At køle hovedet i skoven (Azurel)

Azurel kiggede på hende. Han havde et meget bestemt udtryk i hans øjne. En ild der først nu viste sig i dem. Som ville han have det her til at lykkes. Han sagde roligt '' Skæbnen førte os sammen.. Det vi søger er vi begge villige til at gennemgå meget for at opnå.. Alene er vi stærke, men sammen er vi ~stærke nok~''. Han håbede på at hun forstod meningen med hans sætning. Han arbejde normalt alene eller fik folk til at gøre ting for sig. Han var perfektionist og en yderst klog taktikker. Men han fandt kamp banalt og unødvendigt. Dette var en undtagelse og Heather skulle nok få at se at han havde flere lag. At hans overflade væremåde var ~for show~. Ingen havde i mange år kommet ind under skindet på denne Djævel. Men det var nødvendigt for at de kunne klare dette.

Azurel grinede lidt. Hun havde ret. De var ikke ligefrem kommet ind på den bedste start sammen. De var begge kloge og gjorde ting på deres egen måde. Det ville bestemt ikke være let at få et teamwork op og køre og som hun selv sagde så ville det sætte Azurels tålmodighed på prøve. Azurel nikkede '' Hvis du er klar tager vi tilbage til mit Casino.. Der er en kælder der er reinforced så den kan holde til vores evner.. Vores træning.. Vi starter allerede i dag.. Det er også yderst vigtigt at du fortæller INGEN om vores aftale.. Jeg ved ikke hvem vi kan stole på med det her.. Jeg vil arbejde en del og du kan gøre som du vil i den tid.. Men hver dag fra klokken fjorten til sytten der træner vi og arbejder med vores team work.. Men husk.. Jeg skal låne din sjæl.. Men du får selv lov at holde kontrakten i starten.. Du skal stole på mig først og det kan jeg godt forstå''. Azurel var helt seriøs. Det var ikke tit han tog noget så seriøst som han tog det her.

"Alene er vi stærke, men sammen er vi ~stærke nok~'' Heather havde svært ved at se hvad der blev ment med sammen. Det ’team’ han snakkede om skulle ikke lave den her opgave sammen. De skulle ikke sammen til helvede. De skulle sammen forberede Heather på at være alene.
Mere skæbne, Heather brød sig lige så lidt om det som hans ’vi’ og ’team’. Mange brugte (fejlagtigt) ordet om noget der er forudbestemt. Skæbnen er noget man selv former med sine to hænder. Ellers kunne man ligeså godt ligge sig ned og vente på at den kom til en selv. Men hvad end der fik Azurel til at samarbejde, var ikke noget hun ville stille højlydt spørgsmålstegn ved. Hellere mindre uenigheder i verdensopfattelsen end slet ingen aftale. Hun ville være nød til at gøre noget ukarakteristisk, hvis hun ville gennemfører dette. Hun ville blive nød til at vælge sine kampe, i stedet for at tage tyren ved hornene.

Det var egentlig meget simpelt samtidigt med at være en stor mundfuld. Af sted nu, kasino, træning, mød hver dag, ikke sig en lyd, du holder (i første omgang) kontrakten. For Heathers skyld kunne de sagtens begynde samme sekund, hvis de havde haft mulighed for at teleporter. Det var mere placeringen, der gav hende problemer. Faktisk lød så godt som alle andre steder bedre til at være en bedre ide. Hun kunne ikke lide tanken om at være på hans hjemmebane. Hun konstaterede igen, hvad hun allerede havde tænkt en million gange. Det her teamwork ville blive en svær ting.
At møde hverdag var heller ikke det store problem. Heather var dedikeret og kunne flytte arbejde udenom tidspunktet. Ærlig talt var hun mere overrasket over at Azurel selv havde forslået det. På trods af hvor vigtig sagen virkede for ham, havde hun stadig forventet at han ville have investeret mindre.
At holde mund var i den grad også i hendes egen interesse. Hvor end stor eller lille sagen med James viste sig at være for djævlene, havde hun ikke lyst til, at de skulle vide hun var efter dem. Der var ingen grund til at give dem tid til at sætte et forsvar op, eller sætte hende ud af spillet før det overhovedet var begyndt.
Ikke at hun var utaknemmelig for at han ville overlade kontrakten til hende i starten. Men hvad havde han troet, at han ville opnå? Det blev opstillet som endnu et forsøg på, fra den djævel der fra start til slut havde mindet hende om hierarkiet, at vinde hendes tillid. At stole på Azurel ville være en opgave sværere end at spørge selveste Lucifer om hans fortid. Hvordan skulle hun lærer at stole på en djævel, der mest af alt havde givet hende lyst til at slå ham ihjel? På trods af hans små forsøg, havde han indtil nu ikke gjort noget, der mindede om at vinde Heathers tillid. Desuden havde hun ikke lyst til at give ham den magt. Præsten havde godt nok allerede taget det vigtigste fra hende. Intet Azurel kunne byde på, heller ikke at udnytte og torturer hendes sjæl, kunne måle sig med det. Derfor havde hun stadig ikke lyst til, at det skulle ske.
Heather lod hendes vinger forsvinde tilbage ind i hendes ryg, før hun samlede skjorten op og tog den på. Så meget som det irriterede hende, kunne hun ikke lade hver med at være lidt spændt på træningen. Hvad han havde tænkt sig og hvad han forventede af hende.
”Det lyder alt sammen fornuftigt nok. Tiden er ikke noget problem for mig, så længe du møder op skal jeg nok gøre det samme. Du skal heller ikke være bleg for at give mig øvelser med hjem.” Der var et halvt sekunds pause hvor han hav ham et meget sigende blik. ”Ikke at jeg havde forventet at du ville holde dig tilbage.” Nej, hun havde forventet at han ville være hårdt og krævende. Men sejren ville være hendes, når hun med blod og sved viste ham, at hun kunne klare hvad han smed i hovedet på hende.
”Har du ikke nogle ansatte, som vil stille spørgsmål ved, at jeg møder dig hverdag?” Ikke at det bekymrede hende hvad personalet hviskede om, men hvis det her af en eller anden grund blev til en sag, kunne folk begynde at stille spørgsmål. Risikoen for at det ville lede til nogen katastrofe for dem var minimal, men fortjente at blive overvejet.
På trods af snak om at komme tilbage til byen, blev hun stående. Azurel kunne bestemme hvornår de begyndte at gå. Den slags bagateller bekymrede hende ikke.

