Shadows (Vladimir)

S: Abbadon's Tronsal
T: Midnat
V: Skyet og regnfuldt udenfor
---

Tronsalen, enorm og udført i mørk sten, henlå i halvmørke på denne nat.
Kun de få, blussende fakler på de massive stensøjler, som fulgte den lilla løber op over gulvet, gav lys til det enorme lokale.
Hver flamme kastede lange, næsten morbide skygger, som lystigt slikkede hen over gulvet som dæmoniske tunger.
De lilla bannere med D'tarion-klanen's sorte drage hang ned langs stensøjlerne, og var dermed halvt oplyste af faklerne's evigt brændende flammer.

Magi havde megen nytte...

Den store, sorte jerntrone tårnede sig op for enden af den lilla løber, som sorte spir i mørket.
I denne magtens trone, sad Zane D'tarion og grublede i stilhed over den situation, som hans klan, og selve landet, var havnet i.
Han var stilrent påklædt, med en halvlang, sort frakke med knapper af platin og en lilla drage brodered ned ad det venstre ærme.
Mørkegrå bukser gav et godt modspil til den sorte frakke, og sættet blev afsluttet med et par lange, sorte læderstøvler.
Hans lange, sølvhvide hår hang løst ned ad hans ryg og skuldre, og de svagt lysende, karakteristiske lilla øjne stirrede ligefrem... han var dybt begravet i tanker...

En let snerren dukkede op over hans læber, og den ene hånd greb så hårdt om tronens armlæn, at knoerne blev helt hvide.
"Satans til uduelighed over alt..." hvislede han, hvorefter han slappede lidt mere af, og lænede sig tilbage i tronen med et suk.

Igennem den mørke nat, smøg der sig en hvislen i vinden, uden for Abbadon’s port. Portens vogtere ville kunne se på, da en sværm af sand og blod begyndte at skabe en mindre storm, ganske få meter fra porten. Det burde ikke tage længe for vogterne at indse stormen ikke ligefrem var almindelig, specielt da sandet var langt lysere end det man ville finde på Di Morga’s strande, og at disse strande var alt for langt væk til at skabe en storm her. Blodet gav dem nok også et hint. Men inden de kunne alarmere, og flere folk var mødt op ved porten, skød stormen imod himlen, og virkede til at forsvinde i skyerne, og ikke vise sig igen.

Stormen af sand og blod vendte dog tilbage, men gemt væk fra de fleste af Abbadon’s vogtere. Sand og blod flød igennem de mindste sprækker, og uligheder i panelrne, som ingen andre end folk meget bekendt ved Abbadon, ville kende til. Stormen fortsatte ned igennem Abbadon, stadig ude af syne for de fleste vogtere, dog ville de dygtigste kunne mærke en tilstedeværelse. En tilstedeværelse der bevægede sig direkte imod tronsalen.

Sand og blod begyndte at fosse frem fra forskællige sider af den højre side af Abbadon’s tronsal, og bevægede sig imod det store gulv foran tronen. Stilheden i tronsalen blev derved ødelagt, og erstattet med et orkæster af den blide hvisken fra sand, og stærke slupren af blodet. Alt virkede til at kulminere, og flyde imod hinanden, flere meter fra tronens trappe trin, på en respektabel, og sikker afstand. Både for tronens ejer, og skabningen der langsomt begynde at forme sig. Til at starte med ville Zane kunne se sandet blive til ben, men efter det, var hvirvlen af sand og blod omkring skabningen så stærk, at Zane ikke kunne se igennem, inden den gav fra sig, og viste en figur i midten.

Kreaturet der nu haltede et skridt frem fra hvirvlen, var klædt i en sort læderfrakke, der gik til hans ankler, åben ved brystkassen, og et par grønne, slidte jeans. Kreaturets ansigt var det sidste til at slippe sig løs fra en hvirvel af sand og blod, der gemte kreaturets ansigts udtryk, indtil det var det eneste der var gemt. Endelig samlede hvirvlen sig, ved til sidst and flyve imod kreaturets højre øje, hvor det samlede sig til et mat, hvidt øje. Kreaturet så herrens ud, selv hvis man ikke anså en Nosferatu som ækkel. Det venstre øje manglede, og i stedet var der bare en tom hule, der viste inmaden af hans hoved frem. Lige så var der et stort hul i hans venstre side, der fik ham til at ligne en ufærdig, ekstremt detaljeret skulptur. Kreaturet blinkede et par gange, inden det kiggede imod tronen, og Zane. Kreaturet stod ret et øjeblik, inden det tumlede en anelse, og lagde en hånd over sin venstre side, samtidig med at den dækkede hullet med frakken. Den højre hånd fiskede ned i frakkens ene lomme, og fandt en læder strop frem, med en lille firkantet lap. Hånden rakte lappen op til hovedet, og fik spundet det over, så lappen dækkede den tomme øjenhule.

