A surprising turn of events (Lydia)

Det var altid rart med en høflig gestus , og som sagt Lydia havde næsten alt af drikkevarer så rom det kunne hun sagtens finde frem, hun skulle også have noget selv , og rom lød som en god idé. Hun plejede ikke at drikke rom kun hvis hun var på klub eller , noget andet vildt, det var mest rødvin,det var vel nok pågrund ad smagen at hun elskede den , især til fester der var det skiftevis mellem rødvin og rom. Hun fandt to glas frem, og fandt rom flasken frem"Det vil altid være mig en ære at drikke sammen med dig Malakor , ligemeget om det så måtte være her , eller i en park, så nyder jeg dit selskab"sagde hun, og kiggede hen på ham, mens hun skulle til at åbne rom flasken. Proppen poppede af flasken og hun hældte det i glassene. Så stilte hun flasken på bordet, for at gå hen mod Malakor med hans glas

"Værsgo og tænk ikke på sofaeen, jeg sagde jo du skulle føle dig hjemme, der findes masser af sofaeer som den, og tror jeg overlever med blod på den, hvis det skulle ske"sagde hun og gik hen mod stereo anlægget"Hvis det ikke gør dem noget, så elsker jeg musik, helst stille og klassisk, noget man kan danse langsomt til"sagde hun og drejede hovedet lidt for at se på Malakor"Kan de lide musik , hvis de kan hvad fortrækker du , har en helt masse forskelligt noget" sagde hun.

Det gav en underlig følelse inden i hende, nok mest fordi de kunne snakke sammen så godt som de kunne, efter at man tænkte på det de var, det var på en måde meget rart. Og de var i sikkerhed ligenu, for hun håbede ikke der ville komme nogen, og som kongelig så ville folk sikkert gøre hvad som helst for at få en at se, og for at få billed ad en. Lydia stod i tanken et kort øjeblik ja det måtte virkelig være hårdt at være kongelig, men det havde vel også sine fordele.

"Jeg takker for dine rosende ord Malakor glad for du syntes du"sagde hun og plantede et smil på læberne. Ja det var noget meget sjovt han havde blod på tøjet, og hendes var ødelagt det var hvertifald blevet et møde man aldrig ville glemme, heller ikke hvordan de to så ud. Nu vidste Lydia ikke om han dansede men sommetider elskede hun det, langsomt tempo under stjernehimmel, eller bare i en skov under himlen, bare der var ro, og mørke., hvorfor det vidste hun ikke måske var det bare fordi det var så befriende og afslappende.

Han nikkede til hendes ord og svarede ''Det er bestemt lang tid siden jeg har været i så godt selskab som dit, frøken Mikaelson''. Han mente det. Normalt var han omgivet af hans fars håndlangere og de var bestemt ikke hverken de klogeste eller bedste selskab at være i nærheden af. Han tog imod glasset med en elegant bevægelse og et venligt nik.


Han nikkede til hendes ord om sofaen og da hun gik over til stereoanlægget svarede han ''Jeg nyder selv klassisk musik meget, det giver mig en... Ro i sjælen.''. han rystede lidt på hovedet og sagde fornøjet ''Om jeg kan lide musik. Har de nogensinde mødt en person der ikke kan lide en eller anden form for musik, frøken Mikaelson?''

Da hun smilede til ham hældte han et glas rom op og bundende det. Det føltes godt. Rom var næsten det eneste han drak når det galt alkohol. Det var stærkt og slog hårdt men han nød den ry smag i ganen. Efter han havde tømt sit glas stillede han et på bordet og kiggede derefter Lydia i øjnene og gik elegant og langsomt hen imod hende. Han bukkede dybt og elegant og rakte sin hånd frem og kiggede atter på hende og spurgte blidt ''Må jeg få denne dans, yndige frøken?''. Malakor var et monster ond og kold. Men han var også intelligent og satte pris på de finere ting i livet. Så han kunne danse, han var faktisk en sublim danser. Dog kun til klassisk musik. Han hadede at danse til nymodens musik, i hans øre var der ingen skønhed i det. Men han var jo også fra en anden tid.

Hendes glas stilte hun også på bordet efter at hun havde bundet det, ja rom havde virkelig en god smag selvom den måtte være stærk, så nød man den, det gjorde Lydia helt bestemt. Da Malakor rakte hånden frem mod hende smilte hun og tog imod den, med et blidt smil"Meget gerne"svarede hun hun elskede selv at danse, det var altid som om at tiden stoppede fordi man bare forsvandt ind i dansen, det var nok også den slags danse man dansede til bal, og sådan nogle fine arrangementer. "Jeg tror aldrig jeg har mødt nogen som ikke kan lide musik hr Malakor hvad med dem"sagde hun, o stod foran ham, klar til at se hvilken slags dans han havde tænkt på de skulle danse.

Hun håbede han havde det bedre med hensyn til smerterne fra patronen, og mændene, men hun måtte spørger for at være sikker"Klarer du det med smerterne eller er de væk"spurgte hun nysgerrigt. De havde noget tilfælles så en god start det var det. Hun grinte lidt mest over sig selv det var ikke et hånligt grin bare et lille blidt grin"Håber ikke du havde forstillet dig en klassisk dans hvor vi begge har det helt fine tøj på, for du har blod på, og min kjole er ødelagt"sagde hun i håb om at han ville overleve med den måde de begge så ud på.

Lydia vidste ikke hvordan det var for kongelige om det var en bestemt påklædning man skulle have på for at danse fint. Men synet af Malakor med blodet på tøjet var ikke så slemt hun var blevet helt vant til at se det.

Malakor rystede på hovedet og tog fat i hendes hånd. Han bukkede sig ned med en fod tilbage og kyssede hendes hånd. Derefter rejste han sig op og træk hende blidt ind til sig og satte hans hånd på hendes hofte.

Han begyndte derefter at føre hende rundt i dans. Det var normalt klassisk dans med simple trin, han kunne mærke hans krop ikke var klar til de store trin i nu Han svarede blidt ''En vampyrs blod har helbredende egenskaber, så min krop er langsomt ved at være sig selv igen, tænk ikke over det frøken Mikaelson. Bare nyd dansen''

Han smilede svagt og rystede på hovedet ''Skønhed er ikke altid noget øjet kan se, frøken. Selv i den ødelagte og nu blodige kjole du bærer med ynde kan jeg se din skønhed. ''. Malakor førte hende elegant frem og tilbage.

