Maison de fous you make me go crazy!

Leonardo fik lidt dårlig samvittighed over det han havde sagt, men han havde stort set ment det i sjov. Dog, kunne hans humor være ret grov og sårende nogle gange. Han sukkede. Skulle han virkelig til at sige undskyld til en vampyr?
"Darald, det må du undskylde. Jeg skylder dig mit liv." Leonardo stod lidt akavet og bed sig selv i læben. En vane han havde.
Han bed sig i læben når han var nervøs eller skammede sig, hvilket resulterede i få ar på underlæben.
Leonardo var ikke vant til at folk blev sårede over hans bemærkninger. Enkelte gange har han jo skulle undskylde, men ellers kom han fra en familie og en vennekreds hvor man bare fik igen, hvis man fornærmede nogle.
Han svarede ikke på Daralds bemærkning om sine sår. Det var ikke noget han tænkte større over, men han nævnte det ikke. Han havde været så panisk at han ville havde kastet sig selv ud fra et bjerg, hvis det betød at hverken Darald eller væsenerne i mørket ville komme efter ham. Sidste gang, Leonardo havde været så panisk, endte han på den lukkede.
Leonardo rystede kort på hovedet for at få minderne væk fra dengang og ventede på at Darald åbnede døren. Fokusér på nuet, Leo.

Han havde godt nok ikke regnet med at få en undskyldning, det var jo heller ikke fordi han helt fortjente det? det var jo lidt hans skyld at Leonardo havde blevet bange, men nu havde han heller ikke regnet med at den mand ville reagere som han gjorde. Han vende dog alligevel sit blik mod ham, når han hørte de sidste par ord "det skal jeg nok huske, hvis jeg bliver alt for tørstig på et tidspunkt" sagde han og sende et lidt charmerende smil hen mod ham, selv om han ikke mente et eneste ord af det han sagde. Eller det var det hans menneskelige side troet på, men hvem viste hvad hans vampyr side dog tænkte på? den ville jo bare have at hans mund var fyldt af blod hele tiden, så den ville nok ikke have noget imod det.
Han åbnede bare rolig døren og begynde at gå ned af gangen, mens han smed cigarretten fra sig på jorden. Når de først kom ud af det lille værelse, så viste Darald ikke engang hvad han skulle sige til Leonardo. Det var som om det hele stod af, og ikke et eneste ord kunne finde ud mellem hans læber "hvor bor du?" fik han til sidst sagt, når først han fik øje på den åbne hoveddør.

Leonardo blegnede fuldstændigt, da Darald sagde det. Han fremstammede et forskrækket hv-v-vad?.
Han stod frosset lidt af en smule skræk og stirrede efter Darald. Det mente han da ikke, gjorde han? Leonardo var ikke sikker, men det charmerende smil han fik, hjalp nogle lunde på det.
"Nu forstår jeg hvorfor vampyrer bliver udstillet som forføriske." mumlede han lidt halv tvært og rendte efter Derek.
Da Leonardo kom op så siden af Darald, kiggede han sig nervøst over skulderen og var på vagt. Han var i tvivl om hvorvidt det var sikkert at give sin adresse til en vampyr, men lige nu virkede det ikke som om at han havde andre muligheder. "I T-Terre centrum. Ovenover Finnick Studios." Nogle gange kunne han godt blive lidt flov over at han i en alder af 25, allerede boede i en penthouse lejlighed og havde sit eget fotostudie. Han havde kæmpet hårdt og var utroligt stolt af det, men det kunne også bare sende de forkerte signaler.
Han var en arrogant nar, ja. Men han brød sig ikke om at flashe sine penge. Dog, havde en en fladskærm med surround sound og luksusmadras i dobbeltsengen, men ja.
Leonardo var meget dobbeltmoralsk og selvmodsigende, men hvem er ikke det?

