Le Nombre Treize //Aubreiane//

Sted: Galeanstalten - en gang på 4 etage
Vejr: Stille regn - koldt
Tid: 23.07 - Aften
Omgivelser: Tomt
Dato: 6 December

Lange hvide fingre smøg sig hen over den slidte væg. Det blomstrede tapet, som engang havde været azurblåt, var nu mørkegråt og blevet svag på sin lim og gav stille slip på væggens yderligere masse. Hånden var ført af en høj skabning. Ganske høj. Han bar en lang sort frakke, der var gennemvædet af den kolde regn. Han bar indenunder sorte lange bukser, en dybrød skjorte, hvor halsen var knappet åben og sko der ligeså efterlod dråber på det røde velourtæppe der ligeså var rynket og plettet af alt ligefra blod til mudder og tilogmed få seksuelle væsker, som alle havde mistet duften sammen med den passion der havde lagt deri. Dryppende imod gulvet, som hans lange sorte ravnehår ligeså gjorde. Det klæbede sig til et marmorhvidt underskønt ansigt med symmetriske former der ligeså godt kunne tilhøre en statues perfekte ydre. Farveløs var han og måske endda kønsløs af ydre hvis det ikke var for hans kropsbygning og den mandlige markante næse og større, dog elegante hænder. Hans øjne var røde som blod og udgjorde den eneste naturlige korrekte farve på ham. Alt andet var enten sort, hvidt eller gråt. Han var smuk i en lidt for ren forstand, dog dyster af simpel fremtoning. Intet smil og ingen livsrigtig gnist siddende i øjnene på det tidspunkt. Han sørgmodighed lå tungt disse dage, hvor han normalt afskød den slags følelser.
Hans fingre stoppede ved en dør der syntes at åbne let ved hans nænsomme berøring. Den knirkedes åben og han lagde blikket derpå. Nr. 13, stod der på døren. En ødelagt lås hang dovent i dørens side.
Med faste skridt begav han sig væk fra gangen og ind i værelset, bestående af en gammel seng, hvor gæret rustede, en tom pejs og en slidt lænestol, samt et vindue hvor regnen og vinden flåede i resterne af et gardin. Med rolige skridt begav Ahngel, som han blev kaldt i almindelighed, imod stolen, smed jakken fra sig på det plettede gulv og satte sig.. lænte nakken bagud imod ryggen dertil, hvor det lange sorte hår gled ned og dryppede derfra. De lange arme lagde sig passivt ned i vertikal vinkel. Et langvarigt suk gled ud af hans læber.
Så stille.. For en gangs skyld.. dejligt stille..

En skikkelse sad i et af de mørke hjørner i rummet, hun havde fundet vejen derhen, ved et rent tilfælde, og fandt stedet helt fredfyldt, hun havde ikke længere nogen ide om hvor længe hun havde siddet der. Denne pige havde navnet Aubreiane, Aub blandt venner, selvom der ikke længere var mange af dem, da hun hørte skridt på gngen, så hun let op, og fangede Ahngel idet han kom ind, hun lagde let hovedet på skrå, så det lange ildrøde hår, afslørede hendes syregrønne øjne, begge dele i skarp kontrast med hendes helt marmorhvide hud.
Langsomt og lydløst rejste hun sig, og strakte sig lidt, hun havde som altid den helt ankellange jakke på, i sort læder. En af de ting hun holdt mest af.. sort læder... hvilket hendes klædeskab oz bar stor præg af. derudover, havde hun en sort top på, med dyb v-udskæring, der afslørede en tydelig kavalærgang, og sorte tætsiddende jeans. Hele tiden hvilede de rolige øjne på ham, hun vuderede ham, han virkede bekendt, men hun huskede meget lidt efter at have været væk fra dette sted, oz derfor følte hun sig som en ny person der var kommet til, måske selvom hun havde været der før, alt var anderledes, alt var nyt at se, og det irreterede hende tit.

Ahngels røde øjne lukkedes stille efter at ha haft blikket imod loftet. Hans strube kom kort med et afslappet og afmægtigt støn eller suk inden hans led syntes at smelte og hans figur blive afslappet. Endnu et suk slap ud idet hans brystkasse sænkede sig en smule og hans lidt for magre skikkelse kom til udtryk. Han var tynd. Ikke slank. Tynd. Var det ikke for hans lettere brede skuldre og brystkasse, ville det se grotesk ud.
Der gik dog ikke lang tid før hans øjne atter åbnedes, nu anderledes end de var før. Hvor de før havde været mørkerøde, dybe og hypnotiserende, var de nu knaldrøde og med en aggressiv lille pupil som et kattedyrs. Hans ansigt var dog roligt, fattet og slet ikke i harmoni med de iltre øjne. Da vendte han blikket en smule.. stakte hals for at lade øjnene skære igennem og se hen på pigebarnet. De hang der i en tid. Vampyr, som han selv.. han klemte stille øjnene sammen idet noget bekendt lagdes over hendes røde hår.

"Nyt ansigt." sagde han så, stille og hvislende som en fjern vind imens de røde øjne begyndte at begræmse hende uden egentlig at røre hende. Han så hver centimeter.. hver detalje og duft. De røde øjne ville da virke trækkende, som sendte de tråde ud i en der langsomt trak sig til ham igen.. viklende dig i et net og spinde dig mere fast nu tættere og mere intenst blikket blev.

