Welcome Mylady (Aubrei) (xxx)

Tid: 22:00
Sted: Slotsgården i Khá's Citadel
Omgivelser: Gæster der var ankommet i den kolde aften. Nærmere beskrivelse i emnet

Aftenen bød på endnu et bal. Det var ved at være jul, og det var passende at et julebal skulle holdes. Og som en hver fest Khá holdte, var det et overdådigt bal. Musikken var et symfoni-orkester. De var sat op inde i foyeren og spillede allerede. De spillede klassisk julemusik dog i en kende mere dyster stil. Der var liv i musikken men det passede til slottets herre. Gæsterne var alle klædt ud på en eller anden måde der havde lidt med jul og gøre. Karakteristisk var dog at alle bar masker også. De fleste af Khá's tjenere var udøde og man kunne normalt godt se det, så maskerne hjalp til mere trygge gæster. Pynten var som sædvanlig en kende dyster men ikke deprimerende. Normalt set var der brugt bordeaux-røde farver, men i anledning af juletid var nuancerne lidt mere røde. Dog var der stadig de klassiske farver i også. I Khá's tilfælde var der en hel del sort og guld. Det virkede meget flamboyant, men man var ikke i tvivl om at Khá var en velhavende vært. Der var rimelig klassisk julepynt også i form af et juletræ i gården og kristjørn, mistelten og alt julepynt man kunne tænke sig til. Der var endda hængt andre gobeliner med gotiske julemotiver. 

Khá's eget kostume var rimelig typisk for ham. Han havde fået lavet et nyt jakkesæt. Selve jakken var i samme snit som hans Ærkemager-kåbe. Den fik han for noget tid tilbage lavet om så den mindede mere om en trenchcoat. Jakkesættet til i aften var som sagt i samme snit, men i en meget mørk bordeaux-rød. Khá havde ikke selv maske på men havde taget et par smalle solbriller på. Det var for at skjule de røde orber der sad i stedet for øjne. Folk vidste jo godt han lignede et nærmest indtørret lig med askegrå hud. 

Netop som de fleste gæster var kommet, blev han præsenteret af sin tjener Bach:

Velkommen til kære venner! Nyd godt af denne aften og nyd maden, drikke og musikken. Og ikke mindst selskabet. Giv en hånd til aftenens vært og slottets Herre: Khá!


Med klapsalver gik han ned blandt gæsterne. Han vidste godt de fleste var her for at fedte og ikke fordi de respekterede ham. Mange var her af frygt eller for at indynde sig. Invitationerne var ganske vist blandt prominente personer der havde vigtige poster. Men det var for at gøre sig bemærket så folk vidste der var en anden faktor i det hele. Han håbede dog på der var nogen blandt dem der var oprigtige

Aubreiane havde længe været nysgerrig over hvad der mon var på det slot. Det havde ikke været der så længe, men alligevel var der bare noget ved det, der tiltrak hende. Mon det var fordi hun aldrig havde set hvem der var der? At hun kun svagt havde kunne kigge ind gennem den store jernlåge? Det kunne være mange ting. Flere gange havde hun taget sig selv i, at være på vej derop. For derefter at vende om igen. Man kunne jo aldrig vide hvem det var der havde det slot.

Og nu befandt hun sig her. Indenfor murene, og i den store Foyer. Hvordan det var lykkedes hende at snige sig ind, forstod hun ikke. Men ikke desto mindre, var hun langt om længe inde. De grønne øjne gled nysgerrigt rundt på det hele, alt hvad hun overhovedet kunne få lov til at se på. For en stund hvilede de også på værten for festen, der var noget over ham. Noget skræmmende.

Hendes kjole var lang og en smule puffet i det fra hoften og ned. Den var smaragdgrøn, med enkelte sølvfarvede sten hist og her. Toppen var corset, og ærmerne som var lange, var af gennemsigtigt lysegrønt stof. Efter at have kastet blikket rundt på de andre gæster, priste hun sig lykkelig over at have valgt en grøn kjole. For det lignede at de allesammen havde en form for farve eller ting på, der havde noget med jul at gøre. Hun havde en sort maske på, med blonder i kanten. Det lange sorte hår sad i en knold med et grønt bånd. For en stund gik hun rundt og betragtede dekorationerne. Undgik så vidt muligt de andre gæster, for det var ikke pågrund af dem hun var kommet.

Selvom hun nu var dæmon, havde hun stadig bidemærket i halsen fra forvandlingen til vampyr, hun havde bare skjult det bag en sort blonde choker, med en enkelt sort sten der hvilede over hendes kavalergang. Tog imod et glas champagne fra en af tjenerene, selvom hun slet ikke drak det. Og hun endte derfor med at gå rundt med glasset i hånden.

Khá gik rundt som det var forventet af en god vært, og hilste på de mange gæster. De fleste af dem vidste han ikke en gang hvem var. De var her fordi de havde status eller bare var rige fedterøve. Men hilst blev der. Mange prøvede med det samme at indynde sig. Ærkemager Khá! Hvilken storslået fest. Kun en magtfuld mand som dem selv, kan gøre dette! Mester Khá! Khá! Må vi ikke trykke deres hånd! Må vi ikke bukke for Dødens Herre!?


Tomt fedteri.... Det kedede ham ganske. Han havde for ikke længe siden, fået ny smag på livet og satte derfor pris på god underholdning eller spænding. Det var der nu ikke i dem her, men det skulle lidt til. Det virkede nok arrogant at gøre det med sådan en fest en gang i mellem. Men ikke desto mindre var det sådan man gjorde i de her samfundslag. Han viftede Bach over og fik et glas. Der var "Djævletårer" i. En ganske velsmagende væske hvis man var dæmon eller djævel. Der udover var det voldsomt vanedannende for alle andre. Flydende smerte blev det også kaldt. 

