Den gemt sandhed

Mikala lå i sit telt hun græde svaget hun hade været oppe at skændes med Zero han hade været efter hende igen fordi hun hade snakke med Dimai hun måtte ikke en gang snakke med hende Mikala hadet at være bundte det hade hun også være da hun gik i skole altid alene og hade næsten ingen venner men har altid sin søster som hun kunne gå til vis det gik noget galt for hende

jaster kom gående stille ind i skoven og kiggede sig lidt rundt omkring for at se om der var nogen men han kunne ikke få øje på nogen og gik vidre med et lille smil på læberne *mon der overhovedet er nogen her inde*tænkte han med et lille smil "er her nogen"spurgte han og kiggede rundt for at se om der var nogen der svarede på det han spurgte om han ventede mens han kløede sig i nakken med et lille smil

Ailince sad og spillede Mikala vuggevis, på sin sølvfløjte, den gav en masse skønne mindre for Ailince, ikke alle gode, men betydningsfuld for hende, hun bevægede elegant sine figner over hullerne og hun havde lukkede øjne, hendes hvid ansigt lyse med månen, hun opfangede godt duften af Mikala , men lod den ligge , da hun ikke havde noget i mod Mikala så hun stadig var som da hun var menneske... Blid, omsorgsfuld og hjælpsom ... de ord beskriv hendes rigtigt jeg.. Ailince var normal ikke den som havde sex med hvem som helst, men hun elskede spændende og derfor spillede hun på sine masker efter hun var blevet bidet og forvandle til dæmon...
hun smilede kærligt til sin lyd fra sølvfløjte, hun nyd være tone , hun berolige skoven på en måde som man ikke kunne to det
Efter lidt tid duftede hun en dæmon i skoven.... men hun forandre ikke sin være mod

Mikala græde stadig væk men meget dæmpe på grund af hun græde ned i sin pude hun var oløst i gråd # jeg hader ham så meget # tænket mikala græde han hade ikke rigtig nogen venner hun hade Ailince,Jaster,Dimai og Inuyasha eller ingen sådan hade det også være i hendes skoletid ingen rigtig venner altid alene og altid gjore til syndebuk for anderes fejl

jaster gik stille vidre *hmm der er ingen*tænkte han og gik stille vidre med et trist smil og kiggede bare stille rundt imens han gik *hvor er alle folk henne*tænkte han og gik bare vidre *skoven er stor*tænkte han mens han gik vidre *hader at være alene*tænkte han og stadig vidre

Mikala græde endnu men bare endnu højet end før hen

Ailince stadig på gren og spillede vider på sin sølvfløjte, hun sad så vis du så mod hende var fuldmåne bag hende, hun spillede nogle vildt smukke toner, de var behagelig og varme, Hun dutfede nu den velkendt dæmon ned på jorden ved hende, *jaster* tænkte hun og spillede stadig videre, hun forventede ikke han opdagede hende, men hun spillede på sin sølvfløjte, træerne, blomsterne og alle de andre ting omkring hende var blide og beroligende, hun var så utrolig smuk og vinde blæste blidt hendes hår til siden

jaster gik vidre "her er kedeligt"sagde han for han regnede med at der ikke var nogen i skoven mens han gik vidre han så trist ud mens han gik *ingen at snakke med eller noget*tænkte han og gik stille vidre

Ailince sukkede og stoppede med at spillede, alt bliv pludselig tilbage til den mørke , kolde skov "Hvorfor så tit lille dæmon" sagde hun og lå på gren , hun så ned mod ham med hovedet på skrå, hun hørte mikala græd og sukkede opgivende "Mikala slap af kommer" sagde hun , men sagde det os i mikala hovede, med en blid og små tone, hun virkede så anderledeses , så blid så menneskelig

Mikala kom frem hun var opløst i gråde hendes ansiget var helt forgrædet og hævedt under det hade hun et blåtøje og en blodi læbe og nogen så skræmmer eller var hun okey at se på " Ailince " hviske Mikala svaget da hun hørte sin vuggevise hun elske den så meget

"ved ikke"sagde han bare og kiggede op på hende og prøvede på at smile men kunne ikke han kiggede på hende og havde ikke opdaget mikala på nogen måder eller noget han stilte sig til at kigge op i himmelen med et smil og kiggede bare op han stod bare uden så meget som at sige en lyd.

Manda gik ud til skoven, han havde en kæmpe hold i nakken. Men måtte leve med det, han gned sin nakke lidt og strakte sig. "hvorfor skal der altid være fuldmåne når jeg vil gå en tur!?" sagde han surt og kiggede på sin hale. Den logrede en smule, "HEY! DU skal ikk logre, det er meningen du skal sidde stille!" han tog fat om den. "SIT!" hans ulveøre bevægede sig lidt og han satte sig med et bump. Han kiggede på Ailince og Mikala, han rødmede en smule. Han havde lige sagt sit til sigslev foran to andre. Han rejste sig hurtigt og gik hen til dem. "Øhm.... Hej!" smilede han glad og kiggede på mikala. "Hey? Ikk græde?" han smilede opmuntrende.