Aubreiane fulgte hver hans bevægelser, hans så helt fredfyldt ud med de lukkede øjne, og hovedet helt tilbage, idet han åbnede øjnene igen og så mod hende, lagde hun tænkende hovedet på skrå, så hun kendte ham altså, der var helt klart noget ved de øjne hun fandt velkendt, og hendes blik fjernede sig ikke da han så på hende, hun lod ham studere sig, uden at saige noget til at starte med, let smed hun det lange røde hår om på ryggen, og gik langsomt hen mod ham, stiletternes hæle mod gulvet, gav et hult genlyd gennem gangen og værelset,. Aubrei lod en spids tunge glide ud og fugte de lyserøde læber, der efterhånden var mere hvide, hun havde ikke taget næring til sig længe, hvilket nok gjorde hende mere farlig end de fleste omgivelser lige nu, alligevel havde hun altid kunnet holde det helt under kontrol og virke rolig på ydersiden. Langsomt men sikkert stoppede hun ved ham, og satte sig i vindueskarmen, hvilede kort de grønne øjne ud mod regnen udenfor, hun elskede faktisk regn, og havde brugt lang tid udenfor, men havde samtidig været herinde længe efterhånden, så hun var ved at være tør igen. Nu vendte hun atter blikket mod ham og lagde igen hovedet en anelse på skrå.

Hun lyttede til det han sagde og nikkede ganske kort "Jeg ændre det ofte.. og dog har du ikk ændret dig ret meget.. du blevet tyndere" sagde hun langsomt og smilte ganske svagt for sig selv, hun havde self stadig sin tungepiercing, som idag var prydet med en sort kugle, hun så let ned af ham "Du virker lidt.. anspændt" sagde hun let og så ham igen i øjnene.

Hans øjne lå ikke på hende imens hun bevægede sig rundt i rummet. Han vendte blikket imod loftet, strakte halsen kort og lod skulderen knække på plads med en klagennde lyd og et halvirriteret suk fra ham. Det var da heller ikke til at finde nogen steder der kunne bruges som hvileplads for en stund. De var over det hele.. Terres korrupte indbyggere. Point Du Lacs ensomme gange virkede pludselig fristende at tænke tilbage på.
Han skænkede hende ingen ærefrygt som han lå der med blottet hals og rolige øjne. Han var klar over at der ikke var noget at frygte ved hende. Ikke fordi han stolede på at hun holdt sig på afstand som en god lille pige, men mere fordi han efterhånden havde et klart billede af hans egen styrke. Det troede han ihvertfald. Han var nok ikke rigtigt selv klar over hvad der ophobede sig under huden.
Han åbnede da øjnene igen da hun talte. Hendes første bemærkning gled forbi ham og han lod sig passivt observere det inden han skævede til hende igen. Da kommenterede hun hans person.. Han var blevet tyndere? Han hævede roligt et øjenbryn imens en lille nysgerrighed tændtes.
"Hvad har du at sammenligne med?" sagde han så.. let hviskende med et mistroisk udtryk.

Langsomt lod hun blikket glide ud på regnen igen, som alle andre steder følte hun sig helt uvelkommen, men hun gad egentlig ikke gøre noget ved det, det var hans problem hvis han syntes hun skulle gå. Hun fugtede let de lyse læber igen, og børstede håret væk fra øjnene, inden hun langsomt så mod ham da han snakkede, havde hun forventet han skulle være venlig? neij.. egentlig ikke, hun forventede faktisk ikke rigtigt noget længere, slet ikke efter at være kommet tilbage til dette sted, selvom hun havde haft det rart her, var det bare ikke længere det samme, hun rejste sig langomt idet han spurgte hende om noget og trak på skuldrene.
"Glem du bare det, jeg ved når jeg er uønsket, såe, vi ses vel bare sometime" sagde hun let for sig selv, og strakte sig kort, let lukkede hun den åbne jakke, og samlede sit halstørklæde op, hun havde som sådan ikke nogen grund til at gå med det, men gjorde det dog alligevel, bare fordi hun syntes det var meget behageligt,.
Let gik hun hen mod døren så hendes hæle endnu en gang slog let dansende mod gulvet og gav genlyd gennem det meste af huset, hun tog sig dog ikke af det, og åbnede let den knirkende ødelagte dør ud til gangen.

