A Vampire In The Park

Mørket havde lagt sig over parken. En alene park var det nu blevet, lige indtil den så gamle vampyr André trådte frem. Hans lange kappe strøg hen ad jorden, da han langsomt gik gennem parken. Vinden fik hans lange brune hår til at danse luften. Det var en kold og stormfuld nat, André havde bevæget sig ud på, men det generede ham ikke. Hans røde øjne flakkede rundt omkring, for at se, om der var føde, men skoven var tom. Helt tom. André kunne ikke lugte mennesker, eller væsener. Vindens susen blæste en fært mod ham, men det var ikke et menneske eller et væsen, kun en form for dyr. Som en let vind bevægede André sig hen til en bænk, gemt bag et træ. Han sad der og så træernes dans. Han hørte på vindens susen og ventede på et let offer.

Maya havde bevæget sig ud i kulden, fordi hun havde været ude for at købe noget at drikke. Denne gang var det dog ikke alkohol. Bare helt almindeligt cola. Hun havde lagt flasken ned i hendes sorte taske, hun havde hængende omkring hendes ene skulder. Hun havde et army grønt tørklæde på, der varmede hendes blege hals. Udover det var hun iklædt en hvid blondetrøje der viste en smule af hendes hud, sorte jeans, og en falsk læderjakke. Selvfølgelig hang hendes hvid blonde hår løst, og bevægede sig i takt med vinden. Hun gøs. Kulden gjorde hendes hud endnu blegere, end den plejede at være. Det var nok fordi der var vinter. Det gjorde generelt folk blegere end sædvanligt. Maya vidste ikke helt hvor hun var på vej hen, men hun havde valgt at krydse parken først. Hun fulgte den knasende stig, der var fyldt med sand og sten. Det var derfor hendes sko knirkede. Begrund af den hårde bund. Hun ruskede sig selv blidt i håret, da hun så sig lidt omkring. Hun forstillede sig en sommer dag. En dag hvor der var fyldt med familier. De spillede bold, og hyggede sig med hinanden. Det var enlig hendes største ønske, men det ville nok aldrig blive opfyldt.

Mens André sad på den iskolde bænk, som jo selvfølgelig ikke kunne mærkes af ham, fløj en fært hen imod ham. Menneske. André kiggede sig omkring. Hvor kunne dette menneske dog være henne? Som blæsten, bevægede André sig hen til et træ. Herfra kunne han se mennesket. En pige. En smuk pige. André iagttog hende, som hun bevægede sig længere og længere væk. Han kunne let komme hen til hende og dræne hende, men hun så for speciel ud. For uskyldig. Det lette offer var nu 18 meter væk, og André stod stadig med de stirrende øjne imod hende. Vinden susede i retningen af hende, og det gjorde André også. Han stod nu foran hende, og smilede så. ''Hej kære pige.'' Sagde han med en lokkende stemme.

Maya var ved at falde bagover af angst, da der stod en foran hende. Hvordan kunne han bare dukke op ud af det blå? Hendes hjerte hamrede afsted, og hendes åndedræt blev hurtigere. Mere nervøst. Hun vidste ikke hvad hun troede han ville gøre, men hun følte sig bestemt ikke tryg ved situationen. Måske ville han voldtage hende? Eller måske var han en sindsyg morder? Det var nu nogle underlige tanker, der poppede op i hendes hoved. "Hej?" svarede hun åndeløst, og kiggede på ham. Hans lokkende stemme, det smukke udseende, det var en fristelse. En fristelse hun måske ikke ville kunne udstå? Hvem var han mon? Hun overvejede at spørge ham, men hun ville sikkert ikke få et ordenligt svar ud af det. Han ville kunne mærke hendes åndedræt, da han stod rimelig tæt på hende. Han var også meget højere end hende. Men hvem var ikke det. Hun var blot ca.148 høj. Det var nok også derfor hun ikke virkede som en større trussel.

André stod i få sekunder og overvejede situationen. Mennesket havde ikke skreget endnu, og det var en god ting. Han følte sig stærkt tiltrukket af dette menneske, men ikke på det sultne plan. Han havde lyst til at kysse hende, men det var ikke nok. Han skulle også røre hende. ''Hvor er De på vej hen?'' Sagde han som en gentleman. Han ville virke lokkende, for at få mennesket under i hans hulehånd. Han havde ikke tænkt sig at få hende som hans tjener endnu, for hvad skulle han bruge hende til? Som hans dukke? Nej, for det kunne han let gøre. Han kunne frembringe sine hugtænder, hvis det ville være nyttigt. Nej, han ville ikke dræbe, voldtage eller noget andet farligt med dette menneske. Han havde bare en trang til at røre hende. Måske endda smage hende.

