What a delightful Hunt.... (Danayela)

"Mange tak det er jeg rigtig glad for du siger..... Desværre var det et helligt kors den gang så arret er blevet permanent... Men det gør også at Kirkens folk ved de skal passe på"
Hun var nu fantastisk på alle måder indtil videre. De havde selvfølgelig deres forskelle men hun gjorde bare noget ved ham der ikke var til at sætte finger på. Men dejligt var det i hvertfald.
Da hun havde hele dragten på og havde rettet sit hår, trådte han ud af mørket lige bag skabslågen med et stærkt intenst blik der igen trak i hende som vidne på hun gjorde noget ved ham. Når han trådte ud af skyggerne på den måde var det umuligt at se hvordan han var endt der eller registrere han var der. Det var nærmest som om han blev til mørket selv.
"Jeg ser du fandt noget... Det klæder dig... Nu kan du måske bedre se hvad jeg mener når jeg kalder dig smuk?... Og med de støvler?..... Jeg behøver vist ikke passe på dig?.... Du har selvfølgelig din kampkunst.... Du virker til at være helt klar?..... Må jeg kalde dig Dana eller skal jeg bruge dit nye navn?..."
Så stod han bare stille og betragtede hende med et smil kun han kunne sende. Og en glød i øjet der vidnede om hun havde imponeret ham. Det var ellers ikke noget der skete særlig tit, men hun formåede det åbenbart nemt

Dana så på ham da han kom ud af skyggerne. "Hvor længe har du stået der? Du har vel ikke udspioneret mig?" Smilte hun drillende og så sig i spejlet igen. Var stadig ikke helt sikker på hvad han mente med at hun var smuk. Men jo.. hun så da ganske nydelig ud lige nu hvis hun selv skulle sige det.
"Jeg er stadig ikke sikker på at smuk er det helt rigtige ord.. men tak" sagde hun blidt og vendte sig imod ham. Lod blikket glide ned på støvlerne og smilte nærmest helt stolt over han kunne li hendes valg. Blidt nikkede hun. "Alle har brug for en til at passe på dem.. og måske kan jeg ikke klare alt alene" sagde hun blidt og bed sig i læben som de nu stod helt tæt overfor hinanden. Kunne ikke undgå at mærke hans tiltrækningsevne, hvilket et kort øjeblik gjorde det svært for hende ikke at smile genert.
Da han spurge om han måtte kalde hende Dana, skulle hun lige til at svare ja. Men så snakkede han om hendes nye navn hvilket gjorde hende undrende. "Hvad mener du med nye navn?" Spurgte hun ganske let. Stod kort og tænkte over om hun havde snakket om et nyt navn men det havde hun da vidst ikke.
"Ih jeg er helt spændt.. bare jeg nu klarer det god" sagde hun smilende og så sig lidt omkring. De blå øjne hvilede dog kort efter på ham igen. Stille smilte hun. Var mere bekymret for om denne første gang gik godt.. hun ville ikke tilgive sig selv hvis der skete noget. "Hvordan ved jeg når jeg må lukke dem ud?" Spurgte hun tænkende.

"Udspionere? Nej da..... Måske.... Jeg er lige kommet.... Og jo for mit vedkommende er smuk et meget passende ord omkring dig..."
Ganske roligt gik han tættere på hende uden på noget tidspunkt at fjerne sit blik fra hende. "Ingen kan klare alt alene.... Og det behøver du heller ikke...." Meget tæt begyndte han at kredse om hende men kun så han lige nøjagtigt ikke rørte hende. Igen virkede han meget eftertænksom. Hun så nu dejlig ud når hun smilede så genert, men han valgte ikke at kommetere på det direkte, men hun ville godt kunne se han nød at være så tæt på.
"Dit nye navn.... Dit Alias.... Når man er på mission må man aldrig bruge sit rigtige navn i tilfælde af man skulle blive fanget.... Grundet hvor perfekt du er vil jeg kalde dig..... Black Lily....."
Så stoppede han så han kunne se hende direkte i øjnene. En ting han også virkede rigtig glad for. Som om han så noget i hendes indre.
"Du skal nok klare det helt fint.... Når du hører et vindue blive smadret ovenpå så må du lukke dem ud.... Jeg er allerede stolt af dig...."
Det var en mærkelig ting at hjælpe nogen på den her måde, men han kunne slet ikke lade være med at hjælpe hende. Og det lå ikke specielt meget til ham at stille spørgsmål. Hun fortjente bare det bedste

