Frozen Heart (Aira)

Hendes reaktion overraskede ham - og den gav ham en idé.
Hun havde hukommelsestab... det var næsten helt sikkert. Og hans ord havde fået en del af hendes gamle personlighed tilbage, blot for et kort øjeblik.
Så måske...

"Åh, du tager fejl, Aira. Jeg er skam ondskabsfuld. Hvis du vidste hvad jeg har gjort ved unge kvinder i de sidste to år, så ville du flygte herfra, skrigende og i rædsel for at jeg skulle finde på at gøre det samme imod dig!"
Denne gang var hans stemme hårdere end før.

Hun rystede på hendes hoved og begyndte at græde igen imens hun krøb sammen og gemte sig under tæppet. Hun holdte den pude, som hun havde puttet med før, tæt ind til sig. Imens hun rystede på hendes hoved, holdte sig for hendes øre. En mindre blæst begyndte at snore rundt inde i det lille rum, hun ville ikke høre de ord fra ham, det var løgn og hun troede ikke på det, nej slet ikke! Zuresh var ikke sådan, han var sød og varm!

Han fik ikke den ønskede reaktion.
Noget havde sagt ham at han måske knne fremprovokere hendes hukommelse på denne måde. Men måske havde han taget fejl.

"Godt så... så se da selv." hvislede han.
Med hastige skridt, bevægede han sig hen imod døren til kælderrumet, som han sparkede så hårdt at låsen blev flået fra hinanden, og døren smækkede op med et metallisk brag.

"Gå ind og se."

Hun kiggede op fra under tæppet og trak vejret tungt. Hun fløj over og hægtede sig på hans ryg ved at ligge hende arme omkring hans hals og hendes ben omkring hans hofter. Tæppet dækkede hende stadig, så hun kun lige kunne kigge ud. Hende trængte på i hendes sind på en måde.

”Jeg.. Kan ikke lide.. kælder..” Hviskede hun ind i hans øre. Der var noget, hun kunne ikke huske det. Men hun brød sig ikke om at gå derned, for hun var bange for noget. Aira kunne ikke huske det, men hendes mavefornemmelse sagde bare at det var skidt.

"Nej... og denne her vil du hade." mumlede han mens han gik ned ad den lille trappe som førte ind i kælderrummet.
Da de kom derned, blussede seks fakler omgående op på tre vægge, og oplyste hele rummet.
Det var tørt og rent, og ud over faklerne på væggene, var det eneste herinde et massivt træbord med fire læderremme - til ankler og håndled.

"Når jeg en gang imellem falder over en som er lidt mere speciel end de andre... så tager jeg hende med hertil." sagde han lavmeldt mens han betragtede bordet,

Hun forstod det ikke helt, dog kiggede hun lidt rundt og holdte sig tæt ind til hans ryg. Aira kunne ikke helt forstå det, hun kiggede mere rundt, efter andet end bordet, som om hun ikke kunne regne det ud. Hun følte sig lidt svimmel og det blev langsomt værre, hendes krop blev koldt og sved begyndte at dryppe fra hendes ryg og pande. Hendes lille krop rystede og hun fik det meget skidt.

”Zuresh.. Jeg har det sk-..” Mere nåede hun ikke at sige, før hendes blik blev sort og hun faldt bagover. Hun fik pludselig et flash-back, fra noget hun ikke kunne huske. Det var en gammel kælder, hvor en havde låst hende på et bord, skar i hende og lavede små tests på hende. En gammel dæmon som prøvede forskellige ting på hende, fik hende forvandlet om til det hun var i dag. Mere nåede hun ikke at se, før hun ramte gulvet med et brag og var bevidstløs.

Han nåede ikke at gribe hende før hun ramte gulvet og blev slået bevidstløs.
Han vendte sig og knælede ned ved hendes side.
Da han løftede hende op, var en del af ham meget tæt på at lægge hende på det massive træbord og spænde hende fast... men han lod være, og begav sig i stedet tilbage op til stuen, hvor han lagde hende på sofaen.

Selv lænede han sig op ad den ene væg og betragtede hende roligt.
Tilbage var der kun at vente...

Aira lå i noget tid, der var kommet et lille sår i hendes baghoved som gjorde pænt ondt på hende. Da hun vågnede stønnede hun kraftigt i smerte og vred sig imens hun tog sig til baghovedet. En voldsom hovedpine var brudt ud og hun åbnede hendes øjne. Det var tydeligt hvilken smerte hun var kommet i, mest fordi hendes pupiller var utrolig små. Hun klynkede højt og væltede næsten ud over kanten af sofaen imellem tiden.

"Forhold dig i ro. Du har slået hovedet." sagde han mens han betragtede hende.
Han var tæt på at gå hen og heale hende... men lige nu var det bedre blot at observere.

