Ms. Do you know this man? (Aubreiane)

Tid: 03:30
Sted: Politistationen
Omgivelser: Flere kriminelle bliver afhørt og smidt ind i en celle for natten 

---- Sent på natten blev der banket på Aubrei's dør ganske insisterende. Der blev banket til hun åbnede. Udenfor stod en uniformeret betjent og nikkede kort med hovedet hvorefter han holdt et billede frem og sagde: "Ms. Aubreiane? Kender de denne mand? Han blev bragt ind her til aften som den eneste overlevende af en nedslagtning i den lokale diner. Han bliver betragtet som hovedmistænkt og er derfor varetægtsfængslet. Vi fandt billedet af dem blandt hans egendele. Hvis de kender ham vil jeg bede dem om at følge med..."
Manden på billedet var Charlie der lige var blevet anholdt. På billedet kunne man stadig se raseriet koge i ham og han havde blod over det hele.

----

Tilbage på politistationen blev der råbt flere ting efter Charlie imens han sad og gjorde alt hvad han kunne for at kontrollere sig selv. Denne politistation var ikke så stor så der var ikke det store privatliv i cellerne. Og nogle af de andre fanger havde godt set at Charlie var kogende af raseri og prøvede derfor at provokere ham til at gå amok. Charlie havde også fået ting ind til at vaske blodet af sig og noget rent fængselstøj men det blev liggende. Han vidste udemærket at alt det fokus han overhovedet havde måtte bruges på ikke at slippe bæstet løs. Stedet gjorde heller ikke tingene nemmere da det stank langt væk af vrede, vold, sorg og frygt. Alle negative følelser man kunne sætte sammen med kriminalitet hang tungt i luften. Selve metalbriksen i cellen havde fået nogle dybe mærker da han holdt fast i den. Han åbnede ikke munden da han kunne mærke tænderne pressede sig på. 
Efter noget tid kom en betjent hen og sparkede til celledøren og sagde arrogant og flabet:
"Vil du stadig ikke tale eller lærer i ikke det der hvor du kommer fra? Der kommer snart en der kan fortælle hvor du kommer fra.... Spis imens du stadig får lov...."
Så blev en bakke med en slatten sandwich og en flaske vand skubbet ind til ham. Indeni kunne han stadig høre deres skrig

Aubrei havde som sædvanligt ikke kunnet sove, så hun havde stået og malet lidt på et stort billede hun var igang med. Efter hende og Charlie ikke havde set hinanden et stykke tid, var hun desværre begyndt at cutte igen, hvilket var derfor hendes arm var bundet ind. Hun havde lige lagt penslen da det begyndte at banke på døren. Det lød meget vigtigt og havde også bare at være det når man bankede på, på det her tidspunkt. Kort strakte hun sig og rettede på sin trøje. Det var en mavetop, derudover var hun iført meget hullede stramme sorte jeans og en sort lamg cardigan. Åbnede op og så på betjenten.
"Jah jeg kender ham.."

Da de ankom på stationen kunne hun på lang afstand mærke hans ulmende vrede. Det gjorde hende bekymret for han plejede virkelig at have kontrol over sig selv. Det gjorde desværre oz bare at hun nu var overbevist om at han havde dræbt de mennesker. Selvom hun ikke ville tro det, vidste hun også at det var en mulighed hvis han først kom langt nok ud.
De grønne øjne hvilede på omgivelserne for en stund, hun brød sig ikke om at han var fanget sådan et sted. Det var på ingen måde sundt for ham. Roligt gik hun med hen til cellen.
"Jeg håber da du har en god grund tll at snakke sådan til ham?" Sagde hun køligt til betjenten der sagde et eller andet spydigt igen. Langsomt gik hun ind til ham og satte sig på knæ godt en meter fra ham. Vidste at når han havde det sådan, skulle selv hun passe på. Stille bed hun sig i læben og så bekymret på ham. "Charlie?.. prøv at fokusere på mig.. glem de andre.. lyt til min stemme og kun min stemme.. jeg skal nok få dig ud" hun strøg ham kort over kinden og så på alt blodet.

