A new beginning ~ Vaaske

af **Amora** Lør 3 Jan 2015 - 23:37

Tid :: Midnat.
Sted :: Lufthavnen. Lige ankommet.
Vejr ::
Det er nymåne, en kold vinternat og alt er klar til, at 2 vampyrer kan indtage stedet.
Omgivelser ::
En god sjat mennesker er lige steget af det nyligt landede fly, mens andre venter på en af de sidste afgange inden morgenflyene tager over
Forbeholdt :: Vaaske.
~**~

Det var sjovt. Man skulle tro, at man med tiden ville vende sig til at flyve, når man havde oplevet det utallige gange, men ikke helt endnu. Det var en af de seneste afgange med et mindre lokalt fly fra Alaska. Flyet havde ramt meget turbulens på turen mod Frankrig. Og for at være mere præcis: Di Morga. Flyet var tydeligt et privatfly, der havde sit hjem i Alaska. Det var "Alaska Private Airline", der gav flyet væk for, hvad det var.

Flyet landede med en elegant ro, den af udseende unge vampyr ikke havde set komme. Turbulensen havde været af større karakter i løbet af turen. For vinduerne var der mørklægning, der sørgede for, at solen ikke var sluppet ind under den lange tur. Nu var det nat, og de var begge klar til at indtage en ny by. Ved siden af vampyren Amora gik en elegant herre. Det var tydeligt, at hun respekterede og så op til ham. Nej, mere end det, mere end ord kunne beskrive. Men nok om det!

De var blot kommet ind i lufthavnen med deres bagage, før der begyndte at herske en dyb stilhed iblandt de få væsner, der endnu var at finde i lufthavnen. Skønt de havde deres bagage med på privatflyet, så kunne de ikke undgå, at de skulle forbi dem, der ventede på kufferter. Her var der blot 5 væsner at finde. Amora havde ikke skænket det en tanke, før en vampyr trådte frem med et lusket, køligt og ondskabsfuldt smil.

"Nyt blod! Jeg har glædet mig!" Hans lave hvislen var nem at opfange for en vampyrhørelse, og først i dette tilfælde gik det op for hende, at det var vampyrer. Et øjeblik af uopmærksomhed, og så skulle der allerede ske problemer? "Kom gutter! Lad os vise dem, hvem der styrer Di Morga!" Forsatte den samme vampyr, der tydeligvis måtte være lederen af de 5 vampyrer, Amora bedømte til at være yngre end hende selv og Vaaske. Med en hurtighed kun en vampyr ville kunne mestre, havde de 5 vampyrer slået ring om Vaaske og hende. Hun himlede træt med øjnene, inden hun lod blikket falde på Vaaske.

"Har vi overhovedet tid til det her?" Ordene kom med en spørgende, påtaget træt stemme, som var det en ekstra arbejdsopgave, der ville tage tid, før man kunne få fri fra arbejde. Amora lagde hovedet på skrå og ventede på, hvad de unge vampyrer havde i sinde.