Han gik lidt rundt blandt gæsterne og nikkede en gang imellem. På intet tidspunkt fjernede han solbrillerne. En skikkelse fangede hans opmærksomhed. En ung kvinde i en grøn kjole. Han kunne mærke hun var vampyr. Nej ikke det.. Måske en gang? Eller halvt? Nej hun var ikke halvt for så ville han kunne tale i hendes sind. Han gik roligt hen til hende som om han ikke vidste noget som helst. Han gik forsigtigt ind foran hende og bukkede:

Godaften frk. Velkommen til. Hvilket navn må jeg tiltale dem med?

Aubreiane havde nær tabt glasset fordi der pludselig var en der afbrød hendes tanker. Og ikke bare hvem som helst, neij.. det var værten selv. Hun forventede næsten at han selv smed hende ud, men måske han ikke en gang vidste at hun ikke var inviteret. Efter alle de folk at dømme, var det nok mest rige han inviterede. Ikke at hun dømte ham på det, men de virkede allesammen.. Lidt fedterøvs agtige. Nogle af dem var lige til at kaste op over.

Da han bukkede, nejede hun og smilte blidt til ham. Som det så ud lige nu, prøvede hun at holde på sit skuespil. Ville faktisk meget gerne blive her en smule længere, der var stadig så meget at se. Selvom hun nok ikke kunne se andet end det rum de var i lige nu, var der stadig meget andet at se.

"Godaften.. Mit navn er Julia. Det er virkelig en storslået fest du holder"

Let smilte hun, og nippede af champagnen, bare for at ligne de andre der nærmest slubrede det i sig. Det krævede en hel del af hendes manere, for ikke at spytte det ud i glasset igen. Det der med champagne kunne hun alsa bare ikke.. Vin var fint nok, men Champagne.. Af en eller anden grund var det bare ikke noget hun nogensinde havde gjort i.

Det var faktisk tenderende til underholdende. Hun passede slet ikke ind i selskabet. Men hun gjorde et rigtig godt forsøg. En charmerende ung dame måtte man sige. Det der gjorde at hun ikke passede ind var at hun ikke fedtede. Hun roste festen, men det var ikke at fedte overhovedet. Nok var hun ikke inviteret, men hun morede ham så han gjorde ikke noget ud af det. Han viftede en tjener over sagde: Jeg tror den unge dame her, mere er til et glas vin. Hent både et glas rødvin og hvidvin. Så kan hun selv vælge. 


Tjeneren nikkede og gik videre. Khá vendte opmærksomheden tilbage på hende. Jeg håber ikke det gjorde noget at jeg bestilte noget andet til dem. De virker ikke som Champagne typen. 
Kort efter kom en vagt hen til dem og tog hårdt fat i hendes arm og sagde: Jeg beklager meget Herre, vi ved ikke hvordan hun er sluppet ind, men nu skal jeg smide hende på porten!


Khá fjernede solbrillerne og kiggede rasende på vagten og hvæste nærmest: Vil du slippe hende med det samme! Hvor vover du at antaste min personlige gæst!? Hvis jeg hører om de gør noget lignende igen, vil de tilbringe evigheden i en smerte som dødelige ikke kun begribe! Forsvind inden jeg fortryder min gavmildhed!


Vagten slap hende øjeblikkeligt og bakkede væk fra dem, uden at sige en lyd. Khá satte solbrillerne på igen for at gemme sine øjne. Han kiggede på hende igen og sagde roligt: Jeg beklager utrolig meget. Det er fra et hyret vagtfirma.... Tjeneren kom med to glas og blev indtil hun havde valgt et af glassene. Khá skålede til hende, og hvis hendes sanser var skarpe ville hun kunne dufte den berusende væske i hans glas. Man kunne næsten høre smerteskrigene fra ofrene, men smerte i sig selv var en rus for djævle og dæmoner. Han smilede til hende og sagde: Nå må jeg så høre hvad de rigtigt hedder?

Aubreiane gjorde virkelig sit bedste for at passe ind, og det var virkelig anstrengende. Nok mest fordi hun ikke ville fedte som de andre, men det hun sagde, var fordi hun virkelig mente det. Det var en storslået fest, og det var tydeligt at han gjorde meget ud af hvordan det hele gik. Men hun forstod nu ikke hvorfor han holdt sådan noget. Hvorfor han inviterede de rige snobber. Hans stemme brød stilheden, og det gik op for hende at han havde regnet ud hun ikke kunne li Champagne. Det var synd.. hun havde ellers gjort et godt forsøg.´

Smilende så hun let genert ned i sit glas. "Jeg er ikke.. særligt glad for champagne neij.. Mange tark" svarede hun mildt og så derefter op på ham igen. Der var nok mere end øjet kunne se ved ham.
En hånd greb fat i hendes arm, og ren refleks blev hendes hånd rød, som tegn på at der var ved at gå flammer i den. Var det ikke for at Khá kom hende i forkøbet, havde hun nok gjort det af med vagten. Og det havde sikkert givet en lidt uheldig slutning på aftenen.

Stemmen der denne gang slap fra Khá var langt koldere og mere modbydelig end når han snakkede med hende. Havde hun ikke vidst at det var ham, kunne hun sagtens havde troet der stod en lige bag dem. Samtidig var det også gjort klart at han ikke fandt sig i hvad som helst.

Da vagten slap hende, og han tog solbrillerne på igen, betragtede hun ham for en stund. Så det var det der gemte sig bag de sorte briller. "Joh.. Men han havde jo ret.. Og det er jeg sikker på du godt ved, så hvorfor smider du mig ikke ud?" spurgte hun undrende. Da tjeneren kom med glassene tog hun det med rødvin. Duften fra hans glas fangede kort hendes opmærksomhed, og et svagt smil spillede på hendes røde læber. "Djævletårer?" spurgte hun blidt, og tog en stille tår af sit glas. Meget bedre.. Svagt nikkede hun til ham. "Aubrei.. Aubreiane" svarede hun let og smilte forsigtigt.

