Killing Demons and Kissing Ghosts (Angelie)

Tid: 21:00pm.
Vejr: Stormende, trækker op til uvejr. (Torden og lyn + regn)
Omgivelser: Forladte.
Dato: En dag i oktober.

__

En knirken kunne høres fra den høje forlystelse Orkanen, navne skiltet var hamret på en lille bilet boks der stod lige udenfor den. Dette store metal stativ var for længst gået hen og blevet rusten. Vinden som stormende tog fat i den gamle konstruktion fik den til at jamre og beklage sig over den hårde behandling som den modtog. Der var ellers en stilhed over stedet, som på en kirkegård. Det eneste der kunne høres var den rustne knirken, og den hvinende lyd fra den vrede vind. Man skulle tro at selve parken ville være gået til grunde for længst, eller at kommunen ville rive den ned og bygge noget andet op. Et indkøbs center måske? Eller også var parken som så meget andet i Terre by, glemt. Dog havde en skikkelse vovet sig derind... ikke på grund af nysgerrighed eller anden lyst til at udforske dette sted. Han søgte blot tilflugt. En tung vejr trækning kunne høres fra ham, og et bump som han hamrede ind i en bygning hvor man engang kunne købe candyfloss og andet godt. Over hans brystkasse var der et enormt snitsår, der gik fra skulderen på hans venstre side til hoften på hans højre. Blodet sivede derfra, imens han gled ned langs de gamle bredder på siden af slik bygningen. Han gav et mørkt jammer fra sig, irriteret over situationen imens at hans sværd blev placeret ved hans side. Zenkai jamrede og beklagede sig lige så meget som dens herre over den behandling den havde fået. At kæmpe imod rebeller var næsten blevet rutine! Hurtigt rakte han en hånd ned i sin brystlomme og fik en smøg fisket op, satte den imellem de smalle læber hvorefter han fremmanede en lille flamme ud for hans pege finger og tænde smøgen. Derefter pressede han fingeren med spidsen der var omfavnet af blå flammer imod hans lange sår der med det samme brændte sammen. Huden krøllede sig indad imens at blodet størknede. Han inhalerede røgen imens at han rynkende brynende og sved perler gled ned fra hans pande af smerte. Han pustede røgen ud for hver gang han tog et åndedrag. Sådan fortsatte det indtil at han havde brændt den modbydeligt lange flænge sammen.

Orkanen. Forlystelsen der knirkede og bragede som en hus, der kunne styrte sammen når som helst, tårnede sig op over resten af forlystelsesparken. En spinkel pige, med udslået hår, der let blev hvirvlet rundt af vinden, som om den legede med det.
Pige, der lød under navnet Angelie tog sig dog ikke meget af det. Hendes raseri over dagens hændelser på diskoteket nede i byen brændte stadig inden i hende. Hun havde heller ikke givet sig tid til at skifte tøj, så hun var stadig iført almindelige cowboybukser, og en løstsiddende top, der viste hendes arme, og det nylavede ar. Det ar, som rummede en adresse Angelie ville opsøge meget snart. Så snart hun havde fået tilladelse til det.
Hun stod nu under indgangen, hvor hun stoppede op i et kort sekund, og betragtede stedet. Sidden hun var blevet forvandlet til spøgelse, havde hun hængt meget ud nær spøgelseshuset, som engang havde været frygtet af mennesker. Forlystelsen, som kunne skræmme selv den hårdeste mand. Angelie havde bare grint af rygterne, efter hun selv havde set stedet. Der var intet skræmmende over det, og menneskets opfattelse af spøgelser var intet andet end barnehistorier, der skulle skræmme de små.
Imidlertidig fangede hendes dybblå blik en bevægelse i udkanten af sit højre øje. Det dæmrende mørke tillod hende at se den lille flamme, som steg op et sted nogle meter fra hende. På trods af dagens hændelser overvandt nysgerrigheden for hvem det kunne være hurtigt, og Angelis hoved faldt automatisk en anelse til siden, inden hun satte sig i bevægelse mod den mørke skikkelse. Personen havde tilsyneladende ikke opdaget hende endnu, og mens Angelie lydløst nærmede sig, opdagede hun at personen var af hankøn.. Og han bar et sværd. Eller bar var måske så meget sagt, da det lå på jorden ved siden af ham nu. Mandslingen var travlt optaget af at inhalere røg fra den cigaret, som hvilede i hans mundvige, og Angelie bevægede sig rundt, så hun endte med at stå med fronten mod ham, nogle få meter væk, for at være uden for rækkevidde. Ventende lagde hun armene over kors, og sagde ikke et ord, da hun regnede med at han ville opfatte hendes tilstedeværelse snart.