Du slipper aldrig ud - Aubreiane

Aubreiane nød at tage hen på galeanstalten, for selvom den var gammel og forfaldet, søgte hun bare derhen så snart der var mulighed for det, mest for at nyde stilheden, der var som oftest ikke andet end fugle på dette sted, heldigvis da,.
Denne dag havde hun et par sorte små hotpants på, en stram sort top, et par meget hullede leggins, og et par høje blodrøde stiletter,. hun lå på en af de meget gamle senge, og læste i en bog uden navn. Hun strakte sig og lod de grønne øjne, med et strejf af rødt i, glide hen mod den åbne dør, var det skridt? helt sikkert. Langsomt rejste hun sig, og lod hånden glide gennem det lange sorte hår, der faldt blødt ned til hendes hofte, hun gik langsomt hen mod døren med lydløse skridt og åbnede den en tand mere, så hun kunne se hvem der kom.
Vinden hev en sødlig duft med sin, en vampyr helt sikkert, det ville oz forklare skridtenes elegance for hende faktisk.
Normalt ville hun havde gemt sig, fordi hun ikke brød sig om at andre var der, men når nu det var en vampyr, var det jo ikke så slemt igen, det værste var hvis det var en engel, eller et andet væsen, for sjovt nok hadede alle væsner vampyre, ikke at hun forstod hvorfor.. eller jo, nogle gange gjorde hun, men nu var hun jo ikke som alle de andre vampyre.
"Det længe siden jeg har set en vampyr her, hvad har lokket dig hertil?" spurgte hun legende, og lod hovedet glide på skrå, det grønne øjne glimtede drilsk, stemmen var rolig, og alligevel med en forførende undertone, noget som kun vampyre havde, og hun havde efterhånden vænnet sig til det.
Istarten havde det godt nok generet hende noget så voldsomt, fordi hun hadede den måde det fik hende til at lyde billig på, men efter flere hundrede, ja måske tusinder af år, var der ikke meget andet at gøre, end at tage til takke med det.hun hvilede let ryggen mod dørkarmen, og betragtede vampyren der nu kun stod et par skridt fra hende, hun havde hørt at folk som oftest gik herind, af ren og skær nysgerrighed, og det var da også sådan hun selv var kommet herind i starten.
Nu havde hun været her en del gange efterhånden, og kun mødt et andet væsen en gang, det var lidt mærkeligt år man tænkte over det.

Takeo var der bestemt af nysgerrighed, han elskede virkelig sådan nogle steder som bare så uhyggelige ud. Det var jo sådan nogle steder som mennesker ikke tit tør komme hen, og det var jo også bare sådan et sted som han mere nød at komme hen. Han stoppede hurtigt op når han hørte en stemme, og så sig lidt omkring og fik hurtigt øje på hvem det var. Først der fik lugten af vampyr hen mod ham, det var en ret så sød duft "priv-yet" sagde han med en charmerende dybe stemme, med en russisk accent i det. priv-yet betød endda hej på russisk, som var et bord som han brugte tit og elskede jo russisk. Han smilte bare halv charmerende til hende, og gik bare lidt tætter på hende for at se hende bedre "nysgerrighed" svarede han bare og smilte bare imens til hende imens "jeg er ny her, så skulle lige tjekke alt ud" sagde han og ville bare tjekke alt ud, så han kunne lære de bedste steder at kende.

Aubreiane så smilende på ham, og strakte sig en anelse, inden hun lod blikket glide op og ned af ham en gang, vuderede ham tydeligt. ikk fordi hun ville score ham, men mere fordi hun ville se hvor stor chancen var for at han ville angribe hende.
"Virkelig? nyt kød" smilte hun drilsk og grinte lidt for sig selv, "Jeg driller bare, men det sker oftest faktisk, at folk kommer herhen, fordi de ser stedet udefra og bliver nysgeriger, men når nu du er ny, er det endnu mere normalt" smilte hun forsigtigt, og lod hovedet glide lidt på skrå. Hun vidste ikke hvor ny han var, men han virkede da afslappet nok, tit når nogle vampyre var helt nye, de såkaldte nyfødte, var de meget tilbageholdende, og usikre, sådan havde hun i hvert fald oplevet dem.
Stille strakte hun sig og blev stående og lod ham komme tættere på. "Hvis du leder efter de mest dystre steder, er kirkegården helt klart oz en af dem" smilte hun for sig selv og gik så kort ind i rummet igen, efter den bog hun havde lagt der, o gik så tilbage til ham, betragtede hm lidt. "Lige nu er der kun oz.. oh og fugle self" sagde hun drilsk og lod blikket hvile en anelse legende på ham, for en stund var hun tavs, gav ham mulighed for at sige noget.