De røde øjne hang på hende. Det skeptiske udtryk hang ved imens han syntes at blive mere opmærksom på den voksende nysgerrighed. Tal, kvinde.. tal! Fortæl hvad der ligger bag de grønne øjne. Del det! Del det! Da hun rejste sig og begyndte at pakke sit lille kønne korpus ind, rynkede Ahngel brynene en smule. Så man pakkede stegen ind igen uden at sætte den på bordet? Hun vendte ham ryggen og Ahngel mærkede et legende, dog mørkt smil presse sig på hans smilebånd og fik læberne til at strammes en smule imens de røde øjne begyndte at danse i de røde nuancer, som en oplyst blodpøl. Javel ja.. Hun vil lege kostbar med sin stemme? Fint. Hun kunne få det som hun ønskede. Med en skubbende bevægelse imod lænestolen, fik Ahngel sat sig op og bukkede ryggen en smule. Det lange sorte hår faldt en smule ned om hans smukke ansigt, som i samme nu var domineret af et skadefro udtryk.. Hun gik imod døren og Ahngel rejste sig op. Lang som han var betragtede han hende i få sekunder.
”Et øjeblik..” hvislede han da for kort at skabe et mellemrum i hendes gang. Da tog han skridt. Skridt der ikke kunne ses blev det blotte øje og ville være for hurtige for hende at opdage hvis hun vendte sig om imod ham og reagerede. Da smøg hans arme meget hurtigt om hende efter han havde taget position bag hende. Den ene arm låste hendes egne og placerede sig ud fra højre sides vinkel og ind over for at holde fat ved den venstre arm. Prøvede hun at gøre modstand, ville hans negle blot synke igennem hendes tøj og senere hendes hud. Som sagt tvivlede han ikke et sekund på det faktum at hans styrke var mange gange større end hendes. Hans anden arm ville da smyges om hendes maveskind og om hofterne for at holde hende yderligere fast.. pressende hende imod sig i en position der for omverdenen kunne virke kærlig og forførende. Dog ikke. Der lå intet ømt i det. Hans arme holdt hende fast og han selv var urokkelig som var han sten.
Trods hun ikke ville kunne se hans ansigt da, kunne man fornemme at han smilede da et lille ’heh’ undslap hans læber og fandt vej til hendes øre sammen med en kold ånde. ”Så sig mig.. ma chere..” hvislede han koldt og lagde ansigtet imod hendes ansigts side, trykkende så hun ville kunne mærke hans kæber imod sit øverste halsstykke. ”Har du set mig før, siden du kan konstatere at jeg er lignende hvad jeg engang var?” Da ville armen, der holdt om hendes hofter, føres opad og tage fat i hendes kæbe med en nærmest kælende bevægelse imod hendes tynde halshud imod hans lange negle. Da fandt fingrene op til hendes kinder, hvor de lod sig hvile, holdende hendes ansigt placeret lige frem. ”I så fald må jeg hellere stramme lidt op, synes du ikke?” Hans fingre fandt vej til hendes mund og strøg kort hen over læberne. Hans hænder var kolde som en i pokker hvis man havde et menneskes temperatur til at starte med.

Aubrei stoppede kort op, og strakte sig svagt, hendes lange røde hår lå blidt ned af hendes mave, og lignede faktisk næsten helt flammer som de lå der med forskellige længder, hendes rolige øjne hvilede frem, så han ville lege med hende, det var jo altid underholdende, et vsagt smil spillede kort på hendes bløde læber, idet hun lod ham komme tættere på, hun hørte hans skridt, men han var hurtigere henne ved hende, end hun havde forestillet sig.
Hun mærkede pludselig hans arme om sig, og havde nær prøvet at gøre modstand, fysisk kontakt havde hun aldrig været særlig god til, og havde hun ikke vidst bedre ville hun tro det var kærligt ment, dog hvis hun havde kendt ham godt nok den gang, havde han nok ikke ændret sig særlig meget nu, og det var helt klart mere en udfordring end nogen trussel. Aubrei lod hans arme sno sig om hende, og skælvede ganske kort da hans kolde fingre rørte hendes læber, men hun reagerede ikke synderligt, hun var ikke det mindste bange for ham, men ville dog på ingen måde prøve at komme fri, da hun udmærket vidste hvad dette kunne indebære. Og hun havde ingen planer om at rive sig selv til blods lige nu, eller lade ham gøre det, hun vidste ikke om det var ment som en advarsel, eller om han virkelig ville vide det så meget, at han ikke ville lade hende gå.
”Jamen… Min kære Ahngel, nok er du anderledes her, men du har ikke ændret dig meget på de år jeg ikke har set dig, du er blevet tyndere, koldere, og noget mere frembrusende end før, men det måske bare fordi du keder dig?” svarede hun med en let drillende undertone, årh jo, selvfølgelig huskede hun ham, præcis som den tilbageholdende fyr han havde været den gang, og så langt fra var nu, men det skræmt hende ikke, tværtimod gjorde det ham mere spændende, sjovere, farligere. Alt det hun plejede at søge, bare for at lave rav i den. Men han virkede anderledes lige nu, han var uhyggeligt tæt på hende, og hans kæbe der hvilede mod hendes kind, var en anelse kold, men hun var selv ret kold, han huskede hende nok ikke længere efter han var kommet hertil, han havde jo advaret hende om det da han rejste, men på den anden side havde han nok ikke regnet med nogensinde at se hende igen, og da slet ikke som vampyr,. Men hvad han aldrig havde vidst, var at hun havde været det allerede i slutningen af skolen, og derfor var hun også rejst fra stedet og rejst mod det sted han havde omtalt. Hun lyttede da han snakkede igen, ”Javel ja.. og hvad tænker du så at gøre for at åbne det?” spurgte hun roligt, hendes stemme var blidt og afslappet. At stå så tæt med ham nu var uvirkeligt, en anelse underligt, og dog alligevel.. spændende.