Azurel kunne føle på hende at hun bestemt ikke kunne lide hans ordvalg. Det kunne han faktisk heller ikke selv. Men han forstod hvad dette ville kræve. Azurel skulle træne med hendes sjæl, lære den at kende, dens svagheder og styrker. Han skulle kende den helt for at holde kontakten mellem dimensionerne. Den nemmeste måde for ham at gøre det var ved at lære Heather at kende. Opbygge et slags bånd med hende. Det var ikke noget han var meget for men det var desværre nødvendigt.

Azurel begyndte at gå. Hendes spørgsmål var forståelig. Azurel grinede dog en smule '' Det er mit Kasino.. Jeg kender det ud og ind.. Jeg bruger min privat elevator der føre ned i træningsrummet.. ingen behøver overhovedet at vide at vi begge er der nede.. Faktisk er det også bedst sådan.. Folk ville fatte mistanke og advare Djævlene i helvede ''.

Da de nåede til Kasinoet første Azurel hende op på hans kontor, han gav hende et nøglekort til elevatoren og en tidsplan så hun vidste hvornår de skulle møde hver dag. Azurel havde bestemt tænkt sig at møde op. Han virkede dog ikke til at have for meget tid til hende. Hans tur i skoven var alt den tid han kunne undvære. Azurel førte Heather ud af hans kontor og gik.

Dagen efter da Heather kom ned i trænings rummet og fik det at se for første gang stod Azurel der (han har trænings tøjet på fra hans profil). Rummet var meget stort og der var ekstremt højt til loftet. Rummet var på størrelse med en sportshal. Der var afløste døre rundt omkring og gammeldags og nymodne trænings maskiner og en da et par magiske trænings dukker. Azurel stod og slog på en boksebold da hun kom ned. Sveden glinsede af hans hud som han hamrede løs. Han var meget stærk af den Djævel at være. han holdt sig i top form, han vidste at han nogle gange ikke kunne løse problemer med snak så han måtte også holde hans anden side ved lige. Han nikkede til Heather da han så hende og satte sine arme over kors. Man kunne rigtigt se hans muskler nu. Han sagde lettere forpustet '' Heather.. godt at se dig.. Er du klar til at starte?''.

Da først aftalen var på plads, var der ikke meget snak mellem dem. Heather gik ud fra, at de begge havde brug for at vende sig til tanken om deres lille team. Direkte til bygningen, en hurtig rundvisning, et nøglekort og så var Azurel på vej videre og hun hjem.

[Tøj, håret er sat op i en hestehale]


Elevatoren nåede sig mål og Heather stod ud som klokken blev hel. Hun kunne høre lyden af hans slag, før end at hun kunne se ham. Faktisk var hun en smule overrasket over at se ham træne. Hun havde mere forventet at han lavede papirarbejde end at få pulsen op imens han ventede. Modsat Azurel var Heather ikke imponerende at se på. Ex-engel var lidt til den lave side med en mere let kropsbygning. Der var muskler, men de var ikke noget særligt, hun virkede mere sporty end stærk. At bedømme hendes styrke ud fra hendes fysiske muskler ville være en dårlig ide.
Hun trådte ind i rummet og kiggede sig omkring. Der var masser af udstyr, både nyt, gammelt og magisk, og hun viste ikke hvordan halvdelen virkede. Hun havde altid brugt naturen og hvad hun lige have ved hånden til at træne.
Stemningen virkede lettere end dagen før, hvilket var en nødvendighed. Skulle de forsætte med at være efter hinanden som i går, ville de ikke få lavet meget produktivt. Hun gav ham et anerkendende nik.
”Ja, bare sig hvor vi skal starte.” Hun kiggede afventende på ham, en smule spændt og nysgerrig på hvad der skulle ske.

Azurel nikkede. Han havde et kampklar blik i hans øjne, en stålfast mine plantet på hans ansigt. Han gik langsomt rundt om hende imens han sagde '' Vi starter med din fysik.. Jeg skal vide dine styrker og svagheder$. Mobilitet, styrke, udholdenhed, reflekser, hurtighed, strategisk viden, nøjagtighed og snilde.. Jeg skal vide dine bevægelser og tankegang før jeg kan forbedre dem ''. Dette var bestemt ikke kun for at forberede hende. Det var også for at lære det fysiske ved hendes sjæl at kende. Hun var hans første og eneste elev. Han havde ikke tænkt sig at være blid ved hende. Selv om Azurel ikke var en kriger af hjerte så havde han brugt over tre tusinde år på denne jord og han havde perfektioneret sin kampstil. Han kendte hans svagheder og styrker. Hans grænser og begrænsninger. Hans hjerne og viden gjorde ham til en fantastisk læremester. Han trådte tilbage og tog et kortspil frem. Han smilede '' Vi starter blidt ud.. Jeg kaster disse kort, du skal blot undgå dem. Hver gang du fejler tager du tyve armbøjninger.. På denne måde ser jeg dine reflekser, hurtighed. Hvordan disse egenskaber daler i takt med din udholdenhed svækkes. Det virker simpelt i starten.. Men det lære mig mere om dig end du ville tro ''. Lige efter han var færdig begyndte Azurel at kaste kort. Han havde ikke fortalt hende at der sad en lille sensor på hver kort der gav små stød hver gang de ramte. Han kastede dem som var det kaste stjerner. De fløj hurtigt og nøjagtigt. Han kastede det første deck stående hvor han stod. Da der ikke var flere tilbage tog han et nyt deck frem og nikkede '' Vi skruer op for varmen ''. Han lavede en baglæns salto og kastede to kort imens. Da han landede sprang han til siden og kastede et, han satte af med armen og lavede en vejrmølle og kastede fire. Derefter sprang han rundt om hende og kastede flere og flere. Hans åndedræt begyndt at stige og hver gang han kastede et kort kom han med et ''mmh''.

