Final Beginning ..Lukket..

Mon ovnen stadig stod tændt? Langsomt ville varmen snige sig ud mellem sprækkerne i lågen, lede efter faste genstande at brænde på. Udvikle sig til en spinkel flamme, der grådigt begyndte at spise sig fed. Latteren ville være som en tørre gnister, der ville sprede sig og sammen forkulle det hele. Brædderne, der udgjorde trægulvet. Det gullige tapet, der var klistret op af væggen, lavet af mursten. Flammerne ville brøle, og ikke være tilfreds med en enkelt 2 værelses lejlighed. Ilden ville brede sig, og på under en time, gnaske løs af hele den mellemstore bygning.
Hun rystede tanken af sig, der havde fulgt hende igennem gaden og hele vejen til metrostationens ventepladser, som en midlertidig paranoia. Slog løs på hendes andre tanker, og krævede at blive lagt mærke til - bruge hendes fulde opmærksomhed. Det var ikke ligefrem nemt, at ignorere noget, der kunne være skyld i hendes hjemløshed og andres tab af liv. Hun havde efterhånden lært tvivlen at kende, som så mange andre, der langsomt blev usikre på deres egen hukommelse. Langsomt ville det tvinge hendes sind i knæ, piske den, og ligefrem prøve at hive hende hjem igen. En glimrende grund til at flygte tilbage til de trygge mure, hvis ens fremtid syntes at være et besøg hos svigermoren. Eller som mange gifte mænd kaldte dem, for at understrege deres frygt for det gamle kvindemenneske, med alt for mange ben i næsen: Svigermonsteret.

En rusten, skrabende og yderst irritabel hyletone lød ud over hele stationen, der nærmest rystede af det kommende togs fremkomst. Det fik Troya til automatisk at svinge hånden op, og dække for det højre øre, med sammenknebne øjne. Den var ubehagelig nok til at give hende forestillinger om en midlertidig tinitus, der herskede over både venstre, højre og midterdelen af hendes hjerne. Den pludselige bevægelse fik plastikposen, der hang fast på armen, til at svinge nervøst. Det udløste en klagen, fra det ustabile stof af plastik, der vred sig under bevægelserne. Troya blev opmærksom på jordens stabile væremåde, der ikke længere føltes som en svag start på et jordskælv, og stillede sig på tæer. Menneskemængden var stadig voksende, og det var svært at få et udsyn, selv når man som hende var de godt 179 centimeter i højden.
Toget var i sigte, og om under 1 minut, ville det igen forsvinde igennem tunnelen, som en enorm slange af metal. Hun beregnede kun kort afstanden, før at en tilfældig person kom til at hamre skulderen direkte ind i hendes. Det resulterede i, at Troya for en kort stund mistede balancen, også af at have været stået på tæer, og mistede derfor toget imod hendes hjems egn. Forbandet!

"Hey! Prøv lige at se dig for, din store idiot!"

Det var instinktivt, at hun havde råbte det ud i offentligheden, disse aggressive ord. Men, da det jo var den tilfældige herres uopmærksomhed, der havde været skyld i en fornyet ventetid på 20 minutter, var hun simpelthen bare blevet vred i et sekund nok til, at det bare var røget ud af hendes strube og mund. Den frie hånd, der ikke stadig bar på plastikposen og dens indhold, var knyttet sammen til en hård næve. Godt nok var hun på de retfærdiges side, og kendte skam til Guds regler osv.. Men derfor skulle manden ikke bare skubbe til hende, uden at give det mindste tegn fra sig. Ikke engang et tavst undskyld, eller en vrikken med skulderen havde han sendt hende, efter at have ødelagt hendes chance for at komme på toget. Fingrene gned tættere på hende, forstærkede nævens kampdygtighed, i tilfælde af et slagsmål. Hendes udtryk udviste både fornærmelse, men også ypperste vrede, over denne ubehøvlede adfærd, han havde udvist. Hun gned tænderne imod hinanden, prøvede at dæmpe nerverne, der på få sekunder var blevet ophidsede.

"Vend dig om, tag et ansvar og sig undskyld!"

