Revival of the young one! -Gore- (Gabriel + Julien)

Angsten begyndte at trænge sig på, men Gabriel stoppede med at lade den vise, da han blev taget i at falde hen i de negative tanker. "No, it was a commercial against animal abuse, and it had a sad baby bear in it," sagde han uden at lyde specielt interesseret, med et træk på skuldrene. Som Constantine var lige nu, havde Gabriel ikke lyst til at sige noget om sin angst, lidt halvt i frygt for at presse sig på, men mest for ikke at gøre vampyren irriteret. Han vidste godt at han skulle træde varsomt lige nu, så der var ikke rigtigt plads til hverken stemmer eller depression. Enten skulle tingene blive bedre, eller blive hvor de var, at få tilbagefald var ikke et valg for ham efter alt det her møg.

Så han lagde sin mobil fra sig, og kravlede under sin dyne som han plejede når Constantine var på besøg, godt ude ved kanten og med ryggen mod midten. Hvis han nu bare lod som om at han sov indtil den ældre vampyr sov, kunne han tage sin mobil og smutte ud og sidde på sit badeværelse, så han ikke forstyrrede hans søvn... Det lød umiddelbart som en ret god plan, men lettere sagt end gjort. Som sagt var han ret træt ovenpå alle de ting der var sket, men med alt den adrenalin som angsten pumpede igennem ham, skulle han nok kunne holde sig selv vågen i en times tid.

Constantine trak på skuldrene over Gabriels svar og lagde sig ned i sengen, mens han trak tæppet over sig. Man skulle måske tro, at han ville lægge sig så langt væk fra Gabriel som muligt - nu hvor Gabriel ikke havde lagt skjul på, at han var til mænd, og Constantine absolut ikke var - men han lagde sig nu midt i sin side af sovesofaen. Han gad ikke føle sig mast, når han sov, og han havde ikke nogen frygt for, at Gabriel ville hoppe på ham, mens han sov. Ikke på den måde, i hvert fald. Så først lagde han sig på ryggen med hænderne bag hovedet.

Han troede ikke på Gabriels svar. Nok var han på ingen måde lige så god, som f.eks. Julien, til at læse folks kropsholdning og ansigtsudtryk, men han havde en fornemmelse af, at der var noget andet bag Gabriels skift i opførsel. Men hvad det var, tjah, hvis det ikke var noget Gabriel ville dele, så var Constantine ligeglad. Så længe han ikke forsøgte at slå ham ihjel, mens han sov.

Da det ikke virkede til, at Gabriel ville småsludre, drejede Constantine sig om på siden med ryggen til ham og lagde sig til rette. Det varede ikke super længe inden søvnen kom snigende og han faldt i søvn. Selvom det ikke var nødvendigt, trak hans krop vejret automatisk og hans vejrtrækning blev dybere og langsommere, som han faldt i søvn og de få spændinger, der havde været i hans krop, forsvandt. Man skulle måske ikke tro det, men Constantine sov udmærket i Gabriels selskab. Der var endnu ikke sket noget, som ville gøre det anderledes, og Constantine kunne sove overalt, hvilket han havde bevist mange gange. Han sov også tungt nok til, at Gabriel ville kunne liste omkring. Dog havde Constantine en lille alarmklokke, der begyndte at ringe, hvis der var noget forkert ved den måde, Gabriel bevægede sig og han ville nok nå at vågne, hvis rollingen pludseligt havde besluttet sig for at spidde ham med en pæl.

Gabriel blev blot liggende og lyttede efter Constantines vejrtrækning, som gradvist blev dybere, og efter at have ligget der i et godt stykke tid efterfølgende, skubbede han sin dyne af, og rejste sig op. Det var ikke en sjov dag han havde i vente, men hellere det end flere mareridt med Julien i. Lydløst gik han over og tog sin mobil ud af opladeren, og listede dernæst ud på badeværelset. Han tændte ikke lyset derude, bare for at sikre sig at han ikke vækkede den ældre vampyr, men lukkede døren, og satte sig med ryggen op imod den.

Som dagen sneglede sig afsted, gjorde stemmerne i hans hoved ham ikke i tvivl om at han havde fucket noget så gevaldigt op igen. Både med Constantine og Julien. Og umiddelbart var der ikke noget han kunne gøre. Han havde forsøgt at dræbe den ene af dem, og hvordan gik det så? Elendigt. Så prøvede han at undskylde til den anden, og hvordan gik det så? Lige så elendigt. Han kunne mærke tårerne presse sig på, men denne gang lod han dem ikke bare falde. Han tørrede dem hurtigt væk og så op imod loftet for at holde dem tilbage. "Get it together," hviskede han svagt til sig selv, mens han gned sine hænder imod hinanden i et forsøg på ikke at gøre skade på sig selv. Det var dumt af ham. Han burde ikke tvivle på at det var okay ikke kun at gøre fremskridt.
Men alligevel terroriserede stemmerne ham. Hver gang han prøvede at sige noget positivt til sig selv, pillede stemmerne det ned og vendte det til noget negativt. På et tidspunkt prøvede han at sige at Julien ikke slog ham ihjel fordi at de holdt af hinanden, men stemmerne mente nærmere at han havde vidst, at Gabriel ikke ville kunne gøre det. Og når det kom til Constantine, mente de at han ikke havde dræbt ham fordi det ikke ville være tilfredsstillende at dræbe noget så sølle. Han prøvede ihærdigt at minde sig selv om at det var hans venner, men stemmerne overdøvede ham. Det var grunden til at han normalt snakkede højt til dem. Han ville altid kunne høre sig selv over dem... Men han kunne ikke risikere at vække Constantine med sine barnlige problemer.

