Maison de fous you make me go crazy!

Tid: Omkring 23 tiden
Vejr: Stjerneklart og koldt
Sted: Maison de fous

Klokken var omkring 23 en normal Fredag aften i det franske landskab, byen var fyldt op af de unge mennesker som var på vej hen for at drikke hjernen væk. Det var jo ikke noget nyt for nogen som helst, at de fleste unge brugte deres liv på sådan en ting. Det betød bare at der var en chance for at man ville finde nogen døde, når solen endelig stod op på himlen igen. Hvis de mørk væsner ikke tog en, så skulle den kolde vinter nat nok gøre det. Det havde sneet hele dagen og gjorde det stadig på denne tid, gaderne var fyldt op af den magiske hvide sne. Der var til at finde snemænd de mærkeligste i byen, et par stod ude på gaderne og var klar til at enten stoppe bilerne eller lade dem køre igennem dem.
Der var bare nogle unge som ikke valgte at feste igennem på diskoteket, politiet havde fået nys om at der var nogen som havde gået ind i Maison de fous. Det gamle galeanstalt, som nogle troet var hjemsøgt. Det var ikke noget nyt at unge mennesker valgte at tage der hen, prøvede at vise deres venner at de ikke er bange for noget som helst.
Inden politiet overhovedet havde kommet der hen, så havde Darald en tidligere politibetjent allerede bevæge sig der ind. Han havde et par mørkeblå jeans på, og en grå langærmet trøje på. Selv om han var tidligere politibetjent, så holde det ham ikke tilbage i at opklare forskellige ting. Det var en af de ting som han havde det svært med at give slip, når det kom til hans menneskelige liv.
Han gik bare roligt rundt på gangene i galeanstalten, mens han holde øje med hver eneste lyd der kom der fra "i må ikke være her inde, forsvind!" gentog han flere gange som han bevægede sig rundt, hans stemme var mørk og ikke en eneste accent var til at finde på hans franske ord.

Leonardo havde siddet og drukket med hans venner på galeanstalten, da de havde hørt en stemme. Ikke en stemme der tilhørte noget spøgelse, så vidt de kunne forstå på deres veninde, Kaya, der kunne kommunikere med de døde. En helt klar stemme der bad dem om at forsvinde.

De to drenge, Leonardo og Sofus, og Kaya havde siddet hos hende og drukket, da de besluttede sig for at det ikke havde været sjovt nok.
Derefter besluttede de sig for at tage hen på Maison de fous.

Sofus havde lige taget et body tequila på Leonardo, da stemmen råbte. Det resulterede i at Leonardo havde rejst sig op i sådan en voldsom fart at Sofus faldt bagover og hamrede hovedet ned i gulvet.
Kaya hjalp ham op, mens han mumlede alskens forskellige bandeord.
Leonardo begyndte at knappe skjorten igen, mens han lyttede efter skridt, fra ejeren af stemmen.

Lyden af noget som faldt mod gulvet, og derefter de klynkende bandeord. De fik ham til at kigge ned af den ene gang, som hurtigt blev efterfulgt af lugten fra alkohol. Der var dog en særlig duft som hurtigt fangede hans næse, som Darald ville kunne genkende på flere kilometers afstand. Lugten var stærk af blod, og han kunne ligefrem høre de små dråber der ramte det iskolde sten gulv. Hans øjne skiftede til en lidt mere mørk farve i de gråbrune øjne, med et skær af rød i sig. Selv om han havde været en vampyr i et par årtier, så havde han endnu ikke lært at styre sin sult fuldt ud. Han forstod ikke engang de vampyr som kunne holde uden blod i flere dage eller måneder, selv ville han helst have det hver eneste nat, hvis han kunne slippe afsted med det.
Hans skridt var lange, som han bevægede sig ned af gangen "jeg ved i er her" sagde han og måtte kæmpe for ikke at sætte i løb efter duften, han tvivlede nemlig på at han ville kunne stoppe sig selv, hvis han først lod lidt af sin vampyr del slippe fri. Han havde et par håndjern i sin ene bukselomme, hvor hans ene hånd lå hen over. Han viste bare ikke om han ville få brug for dem, eller han skulle ende med at skulle skjule et par lig.
Han stoppede op lige udenfor døren som de 3 unge opholde sig, han vende bare roligt sit blik mod døren og hævede sit ene øjebryn "i er dårlige til at gemme jer" sagde han som han tog et skridt ind af døren, og så sig lidt omkring.

