I am terribly sorry! (Aubrei)

Tid: Lige omkring 05:00
Sted: Skovens udkant
Omgivelser: Ikke så langt fra Aubrei's villa hvor det eneste der kunne høres var ham

Månen var kommet op hurtigere end forventet så Charlie var endnu en gang blevet overrasket. Han måtte storme et eller andet sted hen i en fart! Skoven nåede han dog ud i så ingen var kommet til skade. Skiftet var som altid meget voldsomt. Smerterne tog over som musklerne voksede og kløer og tænder viste sig. Pelsen blev presset ud og et brøl brød stilheden. Efter at have samlet sig lidt kunne han igen se på pelsen der var som hvid røg. Pelsen der sad på den nu ca 3,5 meter høje varulv. Selv for andre varulve var han stor og stærk. Jagten satte nu ind. Et rådyr fangede hans følsomme snude. På trods af den voldsomme størrelse bevægede han sig overraskende hurtigt og lydløst. Jagt var han god til. Ikke længe efter sad hans tænder i det saftige kød på det nu døde rådyr. Det var så længe siden han havde spist. Det smagte fantastisk! Han var godt klar over hvad han var, men var også klar over jagten var nødvendig lige nu.

Kødet var fortæret og månen var endnu en gang så småt ved at gemme sig igen. Smerterne begyndte endnu en gang at trænge sig på. Det ville snart ske at han skiftede tilbage. Smerterne blev så voldsomme at han bare satte i løb for at glemme smerterne. Han nåede udkanten af skoven og sprang alt hvad han kunne. Han landede mange meter henne i nærheden af hvad der var en flot villa. Dog opfattede han det ikke lige nu. Hvis nogen i huset kiggede ud ville de kunne se hvor meget Charlie led som han skiftede tilbage. Han hylede højt mod himlen og begyndte at flå i sin egen pels, der faldt af i store totter. Blodet piblede frem de steder hvor pelsen blev revet væk. Var man tæt nok på ville man kunne høre knoglerne der endnu en gang tilpassede sig med nogle grimme knasende lyde. Snart sank han sammen og besvimede... Nu lå der en en kæmpestor mand på ca 2 meter og med vanvittige muskler. Det lange sorte bølgede hår dækkede hans ansigt. I hans hånd lå der en halskæde der lignede noget produceret af indianere. Virkelig flot. Den havde åbenbart overlevet forvandlingen

Aubreiane havde for en gangs skyld nydt en stille aften derhjemme. Det var ikke specielt tit mere, at hun var hjemme. Ikke fordi hun havde noget bedre at tage sig til, men af den simple grund hun virkelig kedede sig derhjemme. Som vampyr havde hun i det mindste haft en årsag til at gemme sig bag de tunge sorte gardiner, nu var det bare mere noget hun gjorde.. ikke noget hun gjorde direkte med vilje, men hun brød sig ikke rigtigt om at skulle ud. Efter at være blevet dæmon, var det som om hun havde opfattet hvor skrøbelig hun egentlig var, og dermed skulle hun passe bedre på. Hun gik ikke længere i byen, nu gik hun bare lange ture. Gerne om natten, for selvom at hun nu kunne tåle solens blide stråler mod sig, var det på en måde stadig uvant. Nogle gange spekulerede hun endda på, om hun nogensinde ville vænne sig til denne ændring fuldt ud.

Denne tidlige morgen sad hun i sofaen, med benene trukket op imod sig. Hun sad og læste en bog, og havde faktisk ikke rigtigt holdt øje med tiden. Hendes lange sorte hår, bølgede ned af ryggen som et mørkt vandfald, og et stykke ned af sofaen oz. De smaragd grønne øjne glimtede en smule i skæret fra de stearinlys der lyste hendes stue op. Et mørkerødt tæppe lå over hendes ben og det nederste af hendes mave. Hun havde en sort top på der viste hendes fyldige barm ganske flot, uden at være for meget, samt et par løse shorts. Som sagt skulle hun jo ikke andet end at slappe af. En lyd udenfor fik hende til at lægge bogen fra sig, hun havde en underlig fornemmelse.. Tøvende gik hun hen og trak de sorte gardiner fra, og fik øje på en stor varulv. Den var tydeligt i gang med at skifte tilbage til menneskeform, og kort mærkede hun en usikkerhed over sig, som kun kunne skyldes hendes tidligere vampyr jeg. Efter at være blevet enig med sig selv om ikke at kunne lade ham ligge, tog hun sin cardigan på, og gik ud til ham. Selv med de mange kræfter hun stadig havde, var han ret så tung. Men hun fik til sidst båret ham ind og lagde ham på sofaen. Duppede hans pande med en kølig klud, og lagde stille hans halskæde på bordet. Duften af blod var tydeligt og hun prøvede forsigtigt at vaske nogle af hans sår.