Det føltes som om at der gik flere år, men endelig kunne han se på sin mobil, at solen var gået ned. Han var kommet igennem dagen uden at sove. Han rejste sig op fra gulvet, og tørrede sine øjne inden han åbnede døren. Han følte sig underligt tom. Måske var det fordi han havde grædt så meget, og brugt så meget energi på at være stille, eller også var det fordi stemmerne havde haft så mange timer til at rakke ham ned.
Det varede ikke længe før han havde fået sine sko på, trukket en mørk sweatshirt over sig, og smuttede ud. Constantine behøvede ingen nøgle for at låse, hvilket han efterhånden burde vide, så Gabriel følte sig ikke særligt bekymret. Lige nu skulle han bare få det med Julien overstået, og så måtte han jo se på, om det var tid til at være alene og ligge derhjemme eller være alene og begrave sig selv i arbejde. Uanset hvad havde han sin hukommelse tilbage, så der var ingen undskyldninger for at holde ham tilbage fra nogle af delene, uanset hvor usundt det så måtte være for hans psyke.

Da han kom udenfor regnede det, så han trak sin hætte over hovedet, men gik egentlig stille og roligt hjem imod Julien. Han havde ikke så meget lyst til at snakke, men han skyldte dæmonen en forklaring som det mindste. Men alligevel undgik han det ikke. Og inden længe stod han ude foran porten. Normalt ville han løbe op ad muren og skubbe sig over på den anden side, men for en gangs skyld ringede han på. Efter alt det med stemmerne var han nok lidt bange for ikke længere at være velkommen.

Constantine
Constantine sov dagen igennem og hørte heller ikke Gabriel gå. Hovedskaden måtte alligevel have taget lidt på ham, for han vågnede først et godt stykke tid efter, at solen var gået ned. Da han ikke kunne finde Gabriel i lejligheden, overvejede han, om han skulle blive, men besluttede sig for at tage ud og finde noget at spise og derefter tage hjem. Gabriel havde hans mobilnummer, så han kunne vel ringe, hvis der var behov for det.


Julien
Julien havde ventet lidt utålmodigt og også en smule nervøst på Gabriels opringning. Drengen havde virket noget utryg ved tanken om at være alene med Constantine og selvom Julien ikke kunne forestille sig den ældre vampyr skade den yngre vampyr voldsomt meget, var det nu beroligende at høre Gabriel stemme i den anden ende, da han endeligt ringede.

Resten af dagen gik langsomt. Julien forsøgte at arbejde lidt, men måtte indse, at hans koncentration ikke var til det. I stedet brugte han en del tid foran sin computer, som han ellers ikke brugte ret meget tid ved, da han normalt anså det for tidsspilde. Ikke at han ikke havde fulgt med udviklingen i forhold til teknik. Der var også wifi i hans hjem, men ud over at bruge nettet til arbejdsrelaterede ting, var det ikke så ofte, at han havde computeren fremme. Dog gik der et par timer med det denne dag, inden han spiste en let frokost og endte med at sove et par timer på sofaen med Gabriels kat i favnen. Hans lidt højere kropstemperatur var åbenbart lokkende for den hvide kat, der kunne lide at ligge op af eller på ham. Hun fik dog ikke lov til at komme i sengen, selvom hun gerne ville.

Han var træt og trods alt, hvad der var sket, sov han tungere end han havde gjort om natten, så han var nær aldrig vågnet igen, da hans telefons alarm gik i gang.
Stadig rastløs og med manglende koncentration, gik han i sit lille motionsrum og fik brændt lidt af uroen af. Det gav ham også tid til at tænke og efter at have et bad, var han faldet lidt mere til ro. Der var mange ting, han blev nødt til at overveje. Det sidste lange stykke tid havde hans liv ikke været så lige til som det ellers altid havde været og af en eller anden grund havde oplevelsen med Gabriel været dråben for hans indre ro.

Mere afslappet fik han lavet aftensmad og da det ringede på porten, sad han og stirrede på tv'et, dog uden at følge så meget med i nyhederne. Det var det samme, som det altid havde været. Krig, død, ødelæggelse og sygdom. Det mennesket gjorde bedst.
Lidt overrasket over, at det ringede på, gik han hen til det lille konsol med samtaleanlæg og skærm til kameraet, der sad i porten. Det var Gabriel. Med rynket pande låste han lågen op, så Gabriel kunne komme ind. Vampyren plejede ikke at ringe på - han kendte koden til lågen og havde nøgle til huset. Måske han troede, at Julien ikke vil lukke ham ind efter det, der var sket? For at vise at Gabriel var velkommen, åbnede han hoveddøren op, inden han gik ind i stuen for at slukke for tv'et. Herefter lænede han sig op af ryglænet på sofaen og ventede tålmodigt på, at Gabriel kom ind. De havde noget at skulle snakke om.