Han smilede til hende og skålede. Han kiggede en kende undrende på hende, men grundet hans udøde tilstand var det svært at se. Det var lidt underligt men rart at hun kendte til "Djævletårer". Specielt da Khá var en af de få der kunne udvinde det. Der var endda et par prominente vampyrer der besøgte ham fordi de var blevet afhængige af det. Det var bare endnu en fordel. 

Ganske rigtigt frk. De må gerne få et glas hvis de vil?
Han smilede til hende og bukkede for hende. Hvorfor i alverden skulle jeg smide dem ud? De tiltaler mig. De er ikke så falsk som alle de falske individer her. Han tog blidt hendes hånd og hun kunne nok mærke han var kold som graven. En ting der desværre var kommet til. Jeg er trods alt slottets herre så hvem jeg vil have som gæst er heldigvis på til mig ikke sandt?
Han tog solbrillerne af så hun kunne se de røde orber. Det var ikke for at skræmme hende, men hun virkede reel overfor ham så ville han vise hende den samme respekt. Hans øjne blussede ganske kort op i en lille klar blå flamme

Aubreiane havde set lidt af hvert gennem sit ret lange liv efterhånden, og hun var da også stødt på djævle før. En enkelt gang havde hun smagt djævletårer, og det havde krævet næsten hundrede år før hun ikke længere var afhængig af dem. Let smilte hun og skålede med ham. Han virkede ganske venlig, også selvom han havde en ondere side, det havde alle vel.

"Ellers tark.. Det tog mig 93 år at slippe for afhængigheden sidst jeg smagte det" hun grinte lidt for sig selv, og så kort rundt på de andre gæster. "Hvorfor invitere du dem? jeg mener, hvis de alligevel er falske?" spurgte hun tænkende og så tilbage imod ham. Kulden fra hans hånd generede hende ikke, men så igen, hun havde også været vampyr i mange mange år, så kulden var stadig en del af hende.
"Det er rigtigt.." svarede hun og så på ham da han tog solbrillerne af. Smilte for sig selv. "Du burde vise dine.. øjne noget mere. Jeg kan meget godt li den røde farve" sagde hun. Nok mest fordi den mindede hende meget om blod, men det var ikke så vigtigt igen.

Han kom med en lidt dyster men alligevel varm latter da hun kommenterede hendes tidligere afhængighed. Det kunne han sagtens forstå for andres vedkommende, men det var jo ikke et problem han selv led af på nogen måde. Han tog en dejlig tår af sit glas og kiggede selv rundt på de gæster der gik rundt. Folk var dog høflige nok til ikke direkte at afbryde når han stod og snakkede med hende. Eller også turde de ikke. Det var ikke helt til at vide. 

Han vendte sit blik tilbage mod hende og bukkede sin arm som et tegn til at hun måske ville gøre ham følge. Hvis de vil gøre mig selskab? Jeg inviterer alle dem her fordi jeg er den jeg er og har den status jeg har. Det er ikke fordi jeg har lyst. I min position er man nødt til at fastslå sin position for andre ikke truer ens plads. Er man en magtfaktor, vil der altid være nogen der vil fjerne en. Det her er en af de måder hvor jeg fastslår min plads. 


Imens han gik ganske roligt forhåbentlig med hende i sin arm, kiggede han rundt på gæsterne, nærmest som om han scannede hvem der bare var fedterøve og hvem der var bange. Khá kunne godt lide at holde styr på hvor han havde folk i sit liv. Bach kom hen til ham og hviskede forsigtigt: Herre? Det er tid til at tænde aftenbelysningen...


Khá nikkede og kiggede kort på hende og smilede. Hvis de kortvarigt vil have mig undskyldt? Jeg sætter pris på deres selskab og nyder det, men pligterne skal jo passes. 


Khá tog et par skridt frem og løftede den ene hånd højt i luften. Den brød ud i en klar blå flamme. Han kastede nærmest flammen op i luften og den omdannede sig til en asiatisk udseende drage der fløj rundt og tændte nogle store lanterner under loftet. Folk klappede højt og jublede og folk gik roligt tilbage til deres aktivitet igen.

Khá gik tilbage og bøjede sin arm endnu en gang og sagde: Jeg håber de nyder festen kære Aubreiane

Aubreiane smilte blidt og bed sig en anelse i læben. Hun kunne godt li at snakke med ham, og han virkede ret spændende. Det var dog også meget rart at de andre gæster ikke hele tiden afbrød dem, for at snakke med ham. Det gjorde det hele meget nemmere. Om de var høflige eller bange, var ikke til at sige. Egentlig var hun også ligeglad. Det virkede meget som om at han havde det på samme måde som hende. At han nok ville bede dem om at gå, hvis de afbrød, var en anden side af sagen.

Han bukkede sin arm, og hun holdt langsomt om den. Fulgte med ham, hendes skridt var dog meget lydløse, en ting hun stadig havde fra sin tid som vampyr. Ganske nyttig i mange tilfælde. Hans ord fik hende til at tænke lidt. Der gik et stykke tid f'ør hun svarede på det. "Så.. Du gør det for at sikre der ikke er nogen der vil prøve at tage din plads? egentlig burde det være logisk at det ville være en dårlig ide at prøve. " sagde hun mildt.

Den mand der kort efter kom hen til hende, virkede meget mere skræmmende en Khá. I hvert fald i hendes øjne. Langsomt lod hun hovedet glide på skrå, mens hun lyttede til deres ord. "Ja selvfølgelig" svarede hun mildt og slap hans arm. Trådte et skridt væk fra ham, og betragtede så det han gjorde. Det var helt fantastisk, hun havde aldrig set noget lignende. Jo mere han viste sin magi, desto mere fik hun den opfattelse at det ikke var normal magi. Selvom hun beherskede ild, ville hun aldrig kunne den slags. Så meget vidste hun da.

