This park isn't so bad (Rae)

Tid: ca 23:30
Sted: Dybt i parken
Omgivelser: Parken hvor en stille vind i træerne var en af de eneste lyde

Handelen for et af hans nyeste værker var netop gået igennem og en veloverstået forretningsmiddag var netop overstået. Ikke at det var nødvendigt men ikke desto mindre havde det vist sig at være en profitabel handel. Og Caleb så det bare som en anerkendelse af sit arbejde. Som han slentrede hen af gaden, tænkte han over om han skulle gå hjem eller more sig lidt i byen. Et ungt kærestepar forsvandt ind i den nærliggende park sikkert for at få fred. Så blev han enig med sig selv om at han kunne da også nyde roen i parken. Så han drejede om på hælen og gik af stien ind i parken. Der blev dog kastet en del blikke efter ham. Grundet hvordan hans evner havde formet sig så var han utrolig smuk, selv blandt overnaturlige arter. Og så hjalp det nok heller ikke at han gik i et sort jakkesæt med rød skjorte og dyre italienske sko. Caleb smilede bare venligt tilbage til folk som han gik dybere ind i parken.

Han tænkte ikke rigtig over hvor længe han gik, men byens lyde var ved at blive mindre da han endelig fandt en bænk. Her slog han sig ned og nød egentlig bare sine omgivelser. Sådan fik han tit inspiration til nye billeder. Det kunne være alt fra lyde omkring ham til hvordan byens lys nærmest dansede i træerne. Selv så dybt inde i parken. Det nærmeste lys var fra en af lamperne der stod langs stien.
Selv folk som Caleb fik ind imellem nogle barnlige indslag hvilket også var tilfældet nu. Han smed sine strømper og sko og gik så barfodet lidt rundt på græsset. Selvom han var vampyr, kildede græsset lidt og føltes køligt. Det havde Caleb ikke gjort i små 300 år. Og for en mand som Caleb, kunne selv følelsen af græs mod bare tæer blive til et billede. Det ville nok se underligt ud hvis folk kom gående forbi lige nu. En mand der tilsyneladende havde masser af penge, gik barfodet rundt dybt inde i parken. Sikke nogle tanker eller historier der kom ud af det. Måske håbede han også lidt på det. Bare fordi at hans forretningsmøde var slut, så var natten jo stadig ung. Og mange spændende ting kunne nå at ske

Rae trådte frem af et tæt krat i udkanten af det græs areal Caleb spadserede rundt på. Ikke så synderligt langt fra ham, faktisk.
Hun var iført en fin lille sommerkjole. Kongeblå med hvide prikker og en hvid blondekrave. En lille sløjfe, der matchede det blå i kjolen, holdt lidt af det bløde, gyldne hår væk fra det runde, udskyldige ansigt. Fine hvide strømpebukser beklædte de tynde ben og fødderne var omfavnet af et par sorte laksko. Hun lignede mest af alt en rigmandsdatter der havde forvildet sig væk fra et eller andet selskab eller en fest af en art.
Og dog. Den tynde, men meget røde, stribe af blod der løb fra hendes mundvig og ned mod hagen virkede yderst malplaceret og ødelagde lidt den ellers velskabte illusion om at hun var et ganske almindeligt, uskyldigt barn.

Et ubestemmeligt smil trådte frem på hendes læber som hun stod der, halvvejs skjult af skygger, og betragtede den barfodede mand. Hun førte en bleg finger op til ansigtiget hvor hun fangede en lille dråbe blod lige inden den faldt og plettede hendes fine kjole. Hun tørrede resten af blodet væk fra ansigtet inden hun stak fingeren i munden og suttede den ren. Så glattede hun let kjolen med hænderne og trådte frem fra sit halvskjul. Smilet på hendes læber blev barnligt i det hun nærmede sig den høje mand. Hun stoppede få meter fra ham og pegede på hans fødder.
"Hvorfor har du bare tæer?" Spurgte hun med sin rene barnestemme, og sit mest uskyldige tonefald.

Som hun stod der i skyggerne, kunne han tydeligt dufte hende og det blod hun havde ved munden. Han havde selv for vampyrer fantastiske sanser. Men han tænkte ikke videre over det. Hun virkede jo meget uskyldig. Men han tænkte også det var et dække for hvordan hun virkelig var. Det gjorde i hvertfald tingene en del nemmere for hende.
Netop som hun talte til ham, vendte han sig om mod hende og smilede inden han bukkede for hende og sagde: "Godaften... Det er fordi jeg godt kan lide det kolde græs mod mine fødder. Selvom jeg ikke kan mærke det så godt..."

