Listen to the voices -Naoya

Omgivelser: Ingen, da der ikke er ikke er nogle der tør at komme der n__n
Sted: Masion de fous
Tid:19:38
Vejr: Sådan lidt tåget.
Dato:?

En tyk tåge lå som en dyne hen over himlen. Det lignede lidt at himlen var blevet farvet grå siden det var så tykt. Det så næsten uvirkeligt ud, da det virkelig var mørkt. Det måtte være umuligt at se igennem hvis det kom nærmere jorden. Så ville mange biler køre sammen, og mange liv gå tabt. Det ville ikke være opmuntrende hvis lige pludselig alle mulige døde begrund af en tåge? Sådan nogle tanker var der inde i Matt's hoved. Han havde faktisk en ret syg tankegang. Den handlede altid om alt muligt underligt ligesom, hvordan en verden ville være uden skønhed, eller hvordan døden føles. En ting han ikke kunne finde ud af før han døde. Men han var så nysgerrig at han stadig ville vide det. Det var det som andre kaldte en syg tanke gang, fordi den for det meste lige fortiden handlede om død. Matt havde våget at bevæge sig ud i tågen. Der kunne han være skjult for alt og alle. Det kunne være hans hule, hvor han kunne tænke over alt uden folk kaldte ham sindssyg. Han sukkede let og tog sig til hovedet. Hans let fugtige finger vanter ramte hans iskolde, blege pande. Fingrene på handskerne var blevet cuttet af så et stykke af hans fingre var fremme. Så følte han nemlig mere at han havde styr på sine hænder. Men det var også en god måde at skåne hans evne. Han hadede den evne.. At kunne føle andre folks følelser. Det var virkelig belastende, nogle gange. Det var en byrde der aldrig ville forsvinde. Og det var ikke noget han selv havde valgt at få... Desværre.. Han lukkede sine øjne og følte en let vind der kærtegnede hans næsten hvide hud. Han smilede svagt for sig selv af de kølige berøringer fra vinden. Det var som om det havde en virkning på ham, der beroligede ham. Han åbnede hans meget lyseblå øjne og lod dem glide hen over tågen. Der havde taget form, som døde mennesker. Eller sådan så Matt på dem. Han begyndte at gå hen over det, dukkede græs der var en smule glat. Men det var mest begrund af vandet, der var en lille smule frossent fordi der var så koldt. Der lå os lidt sne rundt omkring. Men det var ikke meget. Det var mere bare de sidste rester af den voldsomme vinter. Han sukkede let, men lod sig bare vade videre hen over en græs eng. Længere inde på engen havde han hørt at der lå en gammel 'galeanstand'. Der ville han nok passe ind. Det havde i hvert fald været hans første tanke der havde slået ham efter han havde fået det af vide. Han stak hænderne, ned i hans lommer på hans grålige hætte trøje... Eller var det blå? Det havde han aldrig fundet ud af, og det havde længe undret ham. Men det var nu os en af de mange spørgsmål han ikke ville finde ud af. Han smilede let ved tanken, og lod sit blik glide ned på trøjen. Han kunne seriøst ikke finde ud af hvilken farve den var.. Måske gråblå? Who know's. Han gik videre hen over græsset, men det knirkede let for hvert et skridt han tog, da det næsten var ren is han gik på. I dag havde han hans stramme sorte bukser på, der sad tæt på hans tynde ben, som passede perfekt til hans spinkle krop. Han var ikke så god til det med at spise. Men det var vel også den lille spiseforstyrrelse som han havde. Eller han vidste ikke selv han havde det, men det var ret tydeligt hvis man holdte øje med hvad han spiste i løbet af en dag. Det var nok os det der havde gjort at hans ben var så tynde, eller måske rettere spinkle. Jaeh, det var i hvert fald en af delene. Hvilken af dem vidste han ikke. Men kunne det ikke os være det samme? Han lo let over han egen tanker. Han tænkte igen å døden.. Døden plagede tit hans tanker. Han vidste ikke hvorfor med det gjorde den bare. Det var som om den havde noget at sige til ham. Måske skulle han snart dø? Ej, det burde han i hvert fald ikke. Det ville være ret så underligt hvis han bare sådan lige pludselig døde. Det ville være unaturligt. Matt kunne se 'gale anstanden' nu. Den var i hvert fald lidt syndelig. Han satte farten en lille smule op, fordi nysgerrigheden bredte sig i hans krop. Han ville vide om han passede ind der? Eller om det var endnu et sted han ikke hørte til. Han strøg sine fingre gennem hans sorte pande hår og skruede lidt op for den musik han havde i ørerne han hørte lige nu 'im so sick'. Det var endnu en sang han elskede. Det var larmede men stadig betydning i sangen. Musik= Liv.. I hvert fald Matt's liv. Det var som om det var han sjæl der var inde i den i pod. Han smilede let ved tanken om at den havde hans sjæl. Det kunne da være cool, hvis den holdte hele hans liv. Så havde han bare tabt sit liv ned af mange trapper. Han nåede frem til andstanden, og smilede let igen, da han følte fornemmelsen af døde ånder, der fløj omkring ham. Det gav kuldegys, men han synes det var rart. Da han følte sig levede sådan. Han lukkede øjnene, let og lyttede til de hæse stemmer der hviskede ind imod hans øre. De bad ham om at give dem hans liv. Men det ville han ikke.. endnu... Han åbnede øjnene igen, og bevægede sig hen af græsset og kom nærmere og nærmere på denne 'anstand'. Da han nåede helt tæt på den lod han hans ene finger løbe hen over en af murvæggene. Det gav ham kuldegys hele vejen ned af hans ryg, men på en spændende måde.