Manden der kom til syne i døren skræmte Leonardo.
Kaya begyndte lige så forsigtigt at forklare og undskylde, mens Sofus lagde en beskyttende arm om livet på hende. Leonardo stod bare og stirrede mistænktsom på politibetjenten.
Der var et eller andet forkert ved ham, men Leonardo kunne ikke sætte sin finger på hvad det var. Han var nervøs, men også kampberedt, selvom en polar ræv ikke var verdens farligste og mest truende dyr. Leonardo havde stadig svært ved at kontrollere sin forvandling, men hvis han følte sig truet eller trængt op i en krog, skete det dog.
Det var derfor at han nu stod og koncentrerede sig indædt om ikke at forvandle sig til en lille polar ræv.

Darald viste godt at han mindst havde 10 minutter til at slå hver og en af dem ihjel, før politiet overhovedet ville dukke op, også skulle man da heller ikke glemme at han havde lidt tid til før politiet ville kunne finde rundt på stedet. Det gav ham nok tid til at gøre det meste vigtigste, men hvis der var noget som hans vampyr del fortalte ham, så var det ikke at spilde blod.
Han hørte ikke engang efter på de dumme undskyldninger som den unge kvinde kom med, som om der fandtes nogle undskyldninger over at de befandt sig sådan et sted. Hans blik gled kort ned over den arm som blev langt omkring hende, som om den unge mand ikke forstod at de stod og snakkede med en politibetjent "du kan lige så godt stoppe" stoppede han hende i en af sine dumme undskyldninger "hvis i ikke er blinde, så er der inden undskyldning for at være her" sagde han og hentydet til skiltet som hang på hoveddøren, og fortalte at det var forbudt til træde indenfor.
Hans blik gled langsomt over på den unge mand, som havde et mistænktsom blik i sine øjne. Han hævede bare sit ene øjebryn af ham, men vende hurtigt sit blik mod Sofus. Som fik ham til at træde et skridt tættere på ham "du har slået dig, synd at forgifte dit blod med de baktier som lure i luften her inde" sagde han og kunne ikke lade være med at smile svagt af det "du må heller tage hen på hospitalet med det" sagde han og indåndede hver eneste lille duft, som han vende sit blik mod den anden unge mand atter igen "ville jo være en skam, hvis baktierne tog dit liv" sagde han som han stadig snakkede til Sofus.

Leonardo følte sig flabet og kunne ikke lade være med at komme med en lille kommentar:"Hvad hvis man er blind?"

Leonardo stillede sig mellem politimanden og hans venner, da han ikke brød sig om den måde Sofus blev overbegloet. Han hævede sit øjenbryn og sagde:"Jeg skal nok klare alle de fremmede bakterier, det skal du ikke bekymre dig om."

Kaya smilede forsigtigt til politimanden og tog fat i Sofus. "Vi går nu. Undskyld." Leonardo nikkede og lod sine venner gå ud først.

Den flabede kommentar ville helt sikkert få ham til at smile på andre tidspunkter, men ikke et eneste smil var til at blive fundet på hans læber på det tidspunkt ”hvis man endelig var så uheldig at være blind, så ville man nok hurtigt komme til skade sådan et sted” sagde han og hentydet bestemt ikke til stedet overhovedet, men så havde han ikke tøvet i at angribe personen. De ville jo alligevel ikke se hvad der kom, så ville det jo bare gøre det hele meget sjovere.
Han hævede bare sit ene øjebryn af den unge mand, som valgte at stille sig foran ham. Som om han prøvede at beskytte sine venner fra den slemme ulv, selv om Darald tvivlede på at han ville kunne klare det. Han rystede bare svagt på hovedet af dem ”det må vi da håbe.. men hospitalet er nok alligevel en god idé” sagde han og ville da helst ikke have at han dødet af blodforgiftning, det ville jo være en skam at miste sådan noget ungt blod til bakterierne som lå i luften.
Han blev bare stående og så kort på pigen som valgte at snakke til ham, og det lille smil som hun havde på læberne ”det er nok en god idé” sagde han og tog en sidste indånding af Sofus, før han forlod værelset. Han skulle lige være sikker på at han kunne genkende hans duft, så kunne han jo altid jagte ham ned på et andet tidspunkt.
Darald lod langsomt sit blik vende sig mod Leonardo, som han ventede på sine venner forlod rummet. Han satte hårdt sin hånd mod dørkarmen, som fik væggen til at knirke lidt fra sig ”vi to skal lige have en lille snak” sagde han og træk svagt på smilebåndet.

