A surprising turn of events (Lydia)

Lydia var meget imponeret over hans træk, det havde hun ikke regnet med, men som han sagde så havde de begge to vundet, og den følelse var meget rar. Hendes øjne hvilede en smule på Malakor under kysset hun kunne mærke hans glæde i det, og selvom hans læber var kolde så nød hun det. Det var lang tid siden hun havde fået et kys, så det var altid rart. "Det vil jeg give dig ret i Malakor, vi har hvist begge to vundet den her"sagde hun og suttede lidt på isterningen inden i hendes mund, inden hun fik spist den da den var smeltet lidt. Så kiggede hun op på himlen lidt, smuk aften og det var så rart bare at nyde den med Malakor.

Hun glemte helt at han var en prins, folk var efter-For at få ham med hjem men det var ikke fordi Lydia syntes han var en anden bare fordi han var prins, nej Malakor var bare en skøn person at være sammen med, og selvom han måtte være grusom eller ond som det væsen han var, så havde han jo ikke skadet hende.

Lydia kiggede ned ad sig selv, hun frøs ikke rigtigt, og kiggede på Malakor"Malakor mine ar kan du virkelig fjerne dem"spurgte hun undren, med hovedet på skrå. Hendes øjne hvilede lidt på ham, Malakor var bare dejlig at se på, han havde en flot udstråling og hans stemme var så rar at høre på. Men Lydia var nysgerrig omkring om han kunne fjerne hendes ar.

Malakor kiggede på Lydia og lagde mærke til hvordan hun nød deres korte berøring af hinandens læber. Der slog det ham. Ligemeget hvad, ville det aldrig gå. Hun var et menneske og han var, ja ham. Han bandt sig aldrig til nogen. Bånd var en svaghed og hun var menneske. Hun ville blive gammel og dø imens han ville forblive den samme. Disse mørke tanker infiltrerende hans tanker. Som mørke skyer der lagde sig over en himmel af håb og glæde.

Malakor kiggede på Lydia med et blik der viste han havde en til af hans indre kampe. Tvivl og pinsel, ensomhed. Han lukkede aldrig nogen ind. Han åbnede sig aldrig for nogen. Spørgsmålet ~hvorfor~ ramte hans tanker som en pil i mørket. Hvorfor gjorde han ikke det.

Han kom ud af hans tanker ved hendes spørgsmål. Han tænkte lidt over det for at lukke hans mørke tanker ude. Malakor nikkede og sagde '' Ja. Men det vil være smertefuldt. Jeg bliver nød til at åbne alle dine ar med en kniv og bruge mit helbredende blod til at lukke disse nye sår med. På denne måde danner der sig ikke arvæv og de får ikke nogle ar''.

Lydia betragtede ham og nikkede hun ville blive glad hvis han kunne få de ar væk, det ville gøre det hele meget lettere. Hendes blik gled ud på udsigten ja det var rigtigt det ville ikke gå for det ville være alt for farligt, hun var jo et menneske og han var en vampyr. Hendes øjne hvilede på nattens mørke det var så friskende og meget rart bare at være under himlen, og dens stjerner og bare nyde aftenen. Hun kiggede hen på Malakor, ja det ville gøre ondt men han havde ret i hans ord, så Lydia var frisk på at få dem væk, hvis de fleste kunne fåes væk, fordi hvis alle ikke kunne gå væk så måtte hun acceptere med de får ar der måtte blive tilbage.

"Jeg er klar på det Malakor, jeg syntes vi skal gøre det, så lad os komme ned fra taget her"sagde hun med et bredt smil på læben. Hun gad ikke tænke tanken om at hvor ondt det ville gøre, så længe de kunne forsvinde væk-Ja rettere sagt at han kunne få dem væk. Hendes hår flagrede lidt og hun gik hen imod kanten af taget for at komme ned på samme måde som hun kom herop, men hun vidste ikke om Malakor havde en lettere måde at komme ned på, så hun stoppede bare op på kanten af taget.

Lydia havde tænkt tanken hvordan det ville være at være vampyr men som han havde sagt så var hun speciel som hun var, og hendes menneskelighed var jo en god ting. Det måtte ikke ødelægges, for måske var hun bare unik som hun var.