Heather fulgte ham med øjnene, som han cirklede omkring hende. Tankerne faldt på en løve, eller en heste handler der så krikken an. Vi starter blidt ud.. Heather havde sine tvivl efter hans lille oplæg i går. At Azurel skulle være blevet mildere natten over, var nok lige så sandsynligt som at en vampyr fik lyst til en solskinsferie.

Det var nok hendes tanker om løver og heste, men Heather var klar, da Azurel begyndte. Hans lille opgave gik frit i starten. Hun fik, om end ikke altid lige elegant, undgået de første af kortene. Heathers bevægelser kunne sige meget om hendes karakter. De var korte og præcise, og hun brugte ikke mere energi på et eneste kort, end det var nødvendigt. Og så var de en smule akavet.
Hun gjorde sit bedste, men det var kun et spørgsmål om tid før hun blev ramt af det første og fik stød. Overraskelsen fik hende til at slå stille et halvt sekund forlænge og det næste kort ramte. Det tredje kom susende og på trods af, at hun næsten rev sin krop afled, nåede hun stadig ikke at undgå den, og kortet snittede hende. De næste par stykker blev med et voldsomt tilbage ryk afværget, men kortene var over alt. Som hun løftede foden, flyttede hånden og rykkede på hovedet for at undgå nogle, ramte det næste hende i skulderen.
De sidste kort var kastet, tog hun sin straf for de af kortene, som havde ramt hende. Ud af de 55 kort, havde godt 1/3 ramt hende. Der var ingen kommentar på hendes preformance, som hun tog sine armbøjninger. Hvad end det var godt eller skidt måtte hun spekulere på en anden gang, for hun var knap kommet op, før de var i gang igen. Og nu hvor han begyndt at hoppe rundt, blev opgaven pludselig endnu svære.
Det gik af helvede til. Hvor vidt hun blev ramt eller ej var pludselig 50/50. Det her gik ikke, det var ikke hendes måde at gøre det på. En let vind flyttede på de kort der var nærmest hende. Med sit sværd i hånden blokerede hun, samtidigt med at hun flyttede sig for kortene. De akavede bevægelser var forsvundet som duk fra solen, nu hvor hun kunne være offensiv i hendes forsvar.
Af de sidste 15 kort gik kun to ind. Sværdet forsvandt ud i ingenting, og hun tog sin traf. Hun var hurtigt på benene, men der virkede ikke til at komme flere kort og hun kiggede afventende på ham. Hvad end han havde at sige om hendes evner, tvivlede hun på at det ville være rosende. At hun havde brugt hendes sværd, så hun ikke som et problem.

Da de var færdige stoppede Azurel Han havde varmet op i forhold til hende så på den front havde han en fordel. Efter det første deck var kastet havde han analyseret hendes bevægelsesmønster og lagt mærke til hvor hendes øjne kiggede hen før hun bevægede sig. Han nikkede lidt og sagde '' Armbøjninger.. Nu ''. Han ventede på hun var færdig. Han tog en tablet frem og skrev nogle ting ned i den. Han lagde den fra sig på et bord '' Du har brug for at træne.. Du er et naturtalent men.. Men det er nemt at se hvad din svaghed er.. Først.. Du læser ikke mine bevægelser ordenligt.. Du bruger ikke hovedet.. Du reagere naturligt, det er nok men ikke godt nok. Du skal tænke.. Afstand imod en der kaster med små objekter er vigtig ''. Han knækkede lidt med nakken '' Din anden fejl.. Du blev en del bedre da du brugte din evne, hvilet betyder at du har trænet med den når du forsvare dig.. Det er en kæmpe fejl.. Hvad hvis du møder en modstander du ikke kan bruge din evne imod?''. Han pegede på hende som var hun en lille pige der skulle lære karate '' Træn uden din evne aktiv.. Du gør dig selv en bjørnetjeneste ved at tro for meget på din evne ''. Azurel smilede '' Men godt.. Du har talent.. Det her starter vi ud med hver dag.. Så træn når du kommer hjem ''. Han gik over til en sandsæk og stillede sig bagved den '' Nu er du varmet op.. Spark og slag er vigtige.. Vi starter let ud.. To hundrede spark og så to hundrede slag ''. Han fjernede en hånd fra sandsækken og pegede på hende igen '' Men med samme styrke.. Hvis din styrke falder eller stiger mellem hvert slag og spark skal du tage fem armbøjninger... Got it ''. Han nikkede lidt '' Godt''. Azurel vidste hvad han lavede. Hvis han kunne bringe hendes slag og spark på samme styrke hver gang ville en modstander aldrig kunne læse hvornår hun var træt, hun ville ikke bruge så meget energi og tid på at lægge kræfter i. Denne øvelse var gennemtænkt. Han kunne ikke lade være med at smile. Alle de øvelser de gennemgik i dag skulle hun arbejde med, faktisk glædede han sig til hun endelig var klar. Hun var et naturtalent det kunne han se, men han kunne også se hun ikke havde haft en ordenlig læremester.

Havde hun rent faktisk fået ros af ham? Ja, hun havde ikke glemt hans liste af ting hun åbenlyst manglede, men ’naturtalent’ var ikke et ord hun havde forventet at høre som noget af det første fra ham. Måske drømmer nogle vampyrer faktisk om solskinsferier?
Han var ikke tilfreds med hendes ’tænkning’ eller brug af magi. Det første kom ikke som noget chok. Både fordi Azurel slog hende som en djævel der fandt sin IQ lidt højere end resten af rummets. Og så fordi hun handlede på instinkt, hvilket hun i bund og grund vidste var en fantastisk hjælp, men ville hun nå til tops skulle der mere til. (Der var ingen tvivl om hvor de begge gerne så hende, når træningen var færdig.)
Angående hendes evne var hun ikke helt enig. Hvor mange væsner havde en passiv evne, der sendte flyvende objekter imod hende, som ikke kunne blokeres med hendes sværd? Desuden var det jo ikke fordi hun slet ikke havde flyttet sig for kortene. At have sværdet i hendes hånd, gav hende en anden form for styrke, næsten som et suttetæppe, ikke at hun var glad for sammenligningen.
Azurel kendte ikke til hendes magi, men det faldt hende ikke ind at forsvare sig. Delvis fordi det ikke ville føre til andet, end at hun så svag ud, delvis fordi han ikke havde spurgt om hendes magier. Det var ret tydeligt, at de nu fokuserede på det fysiske.

