Let demons walk among us. (M)

Forbeholdt til Evie Day Hooper(Gregory Hodgeson).


”P-a-s-s-w-o-r…”
Maskinen fik ikke engang lov til at tale færdig, før en knyttet næve blev sendt direkte imod den. Hånden knuste det ydre glas og samtlige små dimser. Det gjorde egentlig bare at den ikke ville virke. Hvilket egentlig ikke gavnede synderen bestemt meget. Nu kunne han ikke blot komme ind. ”Røvhul.” mumlede han, som forsøgte han sig alligevel med kodeordet. Trods han vidste det var for sent.
David trak sin hånd til sig igen og rystede den kortvarigt fri fra diverse glasskår og tog sig ikke af de små rifter, der havde fundet sin vej på sine knoer. Det var ikke fordi, det blødte så gevaldig meget. Han nedstirrede døren foran sig, og der gik ikke specielt længe, før han havde løftet sin ene fod og hamrede den hårdt mod den. Efterlod dog kun en bule. Han pustede sig lidt mere op og sparkede igen hårdt mod døren. Han havde ikke forventet, at den ville gå ned med lethed, men han følte frustrationen endnu mere efter tredje spark. Han svovlede af den, inden han for fjerde gang sendte sin lettere ømme fod mod dørens metaloverflade. Endelig gav den sig. Den sprang op og slå mod væggen på den anden side. Fucking endelig!
Forpustet trådte han indenfor uden at tænke yderligere over konsekvenserne for al den larm, han meget muligt lavede. Turen havde egentlig også været ret så spontan. Han havde rigtig nok ledt efter ledet i flere måneder. Faktisk havde han kendt til placeringen længe nu, men han havde ikke haft det for godt. Og det kunne man nemt se på ham. Hans hår sat næsten ud til alle sider, som havde han lige vågnet fra en alt for lang lur på sofaen. Hans brune øjne var fuldstændig omgivet af sorte rander. Huden under hans øjne var endda begyndt at blive rød og irriteret, eftersom han konstant gned sine øjne. Han kunne ikke sove, selvom han var pisse træt. Han havde slet ikke kunne tænke klart. Og han havde kun forladt huset, når det blev absolut nødvendigt. Han så meget sjusket ud. Og det ville ikke komme bag på ham, hvis han havde taget to vidt forskellige sokker på.

Det var ved at være længe siden, det hele var sket. Mødet med verdens største kræftidiot. Synet af den blonde pige midt på gaden. Død. Han havde flere gange haft klare mareridt, hvilket havde startet hans benægtelse med at sove til sidst. Han kunne mærke, hvordan han begyndte at boble mere og mere, jo længere han gik ned af den gang, der syntes at bare blive ved. Han trak vejret utrolig ophidset, og varmen der ellers plejede at være i hans øjne var væk.
Pludselig følte han noget hårdt mod sit baghoved, da et bat smadrede ham ned i gulvet. Det var først der, han lagde mærke til alarmen. Den skarp sig igennem hans nu ømme hoved og skarpe høresans. ”Argh! For helved!” Battet blev nu sat mod hans ryg, da han forsøgte at komme op at stå igen. Han burde have forventet det. Der var vel ingen mulighed for at, han bare kunne gå lige igennem uden problemer. Man skulle tro, han ganske snart ville blive bevidstløs på grund af de gentagende slag. David lagde slet ikke mærke til, hvem det var der førte battet. Tydeligvis ikke nogen han kende. Hans hoved ringende. Men i stedet for at rulle tilbage i intetheden, greb ham med ét ud efter personens ankel og fik på en eller anden måde vendt situationen omkring.

Det var dog utroligt, hvor fandens mange der ville stå i vejen for ham. Hvor står var denne lorte organisation? Han stod selv med battet i sin hånd nu. Blod var gledet ned af hans ansigt og gjort hans hår i baghovedet fugtigt. Det ville ikke tage for længe at hele. Han gik mere eller mindre roligt nu. Bag sig lå adskillige mænd. Om de var bevidstløse eller ej. De havde ikke muligheden for at kæmpe meget mere imod. David havde fået et mere eller mindre neutralt udtryk i ansigtet. Han så ud til at slappe mere af, men det var lagt fra sandheden.
Lamperne over ham i gangen begyndte at flikke, som han begyndte at forstyrre deres hverdags liv med sin evne. Det var meget muligt blot vrede kontrolleret. Han sank battet og holdt det blot i slap arm, så spidsen blev slæbt hen ad gulvet. Han tog en dyb indånding - dybt ned i lungerne - og så åbnede han munden igen.
”GREGORY!!” råbte ham højt, så hans stemme nærmest rungede sig igennem den underjordiske bygning.