Darald kunne ikke gøre for at han havde sagt det, hvis Leonardo ville kalde ham en kold skid. Så havde Darald vel også lov til at spille lidt med på det? men han var stadig på vagt, så han ikke gjorde ham alt for bange i det igen. Han havde da nødig lyst til at skulle redde ham to gange, den ene gang var nok for ham også måtte den mand bare passe mere på hvad han gjorde om natten.
Som vampyr havde han en fantastisk hørelse, og kunne derfor heller ikke lade være med at smile lidt over de ord som Leonardo mumlede "så jeg er ikke en glimmer vampyr eller elskværdig.. men en forførende vampyr" sagde han og hævede lidt det ene øjebryn, som han kiggede hen mod ham "det tager jeg skam imod hver eneste dag" sagde han og havde intet imod at være forførende, heller det end elskværdig. Det måtte Dracula skam gerne beholde, hvis det stod op til Darald.
Han kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvordan han kiggede sig over skulderen. Han tog bare blidt fat i skulderen som vende væk fra ham, og trykkede ham kort ind mod sig og gav slip med det samme igen "bare rolig, sker dig ikke noget" sagde han og havde det som om han gik rundt med et lille barn, i et eller andet mareridt.
Han nikkede bare kort over hans svar "okay, det kan ikke være så langt væk fra min lejlighed" sagde han og lod kort sit blik glide hen mod ham "du skal ikke være så bange, hvis du så ikke havde fortalt mig hvor du boet.. så kunne jeg nemt finde ud af det" sagde han og sende et smil til ham "din duft sidder fast i min hjerne, så kan vel altid finde dig" sagde han og kunne ikke lade være med at grine kort af det "som en eller anden stalker" sagde han og rystede kort på hovedet af det.

Da Darald gjorde Leonardo bemærket om at han udmærket godt kunne høre de små sidekommentarer han kom med, måtte Leonardo indrømme at han blev lidt flov. Han svarede dog ikke, men hans kinder blev en smule røde. Så maskulint. Leonardo har altid været flamboyant og været mere feminin end de fleste drenge, men det har aldrig generet ham som sådan.
Leonardo kunne ikke lade være med at smile, da Darald tog fat i ham. "Du går fra at ville æde mig til at vi er på berøring. Hvad skete der lige?" Han grinte dog og smilede for at vise at han ikke mente det på nogen forkert måde. Han havde på fornemmelsen at han skulle passe på med hvad han sagde til Darald.
Da Darald nævnte at Leonardos duft sad fast i hans hjerne blev han lidt chokeret. "Det lyder vildt. Jeg skal bruge lidt tid før jeg kan, men jeg kan følge en duft. Sådan spore den, som en hund. Men jeg er en ræv.." Leonardo blev lidt forvirret over hvordan han skulle formulere resten af den sætning, men han gav op. Nogle gange, havde han svært ved at formulere sig ordentligt.

Duften fra Leonardo blev lidt stærkere i det, når varmen steg i hans kinder. Duften som røg lige i næsen på Darald og blot gjorde ham mere sulten, han måtte bare holde sig selv under kontrol ellers ville det hele bare gå galt. Han havde nemlig aldrig prøvet at bide en anden også stoppe midt i det gode, så han tvivlede på at han ville efterlade Leonardo i live hvis han først sank sine tænder i ham. Det hjalp dog lidt på det når de kom udenfor, og de blandede dufte fra naturen og byen kom og blandede sig i det.
Han viste ikke om han skulle drille ham eller han skulle være sød, når han hørte hvad han sagde "jeg må vel have gjort dig så bange, at din højhat røg af. Jeg kan altså godt være venlig, så længe man ikke er flabet" sagde han og så hen mod ham med sit ene øjebryn hævet "du kan måske godt lide når jeg røre ved dig?" sagde han og kunne ikke lade være med at smile charmerende og blinke med det ene øje til ham, men han kunne ikke holde det længe før han gav et grin fra sig.
Han gik bare roligt ned af gaden, langsommere end han plejede for at være sikker på at han ikke gik flere meter foran ham "jaja det er vildt at kunne være en stalker" sagde han og gav et kort grin fra sig "ah så ikke kun din form der skifter" sagde han og prøvede at lyde som en der ikke havde regnet med at han også ville få dens sanser og bevægelser "kan du så også få dens sygdomme?" spurgte han om.