Malakor fandt sig kæmpede imod hans tanker. Det var som kæmpede det onde i ham imod den nye svage menneske side han havde fundet dybt inde i sig selv. Kampen stod på i hans hoved før han besluttede sig.

Han greb ud efter Lydia og hvis han fik fat i hende ville han holde hende og derefter springe ned på balkongen.

Da de kom ind igen kiggede Malakor på hende. Han nikkede svagt og sagde '' Jeg vil gøre det for dem, frøken Mikaelson. Jeg vil fjerne dine ar selv om det vil skade dem ''. Hvis hun havde givet hende lov holdt han stadigvæk om hende med hans stærke arme.

Han kiggede blidt på hende og sagde '' Jeg vil ikke lyve. Jeg, jeg har haft mørke tanker. Min menneske side ønsker vores dine læber imod mine. Men min vampyr lokker mig imod vores bånds ende. Dog, dog vil jeg følge min menneske side. Jeg er ligeglad, jeg ved det her føles rigtigt ''. han lænede sig ind for at kysse hende igen imens han lukkede sine øjne

Lydia kiggede på Malakor med et smil på læben, hvorimod at hun bare nød nattens mørke og dens mysterier. Det var en rar følelse hun fik hvem skulle have troet hun skulle opleve den, men tankerne omkring om det ville være for farligt, vidste hun ikke, de måtte vel bare se hvordan det ville gå. De have jo lige mødt hinanden hun var hvertifald sikker på at de skulle mødes igen, hvertifald hygge sig som de havde gjort indtil nu. Lydia s blik faldt ind på Malakor s bryst hvor hun bare slappede af og nød øjeblikket. "Jeg ved det kommer til at gøre meget ondt, men jeg stoler på dig Malakor"sagde hun efterfulgt af et smil over de bløde læber. Gad vide hvordan det ville gå bagefter hun ville blive glad for at se hendes ar forsvinde. Hendes øjne mødte hans og hun var glad forat han havde taget hende ind til sig.

De endte så med at være tilbage i hendes lejlighed , hvor hun kiggede rundt, pejsen var stadig tændt med den dejlige varme, og rom flasken stod stadigt på bordet, med glassene. Lydia vidste ikke om hun skulle tage en tår til af glasset eller om hun bare skulle få det overstået med de ar, hun ville have væk."Okay lad os få det gjort Malakor, jeg er klar"sagde hun og vidste ikke hvordan det ville gå, om hun skulle ligge sig ned eller hvordan han ville gøre det. Og Lydia tænkte så tilbage på kysset han havde givet hende igen, det føltes dejligt, selvom hun aldrig havde troet han ville kysse hende igen, men det var rart, en dejlig følelse.

Hun ventede blot spændt på at se , hvordan det ville gå, på en måde var hun en smule bange  men også spændt på at se og mærke hendes ar forsvinde. Det var sødt af Malakor at han ville gøre det, aldrig havde hun mødt en der ville gøre det.

Da det ikke så ud til at hun undveg kyssede han hende. Hans kolde bløde læber pressede sig imod hendes. Han vidste ikke hvorfor han gjorde det. men det gjorde han. Han afventede om hun kyssede ham tilbage. Efter det trådte Malakor et skridt tilbage og kiggede på hende. Han nikkede svagt og sagde '' Vis mig dine ar''.

Da hun viste ham hendes ar førte han let en finger over det første ar og startede. Han tog en kniv frem og gav sig til at skære i arret imens han holdt hende fast med den anden arm. Det ville være meget smertefuldt. Da han var færdig bed han sig selv i tungen og slikkede på det nu åbne sår. Kort tid efter lukkede det sig sammen og arret var væk. Han gik ind foran hende og kiggede bekymret på hende og sagde '' Det kommer til at gøre så ondt ved hvert ar. Det vil blive mere smertefuldt jo større arret er. Men hvis de ønsker jeg skal fortsætte, gør jeg det''.