''Please greg, just let me ex-'' et klynkene ord blev afbrudt da hånden rundt omkring hendes strube blev strammet så ordene der prøvede at komme ud af hendes mund blot blev en svag hvisken, til næsten en lyd fra en slange der kæmpede for at udtale sig ordenligt. ''Oh my dear Evie, there is nothing to explain, there is nothing you can say or do.'' med en fingernemhed der ikke sås hos mange fik han fundet en sølv kniv frem fra dens hylster inde i den flotte skræddersyet jakke. Et hurtigt stik blev knivens flotte blad boret ind i hendes overarm, et skrig af smerte rungede igennem hotellets værelse. To skridt tilbage også stod han og beundrede sit værk af kvinden med de før så blonde tjavser hang tungt omkring hendes hjerteformede hoved, fyldt med blod og snavs. Men selv nu, hvor lystet var i gang med at slukke i de ellers så gennemtrængene krystal blå øjne var hun smukkere end nogen anden han havde krydset på sin vej. Hvilket var det som var allermest afskyende ved hende. Evie klyngede sin frie hånd omkring skaftet på kniven der havde skåret så dybt ind i hendes arm og nu sad fast i væggen som armen var piercet til, tårende trillede i stor fart ned af hendes kinder og fjernede største delen af det skidt og blod som var blevet smurt ud i ansigtet. I nat skulle hun dø, og hun kunne intet gøre ved det. Med bedende øjne søgte hun desperat efter en udvej, for efter at kigge på Greg, der var ingen ''I'm. so. sorry. Please forgive. me.''

De næsten sølv øjne betragtede kameraet der pegede imod døren ind til selve hovedkvarteret, uden så meget at rører på en muskel kunne han se hvordan manden foran den desperat forsøgte at komme igennem. Skyggerne lagde sig som silke hen over mandens ansigt, mens hånden knugede omkring hoved på stokken som altid havde sin faste plads ved hans side. Et kort suk slap ud mellem hans smalle læber. Han havde vidste at fra den dag han havde mødt ham, at denne mand, denne knægt ville blive en torn i hans øje. Et lavt suk slap ud igennem hans læber, dog løftede den ene mundvige sig op i hvad man ville kunne mistænke som et smil som frydet sig over hvad der var ved at ske.

Han svang benene op på disken mens at han fulgte Davids færd igennem organisationens gange, hvordan at hans mænd kastede sig imod knægten, men ingen så ud til at være den store nytte til at stoppe ham. Greg rystede på hoved, hvorfor var det, at hvis man ville have noget gjort rigtigt, var man nød til at gøre det selv? Hvor var det dog bare cliché at sige sådan noget. Oh well.

Med en lethed fik Greg skubbet sig hen til højtalerne som var lokaliseret i hele den underjordiske konstruktion, som var på størrelse med en kæmpe villa hvis ikke større. Det lille klik lød da han fik tændt for anlægget, og bankede så på mikrofonen, hvilket resulterede i at højtalerne hvinede i alle rum. ''Aw come now David, just turn back.. Alt dette for en lille skøge som Evie? Men så igen, kan da godt forstå du ikke kan modstå fristelsen for at høre om hvordan hun skreg, hvordan hun bed for nåde. Hvis jeg må give dig et lille råd?'' han tog en kort pause og kiggede så over imod skærmene hvor man kunne se David fra næsten alle vinkler, manden var stor fan af at holde styr på sine medlemmer. ''Så tror jeg at jeg gjorde dig en tjeneste.. tænk at have en kvinde som Evie tæt på hele tiden.. Selvom.. duften af hendes hår.. hvor blød hendes hud var, selv når hun havde problemer med at ligge still.. mmmh..'' endnu en pause kom ''Helt ærlig David, hvad er det du prøver at opnå? Evie ville stadig havde været i live hvis det ikke havde været for dig, så hvis du skulle slå nogen ihjel burde du måske få anskaffet dig et spejl, fordi personen der kigger tilbage, er den mand du kan give skylden for at hun ikke længere trækker vejret.. Og stol på mig, hun var meget sjovere da hun trak vejret..'' et let og irriteret grin flød hen over højtalerne. Hvis han så gerne ville have en kamp, så lad dog drengen hygge sig, det var jo alligevel ikke som at der var så meget han kunne stille op alligevel. Greg ville bare komme tilbage senere, ti gange mere ondskabsfuld og langt mere irriteret end han var i forvejen.

