A surprising turn of events (Lydia)

Malakor smilede da hun trådte ind foran ham. Han kunne mærke at sølv kuglen begyndte at påvirke ham. Hvordan han blev langsommere. Men han havde et es oppe i ærmet. Med et sprang Malakor ud fra bagved Lydia, men han havde aktiveret sin evne Illusionary Reallity så der sprang en ud fra hver side. dog var de begge illusioner. Den rigtige Malakor stod stadigvæk bagved Lydia. Han havde regnet med at hun ville springe ind foran ham, derved kunne han forberede sig og snyde sin modstander.

Han brugte sin illusionary reallity evne til at skabe to falske kloner af sig selv som sprang ud fra bagved Lydia fra højre og venstre. Den rigtige ham blev bagved Lydia. Hans plan så ud til at virke. Vampyren skød efter den højre, så den venstre. Da ingen af dem faldt skød han igen og igen til han løv tør for skud. Da trådte Malakor ud fra bagved Lydia og gik hen imod vampyren imens han rystede på hovedet og sagde '' Altid tænk på dine omgivelser og de personer der er der. Jeg vidste hvad hun ville gøre så jeg byggede min plan ud efter det. Det er slut nu ''. Malakor trak selv patronen ud af skulderen og kasten den imod vampyren da blev ramt i brystkassen ved hjertet. Malakor vendte sig udmattet over imod Lydia og sagde '' Er de kommet til skade, smukke frøken Mikaelson?''. Selv om hendes blod havde givet ham styrke så havde hans evne og sølvet igen svækket ham. Han spyttede lidt blod ud og sagde opgivende '' Hvorfor skal de aldrig skyde mig, og hvorfor altid med sølv ''.

Et smil bredte sig over Lydia s læber så han havde planlagt det hele, det var virkelig en klassisk Malakor, men det var nu meget rart at se, og opleve. Manden døde af patronen i hjertet, og Lydia s mave begyndte igen at rumle som før, ja nu var hun blevet meget sulten, så hvis Malakor var med på at gå med hende ind , så kunne de gå, og håbe på der ikke var flere mænd , men det så det ikke ud til ligenu. Da han spurgte hende om hun var okay nikkede hun"Ja jeg er okay hvad med dig Malakor"sagde hun og betagtede ham lidt, det var godt skudet var mod hans skudler, og ikke hjertet.

Ja det var meget sjovt hvorfor de aldrig skød efter ham, måske var det fordi det ikke ville hjælpe, eller måske var det bare en typisk ting for dem at skyde efter andre end prinsen. Lydia tænkte lidt ja det var nok derfor, men hun vidste det ikke. Hun kiggede på ham"Ja det er ret sjovt, men vi klarede den sagde det jo"smilte hun lidt for at gå tættere på Malakor. Hun kiggede bare ind i hans øjne"Tak fordi du reddede mig igen, jeg burde virkelig gøre gengæld en dag"sagde hun og endte med at ligge sine arme rundt om hans nakke for derefter at give ham et kram.

At mærke regnen og bare stå der og kramme ham det føltes rart , at vide han var okay, og Lydia var meget glad for han havde en plan. Hendes mave havde så godt nok også planer, den rumlede og rumlede"Okay vi skal hen til restauranten inden min mave rumler mere"hviskede hun i hans øre, mens et mildt grin kom ud ad hendes læber. Selvom hun nød at give ham et kram, vidste hun ikke om det var iorden med ham.

Han nikkede svagt og svarede '' Jeg hader sølv. Men det er god træning med alle de kampe. Jeg mangler faktisk en god trænings partner, ser de jeg har brug for at gøre mine evner stærkere. Jeg har brug for træning ''. Det var sandt at han havde planlagt det hele. Selv delen med at blive ramt af skudet, en da ned ned til detaljen med at blive ramt i skulderen så han ville give vampyren en falsk sikkerhed. For Malakor var kamp noget der blev udkæmpet med hovedet og ikke musklerne. Hvert et træk skulle nøje planlægges, fjender og venners evner og hvad de ville gøre skulle analyseres før han gjorde sit træk. Han var som en skak mester der udspillede sin modstander hver gang.

Han krammede hende tilbage, han kunne mærke varmen fra hendes krop. hendes åndedrag der rykkede hendes brystkasse frem når hun træk vejret. Hendes hjertes banken som en bas og hendes varme ånde mod hans hals og øre. Hendes rolige hjerteslag var som sød musik for ham. Det var i dette øjeblik han føle sig næsten i live. Det var en sørgelig men alligevel glad følelse han havde. Han holdt hende tæt og sagde blidt '' Jeg ville ønske vi aldrig behøves at give slip igen ''. Det var en rar følelse og han havde ikke følt rart lige så længe han kunne huske.