Leonardo var ved at blive utrolig træt af denne politimand og var nødt til at tage en dyb indånding for at dulme sine irriterede nerver. Denne mand havde ingen humor og han gik virkelig Leonardo på nerverne.

Alle hans alarmklokker gik igang, da manden spærrede vejen for ham.
"Flyt din arm." Hans øjne blev i et hurtigt øjeblik helt sorte, da han følte sig truet, hvilket udløste hans transformation.
Det var sket før engang for længe siden, da han gik i 3. klasse, hvor to drenge ville give ham tæsk, fordi Leo havde været flabet.
Needless to say, at de to drenge fik et kæmpe chok, da en lille hvid rævehvalp sad foran dem, pludseligt.

Leonardos blik var hårdt, men hans hjerte hamrede afsted. Han havde ikke erfaring med slåskampe og den fremmede mand skræmmede ham utrolig meget.

Darald havde aldrig haft noget imod at irritere andre folk, faktisk var det som en lille sjov leg inde i hans hoved. Hvis han først lag mærke til at folk blev irriteret på ham, så kunne han ikke lade være med at prøve at irritere dem mere. Det var også derfor at han så sig selv som en fantastisk politibetjent, fordi han ikke var bange for at gå folk på nerverne og lade dem blive irriteret på ham.
Det skulle heller ikke meget før han opdagede at han irriterede denne unge mand, men det gjorde bare at han blev lidt legesyg i det. Det var så svært for ham ikke at smile, over de ord som kom ud mellem hans læber. Som om han troet at Darald ville adlyde ham som en eller anden hund, som end gjorde hvad den fik besked på.
Hvis det havde hvilken som helst anden person, så havde Darald nok bare ladet ham gå. Der var dog noget ved denne mand som ikke var normalt, han var ikke bare et menneske. Det skulle de sorte øjne også hurtigt afsløre overfor ham, det var jo ikke normalt at skifte øjenfarve på den måde. Det gjorde vel at han blev lidt mere nysgerrig i det, i stedet for at lade den mand slippe for mere ballade denne aften.
Han valgte dog at træde et lille skridt tættere på ham, og tog lige så blidt fat i hans hage med sine iskolde fingre "nu ikke så uhøflig i det" sagde han og gav et lille og dog fast nik med sit hoved.

Leonardos hjerte bankede hurtigere, da den intimiderende mand tog fast i hans hage. Det var ikke et hårdt greb, men de kolde, kolde fingre fik ham dog til at reagere.
Leonardo gav et ryk med hovedet, så han kom fri. Hans vejrtræk var tungt, men hurtigt, da han prøvede at bevare kontrollen over sig selv.
Da han mærkede sine øjne blive sorte igen, rystede han med hovedet og gned sine øjne, som om det ville hjælpe.
Han så så på politibetjenten og sagde vredt:"Jeg gør hvad jeg vil."
Leonardo skubbede til ham, ikke hårdt, men mere for at markere sig.
"Jeg siger det ikke én gang til. Flyt dig!" Han skubbede igen, denne gang lidt hårdere. Det var dumt, ja, men han var ved at nå sin grænse.
Leonardo var bange, vred, irriteret og beruset. Hans dømmekraft var ikke den bedste lige nu.