Metroen summede af mennesker og liv. En masse forskellige personer sad rundt omkring. Stirrede længselsfuldt ud, så indersiden af deres øjenlåg, hørte musik eller var i gang med en vild diskussion med sidemanden. Der var en spredt blanding af de forskellige ting, rundt omkring i den vogn, hvor en yngre kvinde sad.
Hendes blik var rette ud i luften, hvilket allerede havde gjort en mand utilpas. Han havde rejst sig uden at sige et ord og var stege ud på stationen før. Cholé havde ikke så meget som rystet på hovedet, blinket eller sagt et ord. Hun var tavs.
Hendes højre tommel og pegefinger pillede lettere nervøs ved hulerummet mellem hendes kraveben og nøgleben. Efterhånden var området blevet en lettere rød farve, da hende hud var utrolig følsom lige det sted. Alligevel blev hun ved. Det var det eneste, ud over hendes vejrtrækning, man kunne fornemme.
For første gang i længer tid, rettede hun lidt på sig. Blikket blev rettet ned mod hendes skød, hendes hoved blev bøjet en smule forover og hun begyndte nu at studere de blanke, neutrale negle.
Da en kvindelig person gik forbi hende, fyldte en stærk parfumeret duft, hendes dygtige næse. Hvis hun ikke tog helt fejl, var det en Chanell parfume af en slags. Cholés næse havde sans for den slags underlige dufte.
Blikket som før havde hvilt på de blanke negle, blev rette ud af det vindue der var lige ved siden af hende. Der var intet specielt at kigge på. Om lidt ville de være på den næste station. Der havde hun ikke planer om at stoppe. Men på stationen efter, ville hun stå af. Se noget andet for en gangs skyld. Opleve noget nyt. Noget andet end det sædvanelige. Livet kunne være kedeligt nogle gange.

Metroen sænkede farten mere og mere. Den pivende lyd, kunne høres helt ind i vognen. Flere omkring hende, jamrede lavmeldt. Men med Cholés øre, kunne hun opfatte alle dem, der ud tryggede ubehag ved den rustne, hørelsesødelæggende lyd.
Metroen stoppede op på stationen. De fleste rejste sig op. Pludselig blev der meget tomt. Der var kun få tilbage i den vogn hun sad i. Der blev meget stille.
Stilheden gjorde Cholé utilpas og hurtigt kom hun på benene. Stilhed havde altid været noget, hun havde været så skræmt af. Hun havde været alene hele livet og stilheden havde altid været over hende. Hun havde kun haft sin ugle at snakke med. Det havde været et ensomt liv.
Cholé hørte nogle råbe og vendte hurtigt opmærksomheden hen mod kilden til dette raseri. En kvinde. Hun råbte af en eller anden mand, der tydeligvis havde gjort et eller andet. Måske skubbet til hende eller noget? Cholés opmærksomhed var kun rettet mod dem.

Klik, klak, klik, klak..
Cholé hastede efter denne mand, som kvinden tydeligvis råbte af. Han skulle sige undskyld til hende han havde generet, koste hvad det ville. Cholé tog gerne imod slag, hvis manden blev gal. Men hun kunne ikke holde tanke ud, at nogle ikke var venlige mod hinanden. På den måde virkede hun meget hippieagtig, hvilket hun var lagt fra.
Da hun kom op på siden af manden, rev hun roligt fat i hans bluse.
”Goddag, min gode herre.. Der er lige nogle jeg mener du burde give en undskyldning til..”
Alt imens hun roligt snakkede til ham, trak hun ham med hen mod kvinden. ”Sig så undskyld..” Cholés stemme var rolig.. Hun ville helst ikke skræmme manden.