Blidt grinte hun ved hans ord og lod hovedet glid lidt på skrå. Kunne ikke lade være med at grine, mest fordi han jo ligesom havde udspioneret hende. Ikke nu åbenbart, men førhen. "Årh hold op.. du har jo udspioneret mig.. hvad er forskellen så nu?" Smilte hun drilsk og lod blikket hvile intenst på ham. Forsigtigt trak hun på skuldrene. "Tak for komplimenten" sagde hun smilende og så kort ned i gulvet. Det var sødt af ham at sige den slags.
Han begyndte at kredse om hende mens han forklarede. Imens blev hun stående og fulgte ham blidt med øjnene. Det gav egentlig god nok mening. Hans navn til hende fik hende til at rødme en smule og se væk fra ham. "Tak.. jeg kan godt li det navn.." mumlede hun smilende og så ham i øjnene igen. "Måske.. vil du træne lidt med mig løbende? Jeg vil gerne blive bedre til nærkamp" sagde hun forsigtigt. Det virkede sikkert nærkeligt at spørge om.. men det kunne jo blive nødvendigt.
"Hvad er dit alias så?" Spurgte hun efter en stund og nikkede med hensyn til hans ord om vinduet. Det var jo nemt nok at huske. Hun var heldigvis allerede meget smidig og lydløs så det skulle nu nok gå altsammen.

"Det er rigtigt det har jeg.... På det tidspunkt var du et mål...Nu er du noget langt mere dyrebart....."
Det var på en eller anden måde kært at hun rødmede sådan, han blev nok aldrig træt af det. Han kiggede dog lidt undrende på hende da hun spurgte om han ville træne med hende. Det virkede på en måde som om hun ville blive mere end kontakt for hans opgaver. Hvilket sådan set heller ikke gjorde ham det mindste.
"Jeg er glad for du kan lide det.... Jeg synes det passer til dig.... Lige som dig er den sorte Lilje ufattelig smuk..... Jo jeg vil gerne træne dig. Måske kan vi endda lære hinanden noget?"
Da hun så spurgte om hans alias, løftede han øjenbrynet en gang. Det var sådan set rigtig længe siden han havde brugt sit alias. Selvfølgelig havde han det, men det hørte til sjældenhederne at han huskede det. Så smilede han stille til hende og sagde:
"Mit Alias er Silent Reaper.... Man opdager mig ikke og når jeg er der, er det først for sent... Kirken kaldte mig bare Reaper"

Dana så ham i øjnene som han snakkede og smilte ganske svagt. "Så.. jeg er noget mere dyrebart nu?.. tak" sagde hun blidt og så ham stadig i øjnene. Det var heldigt at han havde truffet en anden beslutning end den han var sendt ud efter.. tænk alt det hun var gået glip af. Tænk alt det han ville være gået glip af også. Det havde nok været for deres begges bedste.
tænkende nikkede hun ved det han sagde. "Reaper.. Lily.. det lyder som en god kombi" smilte hun glad og så sig omkring. Gik ind i skabet igen og kom ud med nogle små knive hun satte i sine støvler og i sit hår. Man vidste jo aldrig hvad man kunne få brug for.. hun havde aldrig gjort den slags her før. Det gjorde hende dog en smule mere rolig at han var der sammen med hende. Godt nok ikke ved hendes side men han ville stadig kunne hjælpe hende.
"Tak fordi du vil træne med mig på et tidspunkt" sagde hun smilende og fandt missionsmappen frem. Hun havde fundet et kort over bygningen. Gjoede åbenbart sit job ret så godt. "Hans kontor er her.. og jeg kan se på dine optegnelser at han holder dem i kælderen.. den eneste vej op derfra er her.. og døren vil være låst af flere gange.. det har jeg taget højde for.. vagterne vil stå de her steder.." hun pegede mens hun fortalte. "Hvis vi er lydløse opdager de oz ikk.. jeg kobler overvågningen fra, så det ligner den stdig filmer men den er gået i stå" sagde hun blidt.så ham i øjnene for at vise hun var klar.

