A very special sword (Bean Sidhe)

Tid: 17:00
Sted: lige uden for Bean Sidhe's værksted
Påklædning: Et dyrt men neutralt mørkt jakkesæt

Det var noget tid efter hans tid i arenaen og livet var så småt på vej tilbage i sin naturlige løbebane. Men Khá vidste at det var kun et spørgsmål om tid inden en ny kamp ville opstå. Han vidste udemærket at kampene aldrig ville stoppe. Men det var selvfølgelig også en af grundene til at han blev genfødt. Så han havde brugt den sidste tid på at forberede sig på hvad end kampe der fremover måtte opstå, så sikkerheden på slottet var også skruet op både magisk og normalt. Det sidste han manglede var et våben. Der kunne opstå en situation hvor hans evner ikke virkede eller han fik brug for at spare på dem alle sammen til en speciel hård kamp. Efter en noget grundig søgen og research, havde han fundet frem til at der i en gyde i byen lå et særligt værksted hvor en af elvisk afstamning lavede fantastiske smykker. Men også våben.

Det var netop grunden til hvorfor Khá stod i gyden den dag. Dog viste han sig ikke som Seraphim da det ville tiltrække rigtig meget opmærksomhed. Men en del blikke blev dog vendt som han gik ind i gyden. Det var nok ikke det sted man forventede at se en i dyr jakkesæt. Det gyldne hår blev samlet i en hestehale som han gik søgende ind i gyden. En enkelt hjemløs sad og tiggede om penge, og Khá forbarmede sig over ham. Manden fik 100 euro og Khá sagde roligt: "Værsgo min ven.... Sørg for at bruge dem godt..."
Manden lignede mest af alt en der ville bruge dem på sprut men efter at have set ind i Khá's øjne virkede det som om han rent faktisk tænkte sig om.
Khá rejste sig endnu en gang og søgte videre. Kort efter fandt han også stedet. Det var mest af alt den magiske energi omkring stedet der afslørede det. Han trak vejret dybt og bankede på døren

Værkstedets: rummet var relativt stort, det der linede en smedje, men der var også små tænger og andet udstyr til at arbejde med sølv, der hang udstillings genstande på vægene (både våben og smykker) og så var der et åben rum ca. dobbelt så stort som en boksering, og en dør der førte til hendes lejlighed, der var 3 meter til loftet.
påklædning: sorte bukser og skjorte med et ulve motiv broderet med sølvtråd på venstre skulder, hendes hår var samlet i en hæstehale, så man tydeligt kunne se hendes elverøre

Bean Sidhe sad i en lænestol med en roman, da hun hørte en banken fra døren til sit værksted, rejste hun sig, og gik ud i værkstedet og åbnede døren, og så en smuk mand i en flot jakkesæt så.

Normale kunder (folk der vil have smykker) kom aldrig til hendes værksted, der kom hun altid til dem, så manden var helt sikker her for at få lavet et våben, hun lavede en bydende bevægelse med sin arm og sagde '' kom endelig indenfor''

hun så ham an, alle våben hun nogensinde havde lavet, var lavet specielt til personen der skulle brugte det, derfor ville hun aldrig sælge våbnene på hendes væge (de var alle smedet til hende selv) ''lad mig gætte du søger en klinge'' sagde hun da manden trådte indenfor

Han stod lidt ventende da døren blev åbnet af en smuk ung udseende elver. Det var ikke just sådan en smed han havde ventet at se men man kunne jo blive overrasket. Han smilede til hende og skulle lige til at præsentere sig ved sit rigtige navn, men stoppede dog sig selv.
"Goddag...... Mit navn er Connor McAndrews. Jeg søger sølvsmeden Bean Sidhe?"

Ganske forundret, nikkede han anerkendende da han kiggede rundt på de mange våben der hang på væggene. Nok havde han set så utrolig meget forskelligt håndværk men der var nu altså en helt særlig elegance over elveres håndværk. Det var ikke en gang sikkert at en elver var uddannet i håndværk, men det endte altid med en smuk præcision. Og han kunne da se at hun var rigtig dygtig til det hun lavede.