Ikke at Julien var vred, han var ikke engang såret eller skuffet. Faktisk var han ikke rigtigt noget. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til det, der var sket tidligere. Det kom lidt an på, hvordan Gabriel havde det med det hele. Om han stadig var vred over deres fortid eller om han var tilbage til sig selv.
Så det eneste man kunne se i Juliens ansigt var et let afventende udtryk.

Gabriel gik stille op til Juliens hoveddør, som stod åben for ham, og lukkede den efter sig, da han var trådt indenfor. Han skubbede sine sko af, og trak sin sweatshirt over hovedet, så man kunne se den t-shirt han havde indenunder. Hans tøj var blevet vådt, men han var ikke gennemblødt. Dog smed han ikke sine bukser. Nok var han komfortabel når han var sammen med dæmonen, men han var ikke meget for at vise hud helt generelt.

Endelig gik han ind i stuen hvor Julien stod, og han stod bare lidt halv-akavet i døråbningen. Lidt usikkert så han op på dæmonen, som så afventende ham, og gned nervøst sine hænder imod hinanden. "I... I don't know how to feel about you... And I know that sounds bad but I just... I don't know... I can't decide on any particular feeling, because it seems a lot more complicated than I first thought." Lidt tøvende trådte han ind i stuen, mens han holdt godt øje med Julien. Han følte sig altid lille i dæmonens nærvær. Julien tårnede ikke bare over ham, han var også bestemt, og det var sjældent at det var til at rykke i ham. Nogle gange var det rart at have noget fast at støtte sig til, men lige nu var det lidt intimiderende.

”I want to hear about it from you. I know you've said a lot about how it's been on your part, but honestly, my memories are a big mess, that I can't get to make sense.” Han gik de sidste skridt der var mellem ham og Julien, så han kunne tage dæmonen ved hånden og trække ham med ned og sidde. Hvis dæmonen gik med til det, ville han krybe op ved hans side, med sit hoved hvilende ved hans skulder.

Julien betragtede Gabriel, som denne kom ind i stuen. Han så nervøs ud. Utilpas. Ikke vred eller hadefuld, heldigvis. Det var lidt af en lettelse. Julien havde frygtet, at han stadig havde besluttet sig for at slå ham ihjel. Det havde været... besværligt.
Tavst lyttede han til, hvad Gabriel sagde. Den mur Julien havde sat op for sine følelser tidligere sad der stadig og han kunne heldigvis holde sig rimeligt analyserende til vampyrens ord. Og de gav mening for ham. Han havde ikke svært ved at forestille sig, at det måtte være svært at forholde sig til alle de minder, der lød som om de var smidt tilbage i Gabriels sind med en skovl.
Dog kunne han ikke komme udenom at føle et lille stik af frygt, for lige nu lød det som om, at det kunne falde ud til begge sider. At enten besluttede Gabriel sig for at han ikke ville have noget med Julien at gøre mere eller også kunne de gå tilbage til sådan som det havde været. Logisk set håbede Julien næsten på det første, for det her var indviklet og gjorde hans liv noget mere tungt end det havde været før. Men følelsesmæssigt håbede han frygteligt meget på, at Gabriel blev ved ham.

Han lod Gabriel tage hans hånd og trække ham med ned at sidde i sofaen. Det overraskede ham, at Gabriel krøb ind til ham, det havde han ikke regnet med. Efter et par sekunders tøven, løftede han armen og lagde den om Gabriel. Det føltes rigtigt at gøre. Han var tavs et øjeblik, mens han overvejede, hvad han skulle sige.
"This whole thing is complicated. I'm not sure, I can make it less complicated. And I'm not really sure, what you want me to say." Han så frem for sig med et tænksomt blik. "I'll try to tell this story from my point of view. I don't think I have done that before. And I should have, instead of waiting for you to remember everything yourself." Han flyttede en smule på sig, rømmede sig og begyndte så at snakke.

"I don't know how many details you remember. But the first time I saw you, you had just killed someone in the parking lot of my nightclub. I got mad, because, well, you could have given my club some very bad press. I decided to bring you home with me to make a statement for all of Di Morgas more violent people - stay away from my business. I'm not a nice person. I've never claimed to be. And I often find the answer for violence is more violence. My plan was to torture you and then throw you out on the street, so you could spread the word, to stay away from Julien Bonaparte. But there was something about you I found intriguing, so I decided to... I don't really know. Have fun? As I said, I'm not a nice person." Han stoppede op og kastede et kort blik på Gabriel.

"And one thing took another and I found myself in a pickle, because suddently I started enjoying your company and looking forward to you visiting me. At some point I started caring. You know, that hasn't happened a lot in my life. I cared about you well-being and would get worried about you." Han gav Gabriel et kort klem, men uden at se på ham. Det her var sværere at fortælle, end han havde regnet med.
"And one day I almost died and you saved my life, even though I had just broken your trust in me and hurt you again. I had a very hard time understanding why you didn't just let me die. It would have been so easy for you. But no, you even wanted to stay in my life, even though you had your freedom and even though I had been very unpleasent towards you so many times." Han måtte holde en kort pause for at synke og rømme sig igen.

"I'll probably never understand any of this. I don't feel like the humans do, as far as I can gather my feelings are more shallow. I feel less. And understanding other's feelings can be a bit difficult." Julien flyttede lidt på sig igen. "What I wanted to say is, I still would like you to be in my life, because I care about you. But it is your choice and whatever you want, I'll respect that."