Endlig kiggede kreaturet tilbage på Zane, og lavede et så dybt et buk det kunde, men skar sig en anelse i smerte af bevægelsen, grundet såret i hans side.
“Valshar. Det glæder mig.. Endlig at møde dem. Mit navn, er Vladimir Rasputin. Jeg kommer i fred, for at representere Nosferatuerne i Di Morga.” Introducerede han sig selv, inden han strak sig så meget han kunne, inden han veg en anelse i smerter.
“Jeg underskylder min.. Uhøflige, og.. Yderst alternative éntre.. Men. Som de nok kan gætte, ud fra.. Min tilstand. Er det lidt i hast, at jeg kontakter dig.. Jeg håber.. At de vil tage imod mig.” Bad han, med halvt bøjet nakke, dog uden at tage øjnene fra Zane. Han var respektabel, og bød sig som en under Zane. Men han var ej slave, undersot eller dyr.. Ikke længere.. Aldrig mere..

Zane D'tarion var en talentfuld magiker, og det havde han været i over tohundrede år.
Dette gjorde også at han var i stand til at fornemme den indtrængende, som denne krøb snedigt imellem paneler her og der, hele vejen fra ydermuren og ind til tronsalen.
Han vendte roligt blikket mod den side af tronsalen hvor væsenet ville komme fra, og grundet hans sortelviske, perfekte nattesyn, så Zane hvert eneste 'sand'korn og bloddråbe i samme øjeblik disse dukkede op.

Han sad tilbagelænet i tronen, med armene trygt liggende på armlænende, og betragtede roligt hvordan sandet bevægede sig ind i midten af lokalet, for så at skabe en hvirvelvind - og så tage form af en yderst hæslig skabning, som Zane udemærket vidste hvad var.

Det var dog først da kreaturet præsenterede sig selv, at Zane lænede sig lidt frem i den sorte trone, for at tage nosferatu'en i nærmere betragtning.
Hans svagt lysende, lilla øjne viste kun en svag interesse - men den var der.

"Vladimir Rasputin... det er en fornøjelse endelig at møde dig. Du er leder af den Nosferatu-klan, som har bosat sig i Di Morga, ikke sandt?" lød hans stemme, roligt og igen med et stik af interesse.

Zane rejste sig op med en rolig, elegant bevægelse, og bevægede sig så ned fra tronens forhøjning og hen imod Vladimir, mens han mødte vampyrens blik.

Han stoppede op blot en meter fra kreaturet, og foldede så hænderne på ryggen.
"Din entré var underholdende, og den gav et fingerpeg om din magiske kunnen. Du er tilgivet... så sig mig, Vladimir Rasputin af Nosferatu'erne... hvorledes kan jeg være dig behjælpelig?"

Vladimir var vant til Royalitet, og måden at begå sig på, og stod så stærkt han nu engang kunne, som Zane betragtede ham. Hans venstre hånd holdt tæt om hans frakke, for at dække så meget som muligt over det gabende hul i hans side. Dette var dog tydeligvis ikke grundet nervøsitet, eller ydmyghed. Han valgte at gøre det ud af respekt, for ikke at ligne en haltende hund i Zane’s tronsal, selvom han nu var det.
Nosferatuen bukkede sin nakke respektfuldt, som et ja til Zane’s spørgsmål, og betragtede ham som han rejste sig fra hans trone. Det var tydeligt at Zane ikke var færdig med at tale endnu, så Nosferatuen holdt respektfult hans ord tilbage, og tillod Sortelveren at træde nærmere. Vladimir rørte sig ikke fra hvor han stod, men kiggede Zane i øjnene som han nærmede sig. Hans blik veg ikke, og viste ingen tegn på frygt. I stedet betragtede han Zane, som man ville en ligemand, som man så til med respekt. Hans matte øje, viste dog intet liv, som altid.
Et halvt smil bredte sig på Vladimir’s læber, ved nævnelsen af hans entré, og nikkede hovedet en anelse til siden, uden at slippe deres øjenkontakt.
“Med respekt, Valshar, så har de her med set, hvad jeg kan på magisk vis. Hvad de så, er.. En ny verden for mig.” Forklarede Vladimir, med en rolig, hæs og let smilende stemme. Han ruste stemmen en anelse, hvilket fremprovokerede et host, som han hurtigt sendte imod hans højre side, og blokkede det med sin hånd. Der var tydeligt vis smerter i hans ansigts udtryk, da han strakte ryggen igen, men fik dog rystet det fra sig, så han kunne se Elveren i øjnene igen.