Han kunne dog ikke lade være med at grine lavt og smile til hende da hun nemt gættede hans formål her. "Hvad afslørede mig?.... Men ja det er rigtigt.... Jeg har søgt en del tid og min søgen har så bragt mig her til. Du skulle være den bedste sølvsmed der er, og det er noget af en opgave jeg vil have dig til.... Men som du nok kan gætte så er jeg ikke nogen normal mand, sådan at skulle have et sværd af sølv... Hvad skal du egentlig have for sådan et stykke arbejde?"

Bean Sidhe smilede og sagde ''jeg vidste at du søgte et våben, fordi hvis du havde søgt et smykke skulle du bare have ringet, mit nummer står i telefonbogen'' mens hun talte fandt hun et måle bånd frem og begyndte at måle Connors højde og armlængde.

Der efter fandt hun to træsværd med blykerner, så deres balance passede til et standart sværd og kastede det ene nonchalant til manden

''jeger nød til at kende måden du kæmper på, for at kunne lave et sværd der passer dig'' sagde hun professionelt, mens hun tog sin skjorte af (den var ikke lavet til at fægte i) under den havde hun en stram top, som afslørede en meget muskuløs krop (som dog stadig var meget feminin) hendes arme og mave var dækket af kampar, og signalerede til manden at han brudte gøre det samme, da et jakkeset ikke giver særlig god bevægelse

Hun tog sit træsværd i venstre hånd (hun er ambidextrous) og stillede sig i en klassisk felter stans, med venstre side til sin modstander, højre hånd mod sin hofte og sværdspidsen i øjenhøjde ''en garde''

Efter hun havde målt ham, greb han træningssværdet hun kastede til ham hvorefter han svingede det et par gange ud i luften imens han fortalte: "Jeg bliver nødt til at være lidt ærlig.... De mål du lige har taget kan du ikke rigtig bruge.... Ikke til den opgave jeg har tænkt mig... Men min kampstil kan du vel egentlig stadig læse lidt af...."
Så tog han hendes råd og hængte først jakken og smed så skjorten. Det afslørede en perfekt muskuløs krop hvor ikke et gram fedt sad forkert og han bukkede først for hende. "Jeg skal lige varme musklerne lidt op hvis det er ok? Det er ikke så tit jeg kæmper sådan her...."

Så tog han et par skridt tilbage og svingede først sværdet langsomt i luften som om han mærkede efter vægten så det kunne afstemmes til bevægelser. "Jeg kæmper lidt på to forskellige måder alt efter modstanderen..." Han trak vejret dybt et par gange og gik så i gang. Det blev meget hurtigt tydeligt at måden her ikke rigtig kunne bruges til at angribe med. Men til gengæld ville det være noget nær umuligt at ramme ham. Det var som om han formede en tæt hvirvelvind af klinger omkring sig på denne måde.
Så stod han klar til at kæmpe mod hende så hun kunne se efter selv. Hans stil var ikke særligt meget udfald og stik, men utrolig meget flydende bevægelser så det var svært at forudse hvor han angreb fra.

Bean sidhe sagde ''du tænker for meget'' og indledte et andgreb med en række hurtige og præcise stik og huk, for en amatør ville hendes andgreb se meget basiske ud, der var ingen mærkelige finter eller tricks, men hendes sværd bevægede sig aldrig mere end lige nødvendig for at lave andgrebene, der blev ikke spildt noget energi.

de fleste af Bean Sidhes andgreb kom som stik (et stik kommer osm en lige linje, hvilket kør den slags andgreb en del hurtigere end andre andgreb og sårene de skaber er oftere dødelige) hun ville ikke have ham til at tænke over hvad han gjorde, kun handle på rent instinkt, for elleres viser man aldrig ens sande kampstil ''lad være med at gemme dig, eller er det et skjold du vil have mig til at lave'' sagde hun hånligt,

ps. defensiv er 100% reaktiv, hvorimod andgreb er 100% aktiv, dette giver ofte andgriberen en psykologisk fordel (90% af en kamp er vundet i psyken)