Da dansen var slut kiggende han hende i øjnene et kort stykke tid før han slap hende, bukkede dybt og kyssede hendes hånd igen og sagde ''Jeg nød virkelig denne dans med dem frøken Mikaelson. Jeg håber ikke det bliver vores sidste dans sammen''. Malakor var stoppet med at prøve at forstå hvorfor han agerede som han gjorde, det var ikke som han normalt var. Det var som om Lydia bragte en anden side frem i ham og i stedet for at undre sig lod han nu bare denne side flyde. Han ville lære mere om denne side af sig selv og hvorfor denne kvinde kunne bringe den frem i ham.

Lydia nød dansen det var rart at kunne nyde Malakor s selskab og bare mærke at man næsten svævede ligeså stille hen ad gulvet. Hun betragtede ham da han kyssede hendes hånd og følte sig smigret , og heldigt at hun skulle prøve at opleve det. Aldrig havde der været en mand der havde kysset hendes hånd før, det føltes dejligt, og da han nævnte den healende egenskab kiggede hun på ham"Det gør mig glad at høre at det er healet, og du er ved at være dig selv igen"sagde hun og kiggede på ham ,blå øjne hvor de bare skinnede så smukt, selvom der ikke var nattehimmel at se ligenu, så kunne Lydia sagtens se hans strålende øjne, de havde en glans hun aldrig havde set før.

Efter hans ord til hende begyndte hun at rødme lidt, hun kiggede ned for at han ikke skulle se det, tænk at det kunne få hende til at føle sig så anderledes, han var en prins, man kunne mærke at han vidste hvordan han skulle gøre ved en kvinde, hvad han skulle sige. Det var meget sødt af ham , og det fik Lydia til at smile mens hun kiggede ned i gulvet, han siger alle de ting andre ikke turde sige til hende, eller de ting mænd ikke havde styrke til at sige. Det var mærkeligt men også rart, alle kvinder burde få sådan nogle smukke ord at vide."Malakor selvom du har blod på dig og jeg har, så er det dig der stråler af skønhed, bare sådan som du er på, ens personlighed er skønhed i sig selv"sagde hun med et smil.

Lydia valgte at kigge op på ham igen, og da han så nævnte dansen var hun helt sikker på at der ville komme en dans igen"Hvis du tror på det , så vil det ske"sagde hun og holdte øjenkontakt med ham, ja man kunne nu aldrig vide men det ville ikke være deres sidste dans, Lydia ville elske at danse med Malakor ,ligemeget hvor end det måtte være henne. At danse med ham kunne få hende helt væk fra verdenen , og bare ind i den smukke dybe, tomhed, hvor der var stille musik.

Så kom hun i tanke om at hun havde en lidt lille altan men der kune man sagtens se stjernehimlen på, og der var en ting der undrede hende"Hr Malakor, undskyld for mit spørgsmål men hvad med deres mor"spurgte hun undren.

Da Malakor så hvordan Lydia rødmede kunne han ikke lade være med at smile. Det var lang tid siden han faktisk havde set nogle rødme. han var normalt ikke i situationer hvor folk rødmede, han betragtede hendes røde kinder lidt før det gik op for ham hvad han havde gang i. Han kørte en hånd gennem hans h¨r for at koncentrere sig om noget andet. Hende øjne, den måde han kunne fordybe sig i dem. Den måde de fik han til at føle sig i live.

Han kunne ikke lade være med at grine denne gang. han grin var blidt og et hent af glæde viste sig for første gang i hans stemme. Han rystede lidt på hovedet og svarede med hans blide ro stemme ''Det er de den første der nogenside har sagt til mig, frøken Mikaelson. Og det siger meget eftersom jeg næsten er 1899 år gammel''

Han gik et skridt tættere på Lydia og fjernede blidt et hår fra hendes ansigt der var røget ned efter dansen og svarede ''Så må jeg jo vælge at tro på det, yndige frøken''. Han holdt øjenkontakten med hende.

Der stod de og kiggede i hinandens øjne indtil hun spurgte om hans mor. Han trådte et skridt tilbage. Ingen havde nogensinde spurgt ham om hans mor. Hans fader var jo ikke engang hans ægte far, det var hans skaber. Malakor blinkede med sine øjne et par gange og svarede ''Jeg.. Jeg kan ikke huske hende mere. Det er så mange år siden jeg blev forvandlet''. Han huskede det svagt nu. Det var hans mors minde der engang hold hans menneskelige side i live da han blev forvandlet til Vampyr, som mindet af hende forsvandt forsvandt hans menneskelighed og tilbage var der blot et monster af natten.

Ja det var godt nok sjældendt at Lydia rødmede men det var kun fordi Malakor s ord var så blide at hun ikke kunne andet, det var kun en god ting, og efter at hun havde holdt øjenkontakt med ham , og han havde rykket lidt væk fulgte hendes blik ham"Jeg beklager Malakor s hvis det er et upassende spørgssmål eller for personligt, men jeg er glad for at du stoler på mig til at fortælle det"sagde hun og gik tætere på ham, da hun nåede hen til ham strøg hun en hårtot væk fra hans ansigt som han havde gjort ved hende. "Hun er altid hos dig, hvorend du er"sagde hun med et smil på læben, hun tog hans ene hånd i sin mens hun betragtede hans øjne lidt"Jeg ved det er svært, men så længe du har hende i dit hjerte så vil hun altid være der"sagde hun

Så nikkede hun og vidste ikke om hun skulle give slip på hans hånd eller je, så hun gav slip men hun stod stadig ved ham, at være tæt ved ham gjorde hende glad, om de så måtte stå ved siden af hinanden, eller sidde ved siden af hinanden så gav det Lydia en tryghed. Gid alle vampyrer havde den styrke til at kunne opfører sig menneskeligt engang imellem, selvom deres vampyriske side også var spændende.