Han kom tilbage til hende og hun tog blidt om hans arm igen. "Joh.. det gør jeg skam" svarede hun smilende og så på ham.

Med rolige skridt gik han videre ind til en af de sideliggende rum. Døren stod åben så det ikke virkede som om han var ude på noget. Dette rum var et trofærum. Der var en fantastisk masse antikviteter fra alle dele af verden og nogen der ikke helt var til at sige hvor fra. Bagerst i lokalet, var der en lille søjle med en glas-montre. Inde i montren var der noget der lignede et æg med en smule bølget overflade. Ovenpå montren var der en lille blå flamme der næsten stod stille. Rundt på væggene og op af væggene, var der montrer med knogler, mærkelige bøger, smykker, halskæder og alt muligt andet. I hjørnet af rummet, var der en montre med en sort bog i. Der var sølv og guldbeslag på bogen og den var dækket af nogle underlige symboler. Der stod også et skilt nedenfor bogen, men hun skulle tættere på for at læse hvad der stod. 

Der var ikke andre der inde end de to. Han lavede en gestus ud i rummet og sagde: Her er der noget mere ro på. Kig dem endelig omkring. Der er lidt af hvert fra mine rejser.
Han stod bag hende og meget blidt, lagde han hånden mod hendes nakke og lod kort en finger strejfe hvor hendes bidemærker var. Han gjorde ikke noget andet end det. Han stod bare og tænkte over hendes skift. Det ville være hans gæt på hvorfor han kunne mærke en udød energi over hende men ikke kunne tale i hendes sind
Der er noget betagende over dem.... En unik energi... Sig endelig til hvis jeg overskrider mine beføjelser...

Aubreiane fulgte tænkende med ham hen til et rum, hun ikke havde lagt mærke til i første omgang. Da de kom derind så hun sig tænkende omkring. Slap langsomt hans arm. Der var utroligt mange ting derinde, mange hun aldrig havde set før, eller vidste hvor kom fra. Tænkende betragtede hun montren, med noget der lignede en form for æg. Lod hovedet glide en anelse på skrå. Hvor længe mon han selv havde været til? Meget længere end hende, og hun havde da efterhånden været til ret længe. Præcist hvor længe var hun ikke sikker på. Hun vidste hvad hvornår hun havde fødselsdag, men det var mere eller mindre også det. En anden montre med en bog i, fangede hendes opmærksomhed. Hun gik hen til den for at læse det lille skilt der hang ved den. I en forhåbning om at finde ud af hvad den var.

"Meget mere ro.. Det er virkelig nogle fascinerende ting du har.. Du må have rejst meget?" det sidste blev sagt som en form for spørgsmål. For hun kunne jo ikke vide om han havde rejst en del.
Mærkede ham stå bag hende, og gøs ganske kort da hans hånd rørte bidemærket. Ikke fordi han var kold.. Neij, fordi det stadig gjorde ondt. Hans ord fik hende til at smile, hun vendte sig om imod ham, og bed sig blidt i læben. "Betagende? Det er nok min fortid.. Det skal jeg nok" smilte hun blidt.

Han gik lidt ind i rummet og lagde hånden på nogen af tingene. Hver ting havde sin historie. Hver ting sin tragedie. Det var jo meget få af tingene han havde fået "fredeligt". Man gik ikke igennem århundrederne fredeligt når man var et væsen som Khá. Det var meget få der rent faktisk kaldte Khá for en mand. De kaldte ham som regel for et væsen eller djævel. Det var ganske vist også meget længe siden at han havde været en normal dødelig mand. 

Imens han gik langs væggen, lod han hånden glide hen over nogle af tingene imens han næsten sørgmodigt sagde: Ja jeg har rejst meget. Men ikke altid fordi jeg har haft lyst. Det er langt fra alle der har været enige i mine handlinger eller hvordan jeg tænker. Mange af mine rejser har været fordi jeg har været jaget. Jeg har beholdt den her skikkelse fordi den holder potentielle fjender på afstand. Jeg ser slet ikke sådan her ud rigtigt. Og tingene her er trofæer fra faldne fjender.


Han vendte sig mod hende igen og kiggede meget fast på hende. Ikke bebrejdende, men mere beslutsom. Han tog meget blidt hendes hånd og lod igen en finger glide forsigtigt hvor hendes bidemærker sad. Han havde sådan set besluttet sig for hvad han ville gøre. Nu var det bare et spørgsmål om hvor vidt hun ville acceptere tilbuddet.
Hvis jeg nu kan fjerne dine mærker? Hvis jeg kan helbredde sårene? Ville det være noget du kunne tænke dig? 
Han tog et lille skridt tilbage og ventede roligt på hendes svar

Aubreiane betragtede ham som han gik rundt i rummet. Noget ved ham gjorde det tydeligt, at han ikke havde fået de fleste af tingene på nogen god måde. Hun kendte det udtryk han havde, et udtryk hun selv havde set når hun så sig i spejlet. Tænkende strakte hun sig.
Selvom alle andre her, frygtede ham, gjorde hun ikke. Tværtimod. Der var noget dragende over ham. Noget hun ikke helt kunne forstå.

Svagt smilte hun ved hans ord. "Man gør ikke altid ting fordi man har lyst.. men mere fordi man er nødt til det" svarede hun mildt og så kort mod døren. Vidste ikke helt om hun skulle være bekymret for at de var alene. Også igen, det var vidst ikke så nødvendigt. Havde han villet hende ondt, havde han nok gjort det for længst. Desværre var hendes paranoide tankegang, ikke altid det nemmeste at slippe af med igen. "Hvordan ser du så ud rigtigt?" spurgte hun undrende og så hen imod ham igen. Smilte lidt.

