What a delightful Hunt.... (Danayela)

Tid: omkring 02:00
Omgivelser: Galeanstaltens spøgelsesagtige kolde gange
Påklædning: Sorte praktiske bukser og en tætsiddende sort t-shirt, sorte støvler, lang sort frakke og selvfølgelig sin bedemandshat

Netop som man troede byen var gået helt død for spændende opgaver og man egentlig overvejede at flytte sin forretning.... Ja så bliver man igen overrasket! Ganske vist havde hans kontakt lidt en frygtelig langsommelig skæbne da han havde ledt klienten direkte til Zakaroff's dør. 
Men opgaven var på en Engel. Se det var et stykke tid siden han havde prøvet det, så det tog ham ikke lang tid at sige ja til opgaven og den ville også give ganske godt. Denne gang havde Zakaroff krævet lidt af ofrets blod. For grunden til at netop denne Engel var så speciel, var at hun havde helbredende kræfter. Så hun måtte jo smage helt unik..... Det var den jagt han havde set allermest frem til i ufattelig lang tid.
De næste par uger gik ufattelig hurtigt, og han var stort set ikke hjemme på noget tidspunkt. Selv om solen var oppe, fandt han måder at skygge hende på. men han var stort set altid en del af skyggerne så hun ikke opdagede ham. Men hans isblå øjne veg på intet tidspunkt fra hende. Var der en skygge, så var han der også... Hendes duft var berusende! Hvis hun lå og sov, rakte han ud af mørket og strejfede hendes kind imens han hviskede: "Snart..... Snart vil du se....."


Zakaroff vidste at alle uden undtagelse, havde et mønster i deres bevægelser og vaner. Det kunne være helt små ting, men de var der. Denne aften skulle dog vise sig at blive meget interessant. Hun brød fra sit normale mønster og gik ud i en del af byen hvor man ellers ikke ville forvente en som hende ville være. Sindssygeanstalten? Hvad i alverden ville hun dog der? Måske blev det denne aften hvor han ville slå til. Måske ville det være første gang i aften han ville have chancen for at se hende i øjnene. Heldigvis var stedet lidt en ruin så der var masser af skygger at blive en del af. Han kunne mærke en længe savnet begejstring over den jagt der måske blev på den smukke Engel. Der var noget så særligt over et offer så uskyldigt. Gad vide om der var mere end bare hendes blod der gjorde hende eftertragtet? Det måtte der næsten være, ellers hyrede man ikke ham.
Hurtigt rystede han de mange tanker ud af hovedet og fortsatte efter hende. Det eneste der måske ville fortælle om hans tilstedeværelse var at man kunne mærke der var koldt når han var tæt på

Danayela havde det sidste stykke tid haft en underlig fornemmelse af at blive forfulgt. Uanset hvor hun gik havde hun det som om nogen så på hende, men der var aldrig nogen at se bag hende. Om natten kunnr hun vågne fuldstændig badet i sved med et skræmt blik og have svoret nogen havde været ved hende, men heller ikke her var der nogen.
De seneste dage havde været lange, hun havde svært ved at holde styr på hvad der var mistanke og hvad der var sandt. Af og til følte hun at hun var ved at miste sig selv. Men sådan havde hun jo aldrig haft det før.. hvorfor så nu? Var det fordi hun var alene og dermed en smule mere paranoid. Eller var hun virkelig ved at blive skør. Hun havde altid vidst hvem hun var, også selvom hun ikke anede hvorfor hun var sendt tilbage igen.. det skulle nok gå. Nu var hun ikke længere så sikker desværre.

Denne nat havde hun vandret rundt i flere timer.. mareridt havde sat sine spor og hun orkede ikke længere at slås med dem. Det lange sorte hår fløj om hende i nattevinden, og den sorte jakke gav hende ikke meget varme. De blå øjne hvilede frem for sig mens hun gik.
Hendes skridt genlød gennem de tomme gader, og efterhånden nåede hun længere og længere ud af byen. Hendes tanker var et andet sted og da hun omsider vågnede lidt op, var hun ude foran sindssyge anstalten.
Tøvende trak hun på skuldrene og rettede på sin jakke inden hun med rolige skridt gik ind i bygningen. Lod en spinkel hånd glide henover de kolde afskaldede vægge. Sukkede en smule for sig selv. Sikke mange triste skæbner der var her.. sikke mange liv der var gået tabt. Kort bed hun sig i læben og pustede på sine hænder for at få dem varme. Frøs rigtigt meget lige nu, men kunne ikke få varmen rigtigt. Det virkede som om noget blev ved med at holde hende kold. Svagt så hun sig omkring.

