Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)

Gabriel nikkede, men fortalte ikke mere om hvad han havde i tankerne, for udover at hive Julien med udenfor, nok ind i hjertet af Terre, anede han ikke rigtigt hvad de skulle lave, men han regnede med godt at kunne finde på noget alligevel. Om ikke andet kunne han vel spørge Julien om hvad han havde lyst til for en gangs skyld.

"Yeah, he seems like he's fine. He's been in a better mood lately, probably because he can go back to do whatever stupid stuff he's doing. What a loser," han fnøs kort, og så ned på Marshmallow. "He said he misses Marshmallow though. Can't blame him though, 'cause you are a cutie patootie, aren't you?" Marshmallow miawede, nærmest som at give ham ret, mens hun ellers bare nød opmærksomheden.
"But yeah, he's fine, although I bet his life is a lot more boring without me to push him around..." Gabriel holdt en lille pause, mens han overvejede om han kunne tillade sig at spørge om hvornår han kunne få lov til at bo hjemme hos sig selv igen. Ikke at han ikke kunne lide at være sammen med Julien men det var trættende at være sammen med ham i næsten alle sine vågne timer. Ikke fordi dæmonen gjorde noget han ikke kunne lide, men Gabriel var, og ville altid være et introvert væsen. At skulle være social, eller sammen med andre var hårdt, og han fik aldrig helt lov til at genoplade på samme måde som når han var hjemme hos sig selv.

"I was actually wondering if... or, I mean, when I... Uh..." Gabriel rynkede lidt på panden mens han overvejede sine ord. Det føltes utaknemmeligt at spørge på den måde, så måske det var en dårlig ide. "... Nevermind. I forgot what I wanted to say," han viftede lidt med sin frie hånd for at vise at det var ligemeget, inden han hurtigt skiftede emne. "Do you wanna watch a movie, or are you headed to bed?"

Julien fortsatte med at ae Marsmallow, mens han så på Gabriel, der fortalte om Constantine. Sidst han havde set Constantine, havde den unge vampyr virket en del mindre anspændt, så han havde sikkert haft godt af at komme hjem til sig selv og lave, ja, hvad end en mand som Constantine fik tiden til at gå med. Julien var næsten helt misundelig, han trængte også snart til noget tid alene.
"I'm sure it is." Gabriels lidt sjove humor var i det mindste kommet ret hurtigt tilbage og som altid morede Julien sig lidt over hans måde at være på. Det at han altid opførte sig som om, at han var verdens navle, på en ikke provokerende, naturlig måde.

Han fik en fornemmelse af, at der var noget, han ville spørge om, så han betragtede igen Gabriel med sit udtryksløse blik og svage smil i den ene mundvig. Selvom han var glad for at have ham her, var han begyndt at falde meget ind i sit udtryksløse ydre, som han ellers var begyndt at smide, når det bare var ham og den yngre vampyr. Men der var mange tanker og følelser, som Gabriel ikke behøvede at få indblik i og dem skjulte han helt naturligt med det følelsesløse, men venlige udtryk, han bar for omverden.

Da Gabriel alligevel ikke ville ud med, hvad der gik ham på, valgte Julien igen ikke at spørge ind til det. Hvis han ville noget, skulle det nok komme frem på et eller andet tidspunkt.
Hans spørgsmål fik Julien til at kaste et blik på uret. Klokken var egentligt ved at være mange.
"I'm probably going to bed soon. I'm a bit tired." 'A bit' var måske at pynte lidt på det, faktisk var han noget træt, også selvom det ikke havde været en lang dag. Om det var fordi Gabriel var der, eller om det var fordi han ikke var vant til at lave så lidt, som han havde gjort det sidste stykke tid, så havde han været mere træt. På en underlig måde, for nogle nætter var han begyndt at have svært ved at falde i søvn. Dét var han ikke vant til.

Gabriel nikkede da Julien sagde at han var en smule træt, og trak så på skuldrene. "Thought so. Well, sleep tight, sweet dreams and all that jazz then." sagde han så inden han tog Marshmallow, op og rejste sig fra sofaen. "I'm probably gonna play some games or something then, maybe watch videos of stupid humans on youtube. It's kind of funny when they think their parkour-skills are anything other than cute at best." Et smil bredte sig på hans læber, og det var tydeligt, hvad han mente. I forhold til en vampyr, var det ikke særligt imponerende, for Gabriel foretog sig mere imponerende ting når han var ude og jage, selv på en dag hvor han var doven.
Han skulle til at gå, men før han gjorde det, så han et øjeblik på Julien med et ulæseligt blik, og initierede for første gang i de sidste mange uger nærkontakt, som ikke var voldeligt. Det bliv bare til et lille kram med den ene arm, da han jo havde Marshmallow i den anden, men det var mere end han havde gidet siden han kunne gå selv.

Med Marshmallow i armene tøffede han ovenpå og op på sit værelse, for at gøre hvad han havde sagt til Julien. Han holdt det dog stille, ved at have høretelefoner i ørene, velvidende om at Julien ikke sov så godt for tiden, hvilket også var grunden til at han ikke satte sig for at se fjernsyn i stuen. Nok var der mange ting som han ikke fik at vide af dæmonen, men han var altså mere alert end han fik credit for. Det var ikke rent held at han havde overlevet at være lejemorder i 2 år!

Julien fulgte Gabriel med blikket, da denne rejste sig med katten i den ene arm. Gabriel havde for det meste altid været en rimeligt stilfærdig gæst, og det var ikke så meget hans tilstedeværelse, der forstyrrede Julien i at sove. Han vidste ikke helt, hvad det var, der holdt ham vågen. Det var ikke en gang, fordi han havde så meget at spekulere på. Han havde kun kort nævnt for Gabriel, at han havde haft svært ved at sove et par aftner, men ikke fortalt ham, hvordan det egentligt stod til. Ingen grund til at fortælle om den slags eller bekymre drengen med det.
"Good night."

Julien var lige ved at tro, at Gabriel ville ham noget ondt, men det var bare et halvt kram. Kort rørte Julien ved Gabriels ryg for at gengælde krammet, inden det blev afbrudt igen, overrasket over den pludselige affektion. De havde aldrig rigtigt rørt ved hinanden, ud over at Julien havde en vane med at rode rundt i Gabriels hår, som var han et kæledyr, men andre berøringer som kram og den slags havde der ikke været meget af. Faktisk syntes Julien næsten, at der havde været endnu mindre siden Gabriel begyndte at få sin førlighed igen.
Med et lidt mere mildt blik i øjnene så han efter den unge vampyr, da denne forsvandt op på sit værelse.

Efter det gjorde han klar til at gå i seng. Efter at have lagt sig, lå han og stirrede lidt ud i mørket, men det tog heldigvis ikke så lang tid, før han alligevel gled ind i søvnen.

Gabriel brugte det første stykke tid af natten på at se videoer på youtube og ae Marshmallow over ryggen, men som tiden gik begyndte han at kede sig. Og lige for tiden var kuren på det altså at sove for ham. Der var ikke meget handet at tage sig til ellers, for han måtte ikke jage eller tage nogle jobs for tiden, og det var begrænset hvor mange bøger han gad at læse. Så det var hvad han gjorde. Sov. Men for en gangs skyld var det ikke en drømmeløs søvn. Nej, han så ting. Huskede ting. Forfærdelige ting. Billeder af at sidde i et isoleret rum med blændende hvidt lys. Helt oppe i hjørnet af rummet. Længst væk fra døren. Han var bange. Han var såret. Han forstod ikke hvad der skete. Han huskede sin frygt fra solen, fordi at mændende i det pæne tøj slæbte ham udenfor når den var fremme. Det brændte og han skreg så højt han kunne. Der kom aldrig nogen. Han så billeder af at være spændt fast. De flåede hans indvolde ud. De rev hans lemmer af, led for led. Han havde været holdt under iskoldt vand i en uge en gang. Nogle gange var han alene i flere måneder. Uden blod, uden nogle personer omkring sig.

Som minderne vældede ind over Gabriel, fór han op fra sengen, og de tårer som i hans søvn havde samlet sig i hans øjenkroge, faldt frit over hans kinder. Julien. Han blev nødt til at få fat i Julien. Han smed benene ud over kanten af sengen og halvløb over til dæmonens dør, som han ellers skulle til at flå op... Men han stoppede. Med hånden på håndtaget huskede han flere ting. Mørke. Ild. En brændende fornemmelse i sit bryst. Der var indelukket, og alting lugtede brændt. Der havde han også været bange. Han huskede Juliens ulæselige ansigtsudtryk, som ind i mellem ville blive brudt for en smilende facade. En knude samlede sig i Gabriels bryst, da han huskede at det var det samme ulæselige ansigtsudtryk, som han havde båret på det sidste. Var det derfor han ikke havde fortalt ham noget? Af frygt for at Gabriel ville huske hvad han havde gjort? At han ville kunne se igennem den venlige facade som han havde stilt op? Og at hans lille 'kæledyr' ville gå imod ham?