Hans muskler krampede stadig en gang imellem da han var kommet ind og ligge på sofaen. De voldsomme sammentrækninger var langt fra behagelige hvilket kom til udtryk i ansigtsudtryk af smerte. Men langsomt virkede han dog til at falde til ro igen. Hvad end sår der måtte være kommet, var for længst væk igen. Han vred sig en smule men det var mest fordi at forvandlingen som altid havde været meget voldsom. Men Charlie kæmpede også altid imod forvandlingen så han bedre kunne styre sig. Men det gjorde også forvandlingen mere voldsom. I takt med hun duppede hans pande, holdt han også langsomt op med at være så varm.

Efter et lille stykke tid åbnede han langsomt sine øjne og kiggede op på hende. Hun duftede af vampyr men der var noget anderledes ved hende. Så han blev underligt nok ikke vred. Lige nu var han for afkræftet til at tale, men prøvede at løfte sin hånd til tak. Men lidt pludseligt startede et voldsomt hosteanfald så han satte sig op og tog sig hårdt til brystkassen. Det virkede meget voldsomt men det var også kort tid efter forvandlingen endnu. Man kunne se han spændte meget for at prøve at begrænse de voldsomme host

Lidt efter stilnede det af og han lagde sig udmattet ned igen. Han smilede op til hende og prøvede at slappe af. Hans øjne var helt rødsprængte efter det voldsomme hosteanfalde. Meget anstrengt fik han fremstammet:

"Ch.... arlie...."

Aubreiane så tænkende på ham mens hans sår healede, det var længe siden hun var stødt på en varulv. Let strøg hun hånden gennem sit lange hår, og bed sig lidt i læben. Han havde tydeligt ondt, men hun kunne ikke rigtigt stille noget op, så hun forholdt sig rolig og blev ved med at duppe hans pande ganske let. Det ville hjælpe på hans varme, at hun sørgede for at han var kølig. Ganske rigtigt begyndte han at kunne slappe mere af, og hun lagde forsigtigt kluden fra sig på bordet.

Da han åbnede øjnene og kiggede på hende, smilte hun ganske svagt. Han ville med garanti have duftet at hun var vampyr førhen, men han virkede ikke til at være vred på hende heldigvis. Da han begyndte at hoste, rejste hun sig og forsvandt ud i køkkenet, kom tilbage med et koldt glas vand, og satte det på bordet ved hans side. Han skulle komme til kræfter igen, og det var sikkert svært når han lige havde været forvandlet, så hun lod ham hoste færdig uden at sige noget endnu. Lige nu ville hun være helt sikker på at han ikke ville angribe hende, for når hun ikke længere var vampyr, ville hun med garanti ikke have en chance for at klare den.

”Hej Charlie.. jeg hedder Aubreiane.. prøv at slappe lidt af og få sovet en smule, jeg sørger for der ikke sker dig noget” sagde hun mildt og lagde langsomt et tæppe om ham, velvidende at han nok snart ville begynde at fryse. Hun blev siddende på gulvet ved hans side, uden at rykke sig. Han skulle gerne kunne slappe af, og komme sig.

Han satte sig ganske forsigtigt op og tog vandet. Det blev drukket ganske langsomt men han drak det hele uden at tage glasset fra munden. Derefter faldt han udmattet sammen i sofaen endnu en gang. Han trak vejret lidt hurtigt til at starte på da han havde drukket vandet i store slurke.
Han kiggede med rødsprængte øjne og med store tegn på udmattelse op på hende.

Mange.... T... ak Aubreiane.... Jeg vil ikke være til besvær..... Min halskæde...."

Han viklede sig godt ind i tæppet men rakte hende halskæden af. Der sad små cirkler af noget der lignede ler. Han pegede så godt han kunne på ringene og sagde: "Knæk en af..... Og opløs den i vandet.... Det hjælper......"
Han hostede dog lidt voldsomt og rakte ud efter hende som om han faldt til ro af at kunne mærke hende. Et par dråber af blod kom fra hans ene øjenkrog
Hans forvandling var tydeligvis mere voldsom end den burde for en varulv

Aubreiane så længe på ham mens han drak sit vand, og lod hovedet glide på skrå. Hun rejste sig og hentede et andet glas vand, tog hans halskæde og knækkede en af dem af. Lagde den i vandet og lod den blive opløst, inden hun rakte ham det, så han kunne drikke det. Vidste ikke helt hvad hun skulle gøre for at kunne hjælpe ham mere, hun havde aldrig hjulpet en varulv før.