Matt var ikke det eneste levende væsen som var ved galeanstalten. Naoya... eller Nao som folk kalde ham, var det også, men selvfølgelig pga vidt forskellige grunde. Flere gisp kom fra hans løbene krop, som næsten ikke kunne få luft.
"LAD MIG NU VÆRE!" råbte Nao, med det sidste luft han havde i lungerne, og blev derfor tvunget til at stoppede op. Han kunne ikke løbe mere, eller rettere hans ben gad ikke at bevæge sig. Rigtig ville han ikke være her, men pga tågen var han faret vild og var af alle steder endt her. "Det her er ikke min heldige dag " mumlede han forpustet og tog hånden op til hans hals. Han var ikke bange for spøgelser, men han kunne ikke lide følelsen af at nogen holde øje med ham. Det var ubehageligt når han ikke vidste hvem der var som hviskede ham i øret eller hvem som f.eks tog fat om hans ankel eller skulder vis han stod stille i for langtid.
Nao lod sig selv glide ned langs muren så han sad nede på den kolde frosne jord. Hvad skulle han gøre? han vidste ikke hvor han var og selv vis han vidste hvor at han var ville han under ingen omstændigheder hjem lige nu. Ikke så længe at der var alkohol i huset og at hans storebror var fuld. Stanken af alkohol var ulidelig for Nao, men det værste var nok at hans storebror altid ende med at slå eller rettere tæske Nao, selvom at der ikke var nogen grund til det. Derfor ville han ikke tage hjem før at solen igen stod højt på himlen og at alkoholen var væk.

De klare mælkehvide øjne (se avatar) kiggede rundt, han kunne stadig ikke se dem, men han kunne høre dem hviske. Stemmerne borede sig nærmest ind i hovedet på ham selvom at deres hvisken var meget utydelig Nao var en blanding imellem et menneske og en engel, men selvom at han kende til alle racerne som gemte sig iblandt menneskerne, kende han ikke til hans engle halvdel. Han troede stadig fuldt og fast på at han var et normalt menneske, eller... normal ville han nok ikke kalde sig selv. Det meste af tiden kunne han ikke røre ved folk, da hans krop havde opbygget en forsvars mekanisme som gav alle der rørte ham et kraftigt stød. Så var der jo også hans øjne, de havde en farve som var ekstrem sjælden. Den var i hver fald ikke set hos noget menneske før. Pludselig fik han sig en overraskelse, en utydelig skikkelse stod ikke så langt væk fra ham, men om det var et levende væsner eller ej viste han ikke. Nao rejste sig op og bevægede sig hen imod skikkelsen.. lydløst for at se om det var en ven eller fjende.

Matt trykkede sine håndflader ind imod, sten muren. Han lukkede kort øjnene, og trak vejret dybere. Det var som om at dybere åndedart fik en til at føle sig jordnær, mindre svævende. Ret så en underlig ting, men det var jo en god måde at føle sig 'menneskelig' på. Matt slog sine lyseblå øjne og op lod sit blik falde hen på muren. På muren kunne han se gamle mærker, og riser. Der havde nok været mange der prøvede at stikke af derfra. Han hørte noget råbe, og lod sit blik vende sig hen imod lyden. Der steg hans puls en smule, af overraskelsen over råbet fra en anden person. Hans lyseblå øjne, flakkede hen på en skikkelse i nærheden. Måske var det en af de døde? Som en ånd? Eller måske rettere spøgelse. Det var jo et eller andet med at 'galeanstanden' havde brændt, i sin tid. Det var dog meget længe siden, men det var jo stadig en forfærdelig historie selvom det var længe siden. Han sukkede let og lod sine arme falde ned af siden. Nygerrigheden bredte sig igen, mens han begyndte at bevæge sig hen over det tørre græs hen imod skikkelsen. Han mærkede hvordan han fik gåsehud, da en af ånderne pustede på ham. Han mærkede hvordan han os fik kuldegysninger ned af ryggen. Han sukkede let og skruede lidt ned for hans høje musik, der næsten smadrede hans trommehinde. Men det var nu det han følte sig mest tryg med, at have sine hovedtelefoner i og høre højt musik. Det afledte også hans syge tankegang en smule. Jaeh, det endte nok med at han prøve at begå selvmord, for at få opklaret hans mange syge spørgsmål. Han smilede lidt ved tanken...Underlig tankegang... Matt gik en smule hurtigere nu, da han følte at denne skikkelse kiggede tilbage på ham. Han gispede kort, og opfangede hurtigt at der nok ikke var noget at være bange for, det burde være en normalperson... Eller normal og normal. Ingen 'normale' ville gå her ud, siden der var enormt skræmmende. Matt gik fortsat hen imod personen. Da han nåede hen til skikkelsen, opfangede han at det var en dreng. Han satte sig på hug et stykke foran ham, ”er du okay?” mumlede han og hans kinder fik en svag rødlig nuance. Han blev altid en lille smule genret, og flov når han mødte nye folk. Han strøg sine fingre gennem hans sorte pande hår der dækkede en smule af hans øje. Det var det der gjorde at han så, så nuttet og uskyldig ud. Ikke at han var det.. Eller det syntes han ikke selv, men det var der nogle der syntes. Han smilede let til denne person, eller måske væsen? Ja, det var en af de ting han ikke kunne gennemskue. Det var om det var et menneske eller et væsen han talte med. Han vidste endnu ikke o der var andre væsner i denne by, men han havde mødt andre som ham selv i hans hjemland. Han sukkede let, og kiggede over på skikkelsen med hans lysende blå øjne. Han kiggede ned på hans fingerhandsker der var sort og grå stribede. Matt vidste ikke helt hvad han skulle sige lige nu. Det var jo enlig lidt akkavet, bare at sætte sig foran en person, man ikke kender og spørge om man er 'okay?' Han var da nok ikke okay... Så ville han vel ikke være her vel? Han sukkede let.. ”Øhm.. Hvad laver du enlig her?” hviskede han næsten lydløst, og bed sig forsigtigt i underlæben. Matt's læber havde en sjov rosa farve, men den var meget svag i det. Han strøg let sine fingre gennem pandehåret igen. Det var gået hen og blevet en vane, en meget dårlig vane. Det mente Matt at det var, en rigtig dårlig vane. Han smilede forsigtigt til, denne dreng og slog blikket hurtigt væk igen... Han kunne igen høre de mange, hæse stemmer som plagede ham om hans liv.. Så de kunne leve videre i denne verden. Han tog hans hoved telefoner ud, og slukkede i poden. Det kunne være at det hjælp lidt på den. * lad mig være * tænkte han til stemmerne. De irriterede ham, grænse løst.. Stemmerne burde bare skride af helvedes til. Han hadede dem. De genrede ham dag, efter dag.. Time efter time... Sekund efter sekund.. Hvorfor skulle det absolut gå ud over Matthew dé Lune. Hvorfor kunne de ikke irritere et eller andet menneske? Ej, det var en ond tanke gang. Det var da godt, at det gik ud over en freak som ham. Eller det havde han været kendt som, dengang han var mindre. Han sukkede let, dumme tanker. De var lidt ligesom stemmerne. Bortset for at det var ham selv der bestemte over hans tanker. Stemmerne bestemte over sig selv, på en måde.