Han stod bare der og så på hende, uden at grine af nået af det hun sagde. Han kunne ikke se hvorfor han skulle grine? eller hvad han ellers skulle sige til det. Han så bare kort efter hende når hun sådan gik sin vej *hun kan snakke* tænkte han og gav et lille grin fra sig, mens han bare rystede på hovedet imens. Hans isblå næsten hvide øjne, så bare rundt omkring på det ellers så spændende sted. Hans blik gled hen på hende igen med et charmerende smil på læben "det skal jeg nok huske.." sagde han og elskede virkelig sådan nogle uhyggelige steder, stilhed var jo bare nået han virkelig nød "ja det er det nemlig... måske du vil vise mig rundt?" spurgte han om og så sig rundt omkring igen, hun lignede jo en som havde været der mange gange før.

Aubreiane så sig tænkende omkring, inden hun så tilbage på ham, "Tjae... det kan jeg vel godt, vi kan jo starte herfra" svarede hun og kiggede ned af gangen, "Hersad de skizofrene, de selvmorderiske, og de der bare... tja var bange for deres egen skygge" smilte hun og gik langsomt ned af gangen.
Hun pegede på en dør ind til et kontorlignende sted, "Inde af den døre ligger vagternes kontor, og en tilhørende soveværelse, jeg tror en del af dem har overnattet her" smilte hun og så om på ham, "Kan du følge med?" drillede hun og fejede håret om på ryggen mens hun gik. Hun gik ret så nemt og sikkert på de høje hæle,.
"Der er også en kælder, det nok det bedste sted i det her hus" smilte hun og gik langsomt hen til en trappe, tændte en lille flamme i håndfladen, der havde ikke været el der i umenneskelige tider, og selvom hun så ret godt i mærke, var det bare nemmere at se de intense omgivelser, og det gjorde det kun mere uhyggeligt, hvis det blev badet i det orange rødlige lys.
"Hernede sad de farlige, dem der ikk kunne være sammen med andre, og dem der skulle have en såkaldt, chokbehandling, der ligger også en krematorium, så kan man jo altid gætte sig til hvornår de havde brug for det" smilte hun og stoppede i et rum hvor der lå en briks, med massere af af seler, "Det her er chok rummet, de fik sensore på hovedet og blev bundet her, man sagde vist nok at det skulle fjerne dæmonerne indeni" smilte hun svagt.

Hvis der var nået som kunne få ham til at høre rigtig efter på en kvinde, så var det virkelig når der blev snakket om nået med mishandling. Han synes også altid at det lød bedre når det kom fra en kvinde, den kvindelige stemme som snakkede om sådan nået kunne ikke andet end være perfekt. Han så sig bare omkring, mens han bare fulde efter hende og lyttede jo også meget med på hvad hun sagde "lækkert" røg der ud af hans mund, mens tanken på hvor meget de mennesker nok var blevet mishandlet var stor. Der var heller ikke nogen tvivl om at der sikkert også havde været væsner her, dem som ikke var bange for at fortælle hvad de var.
Han blev lidt overrasket når han så ilden i hendes hånd "ild?" sagde han og hentydet til hendes evne, sådan en evne som han havde eller om det var den samme viste han ikke. Men det fik ham til at smile lidt, da ild virkelig var som et barn for ham. Det fik ham til at føle sig varm, og det var virkelig intet som kunne få den kærlighed som ilden fik fra ham.

