Frozen Heart (Aira)

Hun kiggede op på ham med et stykke brød i munden, hun spiste det og slugte hvorefter hun lagde hovedet på skrå og drak det lille glas vand hun havde med sig hvorefter hun pillede i brødet igen.

”Hvilke… Regler?” Spurgte hun nysgerrigt og foldede hendes vinger tæt bag i imens hun puttede hendes lille og meget tynde krop ned imellem de mange puder og tæppe.

Han rejste sig op fra stolen og marcherede hen til den nøgne væg ved siden af kaminen.
"Først og fremmest..." sagde han og pegede to fingre op mod muren.
Rød skrift begyndte at dannes på de mørke sten, som om han med tankens kraft skrev på dem.

"Du stiller ikke spørgsmål til hvad jeg foretager mig, hverken i skoven, her eller inde i byen. Det har du ikke behov for at vide." sagde han, og ordene tonede frem på væggen som han sagde dem højt.

"Du går aldrig, aldrig ned i kælderen. Døren er låst, og sådan forbliver den."
igen kom skriften til syne på væggen.

"...og du går altid med lange trøjer eller bare kjoler. Ingen gode idéer med at vise maveskindet frem."
Reglen dukkede op på væggen, og da han kiggede på sit værk, forekom det ham som en useriøst underlig regel.

Han trak på skuldrene og vendte igen blikket mod Aira.
"Det... og så må du aldrig bringe andre hertil. Forstået?"

Hun nikkede til det hele, dog kom den sidste regel som en lidt sjov ting for hende, hvem skulle hun bringe herind? Hun havde ikke rigtigt nogen hun kendte så derfor virkede det underligt for hende. Hun krøb hen ned under tæppet og gabte svagt imens hun lagde brødet op på armlænet til senere. Hun havde ikke rigtigt spist ret meget af det, måske 4 bider, hvilket ikke var meget. Men det var som om hendes krop ikke kunne tage så godt imod det. Hun spiste normalt bær, æbler eller andre former for frugter.

”Jeg.. Har ikke andre.. Venner…” Sagde hun lidt trist, imens hun kiggede op på ham, det var tydeligt at Aira havde været meget ensom og savnede kontakt til andre, så hver gang han havde rørt hende havde en lille form for spinden som ved en kat dukket op ved hende. Hun krammede en pude tæt ind til sig og lod hendes ansigt begrave sig ned i den.

” Zuresh?” spurgte hun imens hun kort kiggede op på ham.

Han betragtede hende lidt i stilhed. Ikke andre venner... venner... det var et begreb han aldrig havde forstået fuldt ud. For ham havde det altid været udnyttelse af dem han kaldte for 'venner'. Den kloge narrer den mindre kloge.

Han sagde ikke noget til hendes ord. Men han spekulerede dog på om denne unge, uskyldige pige var ved at begå den fejl at se ham som en ven.

"Ja, Aira?" svarede han.

Hun kiggede op på ham med hendes store mørkeblå øjne. De virkede altid alt for store i hendes lille lyse øjne, mest fordi de var så stor en kontrast til resten af hende. Hun puttede sig selv lidt med et trist udtryk og krammede den bløde pude som om det var en bamse.

”Er.. Du min ven?” Spurgte hun imens søvnen var ved at overtage hendes sind, hun lukkede hendes øjne halvt i og på en måde lignede hun virkelig en lille engel, som var ved at falde i søvn iblandt en masse bløde skyer. Hendes vinger lå tungt oven på hendes, imens hun puttede sig på maven. Hendes halefjer vippede svagt fra under kjolen og tæppet lå viklet sjovt omkring hende. Hun kunne ikke få den ordenligt over hende og havde givet op, så den lå nu filtret rundt omkring hendes ben og halvt over hendes bagdel.

Han frøs fast til stedet ved hendes spørgsmål.
'Det her...' tænkte han, 'er hvad du får ud af at være barmhjertig, dit gamle fjols.'...

Han kiggede lidt på hende, men i stedet for at svare gik han hen til hende, bøjede sig ned, viklede tæppet ud mens han omhyggeligt undgik at røre hverken hendes ben eller bagdel, og lagde det så over hende.

