wolves guardian - Kuuma

Kuuma vidste at Ann ikke havde bemærket ham i farten, trods hans størrelse gav anledning til tunge brag i jorden, men han vidste dog ikke helt hvad dette gik ud på, men han fulgte bare efter, og lagde også mærke til ræven, fælden, og tjekkede hurtigt omgivelserne, så vel som han havde hørt den klynkene lyde fra ræven, som han havde set før, i laden, og han skævede til Ann som sad på knæ ved ræven, dog løb han over til hende ved hende's ord.

Han satte sig på knæ ved hende og sagde roligt.
''jeg hjælper, bare hold øje med omgivelserne i den korte stund jeg får saksen op''
mere sagde han ikke før han let puffede hende til side, og greb fat i hver side af rævesaksen, for let at åbne den ved hjælp af mange mange år's hård fysisk træning, og til sidst løftede han blidt ræven op og lagde den i favnen på Ann da han antog den ikke kunne stikke af, dog hørte han lyden af tramp, duften af menneske og hunde, for at rejse sig op.

Han stod klar og holdt øje med sine omgivelser, ventede på Ann skulle løbe tilbage til huset, dog stod han klar, som den trænede soldat han var, med sin pistol foran sig og sit blik søgende rundt omkring med de hårde mørke gule øjne da stirrede ud i mørket.

Ann så lidt overrasket på Kumma, hun havde vel i virkeligheden ikke helt regnet med at han kunne gøre noget. Men da han puffede hende væk, for at åbne rævesaksen, så hun blot overrasket på ham, han havde flere kræfter end hun ville have troet.
Hun gjorde som Kuuma sagde og holde øje med omgivelserne. Hun tog imod Ræven, og rejste sig op med det samme og begynde at løbe tilbage til hytten.
Hun knyttede ræven ind mod sig, og den virkede slet ikke til at have noget imod det. De fleste ræve ville nok vride sig og bide hvis der var nogle der bar på dem.

Efter noget tid, var de ved hytten, og Ann gik ind, og lagde ræven på sofaen. Det hele var lidt underligt, ræven var bange og ømmede sig, men det lod ikke til at den var bange for Ann eller for Muna for den sags skyld. Det var situationen den var urolig ved. Muna stod også blot ved siden af sofaen og lovrede med halen.

Kuuma bemærkede hende's overraskede blik og smilede mildt beroligende til Ann, og han sagde roligt.
''jeg er ikke så slap som jeg ser ud''
det var nok det dummeste han kunne sige, da han var en kæmpe i sig selv, men han smilede bare, for og holde hende i ro, dog løb han lige bagved Ann efter at have givet hende ræven, og dækkede hende hvis behovet skulle opstå, så var det tydeligt han ville beskytte hende, som var hans job at gøre, stadig med pistolen i hænderne.

Kuuma tjekkede hurtigt omgivelserne, og lukkede døren og låste den, for og sætte sin 9mm pistol i hylsteret, og han gik ind til Ann, Muna, og ræven, for stille at spørge med en mild stemme.
''hva er da med den ræv? den var også ude i laden?, Ann?''
han lød spørgende, dog ikke tvingene, han ville ikke tvinge hende til og svare, men bare høre sammenhænget mellem Ann og ræven.

Ann sad med ræven foran sig. Hun så op på Kuuma da hun hørte hans spørgsmål. Hun sukkede lidt. "Det er min rævemor" sagde hun blot, og tvivlede på at Kuuma ville vide hvad hun mente det. 
"Jeg er en forskrifter.. " sagde hun stille. Hun så på Kuuma med et næsten undskyldene smil. Hun lagde en hånd på rævens sår, og lukkede sine øjne. Efter kort tid, rettede ræven sit hoved op. Ann flyttede sin hånd, og såret om rævens ben, var væk. Ann sad på gulvet og så ned på ræven "og jeg er også en Aspara.. " mumlede hun stille.