"Så... nu kender du til lidt mere af sandheden."

Hun vred sig og kunne knap nok se ham, på grund af de sorte prikker hun havde for øjnene. Hun klynkede og greb ud efter ham før hun faldt ned på gulvet.

”Zuresh.. Zuresh..” Klynkede hun og formåede at kravle hen og krybe op ved hans fødder. Det røde blod malede hendes hvide hår i baghovedet. Hun bed sig hårdt i underlæben og havde aldrig prøvet sådan en smerte før, det gjorde så ondt, hun kunne slet ikke beskrive det.

Hun gjorde naturligvis ikke som han sagde, og det fik ham til irriteret at rulle med øjnene.
Da hun nåede hen til ham, knælede han ned endnu en gang.
Han holdt hende oppe ved at støtte hende med den ene arm, mens han lagde hånden mod såret.
Han mumlede de samme, mystiske ord som tidligere, og såret forsvandt næsten omgående, sammen med smerten.

Hun klynkede svagt og mærkede hans varme hænder hvilket fik hende til at smile. Et dybt suk kom fra hende da hun mærkede hvordan såret forsvandt og smerten gik væk hurtigt. Hendes pupiller blev store igen og hun skubbede ham tilbage på bagdelen og kravlede op i hans skød.

”Zuresh.. Ond drøm..” Hviskede hun med en stemme som rystede. Det var tydeligt at det havde skræmt hende, dog var hendes stemme lidt anderledes. Hun vidste ikke hvad det var, men hun kunne mærkede noget var anderledes. Hun rystede voldsomt og krøb sammen imod hans brystkasse for at finde noget tryghed.

Han havde et eller andet sted lyst til at surmule da hun skubbede ham ned at side og kravlede op i hans skød. Denne pige var ikke nem at overbevise!

Han sukkede og lod hende sidde der...
"En ond drøm dukker op da du ser bordet i kælderrummet... sjovt sammentræf... men Aira, nu hvor du har set det, og har fået en fornemmelse af hvad det er jeg gør, hvad er det så der får dig til at blive lige nu? Jeg har jo sagt at jeg ender med at gøre dig ondt."

Hun puttede sig ind til ham og lod hendes finger glide op og ned imod hans brystkasse. Hun samlede sætningen i hendes hoved, hvilket var svært, for hun var slet ikke van til at snakke meget. Den lille alba slikkede sine læber og prøvede at forklare.

”Jeg så.. Ond mand stikke i mig, skære og putte ting i mig.. Bord ondt.. Men ikke dit bord.. Anden mand..” Hun gjorde virkelig sit bedste, dog var hendes ordforråd ikke stort, hvilket var rimelig normalt for alba’er.

”Men du.. Sød.. Jeg kan.. Mærke det.. Her.” Hun nussede hendes egen mave for at vise at hendes mavefornemmelse sagde det. Hun kunne mærke at han ikke ville gøre hende ondt.

”Zuresh reddet mit liv..” Hviskede hun blidt og smilte varmt op til ham imens hun foldede hendes store bløde vinger omkring ham i et blødt kram og lod de bløde fjer trygge imod ham.

Han lyttede til hendes ord, og jo mere hun sagde, jo mere oprør skabte det inde i ham... det her kunne kun ende galt.
"Jeg reddede dig fordi jeg altid har været fascineret af alba'er. Men hvis ikke du stikker af herfra, vil du på et eller andet tidspunkt havne halvnøgen på det bord dernede, og tro mig når jeg siger at jeg på det tidspunkt vil nyde at gøre dig fortræd."
igen var hans stemme rolig... langt mere rolig end hans indre tumult.
Hendes berøring hjalp heller ikke, og han undlod at kigge da hun rørte ved sin egen mave.
"Du skal gå, Aira... for du ender som et offer. Måske overlever du fordi du er dig... men du vil aldrig komme dig helt over det."

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, mest fordi hun ikke havde lyst til at gå, hun kiggede op på ham forvirret og trak hendes vinger til sig. Den lille pige trak sig lidt væk og kiggede op på ham.
”Men.. Hvis jeg gå.. Jeg dø.. Koldt..” Hviskede hun og sætte sig mere op og kiggede på ham. Hun rystede på hendes hoved og holdte fast i den tynde kjole hun havde på.

”Du.. Reddet mig.. Ikke gøre mig ondt..” Hviskede hun og hendes øjne blev mørkere, hendes stemme forandrede sig og hendes lille ansigt vred sig i en mental smerte hun havde fordi hun ikke kunne forstå det.

Hun foldede hendes vinger, slog med dem og kom op på hendes bare fødder imens hendes små hænder klemte til omkring hendes skørte.