Efter lidt tid rejste hun sig og gik ud til betjentene. "Jeg tager ham med hjem" sagde hun let. En af betjente grinte. "Det tror jeg ikke dukkebarn. Han er anholdt." Hun smilte let. "På hvilket grundlag? Og med hvilke beviser?" Alle de beviser de havde samlet gik op i flammer og betjenten måtte se sig slået. "Så tag ham.. inden jeg ombestemmer mig.. men så skal du oz betale" han så sultent på hendes krop.
Blidt grinte hun. "Du har ret.." roligt gik hun hen og tog hårdt fat mellem hans ben så han pev. "Din betaling er at jeg lader dig beholde den lille ting her.. og hvis du nogensinde snakker sådan til mig igen, fjerner jeg den" hvislede hun koldt og slap ham. Hun hjalp derefter Charlie ud og gik langsomt hjem sammen med ham. Prøvede hele tiden at tale blidt til ham for at hjæle ham. Det ville være nemmere at hjælpe ham derhjemme dog.

Charlie reagerede tydeligt da hun trådte ind på politistationen da han genkendte hendes duft lige med det samme. Kort kunne han smile men betjentens opførsel gjorde det absolut ikke nemmere. Da hun så satte sig på knæ foran ham, prøvede han virkelig at gøre hvad hun sagde og trak vejret dybt. Hans øjne glødede rødt som han var lige ved at koge over men samtidig var det som om der var en glød der inde der tiggede om hjælp.
Dabetjenten så kaldte hende dukkebarn på den måde, vendte Charlie sig meget bestemt om mod betjenten og knurrede ildevarslende som et rovdyr der fandt en modstander. med hendes hjælp kunne han lige nøjagtig holde fatningen og skyndte sig udenfor med hende hvor han lige kunne trække vejret et par gange. 

Hele turen hjem, koncentrerede han sig så vidt muligt om hendes stemme og fokuserede på hun var tæt på ham. Men det var tydeligt hvor svært det var for ham at holde fokus grundet byens larm og duftindtryk. Så indtil de kom ud til skoven, løb han næsten for at komme væk fra alle de indtryk der var ved at blive for meget. Da de så nåede skoven, stoppede han kort op og kiggede på hende. Øjnene var stadig røde og hans stemme var meget dyrisk da han prøvede at tale.
"Au...... brei..... Du.... Såret..... Jeg.... Monster....."

"Vi er der næsten Charlie bare hold ud" hviskede hun blidt og strøg ham nedover armen og prøvede inderligt på at holde ham nogenlunde i ro. Kort bed hun sig i læben og så på ham. Havde aldrig set ham så meget ude af kontrol som han var lige nu. Ikke fordi hun var bange for ham, for det var hun ikke, men hun vidste bare ikke helt hvordan hun skulle få ham til at falde til ro. Hvis han allerede havde slået nogen ihjel uden at være forvandlet måtte der i den grad være sket et eller andet. "Prøv at holde dine tanker på mig.. vi er næsten i skoven" sagde hun blidt.

Da de omsider nåede skoven og han trak sig fra hende, så hun forsigtigt på ham. Pillede en smule ved sin halskæde og lagde hovedet en kende på skrå. Hans krop virkede ikke i krampe men virkede stadig fuldkommen spændt.
Hans ord var dyriske og hans øjne stadig røde. "Charlie.. hold op.. du ikk et monster.. du har bare lidt problemer lige nu, glem hvad du har gjort.. og du skal ikke bekymre dig om mig.. jeg har det fint, men du nødt til at fortælle mig hvordan jeg kan hjælpe dig.. jeg ved det ikke nemlig.. skal du have kød?.. vand.. blod.. sig hvad jeg kan gøre for dig.." bad hun stille. Ville gøre alt hvad hun kunne for at hjælpe ham, men han var nødt til at fortælle hende hvad hun kunne gøre. Oz selvom hun intet kunne gøre.

