The Warmest Day that is Not (Frozen)

Hun rynkede sine bryn. "Der er begrænsninger for, hvor mange chancer, man er villig til at give andre mennesker i ens liv. Man spilder blot sin tid, hvis folk alligevel ikke ville en noget." fortalte hun fraværende. Han virkede til at være interesseret i hendes liv.

Måske var der alligevel lidt godhed tilbage i ham, men den gik han sikkert og kæmpede en del med for ikke at blive blødsøden. Hun blev overrasket over, at hun var den første, som havde valgt samarbejde. Forståeligt nok, tænkte hun for sig selv. Ingen ville have lyst til at samarbejde med det illegale væsen.

Hun bemærkede at han stod og tænkte et øjeblik, så hun tillod sig at træde et skridt længere tilbage, hun smilede for sig selv. Om hun ville nyde smerten, var hun ikke så sikker på.

Han bad hende om at holde hendes hænder på baghovedet / hovedet, hvilket hun synes var lidt underligt. Hun tøvede en del, for hun var usikker på, hvordan hun skulle gribe det an. Hvis hun kunne nå hen bag de træer dér, vil det sænke ham fra at fange hende, men på den anden side, ventede hun lidt længere. Hun holdt modvilligt sine arme på baghovedet, og følte sig som en ynkeligt offer.

"Måske har du bare været uheldig at møde de forkerte mennesker. Din selvtillid har da ihvertfald taget skade af det." sagde han, og ønskede at han bare kunne holde sin kæft.

Han smilede skævt da hun tog endnu et skridt, og sendte hende et sigende blik.
"Hvis du løber, vil jeg også bruge kniven. Det er langt mere smertefuldt en næven, tro mig." sagde han roligt.
En del af ham ønskede næsten at hun ville forsøge... hans sadistiske jeg nød at afslutte det hele med en skarp kniv.

Da hun gjorde som han bad hende om og lagde hænderne på baghovedet, lod han blikket glide ned over hendes krop.
Det havde været klart at se i hendes blik at hun ikke forstod hvorfor hun skulle stå sådan.

"Armene oppe betyder at du blotter din midtersektion en smule mere, så at sige." sagde han bare, og begyndte så at gå over mod hende.
Hans røde øjne lyste af ondskabsfuld forventning.

Hun smålo, da han begyndte at vise hende hans sympati. Det nød hun, for hun kunne fornemme på ham, at dette var ikke noget, han normalt gjorde overfor sine ofre. Eller hun gættede i hvert fald.

Hun trak vejret hurtigere efter han havde opdaget at hun havde trådt et skridt tilbage. Det var så ydmygende at stå foran ham med næsten intet på. Hun vidste ikke helt præcist, hvad han havde tænkt sig at gøre mod hende. En tanke slog hende, at hun nok skulle begynde at kæmpe imod, for hun så helst ikke at hun underkastede sig ham, eller bare generelt nogen som helst.

Det irriterede hende at han havde en kniv, uden den kunne hun måske sagtens have flygtet uden at være kommet så meget til skade. Hun havde nok gjort dummeste nogensinde - at tage armene op. Som han fortalte, betød det at hun blottede det lidt mere. Hun vil ikke give ham den tilfredsstillelse, så hun tog armene ned igen og krydsede dem i stedet.

Da han begyndte at gå hen imod hende, råbte hun panisk: "Hewie!" og begyndte at løbe mod huset. Hun kunne se Hewie i det fjerne komme spurtende hen til hende og prøvede at forsvare hende.

Han blinkede en enkelt gang med øjnene da hun tog armene ned, og da hun så satte i løb væk fra ham og kaldte på sin trofaste hund, smilede han grumt.
"Alright..." hviskede han, mens han kunne mærke hvordan adrenalinen begyndte at pumpe i hans blod.

Han ventede et par sekunder, og satte så efter hende.
Han var hurtig, og han halede hurtigt ind på hende - og så kom hunden.
Sansiss kastede et blik på den, tænkte hurtigt, og sprang sidelæns hen over den. Han landede på alle fire og brugte dette til at kanalisere sin magi ned i jorden.

Da hunden vendte sig om for at fare efter ham igen, som den trofaste beskytter den nu engang var, blev den trukket ned ad intet mindre end sin egen skygge.
Hewie forsvandt med et forskrækket vin, ned i skyggen som havde det været en magisk portal.

Sansiss rejste sig op og vendte blikket i retningen af Evangeline.
Hans øjne var hårde og kolde nu.

