Rise of the Leech //Daelyn//

S :: Kirkegården.
T :: Den sidste solstråle er lige gået ned over bakketoppen.
O :: Gravsten og en gruppe teenagere der leger satanister.
V :: Klart, koldt og med en let tåge der begynder at rulle ind over kirkegården.

Den mest dunkle og skumle af børnene holdt en død kat op i luften som var den en form for trofæ, den var øjensynligt ikke blevet dræbt af nogen af de tilstedeværende, men var blevet kørt over, hvilket gav den et meget makabert udseende. Drengen kastede den højt op i luften og lod den lande i midten at det lille pentagram de havde lavet på jorden, en af pigerne gøs og sagde irriteret, "Du er fandema en idiot Fredrik, dether er bare for skummel", Drengen der lignede en mere kvindelig udgave af et lig grinede lavt, "Jamen så kunne du bare have ladet være med at komme, kunne du ikke?", han tog en lille lurvet lommekniv frem og skar sig let i fingeren mens han begyndte at mumle noget der skulle forestille en satanisk hymne. Teenagerne grinede og tog det hele som en leg. Selv pigerne begyndte at følge med på hymnen til sidst, det var jo bare pjat, der ville jo ikke ske noget, de var jo ikke med i en gyserfilm, dog begyndte de at skutte sig en smule mere sammen da tågen kom rullende ned fra bakken og deres lys begyndte at flakke en smule, "Fredrik, kan vi ikke godt gå nu?", pigen fra før lød meget ængstelig og knægten der også selv var hunde red ligenu nikkede langsomt som om han ikke var bange, de fik pakket deres ting sammen, men da de skulle til at samle den døde kat op skreg en af pigerne så hårene ville rejse sig i nakken på folk, "Den bevægede sig, jeg sværge den bevægede sig", drengene begyndte at grine af hende og de gik hen for at samle den op mens de lavede sjov og pjattede. Fredrik fik samlet katten op i halen og viftede med den foran pigerne for at vise den ikke var levende "Se hvad je...", hans ansigt blev ligblegt da en tåge samlede sig et par meter fra ham og begyndte at forme sig som en person, langsomt trådte en mand med en sort kappe og en underligt udseende stok ud, luften omkring dem blev iskold og tågen blev endnu stærkere omkring deres fødder. Personen kiggede op på de forstenede og skræmte børn, han drejede langsomt hoved og kiggede på Drengen der holdt katten i halen, med en stemme der løs som om det var flere der overlappede hinanden begyndte han at sankke med en lav og næsten uhørlig stemme, "Slip min kat... hvad ville du ikke sige til jeg holdt dig op fra jorden ved din tyktarm?", han lød træt og ked af det, drengen kiggede på ham med frygt i øjnene, men slap ikke katten, personen blev irriteret og lavede en håndbevægelse. Katten begyndte at hvæse og spytte af drengen og han slap den med det samme mens han begyndte at græde, de andre børn var kloge nok til at begynde at løbe, men han kunne ikke røre sig i frygt, "Hvad vil du med mig? jeg har ikke gjort dig noget!", han tåre trillede ned af kinderne, det var jo næsten synd for ham, personen gik helt over til ham og snakkede på samme måde som hør, "Jamen, du hidkaldte mig fra tågerne og har leget med min kat!", han lavede en håndbevægelse mere og katten begyndte at kradse og bide sig selv til den var helt væk og ikke andet end pels var tilbage, "Smut med dig dødelige", der var en forfædelig kraft bag ordene selvom de var så lave at man næsten ikke kunne høre dem.

Kirkegårde havde aldrig skræmt Daelyn. Han var ikke bange af sig og havde derfor ikke noget imod at gå sig en tur på kirkegården, selvom det næsten var helt mørkt. Hvad skulle der også kunne ske ved det? Det var kun i gyserfilm, at folk blev overfaldet af zombier eller forfulgt af hvide lagner, der skulle forestille spørgelser.
Han skubbede jernlågen til kirkegården op. Det gav en forfærdelig, knirkende lyd, der blandede sig med en anden lyd, der kunne høres langt væk. Daelyn spidsede ørene. Var det… skrig? Lyden kom nærmere og nærmere, og snart fik han svar på, hvem der lavede den; en lille flot teenagere kom stormende imod ham, pigerne skrigende og drengene helt forpustede. Han var nær blevet væltet omkuld, da de passerede forbi ham i sådan en fart, at han knap nok nåede at opfatte dem.
”Børn nu til dags,” mumlede han og rettede på sin bluse, udmærket klar over, at han selv ikke var mere voksen end de var.