Maya var i chok, hvis man skulle forklare hendes rolighed. Der var så mange spørgsmål. Så meget hun ville vide, men det der plagede hende mest af alt, var nok hvordan han lige pludselig stod foran hende? Det ville ikke være fysisk muligt. Hendes tanker blev forstyrret af mandens stemme. Hvor var hun på vej hen? Det vidste hun jo ikke. Så hun måtte improvisere. "Jeg er på vej hen på..." En kort pause inden hun fortsatte " kirkegården" afsluttede hun sætningen. Hvorfor dukkede kirkegården op i hendes tanker? Det var jo en underlig ting at finde på. Nu måtte hun se om han købte den. Hvilket hun vel ønskede. Hun gjorde tegn til at han også skulle fortælle hvor han skulle hen. Hvis han skulle vide, hvor hun skulle hen. Kunne han vel også godt fortælle lidt selv, men det var nu også en god afledning fra hendes usædvanlige svar. Hun slog blikket væk fra den kønne mand, og kiggede ned på hendes hænder. De rystede en smule. Måske var det kulden. Eller så var det overraskelsen fra denne person. Maya duftede af vanilje, og roser. Den duft havde hun altid haft.

''Kirkegården?'' Spurgte André, med sin normale kolde stemme. Han var blevet mere tiltrukket af hendes dejlige duft af vanilje og roser. Han var fast besluttet på ikke at dræbe hende nu. ''Ja vel...'' Sagde André og tog et skridt tilbage, og viste med hånden at der var fri bane. ''Har du lyst til at gå nu...'' Han blev pludselig mere lokkende i stemmen; ''Eller du kan jo også bare blive ved mig.... Vi kunne snakke lidt?'' André havde altid haft den gode evne at kunne manipulere med folk på alle måder. Denne gang ville han bare se hvad pigen ville gå med til.... Måske ville hun lade ham smage på hendes blod? ''Jeg har stærkt brug for selskab da jeg er ret gammel, og ingen familie har - længere...'' André løftede øjn-brynene, og smilede så. Han ville ikke skræmme hende væk.

Maya tog en dyb indånding, inden hun ville svare ham. "Ja" svarede hun tørt og næsten uden at trække vejret. Hans tiltrækkende stemme gjorde hendes valg svært. Han manipulerede hende. Hendes tanker blev ændret fra at ville gå, til at ville blive. "Jeg har tid nok.." svarede hun og kiggede op på ham, med hendes grønlige øjne. Man kunne ikke sætte ord på hendes øjne. De skiftede ind imellem farve. Nøddebrune,grønne,blå.. Det var svært at sige hvilken farve de var. Men sædvanligt var de grønlige. Det var nok hendes 'originale' øjenfarve. Gammel? Han så da ikke gammel ud. Måske et par år ældre end hende, men så heller ikke mere. "Gammel? Du ser ikke gammel ud" spurgte hun og pillede lidt ved en af de lange hårtotter. Maya mistede balancen, da hun koncentrede sig om ham. Alle de bevægelser han lavede. Hun væltede bag over, og landede på den hårde stig. "auh" mumlede hun for sig selv, imens hun børstede stenene af hendes bukseben. Hun sukkede og prøvede at komme på benene igen.

''Lad mig hjælpe dig, kære.'' André tog hurtigt fat i hendes arm, og løftede hende op. Han så hende dybt i øjnene. ''Du har sandelig nogle smukke øjne.'' Sagde han så. André trak vejret, selvom han ikke behøvede det. Så vendte han sig om og så op på månen. ''Sandelig er jeg gammel... Jeg ser nok ung ud... Husk det bare er en facade...'' André vendte sig om igen og smilede. ''Du ser ud til at være en man kan stole på... Er du virkelig ude efter sandheden?'' Vinden blæste og André fik den søde duft af mennesket imod sig. Han smilede endnu mere, og skulle lige til at vise sine skarpe tænder, men kæmpede så imod.