Endeligt blev han tavs. Han havde aldrig fortalt så meget om sine følelser og sine bevæggrunde for nogen før, og han følte sig næsten helt beskidt. Som havde han smidt alt tøjet i en fyldt gågade. Men det føltes alligevel rigtigt, for han havde en fornemmelse af, at det var, hvad Gabriel havde brug for. Og som han havde sagt, lige meget, hvad Gabriel besluttede sig for, ville han respektere det.

Næsten som var hun tilkaldt, kom Gabriels kat springene og stillede sig i skødet af Julien for at hilse på Gabriel og Julien strøg hånden over hendes ryg. Selv katten var han begyndt at føle sig knyttet til. Tanken fik ham næsten umærkeligt til at ryste på hovedet. Hvad var der sket med ham?

Da de sad sammen, og Julien lagde en arm om ham, tog Gabriel sig den frihed at møve sine kolde tæer under dæmonens lår, for at få varmen igen efter at have været ude i regnen. Nok blev han ikke syg, men det betød ikke at han kunne lide at være kold. Så lige nu var det lige så meget for at have en form for fysisk støtte, som det var for at få varmen igen - og så var det jo ret heldig at Julien praktisk talt var et omvandrende varmeapparat, som var til fri afbenyttelse!... Altså når han gad.

Som Julien begyndte at fortælle, kunne Gabriel langsomt sammensætte hvad der egentlig var sket. Selvfølgelig var det hårdt, ingen tvivl der, men det var nødvendigt for at han kunne finde ud af hvad han egentlig skulle gøre af sig selv. For på den ene side var han stadig vred over ikke at få det hele af vide... Men på den anden side var det svært at tro, at Julien ikke skulle være oprigtig. Hvis han virkelig havde været ligeglad, ville han næppe have hjulpet så meget som han havde, da Gabriel skulle genoptrænes, eller da Constantine kom slæbende med hans livløse krop.
Forsigtigt rettede han sig lidt op, så han ikke lænede sig op af Julien længere, og så op på ham. Der var ikke rigtigt nogen måde han kunne sikre sig at dæmonen aldrig ville gøre ham ondt igen. Ting kunne ske, måske værre ting end det der lige var sket, og det kunne få situationen til at ændre sig. Men som tingene så ud nu, var Gabriel alligevel ret sikker på hvad han ville.

"I want to stay," konstaterede han med et bestemt nik, hvorefter han så ned på sin kat, som glædeligt var kommet op til dem. Han løftede sin hånd over imod hende, og hun snuste knapt til den før hun pressede sit hoved imod den for at blive nusset. "I dunno if it's a smart choice to make, but I feel like it's the most right choice I can make from this situation. Now I just need to get Constantine to talk to me again."

Julien fortsatte med at stryge hånden hen af kattens ryg, mens han en smule uroligt ventede på respons fra Gabriel. Drengen rettede sig op og Julien flyttede sit blik til hans ansigt. Som sædvanligt så han ham i øjnene, trods faren for at blive udsat for hans evne.
Lettelsen væltede ind over ham og den kunne sikkert ses i både hans øjne og ansigt.
"I won't lie, I'm very happy about that." Man kunne sikkert se, at han blev en smule mindre anspændt i kroppen og hans skuldre faldt en smule ned. Det betød åbenbart mere for ham end han alligevel troede. Han havde så svært ved at forstå sig selv nogle gange, det var nyt og uvant. Hans ophold her i Di Morga havde ændret så meget...

Hans tanker blev afbrudt af det næste Gabriel sagde, hvilket fik ham til at rynke panden.
"I thought you figured it out this morning? He won't talk to you now?" Julien lænede sig en smule mere tilbage i sofaen og kløede Marsmallow bag øret, mens han betragtede Gabriel. Han ville ikke undre sig, hvis Constantine var vred, der var et temperament i den dreng, og hvem ville ikke blive vred over at være blevet slået ud. Dog kunne Julien ikke forestille sig den vrede vare ret længe. Selvom ingen af de to unge vampyrer ville indrømme det, havde han en fornemmelse af, at de var bedre venner end de lige gav udtryk for.

Gabriel trak lidt på den ene skulder, da Julien sagde at han troede at de havde fundet ud af det. "Well, we figured out that he wouldn't kill me, and agreed that we could sleep without fearing for our lives, but that's about the extend of what we got through..." Gabriel lod sit blik falde ned på sin kat igen, og betragtede hende, som hun blot nød Juliens opmærksomhed. "... But he'll probably be fine soon. He has put worse behind him, and he likes Marshmallow too much to stay away." Katten miawede da hun hørte sit navn, lagde sig ned på Juliens skød, og rullede om på maven.

Et svagt suk lød fra Gabriels læber, da han kom i tanke om de idéer han havde haft til hvad de to kunne lave. Der var nok ingen af dem som var klar på at lave noget sådan rigtigt. Julien havde været oppe lang tid før han plejede på grund af ham, og Gabriel havde selv ikke sovet siden han vågnede med sine minder igen, så han var ikke ligefrem veloplagt til at tage nogle steder hen. "Y'know, I was actually planning on getting you outside this evening. It's been kind of stuffy in here lately, and I thought it'd be nice to just... I dunno... Go into Terre and find something to do there? But I'm waaaaaaaaaaaaay too tired for that now, I dunno about you." Gabriel strakte sig, og lod sig så falde bagud, så han lå ned på ryggen, stadig med sine ben trukket op til sig.

