Quiet inside - Malakor

Solen var netop gået ned, og det var bestemt ikke med Anastasia's gode vilje at hun gik rundt i skoven på dette tidspunkt. Det var nu en måned siden at hun var flyttet til Di Morga og hun kunne stadig ikke helt finde rundt. Hun var datter af naturen, hun elskede solen, træerne, fuglene. Når hun nu ikke kunne finde ud af byens mennesker og væsner, så måtte hun jo flygte ud til den natur som hun kendte og som hun elskede. Men lige nu var den dog ikke helt så fantastisk som hun gerne ville have at den var.

Hun havde efterhånden gået rundt derude i fire timer, og hun havde nu indset at hun var farret vild og ikke kunne finde hjem, hun havde derfor sat sig på en træstub med sin vandflaske i hånden, hendes fødder var trætte og for nu orkede hun ikke engang at forsøge at finde ud, hun var ret sikker på hun havde bevæget sig alt for dybt ind i skoven i forhold til hvad hun burde, og hendes evner var stadig ikke så stærke hun kunne forsvare sig særligt godt, derfor var hun nu bange og ret så nervøs. Hun vidste at hendes blod var eftertragtet og hun vidste at en skov som denne var fyldt med sikkert både vampyre og varulve.

Anastasia sukkede som hun sad der, hun havde en fin sort nederdel på, med bare ben under og en sort top. Hun havde ikke engang taget en jakke med for hun havde jo ikke regnet med at være udenfor til solen var gået ned, men nu var hun her. Hun bad til at nogen kom forbi og kunne hjælpe hende ud, for selvom hun ikke var et barn mere, så følte hun sig lige nu som en 11 årig der gerne ville hjem til sin mor.

Malakor havde fundet et gammelt, forfaldent hus dybt inde i skoven. Han havde valgt at lade det stå i sin ødelagte tilstand. På nær kælderen, hvis indgang var skjult under gulvbredarne i stuen den havde han ved hjælp fra sin overnaturlige styrke og hurtighed renoveret . Væggene var blevet forstærket med metal og den lem der åbnede til kælderen var også blevet forstærket med metal. Malakor vidste at det galt om at sikre sig ingen kunne komme ind og ud. Det var ikke de store gange og haller han normalt betrådte. Men han var jo også på flugt fra sin fader. kælder rummet havde kun et par stole, et bord og en seng.

Malakor lå i sengen og ventede på at solen skulle gå ned. Da han var sikker på den var gået ned, rejste han sig op og trak i en hvid faconsyet skjorte og jeans. Han åbnede lemmen, lukkede den efter sig og gik ud i skoven. Han havde ikke lagt nogle planer for denne dag. Sådan var han normalt ikke, normalt ville han have planlagt hver time ned til mindste detalje. Han ville have en liste af ting i sit hoved han skulle nå at udføre. Men han vidste også man nogle gange bare havde brug for at slappe lidt af med noget sjovt. Nu skulle han bare finde det sjov.

Han gik lydløst og elegant rundt indtil han hørte en gren knække. Han kunne vurdere på lyden af grenen at det måtte være et væsen af omkring samme vægt som et menneske. Lydløst sprang Malakor op i et træ for at holde øje. Sandt nok det var skam et menneske. En smuk ung dame, han betragtede hende lidt. minen på hendes ansigt og hendes kropssprog var nemt at læse. Hun var varet vild. Malakor brugte et par minutter på at opbygge en plan. En plan for hvordan han skulle lege med sit nye bytte. Man var som en skak mester der nøje planlagde hvert et trak før det blev lavet. Han tog højde for ændringer af planen jo mere han ville få analyseret hende.

Malakor sprang lydløst ned fra træet og landede på jorden. Han havde valgt sin plan. Han ville lokke hende i en falsk sikkerhed om at han var en rar og venlig sjæl først. Det var altid sjovt med lidt skuespil.