Gabriel kunne ikke få luft. På den ene side kunne han løbe ind og dræbe dæmonen mens han sov. Så kunne han slippe ud af alt denne manipulation. Uden Julien, var der ikke noget at være bange for. Men frygten for at blive brændt hang ved. Han ville ikke i kælderen igen. Han havde prøvet at angribe før. Han blev nødt til at komme væk.
Så med det, løb Gabriel nedenunder, ud af døren og afsted. Stemmerne råbte og skreg, men han kunne ikke forstå noget af det de sagde. Så han løb. Han vidste ikke hvorhen, men han skulle væk. Han løb så langt som hans ben ville bære ham, da han endelig faldt sammen af angst. Han sad i en gyde, krøbet op i oprejst fosterstilling, og græde. Det var en stille gråd, som man kun kunne ane fordi at det gav et ryg i hele hans krop når han gispede efter vejret. I den alt for store grå tank top, de mørkegrå joggingbukser og bare tæer måtte han se fuldstændigt ynkelig ud.

På et eller andet tidspunkt dukkede der en gruppe på fire mænd op. De prøvede vist at true ham, men i sin sindstilstand kunne han slet ikke forstå ordene de sagde. Først da en af dem trak en kniv gik det op for ham, at han egentlig var i problemer. Han så op på dem, og sprang så på dem en efter en. Ham med kniven, fik bidt sin hals åben, så hans hovedpulsåre blev flået op, og han døde kort efter. De to, som stod aller yderst var langt mindre heldige. Han flåede deres lemmer af deres kroppe med ren råstyrke, og de døde af blodmangel. Den sidste, som var den der havde truet ham, og virkede til at være lederen stod alene, overfor ham. De havde alle sammen været mennesker, og ingen trussel for Gabriel. Han tog kniven fra det ene ligs hånd, og greb den sidste mand ved halsen, inden han holdt ham oppe imod muren. Ingen af dem sagde noget. Manden var færdig i gråd, og tiggede nok for sit liv. Gabriel lyttede ikke. Nej. Han så blot op på manden med sine næsten umuligt blå øjne. Han så på sine hænder, som farvede mandens hud med rødt blod, fra hans kammerater, og et smil nåede hans læber.
”I didn't get a word you just said,” hviskede han, mens smilet bredte sig henover hans læber, og han stak kniven i maven på manden, som skreg af smerte. Han rev kniven opad, så der var et åbent hul ind til mandens indvolde. Kniven blev smidt på jorden, og med sin nu frie hånd, rev han mandens indvolde ud. Det varede ikke længe før manden var ligbleg og død. Men Gabriel stoppede ikke før alle hans indvolde var udenfor hans krop, smidt rundt i gyden, og henover de andre lig.

Og da de alle var døde, faldt Gabriel sammen igen, i samme stilling som før. Han sad helt oppe i hjørnet af gyden, med sine nu blodige hænder i sit hår, hvor han holdt fast. Egentlig burde han søge ly. Både inden der kom nogen forbi, men også inden solen stod op. Det ville måske vare en halv time før solens dræbende stråler ville titte frem fra horisonten. Men han kunne ikke. Han ville ikke. Som flere glimt af tortur af diverse arter gik igennem hans hoved, kunne han ikke finde viljen til at rejse sig op. Noget af det var af folk han ikke kendte. Resten var Julien. Og det var nok det med Julien som slog ham hårdest. Han følte sig forrådt på en måde som han aldrig havde før, ikke en gang mens alt det mellem ham og Julien stadig foregik.

Et bittert smil fandt hans læber, og han grinte lavmeldt for sig selv. Det både lød og så på afstand ud som om at han græd, men virkeligheden var nok, at sindssygen havde fået ham med sig igen. Følelserne var gemt væk bag hans forkrøblede forstand, og han mindedes svagt et lignende situation, efter han havde slagtet de personer som havde holdt ham fanget i 15 år. Men der var meget mere blod. Og hvis flere kom forbi, kunne han sagtens rekreere den scene han havde opsat dengang, inden solen stod op og ultimativt ville brænde ham, hvis han ikke fandt et sted at gemme sig først.

Julien sov ikke fantastisk, men det kunne være værre. Tiden gik og han ville nok have sovet hele natten igennem, hvis ikke det var fordi, at han blev vækket af alarmen, der højt og larmende gik af.
Hurtigt kom han på benene og uden at være påvirket af, at han egentligt kun var iklædt boxershorts, løb han ned af trappen, klar til at brænde indbrudstyve til aske. Det første han fik øje på, var en pivåben hoveddør. Efter at have kastet et blik ind i stuerne og køkkenet, fik han hurtigt slukket for alarmen. Det så ikke ud til, at der var nogen. Han stoppede midt i en bevægelse og spærrede øjnene op.
"Gabriel." Hurtigt løb han op af trapperne igen, ned af gangen og ind på Gabriels værelse, der lå for enden. Tomt. Der var ingen tvivl i Juliens sind om, at det var Gabriel, der var gået ud af hoveddøren uden at slukke for alarmen. Hvorfor? Han vidste godt, at alarmen var sat til og han kendte også koden. Lige som Julien stod og var forvirret, hørte han en dæmpet brummen. Det var hans mobil, der ringede. Hurtigt gik han ind i soveværelset, hvor han havde lagt den. Det var bare vagtselskabet, der ville vie om han havde brug for assistance. Efter at have undskyld for ulejligheden, lagde han på og så på telefonen. Hvis Gabriel havde forladt huset så hastigt, var der noget galt. Hurtigt tog Julien noget tøj på, hastede ned af trappen, stak fødderne i et par sko og gik ud i den kølige natteluft. Selvom han ikke kunne forestille sig, at Gabriel havde gemt sig i den store have, tog Julien alligevel en hurtig runde om huset, mens han kaldte på ham, som ledte han efter en bortløben hund. Men nej, ingen Gabriel.
Hvor var han henne? Hvad skulle han gøre? Til sidst tog han telefonen frem og fandt et nummer i telefonbogen, som han ringede til.

Constantine
Constantine havde haft nogle fridage hjemme fra Julien og Gabriel og det var skønt at have sin frihed tilbage. Selvom Gabriel stadig ikke kunne huske noget, var han sådan set blevet rask og Constantine var ikke længere bekymret. Jo, det var da noget skidt med hukommelsen, mest fordi at han hvis den kom tilbage, så var det noget lort for dem alle sammen. Men det måtte de vel tage som det kom.

Denne nat kedede Constantine sig, så han var taget i byen for at se, om han kunne samle en hunkøn op. Og det gik godt, lige nu stod han i tæt kontakt med en smækker navajo, hvis dyreskikkelse åbenbart var en margaykat. Constantine var ikke i tvivl om, at den var hjemme, for hans hånd lå på hendes hofte og hun lo af en joke, han lige havde fyret af. Han var ved at fortælle en joke mere, da hans telefon vibrerede. Satans forbandede lorteting. For et kort øjeblik smuttede joken for ham og han rynkede irriteret panden, mens han overvejede, om han skulle tage den. Siden han kun havde tre numre på telefonen, da det ikke ligefrem var damernes numre han rendte rundt og gemte på, måtte det være noget vigtigt. Gabriel, Julien eller Zane. Med et suk hev han den op, sendte et undskyldende blik til pigebarnet, der trak på skuldrene og nippede til sin drink, og så på skærmen. Julien. Rynken i hans pande blev dybere og han trykkede på den grønne knap.

"Det er Constantine."
"Gabriel er blevet væk. Han løb ud af huset. Alarmen gik i gang. Jeg ved ikke, hvor han er henne."" Bekymringen i Juliens stemme var tydelig, selvom musikken på baren, hvor Constantine var, var høj.
"Jeg kommer med det samme." Der var ingen tøven i Constantines stemme, selvom han skar ansigt som han sagde det. Lille lort. Lige som der havde været gode ting i syne for Constantine. Han så på kvinden, der så skuffet ud.
"Undskyld, cherie, jeg bliver nødt til at løbe." Fyld med ærgrelse over at smide en sikker fantastisk nat væk, sendte han hende et fingerkys og maste sig så hurtigt ud af natklubben. Udenfor satte han i løb og det tog ham ikke lang tid at løbe hjem til Julien.

Constantine fandt Julien stående foran lågen ind til hans ejendom. Ilddæmonen så træt og bekymret ud og dét fik Constantine til at bekymre sig. Han stoppede op foran ham uden at vise tegn på at være forpustet.
"Hvad er der sket?"