Julien fortsatte med at betragte Gabriel, som denne snakkede om Constantine. Det var som om, at ingen af den egentligt ville indrømme, at de så hinanden som venner. Ikke at Julien ville blande sig i det, men begge de unge vampyrer virkede til at have brug for hinanden. Katten trillede om på ryggen og Julien lod sin hånd finde hvile på hendes mave, hvor han fortsatte med at nusse hende med fingrene. Hun havde en enkelt gang sat både tænder og klør i ham, da han aede hende på maven, men det havde hun kun gjort den ene gang.
"Maybe you should approach him and tell him, you're sorry. If you haven't done that already." Julien kunne jo ikke vide, at Gabriel allerede havde undskyldt.

Hans blik udtrykte en smule overraskelse ved Gabriels ord om, at han havde tænkt sig at invitere ham ud. En kort rynke viste sig i hans pande, men den var væk igen med det samme. Han flyttede blikket til katten og faldt kort hen i tanker, inden han langsomt svarede.
"That was very nice of you. Yes, it has been a bit 'stuffy'." Han tøvede lidt og overvejede, om han skulle fortælle Gabriel om sine planer nu eller vente. Men måske det bare var godt nok at få det sagt nu i stedet for at gå og holde på det. Julien var god til hemmeligheder, men dette var ikke ligefrem en hemmelighed, bare noget, han ikke var helt sikker på, Gabriel ville synes om.

"I have something to tell you. I'm going away for a while. Don't worry, only for a month or so." Han rømmede sig og så på Gabriel, som han skyndte sig at fortsætte. "And not right now, I've booked a flight in about two weeks. But as you said, it's been a bit stuffy. Not just right now, but for a while. I need some time to think. To figure some stuff out. So I'm taking a vacation for the first time in years." Han havde det som om, at han plaprede, så han tav. Af en eller anden grund var han bekymret for, at Gabriel ville se det som om, at Julien havde brug for at komme væk fra ham - hvilket kun var en lille del af det. Der var sket så meget inden for det sidste år og han havde brug for tid for sig selv. Hans alvorlige blik hvilede på Gabriel og han var holdt op med at ae på katten, der vred sig lidt for at få opmærksomhed.

"Apologizing is what made everything awkward in the first place. Besides, we're not even friends. Just because I took a bullet for him, doesn't mean that he would do the same thing for me." Gabriel trak på skuldrene for at vise, at det ikke var noget, som sådan rigtigt rørte ham. Selvom han selv tænkte på Constantine som en form for ven, tvivlede han på at det var gengældt. Sandheden var hård, men Gabriel forsøgt ikke at lade sig røre af den alt for meget. Det kunne vente til næste gang hans depression tog over. Når det skete, kunne han så bare tilføje til listen af grunde til at han selv var et ligegyldigt væsen. "I dunno why he hasn't killed me yet, but my guess is, that he's waiting for a good oppurtinity."

Gabriel så op imod Julien, da han kommenterede at det var sødt af ham, og trak dernæst på skuldrene igen. Det var lige så meget for sin egen skyld, som for Julien. Nu var der ikke rigtigt nogen grund til at Gabriel skulle være låst inde hele tiden, da han havde sin hukommelse tilbage - eller i hvert fald det af den som han havde før han var blevet skudt i hovedet.

Dog fór han op, i det Julien fortalte at han havde tænkt sig at tage væk i noget tid, og så på ham mens han slugte betydningen. På den ene side burde han vel være glad, for som Julien sagde, var det første gang i flere år at han tog en ferie... Men på den anden side var der noget, som nagede ham. Og det noget, var selvfølgelig frygt. For den første tanke der slog ham var, at Julien ikke bare tog afsted i en måned, men at han ville blive væk. Det var normalt for overnaturlige væsner med lang levetid, at flytte væk fordi at menneskerne ville blive mistænksomme over at man ikke blev ældre, og Julien havde også gjort det mange gange. Så frygten for at dæmonen bare pludseligt forsvandt uden et spor, virkede meget reel, når han nu ville ud og rejse. Men trods det, var Gabriels ansigt for en gangs skyld ikke så gennemskueligt. Et kort øjeblik fik han blot det koncentrerede, men samtidig fraværende ansigtsudtryk, som han altid fik, når han lyttede til stemmerne i sit hoved, for lige nu var det hvad han gjorde

Men der gik ikke mere end et sekund, før han han lavede et lille ryst på hovedet, som viste at han var tilbage til sig selv igen. "That sounds nice. I would ask to join you, but vacation and vampire don't blend, because, well, usually vacation includes sun and I'm not ready to die for a tan." Det kom ud som en joke, og han lagde sig ned på sofaen, hvor han strakte sine arme og overkrop, næsten som en kat. "Besides, I think I've been away from work long enough. I'm almost scared to see how my bank account looks."

Julien kunne godt begynde at diskutere med Gabriel omkring Constantine, men det ville han ikke. I stedet trak han let på den ene skulder og afsluttede den samtale med en sidste sætning.
"It seems to me, he has had the most perfect opportunaty." Her hentydede han selvfølgelig til, at Constantine kunne have ladet være med at redde Gabriel, da denne var blevet skudt. Julien vidste godt, at Gabriel ville pille hans og den anden vampyrs venskab fra hinanden, når han blev deprimeret, så Julien gav ham bare en lille positiv stikpille til at holde fast i.