Malakor trådte ud, han bevægede sig elegant med ikke lydløst denne gang. Malakor var over 1.90m høj, hans hvide faconsyede skjorte afslørede hans veltrænede krop. Dog ikke alt for pumpet, dybe blå øjne, blondt hår og en bleg, blød hud. Han kiggede på Anastasia med et varmt og indbydende smil og sagde med en rolig og blid stemme '' De virker til at være faret vild, unge frøken, ikke sandt?''. Og nu var hans leg startet. Hvem vidste hvad denne leg ville føre til. Kun tiden kunne afsløre dette.

Anastasia bemærkede slet ikke noget andet end sig selv, hun var træt og afkræftet, og mest af alt var hun sulten. Hun havde jo heller ikke spist i snart ret så mange timer. Hun sukkede for sig selv og lod en hånd gldie igennem det smukke blonde hår, hun kendte nærmest ingen i byen, men det var nok også fordi at hun godt kunne virke en smule genert. Hun var jo egentligt meget udadvent og positiv hvis folk bare ville prøve at kende hende, men ofte gik folk bare videre til den næste fordi hun ikke var en rapkæftet babe der ville drikke natten lang.

Hun hørte en lyd, noget der landede på jorden og det gav et sæt i hende, shit! Det var en person, et menneske, et væsen... Ja faktisk anede hun jo ikke hvad det var, men det var noget som talte til hende og hun var meget stille som han talte. Godt nok var hans stemme blid men Anastasia havde efterhånden mødt så mange skræmmende mennesker i byen at hun ikke sådan bare lige lod sig nare eller friste.

"Ehm jo... Kan du måske vejen ud herfra?" spurgte hun roligt og en smule nervøs imens hun kiggede på ham igennem mørket, det var svært helt at se ham, hun havde ikke det bedste nattesyn hvilket nok var en af grundende til hun var en smule ekstra bange for mørket, hun anede ikke hvem hun talte til, ikke andet end at det var en mand ig i mørket kunne hun let se hans silhuette.

Malakor smilede venligt og gik elegant tættere på Anastasia. Dog ikke så tæt at det kunne opfattes som truende. Der stod han et øjeblik før han rakte ud efter hendes hånd. Hvis hun gav han hendes hånd ville han bukke langsomt efter han havde kysset hendes hånd blidt. Hvis ikke hun rakte hendes hånd frem ville han bare bukke. Malakor sagde med en blid stemme '' Mit navn er Malakor. Jeg syntes altid at man bør præsentere sig når man står i nærheden af en naturlig skønhed som dem, unge frøken ''. Malakor brugte rigtigt sin gammeldags charme.

Malakor kiggede mod stjernerne et øjeblik før han kiggede tilbage på Anastasia og sagde så '' Selvfølgelig kender jeg vejen ud herfra, frøken. Og jeg vil med glæde vise dem vejen. Men desværre er skoven fuldt med nattens væsner. De har været meget heldig at jeg var den første de mødte må deres vej ''. Malakor grinede falsk og gav hende en varmt smil.

Anastasia kiggede en smule nervøs i mod ham, ikke helt sikker på hvad hun skulle sige. Der var så mange mennesker i denne by og hun havde efterhåndne fundet ud af at hun ikke skulle stole på nogen og da slet ikke folk hun mødte om aftenen eller natten: "Please ikke gør mig noget!" sagde hun i panik og kneb øjnene sammen som forventede hun at noget snart ville gøre ondt og hun skulle løbe eller gemme sig.

Det var da også derfor at hun blev en smule chokeret da han pludseligt præsenterede sig ved navn og det fik hende til langsomt at åbne sine øjne igen, dog stadig ret så usikker: "Anastasia..." præsenterede hun sig meget simpelt og stadig fuld at frygt for denne underlige fremmede, hun efterhånden havde sporet til at være vampyr.

Hans falske grin gav hende kuldegysninger ned af ryggen, Åh gud hvor var han creepy: "Jeg vil bare gerne hjem forstår De" sagde hun med en venlig stemme og forsøgte at virke afslappet selvom hun var lige ved at tisse i bukserne af skræk, dog var hun altid høffelig og især fordi at han sikkert bare ville gøre hende ondt hvis hun gik i mod ham. Hun prøvede virkeligt ikke at dømme folk men i et lang som dette og i en by som denne - så var det virkeligt svært.