"Jeg tror også på det, jeg ved vi får en dans igen sammen Malakor, og til den tid vil jeg glæde mig"hun vendte blikket hen mod altanen"Hvis du ønsker at se stjernehimlen så kan den ses ude på min altan"sagde hun, og tænkte lidt ja hendes lille altan, gid den var størrer, så der var mere plads, og dog- at den var lille gjorde ikke noget, det gjorde bare det hele lidt mere hyggeligt.

Malakor smilede lidt og sagde venlidt '' Det gør intet, frøken Mikaelson. De må sørge mig og hvad end de ønsker. Jeg blev bare overrasket, de er den første der nogensinde har stillet mig det spørgsmål. Jeg blev bare lidt overrasket, ikke andet''. Igen sagde han sandheden uden at tænke over det. Normalt vurderede Malakor hvert et ord før han sagde det, men overfor denne kvinde var hans garde nede. Han syntes faktisk det var rart, det var første gang i lang tid han havde haft en samtale hvor han bare kunne slappe af og nyde den. Han nikkede svagt og svarede '' Det er hun vel, på en eller anden måde''. Da hun kiggede i hans øjne kiggede han bare tilbage han nikkede svagt til det hun sagde. Han bed sig mærke i hun havde taget hans hånd. Dog trak han den ikke til sig. Han kunne mærke varmen fra hendes hånd, hvordan hendes pulsåre i håndledet pulserede.

Da hun slap hans hånd kiggede han på hende. Han undrede sig lidt over hvorfor hun i første omgang havde taget hans hånd. Men han valgte ikke at give det mere tanke. Han ville live i nuet og ikke tænke alt for meget over tingene som han plejede at gøre.

Da hun snakkede om altanen nikkede Malakor og gik der ud. Han satte sine hænder på rakværket og kiggede mod natte himlen. Da Lydia kom ud til han sagde han blidt ''Jeg må indrømme. Da jeg stod i Parken og kiggede imod stjernehimlen havde jeg aldrig troet at jeg ville ende med at så sammen med en smuk, åben og hjælpsom person som dem, frøken Mikaelson. Men jeg er glad for det skete''. Han drejede sit hoved og kiggede på hende.

Lydia betragtede ham lidt og kiggede så hen mod døren til altanen, ja måske var hun bare et meget ærligt menneske, der bare altid sagde sandheden. Men hun var meget glad for at Malakor ville svarer hende, det gav sådan en glad følelse indeni, den kunne Lydia godt mærke. Så fulgte hun med ham ud på altanen, ja nu var stjernerne til at se, og himlen så smuk som den altid var om aftenen. Her kunne man give sig masser af tid til at drømme hen, og bare nyde øjeblikket der nu var. Dog alligevel tænkte hun meget på hvordan det ville være for hende, hvis hun skulle se Malakor i kamp mod hans far, det ville blive ret blodigt sikkert, men som han havde sagt, ville han tabe den kamp. Så vendte Lydia blikket hen på ham "Du ligner mest din far, eller er det mest din mor hr Malakor"spurgte hun nysgerrigt. Hun havde givet slip på hans hånd, den var stadig kold som den havde været da han havde givet hende hånd fra da de mødtes. Hendes var varm, det var hendes kropstemperatur også.

Det var vel nok bare sådan en menenske ting at ens krop var varm, Lydia havde til tider også øjeblikke hvor hun bare frøs, og hvor hendes krop godt kunne være kold. Da han nævnte hende som smuk, kiggede hun blot op på stjernerne og smilte for sig selv. "Malakor de er i sandheden et smukt væsen også, man kan godt se du har skønhed som en prins"sagde hun og kiggede så på ham. "Jeg er sikker på deres kongerige er stolte af dem"sagde hun,og mærkede en let brise ramme hende og Malakor, så hans hår hvertifald flagrede lidt, det samme gjorde hendes. Ja hvem skulle have troet at de ville ende her i hendes lejlighed, det var på en måde meget hyggeligt, og så alligevel var der bare tanker der strømmede igennem hendes hoved, men som han havde sagt, så skulle hun bare spørger ham om det hun ville spørger om.

"Hvad ville der ske hvis nogen fandt os, tænk hvis de ville gøre alt deres magt for at få dig med hjem"spurgte hun mens hun vendte sig mod Malakor. Hun ville nødig se ham skadet igen, men hvis det kom dertil, så var hun nød til at hjælpe ham igen. Hjælpsom det havde Lydia altid været om hun gad det eller ej, så var det bare et kendetegn ved hende. "Smagte mit blod enlig godt"spurgte hun så bagefter ret nysgerrigt.

Skule man spørger en vampyr omkring det, det virkede underligt, men Lydia var nysgerrig så hun tog bare chancen og sprang ud i det. Han virkede også til at være åben overfor hende, så hvorfor ikke tage chancen.

Malakor kunne ikke lade være med at kigge på Lydia da hun spurgte ham om hvem han lignede. Sådanne spørgsmål var han aldrig blevet stillet før. Hun blev ved med at overraske ham gang på gang. Det var så menneskelige spørgsmål hun stillede. Spørgsmål han ikke havde tænker over i over tusende år. Det var så bizar for ham at overhovedet tænke over de spørgsmål. Men hun fik ham alligevel til at tænke over dem.

Malakors blik gled fra nattehimlen hen imod Lydia og han sagde blidt '' Jeg er ikke sikker. Fysisk ligner jeg vel min rigtige mor og far. Psykisk ligner jeg nok min fader''. Han gjorde forskel på far og fader da personen jo ikke var den samme. Igen svarede han så ærligt han kunne uden rigtigt helt at forstå hendes spørgsmåls dybte.

Malakor smilede svagt til Lydia og betragtede hende som en rose der var ved at blomstre da vinden tog fat i hendes hår og fik det til at bølge som et silkelagen. Han sagde '' Jeg er i sandhed ingen skønhed. Det er dem, frøken Mikaelson, der bringer det frem i mig''.

Malakor vendte sit blik mod døren og sagde '' Jeg kan mærke jeg er ved at være ved fuld styrke igen. Hvis nogen skulle komme skal de ikke være bange, jeg vil beskytte dem''.