Ahngel var da stille og rørte sig ikke, som var han en beklædt statue, som efter mange års søvn havde rejst sig og omfavnet det nærmeste spørgsmålstegn. Denne tøs. Denne unge kvinde kendte ham? På hvilket plan? Var hun en af de franske vampyrer? I så fald burde hun ikke kalde ham.. Ahngel?.. De røde øjne åbnedes yderligere i et spørgende udtryk, selvom de ikke virkede overraskende. Det hændte jo at nogle brugte hans tilnavn ligeså let som hans egentlige navn. Men hvem var hun?.. Hvorfor tog det hende den lange tid om at forklare sig? Havde hun ikke selv tænkt sig at sige det, ville Ahngel selv gøre sig klar derpå. Hånden der holdt om hendes kæber gled over hendes tinding og lagde nogle af de røde hårtotter bag øret, så hendes hals ville blive fri. Et pirrende strøg der igen ville være fristende for den naive håbløse romantiker. Ahngels bevægelser kunne alt for tit ses som kærlige befamlinger, men nej. Hånden gled over hendes hals med den kolde flade for at lade fingerspidserne let berøre hendes hud og lade neglene løbe ned over dennes hvide hud. Hvid som hans egen. Da ville han tage et enkelt skridt til siden, stadig holdende om hende uden at syntes at gøre det bevidst nu. Hans ansigt blikke komme til syne for hende, men nu var der ingen kyniskhed at finde. Hans øjne var atter smalle imens han betragtede hendes hals.. stirrede derpå imens han lod blodårene komme frem for hans følsomme syn. Som net begyndte han at kunne se dem.. Et tilfredst smil prydede hans underskønne ansigt. Nu ville hun, ved denne nærhed kunne se hans detaljer. Se hvordan ar prydede den hvide hud som sølvtråde. Næsten usynlige var mange af dem, men mange var ligeså nemme at spotte. Det gjorde ham dog ikke makaber at se på for det blotte øje. Der var han stadig ren og hvid, men optegnet med de små sølvtråde der udgjorde det gamle arvæv.

Øjnene vendtes imod hendes da.. Betragtede hendes eget blik i en rum tid med et undersøgende blik. Til trods for hans hurtige tilnærmelse, var der ingen åbenhed at finde i hans øjne. Intet vindue til den såkaldte sjæl at finde. Hans øjne fortalte hende.. absolut ingenting. Ikke noget som hans krop ikke kunne. Imens han betragtede hende, lod hans tommelfingernegl snitte en rift i hendes hals.. let og kun indenfor hudens grænse. Ingen årer kom i kambolage, men det var nok til at lade blod pible frem, og når det gjorde ville et dystert smil sendes over læberne og hans øjne gløde op i en blodig roses overflade. ”Er jeg ’din kære Ahngel’ ligefrem?” hviskede han stille imod hendes øre inden han bevægede sig ned. Hans lange tunge ville bevæge sig ud fra hans læber og stryge hen over blodet. Tage hver en oplysning til sig med den ru tunge. Rigtigt.. Han havde smagt hende før. Smagen var nostalgisk. Den smagte af.. kniv. Den smagte af tårer, knive og lemlæstelse. Han rejste atter nakken og betragtede hende atter med et mere afklaret blik, dog stadig reserveret som han formåede det.
”Længe siden, Aubrei.”

Aubrei bed sig hårdt i læben, så de lyserøde læber blev hvide i en kort stund, så han var alsa en del forbavset over hun kaldte ham dette navn, det regnede hun egentlig godt med, men alligevel ville hun ikke bruge hans andet, det ville ikke ændre noget for hende overhovedet, og da han ikke havde bedt hende lade være med at kalde ham Ahngel, gjorde hun det ikke. Hun lagde let hovedet på skrå, idet han kom ind så hun kunne møde hans blik, han havde ændret sig, og så alligevel ikke, for hun var stadig ikke bange for ham, men han var heller ikke den samme, så meget vidste hun, men det gjorde hende intet, det var hun jo heller ikke selv, hun havde ændret sig, gennem den tid, meget endda. Så snart hun var blevet vampyr havde hun taget hævn over alle dem der havde gjort hende ondt, deriblandt hendes far, men det var mange år siden, og hun var stadig fuldtud tilfredes med det hun havde gjort, hun havde nydt det, ladet ham lide så længe som muligt, For at få mest muligt ud af det. Nu lod hun bare sine øjne hvile på Ahngel.

Hun tøvede let da han så mod hendes hals, men vidste det nok var den eneste måde han ville huske hende på, da hans skarpe fingernegl rev hul på hendes hud, gjorde hun ingen tegn på det gjorde ondt, ikke en gang blinkede med øjnene, men da hans sspidse tunge gled ned mod hendes hals for at fjerne blodet og dermed få detaljer om hende, skælvede hun ganske stille, og var endnu engang ved at lange voldsomt ud efter ham, men tøvede stadig, hun gjorde det ikke, hun ventede bare. Lanmgsomt mødte hun hans øjne igen "Jaa... det er det så sandeligt. du havde nok ikke ventet at se mig nogensinde igen" sagde hun med en rolig stemme og legede let med kuglen i sin tungepiercing.