Malakor kunne se og høre på hende at hans forsøg på at berolige hende ikke virkede. Det gjorde ham en smule sur å sig selv. Han måtte forsøge hårdere. Malakor elskede at lokke sit bytte i en falsk sikkerhed før han slog til. Med et kom ideen til ham. Han vidste hvordan han skulle lege med dette bytte. Han ville lokke hende ned i sin kælder, finde nogle andre mennesker og sætte dem ned sammen med kvinden foran ham og afholde et lille spil. Det var den perfekte ide, men først måtte han lokke hende i en falsk sikkerhed.

Malakor brugte sin evne Illusionary Reallity så det lød som om en knurren kom fra mørket, kort tid efter ville der komme nogle gule øjne frem i mørket. Malakor brugte sin overnaturlige hurtighed til at stille sig ind foran Anastasia. Han stod nu med ryggen til hende og armene ud til siden i en beskyttende facon. Han lod sine hugtænder komme frem og hvæsede i retning af de gule øjne. Derefter sagde han ''De skal ikke være bange frøken, jeg vil beskytte dem. Jeg tror desværre at en vareulv har fået færten af os. Løb den retning''. Malakor pegede i retningen af hans gemmested og sagde '' Der vil du finde en forfaldent hus, der vil være en lem der føre ned til en kælder, der vil de være i sikkerhed til jeg har taget mig af bæstet''. Malakor drejede sit hoved og kiggede bestemt på Anastasia '' Skynd dem, smukke frøken så holder jeg bæstet væk''. Han havde afsløret hvad han var men han håbede at hans lille plan ville lykkes for så havde han tid til at finde mennesker til hans leg imens hun sad og ventede pænt i hans kælder.

Var Anastasia lige ved at tisse i bukserne? Åh ja det var hun. Hun kunne ikke lide mørke, fremmede mennesker eller vampyre. Men da hun hørte den knurrende lyd og hun fornemmede de gule øjne i mørket spærrede hun øjnene op og måtte sætte en hånd for sin mund for ikke at skride, shit! Da han stilte sig ind foran hende trak hun vejret tungt, langt hurtigere end hun plejede og hun mærkede sin adrenalin skyde i vejret, hun ville virkeligt ikke dø! Ikke endnu om ikke andet!

Naiv og bange som Anastasia var gjorde hun som denne fremmede sagde og hun satte i løb igennem skoven, i ren panik. Hun syntes at hun løb længere end hun troede hun skulle og hun faldt flere gange over blade og kviste så skræmmer og sår viste sig, hun havde også revet hun på hendes top lige over navlen og der stod nu en pæn dyb rifte som blødte stille ned af hende.

Hun kom hen til hytten og sprang som han bad om ned i hullet for at gemme sig, hun syntes at kunne høre hyl og skrætten som troede hun hele tiden at dette varulv var lige ved siden af hende. Der var helt mørkt i kælderen, hun kunne ikke se hvordan den så ud og satte sig blot op langt væggen med benene trukket op under sig og hovedet gemt i knæende imens hun gav sig til at dræbe af ren frygt.

Malakor smilede da han så hende løbe væk, det så ud til at hans plan virkede. Da han ikke kunne se hende mere fjernede hans sine hugtænder og begav sig ind mod byen. Han vidste han havde noget tid. Det skulle jo forestille at han var oppe og kæmpe imod en vareulv.

Da Malakor kom til byen var hans første plan at købe de ting ind han skulle bruge til sin nye leg. Han brugte lidt tid i en døgnåben isesenkrammer og købte de ting han ville få brug for. Derefter købte han nogle ting ved en kiosk. Han havde en del ting med sig i store poser. Han lagde mærke til en gruppe mennesker på tre der sad på en bænk. Det var to drenge og en pige. De sad og drak og snakkede. Malakor gik der over. Han brugte lidt tid på at overbevise dem om at hvis de ville så havde han noget gratis alkohol der hjemme de kunne drikke hvis de ønskede at deres fest skulle fortsætte. Beruset valgte de tre at følge med den charmerende Vampyr.