Hun havde ingen anelse om, hvad hun nu havde sat i gang, eller hvordan hendes skæbne nu så ud. Hun skulle i hvert fald aldrig have kaldt på Hewie.

Da hun løb, kunne hun høre og mærke ham bag hende, men Hewie kom og hjalp hende, heldigvis. Da Hewie farede mod ham stoppede hun efter et par meter og så, hvordan det hele foregik med håb om, at Hewie nok skulle klare ham.

Desværre så det sort ud for Hewie, og hun ville ønske, hun kunne have hjulpet ham, hvis ikke fordi det var gået så stærkt. Han brugte en form for magi mod Hewie, kunne hun se, og før hun nåede at blinke hørte hun et hvin og Hewie var borte.

Det var som at få et hårdt slag i maven, da hun så, hvordan han havde bekæmpet Hewie. "Hewie!" skreg hun, og holdt hænderne op foran munden af forfærdelse. Han havde lige taget hendes ven - hendes eneste ven, hun havde.

En del af hendes hjerte var blevet flået ud og skåret i bittesmå tern. Hun kiggede lamslået på Sansiss, og faldt på knæ, derefter på maven. Hun krøb sig sammen og lå og hulkede. Intet andet i verden betød mere end hendes trofaste ven.

"Du tog ham fra mig... du tog ham fra mig." hviskede hun ned i jorden.

Den smerte han lige havde forårsaget, var tydeligt værre end det han ville have gjort ved hende hvis hun ikke var flygtet - og han var sikker på at hun vidste det.

Sansiss gik tavst hen imod hende, og da han var blot en meter fra der hvor hun lå, stoppede han op.
Han stirrede ned på hende med det iskolde blik, og sagde så med en lige så kold stemme: "Jeg advarede dig... du flygtede, pudsede ham på mig, og jeg tog ham fra dig."

Han knyttede næverne og bed tænderne sammen. Han forstod ikke helt hvorfor han var så vred... men det var han.

Han overvejede et kort øjeblik at fortælle hende hvad der var sket med Hewie, men han undlod for nu.
"Trofasthed er en kæmpe værdi... men den kommer med en pris." sagde han i stedet.

Hendes sorg over at have mistet sin gode ven - og muligvis eneste ven, at dømme efter hendes ord tidligere - gav ham ingen glæde eller tilfredsstillelse. Men det havde været nødvendigt, for han var ikke typen der bare gav op og flygtede.

"Hvad vil du gøre nu, tøs?"

Hun lå blot der og kiggede ned i jorden. Tomhed og smerte var det eneste der fyldte hende lige nu, indtil han kom gående mod hende.

Da hun fornemmede hans tilstedeværelse, blev hun derimod fyldt med vrede og var hævntørstig et kort øjeblik - men hvad nyttede det at tage hævn. Det vil ikke få Hewie tilbage af den grund.

Hun lyttede til hans kolde stemmer, der skar ind i hendes ører. Han havde ret - han havde jo advaret hende, men hun havde ikke lyttet.

Hun lå og spekulerede over, om han mon havde dårlig samvittighed, siden han lød så vred. Han burde jo stå og more sig herligt over, at hun havde lavet en dum fejl.

"Ja... der vil altid være en pris i sidste ende." nikkede hun ned i jorden og sukkede. Det havde været så god en dag, indtil hun havde mødt ham. Hvorfor var de ikke gået i byen i stedet? I stedet lå hun der, næsten nøgen, og havde mistet sin ven.

Det sidste spørgsmål ramte hende ekstra hårdt, og hun rejste sig ret så hurtigt op og tog fat i ham. Hun stirrede hårdt ham ind i øjnene og hjertet begyndte at banke hurtigt.

"Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at få min hund tilbage! Jeg vil gøre ALT, bare jeg får ham igen - levende." sagde hun sammenbidt og rasende.

Da hun rejste sig op og greb fat i ham, stirrede han bare koldt på hende.
Hun ville gøre hvad som helst for at få hunden tilbage... for at få sin trofaste ven, som uden tøven havde risikeret sit liv for at forsvare hende.

"Alt, siger du... interessant." sagde han.
"Han lagde en hånd på hendes skulder, og et lille, skævt smil fandt vej på hans ansigt.

Han kunne høre hendes raseri, og han kunne se den i hendes øjne.
Ganske forståeligt... men...
"Vrede klæder dig dårligt - især i en situation hvor du burde være underdanig."