"Sov nu." dagde han roligt, før han atter engang tog plads ved bordet og begyndte at skrive på det tørre, gullige pergament.

Aira lå og sov i lang tid, hun puttede sig helt ned i puderne og blev næsten helt væk iblandt dem, men hun havde aldrig sovet så godt før. Det var blødt, varmt og hun følte sig tryg. Så lyde kom fra hende engang imellem så det var tydeligt at hun drømte. Hun vendte sig lidt om på siden, krøb mere sammen og krammede den store pude tæt ind til sig imens hun smaskede svagt og en lille snorken kom fra hende.

Der gik lang tid inden hun endelig vågnede, helt søvndrukken. Hun satte sig op, hendes hår var blevet lidt pjusket og hun gnubbede hendes øjne lidt imens et lille gab overvandt hende.

Hun kiggede kort rundt, for lige at komme i tanke om hvor hun nu endelig var.

Stuen var tom.
Ilden brændte stadig på magisk vis i kaminen, den tunge læderbog lå lukket på bordet og fjerpennen ovenpå den.
Døren ud til badelokalet var der endnu, og stod stadig åben... men han var ingen steder at se.

Stilheden i stuen blev kun afbrudt af ildens ivrige knitren.

Hun begyndte at gå lidt i panik, mest fordi hun ikke kunne se ham nogen steder overhovedet. Aira fløj op fra sofaen, ledte overalt, dog åbnede hun ikke den store tunge metal dør. Hun kiggede under borde, stole, sofaen og badekaret. Hun bankede på vægge og gik helt i panik.

”Zuresh? Zuuuresh? ZURESH!!??” Hun skreg til sidst op og fløj rundt omkring. Hendes panik fyldte hende helt og hun løb over, greb i metal døren uden at tænke videre over det.

I det samme åbnedes hoveddøren i den anden ende af stuen, og han trådte indenfor.
De tunge støvler lød hårdt mod stengulvet, og han lukkede døren efter sig med et lille suk.

Da han vendte sig eftert at have lukket døren, spærrede han øjnene en anelse op.
"Aira!! Hold dig fra det rum!"
Vreden var tydelig i hans stemme.

Hun kiggede op på ham, hendes øjne lyste næsten helt op på grund af de små tåre som var begyndt at trille ned over hendes kinder.

”Zuresh..” Hviskede hun og fløj lige over. Hun bankede ind i hans brystkasse, lagde hendes arme omkring hans hals og krammede ham helt tæt ind til sig imens hendes ben blev smækket omkring hans hofter så hun nærmest hang på ham.

”Ond.. Drømmmmm…” Snøftede hun og puttede hendes ansigt imod hans hals.

Han blev tvunget et skridt tilbage. Ikke fordi hun var hamret imod ham... men fordi han blev overrasket.
Uden rigtig at vide hvad han skulle gøre, lagde han en enkelt arm om ryggen på hende.
"Rolig..." mumlede han.

Dette var et problem. Indtil videre havde hun reageret som et barn... og han kunne ikke tage sig af et barn.
"Måske vi skulle finde nogen som kan tage sig lidt bedre af dig."

Hun kiggede op på ham og rystede på hendes hoved. Nej, hun ville blive her! Hun krammede ham tættere ind til sig og rystede mere på hendes lille hoved imens hendes vinger blafrede bag hende, for at understrege hendes mening mere.
”Nej.. Jeg vil…” Hun ledte efter hendes ord. Det at tale var svært for hende, for hun havde ikke talt meget det sidste stykke tid. Plus det var som om hun glemte hvad ord hed engang imellem.

”Med.. Zuresh..” Hviskede hun lavt og pillede lidt ved hans hår. Hun puttede sig derefter tæt ind til ham og ville ikke give slip, før han sagde at hun måtte blive her.

Han lod sin ene hånd hvile på hendes ryg mens han overvejede hvad han skulle sige. Hvordan han skulle reagere.
Hele situationen havde udviklet sig fandens problematisk!