Da hun spurgte om hendes blod smagte godt vendte han sig imod hende og trådte tæt på hende og sagde blidt '' Det smagte som nektar, som det bedste måltid jeg har fået i lang tid. For at beskrive det med nutidens ord, var et som at tage den første bid af ens livret''. Han lænede sig langsomt over his hendes øre og hviskede charmerende '' Men bare rolig. Jeg har mere selvkontrol end de fleste. De skal intet frygte fra mig, yndige frøken''.

Lydia kunne ikke lade vær med at føle sig så glad af hans ord det var første gang nogen havde sagt så smukke ord til hende. På en god måde kunne hun godt lide at bare lytte til Malakor ligemeget om hvad de så måtte snakke om, så var der bare en dejlig stemning. Hun nød helt bestemt hans selskab det var noget af det bedste hun havde oplevet nogensinde, og så tænkte hun ikke så meget over at han måtte være kongelig, for hun følte en tryghed ved ham, en tryghed der gjorde at hun følte hun kunne gøre hvad som helst Så holdte hun hans øjenkontakt, og stod op ad altanens kant, og lagde en hånd på hans kind, den var kold"Malakor jeg takker men jeg syntes bestemt du er en skønhed , du udstråler det, selvom du er en vampyr så er du en smuk vampyr"sagde hun , og kiggede så på hendes hånd der hvilede på hans kind.

Lydia havde aldrig troet hun ville stole på en vampyr men Malakor var som sagt ikke som de andre vampyrer, han havde selvkontrol som han sagde, og han havde åbnet sig op for hende, det gjorde hende glad. Hun turde også åbne sig op for ham, fordi hun mærkede følelsen af at være tæt på en person som man kunne stole på, og som man kunne åbne sig op om. Lydia fik langsomt lidt små røde kinder igen, det var kun fordi hans ord bare var så smukke, og de kom så elegant ud ad hans mund, det gjorde Lydia helt varm indeni mere end hendes kropstemperatur var.

"Jeg takker Malakor det er virkelig betænksomt af dig, jeg ved du vil beskytte mig, og hvis det skulle komme igen at jeg bliver nød til at redde dit liv, så tager jeg gerne chancen"sagde hun med et smil på læben. Da han nævnte hans styrke kunne hun ikke lade vær med at stå og kigge på ham, ja han så også ud til at have sin fulde styrke igen,d et var meget godt, for skulle der komme nogen så ville han være klar."Det er godt, så kunne jeg hjælpe til så meget jeg kunne"sagde hun og vendte blikket op på himlen, men så mærkede hun hans ånde mod hendes øre.

Lydia nikkede hun kunne godt mærke hans selvkontrol, men hun havde mødt vampyrer der ikke havde den selvkontrol."Men er det ikke svært for dem, at føle duften fra et menneske, og have lyst til at kunne tage en bid, men ikke kan"sagde hun og holdte øjenkontakten lidt. Hendes gylden brune øjne og hans smukke blå øjne de to farver ville lave en meget speciel farve. Det var ingen hemmelighed at Lydia fandt hans øjne smukke, og strålende i nattens skær.

"det gør mig glad at høre, at du har det Malakor , så ved jeg at jeg er tryg her hos dig, og at jeg har beskyttelse hvis mit liv kommer i fare"sagde hun og vendte blikket ned med et skjult smil på læben. Ja det kunne måske godt ske, men Lydia var sikker på hun ville klare det , hvis øjeblikket måtte komme. Ligenu nød hun hendes selskab med Malakor.

Malakor holdt bare øjenkontakten med hende og svarede '' Jeg takker for deres venlige ord, frøken Mikaelson. De må undskylde hvis mit blik går dem på. Men når jeg ser i dine øjne har det samme effekt som når jeg kigger på stjernehimlen. De har virkeligt nogle fascinerende øjne''. Det var aldrig noget han havde sagt til et menneske og rent faktisk ment. Det var underligt syntes han. Han kunne ikke rigtigt placere denne følelse. Da hun satte hendes hånd på hans kind smilede han. Den var varm imod kolde hud. Det var en rar følelse.

Han nikkede. Han ville beskytte hende, han kunne mærke lysten til at beskytte hende var der. Det var en lyst der ikke var der overfor mange personer. Det var faktisk meget lang tid siden han havde følt denne følelse. Det var der det gik op for ham hvad hun var for ham. Hun var hans menneskelighed. Hun bragte den frem i ham. Han tænkte ikke engang på at dræbe hende eller andre lige nu. Han stod bare og kiggede ind i hendes øjne som var der en uendelighed at studere i dem.


Han stod bare og vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Alle de følelser der var blevet vækket i ham på så kort tid var overværende. det var der de mørke tanker kom. Tvivlens tanker. Hvad nu hvis disse følelser gjorde ham svagere, hvad nu hvis hans menneskelighed som han havde brugt så lang tid på at fjerne var det der holdt ham tilbage fra sand styrke. Malakor brød øjenkontakten lige som han skulle til at læne sig fremad og trådte et skridt tilbage. Hans blik vendte sig igen mod nattehimlen. Tvivlen var sået i hans sind.

Da han fjernede øjenkontakten kiggede hun også op på stjernehimlen, måske havde hun gjort ham i tvivl, eller måske havde hun sagt for meget. Nej måske var han bare i tvivl det kunne se sådan ud. Gad vide hvad han var i tvivl om, eller hvad han tænkte på, gid hun kunne gå ind i hans hjerne og se det, men så alligevel det ville være forkert, og det ville hun aldrig kunne drømme om for det var privat-Medmindre man gav lov til at gøre det, men det var hvist kun hvis man var en vampyr. Da han kom tættere på, holde hun bare blikket på ham, og så trådte han væk og hendes blik vendte sig blot ud mod de andre lejligheder man kunne se fra hendes lejlighed.
"Jeg undskylder Malakor, jeg ville nødig gøre dem i tvivl"sagde hun, og tænkte selv lidt.

Ja gad vide om hun var hans menneskelighed, det måtte være en god ting, men som alle vampyrer så ville Malakor sikkert også bide hende igen , en vampyr kunne ikke undgå blod, sådan havde hun hørt det før. Lydia tænkte nøje over det, og lænte sig lidt hen over kanten af altanen. Der var så mange ting man skulle tænke på, der var mange muligheder man skulle overveje. Så kiggede hun hen på nogle træer der stod udenfor, og kunne så småt mærke en regndråbe på sig, det ville nok snart begynde at regne.

