En rolig torsdag aften. Ikke sandt? ~ Aleksei

Sted: Parken, Sombre.
Tid: Henad aftenstid.
Omgivelser: Træer, bænke, folk, tændte gadelygter.
Vejr: Det er ved at blive mørkt, men det er tørvejr, dog køligt.
Årstid: Efterår.
Dag: Torsdag.
Påklædning: Påklædning + en Armygrøn efterårsjakke.

Det var en torsdag aften. Klokken måtte være omkring 17:30 eller deromkring. Mørket var begyndt at sænke sig over Di Morga. Heldigvis var det tørvejr, så selvom vejrmeterologerne havde sagt, at der skulle være regn senere på aftenen, så havde regnen endnu ikke dukket op.

Heldigvis for det, for Dawn havde hverken paraply med sig eller en regnfrakke. Og hun brød sig ikke om at blive våd af regnvejr. Det var noget af det værste, syntes hun. For regn ødelagde ens frisure og ens makeup. Og hvad fik man selv ud af det? Vådt tøj og et panda look. Det var ikke sjovt. Men varmt var det dog ikke på sådan en efterårsaften. Ikke at det gjorde noget, for efteråret var så hyggeligt en årstid. I efterårsperioden behøvede man ingen undskyldninger for at sidde indenfor med et krus varm kakao med flødeskum i. Det elskede hun! Nu hvor hun boede alene i egen lejlighed, så var det dog mindre hyggeligt bare at sidde indenfor med sig selv. Men forrige år og de andre nitten år af hendes liv, havde hun elsket at sidde indenfor de fleste efterårsaftener med sine forældre. Det gjorde hende så glad.

Dawn fandt en bænk, hvor hun satte sig ned. Hænderne hvilede i jakkelommerne på den Armygrønne efterårsjakke, som hun næsten lige havde købt. Den var dejlig varm, heldigvis. Men noget hun manglede, var vinterstøvler. Det var snart for koldt at gå rundt i stiletter, selv med sokker i. Og når sneen først faldt, så ville det snart blive umuligt. Specielt hvis hun ikke ønskede at falde og blive mere fugtig. Eller bare slå sig.

Aleksei var ud på en af sin mange år tur, det var en af de ikke så god ting ved at have varulv virus i krop eller være født med den i kroppen, det gjorte af han havde problem med at sidder stille længe tid af gang, så det blev til en del træning som man også godt kun ser på hans krop, han var godt veltræner, 190cm høj, brunet halv lang hår og brun øjne, han var klædt i nogen sort cowboy bukser og en mørke grå hættetrøjen, han havde dog ikke hætte over hovedet, da han ikke synes af det var kold, derfor bar han heller ikke noget overtøj.

Indtil videre havde hans tur følget ham til parken, hvor der stadig var menneske selvom det var blevet mørke, så alle nattens dyr og væsener kom frem som ham selv, godt nok var han ikke et natten dyr på sammen måde som vampyr og Spøgelser, han stoppe op ikke så lang væk fra en bænk, hvor der sad en kvinde på, han tog sin mobiltelefon op af lom fra sin bukser, hvor han svar hurtig på noget og lad mobil tilbage i lom, han rette sig bedre op og kiggede op på himmel.

Dawn betragtede sine omgivelser med et svagt smil på sine let lyserøde læber, som hun tidligere havde genopfrisket, før hun havde forladt sin lejlighed. Noget ved hende selv, som hun bedst kunne lide, det var hendes læber. De var fyldige og havde en flot form, som hun fandt rigtig flot. Ingen behov for botox eller lignende!

Nå, burde hun gå videre igen eller bare sidde der lidt på bænken? Den lune efterårsjakke holdt hende heldigvis varm, så der var intet der. Hun frøs ikke. Det lange, blonde hår var løst og dækkede hendes ører til, så der var ikke behov for et par ørevarmere eller en hue. Desuden, så ejede hun hverken et par ørevarmere eller en hue. Det måtte hun også lige få købt, når nu hun alligevel skulle ud og købe sig et par lækre vinterstøvler. Hun vidste lige, hvilke det skulle være! Så manglede pengene bare lige. Suk. Hun måtte finde sig et arbejde. Alt andet var for lidt for hende.