I det øjeblik han havde sagt det sidste ord, borede han fingrene ind i hendes skulder, og sendte sin frie næve direkte imod hendes bare mave.
Hvis han ramte hende, ville slaget gå hårdt ind i den øverste del, lige under brystkassen - og det ville efter al sandsynlighed få hende til at falde på knæ i ren og skær smerte og mangel på luft.

Hun havde faktisk lidt håbet på, at han ville blive bange for hende, hvis hun viste så meget mod og styrke, selvom hun havde mistet en ven.

Men ak nej, han var stadig bare iskold. Hun ville gøre hvad som helst, for at han skulle give hende sin hund tilbage. Hun slap ham stadigvæk ikke, for hun var ikke så bange, som hun var tidligere.

Til gengæld vendte frygten lidt tilbage da et smil kom frem på hans læber, og da han tog hende på skulderen. Hvad ville han nu?

Hun blev ved med at fastholde dette vrede blik, men det forsvandt snart. "Vrede klæder mig ganske glimrende, tak." svarede hun igen, og smålo. Da han borede fingrene ind i hendes skulder, var hun tæt på at give slip, men så ville han jo bare vinde.

Hun opdagede hurtigt, hvordan han havde lagt knytnæven klar og var nu på vej mod hendes bare, følsomme sted lige under brystkassen. Hun lod ham ikke gøre det, så hun valgte at sparke hans eneste ømme sted, enhver mand kan tænke sig til, og kom til at smile mens hun gjorde det.

Smerten han nu oplevede var mere intens end noget han nogensinde før havde prøvet.
Hendes knæ ramte ham hårdt i skridtet, og afbrød omgående hans angreb.
"Uhng!" lød det hæst fra ham, og han faldt om og tog sig til det smertehelvede der nu var mellem hans ben.

Åh gud... det her er det værste ved at være i denne krop...! tænkte han mens han hev efter vejret.

Hun havde overrasket ham, og han følte sig som en idiot for det. Han troede han havde knækket hende...

"Hvad som helst... min bare... røv..." fik han sagt gennem sammenbidte tænder.
Alligevel kunne han ikke lade være med at komme med et smertefuldt smil.
Hun havde fandeme mod og handlekraft, det var helt sikkert!

"For... satan da..." hvæsede han, og begyndte så at fokusere sin magi - ganske usynligt.

Egentlig havde hun aldrig haft i sinde i at sparke nogen som helst i skridtet, men dette fandt hun underholdende. For ikke at sige, at hun udbrød i høj latter og tog sig til maven. "Sådan går det, når man lægger sig ud med selveste Evangeline!" sagde hun stolt, mens hun grinede videre.

På det tidspunkt fik hun sin selvtillid tilbage og var derfor ikke længere bange for, hvad han ville gøre. Hun gik forsigtigt hen til ham og kiggede sympatisk på ham. "Nååååhh, gør det ondt, lille ven? Undskyld, var det dit ømme punkt?" spurgte hun og lød som en, der snakkede til et barn.

Hun kunne høre, han sagde noget, men forstod det ikke fordi hun grinede alt for meget. Hun var færdig af grin. Okay - nu kunne hun godt se, han var begyndt at blive arrig, så hun valgte at løbe lidt igen. "Du kan jo ikke en skid, din svækling !" råbte hun og lo.

Han hørte hendes toneleje da hun stod over ham. Hånede ham.
Det føltes underligt... mere underligt end noget andet han havde følt.

Men det var måske fordi ingen nogensinde havde gjort det før.

Vreden blev tændt i ham, og den spredte sig som en uhyggeligt kontrolleret flamme, indtil han følte sig helt varm.

Hendes sidste sætning fik ham til at skære tænder. Han lukkede øjnene, og rejste sig op som om han aldrig var blevet sparket.
Han havde brugt sin magi mens han lå ned, til at heale skaden og fjerne smerten fuldkommen.

Sansiss åbnede øjnene igen, og fangede hende omgående med sit blik.
Hans øjne var ikke længere røde - de var grønne, og den runde pupil var erstattet med en aflang, som et rovdyrs.

Uden et eneste ord, satte han sig på hug og lagde en hånd på jorden.
Han fokuserede, og en skygge dukkede omgående frem fra hans hånd.
Den bevægede sig hurtigt over imod hende. Meget hurtigt.
Med mindre hun undgik den, ville den fange hende med lange, sorte bånd af ren skygge, vikle sig om hendes ankler og håndled, og tvinge hende ned at ligge på ryggen.