Da de kom til det forfaldne hus ude i skoven gik det langsomt op for dem at det ikke var det han havde lovet dem. Malakor satte sine ting fra sig og viste sine hugtænder. De tre mennesker der var i slutningen af teenage årene begyndte at løbe. Han brugte sin overnaturlige hurtighed til at indfage dem en af gangen. Hver gang han fik fat i en slog han dem ud. Da han havde fandet alle tre gik han over til kælder lemmen. Han åbnede den og smed de tre mennesker ned til Anastasia. Derefter smed han en worki torti og smed ned til dem. Dereftter smed han nogle små batteridrevet lamper ned så de kunne få noget lys i kælderen. Til sidst satte han en lås på kælderlemmen udefra. Alt var så småt ved at være klar til hans leg. Nu ville han bare give hans fire fanger lidt tid til at lære hinanden at kende før han ville vende dem imod hinanden i hans syge leg.

Anastasia syntes at hun sad meget længe og hun havde absolut ingen idé om hvad der foregik, men som minutter gik fortrød hun mere og mere at hun var hoppet derned hun skulle ikke stole på folk det havde hun jo sagt mange gange til sig selv og lige anede hun slet ikke hvordan hun skulle slutte eller starte på noget som helst.

Anastasia bemærkede kun svagt skikkelserne der kom ind, og hun blev blot siddende helt stille og bad til Gud om at de ikke ville gøre hende ondt, godt nok var Anastasia ikke Engel, men derfor ville hun alligevel gerne bede, bare fordi at hvis hun bad kunne det måske være at hun fik nådelse, hvorfor skulle hun altid ende i disse situationer? hun forstod det ikke - hun ville bare gerne være glad og fri, kende nogen flere mennesker på den gode måde.

Hun sagde intet: "Mr... Mand? Please luk mig ud!" råbte hun let op igennem gulvet: "Jeg vil gøre alt, please!" sagde hun stille og ville lige nu langt hellere se ham end de fremmede mennesker i sit rum, det var meget uhyggeligt for hende og hun ville bare gerne væk, hun anede ikke hvem hun var landet med.

//Styrer du selv dine NPC'er? xD//

//ja, skal jeg nok//

Malakor tog et Denver Tablet frem og tænkte den. Han tilkoblede sig det video kamera han havde nede i kælderens. Det sad i en af hjørnerne og pegede ud mod rummet så man kunne se hele rummet. Han havde installeret det for at sikre sig at ingen var nede i hans skjul imens han var væk. Workien havde han lagt der ned for at narre dem. Han kunne sagtens høre dem der nede men de skulle jo tro at han ikke kunne. Et smil kom frem på hans læber imens han begyndte at betragtede sine fanger.

De tre mennesker begyndte så snart at vågne. Den første der vågnede var drengen James. Han var så nydelig ud, sort hår og brune øjne. Han satte sig op med et suk af smerte, han tog sig til baghovedet. Han kiggede rundt og sagde ''Hvor... Hvor er jeg?''.

Pigen Ani vågnede da hun hørte James spørgsmål. Hun var en smuk blod pige ned blå øjne. Hun var lidt udfordrende beklædt. Hun svarede svagt og forvirret ''Han med hugtænderne, er han væk?''.

Det sidste menneske satte sig op og kiggede rundt. Han hed Joey. Han var en smule tyk og havde briller. Han sagde med frygt i stemmen ''Gutter, vi er ikke alene. Der er en her nede med os''.

Da de alle fik øje på Anastasia begyndte Joey og Ani at skrige af en blanding imellem forstrækkelse og frygt.

Anastasia sad helt stille og sagde ingenting, men kiggede blot over i mod de andre, hun nikkede kort i mod dem som hilsen men sagde ingenting, tørrede dog tårene væk fra sine kinder, hun vidste ikke hvad hun skulle sige at gøre og lige nu var hun ikke sikker på om manden som var vampyr var ven eller fjende, men lige nu ville hun hellere være sammen med ham end folk hun på ingen måde kendte.

