The curse inside //Caleb

Alyssa lyttede roligt til hans ord og bed sig en kende i læben. Hun strøg stille hånden igennem sit lange hår, og nikkede svagt til hans ord. Han vidste som regel hvad han snakkede om, så det her var nok ikke ligefrem noget andet. Ganske let sukkede hun og så længe på ham.
"Jeg lover at ligge stille.. du må bare ikke hypnotisere mig" hviskede hun blidt. Det var noget af det værste hun vidste. At miste den sidste rest af sig selv hun havde, var en forfærdelig følelse.

Da han gik igang måtte hun af og til holde om dynen under sig, for ikke at bevæge sig. Det gjorde virkelig ondt, men hun vidste at han var nødt til det, for at kunne hjælpe hende. Og han ville jo aldrig gøre noget bare for at gøre hende ondt, det vidste hun da.
Han blev færdig og hun sukkede kort og trak vejret dybt ind. "Åh jah.. men det der med at holde sig i ro er heller ikke et problem jo" smilte hun og pegede ned mod sin brækkede ankel. Lige nu syntes hun selv at hun virkede meget uheldig.
Stille tog hun hans hånd og flettede deres fingre. "Tusind tak.." hviskede hun smilende og bed sig en kende i læben igen.

Da hun flettede deres fingre, nussede han blidt hendes hånd og lagde så tæppet op omkring hende så hun ikke skulle føle sig mere sårbar end højest nødvendigt. Noget han vidste hun ikke var glad for. Så kunne hun også få noget varme i den del af kroppen da det jo unægteligt var en hård omgang.
"Det var så lidt skat..... Nu skal vi bare sørge for du forholder dig i ro så meget som muligt.... Men igen.... Du har været rigtig heldig... Eller også er du virkelig sejlivet...."
Så lagde han sig lidt ned på siden og kiggede på hende med en kærlig intensitet og virkede tænkende.

Når man så tilbage havde de egentlig været rigtig meget igennem,, både hver for sig og sammen. Det var nok en af grundene til at deres følelser for hinanden var så stærke selvom de var blevet prøvet af. Stille nussede han hende på maven og sukkede glad. "Det var ellers noget af en start på at ende ved hinanden igen hva?"

Alyssa så smilende på ham og nød bare at han blev hos hende. For strengt taget kunne han jo bare have valgt at gå fra hende. Han havde ikke behøvet at blive hos hende, men det gjorde han og det betød uendeligt meget for hende faktisk. Roligt strøg hun hånden gennem sit hår, inden hun bed sig i læben.
"Alsa.. hvis sandheden skal frem, var det ikke ligefrem sejlivet jeg følte mig mens jeg var hos ham.. nok nærmere at det var irriterende jeg ikke bare kunne dø" svarede hun ganske let og så frem for sig. Hun var virkelig glad for at han havde fundet hende også selvom hun ikke havde virket sådan til at starte med.

Hans ord fik hende til at grine blidt, hun lod stille hovedet glide på skrå og så ham længe i øjnene. "Jeg troede du havde lært det var sådan med mig her?.. en evig kamp" hviskede hun drillende og sukkede ganske stille. Det værste var at det ikke engang var løgn. Nogle gange virkede det som om det hele forfulgte hende.
"Jeg er glad for du vælger at blive.." hvidkede hun smilende og bed sig hårdt i læben. Livet var ikke ligefrem det samme uden ham.

Han grinede kærligt og strøg hendes kind inden han lagde sig lidt bedre til rette og sukkede glad over at ligge her med hende. Mange ville nok mene det var dumt af ham, men for ham var intet mere rigtigt at være lige ved hendes side. Så kunne resten af verden faktisk være ligemeget.
"Hvis det betyder jeg kan være sammen med dig så tager jeg gladeligt alle kampe der måtte komme.... Du er.... Ja du har mit hjerte har du.... Du har altid givet mig fornemmelsen af at det kunne slå..."