De røde, dragende øjne var stadigvæk plantet på hende. Stadig skeptiske og med et brændende undren bag sig, selvom det sådan set også var det eneste at opfange i hans blik. Langsomt lod han sine led løsnes op. Langsomt blev hans fingre igen bøjelige og hans ryg rank imens han vristede sit greb fra hende. Hans arme smøg sig tilbage om hende, som gik hans bevægelser fra før baglæns og han endte da med at stå ret op og ned, med armene ned ad sin side, stadig ligeså tæt på hende som han før var. Han vippede ansigtet lidt på skrå imens øjnene begyndte at bevæge sig i lettere radikale mønstre mens de betragtede toppen af hendes hoved og ned til hendes mellemgulv. Et spøgelse fra fortiden? Endnu et? Man kunne sige det var uventet, men han var endnu ikke overrasket. Han havde allerede stødt på en del gamle kendinge fra fortiden. Aubrei havde han dog ikke forventet. Ikke et gram forventning.
Med et passivt strøg lod han igen hendes hår falde fra hvor han havde fjernet det til fordel for at komme til hendes hals. Da lagde han kort blikket tænkende nedad og drejede om på hælen.. gik imod lænestolen igen, men satte sig ikke. Hans hånd strøg sig over ryggens flade kort og lod derefter hans fingerspidser bevæges langs det snoede mønster som udgjorde stoffets fabrikat. Hans øjne fokuserede derpå som gik han kort i en bevidst trance. Hans hånd stoppede ved stoleryggens kant og hans øjne smeltede atter ud af den frosne stilling og vendtes imod hende imens han rettede sig op igen. ”Det havde jeg ikke nej. Underbevidst havde jeg nok ikke regnet med at se dig igen.” sagde han så med et lavt toneleje. Noget gjorde dog at hans stemme virkede nær alligevel, som hviskede han i ens øre. Egentlig var det lang tid siden han havde skænket hende en tanke. Ikke blot hende dog. Skolen generelt. Personerne der. Tingene der skete. Alt sammen var tæt på glemsel eller forkastning. Han havde for mange ting at have i hovedet. Nu begyndte det hele da at flyde tilbage. Vanviddet. Blodet fra køkkenkniven og den bitre følelse af at ens ord ikke blev hørt. Det prikkede mildt i baghovedet, men døde hen. Det betalte sig ikke at være overbeskyttende længere. Det betalte sig ikke at opføre sig som en engel når man er dens massive modpart. Det var den konkrete forskel der nu var på Ahngel. Hans tilnavn syntes at ha mistet sin betydning. Der var ikke mere engel i Ahngel.

Aubrei lod ham rette på hendes hår, hendes blik var roligt, og hvilede tomt mod væggen da han fjernede sig fra hende igen, hun sagde ikke en lyd,. Langsomt men sikkert blev hendes blik en anelse fraværende, hun havde altid hadet den skole, hvorfor hun var blevet så længe gav ingen mening længere, det var nok oz en af grundene til hun aldrig havde et fast hjem, hun hadede at binde sig.. Elskede at rejse rundt, lege med folks følelser også bare forsvinde, som havde hun aldrig været der, noget hun altid havde været god til, men af og til virkede det ikke, og folk blev ved med at lede,. Hendes tanker gled tilbage på en dag, hvor hun havde mødt Ahngel, den gang han stadig havde været ham, hvor hun havde fået en ordenlig omgang tæv af sin far, den bekymring han havde vidst, havde hun aldrig nogensinde oplevet før, heller ikk den ulmende vrede i hans øjne havde hun set før, men hun havde jo selv været så vred.
Pludselig blev hun brat bragt tilbage til virkeligheden, da Hans rolige stemme kom tæt på hende, hun bed sig kort i læben, og strakte sig svagt, let tog hun jakken af igen, og smed den på gulvet, Hun gik let hen mod ham, og satte sig let i vinduet igen, dog med front mod ham, og så ham intenst i øjnene, et drilsk smil gled over hendes læber, idet hun lagde hovedet på skrå, "Det vidste jeg du ikke ville... du har aldrig troet jeg kunne klare mig selv" svarede hun let og grinte for sig selv, efter hun var blevet forvandlet var hun præcis som en hugorm. Smuk, mystisk og dødsens farlig hvis hun fik chancen for det, hun så let ned af ham, betragtede hans krop, inden hun igen lod blikket glide op i hans øjne. Han var ikk skræmmende i hende søjne, men et nyt menneske, og hun vidste ikke helt om hun nogensinde ville lære ham at kende, eller forholde sig tavst ved ham, men det var egentlig også ligemeget nu, Aubrei fejede i en rolig bevægelse det ildrøde hår væk fra de syregrønne øjne, for igen at se mod døren, ikke for at gå, bare for at se hele rummet i et andet perspektiv.