Da han vendte sig imod hende, og virkede meget beslutsom, blev hun tydeligt meget mere usikker. Han tog hendes hånd, hvilket fik hende til at slappe af igen, gøs dog svagt ved hans fingre mod sit mærke. "Hvorfor skulle du gøre det? Du kender mig ikke.. Desuden.. Tjener de som et minde. Minder mig om hvad min nysgerrighed kan føre til" svarede hun let, og bed sig kort i læben.
Jo hun kunne da godt tænke sig det.. Men hun brød sig ikke om at skylde andre noget.

Han kunne sådan set fint forstå hendes tankegang omkring hendes sår. Man skulle huske hvor man kom fra for at vide hvor man gik hen. Det var vel en af de tidligere grunde til at han så ud som han gjorde lige nu. Han kiggede kortvarigt på sine hænder og tænkte tilbage. Der var jo en tid hvor han var en ganske normal dødelig mand der fik en ekstraordinær opgave. Han tænkte en del over hendes svar dog. 

Han holdt hendes hånd forsigtigt ud i luften og betragtede hende. Man kunne sagtens ane at hun var forsigtig og en kende paranoid i sin fremtoning. Det var jo heller ikke så underligt, da hun lige var blevet fulgt ind i et rum af en djævel og de var alene. Ganske vist var Khá på mange punkter langt fra som andre djævle. I modsætning til de fleste, havde Khá en gang været menneske og huskede på sin tid. Han kunne være mere modbydelig end de fleste turde tænke på, men han kunne også være mere gavmild end de fleste.

Han holdt hendes håndflade opaf og lagde forsigtigt sin finger mod hendes hånd. En lille blå flamme kravlede ud af hans finger og dannede en rose af de samme blå flammer. Den brændte hende ikke da den bestod af ren magisk energi. Selvom hun måske ikke kendte til Arkan energi, ville hun kunne mærke den kilde en lille smule. Han kiggede på hende og sagde: De vil hurtigt finde at jeg har mere "hjerte" end de fleste af mine artsfælder. Min magt strækker langt og længere end de fleste vil tro. Men ved de hvad? Vil de ikke komme og dinere hos mig i morgen? Så er der ikke alle de her tomme floskler af individer. Så er der en salig ro. Så kan vi altid diskutere over maden om hvor vidt der overhovedet skal være en pris. Og så vil jeg vise mig som jeg virkelig ser ud. 


Med hvad der nok var et smil på læben, grinede han næsten: Selvfølgelig er der en vis dresscode i form af fint tøj. Det er jo et slot hos en ærketroldmand.

Aubreiane smilte stille til ham, og lod hovedet glide på skrå. Han virkede på en måde tænkende over hendes ord. Og hun kunne godt forstå hvis han syntes at, det lød mærkeligt. Han havde lige tilbudt hende noget helt fantastisk, også sagde hun neij? Men det var for hendes egen skyld. Længe efter hun blev forvandlet, måtte hun betale prisen ved at skylde andre noget.

Flammen der kravlede op af hendes hånd, fik hende til at smile lidt. Hun betragtede den blomst der blev dannet i hendes håndflade, og fik en almindelig flamme til at sno sig om den. Tænkende trak hun på skuldrene. Ironisk at den samme ild der kunne give hende en indre ro, kunne være så altødelæggende om hende. Stadig skabt af hende selv.

"Jeg vil med glæde komme igen imorgen.. De andre irritere mig også en del.." hun grinte lidt og lænede sig hen imod hans øre. "Vi ved begge to godt jeg er tidligere vampyr.. Hvad får dig til at tro jeg har andet pænt tøj?" hviskede hun drillende, inden hun vendte ryggen til ham og gik ud af rummet.

Da hun var kommet hjem, og havde fået skiftet tøj til noget der var en del behageligere kunne hun langt om længe sætte sig og tænke lidt over aftenen. Det hele havde været meget spændende og meget anderledes end hun havde forstillet sig.
Hvad hun ikke vidste var at to af gæsterne var fulgt efter hende, det opdagede hun først da hun ville gå en tur. Det gjorde hun som regel om aftenen. Gerne ud på de tidlige nattetimer. Men lige nu var der ikke længe til at solen ville kaste sine stråler mod hende.
De stod på hver side af hende efter kort tid, kaldte hende en masse ting, og hun vidste godt hvor det ville ende hvis hun ikke gjorde noget. I starten prøvede hun at få dem til at gå, slog dem, Sparkede dem.. Bed endda, men det virkede ikke rigtigt. Til sidst mistede hun tålmodigheden, og selvom det gjorde frygteligt ondt lod hun dem gå op i flammer. Kontrol var ikke noget hun havde meget af når hun først blev vred, og derfor kunne hun heller ikke stoppe flammerne tag i træerne foran hende. Kunne bare se dem brede sig, og mærke smerten overalt i kroppen. Det eneste tidspunkt flammerne gjorde ondt, var når de kom på den måde her.

Flammerne havde efterhånden også overtaget hende helt, og da de grønne øjne forsvandt til nogle orange, kunne hun ikke holde sig oprejst mere. Hun faldt sammen og besvimede på den brændende skovbund.

Gæsterne var allesammen taget hjem og der var allerede ryddet op efter festen. Det havde efter omstændighederne været en ganske udemærket fest. Den havde tjent sit formål. Folk var stadig opmærksomme på hans magtposition og respekterede den igen. Dette kunne sagtens gøres uden frygt. I de her samfundslag, fungerede tingene jo på sådan en måde. .

Khá sad og ordnede lidt papirer fra festen af da Bach kom forsigtigt ind og sagde: Herre? Der er et større område af skoven i nærheden der brænder. Det er opstået for pludseligt til at opstå naturligt. Måske de burde kigge på det?