“Jeg har nogen ting jeg gerne vil ligge frem for dig, og tale med dig om. Tilbud, og ønsker. Men, først og fremmeste..” Startede han, og lagde nu hans højre hånd, knyttet, imod hans brystkasse, og bukkede halvt, med blikket imod jorden.
“På mine egne vegne, på vegne af Klan Rasputin, og Nosferatu Blodlinjen som en helhed, vil jeg gerne takke dem for deres assistance med Klan Ei’Lafouiet. Vi er ikke blinde over for, at.. Lysander.. Var respektløs over for dem, og at de ikke kun udrakte en hjælpende hånd for vores skyld. Men Klan Rasputin glemmer aldrig..” Takkede han, og strakte så ryggen igen, med en skridt på stedet, for at lægge vægten væk fra hans sårede ben. Et lumskt smil gled lidt frem i kanterne af hans læber da han fortsatte. “Jeg gætter på de ved, at Lysander Ei’Lafouiet unslap krigens blodbad? Ham skal de aldrig tænke over længere.. Jeg.. Fik æren af at gengælde, hvad han forsøgte på mig.. Dog.. Gjorde jeg arbejdet færdigt.. Ikke.. Halvt. Som den usle racist…” Brummede Vladimirs hæse stemme, tydeligvis med stort had til den han snakkede omkring.

“Jeg håber dog, at denne tak kunne have ventet, uden at de anså det som Respektløs, Valshar. Det er ikke den, der var stor hast omkring. Ej er dette, men jeg tror vi starter med dette..” Startede Vladimir. Hans højre hånd bevægede sig som han talte, og han holdt et roligt kropsprog kørende, alt imens han så den han talte med i øjnene, Zane.
“Klan Rasputin er tilbage, og står tilrådighede for de folk, der kunne tage nytte af vores.. Specialer. Ved de, Valshar, hvad disse indebære?” Der var tydeligt at Vladimir ikke mente dette spørgsmål som respektløst. Der var mange der havde glemte hvad Klanen stod for, og hvad den var i stand til, og der var endnu flere der ikke vidste det. Hvilket oftests også var bedst. Men hvis Zane havde kendskab til det, ville han vide at den, før Ma’lakel, plegede at være Neutral. En hup af information, hvor alle kunne købe sig til information, for den rigtige prise, og om alle. Ingen hæmninger. Ingen blinde loyaliteter. Alt var til salg.

Zane smilede lidt ad vampyrens ord... så dette var den magi, Vladimir Rasputin kunne mønstre?
Stadig en imponerende en af slagsen...

"Måske er magi ikke din stærke side, klanleder - men jeg er vis på at du har andre, særdeles interessante evner og ekspertiser." sagde han.
Det var ment som en kompliment, for han var helt klar over hvad Nosferatu'erne var i stand til.

Zane lod vampyr-lederen tale uden afbrydelser - et ondskabsfuldt smil bredte sig dog på hans ansigt, da Vladimir nævnte at Lysander var blevet 'taken care of'... det var en glædelig nyhed. Han havde selv fundet det bittert at lyselveren var undsluppet blodbaddet.

Da Vladimir lod til at være færdig med at tale, nikkede Zane kort, mens han fortsat betragtede det hæslige, men magtfulde kreatur.
"Lysander og hans klan udgjorde en fare for alle, og det var en sand fornøjelse at udrydde dem. Det glæder mig at han har mødt sin undergang. Og hvad klan Rasputin's specialer indebærer...? Informationer... informationer, spionage og snigmord. Og i er utroligt gode til det, i laver."

Zane rullede lidt med den ene skulder og kastede et blik på Vladimir's sårede side. Hvad mon der var hændt...?

"Jeg kunne godt få brug for dig og din klan... men mere om det senere. Du havde nogle ting, du ville tale med mig om?"

Zane's kompliment, blev tydeligvis taget som et. Vladimir's læber skabte sig et småligt, lettere lumskt smil, og han bukkede kvart som en tak. Magi havde aldrig været hans stærke side. Han var begyndt at forstå blod, og hvordan man manipulerede det, men efter denne nye besværgelse blev en del af hans arsenal, var den bestemt hans fokus. Han kendte sine egne styrker, de skulle bare trænes op igen, siden hans seneste nedbrydelse. Det ville tage tid, men tid havde han massere af, så snart han havde nævnt det der skulles, overfor Di Morga's Valshar.

Vladimir satte stor pris på Valsharen's tålmodighed. Han fik ret til at tale, og til at tale ud. Han ville gerne så hurtigt som muligt forbi hans tak, og snakken omkring Lysander. Han fortjente ikke engang omtale. Han fortjente at blive glemt, i de Nosferatu maver hans rester var endt. Klan Rasputin's børn havde fået resterne, og mæsket sig i Lyselver blod.
Nosferatuen smilede stolt, og nikkede i samtykke ved nævnelse af Klan Rasputin's ekspertiser. De havde gjort noget arbejde for Zane i fortiden, og andre Elvere, af forskællige arter, og han satte pris på at de blev husket. Det var det han ønskede mest for hans klan. For hans blodlinje.
Den sårede Nosferatu lagde også mærke til Zane's blik, da han ikke gjorde det store for at skjule det. Dog var blikket mere rettet imod interesse, end lyst til at udnytte. Vladimir gjorde ikke noget, for at lægge mere skjul over hans skade. Han følte ingen skam over den. I stedet nikkede han, som Zane ledte samtalen videre.