"Det er du ja... Meget..."
Han blev mere og mere glad for at han valgte ikke at fuldføre missionen og tog hende med i stedet for. Han var ikke sikker på hvordan hun havde det på det punkt men han følte i hvertfald at hans eksistens havde vendt sig til det bedre.
"Reaper og Lily? Ja slet ikke tosset... Du vil vist være mere end kontakt?"
Han fulgte nøje med som hun forklarede og nikkede meget anerkendende til det hun allerede havde fået arrangeret. Det var meget detaljeret og hun var virkelig gået i dybden med det hele. Både med overvågning elektronisk, vagter og generelle optegnelser over bygningen. Han lagde hånden på hendes ryg og sagde stærkt dragende: "Jamen dog Dana..... Du imponerer mig virkelig... Nu er du ikke så vild med at slå ihjel så jeg har noget til dig....."
Han tog en pakke af nåle op fra sin lomme samt en lille flaske med en tyk grønlig sort væske i. "Nålene her er tungere end normalt så de er gode at kaste med... Væsken her er giften fra mine negle... Den lammer ofret med så voldsom smerte de ikke en gang kan skrige.... Men de dør ikke.... Du er jo så fantastisk til alt det her allerede.... Lad os komme afsted...."
Han trådte ind bag døren igen og kom ud henne ved døren ud til gangen. Denne gang havde han den sorte dragt, sin frakke og sin hat på

Danayela så tænkende på ham og smilte lidt for sig selv. Pillede lidt ved en af knivene. Det betød faktisk noget at han syntes om det hun gjorde. Og også at han syntes om hende.
"Jeg vil gerne være mere.. lidt som din hjælper.. det rart at kunne hvis nu det en dag er nødvendigt.." sagde hun smilende og så ned på kortet hun havde lavet. Det gjorde det nemmere syntes hun i hvert fald. Det lød sikkert dumt, men hun kunne godt li at være lidt på forkant med tingene og han var jo god til at tage notater så det gjorde det meget nemmere for hende.
som han roste hende smilte hun stolt. "Tusind tark.. jeg ville bare gerne vise dig jeg godt kunne.." sagde hun glad og så på ham da han fandt noget til hende. Hun tog imod nålene og smilte ganske let. Satte det i sit bælte hvor der var lidt forskellige lommer. "Tusind tark.. oz for du respekere at jeg ikk vil slå ihjel hvis det kan undgås" sagde hun blidt.
Fulgte med ham hen til gangen og smilte som han stod med sin hat. Der var noget sært tiltrækkende over ham i sin uniform.. det havde der ogsp været første gang hun så ham.. hvilket undrede hende. Blidt gik hun hen til ham og nikkede. "Lad oz det"

Der var lige en god kørtur der ud men ikke noget særligt som sådan. De skulle selvfølgelig også gå det sidste stykke så bilen ikke vakte opsigt. Kort stoppede han da de kom ud til bilen hvor han så vendte sig mod hende og sagde:
"Lov mig du er forsigtig med giften.... Det ville være frygteligt hvis du selv kom til at blive ramt af det...."
Så åbnede han for døren i den sorte sportsvogn og satte sig ind på førersædet og startede bilen. Da hun så sad klar på passagersædet, begyndte han at køre afsted. Selvfølgelig tog han de små veje for mindst mulig opsigt. "Hvis du skulle få brug for mig.... Så råber du bare mit alias så højt du overhovedet kan.... Men jeg er sikker på du kommer til at klare rigtig fint..."

Da de så nåede ud til det store hus, sad han oppe i et stort træ sammen med hende og betragtede omgivelserne lidt inden de gik i gang. Selvom man havde gjort sit arbejde grundigt så var det altid en god ide at kigge efter en ekstra gang. Så tog han en engangsmobil som han kaldte dem frem og rakte hende. Det var tydeligt hvor fokuseret han var nu men satte selvfølgelig stor pris på at hun også var fokuseret. "Først ringer du til politiet og sørger for de kommer her ud. Så smider du bare telefonen. Der fra har vi 5 minutter til at blive færdige inden de er her. 3 minutter nok da han udadtil er en respekteret læge... Vi går i gang på dit signal..... Lily...."

Hans advarsel fik hende til at se på ham. Så han var altså virkelig bekymret for hende. Tænkende nikkede hun og hvilede hånden mod hans arm. "Jeg passer på.. stol på mig" hviskede hun blidt og fulgte med ham ned til bilen. Satte sig langsomt ind og tog sin sele på. Kunne mærke på sin vejrtrækning og sit hjerte at hun var nervøs.
Da de holdt ude foran bygningen trak hun vejret dybt ind og var straks mere fokuseret.