Khá rejste sig og nikkede anerkendende til Bach. Khá var nu i den sorte trenchcoat-lignende ærkemagerkåbe. Da han kom ud i slotsgården, var der en underlig fornemmelse i vinden der fik ham til at skynde sig virkelig meget. Han kunne mærke Aubrei der ude af. Da han kom der ud af, stod et større område af skoven i flammer. Aubrei lå besvimet på jorden midt i det hele. Der lå også to forkullede lig midt i det hele. Han skulle skynde sig hvis ikke nogen skulle komme og hente hende. Han koncentrerede sig virkelig meget og manifesterede en voldsom mængde af den Arkane Flamme. Denne gang brændte den. Han omsluttede skovstykket i den blå ild for at kvæle ilten omkring så de normale flammer slukkedes. Efter et stykke tid var alt ilden væk og han røg selv af den varme han havde kontrolleret. Han skyndte sig hen og så hendes krop var stærkt medtaget af flammerne. Han tog hende i armene og skyndte sig mod slottet. Brandbilerne kunne nu høres. Da han kom indenfor slotsgården, råbte han at værelset ved siden af hans gemakker skulle gøres klar. Han var udmattet, men fortsatte. Han lagde hende ned på sengen og fjernede alt det brændte tøj fra hende. Han viklede hende ind i silketæppet og gjorde sig klar. Det skulle gå lidt stærkt. Bach kom ind og sagde: Herre er de sikker på det er klogt når de er så svækket?


Khá hvæste af ham: Det skal jeg nok styre! Gå og pas slottet jeg skal nok kalde når det bliver nøvendigt. 
Bach gik og Khá gjorde sig klar. Han lagde den ene hånd over hendes hjerte og den anden på hendes pande. De blå flammer kravlede ud fra hans øjne, mund og hænder. De kravlede ind i hendes mund og begyndte at genskabe det hendes kraft havde ødelagt. Hendes muskler begyndte at komme sig og hvad end sår der var kommet, lukkede sig også. Khá rystede af smerte, men blev ved. Han skulle arbejde imod hendes kraft så rummet rystede nærmest. Hun ville komme sig helt. Sårene på hendes hals ville stadig være der, men de gjorde ikke ondt mere. Han vaklede op og stå igen da han var færdig. Han tog sin kåbe og lagde hen over hende inden han sank sammen på en stol. Her ville han sidde meget afkræftet når hun vågnede

Aubreiane havde på en måde fornemmet at han var der. Ikke hvad han gjorde, ej heller hvor han førte hende hen, men der var bare noget ved ham. Noget der også gjorde at hendes flammer ikke prøvede at skade ham, for normalt kunne man slet ikke røre ved hende. En sær varme bredte sig pludselig i hende, og hun kunne ikke helt forstå hvor den kom fra. Men den fik hende til at slappe helt af.

Da hun åbnede øjnene, tog hun sig kort til hovedet. Forventede at se himlen over sig, men istedet var der et loft. Undrende lagde hun hovedet på skrå. Idet hun gjorde det, kunne hun fornemme hun nærmest intet tøj havde på. Brat satte hun sig op og så rundt. Det var helt sikkert ikke hjemme hos hende selv. Tøvende tog hun kåben lidt om sig, og vendte sig med front mod ham, skvattede ned af sengen da hun blev forskrækket over at se ham. Kort ømmede hun sig. Lavmælt, men man var ikke i tvivl om at hun bandede.

Efter en stund kom hun på benene igen, hun bed sig lidt i læben, og strøg hånden gennem sit lange hår, inden hun gik hen imod ham. Virkede lidt tænkende, inden hun så ud af vinduet. Der var ikke meget at trække på for at hjælpe ham.. Men hun kunne godt gøre forsøget. Var ikke et sekund i tvivl om at det var hendes skyld, at han havde det skidt.

Forsigtigt bed hun sig i læben. Der var kun en måde at gøre det her på, og han ville nok hade hende, men hun skyldte ham det. Langsomt lænede hun sig ned, og han ville mærke hendes ånde mod sine læber, inden hun kyssede ham. Men som deres læber ramtes, gav hun ham den energi, den gnist hun havde taget fra de træer hun havde brændt. Svagt trak hun sig væk, og så undskyldende på ham, inden hun gik tilbage til sengen og satte sig. Strøg sig kort over halsen.

Han mærkede godt hun kyssede ham og han mærkede tydeligt den energi hun gav ham. Han slog forsigtigt øjnene op og vaklede på benene. Han svejede en smule men der gik ikke så længe inden han stod stabilt igen. Han kiggede ned på hende og smilede. Det var godt at se hun var kommet sig ovenpå hendes strabadser. Han gik hen og lagde sin hånd forsigtigt på hendes kind. Han var godt klar over han lige nu lignede et lig i bar overkrop. Han var afmagret og så indtørret ud. Man kunne ane resterne af et underligt symbol der sad hen over hans hjerte. Han smilede og sagde: Det er godt at se du er kommet dig... Jeg håber ikke det gjorde noget jeg fjernede det brændte tøj.... Jeg blev informeret om der var en voldsom brand og fornemmede dig der ude. Jeg ved godt du ikke ville stå i gæld til nogen.... Det gør du heller ikke... Jeg helbredte dig af min egen vilje.... Nu jeg tænker efter... Jeg havde jo lovet dig noget...