Hvem var hun siden han var blevet hyret?... Hun havde hele tiden været så uskyldig og egentlig bare passet sig selv. Der var et eller andet der virkede underligt. Man fandt ikke frem til Zakaroff bare for blods skyld. Der stak noget under og han var fast besluttet på at finde ud af hvad det var. Lige nu holdt han sig bare til at følge hende som hun gik dybere ind i bygningen. Men hun gav intet fra sig der kunne afsløre hvorfor hun var et mål, så han besluttede sig for at konfrontere hende og så se på derfra hvad han gjorde.
Efter noget tid, endte hun ved en gammel operationsstue hvor et tydeligt lag støv dækkede den gru der havde foregået her inde.
Først trådte han gennem skyggerne ind bagerst i rummet inden han så ud på hende og sagde:
"Sikke koldt der er ikke sandt?......"
Så trådte han ud af skyggerne der var som tyk røg der så dannede ham. Hans øjne så næsten ud til at lyse under kanten på den bedemandshat han bar. Men som han stod lige nu var han næsten umulig at se ordentlig da han var klædt fuldstændig i sort. Roligt tog han et par skridt nærmere og smilede hvilket afslørede hans hugtænder.
Hans stemme var kold som graven, men underligt forførende. Nærmest som om man vidste hvor farlig han var
"Godaften Danayela..... Det er rart endelig at møde dig....."

Dana lod hænderne løbe igennem sit lange hår og gik langsomt videre gennem de mange mørke og kolde gange. Der var noget sært over stedet.. noget advarende.. som om hun skulle passe på noget. For ikke så længe siden havde hun overhørt en samtale mellem nogen fra mafiaen som havde gang i at handle med slaver.. så hun havde sluppet dem fri. Uden overhovedet at tænke sig om. Men sådan var hun jo.
Hun var en engel og hun var jo en der ville hjælpe andre. Men på det sidste ønskede hun at vide hvad hun lavede her.. en lille mus kom frem og så op på hende. Hun tog den langsomt op og satte den på sin skulder. Gik og snakkede ganske lavmælt med den.

Kort efter befandt hun sig i en gammel oprationsstue. Der var et klamt lag støv over det hele der gjorde at hele tummet nærmest havde et gråt skær.tøvende så hun sig omkring og pillede lidt ved sit hår.
En stemme fik hende til at vende sig rundt, hun stod nu overfor en skræmmende mand, som hun var næsten overbevidst om ikke ønskede hende noget godt. "Her er koldt ja.. nu forstår jeg endelig hvorfor jeg har frosset" mumlede hun langsomt og så på ham. Satte langsomt musen ned på jorden så den kunne komme væk fra hvad der end måtte ske.
"Hvorfor vil du møde mig?.." spurgte hun stille og trådte tilbage og fik taget fat om bordet midt i rummet og gispede da flere smertefulde episoder kom igennem hendes sind. Hun flyttede sig fra bordet.

El lavmælt latter kom fra ham imens han tog hatten af og hængte den på en krog på skabet. Nu var han også mere tydelig at se. Hans natsorte hår var langt og utrolig velplejet og hans øjne trak nærmest i hende.
"jeg beklager kulden.... En uheldig konsekvens af min tilstand....."
Meget forsigtigt var det som om han pillede ved sit ærme inden han gik hen til vinduet så hun kunne se ham mere tydeligt via månelyset.
"Fordi Danayela.... Nogle har betalt mig for at finde dig.... Og tage dig med.... Men jeg mangler stadig at forstå hvorfor det netop er mig de har fundet.... Så plejer det at være noget langt mere voldsomt.... Og"
Lige pludselig slyngede han armen ud mod hende og der kom en meget lav hvislende lyd lige ved hendes øre efterfulgt af en underlig rallen og et højt bumb. Lige bag ved hende faldt en mand i et billigt jakkesæt sammen med et meget lille hul i halsen. På den tid det tog hende at blinke, var han henne ved liget og sikrede sig vedkommende var død. Så rejste han sig som om det var ingenting, og gik lidt tættere på hende. 
"Tåber.... Jeg hader virkelig at blive forstyrret..... Men det kan være du kan svare mig på hvorfor de er gået så langt for at få fat i dig... Du kan være ganske rolig, jeg gør dig intet lige nu...."
Kunne det være på grund af hvad der lige skete med hende da hun rørte ved bordet? Kunne hun se ting?