Julien
Det føltes som en evighed, før Constantine dukkede op, hurtig som kun en vampyr kunne være det. I telefonen havde det lydt til, at han havde været i byen, og for et øjeblik havde Julien frygtet, at han ikke ville komme. Men den frygt blev gjort til skamme.
"Jeg ved det ikke. Jeg blev vækket af alarmen og Gabriel er væk." Hans blik gled igen ned over gaden, som ville den unge vampyr dukke op af sig selv.
Constantine kørte en hånd over sit hår og så også ned af gaden.
"Tror du, at han bare har fået nok og ville have noget luft eller..." Det sidste lod han hænge i luften og Juliens blik stoppede på ham.
"Jeg ved det ikke. Jeg frygter det værste. Jeg vil meget gerne finde ham." Meget gerne finde ham. Det var ikke fordi Julien ligefrem forestillede sig, at han ville slå sig selv ihjel. Men man kunne aldrig vide med Gabriel og hans ustabile psyke. Constantine trak på skuldrene og trak vejret dybt ind igennem næsen.
"Jeg burde kunne følge hans spor. Denne vej."

Det gik op for Julien, at han havde en regulær sporhund ved hånden. Nogle gange kunne han ikke andet end at være imponeret over vampyrers evner. Han fulgte efter Constantine, der fortsatte ned af gaden i hurtig gang.

Constantine
Det var ikke det bedste spor, Gabriel havde løbet hurtigt, og det efterlod færre duftspor end hvis han var gået stille og roligt. Men det kunne lade sig gøre. Han tabte sporet en gang i mellem, men ved at gå lidt i cirkler fandt han det altid igen. Et par gange gik det over hegn og endda over et lavt halvtag. Julien fulgte med uden et ord, men også uden problemer og Constantine var en smule imponeret. Den fintpudsede mand man normalt så, havde intet i mod fysisk udfoldelse eller at blive beskidt. Nogle gange kunne man godt glemme, at han var så gammel, som han var, og havde været igennem så mange ting, som Constantine havde fået en fornemmelse af, at han havde, når han fortalte små historier fra sin tid på jorden.

Pludseligt dukkede der en anden meget velkendt lugt op i natteluften. Han stoppede op og løftede øjenbrynene. Julien så spørgende på ham.
"Jeg kan lugte blod. Og meget af det. Blod og indvolde." Lugten af et menneskes indre var bekendt nok for Constantine, den varierede ikke meget fra en vampyrs, og han havde trods alt brugt lidt for meget tid på at lugte til sine egne. Menneskers stank bare meget, meget værre.
I et hastigt tempo ledte han Julien ned af en gade og hen til en gyde. I det han drejede om hjørnet blev lugten af blodet og indvoldene virkeligt intens, og hans nattesyn afslørede straks døde mennesker spredt i gyden. Bogstavligt talt spredt, en eller anden havde tømt en person for alt, der var i en menneskekrop og kastet det ud over det hele. Ud over de døde mennesker, fik Constantine øje på Gabriel, helt inde i det bagerste hjørne af gyden.
"Han er her," sagde han dæmpet og pegede ned i mod ham. Der var mørkt i gyden og Constantine vidste ikke, om Julien kunne se helt ned i bunden.

Julien
Julien fulgte tavst med Constantine igennem gader og stræder, som vampyren fulgte et usynligt spor. Det to lang tid og Julien kunne mærke utålmodigheden prikke, men der var ikke så meget andet at gøre end at stole på, at Constantine vidste, hvad han lavede. Et par gange måtte Julien ud at klatre, men han var ligeglad. Så længe de fandt Gabriel.

På et tidspunkt stoppede Constantine op og sagde, at han kunne lugte blod og indvolde. Knuden i Juliens mave blev større. Han fulgte efter Constantine hen til indgangen til en gyde og nu væltede stanken af død frem mod ham. Julien var ikke sart, men han kunne alligevel mærke sin mave give et hop. Der var ikke lys i gyden og han kunne ikke se mere end et par meter ind, som lyset fra gadelampen faldt ind. Men det han kunne se, var også mere end rigeligt.
Så da Constantine pegede ned i bunden af gyden og sagde, at Gabriel var der, kunne Julien ikke se ham. Han havde selvfølgelig ikke taget en lygte med... han kunne selvfølgelig tænde en flamme, men af en eller anden grund følte han, at det ikke var en god idé. Han ville ikke skræmme Gabriel mere, hvis han allerede var bange.

Det gik op for ham, at han stadig havde sin mobil i lommen, så han fandt den frem og tændte for lommelygten i den. Den lyste ikke så langt, men nok til at han kunne bevæge sig ind i gyden og se sine omgivelser. Der var blod over alt og Julien opgav at undgå at træde i noget af det, men undgik dog stadig diverse kroppe og kropsdele.
Constantine fulgte efter ham, tydeligvis ikke påvirket af det blodige rod.
Endeligt faldt lysets skær på Gabriel.
"Gabriel?" Julien stoppede op nogle meter væk og sagde med en dæmpet stemme hans navn.

Gabriel hørte ikke hverken Julien eller Constantine da de nærmede sig. Faktisk var han fuldstændigt urørt af sine omgivelser. Først da hans navn blev nævnt, løftede han sit hoved, som havde været gemt bag sine knæ, stadig med det foruroligende smil om læberne og en svag latter lydende fra ham. Han rynkede lidt på panden over det skarpe lys, men hans øjne justerede sig hurtigt til det. Og da han så hvem der var kommet, skiftede hans ansigtsudtryk fra fornøjet, til afskyende, til truende. Havde det bare været Constantine, kunne det godt være at det ville gå lettere, men synet af Julien gjorde ham vred. Herfra kunne han ikke gøre meget, for han havde kun en kniv, som ikke var beregnet til at blive kastet med. Men han var vampyr, så mon ikke han kunne finde på noget.

Så det truende blik forsvandt igen, til fordel for det fornøjede smil, og han kom raskt på benene, som var intet hændt. Der var ingen tvivl om at det var ham, som var gået amok. Normalt var Gabriel ret god til at dræbe uden selv at blive beskidt, men det var tydeligvis ikke tilfældet her. Der dryppede blod fra hans mund, og nedover hans hals, hans tanktop havde pletter af blod rundt omkring, det samme galt hans bukser, og hans venstre hånd og arm næsten op til albuen, var sølet ind i blod, mens den højre mest havde blod på håndfladerne. Hans hår var også pletvist vådt af blod, men det var tydeligt, at det ikke var hans eget. Julien havde aldrig set ham sådan, men for Constantine burde det være et genkendeligt syn. Ikke at han kunne huske det, men han havde trods alt gjort lignende ting ved ham.

"Costa! Great to see you here. You smell like women's parfume. Found a new lady in the night?" spurgte han, nærmest drillende, på en måde som han aldrig ville normalt. Han virkede næsten foruroligende glad. "And Julien. You look like you've lost something. Did Marshmallow run away? Or was it your pet vampire?" Han snerrede de sidste ord, og i et splitsekund kunne man se det vrede og forrådte blik, men det forsvandt hurtigt igen, til et falsk smil. "Oh yeah. I remember everything you did to me. You beat me, burned me, and if I remember correctly, you made me drink bleach too. Good times, weren't it?" Hans øjne glimtede rødt et øjeblik, inden han med uhyggelig fart løb direkte imod Julien, og trak kniven fra sin lomme. Der var ingen tvivl om hvad han ville, hvis han fik lov, og hvis han fik sin vilje, ville dæmonen ikke leve til at se solen stå op igen.

Synet af Gabriel var foruroligende. Han var smurt ind i blod og hans øjne lyste af vanvid, selv i det svage lys fra telefonen. De forandringer, der gik over hans ansigt gav Julien kuldegysninger. Der var ingen tvivl om, at Gabriels sind endeligt var brugt sammen. Han virkede ikke bare psykisk syg, han virkede sindssyg. Tanken fik en tristhed til at lægge sig over Julien, for det betød et farvel til deres forhold.
Det truende udtryk i Gabriels ansigt forsvandt for et smil, der var mere falsk end Juliens og det var faktisk endnu mere uhyggeligt end det korte udtryk af afsky, som han havde set på Julien med. Normalt ville Julien nok have været fornuftig nok til at lave en rolig retræte, når en vampyr så på ham med sådan et blik, men han kunne alligevel ikke tro, at Gabriel ville gøre ham noget.

Da Gabriel åbnede munden, kastede Julien og Constantine et hurtigt blik på hinanden. Det lød ikke som Gabriel, der var i gyden med dem. Det lød mere som en dukke fra en gyserfilm.
Da Gabriel snakkede videre, begyndte det at gå op for Julien, at han måske var i problemer. At han måske var i seriøse problemer. Den korte snerren fra Gabriel fik Julien til at tage et enkelt skridt bagud. Men stadig kunne han ikke helt tro, at Gabriel ville være ham ondt. Deres tid sammen og de følelser de delte sammen fyldte for meget i Juliens sind til, at selvom alle advarselslamper blinkede, at han virkeligt forstod den fare, han var i.
Han kunne huske det hele. Gabriel sagde, at han kunne huske det hele. Det havde jo skulle komme, hvis Gabriels skulle blive sig selv igen, men det virkede til, at det kun var torturen, han kunne huske. Tankerne fór igennem Juliens hoved, men han nåede ikke at åbne munden for at svare ham, for i samme øjeblik angreb Gabriel. Han var så hurtig, at Julien ikke rigtigt nåede at opfange, hvad der skete.