Så lænede han sig ind og kyssede hende blidt inden han så hende i øjnene og sagde stille: "Der er intet jeg hellere vil.... Jeg er bare glad for du lader mig blive..... Det er jo også dit hus...." Stille blinkede han til hende og nappede hende lidt drilsk i øret. Det havde jo hele tiden været meningen at huset skulle være hendes. Han var bare glad for han nåede at give hende det og nyde det sammen med hende

Alyssa's brune øjne hvilede kærligt på ham mens han snakkede, han havde ret. Det hele kunne ikke blive bedre, så længe de to var sammen.. hun elskede ham og kun ham.. selvom det måske lød underligt, så ville hendes hjerte nok aldrig tilhøre en anden end ham.. for han var den der havde hjulpet hende altid.
Eller i hvert fald så langt tilbage hun nu kunne huske. "Og du har mit hjerte.. det har du altid haft.." hviskede hun smilende og så frem for sig. Nød at ligge her hos ham, og bare snakke og putte. Det var en vidunderlig følelse i sig selv.

Hans ord fik hende til at grine let. "Åh jah det sandt.. så i virkeligheden kan jeg bare smide dig ud jo?" Svaredw hun drilsk og smilte som han nappede hende i øret. Det kildede en del.. men det var med garanti også derfor han gjorde det.
Blidt drejede hun hovedet og kyssede ham ømt. Strøg hånden nedover hans arm, inden hun sukkede lykkeligt for sig selv. At han blev for at passe på hende, betød mere end han sikkert vidste.. for hun havde jo sagtens kunnet klare sig alene, men det var meget bedre når han så valgte ag blive hos hende.. det viste bare at han virkelig bekymrede sig for hende.

Han grinede lidt kærligt inden han nikkede til hende og blinkede en gang hvorefter han sagde: "Det kan du ja.... Hvis du har lyst til det selvfølgelig......"
Så lavede han triste hundeøjne hvorefter han kyssede hende et par gange lige under øret og så på hendes kind inden han hviskede:
"Men nænner du virkelig det?.... Jeg elsker dig jo......"

Deres kærlige drillerier, deres varme blikke, alt sammen var blot endnu et bevis for at deres følelser brændte klart som aldrig før. Hvilket egentlig var underligt taget i betragtning af hva de begge to havde været igennem. Men på trods af alt det så var hun hele hans verden. Uden hende var verden bare trist og grå.

"Det her er rigtig dejligt skat..... Bare at ligge her med dig...."

Hans pludselige hundehvalpe blik, fik hende til at grine og se en smule overvejende på ham. "Om jeg virkelig nænner det? Neij.. det ville jeg aldrig kunne fp mig selv til.. det elsker jeg dig for højt til' sagde hun smilende og grinte lidr igen.
Det her var fantastisk.. at han slap hvor de havde været.. at de gik tilbage til det de havde haft. Hun elskede ham mere end livet, og hvis valget stod ved det en dag, ville hun uden tøven ofre sig selv, hvis det betød ham kunne leve.
Hun sukkede svagt nydende som han kyssede hende og bed sig en smule i læben.

"Det kilder.." hviskede hun kærligt.
Langsomt puttede hun sig imod ham og rettede lidt forsigtigt på sit ben, så hun ikke lagde så meget pres på sin ankel.
"Jeg kan kun være enig med dig skat.. jeg er så glad for vi kan det her igen" sagde hun smilende og pillede lidt ved hans fingre. En ting var hvad der var sket i deres fortid, men set her var nutid og de havde hele fremtiden sammen.. og den kunne uden tvivl kun blive bedre.
"Er det ok jeg sover lidt skat?" Hviskede hun forsigtigt og så op på ham.

Han grinede lidt som hun nævnte det kildede hvorefter han strøg hende blidt på maven.
Så sukkede han nydende og smilede kærligt til hende inden han sagde: "Det er jeg rigtig glad for.... Jeg nyder det nemlig også...." Det føltes rigtig dejligt som hun pillede ved hans fingre, det var jo et dejligt kærtegn fra hende.