Regn det kunne man nyde både indenfor, eller udenfor, Lydia elskede at gå udenfor i det, ja bare mærke regnens stråler. "Hr Malakor de er den første vampyr jeg har kunne stole på"smilte hun og lukkede kort øjnene mens hun mærkede flere regndråbe mod hendes bløde hud. Det var dejligt friskende, det var sandheden hun sagde, Malakor var den første vampyr hun stolede på. Efter at hun havde lukket øjnene var det som om en verden af et klaver, og noget røg, og stille musik dukkede op, det var underligt, men mon ikke det var en smuk drøm tanken var.


Så åbnede hun øjnene igen, og kiggede hen på Malakor"tror du der kommer et stjerneskud frem , man plejer at sige man må ønske , hvis man ser et"sagde hun med glad stemme.

Der var en kamp i Malakors hoved, han var begyndt at tvivle på alt det han oplevede. Han vidste at når han var færdig med at tænke ville han enten forlade alt sin menneskelighed her og springe ud over altanen og gå sin vej. Eller så ville han blive og derved acceptere at der stadigvæk var noget menneskeligt gemt dybt inden i ham. Han ville nok aldrig blive en god person. Han ville nok altid elske at torturere og dræbe. Men bare ikke denne kvinde af en eller anden årsag. Det var som om hun var et lys i mørket. Et lys han ikke rigtigt kunne nå, eller forstå hvor kom fra. Det varrede lidt tid før han følte sig sikker. Han kunne ikke lade sin menneskelighed være der, der var simpelhen for meget på spil. Han kunne ikke tillade sig selv at have en svaghed. han hørte end ikke det første hun sagde. Han gjorde sig bare klar til at springe ud.

Men så mærkede han regnen på sit ansigt. Det begyndte at regne meget, han korte en hånd igennem sit hår og kiggede på Lydia. Han så hvordan regnen blidt gled ned af hendes kinder som tårer. Han så vandet gøre hendes smukke hår vådt og han så hvordan hun stod med lukkede øjne. Der ændrede hans synspunkt sig. Han kunne ikke gå. Han ville ikke have at regnen blev til rigtige tåre. Han ville ikke have hun blev ked af det. Men hvorfor, tanken hjemsøgte hans tanker. Hvorfor ville han ikke det.

Han smilede da hun snakkede om ønsker og uden af tænke over det kom spørgsmålet bare ud af hans mund '' Hvis de havde et ønske, frøken Mikaelson. Hvad skulle det så være, hvis de måtte ønske dem alt i verden? ''.

Lydia tænkte godt nok også meget, men hvis hun blev ved med det ville hun nok ende med hovedpine, og det ville ikke være så godt. Hun kiggede ud på regnen ja det begyndte at regne ,det var friskende, og alligevel så havde hun en lyst til at gå ude i det, om hun så måtte have ødelagt kjole på, så kunne det være dejligt og enda hvis Malakor var med på hendes idé så kunne hun have godt selskab længere endnu. Så tænkte hun lidt over hvad hun ville ønske sig der var så mange muligheder, der var så mange valg. Hun stod lidt og tænkte over det for der kunne komme et stjerneskud når som helst, så det var en god idé at være klar til det. Spørgssmålet var hvad skulle hun ønske sig. Hun kiggede hen på Malakor og vidste heller ikke hvad han ønskede sig, det skulle ikke være et dumt ønske, eller et der sagtens kunne ske for 5 minutter, det skulle være et der gav følelsen af at det ikke ville ske nogensinde.

Efter at hun havde tænkt havde hun svaret"Jeg ønsker mig mange ting, men det største ville være at hjælpe dem der har brug for det"sagde hun og sendte ham et blidt smil. Der havde været mange mennesker, og enda væsner som altid havde brug for hjælp men aldrig fik det. Lydia gik lidt tæt på Malakor"Hvad ønsker de dem, af alt i hele verdenen"spurgte hun og stilte sig ved siden af ham, med blikket på stjernerne , de var så smukke. Lyset i natten, det måtte være stjernerne de glimtede så fint på den smukke himmlen, de lyste op som de plejede.

Dog kunne hun ikke undgå at kigge på ham, hans ansigtsudtryk fortalte noget, hvad det var vidste hun ikke helt. Lydia prøvede at finde ud ad det, med blikket på stjernerne"Vi burde nyde regnen sammen Malakor"safde hun og strejfede kort hans hår, mens hun vendte sig mod døren men hun blev stående , lkiggede blot rundt, på omgivelserne. "De er i sandheden en smuk rose der blomstrer i nattens skønne skær"sagde hun og sendte ham et blidt blik.

Han betragtede hende i det hun så ud til at tænke. Han kunne mærke han næsten intet havde fået at spise denne nat. Han var sulten og det var begyndt at vise sig en smule, ihverfald indeni. Han kunne mærke hvor svært det begyndte at blive at holde sine hugtænder inde, hvor høj lyden af hendes bankende puls blev. Men alligevel forhold han sig rolig, hendes stemme havde en meget beroligende effekt på ham. Næsten som en vuggevise der fik hans indre monster til at gå i dvale. Han havde valgt at blive.

Da hun snakkede om sit ønske kunne han ikke lade være med at grine lidt med sine blide latter. Han rystede på hovedet og sagde '' Hvilken et tåbeligt ønske at bruge det på andre. Men det er vel det jeg godt kan lide ved dem, frøken Mikaelson. De er så meget et godt menneske som man kan være. De er i sandhed et perle i et hav af sten. Jeg ville ønske mig styrke og magt ''. Malakor var ærlig, næsten for ærlig men han ville have hun skulle kende den sande ham. Han var ikke nogen engel, mere det modsatte.

Han fulgte med hende over til døren og kiggede på hende. Han gik næsten for tæt på hende men holdt sig tilbage. Hans lyst til blod blev stærkere men han kunne ikke få sig til at angribe hende. Ligemeget hvad. Han tvang et smil frem og sagde blidt '' Hvad er planen nu, frøken Mikaelson?''.