Constantine
Constantine var fulgt efter Julien ind i gyden, der lignede noget fra en splatterfilm. Hvis ikke det var fordi, at han var bekymret for Gabriel, ville Constantine nok havde været imponeret. Men synet af Gabriel, der sad sammenkrøbet nede i enden af gyden, gjorde ham nervøs. Både fordi at rollingen var smurt ind i blod og det opfriskede Constantines minder omkring de to uger lænket til en stol, men også fordi at selv om han så ynkelig ud, var der en udstråling fra ham, som Constantine ikke kunne lide. Det så ikke ud til, at Julien lagde mærke til det, men Gabriel, selv uden at sige eller gøre noget, gav Constantine gåsehud.

Det blev ikke bedre, da Gabriel løftede hovedet med en latter og derefter skiftede fra glad, til afsky til truende. Og derefter tilbage til noget, der skulle forestille glad. Constantine valgte at lade være med at svare Gabriel, for fornemmelsen af, at et eller andet var ved at gå helt galt, ville ikke slippe ham. I stedet trådte han lidt længere frem, så han stod ved siden af Julien. Gabriel fortsatte med at snakke med den der stemme, der gav Constantine lyst til at skære tænder, og pludseligt var der ingen tvivl om, at Gabriel var blevet vanvittig. Og hvorfor. Han sagde, at han kunne huske Juliens tortur, og selvom Constantine burde føle med ham og lade ham gøre, hvad han ville for hævn, tøvede han ikke et splitsekund, da rollingen sprang frem mod Julien.

Det hele gik sindssygt stærkt, men Constantine var stadig en smule ældre end Gabriel, og han stod tættere på Julien, så han bevægede sig ind foran Julien for at stoppe Gabriels angreb.
Han løftede hurtigt hænderne for at gribe Gabriels arm. Hvis det lykkedes ham at få fat i den, ville han hård vride den ned og rundt i et forsøg på at tvinge Gabriels arm rundt mod hans ryg og derved snurre ham rundt, så han kunne hive hans arm op mod hans nakke, mens Gabriel havde ryggen til ham. Og derved forhåbentligt få ham til at slippe kniven.
Hvis han ikke greb hans arm, ja, så ville han nok ende med at tage det knivstik, som Julien skulle have haft.

Gabriel var så tæt på at Julien var inden for rækkevidde, da Constantine sprang i vejen, og greb hans arm, og inden han kunne nå at reagere var hans arm vredet om på hans ryg, så hans greb på kniven blev svækket nok til at den faldt til jorden. Men det skulle ikke stoppe ham i at få hævn. Hurtigt vred han sig væk fra Constantine, så et højt knæk kunne høres, da Gabriels skulder blev revet af led, og han håbede blot på at Constantine blive forskrækket nok til at give slip. Når han var sådan her, var Gabriel ikke bange for at gøre skade på sig selv for at få hvad han ville have. Hvis de to vidste hvor mange gange han var blevet skadet, men valgte at fortsætte i ren stædighed, ville de nok blive imponeret. Han havde slået en mand ihjel, efter at have fået begge sine arme revet af, okay? Ikke at det var sjovt bagefter at skulle ringe efter en kollega ved at bruge sin næse, så han kunne hjælpe ham med at tape hans arme nogenlunde på plads indtil de helede, men hey, nu var menneskene jo så smarte, at de havde opfundet touch skærme, så det var faktisk gået okay.

Men hvis det lykkedes ham at få forskrækket Constantine nok til at slippe grebet på hans arm, ville han rive sig fri, og prøve endnu en gang at gå i kødet på Julien, denne gang lige på. Det var ubegribeligt farligt og dumdristigt, taget i betragtning af at hans dominante arm var ude af spillet, men han ville gøre det alligevel, i ren vrede.
Og hvis ikke det lykkedes? Jamen så havde han skadet sig selv unødigt, og ville prøve at sparke sin hæl ind i Constantines skindeben i stedet. Hvis Julien ikke kom til skade, så skulle den person, som stod i vejen, uanset hvor ynkeligt metoden måtte blive.

Julien nåede ikke rigtigt at registrere, hvad der skete, før Constantine var trådt ind foran ham og havde stoppet Gabriel. Ikke fordi at Juliens hjerne arbejdede langsommere end den plejede, men fordi de unge vampyrer bevægede sig så hurtigt, at han simpelthen ikke kunne følge med. Den kniv Gabriel havde haft i hånden faldt til jorden og det gik op for Julien, at Gabriel faktisk ville have stukket ham ned, hvis Constantine ikke havde stoppet ham. Det ville ikke have gjort det store, som Gabriel før havde fundet ud af, bed knive ikke så slemt på Julien. Dog kunne han alligevel komme slemt til skade, da den fart Gabriel havde bevæget sig med, godt kunne have været et problem.

De følelser Gabriels angreb skabte i Julien, væltede rundt i splitsekunder. Vrede og sorg var de mest dominerende. Ingen angst. Julien var sjældent bange, og selvom han måske havde frygtet døden mere end normalt i det sidste stykke tid, var han ikke bange nu. Nej, han var vred, skuffet og fyldt med en trist følelse over, at det åbenbart var forbi mellem ham og Gabriel. Hvilket en lille stemme i hans baghoved sagde, nok var godt nok, for han var blevet blød efter at have fået vampyren ind i sit liv.

På millisekunder overvejede han, hvad han kunne gøre lige nu. Han kunne på ingen måde slås med Gabriel. Selvom Gabriel var en meget ung vampyr, var hans fysiske styrke stadig større end Juliens og Julien ville tabe, uden tvivl. Hvis han skulle forsvare sig selv, ville det skulle være med sine evner. Men han skulle være forsigtig, nu hvor Constantine stod så tæt på Gabriel. Den lidt ældre vampyr havde lige reddet Julien og han skulle ikke komme i klemme, hvis Julien blev tvunget til at bruge sine evner.
Ind til videre var der ikke så meget andet at gøre, end at træde endnu et skridt bagud, og lade Constantine håndtere Gabriel.


Constantine
Det lykkedes Constantine at få fat i Gabriels arm, endda også at få ham til at slippe kniven, men det stoppede ikke Gabriel. Uden tøven flåede rollingen sig fri, hvilket fik Constantine til at rykke hans skulder af led. Det havde Constantine ikke regnet med og han slap forskrækket hans arm. Hvis det havde været enhver anden, havde han sikkert været ligeglad, men det var jo ikke meningen, at han ville gøre skade på Gabriel. Ikke medmindre det var højest nødvendigt.

Da han slap Gabriel, var denne straks på vej tilbage mod Julien og da han ville bevæge sig forbi ham, rakte Constantine en arm ud og greb Gabriel rundt om livet og trak ham ind til sig, så han kunne lægge den anden arm ned over hans gode og som den anden om hans liv. Gabriel var så lav i forhold til Constantine, at det letteste simpelthen var at løfte ham op fra jorden af, så det var, hvad han gjorde.

Det hele gik så stærkt og Constantine var temmeligt forvirret, men også meget bestemt. Han var ikke helt sikker på, hvorfor Gabriel angreb Julien, for selvom han kunne huske den tortur, som Julien havde udsat ham for, som Constantine i øvrigt ikke vidste meget om, da hverken Gabriel eller Julien havde snakket om det, plejede det jo ikke at være et problem. Gabriel havde i starten af deres bekendtskab udtrykt had overfor Julien, men det var altid blevet erstattet med de mere positive følelser han havde for dæmonen. Hvorfor var det ikke det samme nu?
Men selvom Constantine i og for sig var mere end med på at lade Gabriel få sin hævn, kunne han ikke lade ham angribe Julien sådan her. Gabriel opførte sig som en rabiat hund fyldt med had, og selvom Constantine helt og aldeles kunne forstå det, vidste han også, at rollingen holdt voldsomt meget af dæmonen, så han kunne ikke lade ham slå ham ihjel uden der var mere kontrol over situationen. Hvis hadet kun var forbipasserende, så ville Gabriel hade sig selv gudsjammerligt senere, og af en eller anden grund, kunne Constantine ikke lade det ske.

Så nu stod han der med Gabriel i favnen, hævet lidt over jorden, i et forsøg på at forhindre ham i at slå sin sugar daddy ihjel!

Det lykkedes, Gabriel fik vristet sig fri, og skulle til at styrte imod Julien igen, da han blev grebet bagfra, og løftet op, så hans fødder ikke nåede jorden. Han vendte hovedet til siden, så han kunne se hvem der holdt ham tilbage, og knurrede kort, inden han jog sin hæl ind i Constantines knæ for at få ham til at give slip. Men manden bøjede sig ikke, uanset hvor meget han sparkede, eller strittede imod. Han vred sig i den ældre vampyrs arme, og kom med en nærmest dyrisk knurren, inden han rettede sit blik imod dæmonen igen.
Han kunne mærke tårerne trænge sig på i hans frustration, så han kneb dem sammen, og vred sig voldsommere i Constantines arme, og prøvede at sparke hårdere. "Let. Me. Go.” Han sparkede Constantine efter hvert ord, og man kunne tydeligt høre på ham, at han brugte alle sine kræfter på at komme fri.