"Ja, jeg ønskede at tale med dem, om nettop disse egenskaber. Så snart jeg har.. Samlet mig selv sammen. Vil jeg med det samme begynde mit arbejde igen. Som sagt, er arbejdet allerede begyndt. Og som du nok ved, har Klanen haft lidt.. Sløse alliancer i fortiden." Fortsatte Vladimir, stadigt med det samme livlige ordsprog, og hæse stemme. Han tog en unødig indånding, og rettede ryggen.
"Men den tid er slut. Klan Rasputin, og dens børn, går tilbage til det vi var i fortiden. En Neutral organisation. Alliancer betyder knækket, og ødelagt information. Betyder grænser. Betyder blinde vinkler. Klan Rasputin vil aldrig have blinde vinkler igen." Vladimir forklarede hvad der skulle siges, uden at lyde tøvende, ej heller forsigtig. Nosferatuen vidste godt hvordan dette kunne lyde. Hvordan det måske ikke var hvad Zane kunne have ønsket. Det ville betyde at Zane ville kunne købe informationer om alle. Men det betød også at Klan Rasputin ville sælge informationer de samlede om Zane. Vladimir respekterede Zane's inteligens, og fortsatte hurtigt, med en rejst håndflade, inden Zane kunne gøre sig alt for mange tanker om, hvad dette ville betyde for ham.
"Men.. Grundet dig, og din klan's assistance, og forstand på lov, og orden. Vil de være den første vi tilbyder en aftale. Og, vi tilbyder dem også gaver." Vladimir var hurtig til at få smurt noget oven på den lidt haltende oplysning.

Vladimir rakte langsomt en hånd ned i hans ene jakke lomme, og trak noget langsomt op. Hans næve var knyttet som den trak sig fra lommen, og ud fra den hang der to lange kæder, af utallige små metal ringe. Han rakte hånden frem, åbnede hans håndflade, og viste to amuletter frem. Amuletterne var formet som Klan Rasputin's våbenskjold, et rådent skelethoved. Den ene havde et grønligt skær i lyset, den anden et rødligt.
"Klan Rasputin Amuletter.. Hver deres funktioner. Denne, den grønlige, virker som en dør klokke. Trykker man sin finger hårdt ned imod det højre øjenhule, vil den møde en skarp lille kniv. Smør blodet over overfladen, og de sender et signal til os, om at de ønsker et ord. Om dette måtte være opfyldning på en tidligere arbejdsopgave, en ny opgave, eller blot social." Forklarede han den grønne amulet, med en finger peget imod den. Fingeren bevægede sig så til den anden.
"Den røde fungere som en sirene. En alarm. Man aktivere den på samme måde. Men med en ofring af blod på denne, vil alarmere os om, at de er i fare. Der vil hermed blive sendt et 'Claws'. Disse er i blandt vores bedst trænede kamp styrker. En gruppe på ti, der slås som var de hundrede. Der fås ikke bedre.. Men brug kun denne Amulet, hvis det er absolut nødvendigt. Falsk brug af denne, vil medføre til amulettens ødelæggelse, og de vil ikke få en ny. Men jeg stoler på at det ikke var nødvendigt at nævne, Valshar? Af respekt, regner jeg med at de er klog nok til at regne det ud, så jeg vil ikke frygte at de ville misbruge denne Amulet." Han sagde det sidste ledt smilende, og rejste en finger for at gøre det klart at han ikke helt var færdig med at tale. Dog holdt han amuletterne frem, så Zane kunne tage imod dem hvis han ønskede det.

"Men bedre endnu. Vi vil også tilbyde dem, dine aktiviteter, -og- din klan og riges aktiviteter, et halvt års immunitets stempel. Dette vil betyde at Klan Rasputin ikke vil forsøge at samle informationer in omkring deres Klan, i denne tid. Vi vil ikke sælge information, om disse. Vi vil ikke give information, om disse." Kendte man noget som helst til, hvordan Klan Rasputin, og Nosferatuerne generelt's fortid, g hvordan de omgik sig med handel, viste man hvor værdifuldt dette var. Ens lommer skulle være meget dybe, for at kunne betale sig ud af sådan en aftale normalt. Det var nok ikke urealistisk for en som Zane at have råd til dette, men det var stadig en stor ting at få, gratis. Vladimir's hæse stemme havde måtte holde lidt flere pauser, jo længere deres samtale varede. Det var tydeligt at den sårede Nosferatu, ikke begik sig helt på toppen.

Zane lyttede interesseret til det hæslige, men intelligente og snu, kreatur som stod foran ham.
Det blev mere og mere tydeligt at nosferatu-vampyrens skader gjorde det mere og mere udfordrende for ham at tale, men selvom Zane's healing ville være en mulighed, var interessen der simpelthen ikke fra hans side af - ikke endnu ihvertfald.