Der var et eller andet indeni Lydia der nærmest lystet op måske var det pågrund ad det han sagde, eller måske var det fordi han manglede en træningspartner, Lydia vidste ikke om det skulle være en af samme race som ham selv, eller om han foretrak noget andet. Selv kunne hun godt finde på at træne kamp , for hun dansede selv ret meget, så der kunne man altid bruge nogle tricks. "Hvem har du i tankerne som din træningspartner"spurgte hun med hovedet på skrå, og trådte lidt tilbage så hun kunne se Malakor s ansigt igen. Aldrig havde hun trænet før jo dans, men det var så også det eneste, gad vide hvordan det ville være at træne med et stærkt væsen som Malakor, det kunne være han kunne hjælpe hende, hvis hun kunne hjælpe ham..
Hendes øjne vendte ned mod den nærmeste vandpyt ,man kunne hurtigt se hendes spejlbilled i vandet, alle de tanker der pludselig strømmede ind i hendes hoved , hun lukkede kort øjnene bare for at få samlet tankerne, inden hun ville få hovedpine. "Som vampyr så bryder de dem ikke om sølv har jeg ret"sagde hun og vendte sig rundt så hun stod og kiggede på Malakor igen, men hendes blik skiftede mellem ham, og restauranten, skulle hun gå derhen, hun var sulten. "Malakor ethvert ønske kan altid blive opfyldt ligemeget hvad, hvis du ønsker ikke at give slip, så hold fast i det du tror på"Lydia sendte ham et blidt smil, og var glad for at mærke hans krop mod hendes i krammet, det var meget rart at føle sig tryg ved en person de fleste ikke ville føle sig tryg ved.

Men på en eller anden måde var der noget Lydia var blevet nysgerrig omkring, så hun kiggede på ham"Malakor som prins skal du så ikke have fundet en prinsesse, eller er det din fader der bestemmer det, eller hvordan er det"sagde hun mens hun vred kanten af hendes kjole lidt for at noget af vandet kunne få kjolen til at føltes lidt lettere-for når den var drivvåd føltes kjolen næsten så tung og klistret. Sådan var alt tøj vel ude i regn. Men ja det var nysgerrigheden der talte for Lydia huskede alle de historier om prinsesser og prinser der fandt hinanden, og om hvordan en prins skulle have en prinsesse eller pige han ikke kendte. Der var så mange forklageringer omkring det hele, men hun håbede at Malakor ville svare hende og hun håbede han ville med ind på restauranten med hende, så hendes mave kunne stoppe med at rumle.

Malakor stod lidt og kiggede op og ned af Lydia før han smilede og nikkede '' Hvis de ønsker det skal være dem, så kan vi godt finde ud af det. Jeg kan godt lære dig at slås og det vil også træne mine evner, men jeg advare dem, frøken Mikaelson. jeg er en hård træner. Lad os gå indenfor så de kan få varmen og noget at spise ''.

Malakor gik over og lagde sin hånd blidt rundt om Lydia og gik overimod resturanten. Han kunne ikke lade være med at stjæle et blik eller to af hende. Trods hendes kjole var ødelagt og våd fandt han hende alligevel yderst betagende på en underlig måde.

Malakor nikkede lidt '' Under normale omstændigheder bliver min kommende kone valgt for mig, men eftersom jeg er flygtet så gælder de regler jo ikke for mig længere. Jeg er fri til at vælge hvem jeg vil ''.

Da de kom ind fandt Malakor et bord de kunne sidde ved. Han satte sig ikke ned før Lydia havde sat sig. Han vidste ikke meget om resturanter, om dette var en burger bar eller en fin restaurant. Han gik ikke så meget op i mad og af god grund han spise jo ikke selv.

Lydia tænkte lidt over det, skulle det mon være hende, det ville være en god mulighed og så mærkede hun hans hånd om hende, hun smilte glad, og havde så fundet sit svar"Hvis det betyder at du ikke forsvinder fra mig i træningen så er jeg meget klar på det"sagde hun og sendte ham et smil, måske enda også nogle få blikke, hun kunne ikke lade vær når det var Malakor han havde den udstråling som han havde.

"Desuden så ville jeg blive bedre til at kunne beskytte dig endnu mere hvis der skulle ske noget, hvor dit liv måtte hænge i en tråd"sagde hun og stod nu indenfor hvor hun næsten lige skulle til at sætte sig ned , men hun sendte først Malakor et smil og så fik hun sat sig ned. Hun havde før været herinde på restauranten den var så elegant, så smuk. Og når man havde fint selskab af Malakor så kunne det ikke blive bedre.
Så kiggede hun på hans tøj "jeg er ked af det med dit tøj, det må have været dyr"øjnene skimemde det før hun kiggede op på ham igen. På bordet lå der to menukort, Lydia vidste ikke om Malakor ville have noget, men noget at drikke kunne han måske godt lokkes til at få ngoet af, især hvis der var rom. Lydia var ligeglad med han lignede en drunken mus Malakor han var stadig smuk at se på, hans øjne var stadig de dybeste og mest fortryllende øjne hun havde set.

Hun kendte ingen herinde, der var få hun fandt bekendte men det var nok fordi de mindede hende om folk hun før havde set, og mødt før. Så kiggede hun på Malakor"Men hvor kan vi træne henne, kender du et godt sted, bjerg, klippe, grotte"spurgte hun med det ene forslag efter det andet. Lydia var helt enig hvis hun kunne lære det fra ham , så ville hun være stærkere eller ja få en stor styrke. Tanken om han ville gøre det gjorde hende glad"Jamen jeg vil glæde mig til vores første træning Malakor , eftersom du har din charme med hele vejen..Og"sagde hun med en pause hvor hun rækte hendes hånd frem for at ligge den på hans kind"Og har dit hjerte med så kan jeg ikke andet end at glæde mig"smilte hun.