Aubreiane så ham i øjnene, og lod hovedet hvile en anelse på skrå. "Jaa? hvad er der med den?" spurgte hun og så på flammen i sin hånd, hun havde kunnet det siden hun blev forvandlet, det var bare blevet nemmere at kontrollere, selvom hvis hun blev vred nok, ville hun eksplodere fuldstændig i ild, og brænde alt indefor 5 km.
"Det dejligt at tænke på ikk? de har sikkert intet fejlet, tænk alle de folk der er døde her.." smilte hun for sig selv, kunne lige forstille sig, alle de skrigende patienter, der havde ligget og bedt om nåde, for at slippe for den forfærdelige død.
"Jeg har oz hørt, at der blev udført forskellige forsøg på nogle af dem, inde i oprations rummet, du ved, at de prøvede alt muligt med at operere uden bedøvelse og smertestillende, og at de skiftede organer ud, med organer fra dyr" hun smilte for sig selv. Selvom hun var holdt op med at tage blod fra alt levende, kunne tanken om det, stadig godt gøre hende helt flyvende, totalt fraværende for en stund.
Stille strakte hun sig, og lod let flammen flyve op og hænge i luften, så der kom lidt mere lys, hun gik hen til et gammelt medicin skab, og åbnede det, "Ej der er stadig alle mulige slags medicin herinde, utroligt de ikke er blevet neglet af junkier endnu" grinte hun for sig selv.

Han fik sådan en stor lyst til at bare tage ilden ud af hendes hånd, men han fik sig selv til at holde sig væk fra at gøre det. For at han viste at hvis hun var så glad for ild som han var, så ville hun bare flippe ud på ham hvis han tog den fra hende. Han gik i stedet bare videre efter hende, og følte sig mere og mere hjemme der "skønt" hviskede han for sig selv og ville vel et eller andet sted, ønske at det var ham som havde arbejdet der og mishandlet folk. Han slikkede sig kort hen over læberne, bare ved tanken om hvad han kunne have gjort ved de mennesker "lidt spild af alt det skønne blod" sagde han og kunne ikke regne med andet, end efter alle de operationer så måtte det havde der været meget blod. Han så kort op efter flammen, inden han gik over til hende ved skabet "de tør nok ikke gå her hen.. ellers ved de det ikke" sagde han og synes bestemt det var synd at tage stoffer, det fik jo bare blodet til at smage ikke lige så godt som sundt blod gør.

Aubreiane lod blikket glide henover de forskellige ting der var, og smilte så lidt, grinte for en stund for sig selv. inden hun vendte sig om mod ham, "Hvad vil du med min ild? jeg kan næsten gætte mig til du har noget med ild oz, siden du kigger så intenst på den flamme jeg har lavet... men hvis du tager den, så bliver jeg sur" selvom smilet var legende og blikket drilsk, var undertonen alvorlig, for hun mente det, hun blev så hidsig hvis folk stoppede hende i at lave flammer, eller prøvede at tage den.
Let satte hun sig på briksen, og lod hænderne hvile på nogle af selerne, "Jaa det nu synd med det blod.. selvom jeg ikk drikker rigtigt blod mere, så jeg enig i, at det må have været et værre svineri med alt det blod, sikke spild" grinte hun for sig selv, og pillede ved en tot af sit lange sorte hår.
Hun lod en ny flamme dukke op i hånden, og rakte den mod ham, "Men du må gerne få den her?" smilte hun drilsk og så intenst på ham, flammen fik hendes grønne øjne til at glimte blidt. Hvis han virkelig kunne noget med ild, ville han sikkert gerne have en, hun nød i hvert fald selv at gå og pusle om en flamme, især det med at få den til at ligne forskellige ting var rart.
"har du et navn jeg må kalde dig then? eller vil du bare hedde 'den nye'?" spurgte hun smilende og strakte sig, kort gled den røde tunge ud og fugtede læberne, så man kunne se tungepiercingen med den grønne sten.