Lyden af den skrattende stemme, der hærgede over de skjulte højtalere, fik David til at stoppe. Han så sig vildfaren omkring, som om han ville finde Greg stå et eller andet sted i nærheden. Ordene ramte hårdt. Men de slog ham ikke ned. Det fik hans raseri til at stige. Mere og mere. Som havde nogen skruet op for varmen i ham. Hans mave boblede. Hans kinder kogte. Og han havde bidt sine tænder ufattelig hårdt i. Hvis ikke han havde taget sig så godt af dem, ville hans gummer helt klart være begyndt at bløde. Ikke at han havde nok blød i munden i forvejen fra alle de slag, han allerede havde taget. Han var udmattet efter at have mast sig igennem gangene. Og han så en hel del værre ud nu med blod på den stribede trøje og forrevne bukser. Han havde endda mistet sin ene sko. Han var ikke yderligere glad for situationen. Men ligemeget hvor røvsygt det hele var, stoppede han ikke. Godt nok var havde han brugt en masse kræfter, men han havde for helvedet en masse tilbage. Og han havde i sinde at bruge dem, til han ikke havde så meget som en dråbe tilbage af energi.
Det var egentlig en underlig følelse - den hun havde til Evie. Hun havde kravlet ind under ham. Ind under hans facade og sat sig fast som en eller anden dum sugemalle. Hvor pissede det ham af! Han knugede hårdt omkring metalbattet. Hans håndflader var svedige, men alligevel havde han ikke haft problemer med at holde det i sine hænder. Det havde ikke så meget som gledet en millimeter.
”DU ER EN KLAM STODDER!” råbte ham ud af frustration. Velvidende om at denne djævel ville kunne høre ham. Han greb om battet med begge hænder og svang det pludselig op i luften. Op mod det ene kamera, han havde fået øje på. Det blev ramt og resterne faldt til gulvet sammen med battet, som han bare samlede op igen, for at sende det mod det næste kamera i sin synsvinkel. ”DER ER ABSOLUT INGEN GRUND TIL AT DU NOGENSINDE SKULLE EFTERLADE SÅ MEGET SOM EN HUDCELLE PÅ DENNE JORD!” Det var måske ikke sådan, man normalt så på hadet mellem engle og djævle. Men det passede et sted meget godt. Hvilken elendig sammensætning. ”JEG SKAL NOK SØRGE FOR AT DU IKKE FÅR LOV TIL AT VÅGNE OP OG SE SÅ MEGET SOM DIT MODBYDELIGE SPEJLBILLED!”

David greb igen omkring battet, før han begav sig videre igennem gangen. Denne gang med en del mere fart på. Han smadrede diverse trædøre ind på sin vej. Tog sig ikke af splinterne, der sprang omkring ham. Hans øjne var i det mindste skjult og beskyttet bag hans briller. Hvorfor kunne han ikke finde ham? ”HVOR ER DU!? SHOW YOURSELF! YOU’RE A DEAD MAN, HODGESON!!” Han havde fået flere informationer om denne djævel. Deres system var stadig eledigt. En børnehaveklasses elev ville kunne finde sin vej ind på deres data. Hvordan de havde eksisteret så længe var et mysterium.

Han stoppede brat, da han havde fået smadret en ny dør ind. Synet kunne have bedraget, eftersom det eneste han så var Greg, men denne gang var det rent faktisk Greg han så. Han stod lidt og trak vejret utrolig forpustet og han gennemborede den unge mand med sit blik. De brune øjne havde fået et mere gulligt skær. Og hans ører havde vokset sig ud i spidser. Som han trak vejret gennem munden, kunne man se hans tænder, der havde vokset. Mindede ganske svagt om et bæster. Det var ikke fuldmånen, men vrede han tydeligvis aktiveret genet i ham.
”Hvorfor skulle hun dø…!!!” Han tøvede ikke med at storme mod djævlen med battet hævet. Han svang, men ramte intet. Han svang igen - men ramte kun bordet. Han havde af en eller anden grund, svært ved at sigte. Fokusere. Kontrollere sig. Men det stoppede ham ikke fra at prøve. Han løftede battet fra det stakkels skrivebord, og drejede hovedet for igen at stirre mod Greg. Han skulle ikke slippe godt fra det her. "Dit svin!"