Malakor kiggede rundt omkring i resturanten. Han bestilte ikke noget at drikke. Nej hvis han skulle drikke skulle det bare være de to et sikkert sted. Det her sted var næppe sikkert og han vidste ikke om der var flere efter ham. Nej det var bedst kun at drikke et sikkert sted, her blev han nød til at holde sit hoved koldt.

Han kunne se and Lydia virkede tryg og glad og derfor hold han hans bekymringer skjulte. Malakor smilede venligt og nikkede '' Jeg går ingen steder, frøken Mikaelson ''.

Han kunne ikke se om hendes ord og berøringer var af venskabelig venlighed eller om der lå mere bag, han var ikke sikker. Han vidste ikke på hvilken måde hun så ham. Men var det nu også vigtigt. Delvist han ønskede bestemt ikke at hun var så venlig og blid overfor ham ud af medlidenhed. Det var han alt for stolt til.

Malakor kom væk fra disse tanker da hun spurgte om hvor de skulle træne. Malakor lænede sig lidt tilbage i stolen. Han kørte en hånd gennem hans våde hår og sagde roligt '' Jeg kender et faldefærdigt og efterladt hus i skoven. Der vil vi kunne træne i fred og ro ''. Malakor smilede '' Men tag noget holdbart trænings tøj på, vi kan jo ikke have der sker dem noget under træningen, yndige frøken Mikaelson.

Var der mere i hendes ord end venskab, det var ikke til at vide, ligesom det ikke var til at vide om Malakor s ord var ment venskabelige eller om der lå noget deri. Et mysterium det var det, men det gemte hun lidt bag sig da han nævnte stedet, hvor de kunne træne det lød meget godt, hun var klar på det, dog skulle hun selvfølgelig lige have noget andet tøj på end bare en kjole det var meget smukt og de,t men til træning der var det nok ikke en særlig god idé.

"Jeg går heller ingen steder Malakor"svarede hun mens hun holdte øjenkontakt med ham lidt. Og så kom der en svær beslutning hvad havde Lydia lyst til at spise, rejecocktail, eller noget andet der lød lækkert. Hun var ikke så kræsen , så hun kunne spise stortset alt-og det skulle ikke være nogle hemmelighed at hun var glad for mad. "Jeg lover at jeg nok passe på Malakor, ellers ved jeg at du vil være der , men jeg skal prøve at passe på, er klodset"sagde hun og strøg en hårtot ombagved det ene øre.

Men Lydia skulle hjem og have træningstøjet på hvis de skulle træne, og det så ikke ud til at der ville komme nogen mænd efter Malakor , så de kunne nyde deres selskab i fred for de folk."Hvis vi skal træne herefter så skal vi hjem til mig , for jeg skal skifte tøj, har måske noget du kan låne hvis det er"sagde hun og tænkte lidt, ja hun havde hvist en helt masse tøj, både til kvinder og mænd- herre tøjet havde været hendes far s som han havde glemt hjemme hos hende, så derfor havde hun det. Lydia vidste godt nok ikke om han havde brug for det, ellers måtte han gerne låne fra hende.

Så kom der en tjener hen til dem, og Lydia fik bestilt det hun skulle have det var blevet til en rejecocktail og et glas rom. Hun kiggede på Malakor det ville betyde han måske skulle se hende uden tøj på men hun stolede på ham, så mon ikke det ville gå.

Malakor kunne ikke lade være med at smile over hendes ivrighed for at komme i gang med at træne. Han satte beroligende en hånd på hendes skulder og sagde '' klokken er ved at være mange. Vi vil ikke kunne nå meget træning, og jeg vil ikke have de bliver syg. Det regner jo udenfor. Nej jeg har en bedre plan. Vi kunne gå hjem til dem, sætte os med en flaske rom og nyde resten af natten sammen. Hvis de altså ikke har noget imod jeg bliver dagen over. Så kunne vi tage ud og starte vores træning sammen i morgen aften. Hvordan lyder det for dem. Smukke, frøken Mikaelsom? ''. Han var faktisk bekymret for hende, han vidste at mennesker var modtagelige overfor sygdomme og nu havde de jo brugt meget tid ude i regnen. Han ville sikre sig at hun ikke blev syg. Han vidste ikke helt hvordan man passede et sygt menneske.

Malakor sad toldmodigt og ventede på hun blev færdig med at spise. Han smilede en gang i mellem til hende, hvorfor han gjorde det viste han ikke. Men der var noget fascinerende over at se et menneske spise og især hende. En gang i mellem greb han sig selv i at lade hans blik glide op og ned af hende.

Lydia fik spist det sidste af maden, og sad med et tilfreds smil på læben, det var lækkert og nu burde hendes mave ikke rumle mere. Han havde ret Malakor hun ville nødig blive syg så de burde hellere se at komme hjem til hende igen. Og hun havde intet imod at han blev natten over, det ville ikke gøre hende noget."Det vil gøre mig glad hvis du blev natten over, jeg er frisk på at nyde natten sammen med dig Malakor"sagde hun og fik givet tjeneren betalingen, hvorefter hun rejste sig op fra stolen. Så ventede hun på Malakor var klar til at gå med hende.