Anastasia rejste sig langsomt op og gik hen til lemmen og bankede på den, den kunne ikke åbnes nedefra: "Please luk mig ud!" råbte hun blot, lige nu ville hun gøre hvad som helst for at komme ud - ja faktisk hvad som helst. Hun ville gerne bare hjem og hun ville bare gerne være fra hele verden. Hvorfor havde nogen dog gjort dette og hvad var deres plan: "Hvilke racer er i?" spurgte hun bekymret og kiggede i mod dem.

Hun ville gerne vide om det mon var vampyren som var ude efter blod, var det ham som havde gjort dette ved dem? Var det ham som... Havde spærret dem inde? Hun var jo aspara, hvilket var blod som en vampyr gerne ville have. Hvad var han overhovedet ude på?

Malakor betragtede dem via sin tablet. Han kunne ikke lade være med at fryde sig over dem. De lignede rotter fanget i et bur. Det var ikke første gang han havde afholdt sådan en leg her. Han ville langsomt bruge deres overlevelses instinkt imod dem. Han nød virkelig at se mennesker i dette paniske stadie. Anastasias råb om frihed var som engle sang i hans hoved. Det var præcis sådan en styrke og vilje han ville se. Han tog sin warki torki op og sagde roligt i den '' Velkommen. Dette er mit lille eksperiment. Her til at starte med vil jeg give jer en information. Der vil kun være en af jer der kommer ud fra den kælder i live''. Han lagde workien fra sig og kiggede igen på tabletten.

James rejste sig op og kiggede på Anastasia. Først sagde han ''Er du okay?''. Da hun spurgte hvad race de var kiggede han bare på hende med et undrende blik i hans øjne.

Joey så ud til at blive panikslagen over beskeden. Han sagde mildere panisk ''Er det her eller eller anden syg joke. Hvad fanden sker der''. Han kiggede på Anastasia og sagde ''Hvad fanden mener du med race. Hvad fuck sker der her?''.

Ani løb over til lemmen og begyndte panisk at slå på den imens hun sagde ''Luk os ud. Vil du ikke nok, det er ikke sjovt mere''. Derefter kiggede hun bedende på Anastasia og sagde ''Har lukker os ud, gør han ikke?''.

Anastasia brugte sin evne og gjorde sig usynlig, hun ville ikke være til stede i rummet lige nu og hun ville næsten hellere dø end at blive dernede, hun ville ikke slå folk ihjel. Så ville hun hellere dø først, det var hun slet ikke itvivl om... HUn kunne ikke og da de ikke forstod hvad hun mente med race, bekræftede hun blot sin teori i at hun ville lade sig dø før dem hvis han ikke stoppede hende.

HUn slog ikke mennesker ihjel, noway! Hun havde levet blandt mennesker i lang tid, faktisk hele sit liv. varulve, vampyre og alle de der pisse irriterende væsner, dem slagtede hun gerne på række - eller så godt hun nu engang kunne, men i stedet så måtte hun bruge andre tricks hvis hun skulle undslippe dette og det var da også derfor hun havde gjort sig usynlig for nu, for at slappe en smule af og ikke lade de andre se hende, selvom det nok så ville blive mere bekymrede.

"Var han en mand?" spurgte hun som hun kom til syne igen, de snakkede om ham hvilket måske... Hun åbnede sin mund og sang roligt, imens hun gjorde sig klar til at blive usynlig. Ana kunne trods alt synge, Sirene sang og lige nu ville hun næsten hellere have at manden der havde gjort dette blev tiltrukket af hende end fik hende til at slå andre ihjel, hun sang derfor højt i håb om at han ville høre det, imens hun var på vagt overfor de to andre mænd hun var i rum med.

Malakors smil voksede da han hørte dem tale. Han kunne mærke hvordan hans legesyge humør voksede. Hvilken sjov han skulle have. Han gled let og elegant sine hænder sammen og kiggede intenst på tabletten. Da han så hun blev usynlig, åbnede han sine øjne helt. Hun havde lavet en kæmpe fejl i hans øjne. Hun havde vist ham sin evne. Hun havde måske kunne slippe ud hvis hun havde gemt denne evne til det rigtige tidspunkt, men nu hvor han vidste det ville hendes chancer være betydelig mindre. Han var mere vågen nu, beredt på at hun sikkert ville prøve noget andet nu.