//mangler krea håber at det er okay xD //

Der var så mange stemmer som hviskede på samme tid. De var nærmest inde i hans hovede hvilke gjorder det hele mere ulideligt, men så lige pludselig var der en stemme som overdøvede de andre. Denne stemme sagde ikke 'giv mig dit liv' men 'er du okay' og efter at denne stemme kom, forsvandt alle de andre. Dette fik Nao til at løfte hans blik. Foran ham stod en ung dreng som nok var et år yngre end ham selv. Et Menneske?..nej denne dreng var intet menneske. For en følelse, også kaldt instinkt fortalt det til ham. "undskyld jeg hørte dig ikke, hvad sagde du?" spurte han og studerede drengen med hans mælkehvide øjne. Han var jo ikke sikker på at stemmen han hørte før, tilhørte denne dreng.
Hans brune pandehår dækkede næsten de mælkehvide øjne, som studerede ham. Han så en smule genert ud eller måske var han bare nervøs. Lidt efter spurte han hvad han lavede her. "Jeg var faret vild i tågen, og ende uheldigvis her" forklarede han og grinte lidt over hans klodsethed. "hvad med dig, dette er ikke et normalt sted at være " spurte Nao og rejste sig op. Han børstede det værste jord væk og var enlig ret lettet over at se et levende væsen.

// Det går nok er heller ikke så kreativ! xD


Matt følte sig lidt dum da drengen rejste sig. Han følte sig nemlig meget lav, ikke at han ikke var det normalt, men bare meget lavere. ”Øhm.. Jeg spurte bare om du var okay” sagde han og ruskede sig lidt genret i håret. Han rejste sig så op ligesom drengen havde gjort. Nu følte han sig bedre tilpas, da han ikke var så lav igen. Eller han var ikke lige frem høj, han var vel omkring 175 cm, eller sådan noget. Han følte sig i hvert fald selv lav, men det var jo ikke den værste højde.. Det kunne have været værre. Han smilede let og blidt til drengen. ”Skal jeg hjælpe dig ud af tågen?” mumlede han og hans kinder fik en rødlig nuance. Da denne dreng spurte ham hvad han lavede her, vidste han ikke helt hvad han skulle svare. Et lille nervøst smil bredte sig hen over hans let lyserøde læber. Hans kinder fik igen den rødlige nuance, mens han tog sig sammen til at svare på drengens spørgsmål. ”Jeg er vel heller ikke helt normal.” mumlede han først. Nok mest til sig selv, men nu fik drengen jo os oplysningen, om at han ikke var helt normal.. underligt? ” Øhm... jeg føler mig bare draget her til” mumlede han, let og hans kinder fik igen en rødlig nuance, men den var tydeligere end normalt. Et underligt ord... normalt... For man kan jo ikke forklare hvad der er normalt og ikke normalt. Men efter 'menneskets' mening, var det jo flertallet der var normalt. Han smilede let til drengen, for at vise at han altså ikke ville gøre ham noget. ”Må jeg spørge om dit navn?” hviskede han genret og rødmede let igen. Det var dog ikke så tydeligt, som det kunne have været. Heldigvis var han ikke sådan en der lige med det samme blev tomat rød i hovedet. Men det kunne han desværre hurtigt blive, især hvis personen var en som han elskede. Dog havde han aldrig elsket nogen før. Kærlighed var noget underligt noget, det var så svært at finde ud af. Matt kigede over på drengen igen, ” men det er okay, hvis du ikke vil nævne det” tilføjede han let og nervøst. Han strøg for hundrede gang, sine fingre gennem hendes pandehår. Det var sådan en ting han gjorde når han ikke lige vidste hvad han ellers skulle gøre. Han sukkede let og kiggede op på drengen. Han synes nu at denne dreng var meget flot. Meget endda. Det var i hvert fald Matt's mening om det. Han smilede til drengen, hans blide let charmerende smil.

"om jeg er okay? når ja det er jeg, tak for bekymringen " sagde ham og smilte. Han kunne ikke rigtig få sig selv til at sige at han hørte stemmer, folk ville jo tro at han var skør.
"Må du meget gerne, eller vi kan gå inden for og vente på at det lysner lidt op " sagde Nao og kiggede imod bygningen. Selvom at han aldrig gik sådan nogle steder hen frivelligt, blev han alligevel tiltrukket af alt det overnaturlige. "Draget her til? Så du er en af de personer som elsker det overnaturlige eller? " Han satte hovedet let på skrå og prøvede at lade være med at stirre på drengen i for lang tid xD. "underlig? det syntes jeg nu ikke, alle er forskellige hvilke er en god ting, du er ikke underlig bare anderledes " forklarede han med en munter stemme. Anderledes betød jo ikke altid noget negativt.
Et charmerende smil brede sig på hans læber og han nikkede. Det var lidt svært at høre spørgsmålet da Matt mumlede, men han kunne alligevel godt tyde hvad han spurte om. "Naoya, Naoya Cloverleaf, men vis det er svært at huske så bare find på et kælenavn" præsenterede han sig. Nao var 177 cm så der var kun en lille forskel på 2 cm imellem dem. "Hvad med dig? hvad er dit navn?" spurte han så efter en lille stilhed. Det var først nu at han faktisk fandt ud af at denne dreng enlig var ret...køn? Hvilke bare gjorder det svære at fjerne blikket fra ham. Der var nu også noget over ham som mindede om en hund.. eller ulv? I hver fald en meget sky hund. Men det var jo også en god ting i Naos øjne. Han kunne faktisk bedre lide hunde end katte, da hunde var mere royale imens at katte bare kom og skred som det passede dem.
"Du er.. ikke noget menneske vel?" Det gik først op for ham lidt efter, hvad han havde spurt om. Nao håbede ikke at Matt ville blive sur over det spørgsmål. Der var nogen personer som følte sig utilpas ved sådan nogle spørgsmål.