”Det var så lidt.. og bare rolig, det er du slet ikke” Mumlede hun smilende og så ham i øjnene, hvilede hånden mod hans pande, han var ikke nær så varm mere.

Hun tørte stille blodet væk, og strøg kort hånden gennem sit hår igen, inden hun lod hovedet glide på skrå. ”Kan jeg gøre mere for dig?” spurgte hun forsigtigt.
Det ville være dejligt at kunne gøre ham rask igen, men som sagt anede hun ikke hvad der var galt med ham. Det eneste hun vidste var, at han tydeligt havde det skidt. Men det kunne jo være at vandet hun lige havde blandet, kunne gøre noget.

Med hendes hjælp fik Charlie sat sig lidt op og kunne drikke vandet. Det var som om det glødede svagt da det kom ind i hans mund. Han satte sig afslappet tilbage og tog et par dybe men fredelige indåndinger. Vandet havde åbenbart hjulpet hans vejrtrækning til ro. Ganske langsomt slog han sine øjne op og kiggede på hende med et udmattet smil. Hans øjne var heller ikke rødsprængte mere.

"Du skal have mange tak Aubreiane... Mine forvandlinger er værre end normalt fordi jeg er hvad jeg er.... Man kan vel kalde det en pris for mere kraft. Hvis du kan hjælpe med den feber der snart melder sig... Så vil jeg være dig evigt taknemmelig..."

Det var underligt men på en god måde at hun tog det så roligt at han lå her. Hun havde tilsyneladende været vampyr en gang og han var trods alt fuldblodsvarulv. Og så absolut en stærk af dem. Han var faktisk ikke en gang klar over om historierne om den hvide varulv Nightrage var nået her ned. Han var trods alt blevet opdaget af normale dødelige en gang eller to

Aubreiane sad for en tid og betragtede ham. Havde man for bare et par år siden fortalt hende at hun ville lukke en fuldblodsvarulv ind i sit hjem, ville hun nok have myrdet vedkommende alene for at sige den slags løgne. Alligevel føltes det rigtigt at hjælpe ham og hun var jo også en anden nu end den hun havde været. Han havde brug for hjælp og hun ville ikke nægte ham den. Han havde jo aldrig gjort hende noget, faktisk var det første gang hun var så tæt på en varulv. Normalt var det bare sådan, at kunne hun lugte dem, så undgik hun dem.

Hun smilte en smule af hans ord og trak blidt på skuldrene. "Det skal du ikke tænke på.. Og bare rolig jeg skal nok hjælpe dig.. Når jeg går i seng engang, sover jeg ovenpå bag den sorte dør, er der det mindste, så kalder du bare eller kommer op til mig" svarede hun mildt og lod hovedet glide blidt på skrå. Mange ville sikkert ikke helt forstå hvorfor hun valgte at hjælpe en hun overhovedet ikke kendte. Men hendes nye liv havde lært hende mange ting, en af dem var at man skulle hjælpe hvis det føltes rigtigt. Stille strøg hun hånden gennem sit lange sorte hår og sukkede blidt for sig selv. Hendes aften havde taget en lidt anden drejning end ventet.

Hun hentede en kande iskoldt vand og et glas til ham, som hun hældte lidt op. Puttede ham godt under dynen og tændte op i pejsen blot ved at tænke det. Hun håbede det kunne hjælpe ham en smule. Til at starte med sad hun henne i stolen og holdt øje med ham, men gik til sidst op og lagde sig. Vågnede dog allerede en time efter med mareridt og sukkede let. Gik langsomt ud på badeværelset og tændte det kolde vand.

"Endnu en gang tak...."


Stille og roligt faldt han hen og sov i første omgang fredeligt. Det virkede til at han rent faktisk slappede af nu. Dynen hævede og sænkede sig stille i takt med at den store mands vejrtrækning var så tydelig. Ilden gjorde at han ikke rigtig lagde mærke til at han rent faktisk frøs. Han lagde ikke rigtig mærke til hun gik op i seng men sov trygt. Skulle man tro....

Ca samtidig med hun gik ud og tændte for det kolde vand, ville hun kunne høre et kraftigt bump nede fra stuen. Charlies feber var begyndt at vise sig kraftigt. Pejsen var næsten gået ud og han havde forsøgt at kravle helt hen foran pejsen for at udnytte det sidste af pejsens varme. Hvis hun kom ned ville hun se Charlie der lå foran pejsen krøllet sammen imens han rystede kraftigt. Han messede et eller andet sprog der lød som indiansk. Det virkede som om han forsøgte at berolige sin krop. Desværre uden det helt store held.