Dana så usikkert på ham, han virkede uhyggelig, men han gjorde hende da ikke noget lige nu. Hendes blå øjne hvilede hele tiden på ham som han snakkede. Virkede en smulende tænkende ved hans ord, hun vidste godt at hun var anderledes. Hun kunne få indblik i smerte hos andre og i de steder der var sket slemme ting.
Kort bed hun sig i læben og gispede forskrækket da han slog manden bag hende ihjel. Hun nåede ikke engang at opdage ham, men rykkede sig hurtigt som han stod ved hende. Virkede som om hun ikke ville komme for tæt på ham. Mon han havde reddet hende nu for selv at kunne få æren af at dræbe hende.
"Jeg.. ved det ikke.. jeg har aldrig gjort nogen noget.. jeg er ikke speciel.. jeg er jo bare en engel" sagde hun tøvende og samlede musen op da den kom tilbage. Hun nussede den stille. "Du burde ikk være her.." hviskede hun lavt til den og satte den i sin jakkelomme. Så derefter ham i øjnene. Han stod nu og spærrede hendes udvej, og hun kunne ikke rigtigt komme væk. Hendes blik skævede om imod bordet bag hende. Turde ikke røre det igen. "Jeg ved ikke hvem der har sendt dig.."

Roligt gik han hen til liget igen og undersøgte det for spor om hvem det var. Ved første øjekast var der ikke noget men han havde en ca idé om det. Så han kiggede op på hende inden han rejste sig meget elegant og sagde:
"Jeg er så udemærket klar over du er Engel Danayela.... Det var grunden de gav mig..... Men man hyrer ikke mig bare fordi de er Engle.... Men ud fra det billige jakkesæt og den helt forfærdelige eau de cologne så er ham her fra mafiaen.... Øjensynligt for at lukke munden på dig inden jeg fik snakket med dig.... Så hvad kan du have gjort siden de går til så voldsomme metoder at sende en som mig?..... Taget noget meget værdifuldt af deres?.... Slået en af deres ihjel?.... Du kan være ganske rolig, du er ikke i fare lige nu.... De sendte stadig folk selvom de har sendt mig.... Det fornærmer mig...."
Selvom han kort lød vred i stemmen så havde han et underligt smil der vidnede om en stoisk ro men også om der var langt mere ved ham end lige mødte øjet. Han forsvandt lidt pludseligt og lige pludselig stod hun med hans frakke på der underligt nok var lun. Selv stod han lige pludselig henne ved vinduet igen og studerede hende nærmest. Som om han prøvede at læse hvad der var med hende. Man var ikke et sekund i tvivl om han var farlig men alligevel tillokkende.
"Så fortæl mig endelig lille Engel.... Hvor meget jeg end nyder mit arbejde så dræber jeg ikke bare fordi jeg kan..."

Dana så med et tænkende blik ned på liget. Havde aldrig set nogen død før så tæt på, hvilket gjorde hende en smule dårlig. Han virkede stadig farlig, hun vsr ikke den mindste smule i tvivl om at han kunne dræbe hende så let som ingenting.
Hans ord om mafiaen fik hende til at se noget mere forundret på ham. Det kunne da i hvert fald forklare en hel del om hvorfor hun var wanted. De blå øjne gled ned mod liget igen, inden hun så op på ham med et ganske roligt blik. Hvis han alligevel ikke ville dræbe hende lige nu kunne hun vel godt slappe en smule mere af. Mon han ville dræbe hende bagefter.. hun ejede jo intet.. han kunne dog sikkery godt bruge hendes blod. Det var sikkert derfor han havde sagt ja til opgaven med at fange hende.
"Jeg.. overhørte dem snakke om en masse slaver der skulle sælges.. og ved at røre hans jakke opdagede jeg hvor de var.. så jeg slap dem alle fri.. det er sikkert derfor de ikke kan li mig.. men jeg havde aldrig troet de ville sende dig efter mig.. du har noget af et rygte Zakaroff.." hun så ham i øjnene. Kendte hans navn udfra det hun havde set ved at han lagde sin jakke om hende. Det gjorde da så hun ikke frøs mere. "Hør.. hvis du vil dræbe mig.. så gør det.." mumlede hun ganske stille.