Han viste ikke om denne mand bare var dum af sig, eller at han faktisk var mere modig end han så ud til at være. Viste han overhovedet hvad han havde med at gøre? det var jo ikke fordi at Darald kun var politimand, han var jo også et blodtørstigt monster. Det var som om denne mands udseende og ikke mindst duft, var låst inde i en lille del af hans hjerne. Som ville han kunne genkende ham flere kilometer væk, og blot vide at det var ham uden at tøve. Det måtte jo være en af de vampyr dele, som Darald havde fået ind i sin krop efter sin forvandling.
Det var som var han et rovdyr på jagt, og havde trykket sit bytte op i et hjørne. Derefter gik legen igang, som var han en spækhugger som kastede han rundt med sit offer.
Han lod bare trække sit hoved væk, mens han selv førte hånden op til sin mund. Han så lidt tænkende på ham, og kunne ikke lade være med at smile lidt mere i det "hvad har du tænkt dig at gøre?" sagde han og gav et enkelt lille grin fra sig "dine venner forlod dig, og nu prøver du at tage kampen op mod ham" sagde han og blottede langsomt sine tænder, så man kunne se de skarpe hjørnetænder. Som månens stråler ramte dem igennem vinduet, og fik dem til at glimte i det.

Da manden blottede sine tænder, gik det op for Leonardo. Han snublede tilbage og endte med at vælte over nogle af de tomme tequila flasker.
"Lad mig være!" råber han og det hamrende hjerte begyndte langsomt at udløse hans forvandling.
Der begyndte at vokse kløer ud, istedet for negle. Pels begyndte at vokse ud af huden og øjnene blev sorte med et strejf af gylden.
Han skrumpede i størrelse og det endte med at der stod en lille snehvid polarræv i stedet for ham.
Leonardo begyndte at løbe alt hvad poterne kunne holde til, mod døren

Darald havde regnet med at den unge mand blev bange for ham, hvem ville dog ikke blive bange hvis de så en vampyr? Han havde dog ikke regnet med at han ville falde tilbage på den måde, og det fik ham også til at træde et skridt frem. Det var nok bare en af hans menneskelige sider, som gerne ville give en hjælpende hånd. Han skulle til at trække en hånd ned til ham, for at hjælpe ham op når han hørte hans råbende ord. Han træk bare lige så hurtigt sin hånd til sig igen, og hævede det ene øjebryn "okay" mumlede han mere for sig selv, han havde gjort ikke noget ham noget? endnu. Det havde vel bare været ren drilleri på et eller andet punkt, blot for at give den flabede mand en lærestreg.
Hans øjne blev lidt større i det, når han så hvordan håret begynde at vokse ud af huden på ham. Han havde jo ikke været vampyr i særlig langtid, og at se denne forvandling, havde han aldrig oplevet før i de år. Han gik bare et lille skridt tilbage, og beundrede hver eneste lille ting som skete med manden. Det var nok det sidste han havde regnet med at se denne aften, en mand som kunne forvandle sig om til en ræv.
"wow wow wow" gentog han et par gange, som ræven kom løbende lige mod ham. Han hoppede af ren refleks til den ene side, så døråbningen var fri.

Leonardo løb ud af døren og ned af gangen. Hans hjerte hamrede i brystet og hans vejrtrækning var hurtig.
Han havde aldrig set en vampyr før, kun på film, så at se en i virkeligheden var ubeskriveligt skræmmende. Leonardos overlevelses instinkt havde taget over og han flygtede.
Den snehvide ræv nåede døren, men den var låst. Leonardo begyndte at kradse på døren og var nu nået panikstadiet.
Det eneste han kunne tænke på, var at komme ud i virkeligheden.
Han kunne ikke få det ind i hovedet, at vampyrer eksisterede. Alt hvad han troede var trygt, var nu faldet sammen og Leonardo var ved at bryde grædende sammen af panik.

Han kiggede bare kort efter ræven, som den forsvandt ud af døren. Han kunne høre hvordan den løb ned af gangen, og panikken som begynde at komme frem i den. Som blot gjorde at duften af ham blev stærkere, og det røg lige så hurtigt ind i Darald's næse.
Han begynde bare at gå mod udgangen *hvorfor er han her stadig?* lå spørgsmålet i hans hoved, men det tog heller ikke længe før han fandt ud af hvorfor. Da han fik øje på den unge ræv som stod og kræsede på døren, som om det ville få den til at gå op. Det var ikke fordi han skynede sig ned for at åbne døren for ham, men tog det ene rolige skridt efter det andet "du burde se at få slappet lidt af" sagde han og havde sine hænder nede i lommerne på hans bukser "ellers er det ikke mig som du skal være bange for i mørket" sagde han og stoppede op nogle få meter fra ham "vi er nogle som elsker duften af panik" sagde han med en ærlig stemme.