Så nikkede han stille og kyssede hendes kind inden han satte sig op og sagde: "Selvfølgelig er det det skat.... Nu skal jeg lige hjælpe dig...."
Så rullede han den ene dyne godt sammen hvorefter han meget stille løftede hendes fod så den kunne komme til at ligge bedre så foden ikke kom til at genere hende mere.
Der efter lagde han sig ned til hende igen og sagde stille: "Jeg bliver liggende lige her ved din side..."

Alyssa kunne ikke lade være med at føle sig heldig.. ikke bare havde han tilgivet hende, men han var også så ufatteligt sød og forstående. Hun elskede ham, mere end noget andet, og alene det at han tilgav hende, gjorde at hun ikke kunne være mere lykkelig.
Svagt rødmede hun ved hans ord og nussede hans arm en smule. "Gør du virkelig? Jeg er glad for du nyder det, ligeså meget som jeg gør" hviskede hun smilende og så kærligt ind i hans øjne.
Mange ville sikkert tro, at hun kun ville have ham for pengene, men det var slet ikke sandt. Han kunne være fattig, og hun ville stadig elske ham.

Som han begyndte at hjælpe hende med at ligge bedre så hun kunne sove, smilte hun ganske let. Han var så betænksom.. ikke som andre hun havde mødt.
Uanset hvad virkede han hele tiden som om at han kun ville have hende, hvilket var en utroligt dejlig følelse at have indeni.. som hans ord nåede hende, lænede hun sig op og kyssede ham. "Det er jeg rigtigt glad for.. jeg sover meget bedre når du er her sammen med mig" hviskde hun smilende og strøg hans arm.
Puttede sig tæt op af ham og faldt til sidst i søvn. Der gik en del timer før hun begyndte at vågne igen.

Han strøg hendes hår ganske blidt fra hendes ansigt og smilede kærligt til hende inden han kyssede hende ømt og sagde:
"Det er jeg glad for at høre..... Sov godt min skat..... Jeg elsker dig..... Af hele mit hjerte....."
Så lagde han sig godt til rette så hun kunne putte sig op af ham som hun havde lyst til. Imens hun lå og sov trygt, tænkte han på hvor heldig han rent faktisk var over at have en vidunderligt perfekt kvinde som elskede ham ved sin side. Dybest set var det heller ikke vigtigt for ham. Det eneste der talte var hende der lå og sov i hans arme.

Da hun vågnede nogle timer senere, var solen ved at gå ned og Caleb kyssede hende blidt og sagde: "Godmorgen min egen.... Har du sovet godt?....."
Rundt i rummet duftede der dejligt af hendes yndlingsmorgenmad. Han havde udnyttet lidt af tiden imens hun sov

Alyssa så på ham og smilte svagt. Det var virkelig dejligt at se ham som det første, når hun slog øjnene op. Stille strøg hun hans kind og gengælde kysset ømt.
"Jah det har jeg.. for første gang siden jeg forlod dig.." hviskede hun smilende og satte sig langsomt op. Strakte sig en smule og sukkede afslappet. Det her.. det havde jun savnet.. at vågne op sammen med den mand hun elskede, at kunne føle sig tryg igen. Hun havde aldrig brudt sig om at undvære ham.. han fuldendte hende.

"Her dufter dejligt.. har du lavet mad?.." spurgte hun drillende og vendte blikket hen på ham. Vidste jo at han ikke altid var så god til at lave mad, hvilket ikke generede hende. Tværtimod syntes hun det var ganske sødt, men det var oz forståeligt fordi han ikke behøvede det.
"Jeg elsker dig" sagde hun mildt. Så længe på ham, inden hun forsigtigt rejste sig og støttede sig til sengekanten, inden hun rakte hen så hun kunne støtte sig i vindueskarmen. Nød den sidste rest af solskin der ramte hende. Tænk at hun havde sovet dagen væk.. hun havde ikke set solen så længe.. øjnene lukkede sig og hun nød tydeligt varmen, indtil solen gik ned.