Da hun så nævnte hans navn, voksede det ildevarslende smil og han gik fuldstændig lydløst hen mod hende.
"Jeg vil tage det som et kompliment Danayela.... Jeg tænkte nok at der var mere til det end dit blod.... Og dine helbredende egenskaber.... Det lyder meget rigtigt at slaverne kunne være en ekstra grund.... Den slags kan koste en forfærdelig masse...."
Med rolige skridt begyndte han nærmest at cirkle rundt om hende imens han sagde:
"Jeg har skam ikke tænkt mig at dræbe dig..... Så var du død hvis jeg ville det... Min opgave lød på at tilvejebringe dig..... Men de hrar løjet omkring hvorfor..... De sendte ekstra folk for at gemme deres hemmeligheder for mig... Det er at fornærme mig.... Så deres kontrakt har intet hold længere...."
Med en let vind stod han lige pludselig henne ved vinduet og havde nu sin hat på. Som han stod der, var der et meget tydeligt voldsomt stort ar ned af hans underarm. Men det var også klart et gammelt ar.
Hans øjne lyste næsten da han vendte blikket mod hende og spurgte på en måde så man følte sig draget til at svare:
"Jeg har en idé..... Danayela..... Jeg tilbyder at kunne stoppe dem i at følge efter dig.... Permanent...... Hvad tilbyder du?.... Mit arbejde byder mig at kræve betaling....."
Så holdt han hænderne foran sig så hun kunne se hans hænder

Danayela blev stående mens han cirklede rundt om hende. De blå øjne glimtede af og til i skæret fra månen mens hun holdt øje med ham. Hans stemme gjorde hende ikke bange, hun vidste jo på forhånd at hvis han ønskede at dræbe hende, kunne hun intet overhovedet stille op for at stoppe ham. Han var skræmmende hurtigt og hun kunne af og til blive helt væk i hans øjne. Det var som om hans blik trak hende ind mod sig, og hun måtte blive ved med at stoppe sig selv fra at gå hen til ham.
Hans ord gjorde hende vred. Hvordan kunne han tro hun ville have ham til at dræbe nogen? Hun var engel, hun ønskede ikke at nogen døde overhovedet og slet ikke at han dræbte dem fordi hun bad om det. Roligt tog hun hans jakke af. Smed den hen til ham.
"Du må være syg hvis du tror jeg vil bede dig om at dræbe nogen.. det er ikke i mine gener.. og slet ikke at jeg skulle bede en lejemorder om det" sagde hun køligt og så ham intenst i øjnene. Det var faktisk første gang hun blev rigtigt vred. "Jeg er den der er gået" sagde hun let og gav ham et elevator blik inden hun vendte rundt på hælen og gik ud af rummet. Ville faktisk hellere selv dø.
Det var nok en del af det at være engel, hun ønskede kun at gøre gode ting, og at få en lejemorder til at dræbe en hel masse folk og samtidig betale med sit blod for det var alt hun havde. Stille satte hun musen ned på jorden. "Tag nu hjem.. jeg kan ikke tilbyde dig noget lille ven.." hviskede hun blidt og tøvede en smule. Den pev lidt og hun endte med at tage den op igen. Sukkede derefter og puttede den i lommen. Det ville sikkert koste hende livet at have sagt neij til Zakaroff.. hvis ikk han slog hende ihjel gjorde mafiaen men sådan var det bare.

Han fastholdt sit smil og nikkede til hendes ord imens han let greb jakken hun kastede. Lige nu virkede det bare som om han accepterede hendes valg og stod bare stille da hun gik ud. Noget havde fanget hans næse og det krævede at hun ikke vidste noget for at han kunne gøre noget.
Men hun var i fare og lige nu kunne han ikke forklare det, men han ville hjælpe hende.
Da hun så kom udenfor, holdte der 4 biler med 2 mænd ved hver der råbte til hende på italiensk. Lige pludselig åbnede de ild mod hende men skuddene stoppede lige foran hende. Skyggerne blev faste og han stod foran hende så alle skuddene borede sig ind i hans ryg. Nok så det ubehageligt ud men han fastholdt hendes blik og sagde roligt men bestemt:
"Jeg kan hjælpe dig væk...... Eller jeg kan stoppe dem.... Og jeg slår dem ikke ihjel..... Det eneste er du skal sige om du vil væk eller de skal stoppes.... Uden død...."
Mændene begyndte at råbe til hinanden om at finde større våben hvis det blev nødvendigt.
Hans blik afslørede hvor ubehageligt det var men han blev stående til hun besluttede sig for noget. Det stod også klart at han mente alt hvad han sagde. Også det med at de ikke ville dø