Lydia havde slet ikke lagt mærke til at han havde betragtet hende mens hun spiste men det gjorde hende glad, på en underlig måde. Så kom hun i tanke om noget og fik et smil på læben"Der er stadig mere rom tilbage hjemme hos mig, vi drak jo kun et glas, så mon ikke vi kan hygge os med resten af det"sagde hun og gik tæt hen til ham. Hun ventede blot Malakor var klar til at gå hjem til hende.
Ja det regnede stadig og når man var indenfor så kunne man sagtens høre regnen raslede mod ruderne, og det var meget hyggeligt bare at høre det, og se hvordan ruderne så ud med løbende regndråber , og se vandet forme forskellige mønstre uden folk tænkte over det, det var kun Lydia der pludselig kunne se sådan noget.

"Jeg vil glæde mig til nattens hyggelige stund sammen med dig Malakor, er du klar til at gå"spurgte hun, eftersom hun helst ville have ham med, det var måske fordi så følte hun sig bare så tryg.

Malakor smilede og nikkede. Han var faktisk glad for at hun ville have ham til at blive. Han havde jo ikke rigtigt noget sted at bo i nu, ud over hoteller. Så det ville være dejligt med et rigtigt hjem at slappe af i for en gangs skyld. Han følte det som om han havde være på flugt i en evighed, selv om det kun havde været et par måneder. Han kunne ikke lade være med at smile i nærheden af Lydia. Normalt smilede han aldrig rigtigt. enten var det falske smil eller smil fordi han gjorde noget ondt. Men dette var oprigtige smil.

Malakor lagde let sin arm rundt om hoften på Lydia da hun hun tæt ind til ham. Det virkede bare naturligt for han at gøre det. Han nikkede og sagde venligt '' Jeg glæder mig skam også til at tilbringe resten af natten med dem. Frøken Mikaelson ''.

Da de kom hjem til Lydia, tog han hurtigt sine våde sko af. Han var gennemblødt fra top til tå. Han tog hurtigt sin trøje af så man kunne se hans blege veltrænede overkrop. Der var ikke et ar eller mærke at se, blodet var jo vasket væk af regnen. Han gik over til håndvasken og vred hans trøje for at få det værste vand væk. Derefter tog han den på igen og kiggede på Lydia '' Jeg beklager meget, men jeg fryser ikke så jeg ved ikke rigtigt hvordan i mennesker får varmen. Kan jeg hjælpe dem med at få varmen på en eller anden måde, frøken Mikaelson? ''. Hans spørgsmål var oprigtigt, eftersom han ikke selv led under kulde havde han helt glemt hvordan man fik varmen.

Lydia betragtede hans krop den var virkelig smuk, der kunne hun stå og beundre hans krop i timevis men hun blev nød til at få sine sko af,så hun kiggede væk,for at tage støvlerne af. Så gik hun hen mod hendes værelse for at finde noget hun kunne tage på, så hun ikke ville syg af at have for koldt tøj på. "jeg har faktisk en lille pejs vi kan sidde foran dem og nyde varmen, varmen derfra skulle hjælpe meget"sagde hun og sendte ham et smil inden hun trådte ind på hendes værelse, nu var spørgssmålet hvad skulle hun tage på af tøj. Efter at lede rundt i skufferne fandt hun en sort skjorte som hun valgte at tage på den gik lidt ned over hendes numse, så det var vel godt nok. Håret gad hun ikke sætte op, det skule bare tørre.

Lydia gik så ud fra hendes værelse igen, og rødmede lidt måske var det fordi han skulle se hende i mindre tøj på, eller mindre og mindre skjorten var lidt kortere end kjolen. Den tanke rystede hun af sig , og gik hen mod køkkenet rom flasken stod der stadig, og hun fandt glassene frem, klar til at skænke op. "Klar på et glas"spurgte hun og sendte ham et smil mens hun kiggede over skulderen til ham. Han var jo vampyr så det var klart at han ikke frøs.

Men det var meget sødt af ham at han ville hjælpe hende, og bekymrede sig for hende, det var der ingen der havde gjort før. Lydia kiggede hen imod pejsen,det kunne faktisk være meget hyggeligt bare at sidde der op ad hinanden, med rom i glassene. Tanken kunne Lydia godt lide, så nu håbede hun at Malakor var med på idéen.

Malakor stod og kiggede ned i håndvasken. kunne se vandet og blodet fra hans trøje blive skyllet ud i vasken. Han kiggede på sin trøje som havde været igennem en del nu. Den var snavset og der var stadigvæk blodpletter på den. Der var to skudhuller i den. Det havde virkeligt været en prøvende aften. To kampe på en dag, og så havde han mødt dette specielle menneske.

Malakor var som vampyr ikke særlig begejstret for ild, dog var han ikke bange for det. Han sagde roligt '' Det lyder hyggeligt ''. Hyggeligt, det var et ord han ikke havde brugt i meget lang tid. han undrede sig over sit blide ordvalg sammen med denne kvinde, det var mystisk den effekt hun havde på ham.