af Gæst Søn 4 Jan 2015 - 0:25

Selvom turen fra Alaska til Di morgan havde taget på ham, så havde det været noget han var nødt til. Sidste gang han havde sat sine fødder her, var for en menneske alder siden, så han havde endnu ingen bekendte her, eller, muligvis var der nogle som han ikke havde set i mange år. Denne gang var han dog der med Amora. Netop som flyet var landet, var han nærmest fløjet ud af flystolen og stod henne ved døren for at komme udenfor, og hvilken.. næsten vidunderlig kold brise der var, selvom han havde levet i så mange år, så var der intet som at befinde sig udenfor efter en lang flyvetur.
Selvom han havde kendt Amora I over 1.000 år, så havde de et forhold som ikke kunne beskrives, han kunne gå så langt at sige at han faktisk elskede hende. Selv deres historie sammen virkede som om det havde været planlagt at han skulle forvandle hende for så lang tid siden, hvilket også havde været en faktor i hvorfor han holdt så meget af hende.
Selvom de unge vampyrer prøvede at spille op foran dem, så var dette da en total latterlig opførelse, vidste de ikke hvem Amora og han var? Tåbeligt, intet andet kunne beskrive deres naive opførelse.
de var ikke engang tætte på at være ældre, og alligevel spillede de op foran ham, som snart rundede de 10.000 år, og Amora som tydeligvis var en ældre vampyr.
”Hvor jeg hader velkomstkomiteter, især når de er så ringe” Vaaske drejede kort sit hoved imod Amora, og hans øjne udstrålede bare, lad ingen overleve, selvom han ikke brød sig om at dræbe sin egen slags, så var disse ikke engang tætte på at nærme sig noget som han ville fortryde at have på samvittigheden over mord.
Med sine tasker slynget over skulderen lød der blot et enkelt bump på jorden da de ramte jorden, og allerede stod han med blod ud over sig, to af de fem vampyres hoveder var revet af, og igennem dem sad der yderligere en træpæl hvor hjertet er placeret. Et nærmere kig på Vaaskes taske og man kunne spotte at den var blevet åbnet uden at blive lukket, derudover kunne man spotte i den åbne taske samtlige remider til at dræbe diverse væsner med. Hvorimod i den anden lukkede taske var der diverse beklædningsgenstande. Vaaske drejede sit hoved og en knækkende lyd lød fra hans nakke af, hvorpå han vente sig om mod en tredje vampyr, som ihærdigt prøvede at bruge hans evner, hvilket tydeligvis ikke lykkedes for ham ”Tsk..tsk..tsk” lød det fra ham, hvorpå han tog nogle skridt nærmere ham, den unge vampyr knøjs var tydeligt ved at gå i panik inden at han havde tænkt sig om, sad der også en pæl i hjertet på ham ”patetisk” lød det fra Vaaske, som vendte sig imod Amora ”Du må gerne udslette resten af dette rakkerpak, de fortjener ikke at være blevet adlet” Vaaske gik over til sine tasker og smed dem over sine skuldre igen, med et henkastet nik i Amoras retning om at hun endelig skulle fjerne dem som stod i vejen for dem.

af **Amora** Søn 4 Jan 2015 - 16:13

Amora holdt sig i baggrunden for det, som Vasske formåede at gøre på uendeligt kort tid. Der var nærmest kun gået et blink med hendes lange, fine øjenvipper, før det første dødsfald var fundet sted. Havde hun været mere opmærksom, da ville hun nok sagtens kunne have set det komme. Et fornøjet smil bredte sig om de fyldige læber, idet hun trådte et skridt frem. Tre små metalkugler kom op af den sorte frakke, der langsomt begyndte at ændre form. Endnu en vampyr faldt. Bump!. Smilet voksede endnu mere, trak i mundvigene og skabte et blik, der var en vampyr værdigt. Et blik for et rovdyr!
"Åh, hvilken skal at de måtte falde på den måde!" En lavmælt, smuk latter forlod læberne og hendes blik rettede sig mod en af de to sidste stående vampyrer. Vaaske havde gjort det af med sin tredje vampyr. Bump! Smilet voksede. "Åh, Vaaske! Hvilken ære!" Hendes stemme blev legende, som var det en spindende kattekilling, der havde fået sit første stykke legetøj. Blikket blev rettet imod en af de stående vampyrer, der med væmmelse, frygt og sorg betragtede sine faldne venner. Hovedet blev lagt på skrå, og røde lokker dansede.
"Det kommer ikke til at gøre så ondt..." Forsikrede Amora den ene vampyr med en lavmælt, salig hvisken og trådte blot tættere på. Hun rystede på hovedet og endnu en latter brød overfladen for stilhed. Man ville i dette øjeblik ikke kunne høre andet end en af de yngre vampyrer, der bakkede bagud. Amora fandt sin chance her! Hun holdt hånden frem, lod sig selv finde koncentrationen, hvoraf et violet lysglimt hurtigt fandt sted. Amora trådte frem med sin vampyrhastighed og forsvandt... De tre metalkugler var blevet sat sammen, og de fandt deres vej rundt om halsen på den ene vampyr og naglede han til væggen bag sig. Amora dukkede op ved siden af ham, lod ham se træpælen, inden hun med et ondskabsfuldt smil jog den ind i hjertet på vampyren. 4 døde, en levende.
"Vaaske, min kære! Jeg har fundet mit offer!" Stemmen havde ændret sig til en mere blød, rolig stemme. Lyttede man efter, ville man kunne spore, hvor meget hun respekterede Vaaske. Sin skaber. Øjnene fangede den sidste vampyr, og blikket blev næsten helt ekstatisk. "Han skal være mit offer. Mit væsen, jeg bringer til sin death sentence!" Atter fangede Amora's blik Vaaske, inden hun med sin hastighed sørgede for, at hun var ved siden af den sidste vampyr.

