ikke indrømme det men det gjorde hun! Hun var rædselsslagen i øjeblikket og ville bare gerne have ham til at stoppe! Hun ville ærlig talt gøre hvad som helst, problemet var at det ikke var godt nok for ham.

Han ønskede at hun skulle mene det når hun sagde det, og det fattede hun ikke for hun brød sig ikke om denne smerte. Han fortsatte dog ubarmhjertigt og hun klynkede og tiggede ham om at stoppe hvilket på ingen måde var en hjælp når han netop ønskede det omvendte. Hun græd stille, følte sig helt udmattet og kroppen var følelsesløs flere steder. Hun havde blødt en del, og blodtabet var ligeledes ved at gøre sig bemærket. Hvor længe de havde været i gang kunne hun ikke sige, men det føltes som en evighed. Til sidste stoppede hun med at tigge ham om at stoppe, og hun var bare tavs, lod ham fortsætte mens smerten havde bedøvede hendes sanser og hun sank sammen helt udmattet, brugt og smadret.

Malakor var forbløffet. Hun havde opgivet, det kunne han se. Men hun var ikke nedbrudt. Han fjernede skruetrækkeren. og nu begyndte han at lappe hendes sår.Han satte forbindinger rundt om hendes sår og kiggede på hende lidt. Han vidste hun ikke havde kræfter til at flygte selv om hun ville. Hun var færdig for i dag og hvis han skulle fortsætte i morgen blev han jo nød til at have forplejningen.

Malakor tog væk fra huset. Ind til byen, han købte mad, vand og andet forplejning. Derefter købte han ting han ville mene var gode at fortsætte hans tortur leg med. Der gik et par timer før han vendte tilbage til huset. Da han vendte tilbage gik han ned for at se om hun stadigvæk var i live. Efter han havde tjekket gik han ovenpå.

Han lod hende hvile og sove hele dagen. Det var først da solen gik ned han kom ned i kælderen igen. Han gik over og for første gang fjernede bindet for øjnene. Han kiggede hende dybt ind i øjnene og sagde'' Sig hvad jeg vil have, igen''. Hun havde brug for mad og vand. Hvis hun bad ham om at torturere hende igen, ville han rykke halv cirklerne hendes håndled var fanget i ud og derefter smed han noget vand og brød over til hende. Han sagde roligt ''Lydige slaver bliver belønnet''. Alt var en del i hans plan til at gøre hende lydig overfor ham. Alt var gennemtænkt.

Pludselig gav hans til at lappe hende sammen, men hun blev ikke sluppet fri. g så var han væk. I mens formåede hun rent faktisk at ryge ind og ud af en blanding af bevidsthed og bevidstløshed indtil han atter var tilbage og tjekkede op på hende. Desværre var hun ikke død, men hun frøs, var træt og havde ondt over det hele. Ikke mindste var hendes hænder følelsesløse og hendes ben kunne ikke bære hende. Hun ville bare så gerne sidde ned! Bare et øjeblik! Desværre gik det ikke sådan, og han efterlod hende hængende til den følgende dag.

Da han igen dukkede op var det til en halvdød kvinde, hendes hænder og arme var godt blå, og hun havde ondt ved skuldrene. Desværre var hun i live. Han trak hende brat ud af den bedøvede tilstand hun havde været i da han brød stilheden, og han fik fjernet bindet for øjnene. Hun blinkede et par gange indtil hun svagt kunne se ham, der var trods alt virkelig mørkt, og hun var ikke en af nattens væsner så hun var temmelig blind. "Torturer mig" bad hun mumlende, træt, hun havde ikke kræfter til at sige det højere.
Han rykkede i halvcirklerne, og hun var fri, dette var dog ikke spor positivt, for hun kollapsede omgående og endte på jorden hvor hun forblev liggende. Hun fangede hans ord, og blev snart ramt af en flaske vand og noget brød. Hun var sulten, men hendes krop lystrede ikke. Slave? Var han stiktosset? Hun svarede dog ikke, var for træt, og lukkede bare øjnene i mens hun håbede på bare lidt søvn.

Malakor stod og betragtede hende. Hun havde gjort som han bad om. Nu havde han muligheden for at vise hende at han kunne være barmhjertig overfor dem der lystrede ham. Dette ville bare fremskyde hans planer. Han gik over og bukkede sig ned. Han satte sig bagved Cinderella so hendes slappe krop lænede sig imod hans. Han tog fat i vand flasken og førte den op til hendes mund i en blid bevægelse imens han sagde ''drik'' Igen en ordre. Malakor sad der med hende og hvis hun drak ville han også give hende lidt brød. Altid lidt af gangen nu hvor hun var så afkræftet som hun var. Den fysiske tortur var en langsom process, hendes krop skulle jo kunne følge med og han havde presset hendes krop til det yderste.