"Aira. Jeg er ikke egnet til at tage mig af dig. Hør på hvad jeg siger." sagde han så.
Der var kun én ting at gøre, og det var at fortælle en smule af sandheden.

"Jeg gør folk fortræd. Unge kvinder. Nogle gange dræber jeg dem endda... og ikke på hurtige, smertefrie måder. Jeg er hvad mange ville kalde for en 'skidt fyr'."

Hun lagde hendes lille hoved på skrå imens hun lyttede til hvad han sagde, dog forstod hendes lille hovedet det ikke rigtigt. Han havde jo været sød ved hende hele tiden? Givet hende et bad, varmet hende op, ladet hende sove i den bløde sofa ting og hivet hende mad endda. Han havde jo reddet hende. Så måtte de personer som han havde slået ihjel været nogle dumme nogle.
Aira rystede på hendes hoved engang til, dog begyndte hendes krop at ryste lidt. Åhh nej.. Hun havde ikke brugt hendes kræfter nok igen, selvom han havde gjort noget i går, som gjorde det ikke gjorde så ondt mere.

”Zuresh.. Sød.. Ikke ond..” Hun begyndte at klynke lidt og små krampe trækning jo igennem hendes ene vinge så den blev spændt ud helt underlig.

”Zuresh.. Jeg.. Mine evner..” Hviskede hun svagt og hendes krop begyndte at krampe meget. Hun havde behov for at finde et sted, hvor hun kunne bruge hendes evner fuldt ud, uden at ødelægge noget.

Irritation og frustration skyllede ind over ham som en massiv bølge da hun ikke troede på det han sagde. Hun anede jo ikke hvad det var for et væsen hun havde med at gøre!

Tankerne blev dog skubbet lidt til side da hun gik i kramper.
Fandens... han huskede at Alba'er var nødt til at bruge deres evner dagligt.

Han holdt hende stadig ind til sig da han hastigt vendte sig mod døren. Han rev den op og stormede udenfor i kulden.
Heruden var en lille snedækket lysning, og ellers skov så langt man kunne se.

"Slip, og brug din magi." sagde han.

Hun havde ikke lyst til at slippe ham, dog gjorde hun det og de små tåre trillede ned over hendes kinder. Hun fløj krampeagtigt op i luften og lod hendes arme folde ud sammen med resten af hendes krop. Hun tog en dyp indånding og gav slip.

Det startede ud med en lille blæst som begyndte at hvirvle omkring hende, dog blev den stærkere og stærkere. Til sidste var der nærmest en kæmpe og kraftigt tornado som rasede inde i den lille lysning. Hun skreg ud og den tordnede omkring hende i fuldkraft. Hendes kjole blæste rundt omkring hendes hofter, hendes hår stod op i lange bølger og hun lukkede hendes øjne hårdt i, hvorefter hun slog ud med hendes arme og den stoppede brat. Aira faldt ned imod jorden, sammen med alt sneen omkring hende. Hun fniste og lignede en engel som faldt fra himlen.

Han trådte et par skridt tilbage, lagde armene over kors, og betragtede alba'en bruge sin magi.
Et lille smil dukkede op på hans ansigt... hun var stærk, som de fleste alba'er var.

Han betragtede hende en tid. Den unge pige havde gjort et underligt indtryk på ham...

"Ikke dårligt." mumlede han og mente den kraftige vind hun havde skabt.

Hun fløj ned og hængte sig tilbage på hendes lille plads, med hendes arme omkring hans hals, dog hang hendes ben løst ned og hun kiggede op på ham med et mere frisk udseende. Hun havde brugt en masse af dem, som var hobet sig op inde i hende. Hun fniste svagt, glad for at han kunne lide hendes evner.

”Jeg kan også… noget andet..” Smilte hun.

Hun lukkede hendes øjne og pludselig camouflerede hun sig imod ham. Han ville stadig nemt kunne mærkede hende, men hendes udseende gik i et med det foran hans brystkasse. Dog ville han lige kunne ane hende lidt, siden han var tæt på hende og havde et godt syn.

