I need more coffee.... (Hazel)

Tid: 23:00
Sted: Khá's kontor
Vejr: Meget koldt men fuldstændig vindstille og stjerneklart
Påklædning: Et par slidte jeans og en stram skjorte

Endnu en stak skriftruller blev gjort færdige.. Tid til næste stak... Der var for nyligt kommet en masse skriftruller til Khá der naturligvis skulle undersøges for hvad de indeholdte og om hvor vidt de var farlige.
Der var virkelig virkelig mange skriftruller og det meste af det var noget ævl fra enten teenagere der var sure på en utro kæreste eller middelaldrende mænd der ville handle med Djævelen selv for at få mere succes i deres liv. Ganske få af dem havde godt nok noget der kunne bruges til magi men langt fra noget farligt og slet ikke i hænderne på mennesker.
Der var meget langt igen så han havde tænkt forud og hentet en kaffemaskine op på hans kontor der nu stod klar med helt frisk kaffe. Roligt rejste han sig og fyldte et krus der kort blev smagt på. Det var da en udemærket kaffe men bare ikke det samme som hvis en man holdt af lavede den

Så gik han hen til altanen og tog en mundfuld frisk luft inden han sukkede en gang og så udover slotsgården. Som han stod der og kiggede, blev ensomheden noget mere tydelig. Selv Bach var lagt til hvile. Bach havde ikke selv ment at han var færdig men det sled på hans sjæl at blive så Khá satte ham fri.
Khá rystede tankerne lidt fra sig og gik endnu en gang ind til sit skrivebord hvor han tog en stor slurk kaffe og kiggede på den næste stak. Ja det var da i hvertfald ikke folk der vidste hvad de lavede der skrev det her...

Tiden var forsvundet så hurtigt mens hun havde været væk fra ham. Det ene øjeblik havde hun alt hun kunne drømme om i ham, men det næste var det væk. Næsten smuldret gennem fingrene på hende, og endnu engang havde hendes nemmeste udvej været at forsvinde.
Hazel var på mange punkter kompliceret og hendes eneste løsning pp mange problemer var enten at tilbyde sin krop, eller at stikke af. Selvfølgelig var ingen af delene helt fair, ej heller særligt gode for hende, men det var nu engang sådan hun var indrettet.

At snige sig ind på grunden var intet problem, hun havde lært at sno sig på en måde der gjorde at han ikke længere opdagede. Det var det samme hun havde gjort den nat hun var stukket af. Hendes skridt var lydløse og bevægelserne smidige som en kats, imens hun bevægede sig gennem gangene.
De blå øjne havde ænset ham på altanen, og hun havde været nede i køkkenet og lave en kop kaffe, som stod ved hans papire da han kom ind fra altanen. Selv stod hun i mørket og betragtede ham. Et ganske stille smil hvilede på hendes læber. Han levede da.. men hvor så han ud.. han havde ikke godt af at være alene. Som hun stod i mørket, i sit sorte tøj og det lyse hår sat op, var hun svær at se. Alligevel var hun nem for ham. Lige nu var hun i vildrede.. skulle hun gå.. eller blive.. som han kom ind, fik hun sneget sig ud på altanen og så udover haven. Hun havde sorte stiletter på og en lang sort kjole med glitrende krystaller. Den havde tynde stropper og ingen ryg.

Da han så kom ind igen og så den nye kop kaffe der stod der, kiggede han først undrende på den og sikrede sig først at der ikke var noget farligt i den. Det skulle nu også være virkelig slemt for at kunne gøre ham noget. Da han så smagte på kaffen blev det meget hurtigt klart hvor kaffen kom fra. Det var hende der var tilbage. I hvertfald for en tid. Mange gange havde han forsøgt at overbevise sig selv om at han burde være alene, men gang på gang fik hun ham vist noget andet. Det gjorde hun så denne gang med en kop kaffe.

Der gik heller ikke længe inden han opdagede hun var der, men han vendte ikke rundt. Sæt nu det bare var hans sind der spillede ham et pus....
Kort efter forsøgte han dog alligevel at sige noget. Hendes energier havde nemlig afsløret hende.
"Hazel.... Ingen laver kaffe som dig...... Jeg... Har savnet dig...."