Som de sad oppe i træet holdt hun øje sammen med ham. Hun tog imod mobilen og nikkede ved hans ord. "Jeg går først.. jeg giver tegn når jeg har klaret over vågningen" mumlede hun lavt og så ham i øjnene. "Så må vi se om jeg lever op til dig Reaper" hviskede hun og hoppede lydløst ned. Var hurtigt henne ved boksen og der gik ganske kort tid før hun gav tegn til ham.
Så snart han var inde, ringede hun til politiet og kastede mobilen væk bagefter. Derefter bevægede hun sig lydløst mod kælderen. Gjorde to nåle klar og ramte med lethed begge vagter i halsen, var henne og greb dem så man ikke kunne høre dem ramme gulvet. Fik låsene op og gik langsomt ind til dem alle. "Mit navn er Black Lily.. og jeg er her for at slippe jer fri.. jeg løsner jer alle nu, men ønsker i at leve skal i vente på mit tegn inden i løber.. forstået? Godt"
hun fik hurtigt sluppet dem alle fri og ventede nu på hans tegn. Da ruden smadrede. "Så løber i" sagde hun roligt og så på dem alle der løb ud. Gik langsomt op og ledte efter ham, fik øje på en vagt lige bag ham der ville skyde ham og reagerede ved at kaste en af sine små knive i halsen på ham. Det gav et sæt i hende.. hun havde lige dræbt en.. hun følte sig pludselig syg.. prøvede at overbevis sig selv om at det var for at redde Zakaroff.

Lige så snart hun gav tegn, forsvandt han ind i skyggerne og tog op af væggen til lægens kontor. Lægen sad muntrede sig med nogle papirer imens liget af en ung pige lå på gulvet. Et vindue stod åben i den fjerne ende af rummet så Zakaroff brugte mørket til at komme ind. Lydløst slukkede han for lyset hvilket fik lægen til irriteret at gå hen og tænde igen. Denne gang sad Zakaroff i lægens stol. Forskrækket pegede lægen og sagde: "Hvvv..... em er dd....dddd uuuu?"
Zakaroff rejste sig og stod lige pludselig foran ham og knurrede:
"For dine forbrydelser mod uskyldige får du den ultimative dom.... Jeg er det sidste du nogensinde ser!" Med en hurtig bevægelse slyngede han sin hånd over lægens hals hvilket fik neglene til at skære den op så lægen hurtigt forblødte.

Zakaroff samlede en stol op og smed gennem ruden så hun hørte signalet inden han hoppede ud og landede på græsset. Han hørte en hvislen i luften og så hvordan vagten bag ham tog sig til halsen og faldt sammen. Hendes forfærdede blik sagde alt. Hurtigt tog han hende med hen til vagten hvor han stak en negl lidt ind i tindingen hvilket fik vagten til at spænde over alt. Så sørgede han for at fastholde hendes blik imens han sagde:
"Vagten har fået min gift i hjernen så han kommer ikke til at kunne huske noget..... Du kan stadig nå at helbrede ham så han ikke dør..." Hele tiden var hans stemme rolig og forstående

Danayela så forfærdet på manden og derefter på Zakaroff. "Jeg jo.. jeg.. det var ikk med vilje.. men han.." hun så febrilks på manden der nu var lammet af hans gift. Vidste ikke hvad hun skulle stille op. Langsomt satte hun sig på knæ og tøvede. Hvilede hånden mod manden, et livs minder gik igennem hende og da hun trak hånden til sig, var hun en kende mere rolig.
"Neij det.. det ok.. han bør ikke komme til sig selv igen.. han er en meget.. meget ond mand" mumlede hun og gik hen til Zakaroff igen. Stille bed hun sig i læben. Var ikke videre stolt af sig selv. Men i det mindste var han ikke en god mand.. han havde mange liv på samvittigheden. Svagt så hun mod de hjemløse der jublede over at han var død. En lille pige stod og tog sig til en brækket arm. Det gik op for hende at de alle havde skader. "Men jeg kan hjælpe dem.." hviskede hun lavt.
Åbnede hænderne og åndede ud. Et blåligt lys kom fra hende og omringede dem alle, de lyste allesammen op. Han ville svagt kunne ane at de tatoverede vinger på hendes ryg fik en mørkeblå farve. Da de alle var healede kunne hun høre politiet nærme sig. "Vi skal væk" mumlede hun blidt. Så ham i øjnene.