Matt's kinder fik en rødlig nuance, da han kiggede op på ham. ”Godt at du er okay” sagde han med blidt smil. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare, at han ikke synes at det var overnaturlige ting, men det var ganske normalt, men specielt. Han sukkede let, ”Du må ikke tro jeg er sindssyg men jeg høre stemmer her omkring” mumlede han og kløede sig let i håret. Drengen måtte tro at Matt var sindssyg.. Han kiggede op på ham, da han faldt Drengen der hed Naoya, meget tiltrækkende...Det kunne misforstås... Det kunne alt næsten os desværre. Men han kunne ikke uddybe det bedre i sine tanker. Han smilede charmerende til Naoya, ” Jeg tror jeg vil kalde dig Nao, det lyder nemlig så kært” mumlede han lidt tydeligere, end før. Da han spurte om han ikke var noget andet end et menneske frøs han fuldstændig... Var Nao os et andet væsen? Det ville være det første andet væsen han ville møde. ”Nej, det er jeg ikke” mumlede han og hans kinder fik en svag rødlig nuance. Han strøg sine fingre gennem hans pande hår så det lige gemte noget af hans øje. Faktisk det meste af hans øje, da han var en smule genret, det var det der fik ham til at rødme. Det var hans 'generthed'. Han rakte let ud efter Nao's hånd, så de kunne gå ind i bygningen. Han tænkte ikke over at han lige havde mødt ham. Han lod sine fingre holde fast i Nao's. Han vidste ikke hvorfor han lige havde taget en 'halv' fremmede i hånden. Men det føltes bare rigtigt. Han smilede let til ham, da hans kinder fik en rødlig farve igen. Han trak let i Nao, for nærmest at sige at han gerne ville have ham med ind i anstanden. Men det var nærmest et sprog uden, ord.. Det man kaldt kropssprog eventuelt. Han sukkede let, og smilede så blidt og lidt charmerende til ham igen. Det var ellers ikke så tit at Matt bare gik rundt om smilede til folk hele tiden, men lige Nao var speciel. Han kiggede let op på ham.. ”vil du med indenfor indtil der ikke er så tåget?” spurte han let og smilede så blidt til ham. ”Øhm.. Forresten så Hedder jeg Matthe... Matt” mumlede ham.. Han plejede bare at sige Matt når folk spurte men hvorfor han var ved at sige hele navnet til Nao vides ikke. Han var ikke glad ved sit navn det var derfor han bare blev kaldt Matt af dem han kendte. Det var bare på en måde lettere, en Matthew.

"Stemmer? Du høre stemmer? *lettet åndedræt* Hvilken lettelse så er jeg ikke er den eneste" sagde Nao med en utrolig lettet stemme og smilte charmerende. Matts rødlige nuance på kinderne var nemt at ligge mærke til. "er du syg?" Han var lidt i tvivl om Matt havde feber eller om han faktisk rødmede. Nao bøjede sig lidt frem og lag hans pande imod Matts. "Hmm" sagde han i den tid deres pander rørte hinanden. "Du ser ikke ud til at have feber?" Så var der jo kun en mulighed tilbage, at Matt nok rødmede. En tanke gik igennem Nao 's hovede. Matt.. virkede ret tiltrækkende, han virkede speciel og nuttet på en tiltrækkende måde. Nao rystede meget svagt på hovede, måske var det bare hans fantasi? Han kende jo godt til hans double seksualitet, men det var sjældent at han følte andre tiltrækkende. Måske var det duften? Matt havde en usædvanlig, samt rar, duft over sig. Dagdrømmeriget blev afbrudt da Matt snakkede igen "Nao? Det er i orden, som sagt kald mig det du vil " En kort stilhed kom efter at Matt fortalte at han ikke var noget menneske. "Eh virkelig?! hvilken race tilhøre du?" spurte Nao med et optaget/studerende blik og rykkede tættere på Matt. Han havde mødt mange racer i sit liv, og elskede altid at møde nye. Han var ikke bange for varulve, vampyrer eller dæmoner. "Matthe....Matt? " Der lå en undrende stemme i de ord. Han kunne jo godt gætte sig til at Matthe skulle være Matthew. Men vis han helst ville kaldes Matt var det okay " Okay så kalder jeg dig Matt"

En latter kom ud af ham da den rødlige nuance blev tydeligere og han lod de mælkehvide øjne glide over på den forladte anstalt. Man kunne mærke det store ryk/sæt der gik igennem ham, da han mærkede at nogen, eller noget, tog tag fat i hans hånd. Han vende hurtigt blikket imod Matt og gav et lettet suk fra sig da han så at det var Matts hånd. Der gik ikke længe for at Nao lukkede hans fingre om Matts hånd så han ikke kunne trække den til sig lige nu.
Da Matt fik trukket Nao indenfor lukkede han hånden ekstra godt om Matts varme hånd. Som om at han var bange for at Matt skulle forsvinde, men han var nok bare utryg pga de nye omgivelser og Matt gav en vis tryghed, som han ikke ville have forsvandt. Det stramme greb blev hurtig løsnet en smule igen da han selvfølgelig ikke ville kvase livet ud af den stakels hånd. Fodtrin fra det knagende gulv kunne høres, men det kom tros alt fra dem selv... eller gjorder det? Lyset i anstalten virkede ikke, så der var helt kulsort, det var svært at se hvor man gik. Og pga Naos uheldighed gik han direkte ind i et lille bord og slog knæet. Han hvæsede noget utydeligt og humpede kort indtil at smerten var væk.