"Jeg elsker også dig skat...."
Han nikkede stille og nussede hende og hjalp hende hen til vinduet så meget som hun nu havde brug for. "Jeg synes jeg ville forkæle dig lidt med lidt lækker morgenmad... Være en rigtig god sygeplejer for kvinden i mit liv...." Selvfølgelig var han forsigtig som han kom hen mod vinduet da solen stadig kunne være et problem. I stedet for gav han sig til at gøre hendes yndlingste klar og satte kop til hende også.

Da solen så var gået ned, gik han hen og hjalp hende ned til bordet og stillede en fodskammel hun kunne hvile foden på. Efter at have hældt lidt te op til hende, kyssede han hende blidt og satte sig på sin egen stol.
"Jeg håber maden kan bruges min skat?...."

Alyssa's blide øjne hvilede intenst på ham for en stund, inden hun stille så ned. "Men hvorfor?.. jeg er jo ikke vampyr.. slet ikke så smuk som en.. jeg er i problemer hele tiden.. mine evner er.. jah.." hun sukkede og bed sig i læben. Havde aldrig forstået hvorfor han dog elskede hende.
Det lød måske underligt, men samtidig kunne hun ikke lade være med at tænke tanken.."det er sødt af dig kære.. du er virkelig alt for god ved mig" sagde hun ganske blidt og pillede en smule ved en tot af sit lange hår. Selvfølgelig kunne hun kun være glad for at han havde valgt netop hende..

Som han hjalp hende hen til stolen, satte hun sig ganske langsomt og smilte til ham. Så derefter på maden og nikkede en smule. 'Det ser rigtigt lækker t ud skatm. Tusind tak" sagde hun mildt og lænede sig hen og kyssede ham ømt.
Uanset hvad hans svar ville være, ville hun jo helst aldrig undvære ham igen.. for livet uden ham havde virkelig været trist. Og ikke bare fordi der var sket de ting der nu var, men fordi hun virkelig manglede ham.

Efter hun havde lænet sig hen for at kysse ham, kyssede han intenst igen inden han satte sig stille ned igen og hældte lidt op til sig selv. Han kunne godt mærke hendes usikkerhed så han besluttede sig for at forklare hende det på en måde så hun ikke kunne tvivle på ham.
Så han tog blidt hendes hånd og så hende kærligt og dybt i øjnene imens han sagde:
"Hvorfor jeg har valgt dig? Fordi..... for ca 275 år siden slog mig hjerte sit allersidste slag.... Så mødte jeg dig og for første gang følte jeg at mit hjerte kunne slå igen.... Når jeg ser i dine øjne.... Når jeg ser dig smile..... Når jeg mærker dine læber.... Så ved jeg at du ikke ser titel eller formue... Du ser Caleb.... Du kysser Caleb.... ikke Lord DeBayle.... Du får mig til at føle jeg kan stå imod hele verden..... Og hvis det betød at jeg kunne få lov til at kalde dig min..... Så gør jeg det uden tøven....."

Så kyssede han blidt hendes hånd og tog en tår af sin kaffe uden at fjerne sit blik fra hende. Hvis der fandtes nogen der var helt perfekte for hinanden så var det de to. Det herskede der ingen tvivl om. Ligemeget hvad udfordringer der så end måtte komme så ville han altid elske hende ligemeget hvad

Alyssa så ham i øjnene mens han fortalte, hvorfor han lige havde valgt hende. Det var jo ikke fordi hun tvivlede på hans følelser for hende, men simpelthen fordi hun ikke forstod det.
Hvorfor skulle en mand som ham, vælge en der ikke var noget? En der aldrig ville blive ligeså meget værd som ham. Deg gav ingen mening for hende, men hun var glad for det. Hun elskede ham, og det ville hun altid gøre. Uanset hvad der skete mellem dem, og hvem de var sammen med, var det stadig hinanden de fandt frem til igen.