Da Vladimir så fremdrog to amuletter og begyndte at tale om disses evner, smilede Zane dog en smule.
Begge magiske genstande var i sandhed smarte... og de var gode gaver, for det var ikke genstande som enhver kunne få fat i!

Derudover bekræftede det også Zane's teori om at vampyren var her for at danne en form for alliance... denne teori skulle dog hurtigt skuffes en anelse, da tilbuddet stod på et halvt års immunitet og service fra Rasputin-klanen.

Zane betragtede Vladimir for en kort stund, før han bukkede hovedet let og tog imod de to amuletter.

Så vendte han sig om, og gik igen op til den mørke ståltrone for at sætte sig.
Han vendte atter blikket mod kreaturet - og denne gang var der en alvor i de lilla øjne, som ikke havde været der tidligere.

"Dit tilbud er godt, klanleder... og det er bestemt noget jeg tager imod - men er du klar over at Di Morga står over for en trussel, som kan fjerne alt liv fra landet? Og med det, mener jeg ikke kun mig og mine, ej heller blot de, som går på gaden... jeg mener også dig og din klan."

Vladimir kunne ikke læse den store reaktion I Zane, omkring den skuffelse der kunne være I Klanens Neutrale stilling. Dette antog Vladimir som en god ting. Vladimir kunne have frygtet langt værre. Men det virkede til, at den mægtige Sotrelver ville respektere Klan Rasputin's stilling, og lade dem arbejde individuelt, uden den store alliance.
Dog var der noget skummelt over Sortelverens gang tilbage til hans trone. Nosferatuen betragtede denne på hans vej, og lage bestemt vægt på dennes tiltro til Nosferatuen. At han ville vende ryggen til ham, uden frygt, var den største form for tiltro, og den slags tiltro der skabte lighed. Vladimir begede et let smil ved tanken, som lage sig til en mere alvorlig mine, da han så Zane's udtryk igen. Zanes ord fik Vladimir til at nikke en enkelt gang, og kort et smil til at rejse sig igen.

"Vil den ene side, ikke altid mene dette? At dens modstandere truer med, at.. Ødelægge alt hvad de har skabt?" Startede han, med et let host, og gjorde det klart at det ikke var alt han havde at sige på området.
"Men spøg til side, så vil min Klan altid være på Di Morga's skabningers side. Vi holder hånd over Di Morga's folk, og en trussel imod dem, er en altid en trussel imod os. Om det vitterlig har effekt på vores liv, eller ej." Forklarede Vladimir, med en bøget nakke, før hans hvide øjes blik gled tilbage imod Zane, med et søgende udtryk, inden han fortsatte.
"Det de omtaler.. Er det deres ulighed med den, så kaldte, Mafia? Eller. Er det den lille Djævle pige, de har haft.. Fingrene I?" Spurgte han, med et kort stræk af nakken, og ryst på skuldrene.
"For hvis det er Djævle pigen, så er det også et emne jeg ønskede at tale med dem om, ved dette møde. Klan Rasputin har en interesse i dette kreatur, og er interesseret i at frakøbe din interesse, i hvert fald for en tid." Forklarede Vladimir, med en respektfuld, og business minded tone. Dette havde, mere eller mindre, været hans vigtigste punkt for alt denne hast.

Vladimir's blik blev kort forstyrret, og han lagde øjet imod den gang hvor han var kommet fra. Han lukkede øjet, og trak en anelse frem i hans frakke. En lille flok sand korn, forfuldt af en anelse blod, kom flyvende igennem lokalet igen, og bevægede sig imod hullet i Vladimir's side. En lav lyd kom fra Nosferatuen, der kunne sammenlignes med en mumlen i behag, som hullet i hans side virkedes til at heale en anelse mere, og blive halvt så stort. Vladimir rystede på skuldrene, og slap hans frakke. Når frakken bare hang, dækkede den nu for det resterende hul der var i hans side, uden at han skulle holde ved sin frakke. I stedet bevægede han begge sine hænder bag hans ryg, og samlede dem det, for at sende sin fulde opmærksomhed tilbage imod Sortelveren, og deres samtale.

Zane lyttede i stilhed, mens vampyren talte. Endnu engang undlod han at afbryde - på trods af at Vladimir tog fejl, og at han fremsatte noget som bestemt skulle diskuteres...

Tænk at verden kunne være så lille, at de begge to ville have fat i den samme djævlepige...

Irriterende.

"Nok vil enhver side mene at det er den anden, som vil udøve massakre... men når modstanderen er i samme kaliber som en Originator, så er der faktisk noget om snakken." sagde han, og skød dermed Nosferatu'ens idé om at det var Mafiaen i sænk.