Han havde prøvet at trække tæppet hen til sig men havde ikke fået fat i det og prøvede bare et berolige kroppen så meget som muligt. Nok regenererede han vanvittig hurtigt men effekten af sådan et skift ville hurtigt havde slået en normal person ihjel

Aubreiane hørte de mærkelige lyde nedenunder, og tog stille en morgenkåbe om sig. Nu hvor hun ikke havde så meget tøj på mere, havde hun stadig ar fra sin forvandling til vampyr på halsen. Hun gik ganske langsomt ned mod stuen, og strøg det lange sorte hår om på ryggen. Skyndte sig dog ned til ham, og opdagede hvordan han lå, hun så på pejsen, og fik den til at starte op igen.

Efter at have hjulpet ham over under et tæppe igen, puttede hun ham under endnu et tæppe, og strøg ham over panden. Rejste sig og gik hen til vinduet, hvor hun satte sig i vindueskarmen. Hun havde en stor tatovering på ryggen der var en farvestrålende drage, med ild ud af munden, den var dog dækket lige nu af tøj. fra fod til lige under barmen, havde hun en blomsterkæde der snoede sig op af hendes ben. Den var næsten helt synlig, som hun sad med benene op imod sig.

Let strøg hun sig selv over armen og lukkede øjnene. Hvilede baghovedet mod væggen og sukkede en smule. Hun var træt, men bekymret for at skulle sove. Hun var træt af at have mareridt.

Hans feber var voldsom og han frøs virkelig voldsomt. Men lige så snart varmen kom tilbage, blev rystelserne i hans krop meget mindre. Og lige så snart hun strøg hans pande, faldt han helt til ro og så ud til at sove fredeligt. Han holdt også op med at messe sangen da den ikke længere var nødvendig. Stille gled han ind i en drømmeløs søvn. Noget han ikke troede fandtes. Men det var fantastisk at prøve. Og selvom varulve regenererede så voldsomt så virkede det stadig bedre når man hvilede sig eller sov godt. Han vendte sig om mod hende og havde et dejligt fredfyldt ansigtsudtryk. Man kunne se at nu slappede hans krop endelig af igen. Vejrtrækningen var ikke så tung længere og han spændte heller ikke over det hele mere.

Han vidste ikke helt hvor længe han havde sovet men solen stod højt på himlen. Han strakte sig langsomt med et dejligt smil dog uden at åbne øjnene endnu. Den sidste søvn forsvandt fra den afslappede krop og han åbnede øjnene da hendes duft mødte hans følsomme næse. Han kunne heller ikke direkte huske duften af omgivelserne men der var ingen tegn på trudsler.

Så satte han sig op og gned sig kort i øjnene inden han kørte hånden igennem det tykke mørke hår. Charlie lod øjnene finde fokus og kiggede lidt rundt for at finde hende

Aubreiane havde siddet i flere timer i vinduet og betragtet solen som den stod op. Til sidst var hun gået ovenpå, og havde skiftet til en bh og et par shorts. Hun vidste stadig ikke helt om hun skulle være bekymret over at have en varulv i sit hus. Alligevel var det bare noget ved det det virkede rigtigt. Noget der gjorde hun kunne slappe af, selvom hun på ingen måde burde stole på ham. Stille strakte hun sig og redte sit lange sorte hår igennem.

Tænkende gik hun ned, og stod med ryggen til ham idet hun fandt en hvid skjorte frem. Hun tog den langsomt på og vendte sig mod ham, mens hun knappede den. Aubrei var ikke som sådan blufærdig, hun havde bare ikke tænkt over at han måske kunne være vågen. Svagt smilte hun og mødte hans blik. "Godmorgen.. Fået det bedre?" Spurgte hun mildt og tyggede sig lidt i læben. Hun havde ikke brudt sig om at se ham have det skidt, det var bare ikke rigtigt.

Stille satte hun sig hen på sofabordet foran ham, og lagde hovedet blidt på skrå. "Kan jeg gøre noget?" Spurgte hun mildt.

Smilet voksede som han fik øje på hende hvorefter han prøvede at rejse sig, Det resulterede dog i han faldt på knæ igen. Lidt flovt vendte han blikket op på hende og sagde: "Det må du undskylde.... De her gamle ben er vist lidt usikre endnu.... Denne nats forvandling var noget hårdere end de plejer at være..." 
Charlie var stædig og fik sig snart kæmpet op at stå så han kunne sætte sig i en stol ved siden af sofabordet. Han strakte sin store krop og sukkede dybt. Hans øjne var på en måde dyriske men ikke som et rovdyr der studerede sin mad. Mere som om han anerkendte den der havde reddet ham. 

