A surprising turn of events (Lydia)

Malakor kiggede på hende med et overrasket blik. Hun bad ham ligefrem om at drikke hendes blod imens han var i denne tilstand. Det kunne gå meget galt. Han kunne miste kontrollen og suge alt hendes blod. Han kunne komme til at dræbe hende og så var han nødsaget til at forvandle hende til en vampyr. Han kunne ikke holde sig tilbage og sank hans tænder i hendes hals i det han satte sig op så de sad indviklet i hinanden. Hans bare overkrop imod hende.

Han lod grådige hans ene hånd kærtegne hendes ryg i det han sugede hendes blod. Han tog den anden hånd og lagde på hendes ene lår og klemte det en smule i takt med han sugede hendes blod. Noget i ham vågnede og før han havde drukket for meget af hendes blod fjernede han hans hugtænder og bed sig i tungen. Han slikkede sensuelt hende på halsen så hendes sår lukkede. Dog gled en par bloddråber fra han ned over hendes hans og brystkasse. Han satte sit hoved på hendes skulder og bed tænderne sammen. Det havde krævet alt hans vilje ikke at blive ved med at drikke hendes blod. Nu sad han og prøvede på ikke at gå amok og drikke videre. Han prøvede at finde en indre ro men kunne bare ikke.

Lydia mærkede smerten fra bidet og måtte knibe det ene øje sammen pågrund ad smerten, hun var blevet lidt vant til han drak hendes blod lidt, men dog ikke så meget som han gjorde der. Hun følte sig lidt svag men klarede den, hun var næsten bange for at miste for meget blod. Da hun mærkede han slikkede hende på halsen nød hun det, på den sensuelle måde, det var en rar følelse, og det gav en varm følelse inden i hende. Lydia betragtede Malakor og kærtegnede hans kind"Du skal bare tro på dig selv Malakor, du har styrken til alt så længe du selv tror på det"smilte hun og eftersom hun mærkede hans brystkasse rødmede hun en smule for der var hud mod hud.

Lydia havde kun undertøj på, og han var den første der havde set hende i det. Hendes øjne hvilede på ham mens hun lagde hovedet på skrå, for at beundre ham, en smuk vampyr prins, tænk at han skulle være så sød mod hende."Malakor, jeg vil hjælpe dig med at finde dine følelser frem"sagde hun og placere hans ene hånd ovenpå hendes bryst.

Malakor rystede svagt på hovedet. Han var ikke sikker på hun havde ret. Hun var et menneske, hun var hans føde normalt. Hvis ikke det var fordi hun var så speciel for ham så havde han givet efter for sin sult for længe siden. Han vidste ikke hvordan han skulle finde den styrke frem hun snakkede om. Malakor sagde svagt '' Jeg tror ikke.. Jeg er stærk nok ''. Det var første gang i hans liv som vampyr at han nogensinde havde sagt det. Det var ikke en rar følelse at have sagt det.

Han kiggede på sin hånd som den lå der. Han satte sit hoved på skrå og kiggede uforstående på hende. Han nikkede svagt. Han vidste ikke hvordan hun havde tænkt sig at vise ham det. Han var ikke sikker på hvad hun mente så han besluttede sig for at se hvad hun havde i tankerne. Hans dybe øjne betragtede hende et øjeblik før han fik øjenkontakt med hende. Han var en vampyr og hun et menneske. Det var ikke normalt sådan her tingene hang sammen mellem de to racer det var sikkert. Han kunne mærke hun var i live imens han selv var død. Han overvejede kort om han skulle spørge om han skulle forvandle hende. Han åbnede munden men sagde ingen ting. han lukkede munden og forblev tavs.

Lydia betragtede ham uden at sige noget for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Det var som om hendes tanker bare var rodet sammen, og måske havde hun sagt noget hun ikke skulle have sagt. Lydia kiggede på ham og smilte bredt"jeg undskylder Malakor jeg ved hvor svært det må være for dig"sagde hun og valgte at holde om ham mens hun lukkede øjnene "føltes det forkert det her"spurgte hun blot og tænkte lidt måske , ville det hele være lettere hvis hun var vampyr for så ville hun ikke gøre Makakor i tvivl , og så ville det være nemmere


Lydia kiggede på ham og vidste ikke hvad hun skulle sige , for hun kunne ikke vide hvad han tænkte. Hun strøg en hårtot omvagved det ene øre og rettede sit blik på hans bryst mens hun bare sad der ovenpå ham, der bar stilhed som om det kun var de to i mørket.

Han sukkede en smule '' Jeg tror desværre ikke de forstår, frøken Mikaelson. Denne tørst er umættelig. Den sult jeg føler vokser i dit nærvær. Jeg kan mærke hvordan min vilje langsomt svækkes hver gang din pulsåre slår. Jeg er en prins af natten. Selv om jeg gerne vil så kan jeg ikke flugte fra min sande natur ''.