Forsigtigt satte hun sig på jorden så han kunne slappe mere af, på den måde virkede hun ikke som en trussel for dyret i ham. De grønne øjne hvilede forsigtigt på ham mens han stod der. Hvis hun dog bare selv havde en ide om hvad man skulle gøre.. men det havde hun ikke. Han var den første varulv hun nogensinde havde mødt, det var jo ikke fordi hun havde opsøgt dem nogensinde og slet ikke mens hun var vampyr.

Det virkede oprigtigt som om han begyndte at tænke over hendes ord, som om han var på vej til at falde til ro igen. Så da hun satte sig ned foran hende, kiggede han nærmest trist på hende med de røde øjne og sagde:
"Charlie..... Ikke Mere...... Blod..... Nu...... Blod Nok....."
Hans ord var blevet mere tydelige, hvilket var tegn på at han ikke var helt så rasende mere. Så satte han sig ned foran hende og smilede. Tænderne var stadig lidt voldsomme men hun ville kunne se på hans øjne at hans vrede var på vej væk da de var på vej tilbage til den farve hun kendte ham med. Bortset fra det ene der var klart blåt. Nærmest som om han var forandret på en måde.
"Jeg vil meget gerne låne et bad hvis jeg må?.... Så meget blod.... Jeg lugter langt væk.... Af alle de mennesker..... På den diner.... Jeg blev skudt..... Nightrage gik amok....."
Det var tydeligt at Charlie var meget berørt af hvad end der var sket. Han kunne sagtens slå ihjel hvis der var en rigtig god grund til det. Men alle de mennesker på dineren døde fordi han blev skudt. Det skulle ikke gå ud over alle andre men det var det endt med. Den eneste grund til der ikke var kommet mere ud af sagen, var fordi der ganske enkelt ikke var vidner tilbage.

Så kiggede han kort ned i jorden, nærmest som om han skammede sig.
"Hvorfor kom du efter mig Aubrei?.... Jeg.... Dræbte jo alle de mennesker...."

Som han begyndte at slappe af igen lagde hun hånden mod hans kind og bed sig kort i læben. Lagde hovedet på skrå inden hun smilte lidt. Han var ved at blive sig selv igen, det var hun egentlig glad for. Havde virkelig været bekymret for ham. Det ville han sikkert sys lød dumt, men det var nu engang sandheden. Han havde hjulpet hende så meget, det mindste hun kunne gøre var at hjælpe ham også.
"Ikk mere blod.. bare rolig" hviskede hun og nussede hans hånd. Var ligeglad med at hun fik blod på sig, det vigtigste for hende lige nu, var at han faldt helt til ro.

Kort pillede hun ved en tot af sit hår. Lyttede til hans ord og virkede som om hun tænkte over det. "Jamen så var det jo ikke din skyld Charlie.. du kunne jo ikke gøre for det.. jeg ved godt der var en del der døde.. og grunden til at der ikke kommer noget ud af det er fordi der ingen vidner eller videooptagelse er, men det var ikke din skyld okay. Du bad ikke om at blive skudt.. hvis det ikke var dig, var der sikkert en anden der havde dræbt dem.. så prøv at slappe en smule af." Sagde hun blidt og rejste sig. Tog langsomt hans hånd og hjalp ham op. Begyndte at gå hen imod sit hus sammen med ham, mens han snakkede videre. "Selvfølgelig må du låne badet.. det er også dit hjem husker du.. jeg finder noget tøj til dig imens ikk" sagde hun mildt og så ham i øjnene.

De nåede hendes dør og hun smilte lidt ved hans ord. "Ved du virkelig ikke hvorfor jeg kom og hentede dig?.. det fordi jeg er bekymret for dig.. og.. rigtigt godt kan li dig" hviskede hun let og låste dem ind. Gik sammen med ham op til badet og tændte for vandet. Gik derefter ind og fandt tøj til ham som hun gik ud på badværelset med.
"Er dit sår healet? Eller skal jeg se på det for dig?"