'Du ikk rigtigt klog skat.." sagde hun ganske forsigtigt og nussede hans arm en smule. Det var dejligt at vide han elskede hende og kun hende, men samtidig var hun også godt klar over, at hun ingenting havde at tilbyde ham.
Hun kendte intet til sin familie, til sit andet liv. Vidste hun havde haft et, men det var kun livet med ham hun ønskede. På det sidste havde hun dog haft nogle mærkelige syn, lidt som deja vú.
"Tak.."

Så tog han en tår kaffe og nussede hendes hånd imens han så hende i øjnene. De havde altid kunne læse hinanden som en åben bog så det var nærmest umuligt at skjule for hinanden. Det var af samme grund han kunne mærke hvordan hun nærmest tænkte om sig selv. Alligevel sad han også og tænkte på hvor heldig han selv var. I hans øjne var hun så utrolig meget mere end ham. Hun kunne på ingen tid vende mørke til lys, ligemeget hvor godt det sad fast i hans indre. Hun havde aldrig nogensinde forsøgt at ændre ham, han havde altid været hendes helt egen Caleb. Han elskede hende virkelig højere end noget andet.

Dog fik han øje på noget nyt i hendes øjne. Eller nærmere en glød der fortalte om noget gammelt. Så han kyssede kort hendes hånd og kiggede undrende på hende. Selvom han ikke var sikker på det så havde han alligevel en lille idé om hvad det kunne være.
"Hvad tænker du på skat?...."

Alyssas syn på hende selv, havde altid været meget trist, og det var sværr for hende at ændre. Faktisk var hun af og til så langt ude, at hun hadede sig selv. Det måtte også være svært for ham, at vide hun havde det sådan. Uden at han kunne gøre noget ved det overhovedet.
Svagt så hun ned og sukkede opgivende. Ønskede egentlig bare at være sammen med ham, selvom det kunne være svært. For at og til, følte hun sig så dum.. så lidt værd.. hvorfor spildte han overhovedet tiden på en der var så lidt, som hende.

De brune øjne hvilede længe ud af vinduet mens han sad og kiggede på hende. Faktisk virkede hun meget fraværende, og de ting hun så, var nok grunden til det.
Hans stemme brød den stilhed de havde siddet i, og hun vendte labgsomt blikket hen imod ham. Smilte lidt og lænede sig ind og kyssede ham intenst. "Det skal du ikke bekymre dig om kære.." svarede hun mildt. Ville ikke virke som om hun ikke forstod hendes minder, men det var sandt. Og hvordan skulle hun dele minder med ham, som han uden tvivl helst ikke ville vide.
Kort efter trak hun sig væk og gik hen for at rede sit hår. Hendes blik afslørede stadig, at der var noget der gik hende på. Som hun stod og støttede sig til bordet, med ryggen til ham, prøvede hun at skjule det.

Han sukkede stille og kyssede lige så intenst tilbage hvorefter han smilede til hende. "Du kender mig jo godt skat....."
Efter lidt rejste han sig og gik hen til hende og kyssede hende blidt i nakken inden han uden at sige noget hjalp hende ned at sidde og gik så i gang med at rede hendes hår blidt men grundigt. Selvom hun måske ikke tænkte over det havde hun selv lært ham hvordan det skulle redes rigtigt.

Da han havde redt hendes hår lidt, nussede han kort hendes kind inden han fortsatte med hendes hår og sagde ganske forsigtigt:
"Det er hårdt med så mange minder man ikke kan holde styr på i sit hoved.... Specielt når man ikke ved hvor de kommer fra.... Måske er man ikke en gang sikker på hvor mange af dem rent faktisk er ens egne....."
Så satte han sig om foran hende og nussede hendes knæ imens han så hende dybt i øjnene med et blik han kun gav hende.

"Jeg kan mærke der er noget der går dig på...... Det behøver man ikke være særlig god til at læse folk for at vide.... Du ved jo godt jeg ikke kan lade være med at bekymre mig når du har det sådan.... Må jeg ikke høre?"