Til sidst besluttede Dawn sig for at rejse sig op og gå videre. Tilbage af den vej, som hun var kommet fra. Hun ville ikke fare vild, specielt ikke nu, hvor det var ved at blive ret så mørkt. Heldigvis var der gadelygter, så det gjorde alligevel intet.

Han skulle lige til af gå videre men blev stå da han fik øjne på kvinde fra bænk som rejse sig op, hvor hun begynde af gå, sammen vej som han var, han begynde selv af gå lidt efter og kiggede kort rundt, han var glad for der var lys her, ellers vil hun sikker tro at han følge efter hende, selvom det kun han også godt selvom der er lys, hans hår hang løs og dække svagt for hans ørere, der var en del folk i løbe af aften som havde kiggede efter ham, fordi han ikke bar mere tøj end han gør, men han frøs nu ikke det var det ikke kold nok til i nu.

Han havde nogen normal sko på fødder, for engang skyld havde han lad sine militær støvler bliv der hjem, selvom det var det bedst fodtøj han havde, han gik rolig videre og kig rolig frem engang imellem, det så ud til af sti var glat længe frem, så skulle det være at han skulle pas på når han kom der over, han gad ikke rigtig at ryg på røv og slå sig ved det.

Dawn bevægede sig elegant af sted i sine stiletter. Noget, hun havde øvet sig på længe, da hun så gerne ville kunne gå ordentligt i et par stiletter, så i lang tid havde hun gået derhjemme og øvet sig. Allerede som barn, lånte hun sin mors stiletter og øvede sig i at gå i dem, for hun ville kunne gå i dem.

Med hænderne stadig begravet i sine jakkelommer, bevægede hun sig igennem parken. Øjnene spejdede rundt, da hun betragtede sine omgivelser. Et par mennesker gik hun forbi, der enten sad på bænkene eller gik den modsatte vej i forhold til hende. Et smil sad på hendes læber. Det havde nu været en god dag. En god dag med meget at lave. Og i morgen skulle blive en endnu bedre dag, igen med meget at lave. Weekenden skulle bruges på at studere og løbe. Noget af det bedste, som hun vidste til. Dawn elskede at studere og brugte mange timer på at studere. Også selvom hun kun havde et par sider for som lektie, så studerede hun mere. Hun elskede at blive klogere på ting. Elskede viden.

Dawn stoppede op, da hun hørte noget bag sig. Langsomt vendte hun sig om og fik et glimt i gadelygtens lys af en mand. Han lignede ikke en på hendes alder. For hende, så mindede han lidt om en hjemløs. Specielt på grund af håret, men også på grund af, at han ikke bar særlig meget tøj. Af sine naturlige venlighed, trådte Dawn tættere på manden. "Undskyld, men fryser du ikke bare en anelse?".

Han kiggede kort frem af og så af hun gik fin forbi det glat stykke af stien, selvom hun gik i stiletter, han gik også selv fin forbi da der skulle mere til at få ham på røv, når han var opmærksom på tinger, som han var for det mest både på grunde af sin race men også af sine militær uddannelse, han gik rolig videre og lad mærke til at der var kommer lidt flere lyd til men det var fra dyr, det var jo også blevet mørke og det tid af døgn hvor natten dyr er vågne.

Han stoppe op lidt efter da kvinde foran hende stoppe op, han havde godt set af hun havde set tilbage på ham og giv ham et blik som så mange andre havde løbe af aften, men regne ikke med af hun vil stop op for af spørge ham om noget, "Nej det gør jeg ikke" sagde han rolig mens han gad hende et svagt smiler, det var nem at høre på ham at han ikke var her fra.