Lydia betragtede Malakor og gav ham et kys tilbage på hans mund, for det syntes hun var fair, og sødt gjort, i stedenfor man ikke gjorde det. Hendes øjne hvilede sig lidt på ham, før hun mærkede smerten da han begyndte at skære i hende, det fik Lydia til at bide sig i underlæben, og da han så var færdig, slap hun , ja stoppede med at bide i underlæben. "Jeg er klar på du fortsætter Malakor jeg vil gøre det her, jeg ønsker at gøre det"sagde hun og lagde hovedet på skrå, med tanken om smerten skulle komme igen, men hun blev nød til at gøre det.

Det var meget sødt af Malakor at han ville gøre det, fjerne hendes ar, tænk at man virkelig kunne det, bare sådan , det havde Lydia aldrig troet, men glad for det, det var hun. Hun var også spændt på at se hvordan det ville blive når de var væk, hendes hud ville sikkert skinne helt, eller ja skinne og skinne den ville sikkert udstråler skønhed som før. Hun var glad for at de var inde i hendes lejlighed igen, for hun var begyndt at fryse lidt ved at stå udenfor, så nu ventede hun blot på at Malakor skulle fortsætte med at fjerne arrene det ville gøre ondt men hun var klar.

Han begyndte at gøre det samme ved hvert af hendes ar. Da han var færdig med alle hendes ar trådte han et skridt tilbage. Han havde blod over alt. Hendes blod, hans blod. Han rystede lidt. han kunne mærke hans dræberinstinkt var vækket. Han tog sig til hovedet. Han kunne mærke lysten til at æde hende kom frem. Han nægtede, ikke hende.

Malakor rystede på hovedet. Han ville ikke se hende som mad, han nægtede. han kæmpede en indre kamp imod sig selv. Han vidste ikke hvad han kunne gøre. Hans tænder kom frem. Han drejede hovedet væk.

Han kiggede mod jorden med hans hugtænder fremme og sagde '' Hvad ser de i mig, frøken Mikaelson. Jeg er et monster, jeg kan ikke ændre det ''. Han kiggede alvorligt på hende og sagde '' Hvad føler de for mig.. Er det medlidenhed de viser mig. Jeg har brug for at vide det? ''. Han kæmpede imod sig selv. Hans rolighed og kontrol var væk og byttet ud med usikkerhed. Han kunne ikke koncentrere sig.

Lydia lyttede til ham og fik næsten et chok af at se ham sådan, det vækkede også noget i hende, hvad skulle hun gøre. Hun tænkte over det han sagde og valgte at gå hen til ham hun gav ham et kram, holdte bare om ham "Ja du er måske et monster men du har et hjerte af guld, et hjerte der fortæller at selvom du er det du er, så har du dit hjerte på det rette sted Malakor"sagde hun og kiggede på ham, men holdte stadig om ham. Hun kunne godt forstå hans følelser og hvordan han reagere, men det var selv svært for Lydia at finde rundt i hendes følelser.

Hun kunne ikke lade vær med at holde om Malakor "det er ikke kun af melidenhed, du har vist mig vej igennem mørket, du betyder meget for mig Malakor , uden dig havde jeg aldrig gjort de ting her"sagde hun og vidste ikke om det var den helt rigtige forklaring. Hun tænkte stadig over mange ting men hun så ikke Malakor som en hun bare brugte hun så hans menneskelighed , hans hjerte s gløden. Selvom det var svært at tro på, så vidste hun godt der sikkert var mange der så Malakor som en stærk person, en trofast prins , og bedre end fantatisk vampyr.

Lydia vidste ikke om hun skulle holde fast om ham, hun var både glad men også forvirret på samme tid, hvor var hendes følelser henne, hun måtte finde dem, vide hvad der var bedst. Men hun kunne ikke undvære Malakor, hun nød at være sammen med ham, hun følte sig tryg og beskyttet. Hun lod en tåre trille ned ad hendes kind, mens hun vendte hovedet ned mod gulvet.

Da hun krammede ham ind til hende var han lige ved at bide hende. Men han gjorde det ikke. Han holdt det tilbage, han kæmpede for hende. Han kunne mærke hvordan han var ved at miste kontrollen. Hendes ord om hans hjerte havde ingen effekt på ham desværre. Han mente ikke han havde noget hjerte. han havde været tabt i mørket så længe og nu hvor han så lys vidste han ikke hvad han skulle gøre. Da hun sagde ikke kun medlidenhed var det som et slag for ham.