Alyssa hørte godt at han rejste sig, og da hun mærkede ham komme tættere på, holdt hun næsten vejret.
Hans hænder mod hendes skuldre fik hende til at smile kort. Hun undgik med vilje hans blik i spejlet mens han redte hendes hår. Utroligt at han stadig huskede det.. det var ikke første gang han havde redt hendes hår, og det var faktisk rigtigt rart når hun havde så ondt.
Det havde altid beroliget hende på en helt speciel måde når han redte hendes hår, det var faktisk på alle måder rigtigt dejligt. Det vidste han nu også godt, det var hun ret overbevist om.

Hans ord gjorde hende tøvende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare ham.. på den ene side ville hun gerne give ham ret, men på den anden side, ville hun ikke risikere at han tænkte skidt om hende.
Forsigtigt så hun ham i øjnene da han satte sig ned foran hende. Sukkede en smule og lod hovedet glide en kende på skrå. "Du ved ikke engang.. halvdelen af det.. hvor langt er du villig til at gå?.. hvor længe vil du være min, hvis jeg fortalte dig hvad jeg så?" Hviskede hun stille og så væk fra ham igen.

"Caleb.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.. jeg ved bare at.. det der kommer frem er halve minder.. brudstykker jeg skal prøve at sætte sammen og.. de ikk særligt gode.."

Uden at kigge væk fra hende et eneste øjeblik sad han foran hende og nussede om hende og så hende i øjnene. Det var meget tydeligt i hendes stemme at hun var nervøs for hvad der ville ske hvis hun rent faktisk sagde det til ham. Men alligevel flyttede han sig ikke. De skulle være sammen på både godt og ondt, og han ville hjælpe hende med hvad end hun ville komme med selvom det var rigtig hårdt for hende. Han elskede hende ganske enkelt for meget til andet.
Da hun så kiggede væk og fortalte lidt om hvad det var, satte han sig lidt tættere på hende imens han stadig kærtegnede hende for at hjælpe hende til bedre ro samt hun skulle mærke han elskede hende og var der for hende.

Så løftede han blidt hendes hage så han kunne se hende i øjnene hvorefter han sagde med en utrolig ro og kærlighed i stemmen:
"Du spurgte hvor lang tid jeg ville være din hvis du fortalte det...... For evigt..... Jeg er og vil altid være din..... Intet kan ændre på det...."

Alyssa virkede meget stille som han kiggede på hende, hun vidste jo godt at han gerne ville, hjælpe hende. Men samtidig var det svært, for hende at skulle åbne op for ham og fortælle ham om sine tanker.
Selvom han uden tvivl kunne se og mærke at noget gik hende på, var det ikke sikkert at han ville kunne holde de minder ud hun havde.
Det var endnu ikke meget hun huskede, men de minder der af og til poppede frem i hende, gjorde det ikke ligefrem nemt for hende.

Som han løftede hendes hage så hun ham i øjnene. Lænede sig forsigtigt ind og kyssede ham.
"Jeg ved ikk.. om jeg burde.. men ok.." sukkede hun lavt efter han havde fortalt hende, at han altid ville elske hende. "Jeg får nogle.. få minder der kommer frem langsomt, de er der kun flygtigt men.. de er ikke gode.. forleden nat, så jeg mig selv bundet.. jeg så en mand i hjørnet af rummet grine.." hun tav lidt.
"Caleb de ting der sker med mig i minderne.. de er ikke gode.. de er meget anderledes end hvad man normalt ville tro.." sagde hun stille.

Som de stod der og hun fortalte, lyttede han meget intenst for at være sikker på at han fik alle detaljerne med. Han kunne godt høre at hun var meget nervøs over at fortælle det så det var også vigtigt for ham at udstråle hvor meget opmærksomhed han lagde i det. Det var selvfølgelig langt fra småting hun fortalte og det gav rigtig god mening at hun havde det så svært med det.
Så strøg han blidt hendes kind inden han kyssede den blidt og sagde:
"Jeg er glad for du ville fortælle mig det skat.... Jeg ville ønske at du aldrig var blevet udsat for det..... Men det gør dig ikke mindre speciel i mine øjne.... Vi tager minderne som de kommer men det her kan jeg love dig..... Jeg vil aldrig nogensinde forlade dig..... Du er mit lys i et evigt mørke....."