"You better be real fucking grateful that I'm held back, because if I weren't, both you and I know, that I would tear that petty little head of yours right off your throat, use it to feed a pack of werewolves and stuff your corpse with insects, you manipulative piece of shit." Han spyttede i retning af dæmonen tydeligvis uden nogle hæmninger, trods hvor blandede følelser der lå bag. For han var ikke kun vred. Han var skuffet, skræmt, forvirret og nok også lidt trist over at vide, hvor lidt han havde betydet for dæmonen. Minderne væltede rundt i ham, og det var svært at forstå hvorfor Julien overhovedet havde gidet at tage sig af ham, da hans hjerte var blevet skudt ud. Men han kunne heller ikke huske alting endnu. Det var brudstykker af deres forhold, som kom frem, og eftersom det næsten kun var de negative, var der ikke noget at sige til, at han reagerede så voldsomt som han gjorde.

Smerten skød op fra Constantines ben, som Gabriel begyndte at sparke på dem og han skar utilfredst ansigt. Ikke at han var sart, men Gabriel var trods alt en vampyr og der var en god styrke bag hans spark. Et almindeligt menneske ville have brækket noget, men på grund af, at Constantine selv var vampyr, kunne han holde til det. Knap og nap. Hans greb om Gabriel blev hårdere, som rollingen begyndte at vride sig for at komme fri. Shit, han var svær at holde ved! Selvom Constantine var ældre end Gabriel, var han så ikke SÅ meget ældre, så han måtte kæmpe lidt med at holde fast i ham.
"Stop kicking, you little shit." Constantine hvæste vredt af ham. Hvad fuck havde rollingen gang i?

Han ville ikke slippe ham. Selvom Constantine aldrig havde haft meget til overs for dæmonen, var det her ikke ligefrem ideelt og han kunne ikke bare slippe Gabriel og lade ham myrde en, mens han var sådan her. Den var helt gal med ham. Han opførte sig som en vildt dyr.
Constantine havde ingen anelse om, hvad han egentligt skulle gøre, hvis Gabriel ikke faldt ned af sig selv. Slå ham ud? Det var vel næsten eneste mulighed. Constantine så på Julien og forventede at dæmonen tog den beslutning. Hvis han kunne.

Julien
Ordene der kom ud af Gabriels mund borede sig ind i Julien som nåle. Der var så meget vrede og had i hans stemme og ansigt, og for et øjeblik frøs Julien. Udadtil blev han totalt udtryksløs og man ville ikke kunne gætte, hvad der rørte sig i ham.
I hans indre væltede det rundt med diverse følelser, i hvert fald for et øjeblik. Vrede, sorg, skuffelse, uforståenhed. Men det var kun, indtil en indre mur dukkede op og lukkede det hele inde. Og efterlod tomhed. Om det var sundt kunne man sikkert diskutere, men lige nu var det praktisk.
Julien sundede sig et par sekunder og rystede så på hovedet.

"I gather some of your memory is back. But it sounds like you're missing a lot. You don't remember all the times I hold you, when you where depressed or scared? How we've spend night after night watching movies? Or even how you saved my life by your own free will?" Han holdt en kort pause, for det var stadig hårdt at tænke på. Et beklagende udtryk dukkede op i hans ansigt. "I hope you'll remember. I really do." Hans blik forlod ikke Gabriel, som han så efter bare det mindste glimt af andet end de negative følelser, der besad drengen lige nu.

Julien kunne mærke frygten. Frygten for, at Gabriel ikke ville huske mere end alt det smerte, han havde påført ham. Det ville uden tvivl betyde, at han mistede ham, og lige nu så det også ud til, at det ville betyde døden for den ene af dem. Selvom Julien ikke ønskede at slå Gabriel ihjel, ville han gøre det, hvis det stod til at være enten ham eller ham selv. Ingen tvivl om det.

Hvis Julien håbede på at det ville blive bedre af at han sagde sådan, var der ikke noget at hente. Gabriel var stadig vred. Ikke bare over at huske hvad Julien havde gjort, men også over at det blev holdt hemmeligt for ham. Hvis ikke han selv havde husket det, havde han næppe fået noget af det at vide, og det gjorde næsten lige så ondt, som at vide hvordan Julien havde behandlet ham tidligere. ”Do I look like I give a fuck about anything you have to say? You kept everything away from me, because it was inconvenient for you! You didn't tell me what you did to me, and you didn't tell me that the reason why my life is so fucked up, is because I was tortured! You kept 15 years of my life away from me, because you didn't want to deal with my reaction – and what a great decision that was, huh?! Why deal with the problem before shit hits the fan, when you can just throw a decorative rug over it, and call it a day?”

Han var stoppet med at sparke Constantine, men der var ingen tvivl om at han stadig var farlig at have med at gøre. De vidste begge hvor utilregnelig han kunne være på en god dag, og at chancen for at han skiftede mening, var lige så stor, som chancen for at han slog alt i miles omkreds ihjel for at bevise sin pointe.
”And besides, how do I know that you won't just change your mind, and throw me out again? Or back in your basement? How do you expect me to put any sort of trust in you, when you've treated me like I was worth less than the dirt on your shoes.” Og med de ord, jog han sin hæl i skridtet på Constantine for endnu en gang at kunne slippe fri.

Da Constantine slap ham, gav han ham et slag i tindingen for at slå ham ud, inden han greb kniven på jorden, og sprang på Julien, så han væltede dæmonen ned og ligge på jorden, så han selv sad ovenpå ham. Kniven blev hurtigt sat for dæmonens hals, men selvom han havde chancen for at kunne skære halsen over på Julien, gjorde han det ikke. For så snart hans øjne faldt på dæmonen, stoppede han op, og de afslørende tegn på at han var på grænsen til at græde viste sig. Hans vejrtrækning rystede, og det samme gjorde hans hånd, og der var ikke nogen advarsel før tårerne begyndte at samle sig i hans øjenkroge, og faldt ned over hans kinder. Han kunne ikke dræbe dæmonen. Uanset hvor vred han var, kunne han ikke. Så han hamrede kniven ned i gruset ved siden af Juliens hoved, og krøb sammen over ham, så han sad med sit hoved ved Juliens skulder.
"I can't... I don't want to..." peb han stille, ikke til Julien, men til sig selv, og stemmerne.

Constantine kunne ikke gøre så meget andet end at blive ved med at holde om Gabriel og forhindre ham i at springe på Julien. Han lyttede til hans ord og var i og for sig glad for, at Gabriel ikke indså, at Constantine havde holdt lige så meget tilbage fra ham som dæmonen. Eller næsten, for Julien vidste tydeligvis mere om Gabriels baggrund end Constantine. Det var lidt en stiltiende aftale ham og rollingen havde om, at deres baggrunde snakkede de bare ikke om. Så faktisk vidste Constantine ikke ret meget om Gabriels baggrund.
Men han var stadig glad for, at Gabriel ikke havde set sig sur på ham. Selvom han havde noget større mulighed for at forsvare sig selv i mod den lille vrede vampyr end Julien.

Lige som han konkluderede det, blev verden rød i smerte, som Gabriel hamrede hælen ind i Constantines ædlere dele.
"Hmpf." Han kom med en halvkvalt lyd af smerte, og slap Gabriel, da hans krop rent automatisk bukkede sammen over smerten. Constantine blev sparket i skridtet ret ofte, selvom han efterhånden havde lært at undgå det, men det var en nem måde at forsvare sig på i mod overfaldsmænd, så det hørte med. Men Gabriel var ikke et eller andet tilfældigt offer, han var en vampyr og han sparkede hårdt. Så pludseligt var Constantine totalt ukampdygtig. Han nåede dog (heldigvis) ikke at lide meget, da Gabriel slog ham ud med det samme. Han nåede ikke at opdage, at det skete, alt for optaget af den brændende smerte, så bang, og alt var sort.


Julien
Julien lyttede til det, som Gabriel sagde, uden at skifte udtryk, og han betragtede ham bare tomt. Gabriel tog fejl. Julien havde ikke sagt noget, simpelthen for at beskytte ham. Han havde ikke vidst, hvor meget Gabriels sind kunne holde til, og han havde håbet at alle minderne ville komme stille og roligt til ham, og ikke som det var sket, i en stor pærevælling. Det havde tydeligvis været et forkert valg, at gøre det på den måde, men både Julien og Constantine havde gjort det bedste, de kunne. Ingen af dem havde stået i den situation før og nogle gange var det eneste kan kunne gøre, at forsøge sig frem.
Gabriel gav ikke Julien mulighed for at forklare ham det, men Julien havde også en fornemmelse af, at det nok var ret lige meget. Vreden i drengen var så stor, at han sikkert ikke kunne se tingene på en anden måde, end den han ville.