Malakor nikkede lidt '' Det føles rigtigt. Men det føles også forkert. Denne lyst til at dræbe dig, det er ikke det jeg vil føle. Men jeg er ikke i stand til at få den til at forsvinde ''. Malakor lagde sine arme omkring hende. Han sagde ikke mere, han holdt hende bare tæt ind til sig. Han vidste ikke hvor længe han kunne klare det. Nok havde hun vækket hans menneskelige side men han var jo ikke et menneske mere. Han var en vampyr og bestemt ikke en af de venlige. Han var et gruopvækkende monster.

Lydia holdte om ham og hendes blik vendte op mod loftet, mens hendes tanker kræsede rundt inden i hendes hoved. Hvad skulle hun gøre hun vidste det inderst inde godt , men om det var en god idé vidste hun ikke"hvis jeg bliver vampyr Makakor vil de så forlade mig , vil dine følelser for mig forsvinde" spurgte hun og lukkede øjnene bare for at forstille sig hvordan det ville være , havde Malakor noget for Lydia eller brugte han hende som føde. Hun vidste godt han ikke kunne finde på det men han havde ret han var det han var og hun var det hun var, men hvis de nogensinde skulle være sammen så skulle hun være vampyr hun vidste det godt.

Tanken sad fast i hendes i hoved og åbnede øjnene for at rykke sig lidt ud fra ham hun tog hans kolde hænder i hendes"Hvad gør vi Malakor , hvis vi skal være sammen så ved vi godt hvad vi bliver nød til" sagde hun og vendte blikket ned mod sengens dyne det var rigtigt , men hun blev nød til at vide hvordan Malakor havde det med hende.

Malakor kiggede på hende med et alvorligt blik. Det var et intenst blik. Han var dybt alvorlig og for første gang sagde han hendes fornavn '' Lydia. Jeg er næsten 1900 år gammel og i alt den tid jeg har levet har jeg aldrig skabt en anden vampyr. Det er noget helt særligt for mig. Hvis jeg skulle skabe dig i mit billede ville der være regler. Regler der skal følges ''.

Han rystede lidt på hovedet '' Du forbliver ikke den de er nu. De vil ændre dem. Men jeg håber at mine følelser vil forblive de samme. Jeg tror på os ''.

Da hun spurgte om hvad de gjorde sukkede han lidt '' Jeg har svært ved at binde mig. Meget svært ved at binde mig, hvis jeg skaber dig vil der være urimelige krav. Jeg vil være din skaber, du må ikke være sammen med andre mænd end mig de første hundrede år. Men sammen med, så tror jeg godt de ved hvad jeg mener. De skal lystre mine ordre og modtage min træning. De første hundrede år er altid de sværeste. Du vil gennemgå en transformation psykisk. Kan du godtage disse regler? ''. Malakor kiggede meget alvorligt på hende. Hans familie havde klare regler når det kom til at skabe andre vampyrer og han ville ikke bryde disse regler.

Lydia kunne ikke lade vær med at blive helt overrasket over det han sagde, han kaldte hendes fornavn for første gang hun kiggede på ham "tror du på os Malakor"spurgte hun alvorligt hun ville så nødig ende med at falde for ham , hvis han ikke ville være sammen med hende. Lydia s blik var rettet på Malakor mens hendes læber åbnede sig lidt for at sige noget, men det var som om der ikke kom noget ud, tankerne kørte rundt i hendes hoved"Malakor hvis jeg bliver vampyr så vil jeg måske stadig kunne huske min menneskelig side"sagde hun og rejste sig op for at gå hen mod vinduet inde på hendes soveværelse.

Hun sukkede lidt med øjnene rettet , på udsigten"jeg vil nødig ende med at blive knust Malakor"sagde hun, og vendte sin krop rundt for at se på ham , men måske havde han ret i hans ord. Aldrig før havde hun prøvet at blive forvandlet , men hans ord om at han troede på hende gjorde hende glad"vil jeg være en god vampyr , tror jeg ville få svært ved at styre mine kræfter"sagde hun og tænkte lidt hvordan det ville være , og hvad der mon ville ske.

Malakor kom med et suk '' Ja i starten. Men hvis du ikke gør alt hvad du kan hver eneste dag for at holde din menneskelighed ved lige så vil du miste den. Som jeg gjorde''. Han havde set det så mange gange før. hvordan man som Vampyr ikke længere kunne holde sine menneskelige følelser i live. Mest af alt fordi mennesker var ens primære føde kilde.

Da hun rejste sig så Malakor ud til at slappe mere af og hans hugtænder forsvandt. Han kiggede over imod Lydia med et undrede blik. Havde hun virkelig tænkt sig at blive et væren af natten. '' Lige meget hvad, så vil jeg altid være der for dig hvis du bliver min skabning. Vi vil være forenet på en helt særlig måde. Vi vil altid være en del af hinanden. Du vil ikke blive skuffet. Men der er mange dårlige sider ved at blive en vampyr. Dit venlige og godhjertet sind vil blive opslugt af en ustyrlig ondskab''.