"Jeg har fået det meget bedre tak.... Du havde ikke behøvet at hjælpe mig. Men jeg er uendeligt glad for du gjorde. Hvordan kan jeg nogensinde gøre gengæld?"
Han blinkede til hende og smilede inden han sagde: "Og noget skal jeg gøre igen eller give dig. Jeg er meget stædig vil du opdage"
Han skulle lige pludselig til at sige noget, da hans mave rumlede meget højt
Han rødmede en smule og smilede til hende. "Det må du virkelig undskylde... Jeg er vist rimelig sulten..."
Selv når han sad der i stolen var han meget større end hende

Aubreiane vendte blikket mod ham, og skulle til at gå hen og hjælpe ham, men han klarede den åbenbart selv. Forsigtigt smilte hun til ham og lod hovedet glide forsigtigt på skrå. "Hey.. Slap du bare af, det helt okay.. Du burde bare sætte dig og slappe af, så du kan komme til kræfter igen" svarede hun mildt og bed sig en smule tænkende i læben. De grønne øjne hvilede på ham som hun gik hen og mærkede ham på panden. "Din feber er væk.. Så nu skal det nok snart blive bedre" hun lukkede det sidste af sin skjorte og satte håret i en hestehale.

Hun grinte lidt da hans mave rumlede, "så lad oz finde noget mad" sagde hun mildt og gik ud i køkkenet. Hun begyndte at lave noget mad, hun var alligevel også ved at være ret sulten. Det var faktisk et par dage siden hun sidst havde spist, og nu hun tænkte over det, var det endnu længere siden hun sidst havde spist noget råt kød. Hun trængte til kød efterhånden, men det måtte vente. Lige nu ville hun hellere bare hjælpe ham, også bare vente med at spise selv. Stille sukkede hun for sig selv, og lod kort blikket hvile ind i stuen mod ham.

"Hvad spiser du sådan normalt til morgenmad?" Spurgte hun stille.

Han gik med hende ud i køkkenet og kiggede lidt rundt. Charlie virkede megetforsigtig der ude da han aldrig havde været i så fint et hjem. Og han var jo stor så han ville nødigt ødelægge noget. Her duftede nu dejligt ude, og det gjorde hun også men det sagde han ikke. Det ville bare virke for underligt også når hun nu havde hjulpet hende så meget som hun nu havde. Dog kom han på en ide så han kunne returnere bare en smule af hjælpen

"Må jeg ikke lave lidt mad til os? Jeg kan dufte du har de fleste ingredienser her. Det er en traditionel ret fra den stamme jeg kom fr... Boede hos"
Det var først nu har registrerede han var tæt på at være nøgen bortset fra resterne af de slidte jeans der lige nøjagtigt dækkede det de skulle. Der var ikke et eneste ar at finde på en muskuløse krop. Det havde heldigvis ikke generet hende indtil nu. En anelse flovt kiggede han på hende og sagde:
"Du må meget undskylde men fik ikke lige skiftetøj med da jeg forvandledes... Det er meget at bede om men det er da synd du skal rende rundt og se på halvnøgne mig"

Charlie var ikke ligefrem blufærdig, men det var heller ikke hans hjem han var i. Han havde heller ikke et. Det var jo heller ikke sikker på hun gad det

Aubreiane så tænkende på ham, strøg sig kort over armen og smilte så lidt. "Tja.. Men det må du da gerne så" svarede hun let og strakte sig. Lod ham tage over i køkkenet. Det var sjældent hun havde nogen der lavede mad til hende, og normalt ville hun heller aldrig lade andre gøre noget som helst for hende, men lige med ham.. Var set noget andet. Stille pillede hun ved sin skjorte, og så på ham mens han gik igang med maden, det var egentlig hyggeligt.

"Nårh.. Det ok.. Det bare.. Jeg tror ikk jeg har noget du kan passe" sagde hun let og tog sin mobil. Tastede et nummer og ringede op. "Det er miss Scarlett.. Jeg skal bruge et sæt tøj til en fuldvoksen varulv.. Ja.. Stor" sagde hun let og lagde på. Blinkede til ham og sukkede afslappet. "Der kommer noget tøj til dig om lidt, så har du da noget du kan gå med" smilte hun stille og løsnede sit hår. Hun kunne faktisk godt li ham, selvom hun ikke kendte ham.

"Så.. Hvor skal du hen bagefter?" Spurgte hun let og så ud af vinduet. Vejret var ret flot, det tydede dog desværre på at det snart ville regne. Hun brød sig ikk så meget om regn.. Vand generelt.