Denne herre var ret så besynderlig. Han snakkede med et sprog, selv ikke hun havde hørt før. Eller.. Måske havde hun hørt det fra en gammel mand engang. Måske hendes oldefar? Det gad hun ikke tænke yderligere over. " Ehm.. tak" mumlede høfligt, da han hjalp hende op. Da han så kompliremede hende, blev Maya en smule forvirret. Måske var denne mand psykisk syg? Måske troede han, at han selv var fra en gammel tid. Endda måske at dette var gammel tid? Det måtte han jo selv finde ud af. "Sandheden? Hvilke sandheder taler vi om?" spurgte hun skeptisk. Hun gengældte hans smil, men dog en smule forsigtigere. Selvfølgelig uden at vise tænder. Maya smilede aldrig med tænder. Det havde hun ikke gjort længe. "Må man spørge om dit deres navn?" spurgte hun høfligt og kiggede op på ham.

''Jeg tror nok at De ved hvilke sandheder, kære. Dine øjne viser en smule frygt, og en smule nysgerrighed... Hvilken af delene er der mest af?'' André lo kort og fjernede sit smil. ''Mit navn... Er André Myers.'' Sagde André og trak endnu engang vejret. Han slappede af i hele hans døde krop, og prøvede at ligne en af de der unge drenge som hele tiden ville spille smart. André så hende igen dybt i øjnene og forventede endnu et spørgsmål han kunne svare på.

Maya rystede tog sig kort til tindingerne, og lukkede øjnene. Det gjorde hun fordi hun tænkte for meget. Det havde hun enlig altid gjort. Så det var vel gået hen og blevet normalt. "Jeg føler kun frygt fordi du dukkede op på mystisk vis" svarede hun ham med en rolig stemme. Hendes nysgerrighed overgik dog angsten for ham. "Men jeg vil nu gerne vide denne 'sandhed' som du snakker om" tilføjede hun og bed sig blidt i underlæben. Hun mærkede deres lange, dybe og intense blik. Det gav hende sommefugle i maven. Han var så forførende. Lidt ligesom et dyr der blev lokket af jægeren. Et lam og en løve. Tydeligvis var hun jo lammet. Lille og svag. Det sukkede hun let over. "Hvad tænker du?" spurgte hun rent instinktivt.

André løftede hovedet og kiggede op på de mange milliarder af stjerner. ''Sandheden er skræmmende.'' Sagde André til pigen, mens han iagttog stjernerne. ''Men jeg er vel sikker på at De ikke frygter den?'' Sagde han så. ''Dukkede frem på mystisk vis...'' Mumlede André og tog nogle skridt bagud. ''Mener De... Dette?'' André løb hen bag et træ og skjulte sig der. Mennesket så nok ikke da han bevægede sig, men mærkede nok vindens susen i håret. André gemte sig lidt, indtil han mente det var tid. Han fik en ny bunke fært kastet i hovedet, og den var sødere end før. Så, som en let vind bevægede han sig hen foran pigen igen. ''Det, kære er en af mine styrker.'' Så lo han. ''Hvad jeg tænker?'' André holdt en kort pause. ''Jeg tænker ikke.... jeg absorberer..'' Han smilede. Så viste han sine lange hugtænder og åbnede sin kappe for at afsløre ud-tørret blod fra aften før denne. ''Jeg er i sande en dræber... men er vi alle ikke det?'' Spurgte André og så på det lille menneske. Var hun nu bange? Eller ville hun vide mere?

(OOG: er der plads til mig eller er i i gang med noget?)

(Vi kan måske finde en plads til dig, men jeg snakker lige med Maya)

//Du er velkommen!^^' Skal vi ikke have en rækkefølge, så som; André,Maya og Danai?

//ok kan jeg få et "referat" af en af jer over hvad der har fundet sted ind til vidre?//

//Jo selvfølgelig. Sender dig lige en besked!^^

Mayas åndedræt blev dybere,hurtigere og hun blev nød til at bide sig selv i læben. Hvor blev han af? Han kunne da ikke bare forsvinde lige pludselig? Hun blev forvirret, og hun tog sig til tindingerne. Hun gnubede sig blidt der, indtil hun blev mere rolig. Dette måtte være hallunithationer eller sådan noget. "Dette kan ikke være sandt" mumlede hun for sig selv, og lukkede dybt. Hun slap hendes tindingerne og kiggede sig omkring. Inden var hun blevet skør, eller så var der noget helt galt. Da han dukkede op igen, ud stødte hun et forfærdet støn. Ikke et seksuelt støn! Hun kiggede op på ham igen, "Du kan ikke skræmme mig mere end du har gjort i forvejen" svarede hun med et fortvivlet suk. Hun blev forvirret af denne mand. Han var sær, og hun kunne ikke sætte ord på ham. Hun følte sig svimmel, men valgte ikke at reagere på det. "Hvad var er dit navn?" spurgte hun og kiggede op på ham, dette kunne han vel give hende et ordenligt svar.