Matt kiggede hen på Nao, da han spurte om hans 'race'. ”a kind of varulv” mumlede han lidt genret. Han vidste ikke at det var direkte en varulv han var men troede det. Det var fordi det var nyt for ham.... Jaeh, det var svært at forklare. Han sukkede let, men smilede til Nao, mens han trak ham gennem anstanden... Men der var meget mørkt, man kunne rent faktisk ikke se noget. Da Nao væltede ind i et bord, blev Matt panisk. For han kunne jo ikke se om der var sket noget med ham.. ”Nao, Nao, er du okay” nærmest hvinede han, da han let fandt ham i mørket igen. Han lagde let hans hånd i Naos igen, og prøvede at løfte ham op så godt han nu kunne. Matt løftede Nao, op lidt lige som en mand løftede hans elskede på deres bryllupsdag. Sådan so små børn lå i deres mors arme. Han fik Nao, op i sine arme...” Måske, skal vi gå ud igen” mumlede han, og gav Nao et lille tryggende klem. Stemmerne blev tydeligere fordi de var inde i deres ødelagte bolig. Matt var faktisk temmelig bange, men hvis man spurte ham ville han nok svare; at han ikke var bange. Men det var os ret så skræmmende siden, at man ikke kune se noget og bare høre en masse klagende skrig. Han lukkede kort øjnene i, mens han gik i mørket. Det gjorde ikke rigtig nogen forskel om han havde åbne øjne eller lukkede øjne. Han sukkede let, men han stødte ind i en væg, og tabte Nao da han selv mistede balancen. Men han hev fat i Nao så godt som han nu kunne. For han håbede at Nao ville lande på ham i stedet for det sten ulv der var her inde. Det var jo hans skyld at de væltede ned på jorden. Man kunne høre et knæk da ha ramte gulvet. Hans hoved stødte desværre først på gulvet. ”auch” mumlede han og tog sig til hovedt. Han åbnede sine øjne... ”Nao overlever du?” spurte han bekymret. Han kunne godt mærke at Nao var landet halvt oven i ham, siden han havde hevet fat i Nao. Han tog sig igen til hovedet og fik sat sig op så han kunne se om Nao var okay. Det var mere vigtigt for ham end sig selv lige nu. Han skulle nok heale lidt hurtigere end normale mennesker, siden han var varulv. Matt's hænder søgte lidt efter Nao.... Hvor var han dog bare blind i mørke. Men hans syn var heller ikke noget at prale over. Han sukkede let og hans hænder fandt Naos kinder.

Matt spurte om han var okay, og lød nærmest som en pivene hund, som var bekymret for dens eger. Det fik et lille skævt smil frem på hans læber men det blev til et forvirret blik da han kunne mærke at jorden forsvandt fra hans fødder. Nao kunne mærke at Matt blev trukket op i armene og holde godt fat i ham. Han var glad for at det var mørk for så kunne Matt ikke se den røde farve der havde steget ham til hovedet. Det her var ret...pinligt, han følte sig som en eller anden prinsesse som blev redet af hendes prins. ”Jeg har det fint, jeg er sådan set van til at gå ind i ting eller at komme tilskade, jeg er jo ekstrem uheldig” Han kunne ikke lade være med at grine over hans egen uheldighed. ”Nej nej, bare på grund af at jeg faldt behøver vi ikke at gå, der må jo være en kontakt til lyset et eller andet sted ” forklarede han og håbede ikke at han var for tung. Smerten i knæet begyndte at forsvinde så måske burde han gå selv igen? I hver fald fik han ikke chancen til at sige noget før at Matt faldt. Alt gik så hurtigt, det eneste Nao nåede at gøre, var at klemme hans øjne sammen da han forventede at faldet ville gøre ondt. Men han lande på noget blødt og... varmt? Man behøvede ikke at være et geni for at regne ud at det som han halvt lå på.. var Matt ”J..jeg er okay, men hvad med dig?! Det var dig som fik det hårdeste slag i faldet ” Han rykkede sig hurtigt nærmest i et hop, for ikke at være oven på Matt mere end nødvendigt. Så mærkede han den beroligende varme hånd på hans kind, og lyset fra vinduerne gjorder at han svagt kunne skimte Matt. ”vent her ” Nao rejste sig op og famlede lidt rundt i mørket, han gik igennem en dør og rodet i alle skabe og border. Til sidst fandt han det som han lede efter... en lommelygte. Den virkede ikke til at starte med, kun efter at han havde givet den et par slag ned i mod bordet som gav genlyd i hele anstalten.

Et smil dannede sig igen på hans læber og han gik ud af rummet igen med lommelygten tændt. Han fik øje op Matt og råbte: "Jeg har fundet en lommely-" Nao stoppede med at tale og gå. Der var noget som rørte ved hans fod. En kold fornemmelse gik ham ned af nakken og han vidste ikke rigtig om han skulle kigge ned på hans fod eller lade være. Så mange tanker gik igennem hans hovede. Om zombier, spøgelser og alt den slags. Han så alt for mange gyserfilm, mere end det som hvad var godt for ham. Til sidst sank han blikket og fik øje på en kat, et lettet suk kom fra han og han bukkede sig ned til den "hvad laver du her?" Han havde absolut ikke noget imod katte, men han måtte indrømme at han bedre kunne lide hunde.