af Gæst Søn 4 Jan 2015 - 18:46

”jeg er vist ved at blive en smule rusten, hvis du kunne følge med mig der? Men så igen..-” et fordrevet smil løb ad hans læber, da han vendte sig om imod Amora, som lige havde formået at negle den fjerde vampyr fast til væggen, et smil flød over hans læber og et fnys kom der ligeså ”-.. Det er højest unfair overfor disse herre løse gadekryds at du vælger at negle dem fast min skat” Vaaske var i løbet af ingen tid over i sin taske og hade taget to sølv pæle op af tasken, selvfølgelig var de speciel lavet til ham og Amora, da der ligeså var indgraveret i dette tilfælde hans navne i dem og et latinsk tryk på dem ’Må du hvile i fred’ stod der, ligeså var der til at holde omkring dem et gummi bånd som var let at fjerne igen. Et fordrejet ondt smil skød atter frem på hans læber da han hørte Amoras plan ”Min Amora, dog, har du i sinde at dette gadekryds, denne usling? Skal få en True Death? Jeg mener, selv din kat..” Vaaske spejdede ihærdigt rundt omkring for at se hvor fanden katten nu var stukket af henne, dog uden held, havde hun glemt sin kat også? Eller havde han bare ikke taget notits af dette krapyl ”-…Som jeg ikke ved hvor er lige nu… kan bruge dem som kattebakke” Vaaske grinede smørret og en kvalt latter udskød fra hans læber, end ikke støvet på gulvet nåede at flytte sig, før at han stod bag den sidste vampyr, og havde hugget de to sølvpæle gennem knæhaserne på ham, blodet sprøjtede ud af den unge vampyr som faldt krampe agtigt ned på jorden, duften af vampyrens hud som langsomt ætsede omkring sølvpælens indtrængen i ham ”Hvis du virkelig mener det, så skal vi da også sørge for at dit offer ikke stikker af” selvom det ville være umuligt for den stakkels unge vampyr at stikke af, som straks var begyndt at bede for sit liv.
Selv havde Vaaske undgået at få blod på sig den åh så drabelige velkomstkomitet som tydeligvis havde fejlet at sætte et mareridt i dem, man kan vel sige at det gik lidt anderledes end forventet, to af dem lå døde med af revnede hoveder, og de to andre havde pæle igennem deres hjerte, og den sidste lå sammenrullet skrigende af smerte, med sølvpæle gennem knæhaserne så han ikke stak af.
Amora og Vaaske var lige ankommet til Di Morgan og de unge væsner prøvede allerede at spille op, dette var i sandelig besværligt, og samtidig så en anelse underholdende, unge individer som bare ville prøve på hvad som helst, der ikke besad den samme råstyrke, og finesse. Vaaske hev fat i den unge knøjs og greb fat omkring hovedet på ham med en så voldsom styrke at modstand ville være nytteløst ”Hør her min unge ven.. Jeg er næsten 10.000 år gammel, og mit afkom der er næsten 1.000, at din lille gruppe patetisk prøvede på at..-” Vaaske blev afbrudt da den unge vampyr prøvede at stride imod, presset blev blot hårdere og den unge vampyr skreg i smerter, hvorpå blod begyndte at titte frem fra hvor Vaaske havde fat, ligeså kunne man se hans øjne begyndte at blive mere rødlige, ligesom Vaaske også begyndte at ændre sit udsende ”-..Hør på mig maddike du overlever kun lige nu for at mit afkom sørger for du får solen at se, det er en ærefuld død, så tag den som det kommer eller jeg personligt vil sørge for at du vil blive holdt i live, men kun lige på nippet til døden, så du ville ønske at du var død, jeg vil sørge for at det vil føles som at være i helvede” Vaaske gav slip på den unge vampyr og hans udseende ændrede sig atter tilbage til det normale, et smil vendte tilbage på hans læber, og inden længe havde han også grebet fat i sine tasker og lukket dem igen.”Kommer du Amora?” Vaaske var allerede på vej væk fra lufthavnen, og havde svøbt de forhenværende vampyrer ind i benzin og sat ild til dem.. blot for at sørge for at normale mennesker fandt ud af det fandtes vampyrer ”Husk nu din fange, min skat” Vaaske vendte sig om igen og pegede på den sidste vampyr.