Ganske vist en anelse risikabelt at sige men ikke desto mindre var det rigtigt. Lige meget hvad, kunne han ikke ændre sine følelser for hende. Det havde han dybest set heller ikke lyst til

Som forventet gik der ikke specielt længe før han havde smagt på kaffen og gættet det var hende. Hun hørte hans stemme, men for et øjeblik blev hun stående og betragtede himlen. Mon det overhovedet var klogt.. hvad ville han ikke sige når hun nu for 3 gang var vendt tilbage, uden overhovedet at have sagt farvel.. det virkedw ikke sødt... men hun ville stadig ikke kunne give en ordenlig forklaring hvis han spurgte nu.
Stille vendte hun sig med lænden mod kanten af altanen og så ind på ham som han stod med ryggen til hende. Trak vejret stille ind og pustede ud, inden hun gik hen til døren og stod i døråbningen.

"Connor.. jeg er glad for du husker smagen.. jeg har.. oz savnet dig" sagde hun stille og bed sig hårdt i læben. Det var ikke løgn, langt fra. Hun havde virkelig savnet ham helt utroligt meget. Det havde hun altid gjort når hun var fra ham. Han var hendes anden halvdel og uden ham, kunne hun ikke fungere rigtigt. Ganske stille så hun ned, omtrent samtidig med at hendes lange lyse hår, faldt ud af knolden og bølgede ned til lænden. Hvorfor havde han ikke bare smidt hende ud allerde.. måske troede han ikke på det var hende..

Da hun sagde hun også havde savnet ham, vendte han sig ganske langsomt om og så hende i øjnene med det samme varme blik han altid havde når det var hende. Selvfølgelig kunne man svagt antyde den gyldne glød men det var jo sådan han så ud nu. Så tog han en tår kaffe mere imens han betragtede hende med et roligt og kærligt smil.
"En kaffe så god som den her glemmer man ikke bare..... Og jeg er virkelig elendig til at brygge kaffe selv......"
Så tog han et par skridt tættere på hende og der var ikke en eneste lille del af vrede eller sorg eller noget som helst i ham. Han var egentlig bare glad for hun kom tilbage. Han vidste jo godt at det lå til hendes væsen at blive væk når der skete noget drastisk.

Efter endnu en salig tår, rettede han selv på håret der godt kunne tåle en børste.
"Jeg er glad for du er tilbage.... Meget..... Hvorfor besluttede du dig for at komme tilbage?...." Han skulle lige til at kalde hende skat men vidste jo ikke om hun ville have det. Han bar stadig hendes ring. Som de stod der var han stadig klar over at hun fuldendte ham. Nok var der sket en masse ting, men følelserne var den samme.

Hazelin så ganske blidt på ham som han vendte sig rundt og så på hende, selvfølgelig glemte han det ikke.. men derfor havde han jo klarer sig uden hende før alligevel. Let bed hun sig i læben og strøg hånden gennem sit lange hår. Kunne ikke helt finde ud af hvad hun skulle gøre eller sige, mest fordi hun sagtens ville kunne forstå det, hvis han gerne ville have hun gik.
"Det siger du jo kære.. men jeg er sikker på din kaffe ikke er så slem som du giver udtryk for" sagde hun mildr og hvilede kort ryggen imod dørkarmen, mens hun så intenst på ham.

Smilte lidt ved hans spørgsmål og trak stille på skuldrene. "Af samme grund som jeg altid kommer tilbage.. jeg manglede dig i mit liv.. uanset hvordan man ser på det, så vil jeg altid være din" sagde hun ganske let og lod hovedet glide på skrå.
Hun havde savnet ham.. jo selvfølgelig havde hun også savnet deres hjem, men i sidste ende var det ham hun savnede også var det egentlig forfærdeligt ligemeget hvor de boede henne. Ganske svagt bed hun sig i læben og så ned i gulvet. 'Undskyld.." om han ville tilgive hende endnu engang, vidste hun ikk.. hun ville sagtens forstå det hvis ikke han ville.

Han gik meget roligt hen til hende og tog så en tår af hendes kaffe inden han sukkede afslappet og satte koppen på bordet ved siden af.
"Tro mig..... Min kaffe kan holde folk vågne men det er det.... Din er uovertruffen....."
Så lagde han hånden blidt på hendes ene skulder og drejede hende ganske let rundt så hun vendte mod ham. Derefter så han hende dybt i øjnene og hviskede næsten:
"Du har mig altid i dit liv.... Hvordan du vil have mig kan jeg ikke styre.... Men jeg er din.... Det kan ikke ændres.... Og det vil jeg heller ikke have at det sker... "

Så lagde han blidt hånden mod hendes kind og så i hendes øjne med et varmt og kærligt blik. et par gange havde han forsøgt at overbevise sig selv om at hun nok ikke vil have ham, men hver gang slog han hurtigt tanken fra sig. For hver gang de kom væk fra hinanden... Så endte de hos hinanden igen. Så denne gang var ikke nogen undtagelse.
"Velkommen tilbage kære...."