”Jeg kan ikke lide når du kommer til skade” hviskede han let og bekymret da han blidt strøg Nao over kinden. Men Nao rejste sig op... Han lagde sine arme rundt om sine knæ, da Nao havde beordret ham til at vente der hvor han sad. Matt lod sit blik følge Nao for hvert et skridt han tog. Men så kom en høj støjende lyde der gav ekko i hele anstanden... Det fik Matt til at fare op da han blev forskrækket. Men det var bare Nao der havde smadret et eller andet ned i et bord.... Pyyhh... Der var han lige ved at gå i panik.. Lidt pinligt men han var vel en smule meget bange. Han bed sig lidt i underlæben, og prøvede at danne sig et overblik over hvor det var han stod. Matt var og ville altid være blind i mørke. Han sukkede let... ”Da han så småt kunne se Nao's skikkelse. Men da han sagde noget der helt klart tydede på lommelygte, men ikke afsluttede ordet... Gjorde det Matt en smule nervøs igen... ”Hvem laver hvad h” men han stoppede. For lugten af kat ramte ham... Han havde jo nogle ulve, hunde gener i sig, derfor kunne han lugte det. Matt begyndte så småt at knurre, da han kunne lugte katten... Han var ikke så glad ved katte... Han synes de var forfærdelige... Men det var nok selve hunde væsnet i ham...Selvom hans varulve form ikke var hundet/ulvet.. Den var mere skræmmende. Men Matt huskede aldrig når der havde været fuldmåne. Han glemte alt hvad han havde lavet, og gjort som varulv. Det var desværre et problem nogle gange.. Da han hurtigt kunne komme til at skade nogen han holdte af. Derfor prøvede han at lade være med at holde af nogen, for ikke at kunne skade dem. Derfor efterlod han også hans familie, da han blev varulv.. Han rystede let over hele kroppen, da han tænkte på det... men samtidig fordi der var en kat i nærheden. Han knurrede stadig af det. En ret så skræmmende lyd, men det var ikke noget han umiddelbart tænkte over. Det var bare et instinkt at reagere sådan.. Den pokkers kat.. *Hvad laver den irriterende kat dog her * tænkte han irriteret over at katten genrede ham så meget. Han tog sig let til hovedet... Han havde brug for luft... Frisk luft... ” Jeg har brug for luft mumlede han... Dog mente han mere at han havde brug for at komme væk fra katten inden han ville jage den væk herfra.. Hvornår var der enlig fuldmåne.. Bare det ikke var i dag.. Det ville være et stort problem, især fordi han var sammen med dejlige Nao. Han ville helst ikke skade ham.. Især ikke nu hvor han kendte Nao en lille bitte smule bedre. Det gjorde ham helt trist ved tanken om at skade Nao uden at kunne vælge det selv..

Naoya beundrede den del af katten som kunne klare sig selv. Katte var jo ikke flok dyr og derfor var de ene spændere som ikke havde brug for nogen. Men dette gjorder også en kat utrolig selvisk. Nao sad jo på hug og nussede katten bag øren, men da den dybe knurren kom rejste han sig op da han troede at der var en hund der inde, men det var bare Matt. Hvilke overraskede ham en hel del, selv i menneske form kunne han knurre som en ulv/hund. Katten blev selvfølgelig skræmt og løb længere ind i anstalten, dog stadig ikke særlig langt væk fra Matt og Nao.

Nao var også mørke blind, men han kunne alligevel meget svagt skimte de forskellige ting som var der, og med lommelygten var det en hel del nemmere. Det var dog lidt ubehageligt med de spejle på væggene, man kunne ret blive overrasket over at se sit eget spejlbilled. ”kom, så går vi lidt væk fra katten ” sagde han og tog fat i Matt's hånd imens at han trak ham længere ind i anstalten og længere væk fra katten. De kom forbi et vindue, tågen udenfor begyndte at forsvinde og den sorte nattehimmel blev langsomt mere tydelig. Nao gik over til vinduet og satte hånden oppe imod ruden. Månen var langsomt ved at blive mere tydelig, det var ikke fuldmåne, i hver fald ikke nu, men det ville den nok være om et par timer. ”Matt, i dag bliver det fuldmåne ” sagde Nao med glæde i hans stemme. Han elskede jo fuldmåne, den kom kun en gang om måneden og derfor skulle man nyde den. I det sekund at han lød glad, havde han helt glemt alt om varulve. Lidt efter slog det ham, vis Matt forvandlede sig var han nok i fare for at blive dræbt. *Af alle dage, hvorfor skulle det så være i dag?!* Tænkte han med en irriteret mine og lod hans pande røre ved den iskolde vinduesrude. Et par sekunder efter vende han sig om med et smil. Han lag armene rund om Matts hals i et kram ”Det her er en anstalt ikk? De burde have tykke døre på de forskellige anstalts værelser, da de har brug for tykke døre til at beskytte dem imod brand. Måske... kunne det hjælpe?” mumlede han og mente at når tiden kom ville det måske hjælpe at låse ham inde? Det ville i hver fald bremse ham, Nao vidste jo ikke hvor stærk Matt var når han var forvandlet. Der var jo stor forskel fra varulv til varulv. Nogle varulve ville ikke kunne bryde igennem anstaltens tykke døre og andre ville let kunne gøre det. Det ville i hver fald købe tid.
Naos ansigt var begravet i Matts skulder. Han tonefald da han snakkede var helt normal og viste ingen tegn på frygt, men hans krop rystede en smule. Han ville ikke kunne undgå at være bange. Han var ikke bange for Matt, men for den varulv der var inden i ham. Det kunne jo let gå galt. En sitren i hans fingre begyndte at danne sig og Nao sprang tilbage... Pyhh det var tæt på. Naos krop var begyndt at udsende elektricitet, i en form for forsvars mekanisme. Vis Matt rørte ved Nao nu, ville han få et ordenligt stød. Den elektricitet som Nao udsende var selvfølgeligt ikke livsfarlig, men det gjorder ondt.