Han nikkede til hendes ord '' Du vil komme til at elske at dræbe mennesker og de vil langsomt betyde mindre og mindre for dig. Men valget er dit, min kære ''.

Lydia havde set den komme at hendes valg sikkert ville ende med at hun , ville blive til en vampye ,alligevel kiggede hun næsten tomt ud i luften, gad vide hvordan hun ville være som vampyr hvordan hendes følelser ville være. Ga vide om der ville opstå noget mellem hende og Malakor hun var nysgerrig og der lød spændende. Hendes øjne vendte sig hen lod ham"vi ved på en eller anden måde at det ville være det bedste"sagde hun halvt trist
Det var den bedste mulighed for at hun kunne se Malakor uden han behøvede at tørste efter hendes blod hele tiden, for det ville i sidste ende , ende med at dræbe hende.

Hun lyttede til hans ord og gik helt tæt på ham , kyssede ham hurtigt på hans kolde læber ,og smilte "det ville være mig en ære at blive din skabning Malakor skabning af en kongelig natte hersker"sagde hun og kunne efterhånden godt lide tanken omkring det. Hun vidste godt hendes menneskelig side ville forsvinde hvis hun ikke sørgede for den var der

"Hvis det er det du kan lide ved mig , så må jeg holde den i live når jeg bliver vampyr"sagde hun og nussede hans hår lidt"hvis det er muligt for mig at gøre , for jeg ønsker du skal føle dig glad og lykkelig"sagde hun


Lydia besluttede sig for at blive det , hun vidste godt det ville blive et anderledes liv og alle de ting, der hørte med , men hun ville være tæt på Malakor og det ønskede hun. Der ville være mange ting hun skulle lære når det ville komme til det, og hun vidste ikke om Malakor ville forvandle hende med det samme.

Malakor nikkede '' Det ville være det bedste for denne situation. Men ville det være det bedste for en evighed?.''. Malakor ville være sikker på at hun vidste hvad det betød. Hun ville være sådan for evigt. Hun kunne ikke gå tilbage til den gamle Lydia hvis hun en dag fortrød det. Hun kunne ikke gå tilbage når hun først var trådt ned af denne mørke sti. Der var ingen vej tilbage.

Malakor smilede '' Sådan et væsen vil de blive.. De vil forevig være skabt af royalt blod og de vil være hævet over andre vampyrer. Det blod der vil flyde gennem deres åre.. Vil være noget af det stærkeste blod i hele verden.''. Han mente det, hans blod var bestemt eftertragtet. Mange vampyrer ville ønske at de var blevet skabt af ham. Hun ville være den første der kunne prale med det.

Han nikkede '' De kan prøve.. Men som de kan se med mig, så var det ikke muligt for mig at holde min menneskelige side ved lige.. Men de er anderledes, de er stærk Lydia ''. Han var sikker på hun nok skulle beholde sin menneskelige side, i hvert fald i noget tid.

Malakor smilede og lod hende nusse hans hår. Han lukkede sine øjne lidt. Lidt efter åbnede han dem og kiggede på hende med et smil '' Jeg giver dig 2 dage.. Disse dage vil være deres sidste dage som menneske.. Når disse dage er gået, så mød mig under træet i parken.. Der hvor vi mødte hinanden første gang ''. Da disse ord var sagt brugte hans sin overnaturlige hurtighed. Han bevægede sig så hurtigt at for hende så det bare ud som om han forsvandt. Men han havde bevæget sig ud på balkongen og sprunget ned. Da han landede gik han af sted ud i mørket. Imod deres nye eventyr.

Lydia kiggede på Malakor, og tog hans hænder i hendes det var rigtigt, og hvis hun valgte at blive det, så ville hun miste rigtig meget, men hun ville så få meget mere, men det var et svært valg for hende. På den ene side, hvis hun valgte at være vampyr så kunne hun jo se Malakor så tit hun ville uden han ville tænke på at dirkke hendes blod, men hvis hun blev ved med at være menneske så vidste hun at det ville blive svært for ham at holde hans tørst efter hendes blod."Malakor jeg vil så gerne være tæt på dig, være den du ser i dit hjerte"sagde hun og lagde den ene hånd ovenpå hans hjerte.

Lydia vidste virkelig ikke hvad hun skulle vælge, men Malakor s ord om at han ville give hende 2 dage gjorde hende glad, for så kunne hun nå at tænke sig om hvad hun ville vælge. Lydia vidste det godt, og nåede slet ikke at opfange at han var forsvundet væk, nu var vampyrer jo hurtige, så hun havde slet ikke set ham forsvinde væk i mørket. "Malakor"sagde hun stille med øjnene hvilede ud mod udsigten fra balkongen.

Hun var spændt på at se ham igen, men på samme tid var hun også nervøs for , hvordan det ville gå. *Hvad gør jeg, Lydia du er stærk det sagde Malakor selv, du må vide hvad du vil*tankerne kørte rundt inde i hendes hoved, og hun stod blot på balkongen og betragtede omgivelserne.