Han kiggede dybt i hendes øjne og smilede meget forsigtigt til hende.
"Hvis du er sikker... Så lader vi ham være..."
Da de kiggede rundt på de forskellige, havde de alle sammen skader i forskellig grad. Han vidste godt at hun gerne ville hjælpe dem og gjorde derfor intet for at stoppe hende. "Gør hvad du kan.... Jeg er stolt af dig...."
Lige så snart det blå lys begyndte at komme fra hende så de blev omringede, skyndte han sig om bag et træ. Han kunne godt tåle når hun helbredte bare ham, men så meget hellig energi på en gang ville være farligt for ham.
Da de allesammen var helbredt, kom han frem bag fra træet og nikkede. "Det skal vi....."
Så samlede han hende blidt op i sine arme og satte i hurtigt løb så ingen nåede at se dem. Da de så nåede bilen igen, satte han hende stille ned og tog en sodavand frem fra bagagerummet. Sukkeret ville hjælpe da det jo var hendes første tur der endte lidt hårdt fra hende.
Stille rakte han hende sodavanden og så hende dybt i øjnene for at hjælpe hende til at falde til ro igen. Hans stemme var varm og beroligende nærmest dragende.
"Er du ok Dana?......"

Danayela lod ham tage hende op i armene og smilte som de var ved bilen igen. Stod og skævede om imod bygningen. Da han rakte hende en sodavand tog hun imod den og åbnede den langsomt. Tog en tår og svarede til at starte med ikke på hans spørgsmål. Tænkte.. for hun ønskedd at komme med en anden gang.. ønskede ikke at han skulle tro at hun var svag.
Derfor smilte hun og så ham i øjnene. "Jeg har det fint" hun var forfærdelig til at lyve det var faktisk derfor hun aldrig gjorde det.. men det her var en undtagelse.. hun var nødt til at være stærk.. ikke være så svag altid.
"Vi må hellere køre.. hvis nu politiet vælger at kigge her i området." Sagde hun tænkende og satte sig langsomt. Hendes hænder rystede en smule, men hun ville bare gerne tilbage. Ville ikke risikere at han blev fanget fordi hun havde dummet sig.
Hun havde i det mindste kunnet hjælpe alle de stakkels mennesker.. de var frie til at nyde livet nu. "Undskyld.. jeg dummede mig.. jeg forstår godt hvis du ikke vil have mig med igen" sagde hun stille og så ud af vinduet mens de kørte. Så ikke på ham. Skammede sig.. heller ikke da de kom tilbage kiggede hun på ham.

Han sagde ikke rigtig noget før de var kommet helt hjem over både Odin og Zeus ventede spændt på dem. De kunne godt fornemme at hun havde det dårligt så Zeus gned sig op af hendes ben imens Odin pilede op af hende og satte sig på hendes skulder hvor han gav sig til at kysse hendes kind. Efter at have hængt sin frakke og hat på plads, gik han hen til hende og lagde hånden på hendes skulder der fik et beroligende og kærligt klem. Han var slet ikke kold for hende mere.
"Hør her Dana.... Jeg vil faktisk rigtig gerne have du er min partner..... Måske ser du ikke selv hvor godt du gjorde det... Du reddede alle ud, og helbredte dem endda? Og du kastede den kniv for at redde mig..... Det kan godt være han døde men han fortjente det jo, det så du selv.... Du gjorde det rigtig flot, specielt for din allerførste gang.... Derfor vil jeg prøve noget jeg aldrig har prøvet før...."
Så tog han et enkelt skridt tilbage og holdt armene ud til siden til et kram. Men hans blik fortalte også hvordan han kiggede rundt på sig selv som om han ville sikre sig at han gjorde det rigtigt

Dana så på Odin og Zeus som sommde kom løbende hen til hende. Smilte ganske svagt for sig selv. Nussede Zeus let indem hun så på Odin. Tog ham langsomt i hænderne og nussede ham inden hun satte ham på bordet i gangen.
Mærkede Zakaroff's hænder mod hendes skuldre og sukkede en smule. Det hjalp faktisk lidt. Da han så sagde alle de pæne ting om det hun havde gjort nikkede hun svagt. Det havde jo virkelig været for at redde ham.. hun havde jo ikke engang bået at tænke over det før hun bare havde kastet kniven.. måske ville Zakaroff være blevet ramt hvis hun havde taget sig tiden til at tænke. Kort sukkede hun og så ned.
"Jeg ved det god.. jeg.. jeg blev bare.. så dårlig.. jeg har aldrig set en dø på den måde.. og slet ikke for min egen hånd.. jeg har aldrig dræbt nogen før.." hviskede hun lavt og vendte sig imod ham da han trak sig væk fra hende. Først kunne hun ikke helt se hvad han ville, men et let smil kom dog frem da det gik op for hende.
Forsigtigt gik hun hen og lagde armene om ham. Gemte sig tæt ind imod ham og lukkede øjnene. "Tak.. jeg trængte til et kram.." mumlede hun blidt. Stod længe og holdt om ham, indtil hun stille slap ham og smilte, nu en smule mere fattet.
"Jeg er glad for du stadig vil bruge mig.. jeg kan godt li at kalde mig Black Lily.." smilte hun svagt.