Han var aldrig glad for når folk kende til hans lille ild problem, hvis man nu kunne kalde det for det? han så bare efter hende og kunne ikke lade være med at smile imens, det var ikke sådan et smil som viste at han var glad. Det var mere et skummelt og charmerende smil, som han nu altid have på læberne "ild er altid godt" sagde han og gik med nogle elegante skridt over til hende, og stoppede først op når han stod helt foran hende. Han lag sit hoved lidt på skrå og satte en hånd mod hendes mave, og skubbede hende bare ned og ligge før han satte sig roligt op på hendes mave med et knæ ned på briksen på hver side af hende "tak" sagde han og tog bare imod den lille flamme i sin hånd "vil aldrig glemme den nat jeg fik denne evne" sagde han og gav et lille grin fra sig, inden han kort så ned på hende "jeg hedder Takeo.. og du?" sagde han inden han så hen på flammen igen

Aubreiane elskede ild, og hun havde aldrig mødt en før, der også havde det på samme måde, men han virkede til at kunne li det, mindst lige så meget som hende,.
Langsomt så hun på ham, idet han lagde hende ned, og satte sig på hendes mave, "Hvad vil du så gøre nu? vil du give mig en chokbehndling?" drillede hun og grinte for sig selv, inden hun betragtede flammen i hans hånd, langsomt fandt smilet vej til hendes læber, hun lod sin egen flamme komme lidt ned og holdt den i den ene hånd.
"Takeo.. Sikke et specielt navn.. Mt navn er Aubreiane, men det er så langt, så folk giver mig som regel et kælenavn.. det lidt sjovt" sagde hun tænkende og så længe påflammen i sin hånd, den dansede lystigt, og blev ved med at blive større, til sidst gjorde hun den dog mindre, fordi hun ikke ville sætte ild til loftet, eller resterne af det.
Aubreiane lukkede for en stund øjnene, "Kan du ikk se det for dig.. alt det blod.. og alle de skrigende folk, jeg ville gerne have været sygeplejeske her.. mit antræk ville nok bare være.. lidt kortere end deres var" hun smilte og åbnede øjnene og så op på ham med et intenst blik. Ild havde altid gjort noget ved hende, hun kunne ikke forklare det, men det gjorde hende bare... mere vågen, mere insisterende.

Det var bestemt ikke tit man mødte nogen som elskede ild, de fleste var jo bange for det og slet ikke ville røre ved det. Men når man kunne røre ved ild, uden at brænde så kunne man ikke andet end at elske det. Han så ned på hende og gav hende en tænkende blik "ja hvorfor nu ikke det" sagde han som om han virkelig overvejede det, og det var lige det han gjorde eller måske mere sin chokbehandling end den de bruge den gang "Aubreiane" gentog han og var ikke ligefrem den som fandt på kælenavne, det var bare nået man gjorde for venner mente han. Og hvis man spurgte ham, så var venner ikke nået han havde nogle af.
Mens hun snakkede forsvandt flammen når han knyttede sin hånd i, han satte i stedet sine hænder ned i briksen på hver side af hendes hoved. Hendes ord lød virkelig som musik i hans øre, han åbnede sin mund lidt så det skarpe hvide hjørnetænder kom til syne "det lyder som en drøm" hviskede han bare og kunne mærke sulten kom lidt frem i ham, det gjorde den altid når snakken kom til blod. Hans blik gled væk fra hendes øjne, og ned på den gråhvide hals som hans blik bare stivnede på.

Aubreiane smilte lidt for sig selv, og betragtede flammen der gik ud i hans hånd, hun elskede sådan ild.. det var en helt underlig følelse, når alle ellers var så bange for dem. "Det glæder jeg mig til så?" smilte hun roligt og så ham i øjnene, bemærkede hans blik glide ned mod sin hals.
"Du sulten.. vil du bide mig?" drillede hun og smilte for sig selv, hun kunne faktisk godt li at blive bidt, det gav sådan en dejlig kildende fornemmelse indeni hende, og hun havde intet imod det, selvom det nu var lidt imod hende, at give en fremmed lov til det, så følte hun bare at de var lidt ens, det var nok det med ilden.
Let så hun på hans hals, og smite for sig selv, forstod ikke han kunne have lyst til at bide hende, mest fordi hun aldrig havde fundet sig selv, særlig bide venlig, det var lidt fordi at hun ikke brød sig om den farve hendes hud havde fået, men det var der jo intet at gøre ved det endnu.
"Jeg elsker at blive bidt" smilte hun legende, og lod flammen gå ud, hun så drilsk på ham, betragtede hans tænder, de var spidse, ligesom hendes egen, hun nød sådan at møde andre vampyre, for så kunne hun da holde op med at føle sig som en eller anden særling eller.. ja noget i den stil.