Da Darald ikke kiggede, hoppede Leonardo lidt hurtigt rundt for at komme af med de røde kinder og få følelsen af tiltrækkelse væk.
Derefter gik han helt stille ved siden af ham igen. Darald var charmerende og tiltrækkende, hvilket irriterede Leonardo, da han ikke havde brug for de tanker lige nu.
Da de kom udenfor og hen på fortovet, begyndte Leonardo at gå balancegang på kanten. En vane han havde tillagt sig efter han flyttede ind til Terre centrum. "Min højhat er skam stadig på! Utroligt nok, har jeg bare ikke altid sarkastiske kommentarer. Men jeg gætter vel på at du suger sådanne ting til dig?" Han kunne ikke lade være med at smågrine lidt af sin platte joke og spredte armene, for at kunne holde balancen bedre, men da Darald kom med sin lille kommentar om berøring, endte Leonardo alligevel med lige at miste balancen en smule. "Ti stille!" mumlede han og tog en dyb indånding. Han var ikke så god til at være offeret for flirteri. Det omvendte fungerede bare meget bedre for ham.
Det var dejligt køligt for Leonardo. Andre ville fryse, hvis de gik om natten, kun iført en tynd skjorte, men Leonardo nød det. Der skulle meget til før han begyndte at fryse, da han jo var en polarræv.
"Sygdomme? Njaa... Altså, rabies og sådan, kan jeg ikke få, da det strider imod mine menneskelige gener, vidst nok, men lopper og sådan, ja." Han husker med gru, dengang han havde lopper. Det var forfærdeligt, da Leonardo sætter sin hygiejne og renlighed meget højt.
Han har heller ikke haft lopper lige siden.

Darald tvivlede på at han ikke havde nogle sarkastiske kommentar, måske holde han dem bare for sig selv? Han kunne bare ikke lade være med at grine af det han sagde "jeg suger mange ting til mig, sarkastiske kommentar, sårbare personer, unge mænd som tror de er høje i hatten på det.. især den sidste ting, der er jeg en ren magnet" sagde han og hentydet faktisk kun til Leonardo, da det ikke ligefrem var det som tiltræk ham mest. Det var nok bare fordi han ikke selv kunne være lige så høj i hatten, endnu... Han regnede da med at han en dag ville blive en stor vampyr, med masser af penge og ikke mon også nogle tjenestefolk omkring hans fødder? Han var bare alt for ung til at det var gået i opfyldelse, men nu havde han jo også hele evigheden til at lade det ske.
Han lod bare sit blik hvile på ham, holde øje med hver eneste bevægelse som han tog. Han tog med en hurtigt bevægelse fat i hans ene hånd, når han var tæt på at falde og grinte kort der efter "nå nå nå, jamen så er jeg stille" sagde han og forsatte bare med at gå ved siden af ham, mens han holde i hans fingrespidse med sin ene hånd.
Darald lavede kort store øjne af det svar som han fik "lopper? har du haft lopper?" sagde han og grinte lidt af det, før han hurtigt stoppede op "ups jeg skulle jo være stille.. 1..2..3.. nu er jeg stille" sagde han.

Da Darald tog Leonardos hånd, kiggede han lidt overrasket, men sagde intet. Derefter fortsatte han bare med at gå. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige, så han gjorde hvad han var bedst til. Kom med en dum kommentar! "Godt! Jeg vil ikke høre et ord mere fra dig af, igle!" Han grinte og smilede til Darald.
De gik lidt i stilhed indtil Leonardo fortalte han har haft lopper. "Ja.. Lopper, okay! Det er yderst ubehageligt og ikke særligt rart, tro mig!"
Han så hurtigt hen på Darald og sagde så:"Stilhed, unge mand! Du skal gøre hvad de voksne siger!" På trods af Leonardos kommentar, var han ret så sikker på at Darald var ældre end ham. Han havde skægstubbe og bare generelt den der voksne aura omkring sig, mens Leonardo ikke kan gro et skæg, om det så galdt hans liv.

Der var en del af ham som nød at drille denne unge mand, nok på grund af den måde han reagerede på. Som om han ikke kunne tåle den flirteri som han mente Darald lavede, selv om han ikke helt havde gjort det med vilje "du kan jo godt lide at jeg røre ved dig, så hvorfor skulle jeg dog være ond at holde mine fingre fra dig" sagde han og prøvede virkelig at virke seriøs i det, selv om han nød hvert eneste øjeblik af sin lille drillende leg.
Han hævede let sit ene øjebryn når han hørte hvad han sagde, og skubbede blidt til ham "du ligner et barn på 4-5 år ? tror jeg er lidt ældre end det, jeg er en gammel mand forhold til dig" sagde han og var jo forgud skyld 61 år, eller snart 62 år. Han gik hen foran ham og begynde at gå baglænges, mens han holde sit blik mod ham "det er ikke mig som kan lide gamle mænd der flirter med mig" sagde han og smilte charmerende, mens han blinkede med det ene øje til ham.

