Let me save and protect you - Will (XXX)

Cass blev meget overrasket da Will kom ind, for han havde slet ikke regnet med at Will havde hørt noget af det han havde sagt, og han blev faktisk også ret flov over det! Dog blev han endnu mere overrasket da Will satte sig ned ved siden af ham, og begynde at bede!
Han havde egentlig lidt troet at Will ikke troede på gud. Og at han ville syntes at det var noget værre vrøvl at bede.
Men de ting Will sagde, fik virkelig Cass til at smile. Det gjorde ham virkelig glad at Will havde det på den måde!

Da Will var færdig med at bede, rakte Cass hånden over, og gav Wills hånd et klem. ”jeg troede ikke du troede på gud” sagde han stille, men med et smil.
Han lænede sig frem mod ham, og kyssede hans kind. ”du er virkelig fantastisk” sagde han så..

Han rejste sig op, og så på Will ”skal vi tage af sted…. Ellers ender det jo bare med at det bliver alt for sent” sagde han roligt. Og hjalp Will på benende.

Will havde mange blandede følelser lige nu virkelig. Han kunne ikke helt beskrive det, men han følte sig lidt lettet. Han ville normalt aldrig gøre dette for en anden person, men lige nu havde han gjort det for Casstiel. Men nu var Casstiel også lidt et levende bevis på at der fandtes noget deroppe!

Han smilte lettet da Casstiel tog hans hånd og også kyssede hans kind endda. Han kunne bare ikke lade vær med at smile og rødme lidt også. Da Casstiel rejste sig op, gjorde han selv det sammen og trak ham med.

”Lad os komme afsted!” Han glædet sig til at vise hvad han havde lavet. Will havde jo fået folk til at ligge blomster og tænde en masse lys omkring statuen af Casstiels menneske veninde.

Han havde bestemt ikke regnet med at Will ville bede. For det første var han jo en vampyr, og det var nok ikke ligefrem de væsner der troede mest på gud. Og for det andet var han jo til fyre, det var der også mange der mente var en syn.
Casstiel selv mente at kærlighed var kærlighed, og at gud havde skabt dem til at elske andre, og hvis det ikke var meningen at to mænd skulle blive forelsket, havde han nok ikke skabt dem til at kunne.

Han smilede og nikkede da William spurgte om de skulle komme afsted. Han rejste sig, og gik ud til sin jakke, og tog den på sammen med nogle sko. Han tog et sæt nøgler der hang i en nøgle holder, og ventede på at William var klar. Derefter gik han ud låste døren efter dem, og gik mod garagen. I garagen holde der 4 køretøjer, en stor firehjulstrækker som var den de skulle køre i, som så ud til at kunne klare de mange mængder sne der kunne ligge på vejene.
Ud over den var der en mere sporty bil en audi, som var til at køre rundt i om sommeren når vejene var frie.
En snescooter til når han skulle uden for vejene. Og så var der en motorcykel til når han trængte til at give den gas uden at se sig tilbage.
Han åbnede døren for William så han kunne hoppe ind i bilen, og da de begge var inde satte han kursen mod byen. ”der er en del forskellige væsner i byen, men største delen af dem er mennesker… nu er jeg ikke bange for at det er et problem for dig, du er jo så gammel at du sikkert har lært at kontrollere det” sagde han og så på William ”og ellers siger du til.. så får du noget at spise inden vi står ud af bilen” sagde han med et roligt smil.

Will smilte blot og håbede at Casstiel forstod at det, at han havde bedt til gud, havde været en stor til for Will også. En vampyr ville sjældent blive hørt af gud, specielt ikke en som Will selv. Han havde jo begået så mange synder igennem de mange år han havde levet. Så gud ville have vendt ham ryggen for lang tid siden, hvilket var forståeligt. Dog glædet Will sig til at komme ned til byen, han havde jo bestilt en til at lægge en masse blomster ved statuen af pige. Det var en hemmelighed og han glædet sig bare til at se hvordan Casstiel ville reagere.

”Jeg skal nok klare mig.” Smilte han blidt til Casstiel, hvor han blidt greb englens hånd og holdte den der. Will havde taget en uldjakke på, som stod åben og et matchende tørklæde. Kulden gjorde ham intet, han kunne jo ikke blive syg og sådan.