" manda " sagde mikala og så græde væk hun linde en som hade været op at slogs hun hade bare får tæv af Zero og af ander en før hun tog tilbage til skoven hun græde svaget hendes eller så køne øjen var røde oh hvævet men kun det venster det højervar blåt

Ailince så manda og små smilede "den smukke ulv fra den gang" sagde hun og vendte sig tilbage og faldt bagover, hun greb fast med benene så hun hang der med hovedet ned af som en flagermus , hun så mod Jaster "Det var ikke godt jaster" sagde hun kærligt, hun virkede så livlig , hun slap med benene og stod elegant på jorden "hm" sagde hun og så mod mikala "jeg er her Mikala"

Han løb hen og tog blidt fat i hendes håndled. "Hey! Rolig nu... Ikk græde..." han tørrede hendes øjne og smilede. "DU skal smilee, hvis nogle er onde ved dig er de ikk værd at spilde tiden på?" han aede hendes hoved. "Du skal aldrig græde over spildt mælk, og lige nu er det spild af din gode energi og tid." Han krammede hende forsigtigt til sig og vuggede hende en smule, "Tag det helt roligt, ingen gør dig noget lige nu."

Mikala trak sin hætte på sin jakke over hovedt " jeg kommer Ailince jeg kommer nu " sagde mikala svaget hun lød værke glad eller til at ha det godt hun stod nu kom et lille stykke fra dem hun så bange på dem # hvad vil de siger vist de opdaget det # tænket Mikala stille for sig selv

"hmm"sagde han og kiggede på mikala *zero*tænkte han lidt små surt fordi han hade zero meget viste bare ikke hvorfor helt endnu og gik hen til et træ og stilte sig op af det uden en lyd de snakkede jo mere til mikala end ham *skulle bare ha ladet være med at gå herind*tænkte han og lukkede sine øjn

Ailince sukkede "zero nu igen," sagde hun og gik roligt over til mikala , hun lagde armene omkring hende og tog hende indtil sig og hviskede så kun hun hørte det "ved du godt han døder vi han ikke har sex med piger uden følelser," hun smilede mod jaster med et blik som pludselig så sulten ud, *trøstig* tænkte hun og så mod manda og nikkede som et hej

" Jasert " sagde mikala og gik hen i mod ham hun lod dem ikke se hendes ansgiet eller hendes hænder de var en smule røde men eller okey " ingen af jer må gå fra mig lige nu jeg vil ikke være alene mere " græde mikala hun hade altid været alene også som lille og i skolen alle hade drille hende og mobbe hende bare fordi hun var lille og svag men sådan var hun født

Han gned sig ved nakken og knyttede hånden lidt, "Dumme nakke..." sagde han surt til sig selv og kiggede på Ailince, "Længe siden?" smielde han ogs satte hovedet på skrå. Han fik en smule blod ud af munden, det var ikk meget. Men han tørrede det bare væk, "Undskyld... Det sker når man har halv 'brækket' nakken..." smilede han og strakte sig lidt. Han fik sin nakke til at lave nogle knæklyde med vilje og kiggede på dem.

han stod bare med lukket øjn han måtte jo tænke på noget godt men kunne ikke han faldt bare ned på sin røv og sad op af træet med lukket øjn *det hele er så kedeligt"sagde han og havde stadig lukket sine øjne i

Mikala faldt på knæ hun så på dem og så ned igen hun viste ikke hvad hun skulle sige eller hvad hun skulle gøre hun linde en slavet og det var hun også men ikke meget mere hun var ved at bryse sejlet

Ailince så på manda "Blod" sagde hun så og slikkede sig om munden "Så trøstig, sorry manda" sagde hun og lagde sine læber mod hans så hans blod kom ind i hendes , hun slap, det var ikke et kys , hun slikkede sig om munden "Hm sødt" sagde hun og kunne nu styre sig, hun så mod mikala "er du okay mikala" og derefter Jaster, hun lagde hovedet på skrå "Sorry vi er kedelige" sagde hun og holdet stadig sin sølvfløjte i hånden

" nej er ikke okey " sagde Mikala og lag sig helt ned hendes krop var træt og øm efter en mehet hård dag hun hade været Zero´s bokseboldt i flere timet i dag men hun sagdet bare ikke selv om hun kunne stole på de 3 men ingen forstod omfanget at hendes lidlser eller hendes Mararidt som hun hade