Da hun begyndte at synge ændrede hans syn på hende. Han så hende som det smukkeste, han var tiltrukket af hende ud af det blå. Han rejste sig og gik over imod lemmen til kælderen. Han skulle lige til at tage fat i den da det gik op for ham at det var en evne. Han modstod den i lang tid nok til at aktivere sin evne Illusionary Reallity på sig selv. Han brugte evnen til at kun høre havets brusen. Lyden fik ham til at slappe af. Nu hvor han ikke kunne høre hendes sang kom han til sig selv ordenligt igen. Han satte et knæ mod gulvet for at finde sig selv igen. Da han følte han havde kontrollen igen satte han sig over i stolen igen. Han kunne kun høre havet i hans øre. Dog kunne han se på tabletten at hun stadigvæk sang. Han sagde med en rolig stemme som om hendes evne ikke påvirkede ham, og det gjorde den jo ikke lige nu eftersom han ikke kunne høre hendes sang ''De kan godt stoppe med at bruge den evne, den virker ikke på mig. ''.

Men den virkede skam på James og Joey. De havde kigget underligt rundt i rummet da Anastasia bare forsvandt. Da hun kom tilbage skulle de begge til at sige noget, men så begyndte hendes sang. De lignede begge to nogle der havde set en engel. De virkede næsten hypnotiseret i det de langsomt gik over imod Anastasia.

Ani havde sat sig over i hjørnet. Da Anastasia var blevet usynlig var hun begyndt at skrige og sidde og rokke frem og tilbage. Da Anastasia kom frem igen kiggede hun på Joey og James og sagde ''Vil i ikke nok komme til jer selv.. Jeg ber jer, jeg er så bange''. Derefter kiggede hun desperart på Anastasia og råbte ''Din heks, hvad er det du laver ved dem. Dit monster''''.

Anastasia var bange og som hun hørte at hendes mission ikke virkede - eller hendes plan var det nok nærmere gået i vasken. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre med at hun begyndte blot at græde, hun mærkede tårene løbe ned af hendes kinder imens hun lod sig glide ned og sidde igen op af den kolde væg, hvem ville dog gøre dette? Hun havde jo aldrig gjort nogen noget? Havde hun? Skulle hun straffes for ingenting? Hun forstod det ikke men hun var bange og apatisk.

Anastasia kiggede på de fremmede, anede ikke hvad hun skulle sige men lige nu håbede hun bare at de ville lade hende være, at de var mennesker gav hende jo en fordel og hun håbede at de bare... Endte med at slippe ud alle sammen, hun ville gerne bare være alene hun ville bare gerne hjem.

Lige nu var skoven uden tvivl et bedre sted end dette og hun følte ikke hun kunne gøre andet end bare at sidde og vente.

Malakor kunne se at hun var stoppet med at synge. Han stoppede med at bruge sin evne og fnøs for sig selv. Det var da en utrolig irreterrende evne hun havde. Men nu hvor han kendte den kunne han jo forsvare sig imod den. Nu kunne legen virkelig begynde.

Malakor gik over og brugte sin overnaturlige hurtighed til at åbne lemmen og kaste en slagterkniv ned til dem. Derefter lukkede han og låste igen lemmen. Han satte sig over til sin tablet og sagde i Workien ''Nu starter legen. En af jer skal tage kniven og hugge hånden af en anden. Hvis en person hugger hånden af sig selv gælder det ikke''.

Da hun stoppede med at synge vågnede Joey og James fra hendes sang og kiggede forvirret rundt omkring. Da kniven kom ned gik de begge hen til den og kiggede på den. Deres ansigter blev ligblege da Malakor havde nævnt legen.

Ani rejste sig op og gik over og stillede sig ved dem. Hun hulkede i noget tid før hun sagde ''Han er jo skør. Han er jo.. Vi kan ikke.. Nej jeg vil ikke''. Ani brød sammen og faldt ned på knæ med sine hæder foran sit ansigt i det hun hulkede igen.