Men kulden var en del af ham, sådan havde hans evner påvirket ham.

Da Casstiel så kørte, satte Will musik på og nød hvordan bilen blev fyldt op af de klare toner fra et klaver.

Cass vidste jo godt at William var en ældre vampyr, så han var egentlig ikke bange for at dder skulle ske noget inde i byen, og Will havde meget kontrol over sig selv. Og når nu Will fortrak engleblod, hvorfor skulle han så springe på F.eks et menneske når han havde fri adgang til engelblod?
Han begynde at køre mens han holde Wills hånd. Han kunne ikke undgå at smile. Det var virkelig rart at side her sammen med Will. Han betragtede William en smule en gang i mellem. Det havde vidst kun være sundt for dem begge at komme her op.
William fordi han var kommet væk fra byen lidt, væk fra alle de tanker der havde gnavet og sikkert stadig gjorde det! Man glemte ikke bare sådan den man elskede. Og slet ikke på den måde som William havde mistet sin kærlighed på.
Men Cass havde også selv haft godt af det.
Fra første gang han havde mødt William havde han været skudt i ham. og han havde bestemt selv været forvirret, han ville gøre alt for den vampyr.
William skulle blot vifte med lillefingeren og Cass ville stå ret til han fik besked på andet.

Da de kom til byen parkerede Cass bilen. Han så på William, og rakte hånde til ham da de begge var stået ud af bilen. Han flettede sine varme finger ind mellem Williams iskolde. Nogle gange glemte han næsten at det var meningen at William var så kold, og et kort sekund var han ved at spørge om han frøs på fingerende. Men det gjorde han selvfølgelig ikke. Han så på William ”hvad vil du først se?” spurgte han med et smil.

Han gik selv lidt og kiggede på butiksvinduerne. Folk der gik forbi genkende ham hurtigt.
”velkommen tilbage Casstiel!”, ”det er længe siden.. hvordan går det med dig” og alt sådan noget. Det var tydeligt at mange vidste hvem han var. Men det gjorde de også. Han havde jo været i byen i mange år, og kende derfor mange generationer. Han havde været hos Lucy siden hun var ung, og derfor var det jo klart at mange vidste hvem han var, unge som gamle.
Pludselig var der en der prikkede ham på skulderen bag fra og en ung kvinde stemme lød ”godt at se dig igen Casstiel”
Cass vende sig og så på pigen bag sig. En ung meget køn pige på omkring de 19-20 år. Hun smilede sødt til ham, og sagde roligt ”kan du ikke huske mig?... Jeg legede altid over i Lucys have” sagde hun med et stort smil.
Cass stod lidt og studerede hende. Inden han lyste helt op. ”Emmely?... er det dig?” spurgte han meget overasket. Pigen nikkede ivrigt med et kæmpe smil på læberne.
Cass så meget overrasket ud ”Waw… du… se lige dig!.. du er jo blevet voksen.. og smuk!” sagde han med et smil. Pigen rødmede klart, men smilede så lidt mere roligt.
”jeg regnede godt med du var hjemme med alle de blomster du har fået lagt ved Lucys byste” sagde hun med et skævt smil.

Cass så noget uforstående på hende ”blomster?... jeg er på vej hen for at købe en buket nu… hvad mener du?” spurgte han uforstående. Emmely så undrende på ham ”er det ikke dig?.. der ligger helt vildt mange blomster ved hendes byste, og det er ikke engang hendes døds eller fødselsdag” sagde pige og tog fat i Cass arm og trak ham med. Cass Grab Williams hånd og fik også trukket ham med.
Da de kom over til statuen stoppede Cass prat op. Han så målløs ud da han så de mange blomster. Han forstod det slet ikke indtil noget slog ham. Han så lidt hen på William.
”William… er… er det dig?” spurgte han så.