Der var ikke nogen følelser i Juliens ansigt, da han betragtede Gabriels reaktion på hans erklæring om, at han tog på ferie. Drengen var for en gangs skyld ikke helt let at læse, men Julien kendte ham efterhånden godt nok til at tyde det, han så. Han var tydeligvis ikke glad for det, og det havde Julien heller ikke regnet med. Men han stod ikke til regnskab for ham, så Gabriel havde ikke noget at sige i forhold til, om han tog af sted eller ej.
Og det kendte fraværende udtryk, som han altid fik, når stemmerne sagde noget, dukkede også op. Julien havde ikke den helt store fidus til Gabriel stemmer, mest fordi han havde en fornemmelse af, at de sjældent kom med et godt indput.

Efter at Gabriel havde givet sit svar og derefter lagt sig ned, sad Julien lidt i tavshed og betragtede ham, inden han igen begyndte at ae på katten.
"There probably won't be much sun where I am going. I decided to brush up my Sweedish. I have bought a cabin in central Sweeden. It's a very beautiful country with nice but reserved people. And very vast areas with empty wildernes. A perfect place to go for a quiet vacation." Han smilede et lille skævt smil. "But probably not the best place for a vampire, the food is a bit scarce in the countryside." Han valgte ikke at følge op på Gabriels snak om arbejde. Normalt var han ligeglad med, hvad han brugte sin tid på, men efter den seneste forskrækkelse, var han ikke helt glad ved at se drengen optage sin voldelige hobby. Bekymringen skulle nok forsvinde igen, men lige nu gav tanken ham en lille knude i maven.

Gabriel trak på skuldrene. Måske havde det været chance, men han var selv af den overbevisning, at det ikke ville være særligt tilfredsstillende at han mere eller mindre gav hele æren til en anden person. For jo, Constantine kunne da sagtens have hamret en træpæl igennem hans hjerte mens han var bevidstløs, men han havde været død alligevel, hvis der ikke kom nogen og fik sølvet ud af hans hoved. Hvis han havde ladet ham ligge, var hans krop enten løbet tør for blod til at holde ham i live, hvis ikke solen havde gjort det af med ham først. At han så blev og holdt øje med at han fik det bedre, var en helt anden side af situationen.

Gabriel rynkede kort på næsen, da Julien fortalte om at han havde planlagt at tage til Sverige. Sverige fik tanker som sne og frost frem i hans hoved, og han brød sig ikke rigtigt om det. Nok var han vampyr, og han kunne derfor ikke blive syg, men det betød ikke at han kunne lide at blive kold, lige så vel som han ikke brød sig om hedebølger... Men så igen, han var født og opvokset i England, så han foretrak gråt og vådt. Alt nord for England var for koldt, og alt syd for England var for varmt. Det var ingen hemmelighed at han hadede sommeren i Di Morga.
"Don't worry, you can keep your vacation to yourself. I feel sick just thinking about travelling." Julien vidste godt at han var klaustrofobisk til et punkt hvor han ikke en gang kunne sidde i en bil uden et åbent vindue. Alle måder at rejse over længere distancer indholdt små lukkede rum, om det så var i form af en bil eller et fly.

”But honestly, I can't wait to get back to work. Killing people is oddly therapeutic to me. Although... I probably won't take any major jobs. I need to get back in shape.” Han prikkede lidt til sin mave, som naturligvis ikke havde lidt nogle gener af at han ikke havde lavet så meget på det sidste. Det var nok nærmere psykisk han skulle i form til sådan noget igen. Og selvfølgelig også komme tilbage i rytmen med at arbejde hurtigt og effektivt.

Julien måtte indrømme, at han glædede sig til at tage til Sverige. Han havde en ting for de køligere lande, luften føltes meget mere frisk og han havde ingen problemer med at holde varmen. Og der var for det meste ikke så mange mennesker.
Han var ikke overrasket over, at Gabriel ikke ligefrem plagede at komme med. Han havde nu heller ikke tænkt sig at invitere ham. Han havde brug for fred og ro.
"I planned to."

Gabriels fortsatte snak om arbejde fik en rynke i Juliens pande. Tanken om at Gabriel rendte rundt og lejede lejemorder mens Julien var på ferie, var ikke ligefrem beroligende. Han havde ingen anelse o, hvordan forbindelsen til mobilnetværket ville være derude, og selvom der var andre løsninger, var det ikke en behagelig tanke, at Gabriel ikke kunne ringe. Og så hvad? Der var langt fra en hytte midt ude i den svenske vildmark tilbage til Terra, så han ville ikke kunne gøre noget alligevel.
Måske han skulle få Constantine til at holde øje med, at Gabriel passede ordentligt på sig selv. Tanken slog ham som næsten idiotisk, for selvom Gabriel og Constantine var venner, var det som at sætte en kat til at passe på en anden. Så snart Julien var væk, ville de begge danse på bordene. Og han tvivlede på, at Constantine havde forståelse nok til at gribe en deprimeret Gabriel, hvis det skulle gå den vej. Nej, han måtte nok finde en anden løsning.