Der kom ikke flere ord ud af højtalerne, selvom hvis man lyttede godt efter ville man kunne høre hvordan et en klukken kom fra hans strube. Det morede ham at se David så, så oprevet over noget som dumt som en tøs der nemt kunne erstattes. Virkelig, hvordan kunne en som Evie have gjort så stort et indtryk på ham? Greg sukkede irriterede, hvorfor skulle alt godt også ende før man fik en tid til at nyde det? Hvofor skulle, åh selv ordet lå forkert i hans hoved når tankerne ramte det, kærlighed for et andet menneske, en person ligge så dybt i disse væsner? Han rystede på hoved. De sølv grå øjne rettede sig op imod hunden der endelig havde fundet frem til den rette dør.

''Hvorfor skulle hun ikke dø? Se er det et spørgsmål du nogen sinde stiller dig selv?'' han nåede lige at fjerne sig med utrolig smidighed da battet fløj hans vej, han rystede på hoved, manden kunne jo ikke engang sigte ordenligt. Og her var han, for at dræbe ham? Ynkeligt. ''Oh, dit svin? Det er virkelig det bedste du kunne komme op med?'' Greg trådte helt tæt på David, så tæt at han kunne mærke hjertet der slå hårdt og hurtigt i hans brystkasse, mens Gregs derimod næsten virkede til slet ikke at slå. ''Men værd dog så velkommen til at slå mig ihjel her O'Neal, men lad mig spørger dig dette; hvad hjælper det hende? Hm, hvad hjælper det at slå mig ihjel, det vil ikke tage de mange timers tortur jeg udsatte hende for væk, det vil ikke hjælpe det faktum, at hun vil forblive død i al evighed, og du, du vil altid føle dig fuldkomme alene.'' Greg hvæsede lige op i hans ansigt, vidste at slagende ville regne ned over ham lige om lidt, lysten til overhoved at stå imod lå ham ikke nært, måske fordi at operationen var gået i vasken for nu, takket været den kælling og hendes lille hundehvalp. Perstilenser, der vovede at stå i vejen for ham. Men nok om det, han vidste hvornår en kamp var slut og han ikke længere kunne vinde den, andre var på vej efter ham. Hvem vidste, måske de ville gå efter David hvis han slå ham ihjel. ''Troede jeg havde set de ynkeligste væsner her på jorden, men du David, du tager sgu prisen''

Jo mere djævlen talte, få vredere blev David. Det var første gang, han overhoved hørte så meget som et lille snip af, hvad han havde gjort mod Evie. Han havde selvfølgelig haft en fornemmelse, nu hvor han levede i en stat som Di Morga, men han havde inderligt håbet, at det ikke var sandt. Han borede stadig sine gule øjne direkte mod Greg, som han havde kommet tæt op ad ham. Gjorde det mere eller mindre umuligt for englen, at sende battet mod gerningsmanden igen. Han havde ikke været fokuseret nok på at ramme ham. Hans tanker havde kun lige kredset omkring, at han ville tilintetgøre dette svin. Det var stadig underligt, at han følte sådan en stærk hævntørst. Men så igen - det var normalt for ham, at føle et had mod andre. Han var ikke ligefrem den bedste person at omgås.