I første omgang undrede han sig lidt over hun tog det så pænt, men så igen det var hun også den eneste der havde gjort. Lige nu turde han ikke en gang fortælle hende om hans stamme, der havde lidt samme skæbne som de mennesker på dineren. Ved hendes ord, kiggede han smilende men lidt flov ned og sagde:
"Jeg.... Jeg skal nok prøve.... Jeg er bare ikke vant til at have så lidt kontrol..... Det var.... Overvældende..."
Så gik han med hende tilbage mod huset og kunne nærmest fornemme hvordan der kom en dejlig ro over ham. Nærmest som om han vidste at her var han sikker

"Jeg.... Kan også rigtig godt lide dig...."
Oppe på badeværelset, lagde han det blodige tøj i kurven og gik meget forsigtigt ind under bruseren og måtte lige sunde sig. Der var noget på hans ryg der gjorde virkelig ondt der hvor han blev skudt. Charlie var på ingen måde blufærdig så han glemte kort at han var nøgen da hun kom der ud og vendte sig om mod hende.
"Jeg ved det ikke..... Det gør virkelig ondt der hvor jeg blev skudt.... Det plejer det ikke at gøre så længe... Så du må faktisk meget gerne kigge...."
Så vendte han ryggen til hende så hun kunne se det. Det var et meget stort sår så det måtte have været en meget stor pistol der var brugt. Og det blødte stadig lidt da det var en sølvkugle der sad dybt i hans kød.

Aubreiane så blidt på ham som hun stod ude på badeværelset sammen med ham, havde ikke noget imod han ikke var blufærdig, men kunne da ikke lade være med at kigge en smule. Ganske langsomt bed hun sig i læben og smilte. "Bare slap af Charlie.. du ved jeg ikke dømmer dig, jeg har ingen grund til det uanset hvad du gør og hvad du har gjort.. medmindre du selvfølgelig gør mig noget" sagde hun blidt og strøg hans arm svagt.
Lod ham gå under vandet og fandt noget sæbe frem som han kunne bruge. Hængte håndklæderne på knagen og lagde hans tøj på kanten af badekarret. Det var nu dejligt at han var her igen, hun havde savnet hans selskab. Det var rart at snakke med en der kunne sætte sig i hendes situation, fordi han selv havde været der. Blidt lod hun hænderne løbe gennem det lange sorte hår og sukkede en smule for sig selv.

Da han vendte ryggen til hende, lagde hun hovedet på skrå og betragtede det grimme sår på hans ryg. "Jeg tror jeg ved hvorfor du reagerede som du gjorde på dineren.. og også hvorfor du havde svært ved at styre dig selv efterfølgende." Sagde hun ganske stille og gik hen til skabet og fandt nogle ting frem. Virkede en smule tænkende imens. Som hun kom hen til ham igen bed hun sig i læben. "Du er blevet skudt med en sølvkugle.. jeg kan sagtens fjerne den og sy dit sår, men det kommer til at gøre ondt.. så jeg må bede dig om at bide tænderne sammen.. det nemmere for mig at få den ud mens du står her.." sagde hun forsigtigt.
Hvis han gav hende lov ville hun langsomt tage sin trøje og sine bukser af og gå under vandet til ham. Lod kort hånden glide nedover hans ryg. "Det hurtigt overstået.." mumlede hun blidt. Fik hurtigt men smertefuldt kuglen ud, som hun smed i skraldespanden. Rensede ganske forsigtigt hans sår, inden hun strøg hans ryg igen. Gjorde det mest for at han kunne finde lidt ro i det. Derefter syede hun hans sår med let og blid hånd, og var færdig efter kort tid. Havde efterhånden syet en del sår. "Er du ok?.."

Da hun sagde hvad der var sket, gav det lige pludselig mening hvorfor det gjorde så ondt. Han kunne heller ikke rigtig skyde den brændende fornemmelse fra sig i skulderen, og han kunne mærke hvor dybt den sad.
Meget forsigtigt nikkede han og sagde stille:
"Du må meget gerne fjerne den..... Det brænder så frygteligt... Bare gør hvad du kan...."
Så bed han godt sammen og trykkede hænderne mod væggen i bruseren så han var så klar som overhovedet muligt. 
Han kom med et meget lavmælt brøl da hun trak kuglen ud, og det var her hans nye styrke for alvor blev tydelig. Af ren smerte trykkede han sine hænder et lille stykke ind i væggen. Men det at hun var så letpåklædt og stolede sådan på ham, gjorde det meget nemmere at finde den nødvendige ro. Det var noget han havde savnet men ville ikke bare sige det sådan lige. Han ville ikke virke som om det var det eneste han savnede.