Malakor gik hen og satte sig foran pejsen og ventede på Lydia, da hun kom hen med glasser tog han imod det med et velbehaget nik. Han kunne godt bruge et glas eller to efter sådan en aften. Han gjorde plads til at Lydia kunne sidde ved ham. Han kiggede lidt ind i den buldrende pejs hvis skær lyste hyggeligt op i rummet og sagde så '' Har de nogensinde overvejet at blive en vampyr?''. Ikke fordi han havde sådan bare tænkt sig at forvandle hende tværtimod, men han syntes det var et realvalt spørgsmål.

Lydia gik hen til ham og satte sig med ved siden af ham
Ja pejsen det var lang tid siden hun havde siddet der, og bare få lov til at kunne nyde varmen fra den og dens smukke gløder. Hun tog en tår af glasset , og smilte lidt for sig selv, og så hørte hun spørgsmålet og langsomt forsvandt hendes smil "Ja det har jeg..Tit tænker jeg hvordan livet ville være hvis jeg var et af nattens væsner, og hvilke evner jeg ville få"svarede hun Malakor og lænte hovedet lidt op ad så blikket var rettet på loftet, der havde skam også været en herre engang der havde planer om at gøre hende til vampyr , men tanken havde tit siddet fast i Lydia.

Hendes øjne vendte ned det samme gjorde hendes hoved så, hendes øjne kunne spejle sig i flammerne , hendes hud var stadig lidt kold fra regnen men det var begyndt at hjælpe på det ved at sidde foran pejsen med Malakor. "Hvad med dem ønsker de sommetider at være et menneske" hun kiggede ind i hans øjne bare for at se om han ville holde øjenkontakten med hende, Malakor var bestemt også speciel på en god måde. Så tænkte hun lidt mens hun sad der foran pejsen ved siden af Malakor "det mest uheldigste ved mig er at jeg har ar rundt omkring på min krop fordi jeg har været så uheldig" sagde hun og trak ned i hendes skjorte så ryggen kunne ses der var få ar da de fleste var fordvundet væk. Det gav hende altid en følelse af at hun ikke var så køn som andre kvinder , for hvem havde så mange ar som hende.

Hun holdte sit blik med Malakor s mens hendes ryg var blottet for ham , hun havde aldrig turde vise hendes ryg til nogen men fordi hun stolede på Malakor så turde hun godt gøre det. Et varmt smil kom frem på hendes læber, hun nød det bare følelsen af at hun kunne nyde øjeblikket med Malakor var en rar følelse det var lidt mærkeligt men på en god måde.

Malakor kunne se at Lydia tog emnet seriøst og det respekterende han. Han mente selv at man skulle tage sådan et spørgsmål alvorligt. Det var bestemt ikke noget man bare skulle vælge uden at overveje konsekvenserne. Malakor havde ikke selv haft valget. Da han var ung, det var en anden sag. Det var jo også så længe siden. Han havde aldrig fået valget.

Malakor kiggede ind i pejsen, så flammerne danse. Han så flammerne danse, hvordan de kærtegnede brændet, langsomt opslugte det. Han tænkte tilbage på hans egen forvandling så længe siden. Det var et blodigt og dystert minde. Han kunne huske det som var det i går.

Da hun viste ham hendes ar smilede han blidt og sagde '' Det kan vi godt ordne. Mit blod har helbrede og dog bliver vi nød til at åbne de ar så de healer fint, så bliver der ikke dannet arvæv. Men det er en smertefuld process''. Smerte betød ikke meget for ham. Han var trænet til at udholde store mængder uden at det påvirkende ham. Han havde været udsat for den værste slags tortur for at hærde ham.

Da hun spurgte om han ønskede at være menneske igen kiggede han hende ind i øjnene og svarede '' Nej. Der er mange grunde til jeg ikke vel. de vigtigste er at jeg ikke ville passe ind i den her tid og.. Hvis jeg var et menneske.. Ville jeg aldrig have mødt dem, frøken Mikaelson''. Han fik en alvorlig mine og sagde '' De må aldrig lade dem overtale til at blive som mig. De stråler af menneskelighed. En styrke uden lige, det vil forsvinde hvis du forvandler dig. Du vil ikke være den du engang var og med tiden vil du helt glemme hvem du var. Din menneskelighed er din største styrke, frøken Mikaelson ''. Han mente hvert et ord.

Lydia lyttede til hans ord og det var som om at de bare ramte ind i hendes hjerte , og det var en god ting, for så behøvede hun ikke at overveje muligheden ved at blive til en vampyr. Hendes øjne hvilede på Malakor, inden hun besluttede sig for at kigge ned ad sig selv-ar og atter ar var der jo mange af. De skulle væk hvis Malakor kunne det så var Lydia ligeglad om det måtte gøre ondt, eller give en frygtelig smerte bare så længe de kunne forsvinde. Hun var ikke så glad for dem, men om de kunne komme væk vidste hun ikke, det var nogle hun havde haft i lang tid, man kunne godt håbe på de kunne forsvinde væk.