Leonardo gispede fornærmet. "Jeg er bestemt ikke 5 år! Jeg er 25 om jeg må be." Han smilede skævt og så at de begyndte at nå ind til byen.
Da Darald kom ind foran ham, smilede Leonardo endnu mere og lagde hovedet lidt på skrå. På trods af at Darald havde traumatiseret ham, begyndte Leonardo faktisk at kunne lide ham. Det er så fucked, det her... tænkte han og grinte stille af sig selv. "Hvor gammel er du da?" Han så nysgerrigt på ham. "Er du sådan en vamyr, som har levet i flere tusinde år og gennem flere historiske øjeblikke?"

Det kunne godt være at Darald kunne være barsk og ufølsom, men for det meste så var han da en meget venlig person. Hvis man dog var venlig overfor ham, så var han bestemt det samme overfor en. Leonardo havde jo også forandret sig fra en flabede unge mand, til en mere venlig en af slagsen. Darald følte vel også lidt at han havde blevet udsat for nok denne nat, og skulle nødig blive udsat for andre ting. Han skulle jo også bare følge ham hjem, så han viste at han ikke blev slået ihjel denne nat.
Han kunne ikke lade være med at grine lidt af ham "25? da jeg var 25, så lignede ikke mit ansigt et barnenumse" sagde han og stoppede kort op, bare for at lade Leonardo indhente ham. Han lod et par fingre glide hen over hans kind, før han gav et lille nik fra sig "ja en barnenumse" sagde han og begynde at gå baglæns igen, mens han hævede sit ene øjebryn lidt. Han vende sig om og gik bare videre, med ryggen mod ham "nah, så gammel er jeg heller ikke... ikke endu... jeg døde når jeg var 27 år gammel.. og nu til dato, der burde jeg være en gammel mand på 61 snart 62 år" sagde han og vende blikket tilbage mod ham og smilte.

"BARNENUMSE!?" udbrød Leonardo. Han var stoppet op og stirrede chokeret og også fornærmet på Darald. "Mit skæg skal nok komme! I det mindste ligner jeg ikke en.. En behåret abekat!" Leonardo var fornærmet. En del. Skæg var et ømt punkt for ham, så han var lidt tøsesur lige nu, som man nok ville kalde det.
"Og i det mindste er jeg stadig ung, hr. Maillard og ikke en mand på 61, som holder sig godt, men det er underordnet!" Leonardo lagde fornærmet armene over kors og så ondt på Darald. Han gned sig dog lige lidt på hagen og surmulede over manglen på skæg.
Leonardo var 25, men havde et sind som en 17-18 årig. Han var en af de typer som aldrig rigtigt bliver voksen. Han holder sig ung og smilende.

Darald kunne godt mærke at han havde ramt et ømt punkt, men han var jo ikke ligefrem en af dem som undskyldte. Det var et ord som han kun anvende, når det virkelig var noget som han var ked af og noget som han havde gjort med vilje. Han havde vel heller ikke brug for at undskylde til en fremmede mand? det var vel også en lille chance for at han ville ses med denne mand igen. Han vende sit blik ordenligt mod ham og sende et svagt smil "dit barnenumse ansigt klæder dig.. mens mit abekat ansigt klæder mig.. håber jeg da" sagde han og kløet sig lidt i skægstubberne, før han hurtigt stoppede op igen "kan du måske ikke lide det?" sagde han og fandt et charmerende smil frem på sine læber.

Leonardo rystede på hovedet af ham og grinte. "Det klæder dig. Og tak."
Han smilede og tog en pakke cigaretter op af lommen. Han satte en i mundvigen og tændte. "Skal du have? Jeg skylder dig jo en." Leonardo rakte Marlboro-pakken til ham.
Han tog et sug og mærkede røgen fylde hans lunger. Leonardo nød at ryge. Det var dumt, ja, men han elskede det. Nikotinen, røgen og bare fornemmelsen. Han havde røget siden han var 15, til hans mors store sorg.