Han smilede nikkende til hende og gik i gang med maden stille og roligt. Det tog ikke lang tid at finde ingredienserne da han kunne dufte hvor de forskellige ting var henne. Han nynnede en underlig sang imens men hvis man kunne sproget, ville man høre en indianersang om mad, en gave fra naturen. Det han lavede var næsten råt kød der havde kogt lidt i friske urter sammen med grøntsager. Resultatet blev en lækker stuvning med en lækker saftig bøf til. Men der gik lidt endnu inden det var færdigt. Når Charlie lavede mad, så var han åbenbart meget omhyggelig.

Han lyttede dog nysgerrigt som hun talte hvorefter han rynkede på panden. Hun var virkelig unik men på en rigtig god måde. Det var stadig ikke klart hvorfor men hun var rigtig behageligt selskab. Han følte sig underligt godt tilpas. Dog kunne han ikke lade være med at grine lidt inden han sagde:
"Du kender sandelig nogle specielle folk. Nu bliver der vel taget højde for jeg er noget kun større end de fleste både i den ene og den anden form? Men mange tak for hjælpen"


Da hun spurgte, kiggede han lidt ned af og hans stemme blev lavere. Noget ramte ham lidt. "Jeg ved det ikke. Jeg har ikke noget hjem her.... Jeg finder nok en bænk eller en plads på herberget for natten..." Maden blev færdig og han anrettede det på tallerkener. Hun blev rakt en og han sagde: "Håber det kan spises"

Aubreiane smilte lidt og betragtede ham som han gik rundt og fandt tingene som han skulle bruge. Det var egentlig lidt vildt.. At se ham gå rundt sådan. Han vidste næsten hvor alle tingene stod. Stille strøg hun hænderne gennem sit hår og lod blikket hvile på ham mens han lavede mad. "Hvilken stamme er du fra?.. Sproget lyder bekendt" sagde hun let. Hun havde jo rejst en del som vampyr, men lige netop det sprog han snakkede, lød mere end som noget man bare lige havde hørt kort.

Blidt grinte hun af hans ord og lod kort blikket hvile mod maden. "Tja.. Jeg har levet længe.. Jeg har mine faste skræddere der kender mig, og som ved nøjagtigt hvad jeg mener" svarede hun mildt og så mod døren da der blev ringet på. 3 bank blev derefter sendt mod døren, og hun gik ud og åbnede. "James det perfekt.. Tusind tark," sagde hun mildt og rakte ham nogle penge, inden hun gik ud i køkkenet og lagde tøjet i en bunke til ham. Det var i præcis hans størrelse og hans smag. Let pillede hun ved det ene ærme og smilte lidt. "Det vandtæt.." Mumlede hun og så hen imod ham. Tog imod den tallerken med mad han rakte hende og smagte på det.

"Det smager skønt.. Og det er dejligt kødet stadig er råt indeni.. " sagde hun mildt og nikkede lidt. Den smule rødme der havde været i hendes øjne, forsvandt.

Han kiggede lidt efter hende som hun gik ud til døren hvorefter han prikkede lidt til sin mad. Han havde slet ikke lyst til at gå men det blev han vel nødt til. Han kunne jo heller ikke bare sige: "Undskyld jeg ved godt vi ikke har kendt hinanden så længe men må jeg ikke nok låne deres sofa?" Han rystede på hovedet af tanken og kiggede op da hun kom tilbage.
Tøjet blev lige undersøgt en gang inden han smilede til hende og sagde lidt forsigtigt: "Mange tak....


Imens de spiste, svarede han på hendes spørgsmål fra før: "Jeg kommer fra noget der hedder Sarsi-stammen. Det er den stamme der ligger længst mod nord i USA. Jeg blev betragtet som områdets beskytter åbenbart... Jeg er glad for du kan lide maden. Det er længe siden jeg har lavet mad til nogen. Så er det jo godt nok du kan lide det lige så meget som jeg kan"


Han var en lille smule stille imens de spiste resten af maden færdig, men han gjorde da hvad han kunne for at smile. Selskabet var jo rigtig godt og han var også nogenlunde stolt over det mad han havde fået lavet. 
Efter maden, tørrede han sig om munden og tog tøjet. "Mange tak for maden og tøjet... Jeg vil lige gå op og skifte så skal jeg nok gå så jeg ikke forstyrrer dig mere...." 

Aubrei kunne egentlig meget godt li hans selskab, han virkede venlig og han havde jo ikke gjort hende noget, heller ikke selvom hun var tidligere vampyr og han var varulv. De snakkede jo fint sammen. Det var god mad han lavede, det måtte hun indrømme og hun ville gerne høre lidt mere om den stamme han kom fra. "Jeg håber tøjet er i din farve, jeg valgte bare noget neutralt" mumlede hun forsigtigt og så smilende ind i hans øjne.