Han kunne mærke hvordan hans normale ligegyldighed kom frem. Hvordan han omfavnede sin mørke side. Det var ikke så forvirrende, det var ikke så svært at forholde sig det. Det var det nemme valg. Han skulle lige til at sætte tænderne i hende da han så det. Hendes tåre der ramte gulvet.

Det var som om han fandt sig selv igen. Som om en vilje i ham vågnede. Hans hugtænder forsvandt og han kiggede på hende. Han kørte blidt en finger over hendes kind hvor tåren var trillede ned. Han førsøgte blidt at løfte hendes hoved og kigge hende i øjnene og sagde '' Undskyld. jeg vil. Jeg ville ikke ''. Kan kunne ikke formulere sig. Det var første gang det nogensinde var sket for ham i hele hans liv. Han kiggede hende i øjnene og holdt hende ind til sig og sagde ''hvorfor græder de? ''.

Malakors blik blev bestemt og han sagde '' Vi bliver nød til at finde ud af hvad. Vi to er. Hvad vi gør nu. Kan vi ikke det, så må jeg forlade dem, Frøken Mikaelson ''. Han drejede bedrøvet sit hoved ned af.

Lydia betragtede Malakor og da han spurgte hebde hvorfor hun græd kiggede hun på ham"fordi jeg ikke vil miste dig Malakor"sagde hun og gav ham et kys på kinden han var hendes stærk side , han var bare hendes vampyr prins , ja hvem kunne vide han kunne være lige det hun ville have han skulle være
Men det var svært for Lydia hun vidste bare at han ikke måtte gå fra hende det ville gøre hende så trist hvis han forlod hende for sammen med ham følte hun sig bare så stærk og hun følte sig så speciel af et menneske at være. Hun var enig de to måtte finde ud af hvad de var for hinanden det hele kom jo an på det
Men hvad var de for hinanden der var mange følelser blandt dem , så det var svært.

Lydia tog hans hænder i hendes mens hun smilte til ham" Malakor hvad betyder jeg for dig"spurgte hun med en venlig stemme det var på tide at vide det hub var både nygerrig men også alvorlig for hun ville vide det , bare vide hvad hun var for ham, der var sikkert mange kvinder der var vilde med ham.

Hendes øjne hvilede på hans og det var næsten lige før hun var ved at røre hans hugtænder men det gjorde hun ikke, men Lydia kom i tanke om at han var den første der havde smagt hendes blod og den første der havde fået hende til at føle sig så anderledes på en god måde. Hun ventede spændt på hans svar men tankerne om at det ville være farligt er menneske og vampyr sad også fast i hendes hoved men det var som om det var ligemeget , så længe han bare var der ved hendes side."ikke undskyld Malakor" sagde hun og lagde sit hoved ind til hans bryst der var en tanke der sagde at hvis Malakor s onde side kom frem om han så ville skade hende alvorligt men måske ikke , det vidste Lydia ikke.

Malakor lyttede til hendes ord. Man han forstod ikke hvad hun mente. Hvorfor ville hun ikke miste ham. Han var forvirret. Det var hende der var mennesket. Hun måtte da vide hvad hun selv følte for han gjorde det jo ikke. Han kunne ikke forstå sine menneske følelser. Han havde ingen ide om hvordan han skulle forstå dem.

Hendes spørgsmål om hvad han følte fik ham til at kigge mod loftet. Han sagde bekymret '' Frøken Mikaelson. Jeg har ikke haft disse menneske følelser i mange hundrede år. Jeg må være ærlig. Jeg forstår dem ikke. Det er som at lære at gå igen. Jeg ved det ikke''. Det var sandheden.

Malakor mærkede hendes hoved imod hans brystkasse. Der gik det op for ham. Han trådte blidt tilbage et skridt, væk fra hende. Han sagde bekymret '' Hvis de ikke ved hvad de føler for mig. De er mennesket, Det er menneske følelser. Hvordan skulle jeg så vide hvad jeg føler. Hvis de kunne forklare hvordan de føler. Så ville det måske hjælpe mig ''.