Ahngels blik havde atter flygtet fra hende og ud i rummet med en tanketom stirreplet som undskyldning. Hans ansigt overlagt skygger for en stund da der jo som sagt ingen lys var i rummet, til trods for vinduet der sendte gadelygternes refleksioner igennem glasset. De ramte dog en blind vinkel. Ahngels ryg. Et skinnende hvidt omrids lagdes om ham, men hans person stadig kun skygge. Hendes stemme ramte ham langsomt og der gik tid før han lagde blikket imod hende. Aldrig troet hun kunne klare sig selv. Ahngel lænede nakken tilbage idet et bistert smil prydede hans læber. Mørkt var det og ikke glædeligt. En stille klukken understregede en kort morskab. Han drejede om på hælen og sad da med ryggen til hende, lænende, halvt siddende på stolens ryg, der ikke synes at være et problem med hans højde. Den sagte klukken døde hen og afsluttedes med et afkræftende suk. ”Aubrei. Aubrei. Ma chere.. Aubrei…” Han hviskede stille til sig selv, dog velvidende om at hun ville kunne høre det. Hans tone lød bedrevidende imens hans indre syn gled over billeder. Blod. Knive igen.. Han vendte da halsen så hans ansigt halvt kunne ses for hende, lettere gemt bag de smukke lange sorte skyggetråde. ”Så vidt jeg husker har jeg ikke været fejlende i mine holdninger.” Et tandsmil prydede atter hans før så stumme, smukke ansigt og havde optændt en nærmest glødende passion for hans egen stemme.. Eller nok rettere dens budskab.
”Jeg husker adskillige gange hvor jeg i min naive, dog alt for godhjertede ungdom, har fået dig til at afværge kniven imod dit skrøbelige håndled og andetsteds. Jeg husker gange hvor jeg har hjulpet dig i at snyde døden.” Et heh kom fra ham, men hans stemme lød pludselig gravalvorlig igen. Den døde ud og efterlod ham i få sekunders tænkning, der meget vel ville virke som uendeligt lang tid. Da rettede han sig op og stod ret op og ned igen. Smilet sad der stadig, men hans øjne var tomme som genskæret fra vinduet badede dem og resterne af hans ansigt. ”Medmindre du i dine forsøg på at skade dig selv blot har spillet. Udnyttet det gode væsen du engang kaldte… huh..” han stoppede da han indså han havde glemt betegnelse. ”Var det som en bror du engang havde sagt?” Hans stemme trak ud imens han fik sætningen rigtig. Han hakkede kort. Han havde virkelig ikke tænkt over de øjeblikke længe.
”Det er virkelig.. lang tid siden..” Hviskede han så, bekræftende for sig selv. Han drejede om på hælen og så direkte på hende, atter kun en skygge, men med opglødende røde øjne og et smil der virkede lidt for mørkt til at være en persons gennemsnitlige høflighed. ”Den smukke lille Aubrei. Den blodige Aubrei. Den skrigende og den rækkende ud efter hvide vampyrungers hænder…” Hans ansigt lagdes lidt på skrå idet hans ansigt blev passivt og spørgende, måske endda en smule usanitært.
”Er du blevet voksen?”

Aubreiane fjernede blikket fra ham, og stirrede kort mod døren, hun gabte langsomt lidt, og strakte sig stille, Hun havde aldrig haft den største lyst til at fortsætte livet, og det var han nok en af de få mennesker der vidste, men hun havde ikke tænkt så meget over det på det sidste, slet ikke efter at være rejst, hun havde bare haft brug for at komme så langt væk som det overhovedet var muligt fra alting,. Hun lod langsomt sine Blege porcelæns agtig finger glide op og gennem det ildrødehår, som hun ganske forsigtigt og svagt pjuskede lit i, hun havde farvet det rødt for ikke at stikke så meget ud igen, selvom hun dog ikke kunne gøre så meget ved sit blå hår, da hun jo var født med det.
Langsomt vendte hun de grønne øjne mod hans ryg idet han lavmælt mumlede hendes navn, hun lagde let hovedet på skrå, og lyttede til hvert af hans ord, kort blev hun såret, men børstede dem af sig, og så mod vinuet med et roligtblik, lod ham bare fortsætte med at snakke, da han omsider virkede til at være færdig med sin talestrøm, sagde hun intet længe, hun virkede lidt fraværende, men til sidst åbnede hun dog langsomt munden for at svare ham.
"Du ved godt dine hånende ord ikke rør mig, min fotid tillod mig at stole meget lidt på andre folk, og det skulle åbenbart heller ikk have været dig. det eneste du gjorde for mig, var at være der, jeg har aldrig haft den vildeste lyst til liiige at leve et par år mere" sagde hun roligt, og så kort mod ham igen. Hun viftede det lange hår om på ryggen og lod sig så langsomt læne mod den støvede og ødelagte væg bagved sig, hun lod blidt og afslappet armene glide over kors, og så op i loftet, hvor en smule vand dryppede fra, hun smilte ganske svagt, men det forsvandt hurtigt igen, "Jeg har været voksen længe, selv på skolen" sagde hun tomt, og rettede kort på den stramme nedringede top, "Jeg viser det bare bedre nu, end jeg gjorde før, hvilket vil sige jeg oz bestemmer selv, hvem jeg leger med" hun gik langsomt hen til vinduet igen, hadede at stå stille for længe af gangen.