Leonardo så forskrækket over på vampyren og begyndte at kradse endnu mere panisk på døren. Små stykker træ begyndte at rive sig løs, men ellers var der ikke de store resultater.
Leonardo begyndte at kigge sig over skulderen, utroligt panisk og begyndte derefter at kradse så voldsomt at poterne begyndte at smerte.
Han var panisk, men indeni vidste han godt at vampyren havde ret.
Leonardo kunne ikke tænke over andet end at hans liv hang i en tynd tråd, der langsomt blev tyndere og tyndere.
Han kunne mærke noget. Hvad vidste han ikke, men han kunne mærke at vampyren ikke var den eneste der virkede interesseret i ham.

Selv om Darald nok ikke helt ville indrømme det, så var den mand nok mest sikker i den rævform, når det kom til ham selv. Han havde aldrig sat sine tænder i et dyr før, og havde bestemt heller ikke tænkt sig at gøre det. Problemet var bare duften fra denne mand, som duftede så godt af usikkerhed og frygt. Han havde det bare bedst med at holde afstand, til han endelig fandt ud af at slappe af igen. Så ville det være meget bedre at høre på hans flabede ord. Det var i det mindste mere sikkert for ham, end at vise så meget frygt som han faktisk gjorde.
Han blev bare stående på sin plads, og stirrede på hvordan ræven kæmpede for at få døren op. De fleste ville nok også bare vælge at åbne døren for den, uden at tænke over hvad mørket ville vente på den. Darald viste bare at hans menneskelig del ville sætte igang så, og han i stedet ville følge efter den, for at være sikker på at ingen anden fik sine greb på den.
Det var ikke fordi det tog særlig længe efter panik havde gået i ræven, at Darald kunne dufte en fremmede duft. Som blev stærkere og stærkere, for hvert eneste sekund som der gik "for satan" udbrød han og løb det sidst stykke hen til ræven, og greb fat i både halen og i nakken på ham "slap så af.. eller du får dig selv slået ihjel" snerrede han let i det, og satte i løb ned af gangen.

Blod var så småt begyndt at vise sig på de hvide poter. Ikke noget seriøst, bare af hans desperation og paniske forsøg på at undslippe hvadend det var der gemte sig i mørket. Leonardo begyndte at hyle og hvine af skræk. Hans hjerte hamrede som aldrig før og Leonardo var sikker på at han skulle dø den nat.
Da vampyren greb fat i ham, var Leonardo sikker på at han ville slå ham ihjel. Hans faste greb på halen og halsen gjorde utroligt ondt og da den stærke vampyr løb ned af gangen med ham i hænderne, kunne han ikke undgå at tænke i de sarkastiske baner. Nu er det jo ikke en taske han løber med, tænkte polarræven, men det var nu ikke muligt for ham at sige det.
Leonardo var ikke i stand til at snakke, når han var i sin ræveform. Det kunne kun lade sig gøre, hvis den anden person var så heldig at kunne telepati, men det var sjældent man mødte sådanne mennesker.

Lugten af blod begynde at sprede sig i gangen af galeanstalten, som hvis ens ynglings ret eller en smuk kvinde med en parfume gik igennem, og efterlod duften der i flere minutter efter. Hans øjne begynde at blive mere mørke i det, som han ikke kunne stikke af fra den skønne duft. Han måtte kæmpe for ikke bare at stoppe op, og lade sin tunge smage på den søde duft. Han måtte bare forblive i den lille menneskelig del som stadig var inde i ham, for ikke at tage livet af den lille ræv.
Det var også den menneskelig del som havde valgt at holde den på den måde, han viste jo ikke om den kunne finde på at bide ham. Hvad nu hvis den mand havde rabies eller nogle andre sygdomme? det havde han da ikke lyst til at risikere. Selv om han var vampyr, så var hans immunforsvar stadig ikke udviklet fuldt ud. Så hvem viste om han kunne risikere at få rabies eller andre sygdomme?
Han drejede hurtigt ned af en anden gang, når han hørte hvordan hoveddøren blev sparket op i det fjerne. Hans øjne blinkede kort i det, som den ringede tone røg lige i ørene på ham. Han løb ind på det nærmeste værelse, hvor både gulvet og væggene var dækket med puder. Han lukkede langsomt og helt forsigtigt døren bag dem, mens han stadig holde ræven om nakken med den anden hånd.
Han satte sig bare roligt ned på knæene med ræven på sit skød "slap så af" hviskede han og tøvede lidt, før han begynde at tørre hans poter af med sit ærme. Han havde jo bare lyst til at slikke dem af, ikke lade en eneste dråbe gå til spilde. Han tvivlede bare på at det ville gøre ham mere rolig i det, men hvem ville dog også slappe af ved sådan en ting?