Han kunne ikke helt lade være med at grine lidt af hendes kommentar men forstod hende så udemærket. Han svingede træningssværdet et par gange i luften inden han svarede:
"Du har så evigt ret... Men som du selv siger så er det ikke hvem som helst der kommer her for at bestille et sværd.... Så har du også regnet ud jeg ikke bare er en normal mand...."
Det var som om den gyldne glød i hans øjne blev mere markante inden han igen talte: "Men du er unik... Jeg har oplevet en Banshee... Men aldrig en elver der kan skrige som en.... Du er også den første jeg har oplevet der 'danser gennem skyggerne'.... Men hvis du skal kunne lave en klinge til mig, skal du jo også kunne måle rigtigt... Jeg beklager hvis jeg kommer til at fylde lidt..."

Han trådte ud hvor der var lidt mere plads hvor han begyndte at gløde gyldent. Håret blev mere guldfarvet og hans muskler voksede samtidig med han voksede til ca 3,5 meter. Fra hans ryg sprang et par kæmpestore hvide vinger og hans øjne var nu klart gyldne. Hans stemme var også dyb og majestætisk. "Jeg kæmper både med hellig ild og mine vinger som våben. Vil du stadig lave sværdet til mig? Du er ubestridt den bedste.... Ingen kan længere den smedeteknik du bruger..."

så snart du sagde ordet Banshee (Banshee er rent faktisk en forkert udtale af Bean Sidhe), gløde Bean Sidhe øjne af had ''sig ikke det ord, eller jeg slår dig ihjel'' sagde hun koldt, hun fandt det yderst fornærmende nor nogen sagde kaldte hendes familie Banshee ''hvad du har mødt er en bedrager, kun min slægt kan kaldes Bean Sidhe og jeg er den sidste''

hun skygge sprang hen til vægen og trak et sværd og mens manden var ved at forvandle sig borede hun det gennem hans fod som svar på fornærmelsen (hun mener at det er billigt sluppet for at sige det ord)

''hvis du vil have et sværd kræver jeg en lige betaling, den person der har udgivet sig for at vær en Bean Sidhe må dø'' sagde hun, med et blik der viste at hun var seriøs

Som hun stak sværdet igennem hans fod, blussede hans øjne op og han tog fat i hendes håndled og trak sværdet ud med den anden. Sværdet blev smidt hen af gulvet og hvide flammer dukkede op om den hånd han havde fat i hende med. Hun havde ikke direkte gjort noget forkert så hun ville ikke blive skadet men det ville gøre virkelig ondt. Hans ansigt blev alvorligt og han svarede hende:

"Gør det der en gang til og jeg vil ikke være så nænsom.... Jeg kender ikke din slægt, men væsnet en Banshee. En skrigende udød. Om hvor vidt din slægt bærer lignende navn ved jeg ikke... Skabningen jeg snakker om bliver kaldt rigtig mange ting... At skødesløst at angribe en Seraphim er mere end bare dumt! Det var ingenlunde meningen at fornærme dig og jeg kan forsikre dig om den skabning er død. Jeg gjorde det selv. Skal vi kæmpe en kamp du vil tabe eller skal vi prøve igen med at se på en klinge?"
Så lod han de hvide flammer forsvinde endnu en gang og den gyldne glød blev rar og rolig igen. Så slap han hende efter en varm fornemmelse havde fjernet smerten i hendes håndled

Bean Sidhe så koldt på ham ''du kommer til mit hjem, fornærmer min familieog tro ikke at uvidenhed er en undskyldning og så forventer du at blive værdig til et sværd smedet af min hånd, hvilken arrogance '' hendes stemme var meget anderledes end før, man kunne nærmest mærke magien i den

''man kaldte dem banshee grundet legenderne om vores skrig, de har ikke andet end en billig kopi'' med disse ord viste hun ham hvad hendes skrig kunne udrette, lyden var kraftig nok til at lamme et menneske i smerte, og sværdene der hang på vægene begyndte at rasle, så højt var lyden

da hun stoppede sagde hun ''og i mit hjem har jeg ret til at kræve erstatning for en værd fornærmelse og jeg valgte blod som min erstatning, hvilket er min ret efter elverfolkets love''