Ahngels blik var stadig passivt imens hun talte. Ikke en nerve blev prikket til og ikke skyggen af et følelsesmæssigt samspil var der at finde i de dragende øjne. Han veg dem efter ganske kort tid fra hende, imod en tilfældig plet på gulvet, imens han funderede kort over hvorvidt det var blod eller mug. Hans følsomme lugtesans sagde dog skuffende sit da han konkluderede de i at være simpel mug. Mug der gemte sig i en køn rustrød farve. Udgav sig for at være højtranget og smagende af ædelt metal for blot i virkeligheden at være en usmagelig bakteriegevækst på det gamle træs overflade. Først da tvang et smil sig frem på hans læber. Først sarkastisk, men ikke skadefro i netop dette øjeblik. Han havde vel fanget en pointe? Eller forstået en gåde der havde taget ham millioner af år at løse? Dog ikke, men ansigtets hemmelighedsfulde sorte triumf var tydelig, også selvom hans smil ikke havde været muntre eller lyksagelige i mange år. Han havde vel for tide glemt hvad der lå bag et sandfærdigt smil og gemt det bag sadistiske toner, mørk humor og stunder i hans sinds dystreste og mest rablende afkroge. Han nikkede en enkelt gang. Langtrukkent og kunstigt, som var hans nakke indstillet til det fra starten.
”Kun den der finder harme i ordene kan kalde dem hånfulde.” sagde han så, lod smilet brede sig mørkt som han atter fokuserede på ingenting i rummet. ”Derfor er din fortolkning individuel og ubrugelig for masserne.” Hans pupiller havde i en tid været små og stikkende imens hans koncentration samlede sig som en gysende aura om hans væsen. Fibre flåede sig fra hinanden. Gulvet gav et klagende knag fra hans bliks stirreplet og han vendte instinktivt blikket op igen, som tog han sig selv i at gøre unåder. Det hus var alt for fuldt af skrigende størrelser. Alt for mange. Udsvingene blev ustabile deraf. ”Trods for at jeg ikke åbner mine arme med et smil der engang kunne fortolkes kærligt, bærer jeg ingen gru imod dig.” Tandsmilet sagde noget andet, men man måtte efter noget tid blot antage at det nu engang var sådan han smilte. Dog.. med sådan et smil som sin almindelige maske, kunne man svært forestille sig et galskabens og blodtørstens smil hos ham. Kølig var han. Lukket. Måske mere end dengang til trods for at han havde lært at nærme sig. Det havde jo også kun været den ene vej rundt. Havde hun gjort samme akt som han, havde han nok ikke tøvet med at flå hende fra hinanden i den tro at hun var ingenting og ikke skulle komme tæt på ham uden hans initiativ.
”Så i sidste ende.. rør mine ord dig mere end din øvre bevidsthed siger dig.” Hans smil døde og han vendte blikket imod loftet, hvor en knagen ligeså satte i gang og vandrede derover som var det fodtrin. ”Da du tror de vil skade dig..” Hans sidste bemærkning var ligegyldig. Tonefri og konstaterende, som læste han en monolog fra en bog.

Aubrei lod langsomt glide op i loftet, hvor der var en tydeligstor plet af gammelt muggent vand, et havde dannet en grønlig cirkelig, hvor der stadig af og til dryppede et par dråber ned fra midten, dog kunne det ikke rigtigt ses, fordi vandet havde dannet den samme grålige farve, som de fleste af omgivelserne på dette sted,. Let begyndte hun uden at tænke videre over det, at sno en lang rød tot om en af fingrene, mens hun lod blikket blive på den mugne plet, det var egentlig underligt at huset ikk var faldet sammen for længst, endnu mere underligt at folk frivilligt gik ind i det nu, men hun gjorde det jo selv, om det var fordi hun simpelthen ikke havde andet at tage sig til, eller om det var en forhåbning om at huset faktisk styrtede ned, og dermed ville udslette alt om hendes eksistens, vidste hun ikke rigtigt længere, tit fandt hun sig selv de mest underlieg steder, og på de mest farefulde stier, men det rørte hende egentlig ikke så meget mere, nok fordi hun godt kunne li de steder hun havnede, hun holdt meget af mørke og triste steder, nok oz derfor hun befandt sig meget her, istedet for ude på gaden, hvor folk var overalt, hun var så træt af alle de personer, der alle stirrede på hende, met et let suk smed hun håret om på ryggen, den fine hulning hendes hals havde da den samlede sig med skulderen, afslørede en tydelig blodåre, som hendes påklæning, så nydeligt viste.
Langsomt blev hun revet ud af sine tanker idet hans rolige og tomme stemme igen kom frem, hun lod ham snakke, egentlig gad hun ikke snakke med ham mere, han gjorde som oftest ikke andet end bare at lyde ligeglad, og strengt taget, var det vel meget bedre bare at være alene, "Jaér... what ever, jeg skrider" mumlede hun og lagde armene bag hovedet, idet hun let gik ud på gangen, hun lod blikket hvile kort på det mørnede og slidte gulvtæppe, der sikkert havde været smukt engang, men nu mest af alt bare lignede en underig blanding af muk og gråt stof,.
Han var sikekrt ikk anerledes end alle andre, det var hun nu efterhånden så vant til, forsigtigt begyndte hendes hæle's lyd mod gulvet, at øres ned gennem gangen, Måske skulle hun overveje at finde et sted at sove i nat, eller måske i virkeligheden finde sig et permanent hjem, men hvor store var chancerne for at finde et sted, hun faktisk gad at blive i længere tid af gangen, det gad hun nok ikke, hvor meget var det oz hun sov, næsten ikke, hun kunne som regel aldrig, det havde hun gentlig aldrig kunnet,.
Da hun endelig kom til sig selv igen, så hun ud på regnen, der stadig falt lystigt, et skævt smil endte på hendes læber, det var egentlig en rigtig rar lyd at høre,.