Blidt og let var altså ikke det samme. En blid øvelse havde mærkelige elementer der indtil videre havde vist sig at indebære kort. En let øvelse var noget, som Heather var helt med på. Hun havde selv trænet på denne måde længe, i mindre grad da hun var engel. Ikke alle objekter hun havde trænet sine slag og spark på, havde været lige så bløde som sandsækken. Og som hun havde presset sig selv igennem det var smerten først blevet hendes ven og sidenhen usynlig. Hun havde lært sig selv at forsætte, indtil knoglerne tiggede hende om ikke at brække dem. De fem armbøjninger var næsten en fornærmelse, eftersom straffen ved kortene havde været 20. Anså han hende som dårligere end forventet? Eller troede han, at hun ikke kunne klare mere?
Strategisk startede hun med slag. Hælene var let løftet fra gulvet i en let kampstand. Måske ikke helt så højt, som de fleste ville have ønsket, men sådan fungerede det bedst for hende. Arm og hånd var i en lige linje, som hun ramte sækken, den modsatte trukket tilbage for at give ekstra styrke, tommelfingeren var uden på knytnæven hvor den hørte til, repeat med modsatte. Hun kunne ikke lade hver med at tænke, at det næsten måtte være kedeligt at observerer. De 200 slag var så godt som fejlfrie, med fire fejltagelser hvor hun kom til at slå ekstra hårdt.
Som hun tog sin straf stillede hun ham et spørgsmål. ”Hvem trænede dig?” Det var meningen, at de skulle lærer hinanden at kende, så hvorfor ikke starte nu? Spørgsmål var jo også relevant nok for hvad de lavede. Hun ventede ikke på svar, før end hun begyndt på spark. Hun var i stand til at multitærske om opgave hun have lavet så ofte før.
Låret blevet løftet så det var lodret, først her drejede kroppen samtidigt med at benet blev skrukket ud og ramme sandsækken hårdt, kroppen kom tilbage i den naturlige lodrette stilling som benet blev trukket ind, da alt var på plads, kom foden ned og finde støtte i gulvet, før den var oppe igen i næste spark. Det hele blev lavet i en hurtig, flydende bevægelse.
Som med slag klarede hun opgaven stort set uden problemer, tre gange de 5 armbøjninger (også her havde fejlet været at hun havde brugt for mange krafter). Det basale som hvordan man laver enkelte slag og spark korrekt, samt styrken og udholdenhed dertil, havde hun med hjemmefra.

Azurel kunne se hvordan hans ord ikke nåede hende. Han var overbevist om at det måtte være en af hendes evner der gjorde hende kæphøj. Men når de kom der til skulle han nok lære hende et par ting. Ingen evner var uovervindelige og jo stærkere en evne var jo større svaghed havde den. Sådan hang det altid sammen. Men de var ikke nået til den del af træningen. Men så skulle han nok pille hendes Adityde ned. Han havde set så mange væsner der mente at deres evne var uovervindelig dø på grundt af det. At de havde så stor tiltro til deres evne lige indtil der kom en med en evne der kunne modstride den. Azurel gik ikke op i chancer. Ingen evne eller erfaring var god nok. Man skulle altid være forberedt. Hun ville lære det med tiden. Hun var ung og handlede på instinkt og var alt for selvsikker. En sand kriger ville aldrig lade sin selvsikkerhed bilde en for sandheden. Hun var ung og hvis hun lærte dette ville, kunne hun blive en af de stærkeste.

Da de var færdige og hun havde taget sin straf gik Azurel først over til sin tablet og klikkede lidt på den. Derefter hun han over til Heather og kiggede på hende. Han stirrede direkte ind i hendes øjne '' Du har stor præcision. Der vil ikke gå længe før vi sætter denne øvelse op på næste stadie.. Altid husk at du vinder ved at være i balance med dig selv.. Ikke ved at være den der kan sparke hårdest ''. Han trådte et skridt nærmere og satte to fingere på hendes puls ved halsen. Han kiggede på et ur der hang på væggen og fjernede lidt efter sine fingere og kom med et ''mhm''. Han gik lidt væk og slog nogle flere ting ind på hans tablet '' Sidste fysiske øvelse for i dag''. Han pegede op nogle hånd og ben bånd '' Disse bånd vejer hver syv kilo, det er et maksimum af otteogtyve kilo. Dem tager du på hænder og fødder og gennemføre forhindrings banen''. Azurel pegede på en meget standard bane med et reb, noget hvor man skulle kravle, noget hvor man skulle hoppe og noget hvor man skulle stable. Han satte sine arme over kors og sagde bestemt'' Der vil blive taget tid.. Gør dig klar, så starter vi ''.

Azurel havde tydeligvis læst hende, og var ikke tilfreds med hendes attitude omkring hendes brug af magi. Og på sin vis havde han ret. Men når du ikke har haft flere tusinds års erfaring på bagen, så må du til tider nøjes, med hvad du træner. Heather holdte på sit. Med hendes begrænsede tid var det fornuftigt nok at overse en sjælden mulighed, til gengæld for at kunne holde sit mod resten af verden.

Den forbandede tablet. Det var kun anden gang han fandt den frem, og hun var allerede død træt af den. Hele ’hestehandler’ billedet kom tilbage til hende. Hun følte sig som et udstillet dyr. Den lille dims gik hende meget mere på end den skulle.
Hans kommentar om styrke fik næsten et lille smil frem. Ja, udholdenhed var vigtigt, uden den ville hun ikke komme ret langt. Men at slå først og hårdest havde stadig vundet hende et par lette sejre. Ikke at der ville være mange lette sejre hvor hun var på vej hen.