Kuuma så roligt på Ann med et venligt smil, da han intet ondt mente, dog så han fortsat roligt på hende som hun fortalte ham om tingene, og hurtigt faldt brikkerne på plads, dog så han hende's tvivledet blik, og lagde hånden på hende's skulder, og knurredet en blid ulve lyd i brystet, som tegn på det nok skulle gå, han forstod, dog smilede han fortsat, lod hende snakke, da hun sagde hun var formskifter, dog sagde han's blik mildt at hun ikke behøvede og undskylde, han sagde blidt.
''er jo selv varulv, så du behøver ikke undskylde for noget, jeg forstår mere end du tror''
hans milde smil indgød til ro, dog fulgte han med i hvad da skete mellem Ann og ræven, Ann's rævemor, og han nikkede roligt, dog så han på såret som var væk, og så lidt undrene på Ann, men forhørte sig ikke, dog satte han sig ned ved siden af Ann, og sagde mildt.
''det gør ikke mig noget, Ann, man er hvem man er, og man skal ikke være andr,e bare være sig selv''
han smilede mildt, og satte sin pistol i hylster, og dog løftede han blikkedet og så imod døren ind til huset, for og sige roligt.
''tror du at jægeren forfølger os, for og få fat på din rævemor? men gør han, så skal jeg nok.. tage mig af problemet''
han smilede beroligende til Ann imens han sad ved siden af hende, og bare nød den milde stemning da var i rummet, han aede Mona på hovedet med en mild hånd.

Annabella nikkede over det han sagde. Hun skammede sig normalt ikke over at være den hun var, men hun skammede sig over ikke at havde sagt det til Kuuma noget før. Og at hun havde ledt dem begge i fare, fordi hun var styrtet ind i skoven for at rede ræven, i stedet for bare at fortælle Kuuma hvad det var der foregik.

Hun nikkede til ham da han sagde hun bare skulle være sig selv. Hun så på ham da hun hørte hvad han spurgte om "nej.. de kommer ikke her inde... det er ulovligt at jage i denne skov, så de vil ikke opdages" sagde hun og så på ræven, der nu lå og puttede i sofaen, som en anden hun.
Muna sad bare og lovrede når hun blev aet.
Ann satte sig med ryggen op af sofaen. "jeg skulle ha fortalt dig om det noget før... i sted for bare at styrte ind i skoven" sagde hun stille

Kuuma så på Ann nikke, og han smilede mildt til hende, dog endte han med og lægge 2 og 2 sammen, og nikkede langsomt, for og vise at han havde forstået det, men alt var gået så hurtigt, og han havde stadig ikke job og gøre, så det kunne altid vente, masser af tid, eller det håbedet han.

Han så roligt på Ann med et lille smil, og han nikkede roligt til det hun sagde, og han svarede med et roligt smil.
''det lyder fornuftigt nok, Ann, men så behøver jeg ikke bekymre mig, udover de lømler da problemer med''
han klukkede mildt, og så på ræven med et smil, nikkede roligt, og klappede Muna på hovedet med et smil.
Kuuma satte sig ved siden af Ann, og skævede til hende, sagde blidt til hende.
''det gør ikke noget, da skete jo intet, og jeg kan jo altid prøve og gøre situationen bedre, så det da bestemt intet galt i, Ann''
han smilede beroligende til Ann, imens han sad lænet op af sofaen.

Ann så på ham med et smil. Det var faktisk rart at der var en der forstod. Og at han ikke var menneske gjorde bare tingende meget nemmere.
Hun så lidt på ræven der lå og sov bag hende på sofaen. Hun nussede den lidt bag øret. "Da jeg kom til frankrig levede jeg i skoven, som ræv i lang tid, indtil en dag hvor det var mig der trådte i en rævesaks." Ann viste sit ene håndled, hvor der var ar hele vejen rundt. Hun så selv ned på det "jeg blev til menneske i forvirringen, og begynde at skrige... En ældre mand kom mig til undsætning, og blev mildest talt noget chokeret over at finde en nøgen pige på 13 år midt i skoven, og siddende med hånden i en rævesaks... Han ende med at tage sig af mig, og han tilbød mig at bo hos ham" Ann kiggede rundt i hytten.
"da han døde for et årstid siden, så overtog jeg hytten" sagde hun