Skuffende. Intet træk tilbage. Ingen modgang? Ahngels smil var dødt da hun forlod værelset. Det kunne være det samme egentlig, og i sidste ende ønskede han freden omkring sig. Det var længe siden hun havde betydet noget. Meget længe siden efterhånden. Det slog ham kort. En lille unødvendig tanke der måske prikkede lidt i at gi ham lyst til at dreje om på foden og stoppe hende endnu engang. Bare fordi han var nysgerrig om hvad der var sket de senere dage fra sin afsked. Han skubbede tanken fra sig. Hvorfor skulle han? Mange gamle kendinge var døde.. hvis ikke fysisk, så i Ahngels hoved. Han nærede dem kun en meget fjern næstekærlighed, som nærmest var umulig at grave frem igen. Ahngel tav kort og knejsede nakken. Det slaskede sorte hår klistrede sig stadig om hans smukke ansigt, dog var få tørrende totter i fuld gang med at give slip på ham.
Kun meget få havde genvundet hans loyalitet og ømhed. De lange fingre bevægede sig atter over stolens læn inden han besluttede sig for at genoptage sit egentlige formål ved hans tilstedeværelse. Han placerede sig atter i stolen, lænede sig tilbage i en holdning der måske stadig var lidt for rank til at se afslappet ud. At slappe af. Han mestrede det ikke. Han kunne give slip på led og lade sin krop smelte i illusionen dertil, men det var de færreste tilfælde hvor han tillod sig selv at dø hen i ingenting og slippe tanker og problematiske størrelser. Hans højre albue satte sig i stolens armlæn og tillod hans læber at hvile imod håndryggen der nu var rejst imod ham.. tilføjende et tænkende udtryk. Hans øjne lå imod ingenting. Igen ingenting. Da smilede han endelig lidt igen. Dystert og skadefro denne gang med en gnist i øjet, som ville sende et ildevarslende gys igennem den rygsøjle, tilhørende den uheldige der måtte se disse øjne i en så direkte kontakt. Han såå dog ingen, men lyttede. Han fulgte Aubrei med ørene og fandt hende ude af huset. Han lagde blikket nedad imod sin anden hånd, hvis flade var vendt imod ham.. blottende det fristende skrøbelige hudlag. Smilet hang ved imens han lænte nakken tilbage imod ryglænet igen.. kiggende imod en våd plet i loftet. En dråbe faldt, som var det planlagt og Ahngels arm strakte sig for at fange den lille vandperle. Som var det planlagt, fangede han den lige nøjagtigt med langfingerens finderspids. Den satte sig og Ahngels blik tøede op i en rolig tone.
”Mistet gnisten, har man? Skuffende..” Hvislede han lavt. Til sig selv var det og ikke hørligt for andet end hans eget nænsomme øre. Med en forsigtig bevægelse førte han hånden til sig igen, lagde fingerspidserne imod hans læber og lod smilet dø imens han stille fangede den korrupte dråbe med sin lange tunge. Al husets old fandt vej til hans smagsløg. Gammelt var det. Meget gammelt. Måske fra hans egen tid?

//Oi ^^ Ville bare pointere. Ahngel kommer ikke til at følge efter, desværre. Ligger ikke til ham mere, så hvis det fortsætter denne vej får emnet en meget brat slutning :P You decide//

Aubrei lod sig langsomt sætte ned på trappen, og stirrede med et fraværende blik ud i regnen, havde hun ventet andet af ham, måske, måske ikke, i hvert fald følte hun ikke længere trang til at blive nogen steder overhovedet, Men det havde hun nu egentlig ikke gjort længe, hun sukkede lidt for sig selv, og pillede kort ved den sorte krystal, der stadig hvilede roligt om hendes hals, den var efterhånden blevet mat, og kæden havde været udskiftet adskillige gange, lige nu var den en sølvkæde, ret smuk hvis hun selv skulle sige det. Den var bare blevet en del af hendes faste påklædning, og hun tog den stortset aldrig af, ikk fordi hun ikke ville, men hun tænkte ikke længere over om hun skulle eller ej. Efter at have siddet en tid i sine egne tanker, strakte hun sig og lagde hovedet lidt tilbage for at betragtede den mørke himmel, regnen gjorde hende altid i bedre humør, hun elskede regnen, den var bedre end noget andet, dog ville hun faktisk helst ikke blive gennemblødt igen, da læder virkelig klæbede sig til huden, hun så tænkende fremfor sig, inden hun langsomt rejste sig igen, og tog en pakker smøger op, let tændte hun en og tog et hiv, røgen der langsomt fyldte hendes lunger satte et stille smil igang, inden hun pustede det ud, og langsomt gik ind i huset igen.
Hun begyndte at gå ned af gangen igen, med rolige skridt, og længere ned mod et andet værelse, et værelse hun oftest sad i, uden nogen egentlig grund. Men det var bare der hun oftest søgte hen for at finde fred, og så gad hun egentlig ikk se på Ahngel lige nu, han irreterede hende, og når folk gjorde det, var det bedst for alle hun gik,.
Langsomt satte hun sig i et hjørne og så op i loftet med et roligt lidt tomt blik.

//det blev ikk så langt, sry//