"Mafiaen udgør ingen trussel for mig... de får lov at passe deres nusseri, indtil eg bliver træt af dem. Nej, denne modstander er noget ganske andet... og det bringer os automatisk videre til næste punkt. Djævlepigen."
Hans øjne lyste svagt i halvmørket, som foragten for denne unge kvinde dukkede op i ham. Eller måske var det nærmere foragten og vreden over, at hun var undsluppet... og tilmed på grund af et sølle menneske...!

"Tøsen udgør en stor fare for Di Morga's fjende. Hun må og skal knækkes eller overbevises om, at hun skal bruge sine evner til at dræbe ham - for hun er den eneste som kan gøre det relativt nemt. Så jeg beklager, Vladimir Rasputin... hvad end jeres interesse er i djævlebarnet, så kommer Di Morga's sikkerhed i første række."

Vladimir nikkede kort, da hans forslag om at Mafiaen havde noget med det hele at gøre, tydeligvis en anelse tilfreds med denne nyhed. Mafiaen havde sine nyttige side, og han ville helst undgå at se dem som Zane's modstandere, mere end nødvendigt. Men der var tydeligvis masser af ting, som der skulle undersøges. Ting der skulle overvåges.
Nosferatuen lod Zane fortsætte, og hans øje lukkedes ved idéen om at pigen skulle 'knækkes', og skar en grimmasse. Kort rystede han på hovedet, inden hans øje åbnede igen.

"Ja.. Som en start, er jeg.. Glad for at høre, at deres største problem, ikke er med Mafiaen. Di Morga -har- brug for at stå sammen. Men.." Vladimir rystede igen en anelse på hovedet, inden han strakte sine skuldre, og kiggede i Zane's skinnende øjne, med hans eget matte, døde øje.
"Hvad sker der, når ting knækkes? Hvis du knækker en kop, har den stadig den effekt der ønskes ud af den? Hvorfor.. Insistere! -Alle- der seder på en trone, om at ting skal ødelægges, før at de virker..." Nosferatuen havde ladet sin stemme hæve en anelse, hvilket han tydeligvis fortrød, og lukkede sit øje igen, for at samle sig. Han skar en grimmasse igen, denne gang af smerte, med en hånd over hans sår, inden han åbnede øjet igen, med en forsikrende bevægelse med hånden.
"Beklager.. Jeg kan ikke lege helgen her. Jeg selv mente en gang, at ting skulle have ridser, før at de virkede. Men syntes de ikke snart, at denne nyttige vase, har fået rigeligt med ridser? At der er blevet kastet nok sten, på det glass hus, der er denne Djævle pige?" Spurgte han, inden han tog et haltende skridt til hans ene side, uden at tage øjnene fra Sortelveren.
"Jeg er ikke interesseret i, at tage Di Morga's sikkerhed fra dem, Valshar. Ej at gøre Di Morga mere usikkert. Jeg er interesseret i at give Di Morga det våben de fortjener. Men jeg har indset, igennem mange fejltagelser, at når man ødelægger noget, for man det kun tilbage i hovedet langt være end før. Det har jeg to gange været døden nær på grund af." Fortsatte Nosferatuen, og begyndte at bevæge sig frem og tilbage imens han talte.
"Og efter første gang, lærte jeg intet! Jeg var et dyr, der handlede på sine instinkter, og det bragte blot mig selv, og mine nærmeste, flere fare at frygte. Men nu.. Nu vil jeg beskytte mine egne.. Ordentligt.. Og hvis du virkelig mener, at denne Djævle Pige er det bedste vi har imod denne fare, som de bliver nød til at fortælle mig mere om en anden dag.. Så lad mig reparere den skade der er blevet gjort.. Lad mig, og min Klan, hjælpe denne pige. Lad os lappe hende sammen igen, så hun kan være klar til at beskytte sig selv, og Di Morga, den dag det bliver nødvendigt. Lad mig stoppe andre, og, med respekt, -dig- Valshar, i at ødelægge hende til et punkt, hvor hun ikke længere er noget hver for nogen, eller at hun ender med at masakrere flere af Di Morga's uskyldige, som episoden i 1969.." Vladimir var livlig, og energisk i hans pitch, og det var tydeligt at han holdt fast ved denne holdning, og virkelig var interesseret i at hjælpe nogen. Om det var ham selv, eller faktisk Di Morga og hans nære som han sagde, var så op til Zane. Men de døde øjne bar et alvorligt, og håbefuldt udtryk med sig, da han blev færdig, og gave Zane plads til at tale. Vladimir havde ikke været forsigtig med hvordan han sagde det han sagde. Han havde gjort det tydeligt at han mente, at Zane's måde at håndtere situationen på, som også plegede at være hans egen, nu var forkert. At der skulle andre midler til.

"Jeg tror ikke du forstår hvor stort et problem vi står i, Vladimir." sagde Zane, og det var tydeligt at han ikke var vant til at folk diskuterede med ham.
Nok var kreaturet foran ham gammelt - ældre end Zane selv var - men det var Zane der havde besteget den umulige trone, som ingen mandlig sortelver nogensinde havde formået. Det var Zane som kendte til truslen, og det var Zane som vidste at djævletøsen aldrig ville gå med til at dræbe den forbandede modstander.