Hvis hun formåede at undgå den, ville den ophøre med at eksistere.

Hun følte sig fri. Helt fri - uden nogen grænser. Ingen kunne standse hende nu. Hun var uovervindelig.

Hvad hun ikke vidste var, at hun havde tændt noget indeni Sansiss, og det var måske ikke ligefrem det klogeste at gøre, når hun vidste at han kunne bruge magi, når det passede ham.

Hun kiggede sig over skulderen og så til sin store overraskelse, at han stod op og så endnu mere skræmmende ud med hans grønlige øjne. Men alligevel slog tanken hende at hun faktisk havde fået ram på ham, det nød hun.

Tanken forsvandt snart igen, da hun kiggede over skulderen og så denne skygge, der farede imod hende med stort hastighed. Hun tænkte hurtigt og prøvede at undgå den, men hun opdagede så bare ikke dette træ, hun løb ind i med fuld fart.

Da hun ramte det udstødte hun et "Uhn", og faldt bagover. Hun tog sig til hovedet, da hun mærkede en slem hovedpine. Alt omkring snurre hurtigt rundt. Skyggen havde viklet sig omkring hende og holdt hende fast.

Skyggen var stærkere end man skulle tro, og den bandt hende til jorden så hun ikke bare kunne komme op igen.
Den lagde sig som noget der mest af alt mindede om sorte bånd, omkring hendes ankler og hendes håndled.

Sansiss kneb øjnene en anelse sammen, og smilede triumferende.
Så satte han af, og sprintede lydløst over til hende.
Han stoppede ved hendes side, trak en kniv fra sit bælte, gik lynhurtigt på knæ - og hamrede kniven i jorden ved siden af hendes ansigt.
Han så hende i øjnene med sit uhyggelige, grønne blik.

"Og jeg som ellers havde tænkt mig at lade både dig og din hund leve... nu vil du finde ud af hvorfor landets bedste dusørjægere og myndigheder jager mig. Du skal blive et eksempel..." sagde han, og hans stemme var så kold som is.

Hun prøvede ihærdigt at komme fri fra skyggen, men hun var som lænket til jorden. Hun havde sat sig selv i en idiotisk situation, hvor dum kan man være.

"Fuck, fuck FUUUUUUCK!" skreg hun og hulkede uden der kom nogle tårer. Hun var teknisk set på røven. Hun så, han kom sprintende og hun kunne intet gøre.

I det øjeblik han hamrede kniven mod jorden nær hende, troede hun den ville ramme hende. Hun kneb øjnene sammen, men mærkede intet, og så at kniven befandt sig ved siden af hende, stukket ned i jorden.

Han så hende i øjnene, og det gjorde hende ikke ligefrem mere tilpas - snarere mere bange og lammet. Hun rystede på hovedet, mens hun lyttede til det han sagde til hende. Han var kold og ligeglad. Det gik op for hende, at det var ham, som var morderen.

"Du må undskylde, jeg sparkede dig i skridtet! Undskyld! Jeg beder dig om at skåne mit liv. Du kan gøre hvad end du vil med mig, så længe du lader mig leve!" tryglede hun og tårerne trillede ned ad hendes rødlige kinder.

Hendes tårer ville måske have haft en betydning for ham før, men ikke længere. Lige nu var han totalt ligeglad.
Hendes desperate undskyldning stod i stærk kontrast til hendes hoppen og dansen lige før - og lige nu nød han denne ironisk omvendte situation.

"Du tager fejl... jeg behøver ikke at lade dig leve for at gøre hvad end jeg vil med dig." sagde han, og lagde sin ene hånd på hendes hofte.
"Du er fanget af en speciel form for skyggemagi... de færeste kan komme ud af den. Du er i min magt nu, og det kommer du til at mærke." hvislede han faretruende.

Han førte langsomt hånden fra hendes hofte og op over hendes mave.
Følelsen af hendes bløde hud fik igen blodet til at suse i ham.
Han flyttede blikket til hendes blottede mave, og så til hendes øjne igen.
Så smilede han køligt, og knyttede så den flade hånd så hans næve nu lå mod hendes sårbare mave.

"Jeg tror vi starter mildt..." sagde han og løftede den knyttede hånd lidt, før han provokerende lod den falde ned på hendes mave.
Det var ikke et rigtigt slag, men mere en markering for at tirre hende og måske få frygten til at blusse op.