De kløer der var ved at gro frem på hans fingre, forsvandt langsomt igen da hun strøg hans ryg. Charlie vidste udemærket at ham og Nightrage var et og samme væsen, men det gjorde det indimellem nemmere at håndtere at man beskrev det som to. Og hun havde en ganske særlig effekt på dem begge.
Da såret var færdigt, vendte han sig om mod hende og så hvor smuk hun var. Tænkte slet ikke over han var nøgen. "Jeg har det fint... Mange tak.... Det føles meget bedre..... Du må undskylde det med væggen...."
Lidt pludselig lænede han sig ned og kyssede hende blidt. Så rettede han sig meget flovt op og sagdE:
"Det... Du.... Jeg.... Det må du undskylde.... Hvis...."

Aubreiane var en smule forundret over hvor pænt han egentlig tog det. Selvfølgelig havde han ødelagt væggen en smule, men udover det var der ingen skade sket. Hun havde også været så forsigtig som hun overhovedet kunne, det virkede også som om det havde hjulpet lidt at hun nussede hans ryg af og til. Det kunne hun i hvert fald godt li at tro det havde.
Forsigtigt smilte hun til ham ved hans ord og bed sig en smule i læben. Som han vendte sig imod hende trådte hun lidt tilbage fo at give ham en smule mere plads. Han var jo en sror mand der fyldte lidt mere end almindeligt. Ikke at det gjorde hende noget dog.

"Tænk ikke på væggen.. det helt okay.. så længe du får det bedre.. jeg ved det må have gjort rigtigt ondt, så jeg er overrasket over at Nightrage ikke viste sig" sagde hun blidt og pillede ved en tot af sit hår. Vidste udemærket godt at Nightrage og han var samme person, men nogle gange virkede det ikke sådan.. selvom Charlie var klar over hvad han gjorde, kunne hun tydeligt mærke at han fortrød det bagefter som oftest. I dette tilfælde var hun stadig overbevist om at det ikke var hans skyld.
Som hans læber ramte hendes, gengælde hun kysset en smule forundret. Så på ham da han slap hendes læber. "Det.. du skal ikke undskylde.. det var dejligt" hviskede hun kærligt og så ham i øjnene. Nussede hans arm forsigtigt. "Jeg.. må hellere lade dig blive færdig.." mumlede hun genert og gik langsomt ind på værelset. Var i vildrede med sig selv.. havde hun ikke lovet sig selv aldrig at forelske sig igen.. og hvorfor skulle han også ville have hende.. opgivendw satte hun sig på sengen med ryggen til døren.

Selvom han havde en anelse om hvordan de begge to havde det, var han stadig meget flov over hvad han havde gjort så han kunne slet ikke se hvorfor det ville være ok at kysse hende. Men heldigvis tog hun det utrolig pænt og han blev endnu mere forundret over at hun rent faktisk kyssede igen. 
Så han kiggede lidt ned men blev lidt flov da han så kom til at kigge direkte på hendes bryster. Hurtigt kigge han op med meget røde kinder og sagde:
"Det... Det er jeg glad for.... Jeg Øhhh.... Ja jeg...."


Så gjorde han sig færdig imens hun gik ind på værelset. Dog kunne han ikke lade være med at syntes hun måtte jo tænke han var dum at opføre sig sådan. Han tog et par natbukser på der så viste at være for små så de revnede nogen steder. Pokkers! Så kunne han bande lidt over sig selv af det også. 
Igen stod han og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. En del af ham kunne ikke rigtig ryste skammen af sig, men det var måske fordi det stadig var nyt. Meget stille stod han lidt udenfor hendes dør og prøvede at blive enig med sig selv om hvad han skulle gøre. Skulle han banke på, skulle han sige noget? Og i såfald hvad skulle han sige? Han havde jo håbet på hun blev ude i badet men det ville han ikke bare sige sådan. Det var jo ikke sikkert hun syntes om det. Men noget bød ham at gøre noget. Så hvis hun lyttede rigtig godt efter, ville hun kunne høre ham øve sig på hvad han ville sige