Han ville have reageret på det sidste, hvis ikke det var fordi, at tingene pludseligt gik hurtigt. Han nåede at registrere, at Constantine pludseligt slap Gabriel og væltede om. Og det næste Julien registrerede var, at han blev hamret ned i jorden og Gabriel sad på ham med en kniv mod hans hals. Hvis Gabriel havde valgt at skære halsen over på ham, ville Julien ikke kunne have nået at forhindre ham. Men drengen gjorde det ikke og Julien valgte meget ulig sig selv ikke at gøre noget. Normalt ville personen, der angreb ham være i flammer nu, men der var et eller andet i Gabriels ansigt, som fik ham til at lade være. Og ganske rigtigt, de små tegn på, at Gabriel ville græde udviklede sig hurtigt til, at han faktisk græd.
Da han hamrede kniven ned i jorden ved siden af Juliens hoved, kunne Julien ikke lade være med at rykke hovedet til siden, men han gjorde stadig ikke noget for at skade den unge vampyr.

Forsigtigt, for ikke at skræmme ham, løftede Julien en hånd og lod fingrene glide over hans hår. Blidt og kærligt.
"Oh Gabriel. Your poor boy," hviskede han stille med en stemme fyldt med varme og den kærlighed, som han var kommet til at føle for ham.

Gabriel vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Normalt havde han ingen problemer med at dræbe folk - hvis man bare tog et kig rundt i gyden, kunne man se rigeligt beviser på det - men nu kunne han slet ikke, på trods af hvor fast besluttet han havde været. Nej, i stedet sad han og tudede ovenpå Julien, og prøvede ihærdigt at få styr på alle sine følelser for manden, både positive og negative, mens stemmerne i hans hoved råbte så højt, at han slet ikke kunne forstå det.

"I'm sorry," peb han gennem sin hulken, mens han knyttede sine hænder om Juliens skjorte ved dæmonens bryst, og nærmest puttede sig ind til ham. Om det han sagde var til Julien eller stemmerne, var et godt spørgsmål, måske var det lidt til begge, men han var selv ikke helt sikker. Men det vægtede nok over til Juliens fordel uanset hvad... Med mindre man snakkede om hans tøj, for det havde Gabriel ret effektivt smurt blod på. Det var dog ikke noget, som Gabriel så meget som overvejede lige nu, for der var så mange andre ting, der var vigtigere lige nu. Som at klamre sig ind til Julien, græde over hvor forvirret han følte sig, og pive undskyld til hvem der nu end gad at høre på ham.

Da tårerne endelig holdt op, blev han blot liggende ovenpå Julien, og han havde på et eller andet tidspunkt rykket sig ned, så han kunne ligge med sit øre over Juliens bryst, og derved kunne lytte til hans hjerte banke. Han vidste stadig ikke hvorfor det var så beroligende, men det var det altså, og eftersom at dæmonen var en af de eneste han kendte, som havde et bankende hjerte, var det oftest ham det gik ud over. Og så blev det jo kun bedre af at han også var varm. Gabriel lå musestille hos Julien, med øjnene halvt lukkede, og hans vejrtrækning var langsom og naturlig igen. Han var ikke sikker på om det var fordi han havde grædt så meget, at han havde brugt så meget energi tidligere, eller en god blanding af de to, men han var helt færdig, på en måde som han ikke havde været virkelig længe.

Der var ikke så meget andet, Julien kunne gøre, end at blive liggende og vente på, at Gabriel afsluttede sin gråd. Med blide bevægelser blev Julien ved at ae Gabriel over håret, mens hans anden hånd havde fundet hvile på drengens ryg. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, heller ikke til Gabriels undskyldninger, så han var bare tavs. Ærligt talt var han en smule forvirret, for han havde ikke været i tvivl om, at Gabriel var vred nok til faktisk at skade ham, ja ligefrem slå ham ihjel. Men nu virkede det ikke til, at det længere var aktuelt. Var Gabriels hukommelse kommet tilbage? Eller var det mere en følelsesmæssig reaktion, fastgroet i ham? Julien vidste det ikke, men det vigtigste var nu også bare, at han stadig var i live. Og at Gabriel ikke længere var så hadefuld.

Mens han lå der med Gabriel oven på sig, slog det ham, at det vist var godt, at Constantine ikke var ved bevidsthed. Han ville nok aldrig stoppe med at være efter dem med det. Julien havde opfanget, at den unge vampyr mente, at han og Gabriel havde et noget tættere forhold end de havde. Og Gabriel havde ikke kunne overbevise ham om andet. Julien selv gad ikke at nedværdige sig med at forsøge at forklare ham, at tanken var absurd.

Gabriel var holdt op med at græde. Han var gledet lidt ned og lå nu med hovedet på hans bryst. Julien havde lagt mærke til, at det var en ting for ham. Han havde aldrig sagt hvorfor og Julien havde ikke spurgt, men han havde en fornemmelse af, at det var fordi, at han havde et bankende hjerte. Det virkede til at berolige drengen at lytte til det.
Selvom det var en smule akavet at ligge på jorden i en gyde fyldt med døde mennesker og blod, med en ung vampyr liggende oven på sig, havde Julien ikke travlt med at flytte ham. For det første var de inde i en lidt lang gyde, det var pænt tidligt om morgenen og det var et område, hvor der ikke var så mange mennesker. Så sandsynligheden for, at de ville blive opdaget, var ikke så stor.

Han flyttede blikket ned mod Gabriel og det gik op for ham, at han kunne se ham. Se ham lidt for tydeligt endda. Det gav et lille ryk i ham.
"Gabriel. The sun is almost up." Hurtigt gled hans blik til Constantine, der stadig var bevidstløs. Det var lidt af et problem. Julien ville sagtens kulle løfte ham hjem, men han ville ikke kunne nå hjem inden solen ville være oppe.
"I don't know what you want to do now. Come home with me or go to your own appartment, but you have to take Constantine with you."

Gabriel havde på et eller andet lukket øjnene og var faktisk ved at falde lidt hen. Han var som sagt allerede træt, og når han blev nusset i håret, holdt om og generelt bare var omringet af hvad der føltes som varme og en platonisk kærlighed, blev det ikke bedre. Faktisk bemærkede han ikke den prikkende fornemmelse, som indikerede at solen snart ville stå op. Men han satte sig straks op, da det gav et ryk i Julien, og dæmonen fortalte at solen snart ville stå op. Og at han havde et valg om hvor han ville hen. Han så lidt nervøst imod Constantine, mens han overvejede det. På den ene side havde han ikke lyst til at være alene med den ældre vampyr. Hvis han vågnede op knotten, og valgte at lade det gå ud over Gabriel, ville han ikke kunne holde skansen hele dagen... Men på den anden side ville Constantine nok heller ikke blive særligt glad for at vågne op hjemme hos Julien.

"I... I'm gonna bring him to my place. I don't think you'd like it, if he decides to wreck the place, and I live closer anyway. But if I don't text you, by the time you'd usually go to work, don't hesitate to come over, I... don't know how he's going to react, and he's older than me and-" han afbrød sig selv ved at ryste på hovedet, og skyndte sig over til Constantines krop, og samlede ham ubesværet op. "... I'll text you if he's calm about it, or if he hasn't woken up by then."

Med de ord rykkede han sin skulder på plads, og smed Constantines krop over sin skulder, hvorefter han kravlede ubesværet op ad den ene mur, og op på taget hvor folk ikke ville kunne se dem. Så snart han nåede taget, løb han i retning af sin lejlighed, og det passede fint med at de nåede indenfor, før solen nåede at stå helt op. Som han låste hoveddøren op, mærkede han en svag brændende fornemmelse, men den var hurtigt væk, da han skyndte sig op i sin lejlighed, hvor han lagde Constantines krop på sin sovesofa, og satte sig på gulvet ved siden af hans hoved. Forsigtigt kørte han sine fingre igennem Constantines korte hår for at tjekke efter nogle skader, men umiddelbart havde han ikke slået hårdt nok til at skade ham alt for meget, og der var heller ingen sår fra hans fald. Et lettet suk lød fra hans læber, som han trak sig lidt tilbage og betragtede den bevidstløse vampyr. Det var bare et spørgsmål om tid før han ville vågne igen. Måske burde han trække sig tilbage, så Constantine ikke kunne få fat i ham, men så langt tænkte hans søvnmanglende hjerne ikke lige nu.

Lige så snart Gabriel havde flyttet sig, kom Julien på benene. Han var en smule skuffet over, at Gabriel ville tage hjem, mest fordi de egentligt havde en masse at snakke om. Der var en del, der skulle diskuteres om alt det, der lige var sket. Især i forhold til, at det ene øjeblik var Gabriel ved at slå ham ihjel og i det næste, var han brudt sammen. Julien vidste ikke hvorfor. Om hans minder var kommet tilbage eller om der var sket noget andet.
Men selvom han ønskede at snakke om det, protesterede han ikke, da Gabriel valgte at tage Constantine med hjem til sig selv. Heller ikke selvom det nok havde været mere sikkert at tage ham hjem til Julien, så Julien måske kunne agere som støddæmper i forhold til en vred Constantine.