"Det er helt i orden... Det er heller ikke meningen man skal kunne lide at slå ihjel.... Før jeg blev vampyr.... Da jeg slog den første ihjel, kastede jeg op... Det er heller ikke meningen det skal blive nemt at slå ihjel...."
Han grinede lavt og lagde så armene om hende i det hun krammede ham og gemte sig ind til ham. Det var en anderledes men rigtig dejlig fornemmelse at stå sådan. Faktisk var det noget han sagtens kunne vænne sig til. Han havde jo aldrig prøvet et kram før, da de fleste nok bare ville tro de fik en kniv i ryggen eller lignende. Imens hun gemte sig lidt ind til ham, strøg han hende blidt på ryggen for at hjælpe hende til at få det bedre.
Da hun så trådte lidt tilbage, gav han kort hendes skuldre et klem og sagde:
"Det er jeg glad for.... Hvordan klarede jeg mig så for mit allerførste kram? Det er rigtig dejligt at du vil blive. Både som Black Lily og som Dana...."

Danayela så ham i øjnene mens han fortalte. Det gjorde det faktisk en smule nemmere at han sagde han heller ikk havde brudt sig om det. "Virkelig?.. det betyder meget at du siger det.. jeg er glad for at vide at det ikke bare er en eller anden fejl inde i mig der gør det" svarede hun ganske blidt og så ham i øjnene stadig.
Der var noget dejlgt beroligende ved hans blik, noget der forsikrede hende om at det hele nok skulle blive okay igen. Hun havde aldrig troet hun ville dræbe nogen.. men på den anden side reddede hun så mange andre denne nat.. så det var vel egentlig okay.. når nu han ikke var en god person. Og Zakaroff havde jo takket hende og også givet hende ret i, at han var en dårlig person. Nu var alle de andre personer frie, og kunne leve videre.
"Hvorfor begyndte du på det?" Spurgte hun tænkende og løsnede sit hår. Hun gik op på sit værelse for at skifte tøj, men gjorde tegn til at han gerne måtte gå med. "Og det var et dejligt kram.. du er riggigt god til det selvom det var dit første kram" smilte hun og lagde de ting hun havde haft med, i en skuffe i det store skab. Så vidste hun altid hvor det var.
Tænkende skiftede hun tøj, dog med ryggen til ham. Hun skiftede til tshirten fra ham igen, selvom der var natkjoler inde i skabet. Men tshirten duftede af ham og det kunne hun meget godt li. Let vendte hun sig imod ham og smilte lidt. "Jeg er glad for jeg stadig må blive" sagde hun blidt og så ham i øjnene.

Imens de gik ovenpå, lagde han hånden på hendes ryg og svarede:
"På grund af ham der forvandlede mig. Han gav mig et formål og overbeviste mig om at det var en rigtig ting at gøre. Så han trænede mig også til at blive den bedste snigmorder man umiddelbart kendte til. Men afsluttende prøve hos ham, var at slå ham ihjel... Det lykkedes mig... Jamen jeg er da glad for jeg er en dygtig krammer"
Oppe på værelset stod han stille og betragtede hende imens hun skiftede tøj og lagde sine ting så hun havde styr på dem til en anden gang. Vingerne på hendes ryg klædte hende rigtig godt, men hun var også generelt virkelig smuk.
Han havde godt lagt mærke til hun undgik natkjolerne og holdt sig til hans t-shirts. Det var også helt fint hun gjorde sådan, det klædte hende også rigtig godt.
Han smilede tilbage i det hun vendte sig om hvorefter han han sagde: "Jeg er rigtig glad for du vil blive..."