Han så bare på hendes hals et stykke tid, inden han så op mod hans øjne igen "meget gerne" hviskede han og ville bestemt ikke have nået imod at bide hende, vampyr blod havde jo en meget særlig smag som han virkelig godt kunne lide. Han log sit ansigt komme tætter på hende, så til sidst at hans læber rørte lige ved siden af hendes på kinden. Han lod dem langsomt glide ned af hendes kind og ned mod hendes hals, hvor duften af hende var mere kraftig og det fik også sulten frem i ham ""så kommer jeg altid til at have nået af dig i mig" hviskede han ind mod hendes hals, og kunne ikke lade være med at grine kort. Han tog fat i hendes ene håndled med sin hånd, og trykkede den bare ned mod briksen. Han lod sin tunge langsomt glide lidt op af halsen på hende, inden han satte sine tænder ned i den. Blodet begynde bare at løbe ind i munden på ham, som fik ham til at lukke øjnene langsomt i bare af smagen. Han lod det bare løbe langsomt ned i halsen på ham, mens han hjalp det med sin tunge. Der kom en brummende lyd fra hans hals, som det altid gjorde når han fik blod.

Aubreiane smilte for sig selv, og mødte hans blik roligt, grinte kort for sig selv, "Jaa det vil du, lidt skræmende ikk" hviskede hun drilsk, og grinte for sig selv, hun lukkede øjnene idet hans læber ramte hendes kind, og mærkede dem videre ned af hendes hals, nød den følelse hun fik hver gang de hvilede mod hendes hud, smilte så igen lidt, idet hun mærkede hans tunge. Gjorde ikke modstand da han holdt hendes ene håndled fast, en svag skælven gik igennem hende, idet han bed hende.
Mærkede hvordan han tog blodet til sig, og hun nød følelsen fuldt ud, det var sådan en intens følelse, når en vampyr bed en anden vampyr, og selvom det skete sjældent nød hun det hver gang det skete. Hendes øjne åbnede sig langsomt igen, og så let op i loftet, det var egentlig lidt morsomt, at hun lige nu, lå på en briks hvor en masse andre folk havde ligget, og sandsynligvis var blevet slået ihjel af den chokbehandling de havde fået, og nu lå hun der, af ren og skær morskab, det var jo meget komisk for det.
Stille lukkede hun øjnene igen, og lod let den anden hånd blive knyttet om hans trøje på hans ryg, nød det bare fuldt ud, selvom det var imod alt det hun plejede at sige, hun plejede ikke at lade fremmede gøre det, men han var en undtagelse.

Takeo brummede så kraftigt som han kunne, som fik blodet til at boble i hans hals. Det var vel lidt som en advarsel for alle andre, at de skulle holde sig væk fra hans mad da han ikke ligefrem var en som delte. Hans øjne var lukket afslappet i, mens hans øre lyttede godt efter om der kom nogen. Han drak lidt mere af hendes blod, til han langsomt og modvilligt træk sine tænder ud af hendes hals. Lugten var ret så kraftig og god, den fylde hele lokalet som magi. Han slikkede roligt resten af blodet væk fra hendes hals, for at der ikke var nået som skulle gå til spilde "du smager godt" sagde han mens han løftede sit hoved op, og slikkede blodet sensuelt væk fra sine læber. Hans blik var ret så skummelt i det og alligevel ret så charmerende, hans øjne var jo ret så flotte og det var nok også det som fangede folks blikke først. Han fik atter en gang sit charmerende smil på læben igen, som om det hele tiden havde været der.