Da hun havde drukket og spist lod han hende hvile sig, faktisk sove. Men kun i et par timer. Han sad på kassen i alt den tid hun havde at sove i og bare kiggede på hende.

Da der var gået tre timer rejste han sig op og sparkede til hende. Da han var sikker på hun var vågen sagde han roligt ''Har de noget at sige?''.

Pludselig var han blid, ja direkte venlig og det kom bag på hende. Hun stivnede da han kom helt tæt på hende, men da han bad hende drikke, gjorde hun som han bad om og drak. Kort efter havde han fået hende til at spise og drikke lidt mere og hun gjorde som han bad om, om end træt og udkørt. Da hun havde fået nok fik hun lov at sove, og det var til stor hjælp for hendes udkørte krop. Hun havde fået mad, og fik lov at sove, at hun frøs var til at holde ud trods alt og hun fik langsomt healet.

Grundet hendes trætte tilstand var abstinenserne for de manglende stoffer slet ikke dukkede op, måske heldigt, måske ikke. Det var vel kun et spørgsmål om tid. Pludselig blev hun sparkede til, og hun vågnede modvilligt og langsomt kun for at opdage at det ikke havde været et mareridt. Hun stønnede, satte sig op, og så op mod ham med tydelig træthed og et opgivende blik. Hans ord forvirrede hende, for hun anede ikke helt hvad han ønskede at hun skulle svare. "Hvad ønsker du af mig?" spurgte hun, underligt formuleret, men han måtte fortælle hende hvad han ville ellers ville det være svært at lystre ham.

Malakor kunne se hvordan hendes før spydige kommentarer var forsvundet. Han kunne se hvordan hans fremgangsmåde var begyndt at have en effekt på hende. Dog så han stadigvæk hint af hendes styrke og ære. Han tænkte hurtigt over hendes ord og tog derefter fat i hende med et hårdt greb. Han slyngede hende op af væggen og satte hende fast med halv cirklerne igen. Dog satte han ikke bind for hendes øjne. Da hun hang der sagde han ''De kaldte mig for det første ikke herre, disuden har jeg sagt de skal tigge mig om at torturere dem.''- Malakor ville bare have en grund til at straffe hende. Til at fortsætte, hun var jo ikke så lydig som han gerne ville have i nu.

Malakor trak en strømpistol frem og begyndte at give hende små stød med den. Da han havde gjort det i lidt tid lagde han den fra sig og trak nål og tråd frem. Han fik et ondt og dystert smil på hans læber imens han viste hende dem. Han håbede på at hun vidste hvad der nu skulle til at ske.

Hun blev tvunget på benene, og så var hans ellers hård ved hende igen.. ikke at hun havde forventede andet! Hun lod ham spænde hende fast igen, stod ellers med et nedslået blik og blot så mod hans fødder. Hans ord fik det til at gippe i hende, og hun sank en klump, okay.. han ville stadig gerne have hende til at sige det der. "Om forladelse herre.. vil De ikke nok torturer mig?" skyndte hun sig at rette ind. Hun kunne le over hvor latterligt det dog lød, men den smerte hun snart ville komme til at føle forhindrede al latter fra at bryde frem på hendes læber.

Pludselig stod han med en strømpistol, og hun vendte blikket mod ham dog uden at møde hans blik. Sekunder efter blev hun ramt af de stød og hendes krop spændte i krampagtig bevægelser, ikke en lyd forlod dog hendes læber andet end det svage gisp. Hun bed det dog i sig, og knyttede næverne mens hun forholdt sig tavs. Han fortsatte i noget tid, og da han omsider smed dette våben til side, var hun godt og grundigt smadret. Hun var allerede alt for træt til endnu en omgang. Desværre var han ikke færdig, og han fandt nål og tråd frem. Hun så skrækslagen mod begge genstande, og vred sig for at komme fri, dog uden held.

Malakor der nu var for opslugt af hans leg til at lække mærke til de små detaljer. Til at lække mærke til de små detaljer som hendes knyttede næver af hendes. Han var for opslugt af hans søger efter at gøre hende til hans mesterværk. Han smed nålen og tråden og fjernede metal halv cirklerne fra hendes håndled og greb hende for at sikre at hun ikke skulle falde om igen. Han kiggede på hende med et blidt blik. Med et blik man ville give til sin hund eller kat. Han strøg hende blidt over håret og sagde ''Nu hvor de er lydig´skal de ikke frygte mig mere. Jeg vil forme dig, fjerne din frygt og dine svagheder. Jeg vil lære dig den vigtigste ting af alle. Når de har lært den vil de være fri. Fri fra de bånd der har holdt dig tilbage tidligere, du vil blive min... Perfekte creation''. Malakor havde i sin umættelige søgen på at lave Cinderella ladet sig blinde fra sandheden om at hun stadigvæk havde vilje. Han smilede ømt til hende og betragtede hende i det han ventede på et svar fra hende.