I hendes hoved havde hun regnet med at han vil sætte hende fri og tilgive hende for det, hun havde gjort. Sådan foregik det bare ikke i virkeligheden.

Hun kunne fornemme og se på ham, hvor kold og ligeglad han var, om hun så havde grædt en hel sø og bedt en masse bønner. Han morede sig højst sandsynligt indeni, nu hvor han havde fanget hende.

Hun stivnede, da han svarede på det første. Nekrofili, tænkte hun straks og prøvede at vride og vende sig, men intet slap hende. Hun trak maven ind, lamslået og skræmt. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre.

Hun havde i tankerne at han vil torturere hende og forestillede sig de grimme billeder. "Du rør´ ikke min mave!" skældte hun ham og blev vred.

Hun mærkede kun et lille slag mod hendes mave og blodet susede rundt og hun trak vejret hurtigere og hurtigere. "Stop, jeg beder dig!" råbte hun arrigt. Men intet hjalp.

Selv det lille slag var nok til at få blodet til at suse endnu mere for hans ører.
Det var ret tydeligt at det var et svagt og ømt punkt for hende - han ville nyde det her.
Det at hun trak maven ind, gjorde det egentlig bare endnu bedre. Nu så den endnu mere sårbar ud.

"Hvad er det i dit lille hoved der får dig til at tro at det hjælper noget at skælde ud? At give mig ordrer?" hvislede han, mens han fortsat så hende i øjnene.

Hendes arrige bøn fik ham blot til at ryste kort på hovedet.
"Lad os øge det en smule..."

Han hævede næven igen, og denne gang slog han hende midt i maven, lige over navlen. Han slog stadig ikke hårdt, men dette var dog et slag sammenlignet med det første.

Hendes mave, var det eneste sted på kroppen, der var hendes ømme punkt. Ingen måtte røre den overhovedet. Det gjorde hende gal.

Det her vil blive en pinsel for hende, det var hun sikker på. Han viste i hvert fald ingen nåde, selvom hun bad og bad flere gange om at lade være.

Det nyttede ikke noget, tænkte hun opgivende. Selvom hun flere gange lå og tænkte på, hvordan hun ville kunne komme fri igen. Hun vil gøre alt for at beskytte sin mave, men hun kunne intet gøre. Det var, som at være fange i et spindelvæv.

"Det kunne jo være, at du viste mig bare en smule nåde." sagde hun sammenbidt og spændte maven igen. Det gav et jag i hende, hver gang næven faldt ned på maven.

Det var pinefuldt og hun blev ved med at vride sig, selvom båndene indimellem strammede ved håndleddene. Hver gang han ramte hende, spændte hun, for at det ikke skulle gøre så ondt.

Følelsen af hans næve der ramte hende i maven, fik adrenalinen til at pumpe i hans blod. Han nød følelsen af hans næve mod det bløde, sårbare område...

Det var tydeligt at hun var bange for det. At det virkelig var hendes svage punkt. Hendes bønner og hendes reaktioner var bevis nok på dette.

"Nåde, siger du..."

Han smilede kort, og lagde næven blidt mod hendes mave igen.
Så lænede han sig en smule ned over hende, mens han fortsat så hende i øjnene.
"Jo mere du spænder... jo længere fortsætter vi." lød de skræmmende ord.

Han ville have hende så sårbar som muligt. Hun skulle underkaste sig... eller bøde endnu mere.

Lige nu, var al nåde og venlighed forsvundet fra ham, og tilbage var der kun sadisme, begær og vrede.

Han var åbenbart ligeglad med, om hun bad 1000 gange. Han vil bare have sin hævn, tænkte irriteret og vil gøre alt for at komme fri og prøve at få Hewie tilbage.

Hendes mave begyndte endnu engang at ryste, både fordi hun var så skræmt, men også fordi hun spændte mere og mere. Hjertet bankede hurtigere og blodet strømmede hurtigt inde i hende.

"Jeg overgiver mig ALDRIG til nogen! Medmindre jeg selvfølgelig bliver presset ud i en situation, hvor jeg må bukke under." sagde hun vredt, det sidste mumlede hun dog.

Hans øjne var stadig kolde. Nød han helt ærligt dette, tænkte hun undrende og gjorde sig klar til endnu et slag.

"Så du nægter at holde op med at spænde..." sagde han roligt, mens han provokerende pressede næven let ind imod hendes mave.
Han måtte indrømme at hun var viljestærk. Meget viljestærk.
De fleste ville overgive sig efter en trussel som den han lige havde givet hende... men ikke denne unge Navajo.
Et eller andet sted respekterede han det - men hans 'gode' side var stadig for langt væk.