Så støttede han sig ned på det ene knæ og imens han så fandt et lille silketørklæde frem, sagde han venligt: "Mit navn er Caleb. Hvad må jeg kalde dem?"
Han rakte hende tørklædet og blinkede til hende imens. "Værsgo, så kan du altid tage det der løber ved siden af når du har spist. Det ville jo være rigtig træls at plette så fin en kjole ikke sandt?"
Ærligt så var han meget nysgerrig lige nu. Hans intuition eller erfaring sagde ham end der var meget mere til hende end hvad øjnene fortalte ham. Imens han ventede på hvad hun svarede, gik han hen og tog strømper og sko på igen

Rae rynkede kort brynene.
"Men du må da være koldere end græsset, ikke sandt?"
De nøddebrune øjne hvilede på ham med et studerende blik.
Rae havde godt nok både sko og strømper på, men vidste at den kølige natteluft ikke ville have generet hende selv hvis hun var barfodet. Præcis som hun ikke frøs på trods af bare arme og en tynd silkekjole. Hun var jo netop koldere end natten. Hun var kold som døden, præcis som en hver anden vampyr var det.
Hun var så småt begyndt at snage lidt i hans hoved. Hun var nysgerrigt anlagt og gav sig sjældent tid til at stille spørgsmål når nu det var så meget lettere bare at lede efter svaret selv. Så slap hun også for at vække modvilje hos eventuelle paranoide personligheder. Hvor gammel mon han var? Kendte han nogle hun kendte? Var han en ligeværdig eller et stykke legetøj?
Hun gjorde sig umage for ikke at "larme" mens hun var derinde, undlod at sige noget. Lod blot blikket hvile på ham mens hun i stilhed ledte efter svar på sine spørgsmål.

Hun trak sig i det han satte det ene knæ i jorden og fnes som kun små piger kan det da han rakte hende lommetørklædet og blinkede til hende. Havde hun været menneske var hun rødmet til op over begge øre, men da hun nu engang var vampyr skete dette ikke.
"Du kan kalde mig Rae, Hr Caleb." svarede hun med det lette, barnlige smil dansende om sine læber. Hun kaldte ham konsekvent du på trods af at han tiltalte hende som De. Det manglede også bare, sandsynligheden for at han var yngre end hende var overvældende stor. Ikke mange vampyrer overlevede så længe som hun havde gjort det. Dog brugte hun altid Hr, Fru eller Frøken når hun tiltalte andre. Hun havde nydt dengang det var almindelig pli. Nu ville alle hellere komme hinanden ved og være kammeratlige end at holde på mannerene. Rae satte stor pris på gode mannere, også selvom hun ikke altid udviste dem selv.

Imens han tog skoene på, lagde han godt mærke til at hun betragtede han stille. "Jo det er jeg ganske vist. Men jeg kan vel bare godt lide at mærke det. Jeg samler inspiration til mine billeder mange forskellige steder. Selv et sted som græs mod bare tæer"
Så rejste han sig roligt og tog nogle stille skridt rundt for at nyde oplevelsen og atmosfæren. Kort efter stoppede han og smilede ned til hende, dog uden at være nedladende på nogen måde.
"Hmm.... Der er kun en der har set sådan der på mig før... Min skaber Claire.... Hun kiggede altid på mig sådan der når hun ledte efter svar jeg ikke selv gav...."

Så kiggede han smilende på hende med et blik som om han tænkte over noget. Hvilket han også gjorde. "De skal være velkommen til at spørge om alt... Med mindre de synes det er sjovt at lede selv?"
Efter et par skridt tættere på, pillede han ved sin signetring og lignede en der trak vejret dybt gennem næsen.
"Hvis mine sanser ikke snyder mig... Så er de noget ældre end de giver udtryk for.... Eller tager jeg helt fejl? Ganske vist må man ikke spørge om en dames alder... Så jeg håber da de bemærker min respekt?"
Det var en noget speciel oplevelse at se en der var så lille og kær af statur men alligevel besad hun en meget omfattende og subtil visdom