Danayela så ham i øjnene som han stod og kiggede på hende. Satte sig stille på sin seng og så mod vinduet. Nogle ting var mærkelige at kunne.. at kunne trække vejret.. at kunne mærke den varme han frembragte i hende.. den sitrende fornemmelse hele kroppen havde når han havde rørt hende.
"Jeg er rigtigt glad for jeg må blive.. tænk bare.. hvis du havde fulgt din mission.. havde jeg nok ikke været levende nu" sagde hun stille og vendte blikket om imod ham igen. De blå øjne glimtede i lyset fra lamperne som hun så ham i øjnene. Der var noget nyt og anderledes ved det hele. stille sukkede hun og så en kende væk fra ham igen. Vidste ikke helg hvad hun skulle stille op med sig selv omkring ham. Han gjorde hende nervøs på en måde hun ikke kendte til.
Odin kom pilende henover gulvet og op af hendes ben hvilket fik hende til at grine let. Hun tog ham og satte ham hen i hans seng efter at have taget hans lille trøje af. "Sov godt Odin" hviskede hun blidt og så på Zeus der kom ind og gned sig op af Zakaroffs ben.
"Jeg.. jeg ved ikk helt hvad jeg skal sige.. jeg har aldrig været tryg et sted før på denne her måde" sagde hun forsigtigt og pillede ved kanten af den trøje hun havde på. Det var tydeligt hun havde svært ved at sige hvad hun mente, for hun ville heller ikke skræmme ham ved at være glad for ham. Hvad nu hvis han ikke længere ville have hende her.

Han blev ved med at prøve på at identificere de følelser han fik i sit indre når han så på hende eller de bare stille rørte hinanden. Den nemmeste måde for ham, at beskrive det var som at have et hjerteslag igen. Roligt gik han hen til hende og stød først lidt afventende. Fik han lov, satte han sig ved siden af hende.
"Hvis jeg havde fulgt min mission.... Havde mit liv været tomt... Som hidtil..... Og her er du så....."
Da Zeus så begyndte at gnide sg op af Zakaroff's ben, satte han sig på sine knæ nede på gulvet så Zeus bedre kunne nå.
"Det er vel kun godt at du er tryg her?"
Så kiggede han lidt dybere i hendes øjne som om han ledte efter noget. Dog smilede han til hende og havde det stærke intense blik.
"Dana? Du har noget på hjerte.... Du skal ikke være bange for at sige det til mig... Du vil kunne finde bedre ro hvis du fik det sagt..."
Han havde selv svært ved at bedømme hvornår han burde fortælle hende hvor glad han rent faktisk var for hende. Hun var jo lige kommet

Dana lyttede til hans ord. Hun tøvede. Var tavs ganske længe mens hun prøvede at finde ud af hvordan hun skulle formulere sig. Det var vigtigt han ikke blev skræmt.. men også super vigtigt at hun fik sagt det ordenligt så han vidste hun mente det. Det var på ingen måde for sjov.. i hvert fald ikke for hende. Lige nu var der bare så meget der kunne gå galt.. hun ønskede ikke at forlade ham.. men selvfølgelig ville hun gå hvis han bad om det.
"Det er rigtigt dejligt at være tryg her ja.. at vide du vil passe på mig og dyrene.. at have et hjem.. jeg ved godt jeg bare er din hjælper det ikke.. alsa jeg er rigtigt glad for det.. du må endelig ikke tro det ikke er dejligt du vil have mig.. jeg mener til jobbet.." hendes stemme skælvede en smule. Hun sukkede og så på ham.
"Jeg har.. jeg har fundet ud af jeg godt kan li dig.. alsa.. mere end proffessionelt.. jeg kan li.. næsten alt ved dig.. jeg hader du slår ihjel.. men acceptere dit job.. jeg kan li.. dine øjne når du ser på mig.. dine små berøringer.. at du støtter mig.. jeg kan bare.. godt li dig" hviskede hun omsider og så ned.
Nu måtte det briste eller bærer.. hun ønskede at han ville tilgive hendes dumhed og stadig lade hende blive.. men ville forstå det hvis han bad hende forsvinde. Aldrig havde hun overvejet at hun ville blive vild med en vampyr.. hende som var engel.. som var så meget imod onde gerninger.. men der vr bare noget ved ham. Hun kunne ikke slippe følelen af at ville være tæt på ham hele tiden.. ønsket om at hans blik ramte hende bare et sekund mere.
kort slog hun sig selv i hovedet. "Jeg ved det.. jeg er dybt latterlig.. jeg går ind og henter mine ting nu" mumlede hun og rejste sig. Gik mod døren.

