The Warmest Day that is Not (Frozen)

Raseriet fortog sig nu, og vreden lagde sig som nogle få gløder i hans sjæl...
Han var i en mindre ekstase efter de fire slag. Det havde føltes fantastisk.

Han lukkede øjnene et øjeblik og samlede tankerne.
Stadig med lukkede øjne, lagde han igen hånden fladt på hendes forpinte mave, men han undlod at kærtegne den selv om han egentlig havde lyst.

Sansiss åbnede øjnene og så ned på hende.
Hun lod til endelig at have givet op...
Hun havde holdt bedre ud end nogen som helst anden, og hendes vilje var først blevet knækket da han havde påført hende en nærmest ekstrem smerte med de fire meget hårde slag. Hun havde ikke haft en chance for at stå imod.

Han blinkede kort med øjnene, og de vendte tilbage til deres sædvanlige røde farve.
"Godt..." sagde han roligt,
"For næste skridt havde været kniven."

Hun kunne høre, hvordan hans åndedræt blev mere og mere afslappet at høre på. Han havde vist opnået, det han skulle.

Hun betragtede ham, mens han sad med lukkede øjne og sikkert tænkte over det, han havde påført hende. Hun lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene. Dernæst kunne hun mærke hans hånd hvile på hendes forslåede mave.

Et eller andet sted, var hun begyndt at kunne lide ham, selvom det lød sindssygt. Hun vidste, at der var godhed i ham, den var bare gemt af vejen og han skjulte den meget godt.

Han mødte hendes forpinte ansigtsudtryk. Hun ville gerne tørre tårerne væk, men hun var stadig fastlåst både arme og ben. Da hun hørte det med kniven, var hun ganske tilfreds over hendes valg, nemlig at give op. "Hvad gør du så nu?" spurgte hun så lavt at han nok ikke vil høre det alligevel.

Han betragtede hende lidt, mens han stadig nød følelsen af hendes bare mave mod hans håndflade.
Han hørte godt hendes spørgsmål, selvom almindelige folk måske ikke ville kunne have hørt det.
Han var elver, og hans hørelse var som hans ører.

Han lod blikket glide ned over hendes krop, og fjernede så hånden fra hendes mave.
Så rakte han ud efter kniven, hev den op ad jorden og stak den tilbage i læderskeden i hans bælte.

"Du har vist dig at være en af de stærke... du gav kun op da jeg påførte dig stor smerte, og da du vidste at det kun ville blive værre. Det er fornuft at ville skåne sig selv i sådan en situation." sagde han og rejste sig op.

Han viftede med hånden, og skyggen som bandt hende forsvandt omgående.

"Jeg kunne personligt sagtens fortsætte i en time endnu... eller mere. Men du har til en vis grad vundet min respekt, og derfor vil jeg stoppe nu." sagde han og kastede et blik på hende.

"Din hund er i sikkerhed... han er inde i dit hus."

Egentlig lå hun bare ventede på, hvad han ville stille op med hende. Hun kunne fornemme hans hånd fjerne sig fra maven. Den var stadig øm, men det var ikke nær så slemt længere.

Hun betragtede ham, mens han hev kniven op ad jorden og satte den tilbage i bæltet. Hun lyttede ihærdigt til det, han fortalte hende. Hun blev varm og glad indeni over at høre, at hun var en af de stærke.

Hans lavede en bevægelse og så var hun pludselig bare sådan fri. Hun satte sig op og tog sig til sine håndled, de var lidt ømme.

"Ser man det? Vundet din respekt ligefrem?" spurgte hun forbløffet og rejste sig, men balancen var virkelig ringe, så hun væltede ind i træet og besluttede sig for blot at sidde op ad træet, med et smil på læben.

Hun blev meget lettet over at høre, at Hewie havde det godt. "Tusind tak fordi du skånede min hund og mit liv."

Hun rynkede brynene en smule. "Men... går du så bare? Jeg mener... du kan ikke bare gå sådan...Jeg kom til at holde af dig." sagde hun trist og mærkede den der fornemmelse hun altid fik, hvis dem hun havde mødt, gik ud af hendes liv.

Han var begyndt at gå da hun talte til ham, og han var nået et par skridt væk da hun kom med en sætning som overhovedet ingen mening gav i hans hoved.

Han stoppede op, og vendte sig halvt om med et forbløffet udtryk.

"Holde af mig..." sagde han lavmeldt. Tog hun pis på ham?
"Du kan godt huske hvad jeg lige har gjort, ikke?"

Han vendte fronten imod hende og så hende i øjnene, igen med det kølige blik.
"Jeg gav dig gentagne slag i maven, kun fordi det tænder mig. Jeg var meget tæt på at bruge kniven også... så måske skulle du passe lidt bedre på. Sig ikke sådan noget... det er fornærmende."

Hun kunne umuligt have ment det, og han fnøs.
Så gjorde han omkring og begyndte igen at gå ind imod skoven.

Hun rejste sig op, da han begyndte at gå fra hende. Hun nikkede smilende til ham, da han havde vendt sig mod hende.

"Jo, jeg var jo selv udenom det, ikke? Jeg tror på, der er noget godt indeni dig. Også selvom du ikke ville indrømme det." sagde hun stille og kiggede ned i jorden.

Hun vidste, at han hadede når folk begyndte at vise sympati for ham, og prøvede at være sød mod ham. Han skulle bare have mere kærlighed. Det var alt.

Hun betragtede ham, mens han gik ind mod skoven. Hewie stod pludselig ved hendes side og betragtede også den unge elver. "Gå ikke." hviskede hun trist.