Hazelin så ham i øjnene og bed sig en kende i læben. Selvom hun virkelig elskede ham, var hun forundret over at han stadig gav hende. Hun var stukket af så mange gange, og alligevel var han klar til at tilgive alt når hun stod der igen. Kort pillede hun ved sin halskæde og sukkede for sig selv.
"Jeg ved godt det må være svært for dig at tilgive mig igen.. og jeg kan ikke bebrejde dig.. det er ikke fair af mig bare at stikke af men.. men du ved det ligger til min natur og.. jeg kan ikke altid styre det" sukkede hun og så mod haven. Hendes indre savnede af og til friheden ved at være alene, men samtidig var hun jo fri hos ham.

Som han drejede hende så hun ham intenst i øjnene og bed sig i læben. Smilte lidt som han lagde hånden mod hendes kind, og lagde forsigtigt armene om hans nakke. "Tak.." hviskede hun smilende og kyssede ham længe og ømt.
Hun havde ligeledes stadig sin ring på, den havde ikke forladt hendes finger på noget tidspunkt. For hun havde aldrog været i tvivl om hvem hun elskede, og derfor var der heller ingen grund til at skille sig af med den.
Kort smilte hun og slap ham forsigtigt. "Undskyld jeg.. kunne ikke lade være" sagde hun stille og gik langsomt ud på balkonen. Så udover byen og smilte kort for sig selv. Vinden hev i hendes lange blonde hår.

Han gav sig helt hen i hendes ømme kys der nærmest fik tiden til at stå stille hvorefter han kiggede efter hende som hun gik ud på altanen. Så stillede han sig bag hende og lagde hænderne på hendes skuldre hvorefter han kyssede hende forsigtigt i nakken og hviskede:
"Ved du hvorfor det er så nemt at tilgive?.... Det er fordi der ikke er noget at tilgive..... Jeg kender din natur.... Man skal ikke undskylde for hvem man er.... Mine følelser for dig er stadig de samme.... For selv om du blev væk... Så vidste jeg du var der ude et sted og dine følelser stadig brændte klart for mig også...."

Så lænede han sig ned og hviskede i hendes øre: "Du skal heller ikke undskylde for det kys.... Jeg kunne rigtig godt lide det...." Derefter stod han bare og havde mest af alt lyst til at holde om hende. Men da det jo ikke var sikkert at hun ville så holdt han armene så hun selv kunne tage dem om sig hvis hun ville. Lige nu var verden egentlig som den burde være. Bare ham og hende

Hazelin mærkede ham komme ud til hende, og smilte ganske stille da hans hænder hvilede mod hendes skuldre.der var noget ved det her, det at være sammen med ham, der var det eneste der gjorde at hun kunne føle sig rigtigt hjemme.
Det lød sikkert virkelig dumt, når nu hun stak af fra ham, men det var jo ikke pågrund af ham hun var sådan.. sådan havde hun altid været, og alligevel ville han gerne være sammen med hende.. det gav ingen mening i hendes hoved. Hans forklaring fik hende til at vende sig imod ham og lægge armene op om hans nakke.

Svagt tykkede hun signi læben, inden hun sukkede opgivende. "Jeg forstår det stadig ikke.. jeg stikker af uden et ord.. uden du ved om jeg nogensinde kommer igen og alligevel.. står du der med åbne arme.. du ikke engang vred' hviskede hun ganske stille og bed sig i læben igen.
Lænede sig hen og kyssede hans kind, inden hun gemte sig ind imod ham. "Jeg forlader dig aldrig igen.. det lover jeg" hviskede hun og så ham i øjnene. Denne gang havde været sidste gang.. aldrig mere.. aldrig mere ville hun stille af. Hun ville aldrig bringe ham den smerte igen, nu måtte hun bare lære af sine fejl.