Efter dagen før var Arthur ikke så vild med toge men han var besluttet på at tage hjem. Hjem til hans hjemland. Hjem til... Han kendte ikke navnet på landet mere men det var nok det land.. Arthur holdte sig for sine sarte øre da lyden udbrød for at markere det næste tog. Hans tøj var pakket i en lille kufert og hans våben i en større kufert. Hans nye armskinne låg spændt fast på hans venstre arm og gav han en unødvendig styrke. Arthur havde altid haft styrke og kræfter til at forsvare sig så hvorfor bruge den her? Han havde seriøst ingen anelse. Han skammede sig over at ikke havde sagt dette til Angelin eller sine trolde men whatever, det kunne klare sig selv. Det kunne Arthur også. "Angelin..." mumlede han for sig selv og tænkte på den strimmel af hendes kjole han havde i jakke lommen. "Nå Di Morga.. så siger vi farvel for en stund.. var?" mumlede han og ventede på det næste tog til lufthavnen. Diskussioner var noget han gav sig til at kigge på imellem tiden. En gammel tosse som skændes med sin søn, en kvinde der skændes med en mand og fik hjælp af en anden.... og.. vent. Den mand skulle have noget hjælp. Mændene var det stærke køn. Det måtte kvinderne indse. Han greb kuffertene med den arm der bar armskinnen og mærkede kuffertene blive lette som fjer. Hurtigt løb han over ved en af den håbløses mands sider. "Pfh. Kvinder kvinder kvinder. Manden var tydeligvis travl så han burde da ikke blive skældt ud. Eller skal hans chef nok gøre det hvis han kommer for sent til noget. Ikke? Jeg forslår at i siger undskyld til manden for at spilde hans tid... fjolser!" hvæssede han til kvinderne og klappede manden på ryggen. "Du kan bare gå, jeg ordner det her." sagde han venskabeligt selvom han ikke havde andet end foragt og had til overs til alle i Di Morga. "Og hvad jer angår, så må i -" sagde Arthur og rømmede sig forsatte med en klassisk madame stemme "- Thitathita, værsgo og trippe af sted til fest.. Eller hvor pokker i nu skal hen" sagde Arthur til sidst med sin grove mande stemme.

Ha, Arthur ville gerne se dem stikke den. Selvom det var let. Arthur var ikke politisk godt men han kendte til retfærdighed... det gjorde han skam. Hvis hver en indbygger i Di Morga døde ville det være retfærdigt. Ikke? Nej selvfølgelig ikke. "Nå jeg har ikke mere at gøre her... Hej." sagde Arthur og forsvandt ind i mængden. Eller hans hoved kunne stadig ses tårne sig op over de andre. Masken af sortelver kranie bekyttede ham imod at kigge ned.. Ned hvor små forkælede unger havde bundet hans snørebånd sammen. Så faldt Arthur så lang han var. Inde under masken rassede Arthurs ansigt af had. Han skyndte sig at binde snørebåndene op og binde dem rigtigt og spejdede efter rollingerne som sikkert allerede havde forsvundet ind bag mængden. "Nå vil i lege...?" spurgte Arthur. Et par lange horn brød den gamle og svage maskes pande og groede
ud. "Så lad os lege.." sagde han og maste sig igennem folke mængden og fulgte lugten af våd ble. Til sidst fandt han to små børn klamre sig op til deres mor og rystede af skræk. "Undskyld frue, deres børn har lavet numre med mig.. jeg vil helst give dem nogle prygl ja men det ville være højt upassende... så ved du hvad. Jeg dræber jer bare!" sagde Arthur og jagtede dem. Fruen forsøgte at løbe men faldt i hendes høje hæle og børnene løb videre. Arthur løftede hende let op med hans venstre arm og rev hende med sig og hev hende op af trapperne og efter børnene. "Skidt pyt..." sagde Arthur og smed damen op på den nærmeste rulle trappe. Han ville yderst gerne give børnene nogle ordenlige tæsk men hans tog gik snart og han ville helst være der til tiden. Han satte i løb ned af trapperne og ventede uden for glas væggene der indrammede tunnelen på at hans tog skulle komme. Imens han ventede betragtede han runerne i hans armskinne. De sjove tegn.. tænkte Arthur og børstede brun hårlok væk fra øjet.