Matt mærkede Nao's dejlige, varme arme rundt om sin hals, og Naos ansigt imod hans skulder. Det var rart... Men det med fuldmånen genrede ham, så at rar-heden ved krammet. ”Jamen, Jamen jeg vil ikke låse dig inde i et skræmmende rum” mumlede han, med et lille skævt smil. Det var os en smule usikkert i det . Måske burde han gå inden han kunne komme til at skade Nao. Hvad skulle han stille op med sig selv hvis han gjorde Nao, fortræd imod sin vilje. ”Måske burde jeg gå, så jeg ikke gør dig fortræd” mumlede han lidt trist, og kiggede op på Nao, med hans grålige øjne.. eller var de blå. Det havde han aldrig kunne finde ud a.. Men han kaldte dem bare grå. Det passede ham bedre, at have et akutment for hvilken øjenarve han havde. Men det var ikke noget han just tænkte meget over. Men det var da noget meget besværligt ikke at vide hvilken øjenfarve man selv har... underligt... Han kiggede lidt på Nao, inden han let smilede til ham... Hvordan kunne han lade være med at smile i hans nærvær... Nao gjorde ham så glad, så dejligt tilpas... På en underlig måde... Men det var meget rart. Matt lod sin hånd glide hen over Nao's kind, og gav ham et blidt kys på hans kind. Det fik ham til at rødme igen, men man kunne heldigvis ikke se det så godt i mørket... Troede han... Man kunne måske lige sådan lidt se det... Det håbede han ikke.. Meget ydmygende hvis man kunne se det.. Det ville være så pinligt. Et suk forlod let hans læber, og han kiggede op på Nao.. ”Jeg tror jeg bliver nød til at gå så jeg ikke kommer til at skade dig endnu mere” mumlede han lidt stille, og trådte lidt væk fra Nao, da han allerede var ved at blive en smule panisk over at der snart var fuldmåne. Det skræmte ham en lille smule, at der var fuldmåne i dag... det var mere skræmmende end at han lige havde kysset end andens kind.. Han sukkede svagt igen.. ”Jeg vil virkelig gerne blive, men....” mumlede han igen lidt trist.. Det ville være vidunderligt hvis han kunne blive ved Nao, men han ville ikke risikere Nao's sikkerhed, frem for sin lyst til at være her med Nao. Men det var for farligt.. Suk... ”Men vi kan ses snart igen... Efter fuldmåne” hviskede han svagt og trist og kiggede op på Nao igen. Han smilede forsigtigt til ham igen, det var dog et lidt charmerende smil. Men det var ikke noget han umiddelbart tænkte over. Det var vel bare et smil. Bare et smil, det lød ondt.. Selvfølgelig var det et smil, dr var dedikeret til Nao.

//ingen kres sorry! >.<

Nao lod hans mælkehvide øjne kigge på Matt, da han sagde at han nok bare burde gå. Før at Nao kunne nå at protestere kunne han mærke en varm hånd ligge sig på hans kind og Matts læber kyssede den anden. Selv efter kysset, kunne han stadig mærke læberne på hans kind. Nao havde tabt lygten da man let kunne skimte den rødlige farve som var plantet på Matts ansigt. Uden videre at tænke over det, knurrede han sig tættere på Matt og lod deres læber mødes i et kys. Det var dog utrolig kort da elektriciteten begyndte at hobe sig op i hans egen krop og han blev tvunget til at slippe før at elektriciteten blev ført videre til Matt. ”Det er ikke så forfærdelig skræmmende, desuden er det jo kun et par timer ” Et par timer betød dog resten af natten, indtil at solen stod op igen og at Matt ikke længere var i hans varulve form.”Du behøver ikke at gå!” sagde Nao med en lidt mere panisk stemme. Den ting han mindst ønskede lidt nu var at Matt skulle gå. Det gjorder ham ret trist ved tanken om at skulle skilles og blive efterladt tilbage. Mest fordi at Nao var bange for at han aldrig ville se Matt igen, men de havde jo ikke rigtig noget valg. ”Jeg låser mig ind i et af de rum som er i en etage over os. Jeg overnatter her og vil stadig være her i morgen efter at du har fået din menneske skikkelse igen. Så vi kan mødes i morgen ved samme tid som nu?” det sidste var et spørgsmål om hvilken tid de ville komme til at se hinanden igen. Han vidste jo ikke hvornår at Matt ville vågne op igen efter forvandlingen tilbage til et menneske.. De fleste besvimede jo af de forvandlinger, da ens organer forandre sig. Eller om han overhovede havde enegi eller lyst til at se Nao igen. Det charmerende smil som blev dedikeret til Nao gjorder det ikke lige frem nemmere for ham at vende sig om og gå.

Efter at Matt var gået begyndte Nao at gå op af trapperne til næste etage. Han skulle jo finde et rum at være i, selv vis Matt ikke var ankommet skulle han alligevel finde et værelse da han jo ikke kende vejen tilbage til byen. Nao havde ikke de store muligheder, der var kun et værelse hvor døren var ulåst. De andre var låst af... hvorfor vidste han ikke. Værelset virkede...beroligende? Hvilke man ikke ville regne med i en hjemsøgt anstalt. I hver fald lag Nao sig ned på den støvede seng og faldt i søvn. Da han åbnede øjnene igen, var det stadig mørkt udenfor. Nao gabte og strakte sig. ”hvor langtid har jeg sovet? 2 timer?” spurte han sig selv og kiggede på uret, men nej... han havde sovet i 13 timer uden at vågne. *Utroligt!* Tænkte han og kunne godt mærke at han var blevet ør i hovedet efter al den søvn. Den næste tanke der faldt ham ind var... gad vide om Matt er kommet tilbage. Nao bevægede sig ud i den mørke gang, der virkede helt anderledes når man var alene. Stilheden fik en til at føle sig utrolig ensom og lige når man mindst ventede det. Begyndte stemmerne at hviske igen og fodtrin kunne høres selvom at han var alene.. eller var han?