Regnen styrtede ned, og Lydia havde en god idé til hvad de kunne, eftersom at hun så småt kunne høre hendes mave var begyndt at rumle en smule, så det var nok bedst med noget at spise. Hendes blik faldt på ham mens hun selv grinte lidt"Ja det er måske et dumt ønske men ja når man er et godt menneske så ønsker man det bedste for alle, selvom man sikkert ikke kan redde hele verdenen så kan man hjælpe dem man kan"sagde hun, og gik så lidt tættere på Malakor efter at han var gået væk"Jeg reddet dig og du er en vampyr Hr Malakor, om du så måtte være en grusom en af slagsne en djævel, så er ud den du er, det er det jeg godt kan lide ved dig, lad vær med at skjule det, for det der gør du er dig, er din unikke personlighed"sagde hun rykkede sig tæt på hans øre, så hun kunne nå at hviske noget ind i hans øre"Desuden så beundre jeg vampyrer, og jeg beundre en kongelig vampyr som dem , der har god selvkontrol"sagde hun, hvorefter hun trak sig lidt væk fra ham, men lod et smil blive siddende på hendes læbe i et stykke tid.

Lydia kunne igen høre hendes mave rumle, og kiggede ud på regnen"Hvad med at få noget at spise, min mave rumler ret meget, jeg kender et sted vi kan tage hen, der er restauranter i nærheden"sagde hun, og tænkte lidt, bare de ikke ville møde mænd som Malakor s far ville sende afsted. Hun håbede han ville gøre hende med selskab og håbede han ville mærke regnen sammen med hende, for de stod i den, og snart måske ville de være ude i regnen.

"Jeg er sikker på du nok skal få den styrke du ønsker Malakor, jeg er sikker på du nok skal klare din far, ellers"sagde hun med en pause, for at vende sig mod ham"ellers skal jeg nok hjælpe dig om så mit eget liv måtte blive sat på prøve"sagde hun, og vendte blikket ned det gjorde hende en anelse bekymret, måske også en smule bange. Men hun vidste at hun havde hans beskyttelse, og det var hun glad for, hun ville beskytte ham også, selvom det nok lød dumt, men noget ville hun gøre.

"Skal vi gå hen og få noget at spise, det ville gøre mig glad at have dit selskab, og din udtråling lidt længere"sagde hun, i håb om at han ikke ville smutte fra hende sådan lige med det samme. Så kom hun i tanke om hans trang til blod, hvad gjorde de med den, skulle hun ofre noget af hendes, hun blev måske nød til det, eller måske skulle han finde et offer. Hun var i tvivl, og det kunne man godt se på hendes ansigt"Malakor trangen til blod..Hvor længe kan du holde den, ellers må du få noget af mit"sagde hun helt uden at tænke sig om.

Men Lydia vidste ikke hvad man gjorde når en vampyr manglede blod, gav man eller fandt man et offer. Hun lod blikket gled hen på Malakor. Han havde fået noget af hendes blod før, og det var ikke så slemt, så det ville hun sagtens kunne tilbyde ham, hvis han ønskede det.

Malakor stod helt stille da hun nærmede sig. Han lyttede til hendes ord. Tog dem til sig. Men det var jo det var var hele problemet, han var sig selv og alligevel var han ikke. Han behandlede hende anderledes og hvorfor vidste han ikke. Normalt ville han være færdig med et menneske som hende for lang tid siden. Det var ligesom om hun havde ham under en slags magi. Han kunne ikke rigtigt finde hoved og hale i det. Alt var bare anderledes når de stod og snakkede.

Da hun snakkede om at få noget at spise vidste Malakor ikke rigtigt hvad han skulle sige. Menneske mad blev han ikke mæt af, faktisk kunne han ikke lide smagen af det. Han stod lidt og overvejede hvordan han skulle svare på hendes spørgsmål. Men han svarede kort '' Jo det kan vi godt, frøken''.

Malakor kiggede på hende og sagde ''De giver mig styrke, Frøken Mikaelson. Faktisk overvejede jeg før om jeg skulle gå eller blive. Men når vi snakker sammen, så ser jeg bare verden i et andet lys. Et lys jeg ikke har set længe. De er i sandhed noget specielt, jeg er bestemt heldig at have mødt dig og jeg frygter den styrke de giver mig vil forsvinde når den tid kommer hvor jeg skal sige forvel til dem''.

De var endelig kommet udenfor og stod nu i regnen. Regndråberne løb ned af hans kinder og hans tøj blev gennemblødt og klistrede sig til hans veltrænede krop. Han kiggede på Lydia da hun spurgte om han ville have hendes blod. Han trådte tæt på hende så de næsten stod ansigt mod ansigt. Han sagde blidt '' Dit blod ville smage himmelsk. Men tanken om den smerte mit blid vil påføre dem end kun i en kort tid, er det ikke værd ''. Han løftede langsomt sin hånd og fjernede lidt vådt hår fra hendes ansigt så kan bedre kunne betragte det. Derefter kiggede han ind i hendes øjne.

Lydia holdte øjenkontakten med Malakor, inden hun valgte at stå tæt op ad ham ude i regnen. Så lagde smilte hun da han fjernede noget af hendes våde hår fra ansigtet"Så lad vær med at sige farvel hr Malakor"sagde hun blidt, mens hun tog hans hænder i hendes. Regnen nød hun bare det øjeblik hende og ham stående ude i regnen, det hele var næsten helt magisk."Selvom det er svært at give slip på noget der tilfører så meget godt, så kan man holde fast, hvis man har viljen til det"sagde hun og betragtede Malakor med øjnene.

Hun vidste også godt det ville ende farligt et menneske som hende, og en vampyr som ham, de fleste ville ikke acceptere den blanding, men de fleste så muligheder som at forvandle hende. Lydia havde tænkt tanken et par gange hende forvandlet til en vampyr , det ville ændre hendes styrke men på samme tid ville hun stadig have sit menneskelighed for den ville hun ikke give afkald på. Men Malakor havde vidst hende at han også havde noget menneskeligt inden i sig selv. Hun elskede det bare at stå ude i regnen, og kigge ind i Malakor s øjne hvilket smukt øjeblik det var.