Aubreiane smilte for sig selv og bed sig i læben, idet han slap hendes hals, og slikkede sine læber fri for blod, hun grinte for sig selv, og så ham i øjnene, "Det er jeg da kun glad for, tænk hvis jeg havde smagt forfærdeligt, så havde du været mega skuffet" grinte hun og så lidt på hans hånd der stadig holdt hendes håndled fast,.
"Nårh men, er det så sådan noget, nu har du fået hvad du ville så nu skrider du? eller skal vi se på oprationsstuen først?" smilte hun roligt og betragtede ham, lod de syregrønne øjne hvile ind i hans. Hun tænkte ikke længere over at de var grønne, kun hvis hun koncentrerede sig alt for meget om noget andet, så gjorde det, det lidt svært for hende, at holde dem grønne, også ville de oftest blive røde igen.
"Jeg har sikkert en masse klamme historier at fortælle endnu, hvis du vil vide de blodige detaljer" hun grinte for sig selv, og lod den anden hånd, feje en tot sort hår væk fra hendes øjne. det kildede hende i øjnene og det var lidt irriterende. Hun vidste ikk hvordan han var, om han hele tiden havde været ude på at få lidt blod, også bare smutte så hurtigt igen som muligt, eller om han rent faktisk godt ville høre mere om det, så det kunne han jo kun svare på, i mellemtiden måtte hun jo blive liggende, og bare se afventende på ham, mens han hold hende der.

Han ville nok ikke vide hvad han skulle gøre hvis hun ikke havde smagt godt, han havde nok blevet lidt sur og bare drukket ekstra meget af hendes blod. Han fjernede ikke sit tag i hendes hånd og blev bare ved med at se ned på hende, uden at sådan rigtig sige nået som helst. Hvis man var hel stille kunne man høre de fugle som fløj rundt, ellers var det helt stille som kunne få en til at indbilde sig selv en masse ting. Han så ret så tænkende ud når hun kom med sit forslag og rystede bare på hoved, mens han gav slip på hende og gik i stedet ned på gulvet "tror du virkelig at jeg tog her hen og regnet med at jeg ville få blod?" sagde han ret så irriteret i det, da selv om han var en der kunne finde på at drikke personens blod også smutte. Så var han jo ikke gået der ind og regnet med blod, men for at tjekke hele stedet ud "lad os forsætte til operationsstuen" sagde han og gik bare hen mod døren, selv om han bestemt ikke viste hvor de skulle hen.

Aubreiane så smilende på ham, og lod hovedet glide lidt på skrå, "Aw sikke en hidsigprop.. det nok ilden der gør det" grinte hun og rejste sig let, inden hun bøstede sine hotpants af for støv, og tog sin bog endnu en gang.
"Jeg har hørt de fjernede indre organer, mens patienten var vågen og uden bedøvelse" smilte hun svævende og gik hen mod døren, tog ham med ud og ned af ganegn, drejede så ind på en stue, hvor døren var helt og aldeles smadret til ukendelighed, "Det sjovt ikk, at folk kan være så syge, især når det er menneske mod menneske.. alsa hvis det havde været vampyr mod menneske havde det jo været klart nok" sagde hun stille.
Nogle gange virkede det mest af alt, som om hun egentlig bare gik og snakkede med sig selv, en dårlig vane hun havde fået gennem tiderne. Let så hun på de mørke vægge, og betragtede den briks der stod i midten af rummet, der var en masse underlige skærme, og ting, i nogle af skufferne lå der stadig sprøjter og skalpeller.
"De har sikkert hygget sig.. det bare synd med alt det blod, der sikkert er væltet ud over alt" sukkede hun og åbnede en af skufferne, så tænkende ned i den, "Plastre, klart det hjælper, smid et plaster på det åbne benbrud" hun grinte og rystede på hovedet.

Han gik bare stille med hende helt lydløst i det, mens han bare lyttede efter på hvad hun sagde. Han kunne godt lide den måde hun fortalte ting på, det var næsten ligefrem som om han kunne se det for sig "mmh" kom der let ud af hans mund en gang imellem, for at vise at han lyttede efter på hvad hun sagde. Han så sig bare lidt omkring, og rørte nogle af de spændende ting som var der "bare man havde været her på den tid" sagde han og havde jo levet den gang, men var nok ikke lige en læge som nogen ville ansætte. En læge uden hjem eller uddannelse til nået som helst, også så han sikkert også for ung ud til det. Han viste det endelig ikke, men det var nok heller ikke et job han ville kunne klare uden at komme til at bide nogen som helst.