Endnu engang overraskede hun ham med sin omklamren, og han anede ikke sine levende råd...! Normalt når han var SÅ tæt på en kvinde, var det med tanke på noget helt, helt andet.
Aldrig havde han prøvet noget som dette før!

Da hun så brugte sin camouflage, kunne han dog ikke lade være med at smile.
"Ganske flot..." indrømmede han.

"Men Aira. Jeg mener det stadig. Du må hen til nogle som kan tage sig af dig, for det kan jeg ikke."

Hun kiggede op på ham og rystede på hendes lille hoved igen, hun lagde hendes ansigt imod hans hals og fnyste lavt. Det ville hun ikke, overhovedet ikke. Hun lod hendes vinger lægge sig omkring dem begge og puttede sig lidt imod hans brystkasse imens hun lukkede hendes øjne. Hendes mave rumlede svagt igen, hun rødmede og gemte sig mere imod ham.

”Zuresh min ven..” Hviskede hun. Der var noget, som fortalte hende at hun blev nød til at blive her, på en måde kunne hun bare mærke det.

Men han kendte hende jo ikke! Han kunne ikke bare lade en anden tage sig af hende, hvad nu hvis personen var ond?

"Du forstår det ikke." mumlede han og mærkede igen den ondskabsfulde blanding af irritation og frustration.
Måske skulle han vise hende hvad det egentlig var han gjorde mod andre... men på den anden side havde han ikke lyst til at hun skulle se det.

"Det kan ikke komme på tale. Jeg ender med at gøre dig ondt..."
Det var allerede fristende... og han var forbløffet over at han havde kunnet stå imod.

Hun bed sig i underlæben, fløj op foran ham og mærkede hvordan de små tåre trillede ned over hendes kinder, hun rystede på hendes hoved og fløj indenfor igen, landede i sofaen med hendes ansigt ned i puderne og begyndte at hulke. Hun havde været så ensom i så lang tid, fandt endelig en ven og nu ville han ikke have hende mere? Hun forstod det ikke! Hvorfor ville han ikke være hendes ven? Hvad havde hun gjort galt?

Aira rystede på hendes hoved og puttede sig helt ned i puderne, så det kun var hendes store bamsede vinger der var til syne.

Han stod lidt og skar tænder da hun fløj indenfor igen, og det hjalp da slet ikke at han så også hørte hendes hulken!
"For fanden da... hvorfor skulle du også redde hende?" mumlede han lavt til sig selv, inden han vendte rundt og gik indenfor.

Han lukkede døren efter sig og trampede hen til sofaen hvor hun lå.
"Jeg er morder... og jeg er sadistisk ad helvede til. Du er heldig at jeg ikke selv har slæbt dig med ind i kælderrummet og gjort hvad jeg normalt ville gøre imod en person med dit udseende. Forstå nu at jeg er farlig, Aira. Det her er ikke stedet for dig."
Hans stemme var underligt nok rolig og fattet - han havde bare kun mulighed for at fortælle sandheden nu.

Hun lod bare hendes vinger dække hende mere og krøb mere sammen imens hun holdte sig for hendes øre. I hendes lille hoved var der kun to former for personer. Jæger eller bytte. Zuresh var ikke en jæger i hendes hoved, dog eller ikke et bytte, han var midt imellem, for han havde reddet hende og beskyttet hende imod det som var ved at slå hende ihjel. Hun nægtede at se ham som en jæger imod hende. Det kunne ikke passe i hendes hoved. Hun satte sig op og for en gangs skyld var der noget andet i hendes blik, kun lige for en stund, virkede hun ikke som et barn. Hun fløj op i midten af rummet, stod med hendes ene hånd på hendes hofte og den anden pegede på ham.

”Hvis du var ond.. Så.. Så.. Havde du ikke reddet mig!! Badet mig.. Eller givet mig noget at spise.. Du.. Healede mig.. Fik smerte væk..” Hendes stemme var hård og det passede slet ikke til hende.

Hun faldt ned på sofaen igen og kiggede forvirret rundt, som om hun ikke forstod hvad der lige var sket.