af **Amora** Ons 7 Jan 2015 - 17:28

Amora påtog sig en fornærmet, da Vaaske kiggede sig omkring efter hendes kat. Hvorfor skulle hendes 'højtelskede' kat dog benytte en vampyr som dettes aske som kattebakke? Det var en fornærmelse overfor hendes kat! Og dog... Ondskaben bag en plan var genial. Hendes navajo-kat ville være nødsaget til at bruge denne kattebakke, hvoraf en pestilens af en vampyr var afgået ved døden på en højest tilfredsstillende vis! Vaaske ville ikke være i tvivl. Hendes påtagen fornærmelse gled over i en tilfredsstillet mine, imens læberne gled op i et fornøjet smil.
"Vaaske, min kære! Hvilken fortræffelig ide! Denne maddike af en vampyr vil gøre mere gavn ved sin død, end ved sit levende jeg.." Amora skævede med afsky til vampyren, som Vaaske var ved at tortere på højest ubehagelig vis. Hun skar en grimasse, da hun for et kort øjeblik forestillede sig, hvor ondt denne gerning måtte føles. Om ikke andet var det en mere medgørlig, rolig vampyr, der nu tiggede og bad i en hvisken om sit liv. Hans hvisken var pinefuldt, øjnene bedende og kropssproget trukket i direkte smerte.
"Bare fordi jeg er selvskrevet til medlemskab i reden, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil nyde godt af denne prøvelse, min kære Vaaske." Amora blinkede hurtigt i kæk gestus med det ene øje, hvorpå hun atter vendte sin fulde opmærksomhed på vampyren på gulvet. Hun satte sig på hug ved siden af den, og med en næsten medmenneskelig, selvfølgelig påtaget, næstekærlighed lød hendes spørgsmål langsomt;
"Jeg kan ikke dræbe en, hvis navn jeg ikke kender... " Øjnene så dybt ind i hans, ignorerede tydeligvis den ivrige bøn, der lå dybt i hans rødlige øjne. Med en let, nidkær latter vendte hun hovedet på skrå, betragtede ham med en utrolig interesse. Hans psykiske styrke havde været nem at gennemtrænge. Stoltheden og styrken havde været hans standpunkt, hans støttende søjler for hans styrke. Og nu var de brudt ned, en for en. Og her var han, i sit mest ømme øjeblik, bedende og hulkende uden evnen til tårer. Han var nedbrudt. Fanget af sin triste skæbne. Amora havde altid beundret Vaaske for hans metoder, der havde været en stor inspirationskilde i hendes studie af den menneskelige psyke. Han var grunden til, at hun havde opnået denne vidunderlige interesse.
"You'll never know!" Hvæsede vampyr i afsky og afmagt på gebrokken fransk. I det øjeblik gled vreden igennem Amoras øjne med næsten vampyrlig fart, alt i takt med hendes fod, der med hurtig og sikker precision ramte mod vampyrens kæbe. Lyden var et bevis på, at den måtte være gået af led. "Jeg hader, når andre får mig til at bruge så menneskelige metoder!" En skuldertrækning blev det eneste hun lavede det, som fejede hun det bare væk. Hendes hånd greb ham om halsen og hev ham på fødderne igen.
"Athanasia, kom så!" Kaldte hun med blid stemme, og i det samme kom en sort kat løbende frem fra bag en stak kufferter. I munden havde den et gavebånd, Amora ikke havde den fjerneste ide om, hvor hendes navajo havde fundet henne. Med et nik til Vaaske tilkendegav hun, at hun var lige i hælene på ham.