Den sidste fysiske øvelse var en opgave Heather var van til. Uden en fancy kælder havde hun brugt naturen, men naturen havde ikke tunge bånd. Hun var van til at det krævede udholdenhed på en anden måde, da banen ville være længere, men hun lettere. Da båndene var på, lavede hun nogle små bevægelser med arme og ben. Vægten var uvant og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at den ville påvirke hendes tid. Med et roligt sin gik hun hen til starten. Det eneste hun kunne gøre, var at give det alt hun havde og håbe på det bedste. Azurel satte hende i gang, og hun gjorde sit bedste på banen, der ikke gav hende direkte problemer med forhindringerne. På trods af hendes indstilling, var hun på ingen måde tilfreds med den fornemmelse hun havde af tiden, da hun krydsede målstregen. Godt nok var hun i hendes livs form, men den nye form for belastning havde stadig påvirket hende.
Hun afventede dommen, hun stort set allerede kendte svaret på.

Azurel var imponeret over hendes evne til at klare de forskellige forhindringer. Dog kunne han sagtens se hvor ubekvemt og til tider hindrende vægtene var for hende. Da hun kom i mål gik kom han med et stille ''hmm''. Han kiggede lidt på hende før han gik over til sin tablet og tastede et par ting ind. Han kiggede op på hende igen og lagde tabletten fra sig. Han gik roligt over til hende og stille sig foran hende. '' Nu går vi ind i den mere indviklede.. Evner og forståelse.. Forklar mig dine evner, de styrker og svagheder ved dem du har opdaget.. Du skal give dig god tid og forklare mig det grundigt ''. Azurel havde mødt mange folk og der var folk der havde evnen til at blive alt fra røg til immune. Men alt efter evnens styrke var svagheden større. Han kunne regne ud at hun måtte have en slags immunitets evne. Den måtte have svagheder det havde alle evner der var så stærke. Han skulle nok pille hende ned fra hendes høje hest, ned på jorden så hun virkelig kunne se hvordan verden så ud. Hvis hun havde for meget tillid til at hendes stærke evne hvad den så en var kunne beskytte hende mod alt så tog hun grundigt fejl. Azurel satte sine hænder bag ryggen og gjorde sig klar til at lytte. Dette ville være tidspunktet hvor han ville lære hende at der altid var en måde at counter en evne, at ens evner var et værktøj ikke et våben. At ens evne kun er så stærk som intelligensen af ens modstander. Hendes selvsikkerhed var i hans øjne bestemt en brist i hendes forsvar. En brist han ville gøre alt hvad han kunne for at fjerne. Denne brist ville få hende dræbt nede i helvede.

Og dommen kom aldrig. Igen fik hans tablet mere af vide end hun gjorde.
”Jeg har to evner, som jeg referer til som sword og shield.” Navnene var måske lidt fjollede, men hun havde hørt andre give deres evner navne, og det gav god mening her. Hvis de skulle diskuterer hendes magi’er ville det i længden blive for meget at kalde dem et og to.
”Sword har du allerede set. Jeg laver ganske simple et sværd af vind.” Og som sagt så gjort. Hvor der før havde været en let brise, var det nu kun omkring Heathers højre hånd, hvor der var en let vind som sværdet kom til syne.
”Det har en særlig egenskab.” Hun flyttede sig et par skridt, for kun at ramme hendes mål på forhindringsbanen. Et let sving fra sværdet og en vind skød fra det. Som var det skarpheden af sværdet der fløj af sted, huggede vinden de reb som hun kort forinden havde klatret i over. Rebene rykkede sig tilbage for vinden, der udover at skære også skubbede.
”Desværre har det også sine ulemper, jeg kan risikerer at ramme noget, som ikke var planlagt, men som står i feltet. Jeg har prøvet at se, om jeg kan finde mine egne begrænsninger og indtil videre ser det ud til at svinger kan nå fra to til ti meter ud. Og ved den længste rækkevidde gøres mellem fire og otte meter bred. Ved to meter har jeg ikke fået det til at fylde under 40 cm. Men det er ikke noget, som er let at gøre så småt under kamp.
”Med shield kan jeg fjerne effekten af en aktiveret magi. Vil du have en demonstration?”
Heather havde et stille håb om at han ville aktiverer noget andet, end hvad hun havde set i skoven. Det havde været en stor, magtfuld magi, og kun få gange før havde hun måtte bruge shield mod sådan et bæst. Det var lykkes, men det havde ikke ligefrem været så let, som hvad hun normalt mødte. At fejle nu var ikke en mulighed. Azurel havde forventninger til hende, og hun skulle vise ham, at hun kunne leve op til dem. Hun ville dog fortrække noget lettere første gang hun viste han magien. Her skulle hun jo blot give en forsmag på hvad hun kunne, ikke træne.