Han sad og kiggede på hende med et meget intenst blik imens hun fortalte. Både fordi han som regel ikke kunne få øjnene fra hende igen, men lige så meget fordi han ville være sikker på at få alle detaljer med. Både hendes ansigtsudtryk, kropssprog og selvfølgelig de ord hun fik valgt.
Selv da hun rejste sig for at gå, slap han hende ikke med øjnene. Lige før hun nåede døren og stod med et drilsk smil og tog hende op i sine arme. "Min tur...."
Ganske forsigtigt satte han sig i sengen ved hendes side og begyndte at forklare tingene fra hans side af. For han fik alle de detaljer om hende han ville og han vidste hun virkelig mente det. Så han vendte det dragende blik mod hende og tog hendes ene hånd imens han sagde:
"Dana der er nogle ting omkring mig du må forstå. Jeg passer ikke på folk bare fordi jeg kan. Jeg valgte at passe på jer og tage dig ind i mit hjem fordi du kom meget hurtigt til at betyde rigtig meget for mig... Når vi rører hinanden... Er det som at have et hjerteslag igen... Den måde du ser på mig giver mig en indre varme... Og udseendet tæller jo ikke, men smuk er du altså....Og så ser du dybere end det monster andre ser..... Jeg kan også rigtig godt lide dig Dana... "
Så vendte han sig lidt mere over mod hende og sukkede nærmest et par gange inden han sagde:
"Og med mit arbejde.... Jeg kan ikke bare slukke for det da jeg har brugt ca 400 år på det... Men jeg lover dig at jeg vil aldrig dræbe nogen med mindre de fortjener det..."
Så holdt han igen armene lidt forsigtigt ud til et kram

Dana havde egentlig forventet at han ville grine, men det gjorde han slet ikke.. istedet virkede han faktisk glad for det hun sagde. Han grinede ikke i hvert ikke af hende og det var faktisk en god start efter hendes mening. Let lod hun hovedet glide på skrå som hun rakte ud efter håndtaget på døren. Nåede dog ikke at få fat i den før han stod ved hende og tog hende op i sine arme. Kort virkede hun forbløffet men lod ham sætte dem begge i sengen.
"Ja.. jo selvfølgelig.." svarede hun forsigtigt.
Han havde også noget at sige og mens hun mentalt forberedte sig på at han fortalte hende hvor komplet åndssvag hun lød, så hun ham i øjnene. Hans blik blev igen dragende og som altid kunne hun ikke bryde det. Det generede hende nu heller ikke, men hun vidste ikke om han opdagede det. Om han fandt det underholdende eller blot så på hende på den måde, fordi han ikke kunne lade være. Han tog hendes hånd hvilket gav et lille smil fra hende.
hans ord gjorde hende i starten forvirret. Ingen irretesættelse? Ingen hån? Ikk noget, noget som helst? Men hans ord gjorde hende varm indeni. Så det var derfor hans blik havde virket så undrende omkring hende af og til.. det forklarede en del. Hun havde ved flere lejligheder undrer sig, for nogle gange hvilede hans blik på hende som om der var noget han ikke helt kunne forstå ved hende. Det havde aldrig generet hende det mindste.
"Jeg vidste godt.. at du ikke bare tog folk ind.. og jeg sætter stor pris på du har det på samme måde med mig, som jeg har med dig.. jeg var bare så bange for at sige noget" sagde hun ganske lavt og lyttede som han snakkede igen. Smilte svagt.
"Jeg ville aldrig bede dig om at stoppe dit arbejde.. det en del af dig.. og hvis du sys om det er det fint for mig.. men tak.. fordi du ikke bare vil dræbe folk uden grund" sagde hun forsigtigt og så ham i øjnene. Kyssede hans kind ganske let.

Da hun kyssede ham på kinden, var det som om han kunne mærke et hjerteslag og den kraftige varme i sit indre igen. Han var aldrig nogensinde blevet kysset på kinden eller i det hele taget. Lidt en konsekvens ved hans arbejde. Men igen så hun langt mere end andre nogensinde havde gjort. Og han fik en rigtig dejlig følelse indeni da han nu vidste hendes følelser for ham også var vokset. 
Stille lænede han sig ind og gav hende et dejligt fast og kærligt kram. Det var fantastisk at være så tæt på hende og han kunne mærke varmen fra hendes krop. En varme han nærmest selv følte hver gang hun så på ham eller rørte ham som hun gjorde. Så gav han hende selv et kys på kinden og trak sig langsomt tilbage så han kunne se hende i øjnene. Igen var der den intense glød men det var også tydeligt at det var fordi han simpelthen ikke kunne lade være på grund af hvad hun gjorde ved ham.
"Du skal aldrig være bange for at sige noget til mig.... Eller spørge mig om noget... Jeg har selv tænkt over om jeg skulle sige noget eller ej... Men for første gang i hundreder af år var jeg bange..... Bange for du ville gå hvis jeg gjorde...."