Lydia hvilede hendes øjne på ham og trådte selv tilbage "jeg undskylder Malakor" sagde hun og satte sig ned foran pejsen mens en trist mine lagde sig over hendes ansigt"jeg kan lide dig Malakor "sagde hun og rejste sig så op og med bestemte skridt gik hun hen til ham"jeg vil have du skal mærke det mærke mind følelser for jeg ved jeg ikke kan leve livet uden dig"sagde hun og kiggede ned det var hendes første gang til at fortælle en person at hun kunne lide den person , og sådan havde hun det med Malakor hun ville bare nødig ende med at blive skuffet
Men han havde selv spurgt efter det så han fik svaret

Med blikket vendt nedad fik hun et smil på læben"du holder mig i live Malakor som du er du beskytter mig "sagde hun og begyndte at blive glad indeni måske var det kærlighed for hende for det føltes sådan "du har vist mig så mange ting du har reddet mig"sagde hun efterfulgt af en pause hvor hun valgte at gå tættere på ham hendes blik var rettet på ham" og du har stolet på mig når ingen andre gjorde det "sagde hun og lagde så hovedet på skrå

Det var bare en kærlig følelse hun havde sådan en slags følelse havde hun ikke haft i så mange år.Hun ventede blot på Malakor s svar om hvad han så hende som.

Malakor kunne mærke hendes ord ramme dybt i ham. Et smil viste sig på hans læber. Var det en anden form for glæde han følte. Hen følte ofte glæde men det var en anden glæde. En glæde når han gjorde onde ting. Dette var anderledes. Han vidste dog stadigvæk ikke hvad han skulle svare hende.

Da hun gik tæt på han kiggede han i hans øjne og førte en blid hånd op til hendes kind. Han lyttede til hendes ord. Det var som om at noget i ham faldt til ro. Han sagde blidt '' Jeg vil altid beskytte dig ''. Han smilede og sagde '' Jeg ved ikke hvad jeg føler. Men jeg ved det er rare, gode følelser jeg har for dig. Lad os finde ud af det sammen. Lad os udforske dem sammen ''. Han ville gerne vide hvad han følte for hende. Han ville gerne lære det. Hun var det første menneske der fik hans menneskelige side frem. Det var noget nyt. Han vidste dog det var rare og dejlige følelser.

Lydia var helt enig med hans ord og nikkede blot
Hun valgte så at gabe lidt måske var det blevet tid til at hun ville sove kl var sikkert mange. Hun håbede at Malakor ville blive natten over eller måske ville han forsvinde og så møde hende igen et andet sted"vil du blive og sove eller ønsker de at tage væk"spurgte hun undren med øjnene hvilende på ham hvor hun elskede den følelse hun havde det var sådan en dejlig følelse der bare ikke forsvandt den var der bare.

Hun nød det og ville så længe hun kunne det altid beskytte Malakor selvom hun hvist ikke kunne det af et menneske at være men nu måtte hun se hvordan set gik."ja lad os finde dem sammen , finde magieen"smilte hun og kyssede hans pande lidt selvom det var lidt pinligt at hun måtte stå på tæer for at kunne nå op til hans pande.

Hun kiggede mod hendes soveværelse gad vide hvordan det ville være at overnatte sammen med en vampyr det havde Lydia aldrig prøvet før hvem kunne vide hvad der ville ske, måske lidt ekstra magi måske lidt putte nusse, måske bare være i hans favn.

Malakor betagtede hende som man ville betragte en smuk ting man havde set for første gang. Han lagde mærke til hendes gab. Han kørte langsomt en hånd igennem hendes hår og smilede. Han svarede '' Det ville være mig en ære hvis jeg måtte tilbringe dagen her sammen med dem, frøken Mikaelson ''.

Han nikkede til hendes ord. Han vidste ikke hvad hun mente med magien men han ville da helt sikkert gerne finde noget magi. Da hun kyssede ham på panden kunne han ikke lade være med at smile lidt og ryste på hovedet. Han forstod ikke helt meningen med det.