Danayela havde ikke mødt en vampyr før, og da slet ikke en der ikke bare ville dræbe. Det virkede næsten mærkeligt faktisk. Hun kunne ikke helt forstå at han bare accepterede hendes afslag. Mon det var en del af en eller anden plan...at han ville vinde hendes tillid også slå til når hun mindst ventede det.. han kunne sikkert godt være så ond.. det ville desværre ikke komme bag på hende.
Hun havde gået og snakket stille med musen, og opdagede derfor ikke at der var et baghold klar til hende før det var forsent. Hendes blå øjne nåede kun lige at opfange de stod der, før de skød efter hende. Et let skrig kom fra hende som hun vendte sig væk og gemte musen ind imod sig. Var mere bekymret for den end hun var for sig selv.
Bedst som hun forventede en skarp smerte, skete der intet. Undrende så hun om bag sig og fik øje på ham. Hans ord gjorde hende forvirret.. hvorfor ville han dog hjælpe hende? Det gav ikke nogen mening overhovedet. Alligevel stod han der imellem skuddende og hende. Og ville give hende et valg. Han var såret og derfor virkede det ganske indlysende hvad hendes svar var.
"Jeg vil væk.. " hendes stemme var lav og en smule undskyldende. Hun havde jo ikke ligefrem svaret ham pænt.
Idet hun rykkede sit ben, ramte en af kuglerne hende i låret. Kort knækkede hun lidt sammen, men blev dog stående. Hun skulle nok klare den.. fokus lå stadig på hans skader.

Lige i det hun blev ramt, skyndte han sig at tage hende op i sine arme og løb så hurtigt han overhovedet kunne. Mændene stod forvirrede tilbage men han var langt væk allerede. Hele tiden var blikket rettet fremad så han holdt fokus på hvor de kom hen af. Han løb så hurtigt at verden omkring dem virkede sløret, men der var også langt. Først kom de ind igennem byen hvor han så løb via tagene for en sikkerheds skyld. Da de så kom til udkanten igen satte han farten ned til han stod ved et gammelt victoriansk hus i ganske pæn størrelse. Så skyndte han sig om bag ved og åbnede en hemmelig dør indenfor. Først kom de igennem en torturkælder han skyndte sig igennem hvorefter de kom op i en hyggelig nærmest varm stue med mørke farver. Først da han satte hende blidt ned i en antik sofa, slappede han af og satte sig ilde tilredt i stolen ved siden af. Nok var vampyrer sejlivede og helede godt selv, men hans ryg var et åbent sår fra de mange skud.
"Du er sikker her.... Av for..... "
Han tog med besvær sin trøje af hvilket afslørede hvor mange gange han rent faktisk var blevet ramt

Danayela nåede knapt at reagere før Zakaroff havde taget hende og var løbet afsted. Verden om hende virkede sløret og hun blev nærmest dårlig hvilket fik hende til at lukke øjnene. Det at han hjalp hende forvirrede hende stadig rigtigt meget. Hun kunne ikke få det til at hænge sammen med de ting hun havde set om ham. Det kunne umuligt være pågrund af hendes blod at han ville risikere sit eget liv. Det kunne hun ikke tro på. Der måtte ligge noget andet bag.
Han begyndte at sænke farten hvilket fik hende til at se tænkende på ham. Hun lod derefter sine blå øjne glide omkring på omgivelserne, blev dog noget utryg ved synet af torturkælderen. Heldigvis fortsatte han igennem den og snart var de i en stue. Den var okay hyggelig selvom der var meget mørkt. Det skulle der vel være.. han var jo vampyr.
Efter han havde taget sin trøje af, gik hun langsomt hen bag ham. Så på sit eget blod der var på hendes hænder og lod langsomt hænderne glide nedover hans ryg. Samtidig med at hendes healende evner slog ind, ville hendes blod hjælpe så det gik endnu hurtigere. Hendes eget sår på benet var efterhånden oz healet heldigvis.
selvom hun healede de fleste skader, var det endnu ikke alle hun bare uden videre kunne komme af med når det var på hende selv. På andre var det dog ikke noget problem. "Tak.. for din hjælp.." sagde hun stille. Tog musen op af jakkelommen, den havde det heldigvis fint. Stille satte hun sig på gulvet med den og nussede den lidt. "Han er sulten.. må jeg godt slippe ham fri lidt?" Hun så op på ham.

Han kiggede lidt undrende da hun frivilligt gik hen til ham og lagde hænderne på ham. Men da hun så begyndte at lukke hans sår, lukkede han bare øjnene og lod det virke. Hvis hun prøvede at gør ham noget, ville han alligevel have opdaget det.
Og da hendes eget blod mødte hans sår, sukkede han nydende og det var som om hans krop trak det ind i sig.
Da hun så var færdig, vendte han sig om mod hende og smilede nærmest udmattet.
"Du skal ikke takke mig.... Selvom andre vil mene andet om mig, så har jeg ære og principper.... Og den opgave var forkert...."
Da hun så tog musen frem, rakte han stille armen ud mod hvad der var et gammelt men flot køkken. "Ja.... Jeg gør ham ikke noget.... Der er mad i køleskabet.... Der burde være noget han kunne spise..."
Det var underligt, men han følte det var nødvendigt at sige at musen var sikker. Nærmest som om alle var bange for ham. Det betød jo også som regel at man skulle dø når man så ham.
Stille sank han tilbage i stolen og lukkede kort øjnene. Nok var han stærk, men alligevel så var det jo mange skud