Tænk at der fandtes sådan en elegant, og yderst smuk vampyr prins der skulle være så unik som han var. Det gav et smil på Lydia, s læber , og hun gad ikke gå væk fra Malakor, hun stod foran ham og det føltes dejligt. Bare hans aura var så rar, og den var så afslappende. Så lyttede hun til det han sagde om styrke, og følte sig smirgret"Jeg takker ,hvis de har brug for styrke så vil jeg altid hjælpe dem"sagde hun og gav hans hænder et blidt kys, før hun kiggede på Malakor igen.

Nattens tomhed, og regnens stilhed, og ynde det hele var som et eventyr, et klassisk, mørkt, men beroligende eventyr. Hvem havde sagt at prinsen på den hvide hest skulle være der, Lydia stod nemlig med mørkets prins, og det gav meget mere magi og tryghed. "Jeg ville så nødig spise hvis de ikke får spist noget hr Malakor"sagde hun og holdte stadig ved hans hænder, hun var efterhånden blevet vant til de var så kolde.

"Malakor jeg ville være i fin stand til at give dig noget af mit blod, hvis de ønsker det, jeg stoler på dig"sagde hun, og lagde hovedet lidt på skrå. Så opdagede hun noget af hans hår var begyndt at hænge ned i hans øjne, og hun fjernede det så hun bedre kunne se hans ansigt, og de elegante øjne.

Malakor nikkede og svarede '' Det har de ret i frøken Mikaelson. Men det er der jeg tvivler på min egen viljestyrke. Jeg ved hvad jeg er, hvem jeg er. Det er blot dem der ændre det. Deres væsen. Deres ord ''.

Han havde aldrig troet at han ville stå sådan her med et menneske. At han ville se så lang tid ind i hendes øjne. Da hun tog hans hænder virkede det næsten naturligt for ham. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre, hvilket var meget unormalt for ham. Han havde normalt altid planlagt hvad han ville sige og gøre men ikke med Lydia. Der kom det hele bare flydende. Han vidste ikke helt hvordan han skulle behandle det hele.

Da hun blottede sin hals og fjernede noget hår fra hans ansigt smilede han. Selv om han kunne se hendes pulsåre pumpe kunne han holde sig tilbage. Han havde viljestyrke nok til det. Men hun havde givet ham lov nu. Han kørte blidt en finger ned over hendes fine bløde hans og lænede sig langsomt ind over hende. Han satte sine kolde bløde læber på hendes hals først. Derefter åbnede han langsomt sin mund og satte sine hugtænder blidt i hendes hals. Han træk hende nænsomt ind til sig i det han langsomt drak hendes blod. Da han var færdig fjernede han langsomt hans hoved hen foran hendes. en lille rande af blod løb fra hans mundvig. Han bed sig selv i tungen og slikkede hende på halsen hvor han havde bidt hende, hans blod lukkede derefter såret. Han drejede sit hoved så han fik øjenkontakt med hende og sagde blidt '' tak''.

Lydia mærkede hans hugtænder i hendes hals, til at starte med føltes det lidt som en nål man stak sig med, men efter lidt tid gjorde det ikke. At han havde trukket hende tæt til sig gjorde hende ikke bange tværtimod hun var bare glad for at kunne hjælpe ham, da han var færdig skulle hun til at spørger om han havde noget til at komme for hans bidemærke ,men det at Malakor selv sørgede for det gjorde hende glad, så hun behøvede slet ikke tænke på det. "Det er mig det takker, og tænk ikke på det jeg er bare glad for at kunne hjælpe dig"sagde hun, og bukkede lidt.

Hun lyttede til ham og kiggede rundt"Malakor man kan aldrig miste for meget viljestyrke jeg ved du har meget styrke, du skal bare stole på den, stole på det du er"sagde hun og sendte ham et blidt smil. Ja selvom Lydia nok havde påvirket den ting hos ham med styrken så vidste hun at han stadig havde styrke til at gøre hvad han ville. Der gik så ikke lang tid før hun beyndte at høre noget, måske var de ikke alene hende og Malakor måske havde hans far sendt nogle folk ud efter ham, det ville ikke være så godt, hvad skulle de gøre hvis hans far havde sendt nogen afsted.

Lydia var hvertifald blevet sulten , og var begyndt at kunne se en restaurant i nærheden."Skal vi tage derhen før min mave rumler højere"grinte hun mildt. De fleste ville ikke forstå hvordan Lydia kunne tage det så rolig i selskab med en vampyr, de fleste ville løbe skrigende væk, og gemme sig- ikke Lydia hun var tryg hos Malakor, han brugte hende ikke bare som de fleste havde gjort, nej han var åben overfor hende, viste hende sider af ham som han sikkert ikke selv vidste han havde.

"Malakor jeg kan hører noget ved ikke om du kan høre noget, for måske hørte jeg bare forkert"sagde hun stille mens øjnene tog en tur rundt i omgivelserne de var ved. Det regnede stadigt og træernes grene hvislede som altid. Lydia håbede ikke der ville ske dem noget, hun vidste så godt Malakor var i hans fulde styrke igen, så han ville klare det, men om hvor lidt skade hun ville få vidste hun ikke. Hun vendte sig om mod Malakor, og gik tæt på ham, så hun bare stod foran ham."Det glæder mig enlig at du godt kan lide mit blod hr Malakor"smilte hun.

Han smilede over hendes venlige ord. Han havde aldrig før mødt et menneske der ligefrem tilbød ham at drikke. Han havde hørt om sådanne bånd mellem Vampyrer og mennesker før men det var ikke noget Malakor selv havde oplevet før. Det var en ting der var helt sikkert. Malakor stod lidt med hende i hans arme. Han glemte lidt omgivelserne.

Da hun sendte ham det brede smil lænede han sig ind og gav hende et blidt kys på kinden og sagde'' Deres venlige ord giver mig styrke. Og de behøver ikke kalde mig hr. Malakor er nok, frøken Mikaelson''. Malakor smilede betryggende og venligt.