Han fortsatte ind på kirkegården. Hans blik gled over de mange gamle gravsten, der enten stod skæve eller var dækket helt til af mos og diverse slyngplanten. Alting virkede så dødt her, selv træerne, der havde tabt deres blade. Selvom de kun havde tabt bladene for vinteren, tvivlede han nu på, at der nogensinde ville springe nye blade ud.
Han gik ikke langt, før han stødte på et andet væsen. En mand med sort kappe og en stok stod i tåge til knæene. Hvor tågen kom fra, vidste Daelyn ikke, men alligevel kunne han ikke holde et overrasket gisp tilbage. Tågen mindede ham så meget om et spøgelse, at det var helt uhyggeligt; og han var ellers overbevist om, at der ikke fandtes spørgelser.

Frederik var ikke sen til at fange kraften bag Damians tomme og døde ord, han sprang op og stak af så hurtigt han kunne, men han så en anden dreng lidt væk, han stod bare og kiggede på den dæmon eller spøgelse han lige havde hidkaldt, eller han troede da han lige havde hidkaldt spøgelset. Frederik viftede vildt og voldsomt med armene mens han løb forbi ham mens han råbte og grad som en sindsyg, "Han er et spøgelse, han tar dig... løb for livet", resten kunne ikke høres da han sprang over kirkegårdsmuren og forsvandt ud i natten. Damian kastede et blik efter knægten, hans hovedbevægelse var underlig langsom og han så dybt uinterreseret ud, han kom med en kort klagende lyd inden han åbnede munden en smule og kaldte med en lav dog meget hørlig stemme "Haze min kære, de er væk nu", et par røde øjne kom til syne i natten og langsomt blev de større til omridset af en stor kat kunne ses, den manglede det meste af dens pels og den lugtede som en død gnu, den havde et hul ved maven så man kunne se blottede ribben og nogen blævrende indre organer, men ellers virkede den som en normal kat, den kom hen og smøg sig op af sin herres ben, men med et standsede den og kiggede i retning af Daelyn, den rejste de sparsomme børster den havde og hvæsede som var det den onde selv den havde set. Haze's øjne stirrede direkte i Daelyn's og han ville utvivlsomt kunne se det indre had den havde i sig, med hurtige bevægelser begyndte den at løbe mod ham mens den stadig hvæsede og spruttede som en vanvittig, Damian kiggede bare efter den med en sløv bevægelse "Nej Haze", han rettede blikket en smule op og kiggede på Daelyn, "Du må ikke gøre hende fortræd", han lod klagende og ked af det som et lille barn der havde fået stjålet sin slikkepind.

Daelyn kiggede op, da han hørte en hvæsende, spyttende lyd. Det viste sig at være en kat, der var på vej direkte imod ham. Da han fik set nærmere på den, kom han dog i tvivl om, om det virkelig var en kat. Han måtte holde sig for næsen, da hans forstærkede lugtesans opfangede en lugt som fra et lig, der havde ligget ude i solen alt, alt for længe. Det kunne næsten kun være katten, for den lignede selv et lig; den havde et åbenbart sår i maven, så han kunne se alle involdene, der hoppede op og ned i takt med dens bevægelser. Synet var nok til at give ham kvalme, og han ville have kigget væk, hvis det ikke var fordi, den så ud, som om den kunne angribe ham hvert sekund det skulle være.
"Føj, for...!" lød det fra ham.
Selvom han godt hørte, hvad kattens ejer sagde om, at han ikke måtte gøre den fortræd, ignorerede han det for en stund. Han brugte sine evner til at for vandet fra jorden til at smøge sig omkring kattens ben og fryse dens fødder til is, så den var tvunget til at stoppe lige på stedet. Bare tanken om at det bæst overfaldt ham, fik ham næsten til at kaste op.
"Du burde virkelig, virkelig skille dig af med det... det dyr!" sagde han henvendt til kattens ejer. Manden selv så heller ikke helt normal ud med den stok, han rendte rundt med.