Han fnøs, og et sadistisk smil bredte sig på hans ansigt.

"Så må jeg jo bare slå igennem dit forsvar." lød hans stemme.

Han hævede næven igen, og denne gang gik han efter at overvinde hendes muskler. Han spændte musklerne i sin arm, og hamrede næven dybt ind i hendes mave. Hårdt, smertefuldt og nådesløst.

Følelsen var ekstatisk... for ham.

Hun stirrede ham vredt ind i øjnene for at vise, at hun ikke var bange for ham. "Du kommer bare!" sagde hun truende og trak vejret hurtigt.

Han virkede til at nyde det, hver gang han slog hende eller strøg en hånd hen over hendes bløde mave. Det pissede hende godt og grundigt af. "Jeg ville aldrig give op til en svag person, som dig!" fortsatte hun, selvom hun vidste, det var dumt.

Gad vide, hvor længe siden han havde gjort dette mod en anden? Havde de været lige så viljestærke, som hende, eller bukkede de blot under efter hans første trussel? Det lå hun og spekulerede længe over.

Hun spærrede øjnene op, da han nævnte sætningen "..slå igennem dit forsvar..". Hun følte sig så hjælpeløs, og Hewie kunne ikke engang hjælpe hende.

Hun så, hvordan han løftede næven, men denne gang spændte han sine muskler og hamrede ned på hendes bløde, følsomme mave. Der kom en så stærk smerte, at tårerne væltede ud, men hun holdt sin hulken inde og forblev stille og stærk.

Hun kunne se, hvor meget han nød det, så han synes vist dette var sjovt. Han skulle bare vide, hvilken smerte han påførte hende. Hun så ham ind i øjnene og hviskede provokerende: "Svagpisser!" Hun bed i sin underlæbe og smilede.

"...aldrig give op til en svag person som dig..." de ord gav genlyd i hans ører, og han mærkede igen vreden pulsere indeni.

Han lagde hånden fladt på hendes mave, og begyndte at kærtegne den.
Han gjorde det både for at provokere hende... vise at han havde magten... og fordi han nød følelsen af hendes svage punkt. Hendes bare mave.

"Svagpisser..." han gentog hendes ord og tog en dyb indånding.
Ingen havde nogensinde fornærmet ham på denne måde... ej heller så mange gange i løbet af så ganske kort tid!
Hun havde naturligvis ingen chance for at vide disse ting, og hvorfor han reagerede så voldsomt på dem...

Under alle omstændigheder kunne han igen mærke vreden, og hendes ord om ham bragte hans sind i kog, samtidig med at han begærede hende på en måde som de fleste fandt syg.

Han snerrede ad hende, fjernede hånden fra hendes mave.

"Du vil fortryde dine ord..." hviskede han, og hans stemme var umulig at læse.

Sansiss knyttede næven igen, og gav hende fire dybe slag i maven, lige efter hinanden..
I midten... den øvre del... i midten igen... og til slut den nedre del, lige under navlen.
Følelsen af hans næve der sank dybt ind i hendes bløde, slanke mave fyldte ham med sadistisk fryd, og det var tydeligt at se i hans øjne hvor meget det her faktisk tændte ham.

Hun lukkede øjnene, fordi smerten stadig kom i små jag efterfølgende. Så følte hun en varm hånd hvile på hendes flade mave, hvorefter han nussede den.

Lige det stykke var faktisk rart og dejligt, selvom hun hadede når folk vil røre og mærke den. Hun sukkede lavt og åbnede øjnene for at se, om han nu var faldet til ro.

Hans øjne afslørede at han holdt raseriet indenbords, så det var vel mere for at provokere at han gjorde, end for hendes skyld. Han gentog hendes ord meget nøje "..svagpisser..". Det lod til at det provokerede ham en del, hvilket var det hun gerne vil opnå.

Han fjernede så hans hånd, kunne hun mærke og åbnede øjnene helt for at se, hvad han ville gøre. Det næste træk havde hun ikke set komme så pludseligt.

Slagene var ikke til at beskrive - det var nok værre end at føde. De tre første var ikke så slemme, men den sidste gjorde naller. Hun skreg af smerte og tårerne trillede ned af hendes kinder. Hendes mave rystede og smerten blev ved med at være der.

"Okay... jeg overgiver mig." hviskede hun stille og lukkede øjnene.