Han nikkede og fulgte med i hendes tempo. Hendes blod have nu givet ham fuld styrke og han kunne mærke at hans kræfter var vendt helt tilbage. Ideen om at hun skulle spise var helt i orden med ham. Han havde intet imod at se hende spise, faktisk kunne han ikke huske hvornår han sidst havde set et menneske nyde et måltid så det ville være rart at få det opfrisket igen.

Han lyttede efter hun havde sagt der var nogen. Sandt nok nogen luskede i natten. Kort tid efter trådte en mand ud af skyggerne. Denne mand var til gengæld en Malakor genkendte. Det var en af hans far højerestående agenter. Han kiggede på Malakor og Lydia og sagde '' Så du fik dræbt mine folk. Jeg vidste jeg ikke skulle sende dem efter dig alene. Men jeg kan se du går med et menneske''. Manden trak en pistol og smilede.

Malakor hviskede til Lydia '' Ham her skal vi passe på, han er meget farligere end de andre''.

Det var nu heller ikke fordi denne person så venlig ud han så meget mere stærkere ud end de tre andre , de havde mødt. Men denne her mand havde en pistol som en af de andre havde, så de skulle passe på. Lydia kiggede blot på ham og så hen på Malakor igen efter at han havde kysset hendes kind hun kunne ikke andet end at smile blidt til ham, og gengælde det, så det gjorde hun, først fjernede hun lidt af hendes hår så hun kunne komme til at kysse hans kind. Hun lagde hendes bløde læber mod hans kind og gav ham et blidt kys."Jeg kalder dig Malakor hvis det er fint med dig"sagde hun hvorefter hun nikkede til at hun havde forstået det.

Så var hun sikker på at kalde ham det han ville kaldes, så det var en meget god ting. Lydia tænkte lidt ja hun måtte nok vente med noget mad til de havde fået ham her af vejen, men det ville blive lidt svært. Men viljen til det havde Lydia og hun lagde en hånd på Malakor s skulder, mens hun hviskede "Vi skal nok klare ham sammen, jeg ved du kan , med din styrke og lidt hjælp fra mig af, eller ja så meget hjælp jeg kan give så kan vi sagtens" hendes blik rettede sig hen på manden.

"du er kommet efter at få Malakor med hjem er du ikk"spurgte hun blot, og stilte sig ved siden af Malakor, ja det var sikkert en til af de mænd hans far havde sendt ud efter ham. *det må være hårdt for ham, så mange folk der er ude efter ham, men jeg vil hjælpe ham* tænkte hun mens hun bare stod der, men der skulle nødig ske noget som før med en patron i hans brystkasse tænk hvis denne mand ville skyde ham i hjertet, det ville Lydia ikke tillade.

Hun fik en bange anelse og mærkede blot regnen skylle ned over dem, mens hun ventede med at se hvad denne mand gjorde, nu var der ingen sværd, så det var spændende at se hvad der ville ske. Men Lydia følte sig beskyttet af Malakor, og hun følte sig i sikkerhed, men man kunne aldrig se frem mod hvad der ville ske, det plejede altid bare at komme.

Vampyren stod og kiggede mellem de to først på Malakor så på Lydia. Det var som om han havde regnet noget ud. Han gav sig til at le og ryste lidt på hovedet, derefter sagde han '' Den store Malakor, Går gennem byen med et menneske, hvor ynkeligt ''.

Malakor gav en lav knorende lyd fra sig. Han var allerede klar. Malakor vidste hvad der ville ske og han var allerede begyndt at planlægge hvordan han skulle besejre den her vampyr. Malakor knorede kun for at købe tid. Hvad Malakor ikke havde taget med i sine beregninger var at Vampyren havde læst hans profil og allerede vidste at Malakor var i gang med.

Vampyren affyrede et skud. Malakor blev overrasket for skydet blev ikke affyret imod ham med imod Lydia. Malakor reagerede med sin overmenneskelige hurtighed og stillede sig ind foran Lydia. Han blev ramt i skulderen den her gang. Han havde forberedt sig på at det var en sølv kugle. Men denne gang havde han lige spist og han var klar over hvad der ville ske.

Han kiggede tilbage på Lydia med et beroligende smil og sagde blidt '' Bare rolig, jeg lader ingen skade dig. Så længe jeg er her, er du tryk ''. Han kiggede mod vampyren igen og smilede.

Da vampyren affyrede skudet stod Lydia bare stille før Malakor stilte sig ind foran hende, åh nej det var ikke godt han ville blive ramt igen, og det gjorde han denne gang i skulderen, det måtte have gjort ondt. Første gang var det i brystkassen, og nu skulderen hun skyndte sig at gå foran ham , hun vendte sig rundt for at se på ham"Klarer du den"spurgte hun med en hånd på hans skulder, mens hendes blik studere hullet hvor patronen var ramt ind. Den skulle ud efter kampen uden tvivl, for hvis den blev derinde så ville det sikkert kunne mærkes for da det var sølv, så var det bedst at få den ud.

Malakor havde reddet hende igen, det var så sødt gjort af ham, selvom hun ikke ville have der skulle ske ham noget- men hun vidste så også at man aldrig skulle holde en vampyr tilbage fra en kamp, og da Malakor jo var meget stærk så vidste hun at han nok skulle klare den. Hun drejede hovedet lidt for at se hen på manden med pistolen. Hvad skulle hun gøre løbe hen og pege pistolen væk, eller skulle hun prøve på noget andet.

Havde Malakor en plan eller skulle hun vente og se hvad hans træk ville være, før hun vidste hvad hun skulle gøre. Og ved hans ord kiggede hun blot ind i hans øjne"Men hvad med dig Malakor jeg vil nødig se dem skadet"sagde hun og lagde hovedet på skrå, men det gjorde hende glad at han sagde det, og hun stolede også på det. Lydia var tryg hos ham det vidste hun godt, og andet kunne hun heller ikke ønske sig.

Så kiggede hun rundt om dem , vandpytter var der begyndt at komme frem, hvor man godt kunne se deres spejlbilleder i, det var et smukt syn. Hun kunne så småt se noget i vandpytten, det var manden , det så ud til han prøvede på noget, eller at han skulle til det. Lydia kiggede op på ham, mens hun stod bagved Malakor."Hvad planlægger han Malakor"hviskede hun i hans ene øre.