Han rejste sig op og stillede sig ned for enden af sengen og lidt ud på gulvet. Han rakte armene ud til siden og smilede til hende. Med et blev han omsluttet af Den Arkane Flamme. Han lignede nu en person lavet af blå flammer. Det så ikke ud til at gøre ondt og den eneste lyd der var, var flammernes bulren. Kort efter begyndte flammerne at blive mindre og til sidst var de helt væk. Det var ikke det indtørrede lig hun så nu. Nu stod der en atletisk muskuløs mand. Hans hud var lys men ikke bleg. Symbolet på hans brystkasse kunne stadig svagt ses. Han havde langt sort hår med et svagt rødt skær. De glødende røde orber var nu erstattet af helt klare smaragd-grønne øjne. Han var en virkelig flot mand. Han var ikke muskuløs på body-builder måden, men han var meget veltrænet. Han satte sig forsigtigt ned ved siden af hende og smilede varmt til hende:

Sådan ser jeg rigtigt ud

Aubreiane så langsomt hen imod ham og smilte ganske svagt. Betragtede ham som han kom på benene, og håbede inderligt at han havde fået det bedre. Hun kunne ikke gøre mere nu, andet end at holde øje med ham. Heldigvis gik der ikke længe før han så ud til at have fået det bedre. Måske han ikke så så tiltalende ud, men det generede hende ikke. Vidste godt at han sikkert ikke brød sig om sit udseende, og der var sikkert mange der hadede hans udseende. Svagt bed hun sig i læben, og sukkede mildt for sig selv. "Neij.. Det gør ikke noget.. Jeg er glad for du fandt mig.. Sidst det skete var jeg væk i flere måneder.." hun bed sig blidt i læben og så ham forsigtigt i øjnene. Let så hun ned. Det virkede underligt.. At der ikke var sket ham noget, at hun ikke havde gjort ham noget. Men det var også virkelig rart. Virkelig dejligt at vide han ikke var kommet til skade, pågrund af hende. Det ville ikke være første gang hun gjorde skade på andre.

Da han så ændrede udseende, lod hun hovedet glide blidt på skrå og smilte lidt til ham. Han så meget pænere ud, når han var normal. Ikk fordi hun ikke kunne li ham ellers, men det var rart at se den her side af ham også. "Tark.. fordi du kom ud og fandt mig Khá" sagde hun mildt og bed sig i læben.
Han satte sig ved hendes side, og hun så kort genert væk. Det var rart at møde en som ham. En der kunne li hendes selskab. Normalt skræmte hun folk, og hun forstod aldrig rigtigt hvorfor.

"Du ser virkelig godt ud.. Men det gjorde du nu også før" Svarede hun mildt og blinkede kort til ham, inden hun rejste sig.

Da hun rejste sig, rødmede han lidt og skyndte sig at vende ryggen til. Hun var jo nøgen under kåben og silketæppet så han ville være sikker på han ikke så noget han ikke burde. Hun var jo virkelig smuk, men han var jo en gentleman. Man kunne godt høre på det at han var en smule flov. Det var jo ikke noget han så tit. Og han ville have hun var tryg ved ham.

Han rømmede sig lidt og sagde: Selvfølgelig fandt jeg dig der ude. Andet ville ikke have været rigtigt af mig. Nok er jeg en djævel men det har ikke altid været sådan. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at helbrede dig og det har heldigvis hjulpet lader det til. Og hvis jeg må være så fri...Det var et rigtigt dejligt kys... Og du er selv virkelig smuk....


Han rejste sig op fra sengen og stod med hænderne i lommerne. Han sørgede for at stå med ryggen til indtil hun sagde andet. Nok indtil hun havde fået viklet kåben ordenligt om sig eller noget. Han kiggede lidt ned af og tænkte. Han kunne godt fornemme at hun undrede sig over noget, men var ikke sikker på hvad. Han tænkte det kunne da ikke skade at spørge
Aubreiane? Jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til.... Da vi sad på sengen.... Der var noget du undrede dig over.... Hvad var det?


Han stod bare og ventede på hendes svar og kiggede op igen. Han havde besluttet sig for aldrig nogensinde at glemme "mennesket" i sig igen. Det gjorde også at der var en lille del af ham der inderligt håbede på hun ville kysse ham igen. Selvom han ikke troede på hun ville

Da han vendte ryggen til hende, så hun langsomt hen imod ham. Hun smilte lidt for sig selv. Var ikke specielt blufærdig når det kom til stykket, men det gjorde da ikke noget at han vendte ryggen til hende. Hun ville heller ikke tvinge ham til at kigge på hende, hvis han ikke havde lyst. Kunne ikke vide hvad han så når han kiggede på hende.

"Du havde ikke behøvet det.. Jeg kunne have dræbt dig også.. Det er kun fair at jeg hjælper dig når du hjalp mig. Jeg var bare bange for du skubbede mig væk.. Mener.. det ikke hver dag man bliver kysset af en man ikke kender" hun smilte lidt genert til ham. Havde egentlig godt kunnet li at kysse ham. "Men alligevel kigger du ikke på mig? du må godt?" spurgte hun stille.

Som hun havde sagt det sidste, lod hun langsomt tæppet falde. Stod nu kun iført g-streng. Andet havde hun faktisk ikke på. De grønne øjne hvilede blidt på ham. Hun var ikke bange for ham, for havde han villet hende ondt, sådan rigtigt, kunne han havde gjort det mens hun var bevidstløs.
"Hvad jeg undrede mig over? Over hvorfor du er alene.. Og at ham den gamle mand der går her, skræmmer livet af mig.. Er han død? for han ser i hvert fald død ud.." hun grinte lidt for sig selv.

Han vendte sig meget langsomt om og kiggede stadig lidt ned i jorden imens han sagde forsigtigt: Jeg... ville ikke kigge.... når du nu var nøgen... Jeg kiggede heller ikke da jeg fjernede det brændte tøj.... Men du må ikke tro jeg ikke finder dig tiltalende.... For det gør jeg... 