Det gjorde hende glad at Malakor sagde de søde ord til hende, det betød meget for hende at høre det, så det ikke bare var nogle dumme tanker i hendes hoved. Hun tog en tår ad glasset hvor der var rom i, og fik drukket det hele. Hun havde puttet et bredt smil på ansigtet og lod blikket hvile lidt på flammerne i pejsen, hvilken skønhed det gav. Bare når flammerne dansede rundt, og bare når de strålede så fint. "I vampyrer bryder jer ikke om ild gør i Malakor"spurgte hun undren mens smillet forsvandt. Det var noget hun havde læst omkring vampyrer, men var ikke sikker på om det passede, så nu tog hun chancen og spurgte ham.

Hun rettede sit blik på Malakor, og håbede han ville møde hendes blik, for hun havde fået en god idé-om den så måtte være god eller ej vidste hun ikke endnu. Men det kunne være at han ville kunne lide ideen, bare for at de to kunne hygge sig endnu mere, men så tænkte hun lidt, de hyggede sig allerede nu.

Lydia betragtede ham lidt og kiggede lidt rundt inde i hendes lejlighed, så fik hun en lile idé til"Frisk på lidt morskab,hvis du har nogle ideer som jeg har så bliver det godt"sagde hun og udstrålede en lykke , fordi hun var glad, og nød selskabet, ja bare nød hele aftenen indtil videre. Der måtte ske ting som kun hende og Malakor kunne få til at ske-Hvad det skulle være, måtte vise sig.

Malakor kiggede ind i ilden og nikkede svagt og sagde '' Ild er en svaghed for alle Vampyrer. Men så længe man kender sine svagheder kan man finde en måde at undgå dem på. Jeg vil ikke sige jeg er bange for ild. Jeg respektere ild''. Hans svar rummede en vis visdom. Men en på hans alder måtte jo have haft en del tid til at tænke over ting og med tanker og oplevelser fulgte visdom.

Malakor kiggede på Lydia da hun sagde hun havde en ide. Hans nysgerrige del blev vækket og et håbefuldt smil kom frem på hans læber. Han vidste ikke hvad hendes plan var men han glædede sig bestemt til at finde ud af det. Han elskede lege, faktisk var det jo for ham en leg at jage et bytte. Han lænede sig frem og sagde med en forhåbningsfuld stemme '' Hvad har de i tankerne, smukke frøken Mikaelson?''. Malakor sitrede næsten af begejstring. Han kunne så godt lide når andre fik planer. Normalt var det altid ham der fandt på ideer og planer, så det var nu dejligt når andre gjorde det engang i mellem.

Lydia fik et legende smil på læben, og et intens blik frem, hvor hun så lændte sig lidt frem mod Malakor"Kender du den her leg med jordbæret, eller man kan også med isterninger"sagde hun og drejede lidt rundt for at tage fat i et sort stykke bånd, hvor hun så kiggede på Malakor. Lydia havde også taget en spand frem hvor der lå isterninger i, og jordbær i, hun vidste ikke hvordan det ville gå men hun håbede på det bedste"Håber ikke det gør noget at jeg tester dine sanser Malakor"sagde hun og rørte hans læber med en finger, på en meget blid måde. Hun havde prøvet legen før, men det var så for lang tid siden og alligevel så kunne hun godt huske legen.

For det gik ud på, at han skulle få isterningen ud ad hendes mund uden hjælp fra hans hænder, eller fødder. Det kunne være let for ham han var jo vampyr, men lidt sjov skadede ikke. Lydia lod hendes øjne hvile på Malakor lidt, hun håbede han var frisk, for hun havde ikke tænkt sig at gøre det let bare at give det lidt udfordring for ham. "Du får det her for øjnene så skal du se om du kan bruge dine sanser godt til at vide hvor jeg er henne, så du kan tage isterningen"sagde hun med et smil.

Hendes skjorte var halvt åben og halvt lukket, det var bare en typisk Lydia ting-eller måske bare en typisk kvindeting. Hendes hår var blevet tør af pejsens varme, så det var en god ting. "Håber ikke det er for barnligt, jeg ønsker bare at teste min kommende træner s styrke"sagde hun og kærtegnede hans ene kind, før hun trådte lidt væk fra ham. Hun vidste ikke om han selv ville binde stykket for hans øjne, eller om hun skulle gøre det.

Malakor elskede lege. Han elskede det aspekt som lege bragte frem. Man var ligeglad med omverdenen når man legede, man koncentrerede sig bare om at have det sjovt. Det var perfekt for en som ham der altid tænkte meget over tingene. Selv om Malakor var gammel så var havde han aldrig leget sådan en leg før. Han var usikker på hvordan han med bind for øjnene.

Da hun rørte hans læber kiggede han på hende. Han nikkede til hvad hun sagde '' Jeg acceptere denne udfordring ''. Han vidste stadigvæk ikke om han skulle bruge sine evner eller give hende en fair fight. Men da hun sagde hun ville se hvad han kunne var det klart for ham at hun ville se nøjagtig hvor klog og god han var.