"Just be careful." Han så efter ham, som han kravlede op på taget og løb af sted, slæbende med den noget større Constantine. Med et dæmpet suk vendte han sig om og kom så i tanke om, at der var en del oprydningsarbejde i forhold til sønderrevede lig. Da Gabriel havde væltet ham om på jorden, var han landet i en pæl af blod og bagsiden af hans ene skulder var gennemblødt. Heldigvis var jakken, han havde grebet, da han fór ud for at lede efter Gabriel, sort, så det burde ikke være et problem med at komme hjem uden at blive lagt mærke til.

Hans blik faldt på hans mobiltelefon, som han havde tabt, da Gabriel angreb ham. Skærmen var flækket og der var ikke liv i telefonen, sikkert fordi den havde brugt al strømmen på lommelygten. Eller fordi den var søbet ind i blod fra gydens underlag. Selve telefonen var ikke så vigtig, han havde en ekstra liggende derhjemme og mere end rigeligt med penge til at købe en ny, men han havde brug for simkortet. Han fik skilt telefonen af og hevet kortet ud. Det var tørt og rent og virkede sikkert som det skulle. Ligegyldigt smed han telefonen på jorden, inden han bevægede sig ned til gydens åbning og derefter vendte sig i mod gyden. Et sekund efter var hele gyden fyldt op med flammer, der hurtigt og effektivt brændte alle tegn på, hvad der var sket, væk. Han blev stående lidt og så på infernoet. Ilden havde en beroligende effekt på ham og da han endeligt besluttede sig for, at det nok var en god idé at komme videre, var han ved at være ret træt. Hans nattesøvn var blevet afbrudt og den efterfølgende situation udmattende.

Der var et godt stykke hjem, især fordi han valgte ikke at tage samme smutveje som på vejen ud, så da han kom hjem var solen for længst stået op. Inden han gik ind i sit hjem, tømte han sine lommer i jakken og tog den af. Ligegyldigt holdt han den ud for sig og pludseligt stod den i lys luge. Han smed den på indkørslens grus og gik ind.
Indenfor fandt han først sin ekstra telefon, i tilfælde af, at Gabriel ringede eller skrev, og derefter smed han resten af tøjet og sine sko ud, inden han gik i bad for at vaske det sidste blod af sig. Mens han stod under det varme vand, følte han sig pludseligt meget, meget træt. En trang til bare at pakke en taske og tage væk greb ham. Væk. Syd på. Ned til en sydhavsø og holde ferie. Og starte et nyt liv bagefter. Bare forsvinde væk fra det nuværende liv, som han havde gjort det så mange gange før. Han gned hænderne ned over sit ansigt og slukkede for vandet. Han måtte hellere holde øje med sin telefon.

Constantine var helt væk, efter at Gabriel havde slået ham ud. Slaget havde været hårdt nok til at give ham et mindre kraniebrud og klaske hans hjerne nok rundt i hans hoved, at det tog lang tid at hele. Derfor opfangede han intet af det, der skete om ham, heller ikke da Gabriel smed ham over skulderen og løb hjem med ham. Men som sædvanligt var han godt fyldt op med frisk blod og da Gabriel undersøgte hans hoved, var bruddet helet, større havde det heller ikke været.

Der gik ikke lang tid efter, at han var blevet lagt på Gabriels sovesofa til, at han langsomt begyndte at flyde op mod bevidstheden. Hans hoved gjorde ondt og han ville egentligt bare gerne sove noget mere, så han kunne slippe for hovedpinen. Det var også satans, at Gabriel slap fri og slog ham...
Brat satte han sig op, som det gik op for ham, hvad der var sket. Gabriel, der var brændt sammen på Julien. Han havde holdt Gabriel tilbage, så han ikke slog Julien ihjel, da Gabriel havde losset ham i skridtet og derefter slået ham ud.
Han lod blikket glide rundt og genkendte Gabriels lejlighed med det samme. Hvordan var han kommet herhen? Han fik drejet sit ømme hoved så meget, at han fik øje på Gabriel, der sat på gulvet ved siden af sovesofaen. Vreden kom som et surt opstød igennem Constantine og lige meget om Gabriel sagde eller gjorde noget, væltede han ud af sofaen, samtidigt med at han greb fat i Gabriels trøje foran, og skubbede hårdt Gabriel om på gulvet, mens han landede overskævs på ham med højre hånd løftet for at slå ham.

"I'm gonna kill you, you fucking little shit!" Han slog Gabriel i ansigtet med den knyttede hånd. "You crossed the fucking line!" Igen lod han næven suse mod rollingens ansigt. "You're so fucking dead!" Han trak den knyttede næve bagud for at slå ham igen, men stoppede op og kneb øjnene sammen.
"Wait. Did you kill him?" Det dæmrede lige for ham, at Julien havde været en død mand i det øjeblik, Constantine slap Gabriel.

Gabriel burde virkelig have været mere vågen, men han var simpelthen for udmattet, så da Constantine greb ham, og væltede ham på gulvet, var det ikke nogen overraskelse at han ikke nåede at reagere, ikke en gang da det første slag ramte hans ansigt. Første slag landede godt på hans næse, den sad skæft på midten af næseryggen. Næste slag reagerede han nok til at rykke hovedet væk, men kun nok til at det ramte hans kindben, så han mærkede et ryk i hele sin overkæbe. Og sidste slag var han klar til at parere med armene... Men det kom aldrig.

Først nåede spørgsmålet ham slet ikke, men da det endelig blev forstået, sænkede han armene, så han kunne se op på vampyren. Åh gud, det her skulle nok blive sjovt. Hvor vred ville han ikke blive over at høre, at han blev sparket i skridtet uden nogen egentlig grund? Selvfølgelig var det ikke noget han havde lidt med i længere tid... Men han var også blevet slået bevidstløs, så han havde nok god grund til at blive vred.
"... I... I couldn't do it... I don't know why, but I couldn't..." Okay, han vidste godt hvorfor han ikke kunne dræbe Julien. Dæmonen havde virkelig været der for ham, både før og efter Gabriels hovedskade. Nok til at han havde risikeret sit eget liv og helbred for ham, og det var ikke bare fordi at han følte at han skyldte ham noget. Uanset hvor meget Gabriel ikke ville indrømme det, holdt han virkelig meget af dæmonen. Måske på kanten til faktisk at elske ham - rent platonisk selvfølgelig.

Constantine vidste ikke helt, hvilket svar han havde forventet fra Gabriel. Sådan som rollingen havde opført sig, så burde enten han eller dæmonen været død, og her var Gabriel, så var det dæmonen, der lå tilbage i gyden. Men nej. Han havde ikke kunne gøre det. Ikke kunne gøre det. Men han havde stadig både sparket Constantine i skridtet og slået ham ud bagefter.
Han stirrede ned på vampyren under sig med et lidt forvildet blik, inden han slog opgivende ud med armene.

"Great. That's just great!" Han skubbede sig af Gabriel og ned på gulvet ved siden af ham, hvor han lå på ryggen og stirrede vredt op i loftet. "This could have been an amazing night. I was this, this," - han holdt to fingre op for at illustrere hvor tæt på - "close to having great sex with some super hot navajo. But nooooo, no, no. I had to drop everything to go help your sugar daddy find you, because you finally lost all of you mables and went out and had fun without me. And if the missed sex wasn't enough, you kicked me in the fucking groin and hit me in the head, so now I have an awful splitting headache. And I can't go home, because the fucking sun is up." Han slog ud med armene igen. "I fucking hate you and I should beat you half to death and then cut you head of. With a dull spoon. You little shit."

Det sidste blev sagt i et super vredt tonefald, men han gjorde ikke tegn på at ville gøre, hvad han sagde. Han var vred, meget vred, men samtidigt var han også bare lettet over, at det så ud til, at Gabriel var på vej tilbage til noget mere normalt. Han havde været skide skræmmende i den gyde, så langt væk fra sit sædvanlige trælse Gabriel, at han havde været svær at genkende. Og selvom det ikke var noget, nogen kunne få Constantine til at indrømme, så var han også glad for, at Gabriel ikke havde slagtet Julien. Ikke fordi han kunne lide manden, men fordi at selvom Julien og Gabriel havde et sært, sikkert også ret usundt, forhold, havde Gabriel tydeligvis brug for dæmonen, og Constantine havde ikke ligefrem lyst til at stå med en ødelagt Gabriel, hvis han faktisk havde slået ham ihjel og var blevet normal igen senere.
Nej, den her ende på situationen var sikkert bedst. Selvom det var gået ud over Constantine. Som den eneste. Han lukkede øjnene med et højlydt, beklagende suk.
"My head."