”ZURESH ER GOD!!” Skreg hun og hendes magi blev vækket, en kraftfuld vind tornede omkring dem og fik hans bøger og mange små ting til at vælte.

"Nej... du dør ikke, for vi finder nogen som kan tage sig af dig." sagde han, før vinden pludselig blev skabt og alting blev kastet rundt.

Da hun skreg at han var god, havde han den største lyst til at rejse sig op, lægge den ene hånd på hendes skulder, og begrave en knytnæve dybt i maven på hende.
Måske var det det der skulle til - men han vidste at hvis han gjorde det, ville han blive grebet af lysten.
På den anden side kunne hun vel efterhånden selv få lov at vælge...
"Fald ned, Aira! Enten kommer du til fornuft nu, eller også skal jeg sørge for at du kommer til at kende en helt ny smerte!

Hendes vinger slog igennem vinden inde i det lille rum, sendte vind rundt i en mindre tornado. Hun begyndte at græde igen og rystede på hendes hovedet.

”Hvis jeg falder ned.. Så.. Sende mig væk..” Sagde hun med en stemme som rystede og blev forvrænget i vinden derinde. Bordet væltede og puder fløj rundt nu imens hun lod hendes hænder flyve op foran hendes ansigt.

Da truslen ikke virkede, rystede han blot på hovedet og rejste sig op, tilsyneladende uden besvær på trods af vinden.
Han holdt blikket lige på hende og overvejede sit næste træk.

Tårer havde ikke reddet nogen af hans ofre før i tiden, og de ville nok heller ikke være nogen redning fremover... han burde give efter, og udsætte hende for de ting han inderst inde havde lyst til at gøre.

Men i stedet trådte han nu frem mod hende, undveg en flyvende pude, greb fat i hende og trak hende ind til sig i en omfavnelse.
Måske var det alligevel på tide at skabe bånd til folk... og hun kunne ligeså godt være en af de første.
Så måtte tiden vise om han kunne holde fristelsen tilbage... og om hun kunne tåle de ting han gjorde ved andre.

"Du vinder." sagde han roligt.

Hun mærkede pludselig nogle arme omkring hende og hun blev hevet ind i hans favn. Hendes tåre stoppede med at trille og vinden stoppede brat sit tag i deres omgivelser og en masse ting faldt på gulvet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, men hun puttede sig blot ind i hans favn og hulkede lidt mere, bare for at få det ud. Der var sket alt for meget denne dag, i forhold til hvad hun var van til, så hun blev taget med overraskelse og hendes ben og vinger hang bare ned imod jorden.

Alle disse følelser... al denne menneskelighed... medmenneskelighed... han forstod det ikke.
Og intet var mere frustrerende!!
Han blev stående med pigen i sin favn i en tid, før han til sidst satte hende ned og kiggede på hende med et blik der lige så nemt kunne betyde 'jeg har lyst til at myrde dig', som det kunne betyde 'du betyder vel nok noget for mig'.

"Du kan blive her indtil videre..." sagde han så.

Hun tog det som om hun var begyndt at betyde lidt for ham, smilte og dansede rundt i det lille rum. Hendes kjole dansede omkring hendes hofter og hun grinte højt. Det var tydeligt hvor glad hun var for dette og meget det endelig betød for hende. Dog blev hun afbrudt af hendes mave som rumlede højt.

Hendes pludselige humørskifte fik ham ganske enkelt til målløst at ryste på hovedet.
Hvad fanden var der med den pige?
Det ene øjeblik var hun ved at smadre alting... og da hun så fik sin vilje, var alting godt.

Nøjagtigt som et barn... han sukkede.
Han var ondskabsfuld... sadistisk... og han nød det... men aldrig, aldrig om han ville gøre et barn fortræd.

Unger var altid hans eneste tabu.

"Sulten...?" mumlede han og vinkede halvtræt med hånden.
En træskål fyldt med vindruer dukkede pludseligt op på bordet med den tunge bog.

Aira grinte svagt og hørte hans spørgsmål. Hun kiggede over på ham, nikkede lidt og hørte hvordan der dukkede noget op på det store bord. Hun kiggede derefter derover, så skålen og smilte glad. Den lille alba foldede sin vinger ud og fløj hurtigt over til bordet, satte sig ned på en stol, greb skålen og begyndte at spise af den glad.

Da hun var begyndt at spise, mumlede han et eller andet utydeligt, og begyndte at samle puder og tæpper sammen.
Han smed det hele i sofaen, og satte sig så selv med et suk.
Sikke da en situation at sætte sig selv i...

"Spis løs... i nat kan du sove her på sofaen hvis du vil." mumlede han højt nok til at hun kunne høre det.