''Mit navn er André.'' André så dybt ind i dette unge menneskes øjne. ''Så jeg har skræmt dig....'' Sagde André og begyndte at grine. ''Det har også været med i mine planer søde.'' André gik rundt om hende mens han snakkede. Vinden susede stadig og træerne dansede. Grenene især. ''Hvis du virkelig skal have sandheden at vide så gør det jo ingen forskel, vel? Ser du... jeg er hvad man kan kalde: Vampyr. En levende dør.'' André holdt et pause for lige at løfte hånden om og røre ved pigens kind. ''Jeg lever på blodet fra mennesker.'' Sagde han og trak hånden tilbage. ''Sandelig er dit blod, noget jeg hungrer efter. ''Så hvis det ikke gør noget...'' André åbnede munden og viste endnu engang de lange spidse hugtænder frem. ''Så vil jeg smage lidt.''

Maya rystede over hele kroppen, da han fortalte han var en vampyr. Det gav ingen mening, men hun var så angst at hun troede ham. "Nej" hviskede hun åndeløst. "Du eksistere kun i min fantasi" mumlede hun for sig selv. Dette kunne ikke være virkeligheden. Han ville ikke bide hende. Det kunne han ikke. Han eksisterede ikke, det var i hvert fald det hun ville tro. Selvom dette umuligt kunne være en drøm. Maya åbnede hende lukkede øjne, og betragtede ham imens han gik rundt om hende. "Hvorfor?" spurgte hun så, og trådte et skridt bagud. Hun ville helst ikke ædes, og dø af blodmangel. Det ville være en meget trist skæbne. Maya kiggede ham i øjnene, og derefter på hans lange hugtænder. Et suk forlod hendes læber.

Danai kom gående mod parken han havde kun en ting i tankerne og det var hans evige træning for at blive den bedste til hans sportsgren. Danai gik ind i parken og gik over mod hans sædvanlige bænk og satte sig så der og betragtede de to andre personer der befandt sig i parken og havde lyst til at gå hen til dem men det så ud til at de var midt i en vigtig samtale

''Jeg er virkelighed.'' Hviskede André til pigen. Han var nu helt tæt på hende. Hans tænder kunne sagtens sætte sig i hendes hals på ikke mindre end 1 sekund. ''Hvorfor, siger du?'' Spurgte André. ''Der er ikke noget hvorfor... sådan er jeg skabt kære.'' Han trak sig hurtigt tilbage. Så opfangede han en ny fært, endnu et menneske var i skoven. Han kiggede rundt og så bekymret ud; vidne. Der var et vidne i skoven. Hvad skulle han gøre? Han tænkte hurtigt. ''Dette er for din egen skyld.'' Sagde André og bed så i pigen, men ikke for at dræne hende, eller forvandle hende; nej, for at gøre hende til sin tjener. Dette var en speciel evne André havde... Han var ikke trænet så meget i den, men kunne dog godt have sin tjener i mere end en time. Nu da al magien havde rejst igennem pigens krop, var André sikker på at han kunne styre hende, men han var dog lidt i tvivl. ''Jeg forklarer alting senere... kom med.''

Et hulkende skrig lød fra hende, da han bed hende i halsen. Tårene væltede ned over hendes blege kinder. Denne smerte var forfærdelig. Det brændte. Få minutter efter fik hun en ordre fra det bæst der havde bidt hende. Maya blev tvunget til at følge ham, ikke af ham men af hans kræfter. Hun nåede at se sig tilbage da hun syntes at høre en anden person. Denne person måtte bare ikke være en syg dræber, ligesom denne André. Selvom hun syntes André var spændende, frygtede hun ham alligevel. "hjælp" mimede hun til den tilstede væren person. I håb om at personen kunne forstå en hentydning. Et suk forlod hendes læber inden hun bare fulgte med Vampyren. Han havde sikkert gjort hende til en form for slave. Da hun også var let påvirkelig, havde det taget godt ved.

Danai sad helt stiv og bange men da han hørte pigen råbe hjælp kom han til sig selv og gik hen og tog fat i ham tingen der havde bidt pigen og hev ham op på ryggen og ville til at kaste han ned på jorden. Han håbede nu bare at det ville lykkedes ham at rede denne kønne pige

//sry længden//