Så holdt han armene ud og smilede kærligt til hende som et tegn på han ville holde hende tæt. Selvfølgelig var det ikke nemt men samtidig gjorde det kun at han var endnu mere opsat på at hun skulle have det godt.

Det hele var meget forvirrende i hendes hoved, ikke som sådan fordi hun var bekymret, men fordi hun skulle holde styr på alle sine følelser og tanker, samtidig med alle andres, hvilket var svært.
Som han rakte armene ud, gik hun stille hen og gemte sig imod ham. Ignorerede smerterne for en stund og sukkede opgivende. Lige nu var det her det eneste sted hun ville være.. sammen med ham. Ingen andre end ham kunne få hende til at føle den ro indeni, som han kunne.
Ganske let lukkede hun øjnene og bed sig hårdt i læben. Faktisk så hårdt, at der kort efter kom hul, hvilket hun dog ikke opdagede.

"Det er virkelig sødt af dig Caleb.. jeg ved ikke hvad jeg gør hvis.. hvis du går fra mig.. jeg kan slet ikke rumme den tanke lige nu" sukkede hun lavt og åbnede øjnene.
Så op imod ham og mødte intenst hans blik.
Hvis han en dag fortalte hende at han havde fundet en bedre, ville hun nok ikke fortsætte længere.. i det tilfælde ville hun nok bare give op.
Efter hendes kræfter blev ved med at vokse, var det virkelig svært for hende at gå alene. Alt mærkede hun, og de ting hun ikke kunne holde væk, gjorde det meget værre for hende. Svagt trak hun sig væk og lod hænderne løbe igennem håret.

Som hun kom hen til ham og gemte sig ind mod ham, lagde han armene stille om hende og strøg hende blidt med håret imens han lyttede til hvad hun sagde.
Hvis han på nogen som helst måde kunne afhjælpe at hun havde det dårligt eller havde smerter, ligemeget hvad. Så var ingen pris for høj, ingen kamp var for stor. En ting man ind imellem gjorde som vampyr var at stille sig selv spørgsmålet om hvad meningen med det hele var. Tanken om evigheden kunne ofte være utrolig overvældende.
Men med tiden havde han fundet ud af hvad han skulle med evigheden. Han havde aldrig troet på at man var fastsat til en ting, men han var dog sikker på at hans plads var lige ved hende.

Da hun så kiggede op på ham og han så hendes let blødende læbe, smilede han stille og sagde: "Jeg går aldrig fra dig.... Så det behøver du slet ikke tænke på......"
Så lænede han sig stille ind og kyssede hendes læbe blidt men intenst så sårene blev væk.
Så strøg han hendes kind ganske stille og sagde: "Sådan skat......"

Da han lænede sig ind og kyssede hende, gengældte hun det forsigtigt, dog en smule undrende. For det var kommet bag på hende, at han pludselig kyssede hende.
Hans ord fik hende dog til at smile en smule. "Havde jeg bidt hul?.." hviskede hun smilende. Strøg hænderne igennem sit lange mørke hår. Fik ham til at hjælpe hende hen til sengen så hun kunne sætte sig. Det gjorde ondt alle vegne lige nu.. eller sådan føltes det i hvert fald.
Hans ord fik hende til at rødme.. han betød jo alt.. uden ham var hun ingenting.. hun var ingenting. Kun han kunne give hende roen indeni, uden at hun blev mærkelig over det hele.

"Du mister heller ikke mig.. jeg elsker dig.. så højt Caleb.. uden dig ville jeg slet ikke være her" hviskede hun kærligt og bed sig i læben.
Der ville nok gå lidt tid, før han opdagede at hun skjulte sine følelser om det der var sket. Det gode ved hendes evner var, at hun havde nemmere ved at ignorere sine egne følelser, fordi hun kunne mærke alle andres.
"Er det okay jeg sover?" Spurgte hun forsigtigt og så ham i øjnene.