Danayela virkede som om hun tænkte over noget. Han trængte uden tvivl til næring. Det kunne hun se på måden hans krop tog hendes blod til sig. Forsigtigt bed hun sig i læben og så på ham. "Tak.." hun rejste sig og gik med musen i hænderne ud i køkkenet. Han ville kunne høre hende gå og snakke ganske lavt med den lille mus, som hun åbenbart havde knyttet sig til.
Langsomt fandt hun lidt mad til den, den blev glad og kyssede hendes fingre hvilket fik hende til at grine. Hun havde næsten en barnlig glæde over sig. Noget uskyldigt, som var hun uvidende om alt den ondskab der egentlig var i verden. "Vent lidt.." hun fandt noget gammelt pap og lavede det til en lille kasse. Rev en smule af sin trøje i stykker og lagde i den. "Så kan du gå i seng bagefter.. vær nu ikke for længe oppe" smilte hun glad og nussede mussen der spiste ivrigt den havde vidst ikke fået noget længe.
Derefter fandt hun en kniv og skar sig i hånden. Lod blodet dryppe ned i et glas og bandt sin hånd ind bagefter mens såret healede. Enkelte af hendes tårer dryppede ned i blodet. Det ville hjælpe ham med at få det bedre. Lydløst gik hun ind og rakte ham glasset. Han ville se hun stadig tænkte over hvorfor han ikke havde dræbt hende endnu. Og hvorfr han uden videre lod musen være..

Ganske rigtig så hungrede hans krop efter næring, da han havde været så fokuseret på sin opgave. Og nok nød han virkelig smerte, men han lod det aldrig gå udover uskyldige. Det ville nok lyde rigtig underligt i manges ører men det var sådan han ikke fortabte sig i sit indre bæst som alle vampyrer havde.
Som hun gik rundt i køkkenet og lavede mad og hyggede med musen, tænkte han over hvordan hun kunne være så rolig. Den barneglæde eller uskyldighed hun gav udtryk for, var en fornemmelse han aldrig havde oplevet før. Det var faktisk..... Rart?.......
Da hun så skar sig i hånden, kunne han med det samme dufte det fantastiske blod. Så hans øjne blev røde men han holdt sig tilbage.
Han kunne høre hvordan hun kom ind til ham og hun ville kunne se den røde glød i hans øjne. Da han så tog forsigtigt imod glasset, lukkede han øjnene og drak det meget hurtigt, nærmest i en mundfuld. Nydelsens suk kom igen fra ham da han satte det nu tomme glas fra sig og kiggede på hende. Den røde glød var aftaget lidt.
"Mange tak.... Jeg har ikke spist længe.... Det var skønt..... Hvad tænker du sådan over?....."

Danayela smilte lidt ved hans ord og satte sig på gulvet igen. "Jeg tænker på.. at jeg ikk helt forstår hvorfor du uden videre hjælper mig og min mus.. det var ikke din opgave jo.. hvorfor risikere livet for en der intet har at tilbyde?" Spurgte hun tænkende. Var selv sulten, men ville ikke tage noget. De blå øjne hvilede indgående på ham. Ikke fordi hun ikke troede på ham, men simpelthen fordi hun ikke rigtigt forstod det.
"Jeg kunne se du ikke havde spist længe.. vil du have mere? Det alt jeg kan give dig.." sagde hun stille og så på musen der kom slæbende med et ordenligt stykke pølse og tog det med hen i hendes hænder. Blidt grinte hun og lod ham sidde i hendes hænder og spise. "Er du sikker på du kan spise alt det? Jeg vil ikke høre noget om mavepine senere" smilte hun glad. Musen slikkede hende på fingrene og pev fornøjet inden den spiste videre.
Dana havde altid været slem til at blive væk i det hun gjorde. Hun glemte nemt alt om hende, hvilket var derfor hun var speciel. Det var derfor hun havde en barnlig uskyldighed over sig.
"Jeg.. burde heller ikke tage din tid.. det du gjorde var.. fantastisk.. men jeg er godt klar over du ikke har tid til jeg er her.. du har 3 opgaver mere ikke sandt? Men jeg vil gerne have lov at lade ham blive.. du kan give ham mere end mig.." hun så en smule trist på musen der stadig proppede sig.