Han rev sig selv ud af tankerne og sukkede dæmpet.
"This is where I really don't need to hear anymore. I just want you to be careful." Han flyttede på sig og katten besluttede sig for at rejse sig og gå over på Gabriels mave i stedet.
"Do you want to do anything right now? Watch a movie or?" Klokken var ved at være mange og Julien var træt, men efter hvad der var sket det sidste døgn, føltes det næsten forkert bare at sige godnat og gå i seng, nu hvor Gabriel var her og måske havde lyst til at snakke.

"Aww, Julien, that's so sweeeeeeeeeeeeeeeet. But you don't have to worry about lil' ol' me, I won't take any jobs that are too dangerous. So no more chasing devils or torturing vampires. I pinky promise." Gabriel rakte sin lillefinger ud til Julien for at vise at han var dybt seriøst for ærligt talt, så var det nok det mest bindende man kunne få ud af ham. Han var ikke rigtigt typen der gad kontrakter; hvis han udførte noget arbejde, og ikke blev betalt tog man selv følgerne. Så måtte folk jo selv om, om de ville lægge sig ud med ham eller ej.

Gabriel så overvejende på Julien, da han blev spurgt, om han ville se en film eller noget. Julien virkede ikke helt som om at han var klar på sådan noget, så han rystede bare på hovedet i stedet. Han havde været til rigeligt besvær, så han ville helst undgå at holde Julien vågen, hvis han var træt. "I'm not really in the mood, and you seem tired anyway, so maybe I should just get going? I don't wanna keep you up all night again."

Julien stirrede bare på ham med et udtryksløst blik og et lukket og lidt mørkt ansigtsudtryk, mens Gabriel stak sin lillefinger frem. Pludseligt følte han sig meget træt. Gabriels sarkasme var ikke ligefrem det, han havde brug for lige nu. Han opgav at svare på det og så i stedet lidt overvejende på drengen, som han sagde, at han måske skulle tage af sted igen.

Tanken om at have sit hjem for sig selv var yderst lokkende, men der var noget, der nagede ham. Omkring Gabriel. Han så træt ud og Julien var ikke helt sikker på, at han var bare i nærheden af at være i orden igen.
"You're welcome to stay. Have you even slept today? You look very tired." Han tøvede lidt og lagde så en hånd på Gabriel knæ. "Are you okay? Are we okay? I feel like there's still something unresolved." Han så alvorligt på ham. Han mente, hvad han sagde, han havde en følelse af, at der var noget, de ikke havde snakket om. Måske det bare var ham, men følelsen nagede ham og ville også nage ham, når han gik i seng, så han ville hellere spørge end at spekulere over det.

Det var ikke normalt at Julien spekulerede over den slags, og det fik ham igen til at tænke, at en ferie var en god idé. En måned til at tænke over tingene og til at få styr på sig selv. Han havde efterhånden givet op på ikke at føle omkring Gabriel, men det spredte sig til resten af hans liv og det var uacceptabelt. Samtidigt var det forvirrende at forstå de ting, der skete i ham, når det handlede om Gabriel, følelser, tanker og reaktioner. Han havde virkeligt brug for en pause til at få styr på alt.

"Well you sure ain't in your happy corner today," mumlede Gabriel, da han ikke fik andet end dødsblikket som svar. Så han satte sig op, fandt Juliens hånd, og tog fat om hans hånd, så han kunne lave et ordenligt lillefinger løfte med dæmonen. "There! That wasn't so bad, was it? And now you can rest assured that I won't get myself in too much trouble when you're gone. You're welcome." Måske burde han være lidt mere påpasselig med Julien, men lidt af frygten for ham var forsvundet med det midlertidige hukommelsestab. For nu havde han om ikke andet fået mere at vide om det fra Juliens side, og det var faktisk beroligende at få at vide, at han ikke bare var et stykke legetøj i dæmonens øjne. I hvert fald ikke længere.

Gabriel var egentlig på vej til at komme op af sofaen, da Juliens ord stoppede ham. "... I didn't get a lot of sleep, but it's fine. I can sleep when I go home. I just... I don't want to cause more trouble for you. I've been in your way, more than enough the past many weeks, and I'm pretty sure you deserve some proper sleep for once." Et øjeblik så han op på dæmonen, med et tøvende smil, men det falmede kort efter og han sænkede hurtigt sit blik igen, flov over hvor hjælpeløs han måtte virke. Han kunne ikke en gang håndtere sine egne minder uden at få et mentalt sammenbrud, hvordan måtte det ikke se ud for en mand, som kunne holde sine følelser ude af langt de fleste situationer?

Stædigt sank han den klump han havde i halsen. Det var hverken stedet eller tidspunktet at være den deprimerede møgunge, så de negative følelser blev lagt til siden for nu. "I'll get going now. Can't have you lose your beauty sleep." Joken kom naturligt, og det sædvanlige drillende smil nåede hans læber igen, som han rejste sig op, og endnu en gang strakte sig. "You have my number if you need anything - or if you wanna hang out, 'cause that's cool too."