"Belær mig ikke om mine metoder, for du ved ikke nok om situationen til det. Pigen er ude af stand til at kæmpe imod nogen. Hun er simpelthen for uskyldig... han ville flå hende midt over hvis hun forsøgte - hvilket hun ikke vil! Så da hun, og hendes evner, er mit bedste bud på at dræbe et væsen som kan måle sig med en Originator, så agter jeg at gøre hvad end der kræves for at hun stopper ham!"
Hans tone var ikke hård, men det var tydeligt at Zane selv mente at der ikke skulle diskuteres omkring dette.

"Jeg forsøger ikke at være uhøflig over for dig, klanleder... men du må forstå alvoren af situationen - og du må forstå, at pigen må ofres for at redde resten af Di Morga - for hun vil ikke selv."

Vladimir betragtede roligt Zane, og viste ingen tydelige tegn på at blive berørt af hans holdning. Han vidste selv hvordan det var at være desperat, og Zane var et fint niveau af desperat. Det punkt hvor alle andre muligheder er blindet. Det var i hvert fald Vladimir's opfattelse. Han brød sig ikke om, ikke at kende til alle kanterne af en situation. Og det var da sandt, at han ikke gjorde, som Zane forklarede. Den satans Lys Elver klan, havde sat Vladimir og hans egen klan tilbage, mere end han havde indset. Dog havde det også åbnet hans øjne, for en trussel som ingen andre kendte til endnu. Det der gjorde at Vladimir selv også var ved at være desperat. Han rullede skuldrene en anelse, og strak på nakken imens han lyttede, med hans øje knebet en anelse sammen.

Vladimir nikkede et par gange da Zane forklarede at han ikke ville være uhøflig, og det var tydeligt at han ikke var blevet berørt, så ingen skade sket. Dog var det også tydeligt, at han ikke var blevet rykket af Zane's forklaring. Han tog heller ikke længe efter han fik ordet, før han selv fortsatte.
"Jeg forstår deres frustration, og desperation, Valshar. Jeg har selv måtte se noget i øjnene for ikke så langt tid siden, som jeg ikke brød mig om at indse. At jeg ikke havde kontrollen over alting, som jeg troede at jeg havde. At alt hvad jeg holder af, er truet af noget jeg ikke har en chance imod. Noget jeg ikke kan beskytte dem imod. Noget.. Som jeg er svag overfor." Der lå en tone i Vladimir's stemme, der gjorde det tydeligt, at frygt lå i hans baghoved, og han strakte nakken for at knække den tone fra sig, og lukkede øjnene med et lavt suk.

"Men hvordan har du snakket med denne pige? Har du anset hende som hun er, en laver stillede borger af dette land? Har du givet hende muligheden, for at se hvad det er vi ønsker at hun hjælper os med at beskytte? Er du sikker på, at du har gjort situationen -helt- klar for hende? Fordi frustrationer, had og frygt, kan gå langt for at gøre os blinde overfor vores handlinger. Igen.. Taler bestemt af erfaring." Igen, var Vladimir's tone ikke forsigtig, men direkte, men respektfuld. Hans gang frem og tilbage var stoppet, og han holdt sig igen til sit sår, med det døde øje rakt imod Zane.

"Giv mig, og min klan, en chance for at gøre det klart for hende, hvad situationen er. Lad mig tilbyde dig en representant fra min klan, her ved din side, der kan melde vores udvikling. For hende til at tro at de stadig jager hende, og at min klan beskytter hende. Lad os vise hender sider af Di Morga, der er værd at gå over stregen for. Lad være med at forsøge at bruge en ting, ved at ødelægge den. Det er fint med legetøj.. Men ikke med værktøj.." Han tilføjede et tilbud om en reresentant ved Zane's hof, mest af alt for at smøre lidt godt på. Men hans tone var stadig respektfuld, men fyldt med holdning. Han mente virkeligt, at dette var den rigtige vej.

"Med min representant her, vil du også kunne forklare situationen i bedre detaljer, og hun kan melde dette til mig. På den måde vil jeg bliver bedre videne omkring denne trussel, og bedre hjælpe Djævlen til at forstå faren.."

"Det eneste, som afholder mig fra at have kontrol med tingene, er den satan som pønser på at jævne vores land med jorden. Var det ikke for ham, ville jeg have den totale kontrol - jeg har haft den før, og selvom nogle måske ikke mener at mine metoder virker, så har jeg af erfaring set noget andet!"
Denne gang var Zane's stemme en anelse hævet. Ikke så meget truende, som den var konstaterende.

Han forsøgte ikke at bevise noget, for det var unødvendigt i hans hoved.