Han smilede lidt efter hendes skrig og følgende forklaring af de såkaldte love hvorefter han holdt sin hånd frem og en hvid flamme dannede sig over den. "Jeg kan kun beklage at jeg har fornærmet din familie. Det var på intet tidspunkt min intention. At du så betragter det som arrogance vidner om det korte temperament der desværre har præget dit folk som helhed... Det er dog atypisk for din art at kræve blod som bod for en fornærmelse. Lovene der er omkring dig gør normalt at en undskyldning for en fornærmelse man intet vidste om... Ja de fleste ville ikke bringe mere besvær. Jeg skal vel ikke til at kræve det samme vel? Jeg ser ingen grund til besværet"

Så tog han en fjer fra sin ene vinge og vippede ganske kort med hånden hvorefter fjeren sad boret fast i væggen bag hende. "Men i såfald hvis dit folks love gælder..."
Han bevægede hænderne i en anerkendende hilsen brugt af elverfolket hvorefter han talte til hende på hendes arts sprog: "Jeg Seraphim Khá beklager min fornærmelse og hilser dig som æret ven. Jeg ser foran mig smed af stolt slægt og søger smedens gave"

Så lagde Khá vingerne ind langs ryggen igen og lod den hvide ild forsvinde fra hans hånd. Grundet de 3,5 meter kiggede han ned på hende men med et anerkendende blik. "Så er det lovformeligt gjort efter dit folks love"

Bean Sidhe grinede af ham og sagde ''loven lyder, en gæld skal betales i fuld, en fornærmelse skal betales i dobbelt og en venlighed skal betales i triple, man skal kunne elvisk grammatik for at få lovens sande mening'' mens hun talte begyndte hun at tage nye mål og hun ignorerede fjeren (hun har selv taget sin betaling i blod)
''de fleste af mit folk er bare ikke blodtørstig nok til at kræve sin ret, men jeg er''

da hun var færdig med at tage målene fandt hun en blok papir, og begyndte at tegne sværdet hun skulle smede, mens hun tegnede begyndte hun at synge en smuk, men sørgelig elvisk sang om en kriger der døde i kamp mod en hær, hendes stemme var kraftigere og smukkere end noget menneske kunne præstere (bean sidhe (ental og flertal er det samme) er berømt for at synge ved døde heltes begravelse)

Han valgte ikke at nævne mere om det, da hun sikkert bare ville blive mere gal. Ikke noget han frygtede men der var heller ingen grund til det når hun nu skulle smede hans sværd. Imens hun begyndte at tegne, tog han hvad der var en skål af en art og skar sig selv i hånden til der var en god portion blod i skålen. Så lyste hans hånd og såret var væk igen. Skålen blev stille sat i nærheden af hende imens han sagde:
"Det her skal gerne i klingen... Mit blod vil gøre det til et helligt våben. Jeg tvivler ikke på dine evner, tvært imod.... Men der er ting selv ikke en smed kan gøre af sig selv..."

Efter at have lyttet til hendes sang lidt og var blevet til menneskeskikkelse igen, kiggede han lidt rundt på de våben der hang på væggene. De mindede ham om nogle af de kampe han havde haft. Han havde kæmpet både på den rigtige og forkerte side af sådanne sværd.

"Jeg mødte en gang en af din art en gang. Men ikke af din slags.... Hun ville ikke synge om min død.... Jeg spurgte hende hvorfor hun ikke ville... Hun svarede at jeg ville udgyde blod nok... Bean Nigheachain hed hun..."

