So much for some quiet.... (Max)

Max nikkede. Han kunne godt se logikken i, at man kunne blive så gammel, hvis man levede sundt. Så det var nok ikke noget, han skulle forvente at gøre. Hvilket heller ikke gjorde ham noget. Nogle gange var han i tvivl om, om han i det hele taget ville nå de 30.

Da lyden af et pistolskud brød aftenstilheden, væltede Max ned bag bænken i ren refleks. Han fik hurtigt øje på nogle af de unge, der havde angrebet ham tidligere, og det var uden tvivl dem, der havde skudt. Der var kun affyret et skud og Max følte sig ikke ramt, så.. han så på Charlie, der ikke virkede såret. Men vreden i hans øjne fortalte Max noget andet, og han dukkede sig en smule mere ned bag bænken. Der var ikke noget rart over den store mand mere og Max havde absolut ingen planer om at blande sig mere. Han var dog ikke særligt glad ved, at han havde en fornemmelse af, at det her ikke ville ende særligt godt ud for de unge mennesker. Selvom de lige havde skudt Charlie, var Max ikke typen, der ønskede at se død og lemlæstelse. Men han havde lært, at det var sådan den her magiske verden fungerede. An eye for an eye, som de sagde.

Så han nikkede bare med store øjne og blev bag bænken, klar til at sætte i løb hvis nødvendigt.

Charlie var godt klar over at han måtte gøre noget for ikke at skade uskyldige på gaden, så da kramperne startede, gjorde han hvad han kunne for at tumle dybere ind i parken. Der kom nogle virkelig ubehagelige lyde fra Charlie da musklerne begyndte at vokse og hans knogler blev tvunget ud i at tilpasse sig. Snart efter faldt de sørgelige rester af tøj af da det måtte give efter for den massive krop.

Man kunne se snuden havde formet sig da han pludselig rejste blikket op og kiggede direkte mod Max. Max blev mødt af glødende røde øjne der boblede af rendyrket raseri men samtidig var der noget andet også.  Tænderne og kløerne voksede også langsomt frem og det var som om Charlie's øjne bedte om hjælp til en smerte meget få ville overleve.

Ganske kort efter kastede Charlie sig rundt og flåede i sin egen hud så der snart dukkede en flot og klar pels frem med farve som hvid røg. Så rejste han sig i fuld højde på ca 4,5 meter og brølede højt så de fleste årer ville fryse til is. Charlies underarm alene var næsten på tykkelse med bænkens område.
Han vendte igen det frygtindgydende blik mod Max og sagde med en underlig dyrisk stemme:

"Skovs... øen...."
Så satte han i et voldsomt spring og løb som død og helvede mod skovsøen

Max så efter Charlie med store øjne. Han havde aldrig set en varulv skifte skikkelse før og det var frygteligt at se på. Værre end nogen film nogensinde havde afbilledet det. Måske fordi det faktisk var virkeligt. At Charlie havde sagt, at han blev stor, havde været en underdrivelse. Manden voksede jo enormt meget!

Da Charlie så på ham, blev Max bange. Det skete ikke så ofte, men han blev faktisk meget bange. Det var som om den lille bænk ikke var andet end luft, et ubrugeligt sted at gemme sig. Brølet der kom ikke længe efter fik Max' små hår til at rejse sig. Ville varulven slå ham ihjel? Charlies ord om at han ikke skadede nogen, der ikke var en trussel, dukkede op i Max' hoved og han måtte bare håbe på, at han ikke havde løjet.

Endnu en gang så Charlie på ham og sagde noget, Max knapt kunne opfatte. Skovsøen? Han så efter varulven, der løb ind i parken. Ville han have ham til at følge efter? Max' nysgerrighed var enorm, men hans lyst til at overleve var endnu større. Så selvom han på den ene side havde lyst til at følge efter, var han alligevel for fornuftig. Så da han var sikker på, at Charlie ikke kom stormende tilbage, rejste han sig og løb ud af parken og ind i mellem husene.