Malakor rejste sig op med et bestemt blik i hans øjne. Han tog bindet for øjnene. Han sanser var jo overnaturligt gode. Problemet var stadigvæk at han ikke måtte bruge hans arme eller ben til at få isterningen fra hende.

Malakors lugte og høre sanser var meget skarpe som vampyr så selv med bindet for øjnene drejede han hovedet direkte over i retningen hvor hun stod og sagde '' Hvornår begynder denne leg så. Frøken Mikaelson?''. Han var spændt. Han kunne godt lide at lege.

Lydia kiggede på Malakor det her ville blive meget sjovt det var hun sikker på, at kunne få lov til at slippe sin morskab ud, og at lege var også bare noget hun var så glad for. Det var noget man virkelig godt kunne nyde og det var altid rart, og når man jo var sammen med Malakor eller ja i selskab med ham, så kunne det ikke blive andet end hyggeligt. Hendes øjne hvilede en smule på ham, og hun trådte lidt mere væk, for at skulle til at løbe hen til et sted for at se om han kunne finde hende der.

Hun fik øje på altandøren og smilte bredt, der kunne hun løbe ud, og så klatre op på taget, det var en mulighed, godt nok også meget risikabelt men hun ville tage en chance bare for at kunne se Malakor s evner og sanser. "Nu smukke Malakor"smilte hun og var hurtigt løbet ud på altanen, og stod nu på kanten af altanen. Lydia fik fat i kanten af taget, for at klatre derop, det var svært lidt fordi hun skulle også sørger for at have isterningen i munden.

Det føltes altid som om isterningen ville falde ud ad hendes mund fordi hendes læber var så bløde, så det gjorde det hele lidt svært. Hun ville ikke give op, hun ville more sig med Malakor, så derfor klatrede hun nu op på taget. Hun stod op og kiggede op på himlen, så smuk den var, alle de stjerne det var helt fortryllet-ja nærmest fortryllet. Beslutsomhed lukkede hun de gyldne brune øjne, for at nyde luften og vente på hun kunne fornemme nogen i nærheden for det var sikkert Malakor.

Som vampyr ville han sikkert ikke have noget problem med at komme op der hvor hun var, på taget. Hvordan skulle hun så komme væk for hun ville ikke tabe legen så hurtig. Hvis han fik isterningen ud ad hendes mund så tabte hun, men måske ville hun vinde. Ligemeget hvad så ville hun beundre hans evner , og beundre Malakor s styrke. Hun besluttede sig for at gå lidt hen til kanten af taget, hvor man kunne se taget på de andre lejligheder.*Den her isterningen er kold, men natten er ikke så kold den er forfriskende*tænkte hun med blikket hvilende på himlen.

Malakor der stod med bind for øjnene koncentrerede sig. Han havde ikke sit syn at stole på, men det var bestemt ikke første gang han havde været i den situation. Han ventede på han kunne høre hende ude på altanen. Han rystede svagt på hovedet og tænkte * hvad har de dog gang i. De kunne jo komme til skade*. Malakor gik langsomt efter. Han kunne høre hun havde besvær med at kravle op på taget. hendes lugt og de lyde hun lavede var meget lette for ham at opfange. Han stod og ventede på at han kunne høre hun var kommet op på taget.

Malakor brugte sin overnaturlige styrke til at sætte af fra altanen. Men en agil saltomortale landede han på taget. Man kunne høre at han lugtede efter hende. Han hoved drejede sig i den direkte retning hvor hun stod. Han begyndte langsomt og elegant at gå over imod hende. Han ville ikke bruge hans rigtige evner. Det ville ikke være fair, kun de overnaturlige sanser og fysik han havde.

Malakor bevægede sig pludselig meget hurtigt og med et stod han bagved hende. Han sagde med en rolig stemme '' Jeg har analyseret denne leg. Jeg må ikke bruge mine hænder eller fødder, jeg kunne nikke dig en skalde. Men det ville jeg ikke gøre mod dem, smukke frøken Mikaelson. Det efterlader kun min mund tilbage''. Han smilede charmerende og sagde '' Ikke sandt''.

Lydia fik et lille chok af at han pludselig stod der, men hun havde ikke forventet at han ville være så hurtig ,men det var meget sjovt. Hun lyttede til ham og stod bare der med isterningen mellem læberne. Det var lidt svært at sige så meget men hun fandt en udvej nemlig at flytte isterningen til den side inde i hendes mund bare så hun kunne sige noget"Det kunne de, hvis de ønsker, de kunne også bruge dine tænder"sagde hun og trådte et lille skridt tilbage bare for at drille ham lidt. Hendes smil var dog lidt varmt det var jo ikke en ond måde hun drillede ham på.

Lydia flyttede isterningen tilbage så den var mellem hendes læber igen, ja det var det legen gik ud på, han havde regnet den ud, imponeret det var Lydia. Hendes hår begyndte at flagre lidt og der var ikke så koldt, det var til at holde ud, selv for hende som plejede at fryse i kulde, men det var som om det ikke rigtigt gjorde hende noget. Vinden var kun en kort brise der føltes friskende. Hun lukkede øjnene lidt for at tænke om der mon var en mulighed for at hun kunne komme væk herfra taget.