Han kiggede over imod sengen. Han begyndte at gå over imod den. Han kunne ikke nænne at fortælle hende at han som vampyr ikke sov. Han ville heller ikke lade hende opdage det.

Lydia betragtede ham med øjnene og hun vidste ikke om han sov eller ej men bare han var ved hebde så var hun glad. Hun tog skjorten af hendes krop så hendes sorte blondet bh og de matchende trusser kom til syne. Lyda fik så småt røde kinder og gik hen til sengen"jeg vil med glæde have dig som selskab Malakor"et smil bredte sig på hendes læber

Det var meget rart at en vampyr som Malakor der måske måtte være farlig og berygtet at han bare så hende som en smuk blomst ja måske bare som noget helt unikt. Lydia lagde sig i sengen med blikket på ham"jeg ved ikke om vampyrer sover men må jeg putte mig ind til dig"spurgte hun i håb om at hun gerne måtte det ville få hende til at føle sig så tryg som hun allerede gjorde.

Malakor tog sin ødelagte og blodige T-shirt af og lagde sig ned i sengen. Han kiggede på hende da hun fik røde kinder. Han vidste det ofte var et tegn på at hun blev forlegen. Han kunne ikke lade være med at smile og ryste lidt på hovedet. og sagde '' De virker genert. Som om de aldrig har stået sådan der foran en mand før ''. Malakor var ikke så genert. Det havde han aldrig været. Han var van til at tage hvad han ville hvornår og hvordan han ville.

Han smilede drilsk og sagde '' Skal de virkelig spørge. Jeg vidste ikke de var så genert anlagt, frøken Mikaelson''. Nu hvor hun så ud som om at det var pinligt for hende kunne han ikke lade være med at drille hende, det lå bare i hans natur at være sådan. Det var hvem han var.

Han lagde sine arme en smule provokerende bagved sit hoved og kiggede udfordrende på hende. Han satte sin ene fod ovenpå den anden og lå der og smilte.

Lydia nikkede og lyttede til hans ord ja sommetider blev hun genert kun fordi hun aldrig havde stået i hendes undertøj foran en fyr før, det gjorde hende en smule genert han var jo bare så smuk og at han skullw se hende i undertøj det fik hende bare til at rødme. Hun betragtede ham lidt og fik pludselig en lille lumsk idé da hun mærkede han drillede hende

Så Lydia valgte at hoppe stille op på ham og greb fat i hans hænder. Hun smilte mens hun beundrede udsigten af Malakor"her sidder jeg meget godt "smilte hun mens hun sendte ham et drilsk smil og lagde hovedet på skrå. Hun morede sig meget og det var altid sjovt når han drillede så drillede hun igen. Nu var det jo kun på en sød måde.

Malakor betragtede hende i det hun satte sig på ham. Han kom i tanke om at han stadigvæk havde de blodige bukser og sko på. Men det var jo sådan set ikke hans seng. Selv om hans menneskefølelser havde vist sig var han stadigvæk ikke en god person. Han smilede drilsk tilbage og sagde '' Bliv de bare siddende sådan der. Det gør bestemt ikke noget''. Malakor havde altid elsket lege som hun havde opdaget og selv om dette var en anden slags leg var det stadigvæk en leg.

Han klemte hendes hænder en smule. Ikke så det gjorde ondt og sagde med en næsten udfordrende stemme '' Hvad så nu?''. Han havde bestemt ikke tænkt sig at tabe denne leg. Den var meget mere nede af hans boldgade. Han brugte ofte sådanne taktikker overfor hans ofre. Dog var det her jo ikke en af hans ofre.

Lydia elskede også lege og især når de bare kom sådan ud ad den blå luft. Hendes øjne hvilede lidt på ham og hun vidste godt hvad der skulle ske nu så hun valgte at rykke tættere på ham og inden hun gjorde sit træk så holdte hun øjenkontakt"det er"sagde hun blidt og lyssede ham på munden mens hun lukkede øjnene.