Da hoveddøren blev sparket op, begyndte Leonardo at vride sig i ren panik. Han havde dog indset at vampyren havde en menneskelig side, da han jo stort set havde reddet Leonardos liv.
Dog var Leonardo stadig skeptisk og bange, da den eneste begrænsede viden, han havde om vampyrer, stammede fra adskillige gyserfilm og så lige Twilight-serien, men det var heller ikke den mest korrekte film, han havde set. Leonardo var en gyserfan og elskede det overnaturlige og makabre, men det her var dog lidt for skræmmende til ham.
Da de kom ind i puderummet, som Leonardo kaldte det, og vampyren begyndte at tørre blodet væk, begyndte han at kunne slappe af, hvilket resulterede i at han blev menneske igen.
På trods af at de fleste navajo mistede tøjet når de skiftede, var Leonardo heldig. Da han blev menneske igen, havde han stadig sine sorte skinny jeans på og den hvide skjorte.
Han kravlede hurtigt af vampyrens skød og hen i det fjerneste hjørne i det lille rum. "Hvem er du?" Hans stemme var hård, men rystede stadig en smule af frygt.

Hvorfor Darald valgte at hjælpe denne mand, var han faktisk ikke sikker på? han kunne jo være ligeglad med hvad der skete med ham, kunne jo bare glemme ham og komme videre med sit eget liv. Hvorfor skulle han dog risikere sit liv, bare for at hjælpe en eller anden mand, som kunne forvandle sig om til en ræv?
Han træk med det samme sine hænder til sig, når ræven forvandlede sig tilbage til den unge mand. Han gjorde intet for at beholde ham på sit skød, og lod ham bare kravle væk. Han lænede sig bare op af døren, mens han lyttede efter skridtene ude på gangen. Han holde dog sit blik hen mod den unge mand, og træk svagt på skulderne af hans spørgsmål "Darald.. Darald Maillard.. tidligere politibetjent, og nu..." sagde han og så kort ned af sig selv "ja vampyr" sagde han og kunne ikke lade være med at smile af det "du skal slappe mere af i det" sagde han og rodet lidt i sin ene lomme "jeg har ikke tænkt mig at blive slået ihjel... pågrund af dig" sagde han og fandt en pakke cigarret og en lighter frem fra sin lomme, han tog en cigarret mellem sine læber og rakte derefter pakken hen til den unge mand "ryger du?" spurgte han og tænde sin cigarret med lighteren, med sin anden hånd-

Leonardo tog imod pakken og tog en cigaret. Han fiskede sin egen lighter op af lommen og tændte cigaretten. "Leonardo Finnick. Fotograf og navajo." Han inhalerede og begyndte at slappe mere af.
"Jeg har aldrig før mødt noget overnaturligt. Jeg har kun set det på film." Han gned sine øjne og lænede sit hoved tilbage mod væggen, mens han strakte de lange ben ud.
"Selvfølgelig, kunne jeg regne ud at der ville være andet derude, da jeg ikke kunne være den eneste, men vampyrer havde jeg ikke lige regnet med." Leonardo sukkede og tog et sug mere. Da han pustede ud, betragtede han røgen der dansede op mod loftet.
"Det har været en traumatiserende aften.."
Leonardo var overrasket over Daralds pludselige venlighed og var derfor også stadig på vagt, men han slappede mere af. Den paniske Leonardo var væk, men han rystede stadig meget på hænderne, da han var i choktilstand.
Noget aske fra den tændte cigaret faldt ned på de sorte bukser, men Leonardo gjorde intet. Han kiggede bare på det og sukkede så igen.