Aubreiane følte sig virkelig utroligt dum. Ikke fordi hun havde sagt eller gjort et eller andet der kunne gøre det, men af den simple grund hun havde tilladt sig selv at blive forelsket igen. Havde hun virkelig ingenting lært.. han ville med garanti ikke have hende, han ville vel bare have sex.. alligevel var det rigtigt svært at overbevise sig selv om at det kun var det han var ude efter. For hvorfor i alverden skulle han så ikke have lagt op til det noget før.. han havde jo alligevel været hos hende et stykke tid og ikke en gang havde han lagt op til den slags. Faktisk havde han ikke rigtigt rørt ved hende.. mon han i virkeligheden kun så hende som ven.

Tankerne tog plads i hendes indre som hun sad der på sengen og så tænkende frem for sig. Derfor gik der også et stykke tid før hun bemærkede ham mumle ude foran døren. Svagt smilte hun inden hun rejste sig og gik hen og åbnede døren.
"Er det ikke nemmere at komme ind og snakke med mig istedet for at snakke med døren?" Spurgte hun blidt og bed sig en smule i læben. Lod hovedet glide en kende på skrå, inden hun gik ind og satte sig på sengen igen. Regnede med at han fulgte efter hende, derfor gjorde hun også plads ril at han kunne sidde på sengen sammen med hende.
"Er du okay? Du virker.. så tænkende.. hvis jeg har gjort noget galt beklager jeg.." sagde hun stille og så ned.

Nærmest forskrækket rødmede han da hun åbnede døren og vendte kort blikket ned af inden han smilede til hende og sagde:
"Du hørte mig.... Jeg.... Jo det er det.... Undskyld hvis jeg...."
Så gik han med hende ind og satte sig på sengen meget forsigtigt og kiggede først ned da hun spurgte. Så kørte han kort hånden igennem sit hår og sagde nærmest genert: "Ja jeg er ok.... Tror jeg.... Du har ikke gjort noget som helst gal, tvært imod faktisk. Det er derfor jeg er lidt.... Ja... Genert.... Sammen med dig.... jeg har det fantastisk... Jeg ved bare ikke hvad der er ok... Du er så uendelig smuk.... Både med og uden tøj.... Undskyld... Jeg ved ikke lige hvad ord jeg skal bruge.... Jeg vil gerne ligge sammen med dig og bare... Ja nyde hinanden.... Men samtidig ved jeg ikke om du overhovedet vil have jeg rører ved dig... For jeg vil gerne røre dig men det skal heller ikke virke som om det er det eneste jeg vil.... Hvis jeg nu holdt om dig og du måske rettede på dig så jeg kom til at røre dit bryst og du ikke ville have det... Jeg vil... Jeg vil bare gerne være tæt på dig men jeg ved ikke hvordan eller om det er ok.... Du... Jeg føler mig bare som noget særligt og jeg vil have du føler det samme...."


Lidt efter gik det op for ham hvor meget han egentlig snakkede så han rødmede lidt mere og smilede så til hende imens han lod hånden hvile på hendes lår. Dog dækkede hans hånd nærmest hele hendes lår. Lidt nervøst kiggede han smilende på hende imens han ventede på om hun blev sur eller hvad der nu ville ske

Aubreiane lod ham sætte sig på sengen og lagde hovedet en smule på skrå mens han snakkede. Selvfølgelig vidste hun at han også havde tanker om hende, det indikerede måden han så på hende i hvert fald. Hun havde bare været en smule i tvivl om hvilken slags følelser han havde. Om det var ren og skær lyst eller om der lå noget mere bag det.
Det var ikke noget hun kunne vide sig sikker på og hendes mistroiskhed overfor mænd på det punkt, var desværre en kende stor ikke fordi hun som sådan mistænkte ham for at være ligesom alle andre for det var hun næsten sikker på at han ikke var. Stille bed hun sig i læben og var fortsat helt tavs mens han snakkede. Han havde tydeligt en del på hjertet.