Hun blev frigjort, og endte ind mod ham som han greb hende. Blikket han sendte hende var skræmmende, og dog holdt hun sig fra at kommenter på det eller så meget som sig en eneste lyd. At han troede hende helt lydig var sjovt, men det var i sidste ende kun til hendes fordel om han slækkede på hendes lænker og bånd. Hvis hun kunne flygte, ville det være ganske vidunderligt.
Hans ord registreret hun skam, men fandt dem latterligt, forme hende? Hun var intet barn! Dette sagde hun dog ikke højt "Ja herre.." hviskede hun blot dæmpede til svar, hvis det her var hvad der skulle til for at hun var fri, ville hun gøre sit bedste for at lade ham tro han havde overtaget.
Træt og udkørt var hun i høj grad, selvom dagens tortur kun havde været i form af strøm, men hun havde ondt over det hele, lugtede ækelt og sidst men ikke mindst følte sig helt udsplattet! Hun stønnede svagt, tillod sig at støtte lidt mod ham mens hun søgte fodfæste som virkede i sidste ende.

Malakor blev mere og mere sikker på han havde knækket hende. Dog ville han teste det. Han gjorde tegn til at hun skulle gå over til posen. Han sagde med en rolig og betryggende stemme ''Tag kniven fra posen. Jeg trænger til at blive barberet''. Han vidste at han ville helbrede hvis hun stak ham med den. Han var klar over sine egne grænser. Han havde brugt så mange år på at lære hans egne fysiske og psykiske grænser at kende. Dog var hans svaghed i øjeblikket at han var blevet så opslugt af hans brændende ønske om at ændre denne kvinde at han ikke kunne se sandheden for den den var. Dette ville være hans sidste test før hendes eksame så at sige. Han var gået meget hurtigere til værks end han plejede, han var begyndt at lave fejl. Det lignede ham slet ikke men dette brændende ønske blindede ham, fik ham til at tænke overilet.

Han satte sig godt til rette på kassen med ryggen til hende. Nu skulle hun vise at hun var blevet knækket.

Han slap hende, og pegede hen mod posen. Hun så derhen men forstod ikke helt hvad han ville have hende til, ikke før han fortalte det og hun smuttede derhen, dog træt og sløvt. Dum var hun ikke, og hun vidste at en kniv næppe ville tage livet af ham så desværre kunne hun ikke bare stikke den i ham, at flygte nu betød at han ville fange hende, så hun måtte hellere holde sig på måtten lidt endnu. Hun samlede kniven op, og gik hen til ham. Hun så ned på kniven, den var skarp.

Blikket blev snart vendt mod ham, inden hun trådte helt ind til ham og greb ham blidt om hagen, forsigtigt lod hun kniven løbe ned over hans kind og fjernede den smule skægstubbe der var der. Hun fortsatte roligt, systematisk og da hun var færdig trådte hun tilbage og satte sig på knæ foran ham, afventende en ny ordre. blikket var slået ned, hænderne hvilede på lårene, kniven liggende for hans fødder.

Malakor var nu sikker på hans sejr. Han kørte blidt en hånd over hans hage. Han kiggede mod loftet før han kiggede tilbage på Cinderella. Han rejste sig langsomt og elegant og gik over og bukkede sig ned. Han kyssede hende blidt på kinden med hans kolde bløde læber og sagde ''Jeg tager til byen for at købe ind. De skal belønnes for deres lydighed. Min kreation''. Han rejste sig op og kørte blidt en pegefinger over hendes kind før han gik ud af kælderen. Kort tid efter havde han forladt huset.


Der ville gå flere timer før han vendte tilbage, han skulle også selv finde sig et offer. Han var blevet sulten efter hans lange tortur lektion. Han havde ingen ide om at hun sikkert ville være væk når han kom tilbage til huset. Han havde været for blind. Han havde ikke set sandheden for den den var.

Malakor åbnede langsomt døren til kælderen og kiggede rundt for at se om hun stadigvæk var der.

"Javel herre.." svarede hun blot ved hans ord, hans læber der berørte hendes kind reagerede hun ikke på, han skræmte hende, og hun hadede ham og ville bare væk! Hun regnede ærlig talt med at han ville binde hende, men da han smuttede uden at han gjorde forblev hun i omkring ti minutter siddende uden at rykke sig, forventede at han ville komme tilbage hvert øjeblik, da han ikke gjorde, kom hun haltende på benene, skubbede skoene af eftersom de var tunge og ville afsløre hende hvis han var i huset og han listede omkring deroppe.

Først der smuttede hun op, listede rundt, der var mørkt, og ingen at se... snart efter kiggede hun ud af de få vinduer i hytten eller huset eller hvad det nu var, hvorefter hun tog flugten. Det første stykke fløj hun, men hun var for træt og landede uden for byen kort efter, for at halte derhen i stedet for. Smadret var hun, men også glad for at være sluppet løs.

///Out