Han kiggede op og så hende som hun stod der kun i g-streng. Her skete der noget uhyre sjældent. Khá blev mundlam. Han rødmede fordi han tog sig selv i at stirre. Han kunne ikke beskrive hvor smuk hun var. Hendes former, hendes smil, hendes øjne..... Han kunne mærke han faldt lidt over ordene og tænkte rigtig godt over dem inden han sagde noget igen:

Hv... hvor er du... smuk.... Jeg..... undskyld jeg ved ikke helt hvad jeg skal sige.... Du er smukkere end solopgangen når man sidder i toppen af Eiffeltårnet....
Hvorfor jeg er alene? Der er åbenbart ikke nogen der finder ideen om at bo i et slot beboet af udøde særlig tiltalende... Eller mig åbenbart.... Den gamle var en gang inkvisitør eller "heksejæger" sendt for at slå mig ihjel. Jeg var for magtfuld og imod jeg ikke dræbte ham, svor han at tjene mig til evig tid. Han er vel et par 100 år nu.... Jeg tror det her kan svare på lidt


Med rolige skridt gik han hen til hende. Imens lavede han en hurtig håndbevægelse og en lille blå flamme sprang op i luften. Man kunne se han koncentrerede sig lidt men han fjernede ikke sine øjne fra hende. Flammen hoppede hen på stolen han sad på, og ikke længe efter var der en lille bunke aske. Ud af asken kom der en rose frem lavet af den blå ild. Rosen svævede op i hans hånd og han pustede på den. Kronbladene fløj hen på hende og voksede omkring hende ildtil det lignede hun havde den grønne kjole på igen, bare lavet af blå flammer. De brændte ikke overhovedet. Han stod næsten helt foran hende nu og holdt sin hånd så den næsten rørte ved hendes skulder. Flammerne kravlede af hende og op i hans hånd hvorefter de forsvandt helt. Der var ikke mere end måske ti cm mellem dem. Man kunne tydeligt se han var genert. 
Han studerede nærmest hendes ansigt og så dybt i hendes øjne da han sagde: Den Arkane Flamme er kun migder behersker..... Der er flammer lavet af magi i sin reneste form.... Derfor er det kun min vilje der sætter grænser for hvordan den formes.... Den kan brænde voldsommere end normal ild.... Hvis jeg ønsker det....


Han stod og overvejede kort at kysse hende, men vidste ikke hvordan hun ville tage det så han håbede inderligt hun ville kysse ham i stedet

"Jeg sætter pris på du ikke bare kigger.. Det er rigtigt dejligt at du tænker over sådan noget." Svarede hun smilende og så længe på ham. Det var dejligt han tænkte over den slags, det viste bare at han var anderledes. At det ikke var det der fyldte mest i hans hoved.

Aubreiane smilte lidt for sig selv. Hun blev kort usikker da han ikke sagde noget, indtil hun opdagede hans blik. Svagt grinte hun og så en anelse ned. Det var ikke særligt tit at hun blev genert, men det kunne han som en af de få, åbenbart få hende til. Stille bed hun sig i læben, og lod ham kigge alt det han ville. Det gjorde hende ikke noget.

"Tusind tark.. Det er pænt af dig at sige. Men du behøver ikke hvis du ikke mener det? Virkelig? han virker ellers så loyal.. Så trofast.. jeg troede faktisk han havde været en eller anden ven eller noget" Svarede hun stille og smilte lidt imod ham. "Uanset hvad, er han alsa uhyggelig.. Du burde overveje at give ham lidt sminke på, det tror jeg ville gøre underværker" et eller andet sted havde hun svært ved at tro, at den gamle mand ville give nogen lov til den slags. Måske Khá ville få lov, hvis han virkelig ville, men det tvivlede hun på.

Det hele virkede som en form for fantasi, da han fik flammerne frem. Hun kunne godt li den blå farve, og selvom at flammerne nu hvilede på hende virkede hun ikke bange. Faktisk var hun ikke bange for ild.. Havde aldrig været det. Havde altid kunne gøre et eller andet med det, også selvom hun aldrig havde delt det med nogen. Da flammerne dannede en kjole på hende, så hun kort ned af sig selv og grinte stille. Så derefter op på ham igen, som han nu stod tæt på hende. Mon han virkelig kunne li hendes selskab? eller det bare virkede sådan. I hvert fald nød hun hans selskab, det var virkelig rart med en, der ikke var som alle andre. "Jeg kan meget godt li den..Farven er rigtigt flot, og det er utroligt det du kan gøre med den.. Jeg er bange for at min ild, skader uanset hvad jeg ber den om" hun sukkede blidt, og smilte opgivende imod ham. Det ville da være rart, hvis hendes ild var lige så nem at arbejde med som hans var.

Forsigtigt lænede hun sig hen og kyssede ham ømt. Trak sig derefter tilbage og smilte lidt. "Jeg ville bare se om.. Du havde noget imod det tror jeg nok" sagde hun tænkende.

Da hun rent faktisk kyssede ham, blev han helt varm og nød bare det ømme kys. Han havde slet ikke lyst til det stoppede igen. Så han nød hver sekund og indtryk af kysset. Det var n magi han alligevel ikke beherskede. Det var lige før ham rystede, men han beherskede sig dog. Han stod kort med lukkede øjne da kysset stoppede. Meget langsomt åbnede han øjnene for han var i tvivl om hvor vidt så vidunderligt et kys var en drøm. 

Han lagde blidt sine hænder på hendes kinder og kiggede dybt i hendes øjne og fortabte sig kortvarigt i dem. Han hviskede næsten: Jeg har ikke noget imod det.... Jeg håber heller ikke du har noget imod det her.....


Han trak hende meget blidt hen til sig så han kunne gengælde hendes kys. Normalt set ville Khá have tænkt over at gøre kysset godt. Han ville nærmest have analyseret situationen for at skabe et resultat. Men for allerførste gang kyssede han bare. Han tænkte ikke over det, han kyssede hende bare inderligt og ømt.
Han rødmede lidt da kysset stoppede igen og kiggede lidt ned og sagde: Undskyld hvis det generede....
Må jeg lære dig mere kontrol over dine kræfter? Jeg lover det bliver ikke som at sidde på en kedelig skolebænk.... 
Du skal bare følge hvad jeg siger og mine bevægelser


Imens han sagde det, hvilede hans ene hånd stadig på hendes kind og han tommelfinger nussede hendes kind ganske forsigtigt