Darald viste ikke hvad han skulle synes om denne mand, og hans tro på at der ikke var vampyr i verden. Nok havde han ikke selv troet det når han var menneske, men efter hans forvandling så var der ikke noget væsen som kunne overraske ham. Han lag bare sit hoved lidt på skrå, mens han tog en dyb indånding og lod røgen puste ud af hans næse "så.. hvad tror du så jeg er? efter de film du har set?" sagde han og viste jo ikke hvilke film som denne mand havde set, om han kun havde set film hvor vampyr var monster? eller film hvor piger faldt pladask for dem? Det var heller ikke fordi at Darald havde set mange vampyr film, efter han havde blevet forvandlet.
Han hørte hvordan skridtene på gangen blev svagere, og han selv kunne slappe lidt mere af i det. Han rejste sig langsomt op og gik langsomt hen mod ham, før han satte sig ned på hug ved siden af ham. Han tog bare fat i hans ene hånd uden at spørge, og undersøgte den efter sårene "næste gang du står overfor en vampyr.. så er det nok en dum idé at kræse dine.... poter? til blods" sagde han og vende sit mørke blidt mod hans ansigt, og tog flere dybe sug af sin cigarret, bare for at slå duften af Leonardo væk. Han vende kort blikket ned mod asken, og fjernede det fra hans lår med en elegant bevægelse med sine fingre.

Leonardo tænkte over Daralds spørgsmål. Det var svært at svare på.
"Nu kender jeg dig jo ikke personligt, men vi kan da udelukke Twilight-vampyren. Så havde du nok haft et konstant forpint ansigtsudtryk og glimtret en smule." Han smilede flabet og følte sig lidt mere modig.
"Dracula er alt for elskværdig, så den er også udelukket. Det er et svært spørgsmål." Han færdiggjorde sin cigaret og skoddede den under sin ene støvle. Da han kiggede op igen, var Darald utroligt tæt på, hvilket fik hans hjerte til at banke hurtigere. Ikke på nogen romantisk måde, men mere på den åh-nej-jeg-dør-måde.
Da han tog hans hånd, gik der et kuldegys gennem Leonardos krop fra Daralds iskolde berøring. Der sad størknet blod omkring Leonardos negle, da de skader han får som ræv, bliver når han er menneske. "Man tænker sig ikke om, når man går i panik. Jeg ved ikke om det er en tilstand du er bekendt med." Han sendte ham et flabet blik og hævede et øjenbryn. Leonardo havde en fantastisk dårlig vane med at dække sin frygt med sarkasme og flabethed, hvilket ofte var det der rodede ham ud i disse situationer.
Han fulgte Daralds hånd med blikket og mumlede et forvirret tak, da han fjernede asken fra Leonardos lår.
Det var en meget surrealistisk situation. For omkring fire timer siden, havde Leonardo ikke regnet med at han ville sidde i et puderum med en vampyr og ryge vampyrens cigaretter. Meget forvirrende og svært at tro på.

Darald viste ikke hvad han skulle synes om de svar som han fik, det var helt fint at han ikke have et forpint ansigt eller strålede af glimmer. Det at få at vide at man ikke var elskværdig var vel lidt noget andet, som om han var et iskoldt monster? Han havde da lige hjulpen Leonardo for at slå sig selv ihjel, også var han bare en iskold skid?
"bare kald din helt en iskold skid" sagde han og så kort op på ham, før han vende blikket ned mod hans sår atter igen. Han havde aldrig oplevet noget der var så... hmm dum? at personen gjorde skade på sig selv, i håb om at det ville hjælpe dem med at flygte? udover det ikke havde hjulpet denne ræv
"du skal nok vaske det når du kommer hjem... ellers klare du dig" sagde han og gav slip på hans hånd, før han selv rejste sig op og tog sin cigarret mellem to fingre. Han var vel lidt fornærmet over at blive udset som en kold skid, også selv om de fleste vampyr nok ville elske det "kom jeg følger dig hjem" sagde han og gik bare mod døren for at høre om personen havde forladt stedet.