Da hans talestrøm langt om længe var færdig, smilte hun lidt imod ham og tog hans hånd. "Jeg kan godt forstå du er nervøs Charlie.. men du har intet overhovedet at være nervøs for.. jeg kan rigtigt godt li dig.. og jeg ønsker du rør mere ved mig.. jeg kunne ikke forestille mig du ikke ville være her en dag, og jeg håber sådan at du ville blive.. her.. sammen med mig.. ikke kun som min ven.. men som min kæreste.." mumlede hun ganske langsomt.
Kort sukkede hun og rejste sig. Gik hen og så ud af vinduet. "Vi ved begge at den anden har en fortid.. ikke nødvendigvis en der er noget at være stolt af, men vi acceptere hinanden.. jeg føler at sammen med dig kan jeg være fuldkommen mig selv.. og det elsker jeg.. jeg tror.. nej jeg ved.. jeg ved at jeg elsker dig" sagde hun stille og så ned. Var virkelig bange for hans reaktion lige nu. Chancen for at han ville grine og gå var meget stor.

Han sad stille og lyttede meget intenst til hvad hun sagde hvilket var meget tydeligt på den måde han kiggede.
Hendes ord overraskede ham men på en meget positiv måde. Han havde altid set på sig selv som en vogter men samtidig et monster der bukkede under for sin egen intense vrede. Men selvfølgelig... Hun havde altid set dybere end så mange andre nogensinde havde prøvet. Det virkede så naturligt for hende hvilket gav ham en indre ro. En indre ro der holdt selv Nightrage i skak. Hun havde lært ham at kunne styre sin vrede til et punkt hvor han ikke skadede uskyldige.

Roligt rejste han sig og gik hen bag hende så han kunne se ud sammen med hende. Langsomt strøg han hende op og ned af armene imens han stod helt op af hende og sagde med en nyfunden ro men også kærlighed:
"Sådan som du får mig til at føle..... Ven er ikke det jeg føler..... Jeg vil meget gerne være din kæreste.... Jeg vil meget gerne røre dig..... Jeg vil meget gerne blive hos dig.... Og på mange måder vigtigst af alt.... Jeg elsker også dig Aubrei...."
Langsomt drejede han hende rundt og så hende dybt i øjnene så hun kunne se at han mente hvert et ord. Og han ville ikke være hendes kæreste fordi hun kunne lære ham at styre Nightrage..... Han ville være hendes kæreste fordi han elskede hende. Mere grund behøvede han ikke

Aubreiane holdt vejret mens hun ventede på hans svar. Det var længe siden hun havde haft det på denne måde og det skræmte hende faktisk en smule, at miste sin kontrol på denne måde. Havde altid lovet sig selv ikke at falde for nogen igen, og alligevel.. var hun nu faldet for ham.
Ham af alle personer.. han var sød.. anderledes.. accepterede hendes fortid, præcis som hun accepterede hans. Det var bare underligt. Havde hun stadig været vampyr havde de nok aldrig mødt hinanden. Andet end for at slå hinanden ihjel desværre.. hun kunne ikke lyve om hvem hun havde været på det punkt.
Som han kom tæt på hende mærkede hun varmen fra ham mod sin ryg. Hans hænder gled nedover hendes arme og for en stund nød hun bare følelsen af det.. følelsen af hans nærvær.. det var faktisk utroligt dejligt.

Hans ord ramte og hun kunne omsider sukke lettet. Det havde virket som flere timer før han svarede, men hans ord gjorde nu at hun kunne slappe en kende mere af omkring ham. Det var rart at vide at han gengælde de følelser hun havde, at det ikke bare var en håbløs forelskelse fra hendes side.
lod ham vende hende imod ham, og smilte ganske svagt til ham. Lod armene glide op om hans nakke og nussed ham stille i nakkehårene. "Hvad så nu.. nu vi sammen til evigheden tager oz?" Hun lod hovedet glide blidt på skrå. Selvom hun på mange måder virkelig havde hadet kærlighed, kunne det være svært at forstå hun havde levet uden så længe.. det at være alene altid var på ingen måde sundt, men før eller senere levede man bare med det. Levede med at gå igennem dagene i stilhed, ikke snakke med andre.. nu havde hun ham. "Du må godt.. sove herinde i sengen.. sammen med mig hvis du altså har lyst.." mumlede hun ganske stille og mødte hans blik.