Azurel nikkede lidt og skrev noget ned på hans tablet. Han lyttede og virkede til at tage hendes ord til sig. Han rystede lidt på hovedet '' Du har forklaret mig om din evne.. Men bestemt ikke forstået dens svaghed.. Det er mobilitet.. Du er som du selv siger ikke i stand til at styre vindens gang. Det gør dit svig meget forudsigeligt. Det er nemt at vide hvor du vil ramme eftersom vinden har en lige bane. Vi skal have arbejdet med at få noget skrue og sving i sit vindstød.. Afstanden beviser at din evne er bedst på tæt hold så det fokusere vi på.. Jo nærmere du er på dit mål jo mindre tid har de til at undgå dine slag ''. Han rystede på hovedet '' Du ville ikke klare dig i helvede med din evne som den er nu.. Den er for forudsigelig ''. Han havde før sagt han ville være en hård træner og det var han. Azurel var en perfektionist og derfor skulle alt være perfekt. Hun var ung og det var derfor klart at hendes evner ikke var fuldt udviklet, men han skulle nok sende gang i den process. Azurel rystede på hovedet da hun ikke fortalte sin anden evne * Nøjagtig som jeg havde forventet.. Denne evne gør hende kæphøj.. Der er kun en måde at fjerne den farlig selvsikkerhed hun har.. Jeg bliver nød til at besejre hende*. Hvilken læremester ville han også være hvis han ikke kunne besejre sin egen elev. Azurel hoppede et par skridt tilbage, let, elegant, fejlfrit. Han fik røde øjne. Hans vinger skød ud af ryggen på ham. En aura af ren kulde og en skræmmende styrke bredte sig. Den lagde sig som et tæppe i rummet. Selv de mest erfarne krigere ville blive en smule bekymret over denne aura. Han rakte sine arme ud til siden. *Jeg må først analysere hendes evne.. Derefter neutralisere den*. Han sagde med en nu dyb, majestætisk og mægtig stemme '' Så lad os tage en lille kamp ''. Gulvet begyndte at ryste og nogle ting væltede. Skrig og smerte støn bredte sig i rummet da sjæle/livskrafter startede med at sive op af gulvet. Hendes evne ville være i stand til at stoppe nogle af dem, men eftersom hver enkelt sjæl var livskraften fra et levende eller engang levende væsen ville det kræve stor energi at counter det. Hver enkelt sjæl havde omkring 60% af dens originale kraft. Hvilken betød at hver enkelt sjæl havde 60% af væsenets samlede styrke. At stoppe hver af dem ville være det samme som at stoppe et væsen der brugte en evne med 60% af dens samlede styrke. Selv om det var menneske sjæle/livs kræfter ville det kræve en stor mængde energi at stoppe mere end fem af gangen. Azurels brugte ingen kræfter på at fremmade dem eftersom de kom fra hans kontrakter som var en passiv del af hans evne . Han hidkaldte dem og jo stærkere de var jo mere energi krævede det af ham at manorere dem rundt. Hans svaghed så i mængde og kontrol, styrke af den enkelte sjæl. Men mest i det aspekt at hans evne kun var så stærk som det antal kontrakter han havde. Hvis de blev ødelagt ville hans evne være ubrugelig. Han havde heldigvis for ham derfor en kæmpe fordel imod hendes evne. Han brummede og omkring halvtreds sjæle begyndte at omringe ham. Han vidste at han måtte vinde over hendes hvis hun skulle respektere ham som hendes mentor. Han havde ikke tænkt sig at holde tilbage. med et fløj tyve af sjælene imod hende.

Heather sendte ham et lettere forvirret blik. *Har jeg gjort noget galt?* Hendes spørgsmål havde bestemt ikke været en udfordring. Hun ville blot vide, om Azurel ville have en demonstration, som hun havde gjort det med sword, eller om han blot ville have ord. Måske havde han slet ikke misforstået noget, måske var det sådan, at Azurel bedst fik en ide om hendes magi. Først et par ord og så selv syn for sagen i kamp. Hvad end det hele skyldtes, gjorde hun sig klar. Hun var ret sikker på, at det var den samme magi fra skoven. Den havde den samme ubehagelige aura. Og ganske rigtigt, der gik ikke længe, for end de forpinte sjæle dukkede op.
Da Heather stadig var i live, havde hun været en god kristen, der frygtede helvede. Tanken om at lide i alt evighed, uden nogen måde at styre din skæbne eller ende smerten, havde fået hende til at følge de ti bud uden undtagelse. Azurels evne var ikke noget som burde eksisterer, den var ond og modbydelig på et plan, der selv uden auraen, fik kuldegysninger til at løbe Heather. Og hun blev ellers ikke let påvirket på den måde.
*Rolig, træk vejret ind og ud. Hold fokus på dit mål. Fokus på målet.*
Som hun tog en dyb indånding løftede hun hænderne. Hendes blik var roligt, som hun stirrede på Azurel, fokuserede på ham som magien. Langsomt trykkede hun sine håndflader mod jorden. Intet af dette var nødvendigt for at kaste hendes magi, men det hjalp hende at kunne visualiser det. *Han er magien, de skal tilbage i jorden.*
Opgaven var hårdt og svært. Godt nok kostede det hende ’kun’ to tredjedele af den energi Azurel havde brugt. Men der var noget, om det var stedet og dets forbindelse til magien, sjælene der blev brugt til magien, eller at hun havde ladet den påvirke hendes psyke, der gjorde opgaven svære end normalt.
Hendes hænder forsatte langsomt ned, og hun mærkede en svag, svag effekt. Azurel sendte nogle af den efter hende, men hendes blik forlod aldrig hans. Hun kunne næsten mærke sjælene gennem magien der bandt dem til ham, og fokuserede på de som kom imod hende.
Den første forsvandt tilbage for den kom fra, nr. to, tre, fire, og … fem. Seks nåede op på siden af hende, som sjælen forsvandt tilbage, det samme skete for syv. Hænderne fra otte og ni strejfede hende, som shield fik dem. Hænder, der var pludselig hænder overalt som rev og sled i hende. *Fokus* Havde Heather lade andet en opgaven optage plads i hovedet, ville hun nok have ønsket sig lykkelig for, at sjælene som enkelt individer ikke var stærkere end de var. Endnu mere overskud, og hun havde nok tænkt på hvilken race sjælene tilhørte. Nr. Ti forsvandt, og var snart efterfulgt af 11 og 12. Var de rent faktisk begyndt at bruge tænder? Fokus! 13 … 14 og 15. Hendes skulder var begyndt at gøre ondt, men det blev skubbet i baggrunden, sammen med alt andet. 16, 17, hun kunne gøre det her, 18, næsten hjemme, 19, magien var nu så svag omkring hende. Havde hun ladet sig selv fokuserer på hvad der skete ved hende, ville hun opdage, at der kun var et sæt hænder tilbage, 20. Og magien i sjælene omkring hende lettede. Hendes blik stadig, hvor det havde været fra start.
Det her ville blive en udfordring uden lige. Ikke nok med, at Azurel stadig havde mere end halvdelen af sjælene tilbage og der var intet som forhindrede ham i at kaste magien igen. Godt nok var menneske sjæle med 60% styrke normalt ikke den største trussel for djævle, men de havde da gjort lidt. Men fandeme nej, om Heather ville give op så let. Hun ville gøre det, og hun ville gøre det med shield, så hun kunne demonstrere hende evne, som hun havde tilbudt.
Det var tid til at forsætte med nr. 21.