Gabriel så til mens Constantine afreagerede på sin vrede - heldigvis uden det gik ud over Gabriels ansigt - og da han lagde sig ned på gulvet ved siden af ham, lagde han sin højre arm ned ved sin side, mens hans løftede sin venstre hånd op, så han kunne sætte sin næse på plads med et knæk. Det var godt at han havde fået drukket en masse blod i løbet af sin lille episode, for så ville den hele hurtigere. Gabriel var ret god med smerte, men han brød sig ikke om ansigtsskader. Ikke fordi de gjorde mere ondt, men fordi at halvdelen af hans image var at se ud som om at han var en uskyldig dreng, og en brækket næse og blå mærker på kinden hjalp ikke med at se nuttet ud.

På et tidspunkt under Constantines monolog, havde Gabriel et eller andet sted lyst til at sige at det var alt for meget information, og forresten, så var Julien stadig ikke hans sugar daddy... Men han holdt det inde, og lod vampyren tale ud, og forholdt sig også stille et stykke tid efterfølgende, mens han overvejede hvad han skulle gøre. Han havde ikke noget blod som han kunne give Constantine, og selv hvis han havde var det godt gammelt, så vidste han godt at Constantine ikke var vild med dåsemad. Det var han heller ikke selv, men nogle gange var det altså mere praktisk.
Da Gabriel endelig sagde noget, var det meget stille. "I'm sorry," mumlede han, meget ukarakteristisk, og holdt en kort pause inden han fortsatte. "Not just for today, but... Well, for when we met too. I didn't think that taking up a job would come back and bite me in the ass, 'cause it's never really happened before. I usually end up not giving a shit about people I torture or kill, but I dunno... Other people's feelings are weird, and I have a hard time understanding them, so I guess that's the reason why I haven't really brought it up at all... And today I realized I never really apologized for it. So there you have it."

Constantine blev bare liggende ved siden af Gabriel med lukkede øjne og uden at sige mere. Han havde vitterligt en knaldende hovedpine, hvilket dog sikkert nok ville forsvinde igen inden så længe, men lige nu var den træls. Og han var overraskende træt efter det hele. Det havde alligevel krævet noget energi først at bekymre sig om Gabriel og bagefter håndtere hans vrede. Og et kraniebrud havde heller ikke hjulpet på det.

Så da Gabriel sagde noget, var det lige før, at Constantine ikke fangede det, da han var ved at svæve lidt hen. Dog fik den yngre vampyr undskyldning ham til at slå øjnene op. Da Gabriel fortsatte med at snakke, rynkede Constantine panden lidt og der dukkede en knude op i hans mave. Han forsøgte for det meste bare at lade være med at tænke på, hvad der var sket i mellem dem, da de havde mødtes. Det var ikke ligefrem med glæde, at Constantine huskede tilbage på to ugers rimeligt grov tortur. Hver eneste gang han tænkte på det, fik han en voldsom lyst til at opsøge Gabriel og rykke ham i småstykker, for at dumpe ham i en kedel fyldt med smeltet sølv.

Det var nok også derfor, at Gabriel undskyldning nok ikke frembragte den reaktion i Constantine, som Gabriel måske havde forventet. Der var ingen tilgivelse. Bare vrede og had. Selvom de måske kunne kalde sig for venner, bestod nogle af Constantines følelser for ham af brændende had og en trang til at myrde ham. Og det var i stor kontrast til de mere venlige følelser, han også havde i mod ham. For han så ham som en ven, en sær og irriterende ven, men alligevel en ven. Han var den første som Constantine var klikket med siden sin forvandling og selvom hadet stadig lå der, valgte han at gemme det væk og fokusere på det andet. Og hadet ville helt sikkert også falde og forsvinde med tiden, men ikke endnu. Lige nu fik Gabriels ord bare det til at vende sig i ham.

"Fine fine. Now you said it and that's fine. Let's not talk about it. Ever again. Okay?" Han brummede og forsøgte at lyde ligegyldig, som han kastede et kort blik på ham. Herefter flyttede han lidt på sig og rejste sig så op.
"I'm tired and you look like shit. What about transforming this shitty sofa into a shitty bed and then sleep the day away, hm?" Uden at vente på svar, begyndte han at hive i sovesofaen for at få den til at blive en seng. At lave det, både gjorde at han havde ryggen til Gabriel og at han lige kunne få lidt frustrationer ud af kroppen ved at rykke rundt på det.

Gabriel satte sig op ved Constantines ord, umiddelbart ikke rørt af at hans undskyldning mere eller mindre blev ignoreret. På trods af hvor åben en bog han var, kunne han sagtens gemme følelser som skuffelse væk til en senere dato, hvilket nok var grunden til at hans depressive perioder blev så slemme. "... Right. I just have to call Julien first, so he won't break down my door and burn you alive or something. And I'll take a shower too while I'm gone... I haven't seen myself yet, but I probably need it" Og med de ord rejste han sig, og gik ud i gangen, og ud på sit badeværelse, hvor han lukkede døren, og tog sin mobil frem, så han kunne ringe til dæmonen og forklare situationen.

"Hey, you still awake? ... Great awesome, well, I'm still alive so ... No, it's not bad, my nose is broken, but that's about what he did, it'll be healed by tonight, and we're headed to bed so yeah ... Look, I wanna apologize for the ruckus I made, so if you're not too tired when the sun's down, we can talk about it then. I don't wanna do it over the phone... Alright, I'll see you. Have a nice day."

Og med de sidste ord, lagde han på, og så sig selv i spejlet. Han måtte indrømme at han så noget makaber ud med alt det blod på sig... Men han havde set værre ud foran både Julien og Constantine, så mon ikke de klarede sig uden at blive alt for traumatiserede? Han tændte for vandet, trak det blodige tøj af, lagde noget rent henover sin radiator, hvorefter han satte en eller anden tilfældig rock-playliste på, som forhåbentlig ikke ville genere den ældre vampyr alt for meget. Da vandet var varmt nok, fik han taget sig et hurtigt bad, og få både blod, sved og tårer skyllet af sig, og efterfølgende, kunne han hoppe i noget dejligt varmt tøj. Samlet tog det ikke meget længere end 5 minutter før han kom ud igen, for at sætte sin mobil til opladning. Han anede ikke hvorfor han pludselig var så roligt igen efter alt hvad der var sket. Måske var det chokket over ikke bare at være ansvarlig for sit eget liv, men også Constantines, som havde fået ham til at blive mere praktisk. Men med truslen om at sove igen over sig, stoppede han op, midt i at lave et hurtigt check i sine e-mails. Det var jo netop mens han sov, at alle minderne kom tilbage... var det virkelig smart at sove nu?

Constantine brummede bare 'Good idea', da Gabriel sagde, at han ville gå ud og ringe til Julien og tage et bad og fortsatte med at hive og skubbe i sovesofaen til den var foldet ud. Herefter smed han dyne og tæppe og puder på plads på sengen, inden han stoppede op og så på den med et mørkt udtryk i ansigtet. Han kunne ikke helt komme sig over Gabriels undskyldning. Som om at det kunne gøre det! Med et dæmpet suk kørte han en hånd over sit ansigt og rystede så på hovedet. Det gik ham på, at han var så påvirket af det. Hvorfor kunne han ikke bare trække på skuldrene og glemme det?
Måske var det fordi, at Gabriel havde haft ham hængende så tæt på døden så mange gange, at han havde været tættere på at knække, end han nogensinde havde været før. Hans skaber havde været hård ved ham, men Constantine havde altid vidst, at han ikke ville slå ham ihjel. Med Gabriel havde han ikke været sikker. Døden kunne have været næste skridt på mange tidspunkter i de to uger.

Nu skulle hans forhold til Gabriel være et positivt et. Et venskab. Og det kunne han også godt. Ville han også godt. Så længe Gabriel ikke skubbede for meget til ham, hvilket han havde været tæt på at gøre flere gange det sidste stykke tid.
At han nu havde undskyld ville nok ikke ændre det helt store, men nu vidste Costa da, at han på en eller anden måde var ked af det, der var sket. Og når vreden og hadet havde lagt sig, ville det sikkert være rart at vide.

Constantine løftede endnu engang hånden, denne gang for at køre den igennem det korte hår, inden han tog sig jakke af, smed den på gulvet og så satte sig på sengen for at tage sine sko af. De var blodige og sikkert lige til at smide ud. Heldigvis havde han ikke fået blod på resten af tøjet, ikke mere end hvad der med lidt iver kunne vaskes af. Han var heldig og var landet på jorden i gyden, hvor der ikke var blod.
Som han tog den sidste sko af, kom Gabriel ud fra badeværelset, ren og ublodig. Han havde sagtens kunne høre Gabriels del af samtalen med Julien, men der var ikke sagt noget spændende.
Han fulgte ham med blikket, som han gik hen og satte sin telefon i oplader og stod med i den hånden. Pludseligt virkede Gabriel til, at der var noget galt og efter at have taget endnu en dyb, og dog lydløs, indånding, snakkede Constantine til ham, som var der intet galt.
"Did someone sent you a picture of a dead puppy?"