Imens de spiste sammen, lyttede hun nysgerrigt til hans ord. Den stamme forekom hende alsa noget bekendt, lige nu kunne hun bare ikke rigtigt sætte fingeren på hvad det var, der gjorde at den virkede så bekendt. "Hm.. Savner du dem? Jeg mener.. Det var vel ikke nødvendigvis fordi du havde lyst til at rejse væk?" Spurgte hun mildt og bed sig en smule i læben. Han virkede lidt som om at han savnede sin stamme og det forstod hun egentlig godt. Det måtte være trist at forlade et sted man holder af, men måske han trængte til at se nye ting.

Da han fortalte at han ville tage tøj på og smutte blev hun en smule stille. Hun var jo sket ikke færdig med at lære ham at kende. "Du kunne oz.. Blive her?" Spurgte hun forsigtigt og lod hovedet glide på skrå. Hun følte virkelig at der var en grund til at lære ham at kende. "Jeg kan godt li at snakke med dig Charlie.. Måske vi kan lære hinanden bedre at kende, du kan få lov at sove her?" Spurgte hun smilende og bed sig i læben, vidste ikke helt om han ville sige neij til det, men nu havde hun da spurgt.

Han lagde tøjet lidt fra sig igen da hun spurgte og stod så lidt med åben mund. Han havde ikke turde håbe på hun ville spørge men blev virkelig glad for det. Dog måtte han lige stå og tænke sig om hvad han svarede. Fordi han ville ikke lyde desperat men ville heller ikke lyde som om det kunne være ligemeget.
Men han kom nok til at lyde ivrig alligevel da han ikke rigtig havde lært manerer på det område.
"Fantastisk! Jeg mener... Det vil jeg rigtig gerne. Du havde ikke behøvet at hjælpe mig og slet ikke blive ved med det. Men jeg takker rigtig mange gange. Jeg vil rigtig gerne blive. To sekunder jeg skifter lige så jeg ikke står næsten nøgen"


Han tog tøjet og i et par lette spring var han oppe ved badeværelset. Han var ikke nær så adræt som når han var skiftet men det var stadig meget for selv et menneske. Han skiftede rimelig hurtigt og betragtede sig kort i spejlet. Det havde været det fineste tøj han havde ejet. Og det sad perfekt. Hans muskler blev fremhævet men ikke alt for voldsomt. 
Han kørte hurtigt lidt vand igennem håret og tørrede det.

Med et enkelt spring landede han nede ved bordet hun sad ved igen. Ganske uden en lyd. Det var tydeligt hvor meget han havde været nødt til at jage i naturen. Han rejste sig elegant op og holdt armene lidt ud til siden. "Hvad synes du?"
Han lavede et ansigt som om han kom i tanke om noget. "Jeg lovede vist at forklare om hvor jeg kommer fra. Jo jeg holder meget af dem og savner dem. Netop derfor måtte jeg tage afsted. Historien om 'Nightrage' trak for meget opmærksomhed til sig så jeg måtte tage der fra for at skåne dem"
Det var tydeligt at det var noget der berørte ham

Aubreiane så tænkende på ham, og smilte lidt. Det var egentlig meget sødt at han reagerede sådan, hun havde lidt håbet at han ville blive sammen med hende, i det mindste bare et stykke tid. Det var jo ikke sikkert at han gad at være sammen med hende så længe af gangen, og de behøvede jo heller ikke at være sammen alligevel. Det var bare meget rart at være sammen med ham, og de havde en del at snakke om endnu. Hun glædede sig til at høre mere om hans liv, for det var første gang hun nogensinde havde været sammen med en varulv. Det var første gang hun overhovedet nærmede sig at være venner med en. "Hey.. Det vil være hyggeligt er jeg sikker på, og jeg kan godt li at høre om din fortid" svarede hun mildt og sukkede glad for sig selv. Det var dejligt.

Da han gik op for at skifte tøj, blev hun siddende nede ved bordet og ventede på ham. Hun havde jo faktisk et gæsteværelse.. Og det kunne han godt få, de skulle bare ud og finde nogle ting til det først. Men det måtte hun lige høre ham om, når han kom ned igen. Der var ingen grund til at han sov på sofaen, når han kunne få sin egen seng, den var mere behagelig.

Som han stod foran hende igen, smilte hun glad til ham. Så vurderende på ham da han viste hende hvordan tøjet sad og nikkede en smule. "Det sidder helt perfekt på dig.. Og farverne passer da også meget godt" smilte hun og rejste sig langsomt, hun gik hen og tog er glad vand, og tog en tår af det med et tænkende blik. Vendte sig om imod ham mens han snakkede og lyttede nysgerrigt. Det lød trist, men samtidig også som et fantastisk liv. "Det lyder trist.. Men som en spændende tid af dit liv" svarede hun mildt. Virkede kort lidt stille. "Jeg har et gæsteværelse med balkon.. Det må du gerne få, vi skal bare have købt lidt ting til det" sagde hun mildt. Havde allerede bestilt en del forskelligt tøj og sko til ham.