"Dog... hvis min udsending formår at slæbe pigebarnet med tilbage, vil jeg atter en gang forsøge at sætte hende ind i situationen. Hvis jeg dømmer at klan Rasputin kan gøre en forskel, vil jeg sende bud efter jer ved hjælp af den udsending du snakkede om, som i øvrigt skal være mere end velkommen til at opholde sig her. Men hvis jeg dømmer at tøsen ikke kan overtales, så knuser jeg hende - og så bygger jeg hende op igen, som det uhyre hun er født til at være."

Der var ingen grund til at nævne det, han havde gjort imod Autumn da hun sidste gang havde opholdt sig i Abbadon, og der var heller ingen grund til at fortælle Vladimir hvordan han havde tænkt sig at knuse hende, hvis hun ikke kunne overtales.

Det ville potentielt kunne skabe splid imellem dem.

"Vladimir Rasputin, du har hermed hørt min beslutning. Jeg synes at du bør hvile dig, komme dig efter alt der er hændt... og når jeg har mødt din udsending, vil jeg lade hende detaljerne vide, omkring vores fælles fjende. Så kan hun videregive oplysningerne til dig - er vi enige?"

Som Zane's stemme blev hævet, blev den taget som det var. Det første punktum i denne samtale, der ikke skulle diskuteres. Ikke som en trussel. Vladimir blev hvor han var, og bevarede roen professionelt. En del ville have anset dette som en trussel, eller have trukket på sig. For et år siden, havde Vladimir taget det som en trussel. Men Vladimir havde accepteret hans egen intelligens, og lagt de fleste af hans dyriske instinkter bag sig. Ville ikke lade sig kontrollere af dem igen. Han vidste at trodsighed imod Zane, kun ville bringe hans familie smerte, og død.

Da Zane fortsatte, kneb Vladimir sit øje tænkende sammen, og kiggede kort imod gulvet, før tilbage imod Zane inden han blev færdig. Og med nævnelsen af Zane's endelige intention, skar Vladimir's udtryk sig utilfredst. Han rystede kort på hovedet, da Zane satte det endelige punktum i hans beslutning, igen som et tegn på hans uenighed. Han skjulte den ikke, men holdt den tilbage langt bedre end man kunne have forventet af et dyr. Da Zane blev stille, forblev Vladimir hvor han stod, og stirrede imod Zane's øjne. Hans døde øje viste ingen følelser, men hans udtryk gjorde det tydeligt at han tænkte.

"I så falde, vil Klan Rasputin's repræsentant, ikke være en repræsentant. Hun vil være fri for vores hånd, og stå på egne ben. I stedet tilbyder vi hende som en tilføjelse på Abbadon. Når du møder hende, vil du se at hun høre til her.. Ikke i en grotte. Du kan stadig sende hende til Klan Rasputin, med informationer om denne trussel. Men hun vil ikke stå til ansvar, for hvad min Klan gør." Startede Vladimir følelsesladet, og rystede kort på skuldrene, inden han stod i hans foroverbøjede stilling igen, men aldrig tog han øjet fra Zane.

"Og hvis din udsending ikke formår at bringe Autumn Kieplion tilbage, så vil jeg gå hende imøde. Jeg vil snakke med hende, og tage min egen bedømmelse af situationen. Jeg vil udsøge den de føler dig så truet af.. Og drage min egen bedømmelse. Jeg vil sikre mig at.. Alt dette. Ikke blot har noget med det rygte vi har ladet os falde for øre. At ødelægge Frk. Kieplion.. Ikke er dit første ønske. Og hvis jeg bedømmer.. At det er situationen. Vil vores Klaner stå på hver deres side af dette. De vil muligvis stadig have vores støtte imod denne trussel. Men Frk. Autumn Kieplion vil være under vores beskyttelse, hvis -jeg- bedømmer at du blot vil have hende for deres lyster.. Som jeg i øvrigt ikke dømmer dem på. Men så, så jeg dig heller udføre dem, på en som kan tage det, og som du ikke ender med at ødelægge.. Det gjorde jeg.." Vladimir snakkede lige ud, og koldt. Han havde startet med at sige, at Klan Rasputin ikke ville tage sider, og det holdt han sig fast ved. Men Autumn Kieplion, var langt mere værd end hvad Zane anså hende for, og hvis der var en mulighed for at få hende til at indse hun måtte hjælpe, ville Vladimir tage den. Alt virkede bedre, hvis det ikke var blevet ødelagt.

"Valshar, D'tarion. må vores næste møde, være som allierede, frem for fjender af dumme årsager.." Sagde Vladimir respektfuldt, imens han rejste sig igen. Vladimir havde været tydelig i hans ord, om at dette var hans punktum. Om Valsharen kunne lide det eller ej. Vladimir's øje betragtede igen Zane i et øje blik, og vendte sig om på hælene, hvis denne tillod ham det. Hans frakke svang sig med bevægelsen's hast, og han haltede hastigt over gulvet imod tronens udgang, før hans krop skilte sig ad igen, og sand og blod forlod tronsalen med en høj rusen.