Han rettede sig lidt op og smilede til hende, men nu var det som om den faretruende glød ikke var så markant ved ham længere. Det kunne der selvfølgelig være mange grunde til, men lige nu virkede han i hvertfald ikke helt så farlig.
"Der er nogle ting du skal vide om mig Danayela.... Jeg er ikke det monster nogle synes.... Nok fanger, dræber og indimellem torturerer jeg.... Men det er altid ved nogen der har fortjent det.... Sådan bevarer jeg den kontrol over mit indre bæst.... Jeg fandt ud af at den opgave jeg fik, var fejlagtig.... Det var ikke berettiget.... Og de brød deres del.... Hvilket jeg ikke tolererer..... Jeg skal aldrig have betaling hvis jeg ikke kræver det i det aftalen bliver indgået.... Og jeg kunne ikke bare lade dem dræbe dig...."
Igen sad han og tænkte imens hun tog sig af musen hvilket tydeligvis fornøjede hende meget. Han tog sig selv i at blive helt væk i hvordan hun uskyldigt tog sig af musen og sørgede for den havde det godt. Da hun så sagde at hun ikke ville tage hans tid, tog han en lidt hurtig beslutning men håbede på hun forstod ham.
"Jeg har en bedre ide..... Du vil jo rigtig gerne hjælpe folk ikke sandt?.... Hvad nu hvis jeg giver dig et helt særligt tilbud?..... Noget der vil gavne os begge?....."

Dana så let op mod ham og lod hovedet glide en kende på skrå, han virkede ikke nær så farlig nu. Måske var der flere grunde til det lige nu, han havde fået mad og havde samtidig erfaret at hun ikke ville gøre ham ondt. Kunne ikke se hvorfor hun skulle overveje at gøre ham ondt, når nu han havde været så sød overfor hende.
Blikket hvilede nysgerrigt på ham mens han snakkede. Det gav egentlig okay mening. Forsigtigt nussede hun musen der efter det meste af pølsen nu lagde sig til rette i resten af den trøjd hun havde givet den, som den havde været ude og hente.
"Så.. fordi de løj for dig.. lader du mig leve?" Spurgte hun tænkende og trak det ene ben op til sig og lod hånden løbe igennem sit hår. Det var sikkert sandt det han sagde.
Hans næste sætning fik hende til at se lidt undrende ud. "Jeg lytter?" Spurgte hun stille og så lidt ned mod sin mus der nu sov fredeligt. Hvorfor faldt den oz i søvn der.. hun kunne jo ikke andet end at slæbe den med sig rundt nu. Alligevel dukkede et kærligt smil op på hendes læber som hun sad og så på musen. Hun elskede dyr.. men lige denne her havde vundet en smule af hendes hjerte.

Han rejste sig meget langsomt da det stadig gjorde lidt ondt hvorefter han tog en skål med frugt og satte ned til hende så hun kunne få noget at spise også.
Så satte han sig i en lænestol og kiggede på hende imens han svarede:
"Hvad siger du til at blive her også?.... Jeg har brug for en ny kontakt.... Du vil skulle tage imod opgaver til mig og kan så være med til at bestemme hvad for nogen der er værdige.... Og hvad end der foregår i kælderen behøver du aldrig vide noget om hvis ikke du vil... Der er løn, kost og logi hvis du vil?.... For dig og den lille fyr.... Og her kan jeg passe på dig.... Jeg vil selvfølgelig også gerne snakke om det hvis der er noget særligt du kunne tænke dig?"
Egentlig lød det lidt som en jobsamtale men han gemte aldrig på hvad han mente så hun kunne sagtens se at han faktisk gerne ville have at hun blev. Hun ville rigtig gerne hjælpe og gennem at han havde studeret hende så længe, tvivlede han ikke på hun ville være den helt rette til jobbet. Inde i krydsede han fingre for hun i hvertfald ville overveje det. Imens hun tænkte over det, tog han en lille blød pynteseng ned fra en hylde og rakte hende. Den ville musen nok også ligge godt i

Dana lyttede en smule nysgerrigt til hans ord. Da han satte frugten ned til ham tog hun langsomt et æble. Var tydeligt meget sulten og spiste det næsten en smule lettet over at få noget i maven. For en stund var hun tavs mens hun overvejede hans forslag. Han ville åbenbart meget gerne have at hun blev.. egentlig fascinerede han hende jo også lidt.. så måske det var en god ide.. han kunne passe på hende.. hun ville få et sted at sove..
"Hm.. så længe du lover mig.. at jeg aldrig havner i den kælder.. og jeg aldrig får af vide hvad der sker dernede.. og at du lader min mus leve.. så acceptere jeg dit tilbud" sagde hun let og nikkede for sig selv. Pillede ved kanten af sin ødelagte trøje, betragtede ham med et tænkende blik da han rejste sig.
Som han rakte hende den lille pynteseng lyste hun helt op og lagde den lille mus i den. Virkedd pludselig meget mere opløftet og sad nu med et mildt blik på musen. Rejste sig og stod lidt ubestemmeligt med den lille seng og musen i hænderne. Vidste ikke hvor hun skulle sætte den. "Tak.. for at være så venlig overfor mig.. selvom jeg blev sur på dig.." mumlede hun lavt.