Darald viste da godt at hans skægstubber klæde ham, ellers havde han nok barberet sig noget oftere for flere år siden. Der var da bare en del af ham at høre en anden sige det, hvem kunne dog ikke lide at få ros for deres udseende? Måske dem som ikke kunne lide sig selv, men selv dem troet Darald nød at få ros en gang imellem. Det var bare dumt når folk ikke gad tage imod det, som om man stod og løj dem lige op i ansigtet. Det var en af grundende til at Darald var single, og ikke havde en køn pige ved sin side. Han synes bare at de var så grådige i det, når det kom til at få ros. Hvis man ikke gav dem ros, så elskede man dem bare ikke godt nok. Når man så endelig valgte at give dem ros, så fik man næsten ligefrem at vide at man løj for dem. Så nød han mere at have dem en enkel nat, også få natmad ud af det. Det var en af de gode ting ved at være vampyr, at han kunne skaffe sig af de der klistrede tøssebørn som troet at de ville få mere ud af det.
Der kom et lille grin ud mellem hans læber, som blev stoppet lidt så hurtigt som det startede ”du elsker det” sagde han og blinkede med det ene øje til ham, han kunne simpelt hen ikke lade være med at komme med sådan nogle kommentar til denne mand. Han kunne jo også lige så godt få så meget sjovt ud af det som muligt, han regnede alligevel ikke med at se den mand igen. Han ville bare få fulgt ham hjem, også var han ikke længere hans problem.
Darald gav et lille nik fra sig ”tak som byder” sagde han og tog en cigaret fra pakken, som han placerede mellem sine læber. Han fandt sin lighter frem og tænde for den, mens han tog et stort sug af den. Han lod røgen forlade hans krop igennem næsen, som fik ham kort til at lukke øjnene i ”så kan jeg tænke på andet end duften fra dig” sagde han og smilte charmerende til ham, som fik cigaretten til at vippe lidt opad.
De begynde at nærme sig mere og mere af den indre by af Terre, som fik Darald til at se sig lidt omkring ”du må heller vise vej” sagde han og kunne ikke selv finde vej hen til Leonardo’s hjem, ikke så længe han gik ved siden af ham i stedet for at være hjemme hos sig selv.

Leonardo rystede på hovedet af Darald og begyndte at føre vej.
De gik i retning af gågaden, da en af hans mange billeder hang ved et busstoppested. Det var en mørk og en lys kvinde der sad, viklet en smule ind i hinanden, og røg. Reklame for cigaretter.
"Hey! Det er en af mine billeder!" Leonardo smilede stolt over skulderen til Darald og gik så videre.
På trods af at han burde være vant til at se hans billeder sådan lidt rundt omkring, blev han stadig utrolig stolt og fik en varm følelse i maven. For 8 år siden havde han ikke regnet med at komme nogle vegne andet end i graven. Da Leonardo tænkte på det, blev han lidt stille og tog bare enkelte sug fra sin cigaret.

Darald nød jo virkelig duften fra denne mand, og faktisk lidt for meget i hans eget hoved. Han kunne næsten ikke lade være med at tænke over hvordan han mon smagte, måske som et stykke vingummi? eller som en sød dessert? han kæmpede virkelig med at slå disse tanker ud af sit hoved, og det hjalp bestemt at få en cigaret, så han kun kunne dufte røgen som kom fra den.
Han fulgte bare roligt efter den unge mand, mens han holde øje med hver eneste lille detalje af gaderne som de gik igennem. Han var bare en af de personer som nød at vide hvor han var, hvis det så var fordi han skulle flygte fra stedet eller kommer tilbage til det senere.
Han så kort hen på ham, før han vende blikket mod billedet. Det gik ikke andet end et sekund, før han stod foran det og studerede det. Da han havde løbet der hen i vampyr fart, og næsten var tæt på at løbe ind i det. Hans blik gled hen over hver eneste lille detalje af de to smukke kvinder, beundrede den skønhed som de nu havde. Han tog langsomt sin cigaret ud af sin mund, og tappede let sin ene finger på den "de er meget smukke" sagde han og vende kort sit blik tilbag mod Leonardo, før han gav et lille nik hen mod den mørke af kvinderne "hun ligner lidt en som jeg kendte før i tiden, lidt efter jeg var blevet forvandlet" sagde han og kunne ikke lade være med at smile lidt over det, som han satte cigaretten tilbage mellem sine læber.