Han var stille i bilen, men det var mest fordi han endelig bare tænkte på hvordan Casstiel mon ville reagere til de mange blomster. Han havde specielt fået dem til at ligge mange hvide roser og orkidéer. Da det var de blomster som også repræsenterede Will og hans i hans øjne var Casstiel som en orkide. Han ville lave noget til hende, som var fra dem begge. Og den hvide farve, så det passede til den smukke sne omkring dem. Men også blå var der, rød og mange farver i en smuk blanding. Så da de kom til byen og steg ud i kulden, blev han nervøs. Han vidste ikke om Casstiel ville kunne lide det han havde gjort?

”Det ved jeg ikke, lad os bare kigge lidt rundt.” Sagde han blidt til Casstiel. Imens han kærligt holdte hans varme hånd i hans egen isklump. Will trak tørklædet lidt mere rundt om hans hals, blot så menneskerne ikke så underligt på ham. Han havde jo kun en skjorte på, under hans halv lange åbne uldjakke og så tørklædet. Han kunne jo intet mærke, men mange var pakket ind i varme jakker, hætter og tørklæder.

Will begyndte dog hurtigt at føle sig lidt ved siden af. Så mange mennesker genkendte Cass og Will kunne mærke en mindre jalousi dukke op. Og det blev ikke bedre da en ung og smuk kvinde kom over til dem. Casstiel kendte hende og de snakkede sammen. Will var blot stille og sagde ikke noget. Specielt ikke da de pludselig gik over til bysten.

Da Casstiel vendte sig om og så på Will, med spørgsmålet hængende i luften, smilte han blot igen og kunne ikke holde et lille grin tilbage.

”Jeg ville jo gerne vise min respekt til hende. Og en lille overraskelse.” Svarede Will og trak på hans skuldre.

Det var længe siden Cass havde været i byen, faktisk havde han kun været her et par gange meget kort efter Lucys død. Det var lidt mærkeligt at være i huset uden hende. Men han ville gerne vise William det sted han havde boet en del år, og ikke mindst det sted der havde betydet allermest for ham i hele hans leve tid. Lucy havde været hans livs opgave, og da hun døde gjorde noget af ham selv også. Der havde ligesom altid været et tomrum inde i ham siden hun døde, og det ville der nok altid være, men William gjorde et godt arbejde for at fylde det meste af det ud igen. Han savnede stadig Lucy, men han tænke måske ikke så meget over det når han var sammen med William, for så følte han sig ikke så alene mere.

Mens de var her ville han gerne vise William det liv han havde levet, og måske vise ham hvorfor han selv var så forelsket i dette sted. Terre var ikke det han så som sit hjem, nærmere et pusterum… eller… det var indtil han havde mødt William...
Nu var han ved at komme en smule i tvivl om hvor han hørte hjemme. Og så alligevel ikke, for alle steder William var, ville han også være.

Da William erkende at det var ham, der havde fået lagt alle de smukke blomster ved busten, stod Cass og stirrede på ham et par sekunder, inden han tog fat i William og trak ham ind til sig i et fast kram. Han holde William helt ind til sig.
Han bukkede sig hoved ned mod Williams skulder ”Tak William!... Du ved ikke hvor meget det betyder! ” sagde han mod hans hals.
Der var en del der så noget overrasket på dem, men det var nok mest fordi de ikke havde set Cass være tæt med nogle andre end Lucy.

Han slap roligt William lidt. Han smilede til ham med et varm og taknemlig smil. Han skævede mod busten med et smil. ”hun ville have elsket det! ” sagde han med et smil. Han så på blomsterne og man kunne tydeligt se at han var rørt. Det betød meget for ham det her. Han vidste virkelig ikke hvordan William gjorde det, men han formodet virkelig at ramme plet med de ting han gjorde!
Han grinte lidt ”du har endda ramt plet med farven” sagde han og kløede sig lidt i nakken. Han så på William og skulle til at sige noget da han blev afbrudt af Emmely.
”der er byfest i aften! Kommer i? ” spurgte hun så med et optimistisk smil, mens hun så en smule bedene på dem. Cass vende hovedet efter at have kigget på hende, og så på William ”det ved jeg ikke… hvad siger du William? ” Han ville ikke sige ja hvis ikke William havde lyst. Han smilede lidt ”det plejer at være meget hyggeligt” Sagde han roligt.