af Gæst Tors 8 Jan 2015 - 18:22

Ah der var den endelig, Amoras lille forkælede Navajo som kun betød så meget for hende, indtil hun blev træt af den, og valgte at skille sig af med dyret, hvorpå en ny ville tage dens plads, dette var set så mange gange før, og det ville ske så mange gange endnu, men hey, så længe hun da havde en sådan glæde i livet, så ville ingen skade ske, selv havde han ikke ligefrem et kæledyr at holde af, eller det kunne diskuteres hvor meget at Armoa egentligt holdte af sit kæledyr, men for Vaaske havde han både Amora og Andromeda, som han holdte meget af, og han så dem begge som sit afkom, dog alligevel på to vidt forskellige måder, og samtidig med det, så var de piger også vidt forskellige, men alligevel havde de formodet at komme godt ud af det med hinanden på, så noget måtte han havde gjort korrekt som skaber.
Hvilket han vel også fortjente at få lidt respekt for? Anyways, det var ikke tiden til at stå og falde i staver over hans egne fantastiske evner som skaber, efter hans eget hoved da.

Selvom det ikke ligefrem kom bag på ham at Amora igen spillede på følelser og en form for ridderlig overfor den dødsdømte vampyr, så var det meget ondt, at give ham blot et håb om frelse ved at agere menneskeligt, ikke patetisk, men specielt, en egenskab han ikke ligefrem selv gad prøve sig med, hvis han ønskede noget, tog han det, først ville han bruge sin stemme, og så dernæst, hvis dette ikke virkede, så ville det ende som det havde hændt den dødsdømte vampyr og hans venner, i vold.

”Amora, enten dræber du ham, eller også slæber du pjokket med dig, du skal da ikke bare lad ham ligge der” Vaaske pegede kort på vampyren indtil et lysglimt fyldte rummet, og vampyren forsvandt, sammen med ligene, intet af dem var tilbage, og på grund af det kraftige lys som pludselig kom, dækkede Vaaske sine øjne til, indtil at der atter var okay at se igen ”Fandens!” udbrød Vaaske, den unge vampyr havde alligevel kunnet undslippe på grund af afstanden imellem dem, hvilket havde vist sig at den unge vampyr åbenbart kunne forsvinde ud i den blå luft.. hvilket ikke kunne tolkes på en god måde, trods alt, så havde han overlevet, og ligeså kunne han skaffe sig allierede der skulle komme og jage Amora og ham selv, men så igen, et velsmurt smil blev dannet på hans læber, hvorpå en latter udbrød fra ham ”Åha Amora, det ser ud til at vi kommer i optøjer med nogle flere end hvad vi selv troede” Vaaske var dog alligevel helt rolig, de to sammen, kunne umuligt tabe, dog for en sikkerhedsskyld, måtte der tages nogle forholdsregler, hvorpå han hurtigt tog og smed den ene af taskerne på jorden og fiksede to pistoler op som han kastede over til Amora, og yderligere tog han en revolver til sig selv ”Husk nu at rette løbet mod dem, og skyd, vi ved ikke hvor mange der kommer, og yderligere, hvor gamle de er, de er nok ikke ældre end jeg er, men det er just in case” selve pistol kunne være hvilken som helst, dog så på grund af at det nu var ham havde han valgt at give hende to Beretta’er (92FS) og sig selv en colt revolver 1860 som selvfølgelig var renoveret til at bruges i dag såvel som dengang, grunden til at han selv havde taget denne var udelukkende fordi han havde sin alder, hvor Amora var noget yngre. Selvfølgelig virkede almindelige kugler ikke, så det var rent sølv dyppet i vievand og selve vandet var velsignet af en engel for så mange år tilbage som han havde narret, lidt ironisk var det at bære rundt på våben som kunne bruges til at udslette ham selv med. Dog kunne han ikke lade være med at smile til Amora, som et tegn på at alting nok skulle gå godt alligevel.

af Sponsoreret inhold

A new beginning ~ Vaaske

A new beginning ~ Vaaske

Sv: A new beginning ~ Vaaske

Sv: A new beginning ~ Vaaske

Sv: A new beginning ~ Vaaske

Sv: A new beginning ~ Vaaske

Sv: A new beginning ~ Vaaske

Sv: A new beginning ~ Vaaske