Det gav en tryg og dejlig følelse hun og nu vidste Lydia ikke hvad Malakor gjorde med hans ofre men mon ikke han nød synet af hende , hende i undertøjet og den skønhed hun havde.

Malakor blev en smule overrasket over kysset da kom ud af ingenting. Men han besvarede det. Han kunne mærke hendes læber, hvordan hendes blod susede igennem dem. Han kunne mærke varmen hendes krop afgav. Da kysset var færdig smilede han kort. Hans hugtænder var kommet frem. Han blinkede et par gange og tog sig til munden. Han kunne mærke de hugtænder han ellers altid havde styr på havde vist sig. Han kiggede på hende og så hendes pulsåre.

Han lod sit blik fæstne sig i hendes øjne og sagde '' Jeg ønsker dem tæt på mig. Men jeg føler en sult hver gang du er nær mig som du er nu. Jeg ønsker du skal være det men vampyren i mig ser mad. Jeg ved ikke hvordan jeg skal. Stoppe det ''. Han kunne føle trangen til tømme hende for blod voksede og samtidigt hvordan han ville have hende nær, kysse hende og holde hende tæt. Det var som to modparter der bekæmpede hinanden inden i ham.

Det var et stort spørgsmål syntes hun for på en måde var det svært det vidste hun godt,hvad skulle Lydia gære hun tænkte lidt før hun kærtegnede hans kind
Et menneske som hende måtte være en svaghed for ham måske var mennesker generalt en svaghed for vampyrer. "Malakor jeg forstår dig godt " sagde hun og sad bare stadig ovenpå ham at have ham tæt på det var hvad hun vile , bare kunne få lov at mærke hans læber igen , mærke hans tilstedeværelset, bare føle ham. Hun kiggede ud mod døren til altanen gad vide om man kunne finde ofre til Malakor så han kunne få noget blod, men Lydia vidste godt at det godt kunne blive farligt for hende hvus hun gav ham blod ret tit , og så alligevel så ville hun gerne hjælpe ham. "De har mig her , hvad føler de dem fristet til "spurgte hun og sendte ham et forførende blik og et bredt smil.

Han lå og mærkede hvordan han ikke kunne besejre sig selv. Han havde været vampyr så længe nu at hans vampyriske lyster var langt stærkere en hans menneskelige. Han vidste ikke hvordan han skulle slukke tørsten. Han tog fat i hendes lår med hans hænder og lukkede øjnene. Han måtte ikke give efter for sulten. Han måtte vise at han var bedre en det monster han altid havde vidst hans aller dybest inde var. Da hun spurgte hvad han havde lyst til og kiggede på ham på den måde blev hans greb om hendes lår strammere dog uden at gøre ondt i nu og han sagde imens han kiggede hende i øjnene '' Jeg har lyst til at drikke dit blod. hver en dråbe. Jeg har lyst til at lægge dig ned og gøre uforglemmelige ting ved dig. Men jeg er ikke stærk nok.. Lysten til dit blod er stærkere. Og jeg ved at hvis jeg først starter med at drikke det, er jeg ikke sikker på jeg kan stoppe igen''. Den indre kamp buldrede i ham som et hav i stormvejr.

Lydia kiggede på Malakor, med et smil og kunne godt lide følelsen af at have lyst til hygge sig med ham for groft nu, men mest fordi hun havde lyst til at mærke ham, men alligevel så nød hun bare at være tæt på ham. Da han svarede hende, kiggede hun bare på ham , holdte bare øjenkontakten"gør det Malakor"sagde hun og vendte hovedet på skrå, mens hun ikke kunne lade vær med at tænke på hvordan det ville blive hvis han drak alt hendes blod, så ville hun jo ikke være menneske mere.

"Malakor jeg ønsker du skal være glad, jeg ønsker du skal leve, og hvis det betyder du skal drikke mit blod, eller ja noget af det, så må det blive sådan"sagde hun og kyssede hans pande, mens hun slap grebet på hans hænder.Lydia nød øjeblikket, hun nød bare generalt at se ham sådan som han var, og nød at sidde ovenpå ham, om tiden var til et hedt øjeblik måtte han vide, for hvis han ønskede det, og hun ønskede det så kunne det sagtens ske.