Aubreiane så længe på ham og grinte for sig selv, "Hm.. jaa man har jo levet, bare ikke været her, men jeg tror heller ikk de frivilligt lukke mig ind, når jeg ikk er udannet eller noget" grinte hun for sig selv, og så lidt på en kanyle, "tænk hvor mange de har myrdet herinde.." smilte hun for sig selv.
Langsomt strakte hun sig og rettede lidt på sin top, inden hun gik hen til briksen, "Der er sikkert mange, der har liggether og skreget af smerte.. og alt det blod.." sukkede hun for sig selv og lod hånden løbe henover briksen, den var efterhånden blevet støvet af alle de år, hvor det bare havde stået,.
Langsomt lod hun blikket hvle på ham, "Well..hvad så? fortæl mig om dig selv, hvor kommer du fra Takeo?" spurgte hun let og tyggede sig i læben, hun vidste intet om ham, vidste ikke havd han lavede her, om han var ny eller hvad der skete.
Men det var ikke sikkert han overhovedet ville fortælle hende noget om sig selv, men nu ville han jo allerede vide en del af hende, så hun kunne jo ligeså godt prøve på at få lidt mere af vide om ham. Hvem ved, måske ville han gerne snakke, selvom han ikke virkede som typen der gad snakke.

Han så sig bare lidt omkring, inden han vende blikket mod hende og smilte "ønsker du at jeg bider dig igen?" spurgte han om og gav et af sine flotte mandelig grin efter, han gik stille hen til hende når han hørte hendes spørgsmål "som du nok kan høre på min stemme så kommer jeg da fra Rusland" sagde han og lukkede sine øjne kort i, inden han så hen på hende igen og smilte lettet charmerende "hvor kommer du måske fra?" spurgte han om, mens han gik videre for at kigge på alle andre ting som var inde i dette rum.

Aubreiane grinte og lod let blikket hvile på ham, "Det lyder da vildt fristende, jeg elsker at blive bidt" drillede hun og rystede kort på hovedet af ham, inden hun bare smilte lidt for sig selv.
Blikket blev en anelse mere intenst, "Rusland.. ja selv.. det vidste jeg da godt, egentlig.." hunt rak opgivende på skuldrene af sig selv, og satte sig op på briksen, lod let blikket hvile en anelse tænkende ned mod gulvet.
"Well mig? jeg er født i Japan, men som du nok kan se har jeg ikke skæve øjne og sådan, det er fordi mine forældre var englændere, så derfor ser jeg ikk sådan ud" hun betragtede ham derefter smilende igen,.
"Men hvad laver du her? jeg mener.. skal du ikke også snart til at finde et dejligt mørkt sted at gemme dig, fordi solen står op om halvanden time?" smilte hun roligt og rejste sig igen, hun skulle i hvert fald til at bevæge sig hjemad, for ellers ville hun nok heller ikke nå det, og det ville nok blive grimt.
"Jeg skal i hvert fald snart hjem, vil du med?" smilte hun drilsk, og betragtede ham, ikk fordi hun ville score ham på nogen måde, men lidt selskab var jo altid rart, dagen kunne virke så lang hvis man ikke sov.

Han så hurtigt hen over på hende, og ville skam ikke have nået imod at bide hende igen. Han elskede jo virkelig blod, og bare det at have det inde i munden var bare fantastisk. Han gik stille hen til hende og kunne ikke lade være med at smile imens "jeg troet at dem fra Japan fik skæve øjne fordi de ikke kunne kunne se ordenligt" sagde han og mente det selvfølgelig ikke, han lukkede sine øjne en lille smugle i så det så ud som om han havde skæve øjne i det. Han træk lidt på skulderne, og viste at det snart var på tide at flygte op til hotellet "jo det ville nok være en en god idé" sagde han og hævede bare sit ene øjebryn når han hørte hendes forslag, han stod lidt og tænkte over det inden han gav et lille nik fra sig "ja hvorfor ikke" sagde han og ville vel heller have selskab, end at risikere at han bare skulle sidde og kede sig for sig selv.