Natten var gået og Matt var vågnet et sted ude i en skov...Som sædvanlig med massere af sår rifter og blod over det hele. Typisk... Det var bare det mest klamme at vågne op til... Blod, og massere af sår. Og nogle gange en forstuvet fod. Matt tog sig til hovedet. Han føltes ør i hovedet. Og udmattet. Det havde været en hård nat. Selvfølgelig kunne han stadig ikke huske noget af det der var sket. Han fik rejst sig op, men vaklede nogle enkle skridt, inden han fik balancen. Typisk hans tøj var totalt flæset, og smadret... Han gik lidt ind i skoven og fandt en sø.. Bare en lille bitte en. Han lod sine hænder glide ned i vandet og de dannede sig til en skål. Han bukkede sit hoved ned i mod sine hænder og lod det ramme det kolde vand. Det var rart af få fjernet noget af blodet fra sit ansigt. Det lugtede nemlig ikke så metallisk når det var fjernet fra hans ansigt. Han kiggede ned i søen. Han så ret skræmmende ud, men det kunne have været værre. Matt rejste sig igen, da han kom i tank om Nao. Han kunne ikke rigtig huske hvad der var sket.. Men huskede dog Nao tydeligt, og han begyndte med raske skridt at gå ud af anstanden.. Han var stadig på en måde i ulve rus.. Bare at han var mere, ved sig selv og ikke lignede et monster... mere eller mindre. Hvad nu hvis han skræmte Nao. Men han lovede at han ville komme tilbage. Han måtte gå tilbage, han lod sine fingre berøre hans sorte pande hår der dækkede hans ene grålige øje.
Han nåede hen til anstanden.. Matt stoppede udenfor bygningen.. Frygten for at skræmme Nao var der lige nu. Men han skulle tage sig sammen. Han gik igennem den smadrede dør, og gik ind i den lidt lysere anstand. Der var ikke mørkt mere siden solen var meget stærk i dag. Desværre. Han var ikke så glad ved en alt for stærk sol. ”Nao?” spurte han hæst, og så tydeligt han nu kunne. Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige. Eller hvad han skulle sige når Nao endelig kom.

//ingen kreativitet >.<

Nao var overrasket over at anstalten ikke var så skræmmende når solen stod på himlen. Her virkede ensomt og auraen var dog tung.. men ellers var det bare som en normal tom bygning. Han tog hans mobil op af lommen, ingen mistede opkald, kun en besked fra hans storebror, som Nao boede hos, ikke kunne nå hjem i går da han havde nattevagt på hospitalet. Han arbejder som doktor og var næsten aldrig hjemme. Det var vel en god ting, så ville han heller ikke blive så bekymret når Nao var væk flere dage i træk. I modsætning til mange andre, var Naos forældre og familie stadig i live. Han boede dog kun med hans storebror, da hans forældre boede i England.
De mælkehvide øjne flyttede sig fra mobilen da han syntes at nogen kalde på ham. *Var det min fantasi? Tænkte han, men lidt efter kunne han høre at det var Matt. Så Nao begyndte at lunte ned af trapperne som en hund der ville møde ejeren ved døren. Det var nemt at få øje på Matt da han var det eneste objekt der bevægede sig i denne anstalt. ”Hej Matt... hvad i... um, er du.. jeg mener umm” Han kunne ikke finde de rigtige ord til at afslutte sætningen. Hans blik viste at han var bekymret, men alle ville være bekymret vis en person man holde nær havde mange skrammer og blodpletterne på tøjet. Nao var nok mest bekymret for om det var hans eget blod.

//du smitter >.< nu har jeg ingen kreativitet //

”Du skal ikke tage dig af.. blodet” mumlede han og hans kinder blussede let op i en rødlig farve. Matt håbede ikke at han havde skræmt stakkels Nao, med lugten af blod, og hans udseende.
Hvad skulle han gøre nu? Det var sådan lidt svært at gøre noget lige nu. Lidt mystisk, at komme vadede og ligne et lig. ”Sovet godt?” spurte han med et lille blidt og forsigtigt smil. Han håbede ikke at ånderne, og spøgelserne i denne bygning havde været onde imod ham. Det ville simpelthen være ondt at være ond imod Nao. Hvordan kunne man overhovedet være ond imod Nao? Det burde være umuligt. Han sukkede let og gik hen imod Nao, som han gav et lille knus.. Inden hans kinder igen blev røde. Pokkers. Det blev de bare hele tiden når han var sammen med Nao. Det var ret irriterende at han ikke selv kunne styre hvornår han rødmede og hvornår han ikke gjorde. Det ville være så meget mere praktisk. Så var det heller ikke så pinligt, hvis man selv kunne styre det. Han trådte lidt væk fra Nao og smilede så genret til ham. Han vidste ikke hvad han umiddelbart nu skulle sige. Der var ikke så meget at sige. Han strøg sine fingre gennem sit pandehår.
Han kiggede lidt rundt og bed sig svagt i underlæben. Der var overaksende pænt inde i anstanden, om dagen. Rodet og støvet. Men det virkede bare som et 'normalt' forladt hus. Bare at der var en lille smule mere smadret her ind der var normale steder. Normale steder ville være lidt bedre i stand ville han tro.

//at miste krea er en meget irriterende sygdom xD

Ikke tage sig af blodet? Det var lidt svært at overse men han kunne da godt prøve. Matt havde ikke skræmt Nao, men han måtte indrømme at han var blevet lidt overrasket over alt blodet. Tanken om vis Matt var kommet alvorlig tilskade fik Naos hjerte til at føle sig klemt. Det var ikke en rar tanke, men man kunne ikke undgå varulve forvandlingen.
"jeg har sovet som en sten, jeg er en syvsover så jeg tror ikke engang at spøgelserne ville kunne vække mig op, de gav nok op til sidst " Sagde Nao og lod en høj latter komme ud af sig. Det var næsten umuligt at vække Nao når han først var faldet i søvn. Hans bror blev nød til at bære ham ud da der var gået ildebrand i huset. Nao vågnede ikke da brandbilen kom med udrykning eller ved naboerne som havde dannet en halvcirkel rundt om huset. Han vågnede før næsten dag, da solen stod på himlen. Så et par spøgelser havde ingen chance for at vække ham.

Det lille knus Matt gav ham, blev gengældt af et bjørnekram. Nao lignede ikke en stærk person, men han havde noget af et fast greb. Han kunne ikke se at Matt rødmede, men den varme fornemmelse imod hans hals talte jo for sig selv. Det var enlig ret nuttet at Matt rødmede så meget i Naos nærvær. Eller han vidste jo ikke om det kun var i hans nærvær men han nød i hver fald at se eller føle at Matt rødmede. Tanken fik hans hjerte til at slå hurtigt. I en langsomt bevægelse løftede Nao hånden og fjernede blidt noget af Matts pandehår, så man bedre kunne se de grålige øjne. "jeg elsker din øjenfarve, en skam at dit pandehår er i vejen, dine øjne er ellers pæne" sagde han med et smil som stadig brede sig på hans læber, det var svært ikke at smile når Matt var her.