(Ømmm, shield kræver normalt ’bare’ 2/3 af den magiske energi, der var brugt på hvad end det counter. I teorien burde det så derfor være lige meget med sjælenes egen energi. Det er den energi som Azurel har brugt på at hente dem frem der tæller. Kan vi blive enige om at det her er en gylden mellemvej? Ellers så send mig lige en PM :) )

// har skrevet en PM med forslag til hvordan vi lige kan blive enige om en tolkning af deres evner og deres effekt på hinanden ^^ //

Azurel kunne mærke hvordan hun midlertidigt lukkede ned for hans kontrakter, kun for at de kort tid vendte tilbage. Han havde kun brugt menneske sjæle/livskrafter fordi de var de nemmeste at styre. Men han vidste at han ikke alene kunne vinde ved brug af hans evne. hun ville ikke være i stand til at stoppe hans evne for evigt, så han måtte vise hende nøjagtigt essensen af hvad han prøvede at vise hende. At man skulle kombinere sine evner med sine fysiske evner. Azurel blev omringet af sjæle og pludselig kom en knyttede næve ud fra dem. Det var en sjæls knytnæve, kun for at distrahere hende. Azurel sparkede ved jorden og prøvede at vælte hende imens hans sjæle angreb hende frontalt. Han gled hen ved hende og sparkede ud efter hans hage. Man skulle tro at dette var hans forsøg. Dog var det alt sammen en afledning. Han lod de menneskelige sjæle angribe hende så hun fik en ide om den kraft hun skulle ligge i sit shield for at stoppe dem. Men hans es, var en dæmon sjæl. Den sneg sig op fra jorden. Han gjorde alt hvad han kunne for at distrahere hende med de andre sjæle og ham selv. Dæmon sjælen ville derefter slå ud efter hende med en knivskids arm. Hvis den ramte ville den kun lige skære igennem hendes hud og stoppe. Azurel vidste at han måtte vinde, lære hende at hun ikke skulle stole alt for meget på sin evne. At den havde svagheder, den var langt fra så god imod hans evne som imod de fleste andre. Fordi Azurel via hans passive kontrakt trak sjælene ud var hun kun i stand til at fjerne dem i kort tid før de vendte tilbage. Det ville være en uendelig kamp. Fordelen for Azurel var dog at hun blev nød til at forsvare, han kunne se hvordan hun koncentrere sig for at ramme hans sjæle med hendes evne. Han gjorde alt i sin magt for at få en overlegen sejr så han kunne vise hende hun havde meget at lære. Men sandheden var at hun var stærk og havde talent. Skønt han ikke viste sin fulde styrke da det kunne blive farligt og ikke bare træning, så spillede hun godt op til ham. Han var ikke van til at en så ung Djævel kunne hamle op med ham. Han var imponeret.

Heather var stadig i gang med at fjerne sjæle, da spillet ændrede sig. En sjæle knytnæve kom imod hende og Azurel bevægede sig. Et nyt mønster, forventede han at hun forsatte, eller skulle hun også bryde sit? Slaget fra næven var forudsigeligt, og hun undvig, stadig med fokus på ham. Hun ville vide, hvad det nye element til træningen var, og det svar fik hun hurtigt, som han sparkede ud efter hende. Som ved kortene flyttede Heather sin fod fra hans angreb. Tanken; *det her kunne umuligt være, hvad han havde at byde på* nåede at strejfe hende, før han sparkede ud efter hende igen. Denne gang blokerede angrebet hun med en arm. Han undervurderede hende.
Tanken nåede hun lige at passere hende, som dæmon sjælen snittede hende. Hende øjne blev udvidet i et øjebliks chok over skaden, før hun fik fokus igen.
Nej, han havde ikke undervurderet hende, hun havde tydeligvis undervurderet hans intentioner med kampen, men ikke længere. Det var ikke en let brise der opstod denne gang, hun fremkaldte sit sværd. Det var en vind der fik det opsatte hår til at flager. Sværdet kunne svinges med en hånd, som hun havde gjort det ved demonstrationen, men nu greb hun om det bed begge, som hun havde gjort det ved kortene. Det var hvad hun var mest øvet i og kunne lægge mest styrke bag. Hun huggede ud efter hans side, som hun fik forvist dæmonsjælen. Bestemte han sig for at undgå det ved at bevæge sig tilbage, skulle han pludselig til at tage stilling til den 3x2 vind der stod fra sværdet.
Der var ikke opstillet nogen regler omkring kampen, og Azurel vidste hvad hun var i stand til. Hvis han ikke var i stand til at forsvare sig mod et sværd, var han selv skyld i det. Hende angreb var ikke livstruende, hun havde ikke sigtet efter noget vigtigt og slaget var kun ment til at trække blod, ikke til at snitte dybt. Styrken bag slaget holdte hun ikke tilbage med.

Azurel havde tidligere prøvet at belære hende omkring mobilitet og nu havde han endelig muligheden for at vise hende hvad han snakkede om. Da vind angrebet kom flyttede en af sjælene sig så Azurel satte af på den og sprang høj op i luften og over hendes angreb. Azurel landede bagved Heather og sagde roligt som var han slet ikke forpustet '' Jeg lod med vilje ikke sjælen skade dig, kun markere. Dens skade ville have sænket dig og på grund af det ville du hurtigt tabe''. Han gik over imod tabletten '' Du har meget at lære ''. Azurel havde ikke gjort sit bedste men bestemt heller ikke hans værste. Han var meget imponeret over hendes hurtige tænkning og kombinering af fysik og evne brug. Dog viste han det ikke. I hans øjne var hun allerede alt for selvsikker så derfor prøvede han faktisk at tage et hak i hendes selvtillid. Han rystede let på hovedet imens han tastede ind på hans tablet. Sjælene var forsvundet, hans vinger var forsvundet ind i hans ryg og hans øjne var blevet normale. Han vendte sig om imod hende og kiggede på hende med et alvorligt blik '' Du har meget at lære.. Men jeg skal nok lære dig det du har brug for.. Men det er din træning.. Jeg skal til at starte på min træning.. Og du skal lære at arbejde med de bi-effekter kontrakten har på dig.. Det er på tide at du underskriver kontrakten ''. Azurel måtte også selv begynde hans træning med hendes sjæl hvis han skulle bruge den som kommunikation gennem planer. Han fik røde øjne igen og en kontrakt kom frem i hans hånd. Han lagde den på bordet og gik et stykke væk og stillede sig med sine arme bag på ryggen. Han stod med løftede hoved og betragtede kontrakten *Hvordan kan hun ikke være udmattet.. Efter alt den fysiske træning og trænings kamp imod mig.. Har hun virkelig så meget energi.. Det vil vise sig når jeg påbegynder mit arbejde med hendes livskraft.*.