*Hmm...Nej ikke den vej der...Heller ikke den vej der... Måske har jeg tabt*tænkte hun mens øjnene åbnede op igen, blikket flakkede lidt rundt for at se om der mon kunne være nogle muligheder. Men det så ud til at han vandt, han var jo en skarp vampyr. Lydia gik lidt tæt på ham og ventede på at se hvad han ville gøre , hvis han tog isterningen så ville han vinde, men gjorde han ikke så ville hun vinde.

Hun kunne godt lide tanken om at hun måske havde vundet over ham i den her leg, men tanken om at han sagtens kunne vinde, sad også i hendes tanker. Det var spændende, og efter at hun havde betragtet ham lidt og omgivelserne fra taget, så gik det op for hende at hun skulle passe på med ikke at falde ned fra taget, eller komme til skade, selvom Malakor var der til at ville redde hende, så skulle hun passe på ligemeget hvad. Hun stod bare der med isterningne og ventede spændt på hans træk.

Malakor stod og lyttede. Han kunne høre hvordan hun gik lidt væk for bagefter at træde hen foran ham. Denne leg var sjov, han havde klart fordelen. Men det ville han jo have i de fleste lege, han var jo vampyr. Han overvejede et kort øjeblik hvad han skulle gøre. Han havde det så svært med disse menneskelige følelser men han havde valgt bare at følge dem. se hvor og hvad de ledte til.

Da hun forslog ham at bruge hans tænder kunne han ikke lagde være med at smile. Han var jo overbevist om at dette var en test. Hvis han tog den med munden ville det sende et signal og hvis han tog den med tænderne ville det give et andet signal. Han tænkte *Imponerende. Hun er snu, at lokke mig til at lege for samtidig at bruge det til at finde ud af hvad hun vil. Jeg ville have gjort det på en ond måde men hun har faktisk formådet at gøre det på en sjov og god måde. Det er noget helt nyt for mig. Interessant... Meeen to kan lege med på den leg*.

Malakor lænede sig frem så hans læber næsten rørte isterningen og sagde '' Nu skal de være ærlig frøken Mikaelson. Hvilken en af de to måder ville de foreslå jeg skulle bruge ''. Han holdt en lille pause før han sagde '' Eller de vil måske gerne selv vinde''. Han havde let og elegant vendt det lille spil tilbage imod hende.

Lydia nød det, for det var virkelig drilsk af dem begge to, han drillede hende og hun drillede ham. Hendes øjne hvilede lidt på hans øjne ja gad vide hvad hun skulle vælge at gøre, for ville hun vinde eller ville hun tabe det var det store spørgssmål. Han var bestemt også snu Malakor, så Lydia valgte at gå tæt på ham, for at rykke isterningen lidt rundt så den sad mellem hendes tænder lige i midten af hendes mund så han let kunne tage den, hvis han ikke ønskede at røre hendes læber med hans. Det var virkelig ret morsomt, hun morede sig hvertifald, og det kunne hun se Malakor også gjorde, så det var dejligt, en meget dejlig følelse.

Hun kørte en hånd over hans hår mens hun bare lagde hovedet på skrå og ventede på at se hvad Malakor gjorde, ligemeget hvad så havde det været en hyggelig leg, og det var bestemt et drilsk valg de begge to stod med ligenu. Man kunne aldrig vide hvordan det ville ende men Lydia gav ham en lille ledetråd, han kunne tage isterningen med hans tænder eller presse hans læber mod hendes læber. Valget stod til Malakor, Lydia kunne beundre natten og ham lidt, mens hun ventede.

Tænk at man kunne more sig så meget i en leg, hun lagde slet ikke mærke til de andre lejligheder, og var allerede begyndt at tænke hvad de kunne lave bagefter den her leg. Gad vide om Malakor havde nogle forslag, måske skulle de bare hygge sig i hinandens selskab eller måske havde de andre ideer, det måtte vise sig. Lydia s hud var så småt begyndt at blive kold fra kulden, men også fordi isterningen efter lidt tid var begyndt at gøre hendes læber meget kolde.

Malakor der stadigvæk havde bindet for øjnene kunne ikke se at hun kiggede på ham men han kunne føle det. Han kunne føle hendes ånde imod hans mund. Han overvejede lidt hvad han skulle gøre. Igen havde hun lagt det over til ham at vælge. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Normalt vidste han sagtens hvad han ville gøre men denne gang var anderledes, hun bragte noget frem i ham han ikke forstod og det fik ham til at tøve.

Han stod i lidt tid og hørte på hendes vejrtrækning. Det lød som om hun var spændt på hvad han ville gøre. For ham var det jo et tegn i sig selv.

Malakor lænede sig frem og satte sine tænder i isterningen. ,em han trak den ikke ud af hendes mund. Han stod bare stille i lidt tid før han rykkede tættere på så deres læber rørte hinandens i bare et par sekunder. Han havde blode kolde læber. Efter denne korte stund hvor deres læber rørte hinandens bed han isterningen over i to, så hun havde den ene del i munden og han havde den anden i munden.

Malakor trådte et skridt tilbage og smilede charmerende og tyggede på hans del af den og sagde så '' Det ser ud til at vi begge vandt. Var smukke, frøken Mikaelson''.