David havde fået nok. Djævlen talte for meget. Og han sagde intet der ville gavne ham det mindst. Var han ikke bange for at dø? Vidste han ikke, at han ikke blot stod overfor et alment menneske? Han kunne da umuligt have indset sit nederlag. Han hævede sig nærmest over englen, hvilket ikke faldt i god jord.
Lyden af battet der faldt mod gulvet rungede nu i rummet, og der gik ikke længe før David havde knyttet sin næve og sendt den direkte ind i Gregs mave. Fik ham så vidt muligt væk fra sig igen, før han sendte næven mod hans ansigt. ”Don’t fuck with me..! At dræbe dig vil blot gøre tallet af røvhullet en mindre.” Han vidste godt, han ikke kunne få hende tilbage. Hun var død. Men i det mindste kunne han gøre det af med en trussel for andre i fremtiden. Han knejsede nakken og sendte sig mod djævlen endnu engang. Han greb hårdt omkring hans bluse og tvang ham i gulvet, inden han satte sig på ham. Bare for at holde ham nede.
”Jeg har altid været alene, så hvad fuck tror du det vil gøre anderledes!!” Han holdt ikke inde med sine frustrationer. Med det samme blev en knyttet næve igen sendt mod Gregs ansigt. Og så et til. Og endnu et. Han syntes ikke at kunne stoppe igen. Han var ligeglad med, at han fik blod på sine hænder. Synet af den røde væske, fik ham blot til at slå hårdere. ”Der var ingen fucking grund til, at hun skulle dø på grund af din skide røvfulde jalousi!! HØRER DU MIG!!” Han havde for længest følt djævlen næse brække, men det havde nu ikke holdt ham fra at slå mod det samme sted igen.
Dog stoppede ham kort tid efter. Helt forpustet. Hans brystkasse hævede og sank som bare helvede og svedperler havde fundet sin ven ned over hans pande. Han rettede sig en smule op. Stadig siddende på synderen. Han kørte en hånd hen over panden og efterlod en streg af blod der på. Det samme gjorde han med sin ene kind. Bare for at få fjernet lidt sved. Han tog dig ikke blikket fra Greg. Hans øjne var tilbage til brune. Og hans ører faldt lige så stille væk sammen med resterne af varulvens effekt. ”Du er ikke andet en en fucking…møgunge, der… ikke kan finde ud af… at gøre andet end… at ødelægge dit yndlings legetøj..” Stille og roligt kørte han sit blik mod djævlens ene arm. Blot for derefter at tage hårdt fat og få knækket knoglen. Ganske rigtigt havde han i sinde at dræbe denne idiot, men samtidig ville han elske at påføre ham smerte inden da. ”Du tror sikkert, du kommer tilbage! At du bliver tilgivet af sin elskede kronprins for så at komme tilbage! Tro ikke at jeg ikke har taget det i øjenfald!!” råbte ham arrigt, da han igen sendte blikket tilbage mod djævlens ansigt. Der gik ikke længe før, hans trøje blev flænset på ryggen og de to hvide fjerbeklædt vinger skød ud. ”Jeg ved nok om dette engle shit til at gøre dig til en forbandet døgnflue!” Han førte en hånd om mod sin baglomme. Eller nok mere kanten af hans bukser. Han fumlede ned at få løftet blusen en smule, hvor på han trak en kniv frem. Bladet fuldstændig dækket af diverse symboler. Han hævede kniven højt. ”Og tænk engang.. Det her er ikke engang til synd!” Så sendte han kniven mod Gregs brystkasse. Pressede den igennem hans hud. Og videre, indtil han ramte det svagt bankende hjerte. Og lidt efter….var der stille.

David var smadret. Det var sådan en lettelse. Det var som om han havde fået fjernet tunge vægte fra sine skuldre. Det var fantastisk. Men stadig forvirrende. Det eneste der fik ham til at se på, var lyden af en lille kat. Han så sig omkring og så den velkendte lille killing tippe frem fra sit skjul. Så djævlen havde rent faktisk taget sig af den. Det morede ham lidt. Og det fik ham op at stå, selvom hans ben summede faretruende. ”Hey..” Katten genkendte ham. Og den bakkede bestemt ikke tilbage. David fik trukket vingerne ind igen, selvom det gjorde noget så ondt. Nu ville han hjem. Måske kunne han sove nu?

//OOG: Out!//

Greg kiggede på David som var han en ynkelig lille dreng der prøvede at forklare sine forældre hvorfor de havde været uretfærdige, han havde ingen medlidenhed, ingen skyld over hvad han havde gjort. Det eneste han måske følte var irritation over at han ikke kunne havde beholdt hans lille prodigy, alle de mange år han havde brugt til at skabe dette imperium faldt nu til gulvet, på grund af det lille irriterende tårn i øjet der stod foran ham. Alt han havde fået opbygget, revet ned fordi at han havde undervurderet englen som i dette øjeblik sendte den ene næve efter den anden i hoved på ham. Greg vente hoved og spyttede blodet som havde hobet sig op i munden på ham. ''You have some serious anger management issues'' kom det hæst fra Greg, han nåede kun lige at se hvordan at vingerene kastede sig igennem luften og kniven som borede sig ind i brystet på ham. ''this will not be the last time we meet, you can be sure of that'' de sidste ord var en hvisken før at han mærkede knivspidsen prikke til det mest følsomme muskel i hele kroppen, hjertet begyndte at pumpe hurtigere som blodet strømmede ud alle de forkerte steder og ilten ikke længere kunne komme ud til resten af kroppen. Smilet bredte sig hen over hans læber mens at hans ene hånd greb omkring kniven da der endelig blev givet slip, benene gav under og det nu tomme vessel faldt til jorden.