Julien lod Gabriel tage hans hånd og lave sit 'pinky promise', stadig uden at ændre udtryk, selvom han ikke kunne lade være med at smile lidt opgivende indvendigt. Nogle gange var det som at have med et barn at gøre, når man var sammen med Gabriel. En del af hans charme velsagtens. Og måske noget af det, der gjorde, at Julien havde tålmodighed med ham. Nogle gange var der noget uskyldigt over ham, selvom Julien udmærket godt vidste, at han var lige så farlig som en humørsyg piratfisk med rabies. Men han var kommet til at kende ham ret godt, og nogle gange kunne han ikke lade være med at se ham som et barn. Trods sin alder. Men det var nogle af de ting han gjorde og sagde, som Julien ikke kunne lade være med at sammenligne med de få børn, han havde haft med at gøre. For eksempel nu hans stædighed med, at han ville forsegle et løfte ved at klemme lillefingre.

Julien var et øjeblik om at svare ham. Han ville virkeligt gerne have huset for sig selv igen, han følte sig træt og tyndslidt, men samtidigt var han bekymret for Gabriel og han havde svært ved at lade ham gå. Han havde i så mange uger haft Gabriel bagerst i tankerne i døgndrift, at han havde svært ved ikke at kunne holde øje med ham. Tanken om ikke at vide, om han var på vej ud for at gøre noget overilet, eller bare ikke sove i flere uger, nagede ham. Men logikken sagde ham, at han ikke kunne gøre andet end at lade drengen gå Julien var ikke hans far og Gabriel var ikke hans søn. Faktisk var Gabriel en voksen mand, selvom man kunne tro andet, og han havde klaret sig fint ingen Julien dukkede op i hans liv.
Alle tankerne fór igennem Juliens hoved uden de helt store følelser og efterlod ikke spor på hans ansigt.

Han rømmede sig og trak sig selv ud af sine tanker, da Gabriel rejste sig, hvilket fik Julien til også at rejse sig.
"I'm just worried about you." Han tøvede et kort øjeblik, men rakte så ud og kørte sin hånd over Gabriels hår. Mens Gabriel havde været skadet, havde der været meget mere fysisk kontakt imellem dem, også selvom det kun var de små berøringer som denne, men efter at have set, hvor meget det kunne betyde for den unge vampyr, havde Julien tænkt lidt over, at han måske godt kunne huske sig selv på at give de små fysiske tegn på, at han holdt af ham.

Well, if you want to go. And you have my number, and you know you can call any time." Julien kunne ikke lade være med at sukke. "I sound like some overprotective parent. I must be tired." Han lavede en viftede bevægelse med hånden. "Shu. Get out of here. You can come get your cat in a couple of days." Ikke at han ikke måtte få sin kat med hjem, men Julien tænkte, at det nok var en god idé at vente lidt med det, i tilfælde af, at Gabriel skulle få et tilbagefald. Ingen grund til at flytte for meget på dyret.

Gabriel sendte Julien et lille smil, da dæmonen begyndte at lyde som var han faktisk hans søn, og han vidste ikke hvorfor, men det gav ham en varm følelse i kroppen, når han vidste at Julien var bekymret for om der skete ham noget. Han vendte sig om, og begyndte at gå imod hoveddøren, men stoppede op efter et par skridt. Efter nøje overvejelse vendte han sig og løb praktisk talt tilbage, så han kunne lægge sine arme om Julien, og begravede sit ansigt ved hans skulder.

"You take care too. I don't wanna lose you again," mumlede han forsigtigt imod Juliens skjorte. Han klemte blidt om Julien, inden han igen trak sig tilbage, og smuttede ud. Da han åbnede døren kaldte han kort "Good night! And don't let the bed bugs bite," hvorefter han begyndte at gå hjemad. Det var sjældent at de to var gode til at tale om følelser, selv da Gabriel var syg. Det lå bare ikke rigtigt til nogen af dem at sige sådan nogle ting, så det lå bare mellem linjerne. Derfor betød det utroligt meget at Julien havde åbnet op for ham, og havde besluttet at han godt ville prøve at forklare sine motiver, selvom det havde været risky, og at Gabriel snildt kunne have besluttet at smutte. Det havde de fleste nok, efter at have fået at vide, at de bare var et stykke legetøj, men Gabriel var nok lidt mere fleksibel med tortur end så mange andre.

Julien lod blikket følge Gabriel, da denne vendte om og begyndte at gå. Det lille smil på hans ansigt havde for Julien virket mere ægte end de sidste par stykker, han havde sendt ham. Had vide, hvad han havde tænkt?
Pludseligt vendte Gabriel om og løb hen og lagde armene om ham i et kram. På grund af det, der var sket tidligere på dagen, var Julien lige ved at reagere ved at forsvare sig selv, men trods den negative oplevelse med Gabriel, var Julien alligevel langsom til at reagere. Og det viste sig også bare at være et kram. Julien lagde armene om Gabriel og gav ham et blidt klem tilbage.

Da Gabriel var forsvundet, stod han lidt og så efter ham, tom i hovedet. Træt. Endeligt sukkede han og gik over til det lille bord med flasker med diverse spiritus. Han tog en whisky og hældte en ordentlig slat op i et glas, som han tømte i én mundfuld. Den stærke væske brændte ned igennem hans krop og han hældte en mere op med det samme. Han glædede sig til at holde sin ferie. Det var længe siden, han havde haft så meget brug for at få noget tid til sig selv.

Der var dog et par ting han skulle have styr på først og han havde fået en idé, mens han havde snakket med Gabriel. Ikke at Gabriel ville bryde sig om den, men det ville give Julien ro, mens han var væk.
Han tømte det andet glas og gik så ovenpå for at gå i seng.