Han nikkede smilende som tak til hendes bemærkning om hvordan han så ud. Underligt nok var det vigtigt for ham at hun kunne lide hans udseende. Nok fordi hun havde hjulpet ham. Men nok mere fordi hun virkede rigtig behagelig. Så tog han en tår vand og sagde: 
"Det var trist. Men ja det var også spændende. Man kan roligt sige at den hvide mand ikke havde noget at gøre der oppe med mindre det var med fredelige intentioner så det var dejligt"


Han løftede det ene øjenbryn let og kiggede nysgerrigt imens hun fortalte om sit forslag. Han havde aldrig modtaget så omfattende hjælp så han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere. Med en stigende rød farve i kinderne, kløede han sig i nakken og sagde lidt usikkert:
"Ja.... Øhh.... Men.... Ja.... Det vil jeg rigtig gerne... Men jeg har ikke til at købe den slags. Jeg har knapt penge til mad i en uge. Det er virkelig sødt af dig, men hvor jeg kommer fra skal man give noget igen som tak for hjælpen... Så hvad ønsker du så til gengæld?"


Igen virkede han usikker men det var tydeligt at han var virkelig glad for hendes tilbud. Men han ville jo give noget igen på en eller anden måde. Så han håbede virkelig på hun fandt et eller andet han kunne gøre som tak for hjælpen.

Aubreiane så ham smilende i øjnene og lyttede til de ting han sagde, det lød som om det havde været godt. Let bed hun sig i læben og trak en smule på skuldrene, hun ville jo ikke gøre ham ked af det ved at spørge ind til det, men hun kunne ikke lade være med at prøve.. Det var virkelig noget der fascinerede hende. Noget hun ikke helt forstod. "Det er nok rigtigt nok.. Men ser du dem så aldrig mere? Jeg mener.. Kan du aldrig besøge dem igen?" Spurgte hun let. Hun lod kort hænderne løbe igennem sit lange hår.

At håbe på at han ville blive hos hende, at han ville have gæsteværelset, var meget nyt for hende. "Nårh det skal du ikke tænke på.. Vi går bare til byen og finder noget til dig, du vælger lige det du vil have" sagde hun smilende og bed sig en smule i læben. Virkede tænkende ved hans ord. Hun vidste ikke helt hvad han kunne gøre for at hjælpe hende. "Der er faktisk noget du kan gøre for mig.. Jeg er ikke selv altid hurtig nok, og jeg har brug for frisk kød fra dyr af og til.. Vil du hjælpe mig med at jage?" Spurgte hun tænkende og så ham i øjnene. Det lød sikkert dumt, men hun var faktisk ret dårlig til det efter hun ikke længere var vampyr.

Hun ville jo gerne gøre så han havde det godt med at hun hjalp ham, og det her var i hvert fald en ganske god måde efter hendes mening. Det var virkelig længe siden hun havde fået friskt kød.

Ganske kort tænkte han over det, for det var ved at være længe siden han havde tænkt over det. Han var jo også delvist rejst ud for at finde sin egen plads i verden. Måske havde han fundet den her ved hende-
"Tjo det kunne jeg nok godt.... Det gør jeg nok også hvis jeg kommer på de kanter en gang. Men de er mere sikre hvis ikke jeg er der"


Han lyttede til hendes ord og et eller andet sagde ham at hun ikke ville høre på et nej alligevel. Det ville også være meget uhøfligt at sige nej når hun var så ivrig efter at hjælpe ham. Og hun var jo faktisk rigtig sød. Så han måtte lige greje det lidt. Men da hun så kom med forslag til at hjælpe hende, så lyste han nærmest op. Det var en måde de kunne bruge tid sammen på og han var jo dygtig til det. 
Charlie kløede sig i nakken og sagde glad: 
"Jamen sådan kan vi godt gøre det. Jeg skal nok kun have det mest nødvendige men det er virkelig sødt af dig. Så jo selvfølgelig vil jeg hjælpe dig med at jage. Måske kan vi også lære af hinanden. Det kan blive en dejlig oplevelse for os begge to"
Han bukkede for hende på en måde lært af hans stamme. Dette gjorde han kun når det var nogen han holdt af

Charlie var også en glimrende jæger selv når han var i sin menneskeform. Og de spiste jo åbenbart det samme, så det gjorde det kun bedre. Kort tog han sig selv i at stirre på hende hvilket kun fik ham til at rødme