Med nogle smarte manøvrer undgik Azurel Heathers angreb uden problemer og endte bag hende. Hun fulgte ham med øjne, kroppen klar til næste slag, som slaget bevægede sig gennem hendes krop, og så stoppede halves. Djævelen foran hende stod afslappet og snakkede om hans strategiske træk i træningen. Tydeligvis var han ikke bekymret for det sværd hun havde i hånden. Han gik imod tableten, som han igen fortalte, at hun havde meget at lærer. Det var ikke noget, som han behøvede at minde hende om. Heather var her, fordi hun vidste, at hun ville få brug for træningen fremover. Og Azurel havde i dag bevist at han kunne lærer hende noget. Han havde erfaring og var, at dømme efter den smule hun havde set nu og med kortene, bestemt ikke uden evner.

Kontrakten. For første gang siden hun trådte ind i rummet, tøvede Heather med en ordre. Helvede selv virkede pludselig mindre skræmmende end at skulle sætte hendes navn på det papir. Faktisk var hun ret så parat til at gemme sig i en portal dertil. Hun tog en dyb indånding. At tage af sted nu, uforberedt og uden kontakt til Azurel, ville være en fejl der slog hende ihjel hurtigere, end hun ville kunne nå at fortryde hendes beslutning. Nej, hun var nået for langt til at dø til sådan noget plat. Hun måtte mande sig op, ingen dumheder og ingen frygt. Med rank ryg og faste skridt gik hun hen til bordet.
*Det her er en fejl* sagde en lille stemme i hendes baghoved. Hun ignorerede den, som hun hurtigt læste kontrakten igennem.
*Du har lige set, hvad der sker med dem som skriver under.* Med en neutral , dog beslutsom, mine greb hun pennen.
*Det er ikke for sent at gøre hvad der er rigtigt. Du kan vel huske hvad der skete sidst, du stolede blindt på nogen.* Hendes navn var halvvejs færdigt.
*Hvordan har du tænkt dig at udrette noget, når du er en forpint sjæl, styret af en andre?!*
Så, hun havde underskrevet og måtte derfor et eller andet sted stole på Azurel, eller også var hun bare så desperat, at hun ville godtage hvad som helst. Heather følte sig dummere, end da hun havde taget den forræderiske præst løfter for gode ord. I det mindste havde hun haft en grund til at stole på ham. Azurel derimod havde indtil videre intet bevist for hende. Men hun havde taget sin beslutning og holdte ved den. Ikke at det havde den store betydning for Azurel. Hun kunne ikke længere bakke ud, selv hvis hun ville.
*Lad ikke det her blive en hurtig og pinlig slutning på mit hævntogt.*

[Min pc er gået i stykker og har lige stjålet svigerforældrenes. Fra nu og lidt frem kommer jeg til at svare når jeg kan snuppe en pc fra andre]

Da kontrakten var underskrevet lod Azurel kontrakten ligge foran Heather som han havde lovet. Han holdt en hånd frem og hans øjne blev røde. Hun ville føre det som om at i hende der gav mening. Alt i hende der var anderledes og alligevel det samme. Hendes sjæl/livskraft fløj ud af hende og over til Azurel. Han betragtede den en smule. Han satte sin hånd på den og kiggede på Heather. '' Jeg tager den med mig.. Du holder på kontrakten.. Jeg får brug for tid til at studere den ''. Han fortalte skam sandheden. Selv om hun skulle gennemgå intenst træning så skulle han selv gennemgå en hård mental træning sammen med Heathers Sjæl. Han ville lære den at kende ned til mindste detalje.

Azurel tog sin tablet op og nikkede til Heather '' Vi ses i morgen ''. Heathers sjæl fløj med Azurel i det han forlod rummet via elevatoren. Han havde vist hende meget denne dag og hun havde bestemt også vist ham meget. Da han stod i elevatoren kunne han ikke lade være med at smile. Selv om hun ønskede noget til gengæld for at hjælpe ham så stolede hun på ham. Han kunne ikke lade være med at tro, selv på trods af deres første møde at de var på vej til at udvikle et mentor/elev forhold.


--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Den næste uge gik med træning hver dag, hvor Heathers opgaver blev lidt sværere og sværere for hver dag. Da der var gået en uge havde Azurel for første gang ikke taget hans tablet med. De havde trænet hver dag, samme tidspunkt altid med en lille kamp imellem dem til at afslutte træningen. Azurel kiggede på Heather '' Der er gået en uge nu.. Hvilke bi effekter af en manglende sjæl/livskraft har du oplevet ''. Grunden til han ikke længere havde sin tablet med var fordi statistikker og udregningen var overflødige nu. Han kendte hendes styrker og svagheder. Han kendte hendes vilje og udholdenhed. Han kendte hendes sjæl. Han vidste at hendes træning ikke var færdig før hun kunne mindst ende i en draw med ham. Så de måtte fortsætte til hun var på det punkt. Azurel smilede og klappede hende på skulderen og sagde '' H (udtalt engelsk).. Skal vi starte dagens træning ''. Over den sidste uge havde Azurel i hvert fald åbnet sig mere og hans smil var ikke charmerende som før men mere ægte. Hun stolede på ham nok til at lade ham opbevare hendes sjæl så han kunne ikke lade være med også at stole på hende. En sådan tillid var inspirerende og smittede af, det gjorde den i hvert fald på Azurel.