Leonardo gik tilbage og studerede den mørke kvinde. "Jeg ved det ikke. Hun havde det bedst med, hvis jeg ikke kendte noget om hende, da det gjorde hende utryg." Han trak på skuldrene. "Mange af mine modeller har det sådan."
Leonardo kom til at grine lidt over det minde. Det havde endt med at de to kvinder og ham havde fundet vej ind til hans seng. Han vågnede dagen efter med kradsmærker og sugemærker over hele sin overkrop. Dog, havde han vågnet op alene, noget der altid ville give et stik i hjertet. Han vil dog aldrig nogensinde indrømme det til nogen, da han altid følte sig en smule flov over det. "Kom. Jeg bor lige herovre."
Leonardo tog et sidste sug og smed cigaretten i kloakken. Han pegede på skilten der lyste op i natten. Der stod med sirlige blokbogstaver Finnick Studios og skriften var hvid på en sort baggrund. I de mørke vinduer hang der billeder af de forskellige folk, dyr og objekter han har fotograferet.
Leonardo elskede at stå bagved kameraet, ikke foran. Det stoppede ham dog aldrig, når vennerne besluttede sig for at forevige nogle af de dumme ting han har lavet i enten beruset eller ædru tilstand.

Darald kunne ikke lade være med at grine lidt af Leonardo "det kan heller ikke være hende, hun ligger i en sø inde i skoven" sagde han med en stemme som afslørede at han ikke fortrød det, det havde vel været hendes egen fejl? hvor dum var man også lige at være i nærheden af en nyskabt vampyr, med en sult som 5 fuldvoksne mænd? Det var sådan han så på sine ofre, hvis ikke han gjorde det så havde han nok gået psykisk ned over at slå mennesker ihjel næsten hver eneste dag.
Han kunne ikke lade være med at tænke tilbage på den aften, og det var som om han stadig kunne dufte hendes søde parfume. Han slog hurtigt tanken væk atter igen, når han hørte Leonardo's stemme komme igennem. Han vende bare blikket mod ham og nikkede "okay" sagde han og fulgte bare efter ham hen til bygningen, og gik bare hele vejen hen til et af vinduerne "du er meget talentfuld" sagde han og så kort over på ham med et charmerende smil, før han vende blikket mod billederne atter igen.
Han nød selv at kigge på billeder af forskellige ting, der lå jo altid en historie bag dem alle og en fortid. Han kiggede kort ned på sit ur, blot for at se hvor meget klokken "nå.. men nu er du snart i sikkerhed" sagde han og tog cigaretten ud af sin mund, og kastede den ned af vejen.

Leonardo blegnede over det han sagde. "En s-sø?" fik han fremstammet.
Det fik Leonardo til at tænke over hvor dum han måske havde været.
Jeg har lige vist en vampyr hvor jeg bor. En vampyr der dræber folk. En af de vampyrer som suger blod. Han freakede sig selv fuldstændigt ud lige nu og han kunne mærke at hans transformation begyndte lige så stille. "Ja.. Sikkerhed! Det er dejligt!" Leonardo kunne mærke halen var vokset frem, hvilket betød at man kunne se noget pels der stak ud af buksekanten bagpå. Af alt der kunne ske, skulle halen komme frem.. Åh Gud.
Leonardo begyndte at grave i lommerne efter sine nøgler, mens han diskret prøvede at holde øje med Darald.

Darald tænkte ikke over at det var dumt at fortælle om sine drab, han havde jo gjorde ham bange en gang før denne nat. Det var heller ikke fordi der skulle meget til før han lag mærke til at han blev bange, duften af frygt begynde at blande sig i luften omkring ham. Han lod langsomt sit blik glide hen over mod ham, og hævede sit ene øjebryn af ham. Den mand var jo lige til at spise, som han stod der bange og ikke havde et eneste sted at flygte hen. Han begravede sine hænder ned i bukselommerne, blot for at være lidt mere sikker på at han ikke gik til angreb på ham. Han tog bare nogle rolige skridt over mod ham "efter den gåtur sammen med mig, så er du stadig bange" sagde han med en lidt skuffet stemme, selv om det undrede ham hvorfor han var skuffet over det. Han gad jo alligevel ikke se denne unge mand igen, eller havde han?
Hans ene hånd fandt hurtigt op af lommen, og placerede sig i nakken på ham. Han træk ham med et fast greb ind til sig "jeg har ikke skadet dig en eneste gang" hviskede han som han bøjede sig ned og lod sine læber berøre hans hals, han kunne ligefrem mærke hvordan hans blod pumpede sig rundt i halsen på ham, under sine iskolde læber. Han nappede ud efter hans hals, så hans tænder gav en høj lyd fra sig når de ramte hinanden. Han træk bare sit ansigt lidt væk fra hans hals, og betragtede den perfekte ud som ligefrem fortjente at blive bidt i "hvis jeg ville slå dig ihjel, havde jeg allerede gjort det" hviskede han og træk sig bare helt tilbage fra ham, mens han pegede hen mod døren "bare gå med dig" sagde han