Bean Sidhe stoppede med at synge ''hun må være fra en side gren af familien, hovedslægten kalder sig aldrig andet end Bean Sidhe til udefrakommene, og med hensyn til mine smede evner, jeg var trænet af min oldemor, og jeg tror at du kender til et af hendes sværd excalibur'' sagde hun med et triofermenede smil, det var ikke det mægtigste våben hendes slægt havde smedet, men det var det mest berømte blandt mennesker.

hendes skitse begyndte at line et sværd, sværdet var langt og bladformet, slank ved håndtaget der efter blev det lidt bredere der hvor man hukkede og endte i en spids over tigningen stod der ''silme ilma'' som betyder stjerneskær på elvisk (og ja jeg har fundet det i Tolkiens elvisk ordbog)

hun var glad for blodet, hun ville ikke blande det i metal, men i stedet til afkøle sværdet (efter at man har haft sværdet i ilden den sidste gang køler man det af meget hurtigt i olie (vand fordamper alt for hurtigt) for at hærde metallet, men man kan sagtens bruge blod)

Som hun tegnede videre, kiggede han med og var ganske imponeret over hendes arbejde. Han nikkede meget anerkendende inden han tænkte kort og sagde:
"Det ser fantastisk ud. Hvis du kan få inkorporeret et kors og navnet Matthew, ville det være helt perfekt. Matthew er min søn.... Var...."

Efter hun nævnte det med hendes oldemor tænkte han lidt over det for at se hvem det kunne være. Og det var jo faktisk ikke så svært at regne ud. Men hans situation havde været en lidt anden den gang, men der var ikke nogen tvivl.
"Så må din oldemor være selveste Lady of the Lake? Eller det blev hun i hvertfald kaldt. Og hvis det er hende så kender hun mig så udemærket. Men dog ikke for noget godt.... Hun kendte mig som den Djævel jeg var før min genfødsel..."

Navnet 'Khá' var så udemærket kendt på den egn. Dog var det ikke sikker hun kendte det. Alt efter hvor meget hun havde med sit ophav at gøre selvfølgelig. Dog var hen den gang den udøde Djævel hvis blå ild hærgede alt han ville have noget fra. Og hans kontrol over de døde var der skrevet mareridtshistorier om. Lady of the Lake havde gemt den bog han var efter nede i hendes sø. Og nok var Khá en af de mest frygtede ærkemagikere og nekromantikere gennem tiderne. På land ville hun ikke have haft en chance. Men i vandet havde han intet at skulle have sagt.

Bean Sidhe smilede, da hun var hos sin oldemor havde hun ikke lavet andet end at smede, de havde aldrig snakket om andet end sølv og kamp ''så må vi håbe at du nu er værdig til det sværd jeg vil lave, ellers skal jeg nok dræbe dig'' sagde hun venligt, men hun gjorde det tydelig at der  var en trussel i hendes ord

i hendes stille sind lavede hun planer for at hvad hun ville gøre hvis hendes sværd blev brugt for ondskab, men hun var ikke bange alle sværd har et svagt punkt hvor det splintre, men kun den smed der har smedet det kender det og de ved det kun hvis de er mestre, så hvis han igen blev en djævel ville hendes sværd ikke udgyde for meget blod.

Hun fortsatte sine tegninger og sagde professionelt ''mød mig hær om en månecyklus (28 nætter) ved midnat så vil jeg have et sværd til dig''

(skal vi lave et timeship til når du afhenter dit sværd)

Han kiggede på hende med en helt ufattelig ro og stod så majestætisk som kun en Seraphim kunne.
"Jeg kæmper ikke for at gøre mig værdig til en klinge. Jeg kæmper for at opretholde en balance der alt for ofte bliver pillet ved. Jeg kan udemærket forstå din intention om at dræbe mig hvis sværdet bliver brugt til uværdige formål. Jeg kan forsikre dig om to ting. Jeg kommer ikke til at bruge det til uværdige formål eller kampe. Og du vil ikke have held med at dræbe mig. Seraphims kan ikke bare slåes ihjel fordi man synes. Jeg har levet flere menneskealdre og blevet genfødt af mørket. Men ærværdigt at du tror du kan. Meget vel, så vil jeg være her ved det ønskede tidspunkt, så kan du til den tid finde ud af hvad du vil have i betaling. Godaften Ms...."

----28 nætter efter

Natten hvor han skulle modtage sin klinge var oprundet og han stod der ganske på slaget som hun krævede. Khá gjorde altid meget ud af at være punktlig. Så måtte han jo se om hun var lige så temperamentsfuld denne gang