Hele hendes krop løb. Skubbede til de sure væsner der råbte skældsord efter hende, og trådte på folks ting. Hun skulle bare nå det forbandede tog. Hendes brystkasse hævede sig op og ned, og hele hendes hjerne var rodet rundt. Aino, som denne ubetydelig kvinde hed, så at hendes tog slangede sig stille frem. Var den ved at køre eller ved at standse? Se det var et godt spørgsmål. Hendes urolige hænder baskede som vinger foran hende idet hun skubbede til en ældre herre. Hun sagde ikke undskyld, og det havde hun skam heller ikke tænk sig. Hun havde for guds skyld heller ikke tid.
Aino hoppede over en bænk, og landede perfekt foran den. Hun begyndte at hoste, og hendes kinder bankede, som om der sad et lille hjerte der. Hendes skovmandskjorte var gået op, så man kunne se hendes mærkværdige trøje. Det forestillede sig to blødende bogstaver og et kort. Men hvem havde tid til at bemærke dem? Aino rettede sig op, og kantede sig vej imod toget. Døren var låst. Hun lag mærke til, at den skrigende tog stadig ikke var standset. Godt. Så var hun kommet til tiden. Hvor sødt.
Hun trak vejret dybt ind til lungerne og følte pludselig e slags ro. Det var nu lidt sjovt. Der var larm omkring hende og toget vil gør en døv, hvis man kom i nærheden af den. Hendes mørke øjne søgte efter et sted at sidde, men de fleste steder var tomme. Dog var der et plads ved siden af en kvinde lidt længere henne, men Aino kunne simpelthen ikke bevæge sig mere. Hun satte sig derfor ned på den beskidte jord, og lag sin taske, som hang ned af hendes ryg, imellem sine ben. Dog blev hun ikke siddende ret længe, for væsnerne i toget steg pludselig af. Hold kæft hvor var der mange. Hun rejste sig op, så hun ikke blev trampet ned. Hendes øjne så imod bænken hun havde set før stå tomt, men opdagede til sin ikke store overraskelse, at den allerede var optaget. Hun jamrede og fortrød at hun ikke havde taget den før. Hun kiggede imod det tog, som væsnerne steg ud af, og gik derover. Måske var det ikke hendes tog, så? Men hey, hun vil aldrig spørge om vej. Heller ende i Afghanistan, end at spørge en halvfed nar om hjælp.
Pludselig fik hun en dum ide.

Nu da det ikke var hendes tog og væsnerne havde juletravlt, så kunne de alle trænge til sjov. På Aino manér!
”Hei, undskyld herre” Aino prikkede til en tilfældig forbipasserende mand. Han kiggede smilende på hende med sit rynkede fjæs. ”Ja?” Sagde han og kiggede hurtigt på sit ur. ”Hvilket køn er De?” manden så underligt på hende, og Aino grinte blot og gik forbi ham. Han var tydeligvis forvirret. Og sådan blev hun ved. Spurgte den ene efter den anden. Og jo længere hun kom i nærheden af rulletrapperne, desto mere irriteret blev folk.
”Hvilket køn er du er du, spurgte jeg!” råbte hun efter en kvinde lidt yngre end hende selv. Kvinden ventede sig irriteret imod Aino, og gav hende en lussing. Aino løftede sin hånd og masserede sin kind. ”Kælling” sagde den anden kvinde og vente ryggen til hende. Aino smilede skævt, lag sin taske og sprang på kvinden der lige havde kaldt hende kælling. Et slag i hovedet, i fjæset, nogle skrig.. og om igen. Folk samlede sig rundt op den, og kvinden som lå under Aino skreg så meget, at man skulle tro, at Aino klippede i hende. ”HVILKET KØN ER DU!?” hvor elskede hun bare problemer. Aino: Altid Imellem Nogle Orangutanger.

-
(Off-game)
Bare så i ved det, så har jeg flere gange læst alle indlæg om & om igen.. De er alle tre pragtfulde, skrevet af vidunderlige forfattere!... Men ak dog.. Så ser jeg virkelig ikke, hvordan jeg skal kunne få svaret.. Der er ingen ideer.. Ingen smutveje.. Faktisk, ser jeg slet ikke noget rimeligt svar, jeg kan stille jer.. Og selvom det gør så forfærdeligt ondt i mit hjerte at må gøre det her.. Så lukker jeg emnet.
Jeg håber ikke i ser mig som et bæst nu, men det er en nødvendighed, så i ikke venter ubegrundet. ^^'

Mange tak for jeres ellers fantastiske bidrag til emnet <3
Mvh. (Troya)
-

//Beeh, Troya.. <3