Leonardos puls hamrede afsted. Nøglerne blev hamret i låsen og døren låst op. Den skræmte mand skyndte sig at hamre døren i, inden han endnu en gang denne aften blev til en ræv. Han stod og kradsede op af døren for at prøve at låse den, men forgæves.
Den snehvide ræv var ekstremt tydelig i glasdøren, da han sad foran ruden og stirrede forgæves op på låsen.
Leonardo kunne ikke gøre for det. Hans første møde med en vampyr, som slutter aftenen af med næsten at bide ham.
Det der dog irriterede ham, var bare mere at han nu sad i ræveform og skulle vente på at blive et menneske igen.
Han sad dog og betragtede Darald gennem ruden og fik dårlig samvittighed. Vampyren reddede jo hans liv?
En piven begyndte instinktivt at undslippe hans mund. Gud, hvor maskulint.. Leonardo rullede irriteret med øjnene. Han havde fundet ud af at hvis noget gjorde ondt eller han blev ked af det, mens han var i sin ræveform, begyndte han instinktivt at pive. Ikke så maskulint.

Darald havde jo ikke gjort en eneste skade på denne mand, eller jo måske lidt psykisk. Han kunne dog slå ham ihjel flere gange igennem aftenen, men havde kæmpet for ikke at gøre det. Han havde endda været venligt og fulgt ham hjem, så han var sikker på at han ikke kom til skade. Han så bare hvordan ham hamrede nøglen i låsen, og virkelig kæmpede for at komme væk fra Darald. Han rystede bare kort på hovedet af ham, som om Darald ikke kunne nå at hive fat i ham.
Han så bare hvordan den unge mand, langsomt blev mindre og mindre bag ruden. Han viste jo hvorfor det skete, han havde jo Leonardo bange.
Darald havde alligevel regnet med et tak eller noget, og ikke at Leonardo blev bange for ham igen. Han opgav dog alligevel et eller andet sted, og tog bare sin pakke cigaretter op af lommen. Han placerede en mellem sine læber, før han tænde for den. Hans blik gled hen mod den pivende ræv, og gav et lille nik fra sig "farvel Leonardo" sagde han som fik cigaretten til at vippe svagt op og ned, mens han fik snakket færdigt.
Mad... det ville faktisk været godt at få noget af. Det var den tanke som lå i hans tanker, som han begynde at bevæge sig ned af gaden.

Leonardo så efter Darald og sukkede. Det var typisk ham at gøre noget så dumt. Han blev menneske igen og rejste sig langsomt op.
Døren blev låst og han bevægede sig ovenpå.
Leonardo låste døren op til selve lejligheden og nåede næsten ikke at låse bag sig, før skoene og skjorten røg af.
En cigaret blev tændt og han gik ud i køkkenet. Leonardo trak en stol ud og satte sig ved det sorte bord, foran askebægeret med en øl i hånden. "Hvad fuck har jeg gang i?" mumlede han og gned sine trætte øjne.
Leonardo tog et hiv af Marlboro'en og så rundt i den halvmørke lejlighed. I feel like shit.. Det var disse aftener, der var værst. Det var disse aftener der bragte minderne tilbage. Minderne fra den lukkede. Månelyset der skinnede ind af vinduet fik de store dybe ar på hans håndled til at virke endnu mere groteske.
Det var ikke fordi at han stadig havde sådanne tanker. Langt fra!
Han havde bare ikke lyst til at tænke på de forfærdelige minder længere.
I feel like shit...