Han sørgede for at kigge hende dybt i øjnene så hun kunne se oprigtigheden når han svarede hende:
"Jeg lover dig ved hele min ære at jeg på intet tidspunkt vil skade din mus, du kommer aldrig ned i kælderen og jeg vil på intet tidspunkt fortælle dig om hvad der sker der nede. Jeg lover i begge vil være sikre her hos mig....."
Så studerede han egentlig bare hvordan hun blev glad for sengen . Det var tydeligt hun ikke vidste hvor hun skulle sætte den men det tog han sig af lige om lidt.
"Hvis ikke jeg kan håndtere vrede så er jeg i den forkerte branche... Så det skal du ikke tænke på.... Og tak fordi du ser mig som mere end et koldblodigt monster.... Kom med så skal du se...."
Så tog han hende med ovenpå og viste hende det smukke badeværelse i beskeden størrelse dog. Lige inden ved siden af viste han hende et smukt værelse lidt i samme stil som resten af huset. Der var et flot skrivebord, en dobbeltseng med sengebord og et stort skab. Henne i hjørnet var der så et bord med to stole til.
"Jeg har tænkt mig du kunne bruge det her værelse.... Mit er lige inde ved siden af.... Det er dog designet til at beskytte mod solen. Men kig dig lidt omkring..."

Danayela fastholdt hans blik mens han lovede hende ikke at gøre dem noget. Nikkede så igen lidt for sig selv. Havde ikke mødt en som ham på noget tidspunkt hvilket bare gjorde hende ekstremt nysgerrig. Havde stadig svært ved ikke at lade sig lokke af hans blik, der var virkelig noget stærkt tiltrækkende over det, noget hun ikke helt kunne sætte sin finger på. Dog kunne hun stadig holde sig på afstand.
Blikket gled ned på musen og hendes øjne blev milde igen. Den lille fyr havde virkelig vundet hendes hjerte. Hans næste ord fik hende til at se på ham igen. "Det gjorde jeg ikke i starten.. men du har vist mig at der er mere i dig end det.." sagde hun stille.
Fulgte med ham ovenpå og så sig omkring på badeværelset. Kunne næsten ikke vente med at komme under det lune vand i et dejligt bad. Længe var hun næsten helt salig på badeværelse, inden hun fulgte med ham ind på det flotte værelse ved siden af. Stille så hun sig omkring og satte den lille seng på natbordet. Så var musen tæt på hende hele tiden.
derefter strøg hun hånden henover skrivebordet og så sig omkring på værelset. Det var virkelig et smukt sted. Meget pænere end andre steder hun havde været. "Tusind tark.. her er flot" sagde hun blidt og vendte ryggen til ham som hun kiggede ud af vinduet. Hendes trøje var en smule gennemsigtig på ryggen så man kunne se de tatoverede vinger. Svagt trak hun gardinerme for, havde det bedst i mørke.

Det var en lidt underlig fornemmelse at se hende helt salig over badeværelset. Mange af tingene var jo helt naturlige for ham at have, men han havde jo godt set i de uger han skyggede hende t hendes liv var meget begrænset. Der var ikke rigtig overskud til noget eller nogen måde at tage sig ordentlig af sig selv.
Så var det nok egentlig ikke så underligt at hun var så begejstret.
Inde på hendes nye værelse, var fornemmelsen det samme. Så vidt han kunne se var hun jo ikke vant til bløde madrasser og silkelagner. Da hun så satte sengen på bordet, smilede han stille og nikkede en gang. Det var jo en ganske udemærket ide når hun nu havde knyttet sig sådan til den.
Han kunne dog ikke lade være med at kigge lidt på de tatoverede vinger. De klædte hende egentlig rigtig godt. Roligt gik han hen til vinduet ved siden af hende og kiggede ud. Her fra kunne hun se udover byen hvis det var det hun ville.
"Jeg er glad for du kan lide det. Du er den første kontakt jeg har haft jeg ville have boende.... Jeg kan ikke helt placere hvorfor.... Men skal jeg tage det som du gerne vil blive her?..."