Kort stod han egentlig bare med lukkede øjne og et saligt smil da hun gav sig til at nusse ham i nakken. Det føltes virkelig fantastisk. Dog sænkede han hovedet lidt så hun bedre kunne nå. Han var jo trods alt voldsomt stor.
Langsomt åbnede han øjnene og så på hende med en intens og kærlig glød. "Vi vil være sammen lige så længe du vil have mig.... Selvom jeg nu er den sidste... Så er jeg sikker på at enden af min rejse er nået... For jeg har nået mit mål..... Min plads er lige her ved dig....."
Selvom han for længe siden nok havde accepteret at han nok ville leve sit liv alene, så var ensomheden en frygtelig rejsefælle. Alle ville gerne på et tidspunkt have fornemmelsen af at være hjemme. At føle sig elsket. Og det gjorde Charlie omsider.
Da hun så sagde han måtte sove inde ved hende, ville han se om han også kunne få hende til at smile.
"Det vil jeg rigtig gerne... Tror du da der er plads til mig? Jeg fylder jo en hel del...."

Aubreiane smilte for sig selv da han sænkede hovedet så hun kunne nå ham. Det var nu sødt af ham. Det var ikke fordi hans højde generede hende overhovedet, for han var rigtigt god til selv at huske på hun ikke var nær så høj som ham. Hun var bare lykkelig lige nu, over at være sammen med ham igen. Også selvom de førhen ikke havde vist de havde følelser for hinanden, så var det noget hun havde vidst ganske længe.
"Og min plads er her.. sammen med dig altid.. vi skal aldrig mere være alene" hviskede hun smilende og så ham i øjnene. Aldrig mere skulle de gå alene gennem tiden, og ikke føle den kærlighed de begge uden helt at vide det, havde manglet. Hun havde virkelig savnet ham rigtigt meget og det var dejligt at vide han havde det på samme måde som hende. Så behøvede hun ikke at skjule det mere.
hans ord fik hende til at grine idet hun gik hen til sengen og redte op til ham. "Ellers må vi jo bare ligge tæt" svsrede hun drillende og så om imod ham med et legende blik. Det tog hende ikke lang tid at rede sengen op til ham også, og derefter satte hun sig langsomt på kanten. Hendes seng kunne sagtens klare hans vægt og størrelse det var hun ikke i tvivl om.
"Det dejligt det her.. at have en man holder af hos sig.. tænk vi har begge gået så længe uden.." hviskede hun stille.

Han grinede sammen med hende og kunne ikke helt lade være med at rødme da hun så pointerede at de bare kunne ligge tæt. Det ville ikke genere ham det mindste og det lykkedes da at få hende til at smile. 
"Ligge tæt?..... Det lyder som en dejlig løsning.... Jeg skal selvfølgelig nok gøre alt hvad jeg kan for at være sød...."
Inde i sig selv, skældte han sig selv ud fordi han ville drille lidt igen men syntes egentlig det var et dumt forsøg. Så nu kunne han ikke så meget andet end at krydse fingre for hun så det som et kærligt drilleri hvilket jo var meningen.
Efter hun havde redt sengen, satte han sig meget forsigtigt på sengen og hoppede ganske forsigtigt. Han vidste egentlig godt sengen ville holde men han ville dog være sikker, da han jo unægtelig var blevet stor. Muskelmassen var vokset en hel del på hans rejse. 
Så vendte han sig over mod hende og så hende i øjnene.
"Det er rigtig dejligt ja... Nok er jeg den sidste af min stamme nu..... Men det er egentlig ok for vi har hinanden nu.... Så jeg føler mig slet ikke alene mere.... På en måde er jeg faktisk glad for at have gået så lang tid alene.... For det betyder at vi fandt hinanden..."