Han kiggede hende i øjnene med en nærmest kærlig ro da hun lagde armene om hans nakke hvorefter han lagde armene om hendes lænd og lyttede til hendes ord.
Efter hun havde kysset ham på kinden, og hun puttede sig nærmest ind til ham, så han hende i øjnene og sagde:
"Det har taget mig lidt tid at indse.... Men det er også grunden til at jeg ikke bliver sur.... Jeg har ikke noget at blive sur over.... Jeg har savnet dig rigtig meget..... Men jeg ved i mit hjerte at du stadig elsker mig lige såvel som jeg elsker dig.... Lige meget hvor i verden du ellers er...."

Så holdt han hende tæt og kyssede hendes hår hvorefter han nussede hende blidt på ryggen. Det her med at stå så tæt med hende havde han virkelig savnet meget. Og her var de så igen. I et øjeblik hvor der ikke var en verden omkring dem.
"Det er jeg glad for...... Jeg elsker dig Hazel...... "
Det var næsten det han havde savnet mest. Muligheden for at sige det til hende

Det her med at stå så tæt sammen med ham, var virkelig en dejlig følelse. Hun havde savnet den her følelse af tryghed og kærlighed, noget der faktisk kun var, når hun stod sammen med ham.det kunne lyde dumt for mange, men hun havde hjemme ligeså snart hun var hos ham, uanset hvor de var henne.
"Jeg vil nok aldrig komme til at forstå den del min egen.. hvordan du kan blive ved med at tilgive mig og lukke mig ind igen.. jeg vil altid elske dig, uanset hvor jeg er, det er sandt.. men jeg ville ikke bebrejde dig, hvis du en dag ikke længere elskede mig" sagde hun stille.
Hendes fingre nussede ham ganske blidt i nakken. Som de stod her, kunne hun ikke undgå at smile for sig selv.

Følelsen af at være helt alene i verden, var velkendt.. alligevel var det noget hun havde savnet ved at være sammen med ham.
For uanset hvor meget de brugte tiden sammen, og hvor mange år de var sammrn, var der stadig disse øjeblikke, hvor verden udenfor var ligemeget. Hvor hun kun kunne se dem selv, og hørte hans hjerteslag.. et hjerte der bankede for hende. Ganske blidt bed hun sig i læben.
Blev helt varm indeni ved hans ord og nappede ham stille i underlæben "jeg elsker oz dig.." hviskede hun smilende. Så ham i øjnene , så han kunne se at hun stadig mente det.

Han lukkede øjnene nydende da hun nappede ham i underlæben. Han havde en del små svagheder for ting hun gjorde og det her var bestemt en af dem. Så kiggede han hende dybt i øjnene med en utrolig kærlig glød der vidnede om at hans følelser fuldt ud var ægte. Og som deres øjne mødtes var det tydeligt at hendes ligeledes var ægte. Det havde han aldrig nogensinde tvivlet på og det kom han heller ikke til. Han kendte jo til hendes natur og vidste jo at det kunne ske at hun forsvandt. Det gjorde ham ked af det når det skete men det ændrede ikke på hans følelser for hende. Deres kærlighed var ikke defineret af afstand.

Som de stod der tæt, tog han hende lige pludselig op i sine arme og svingede rundt en gang med en kærlig latter. Så gik han stille ind igen med hende i sin favn imens han hviskede til hende: "Der fik jeg dig..... Hvor vil du gerne hen?....."
Ganske vist elskede de altid hinanden når de var fra hinanden men der var nu altså noget særligt af at kunne holde om den man elskede så højt

Hazelin smilte ved hans ord og virkede som om hun var glad her sammen med ham. Hvilket hun i den grad også var, faktisk kunne hendes liv ikke blive bedre end nu hvor hun havde ham igen. Kort bed hun sig i læben og så kærligt ind i hans øjne.
Tænk at en mand hun bragte så meget sorg og smerte, kunne blive ved med at tilgive hende og tage hende tilbage igen. Det virkede fuldkommen sindssygt og alligevel var hun lykkelig for det. Ellers ville hun gå og fortryde det for evigt.. hun ville hade sig selv for det, hvis han ikke ville have hende mere.

Blidt grinte hun da han svingede hende rundt. Lod armene glide op om hans nakke og lod ham bære hende indenfor. "Hvor jeg vil hen? Alle steder hvor du er min kære.. det er det eneste jeg virkelig vil" svarede hun kærligt og så intenst på ham. De blå øjne glimtede en smule i skæret fra lyset og på hendes læber hvilede et svagt blidt smil.
"Hvad vil du gerne?" Spurgte hun drillende og nussede hans brystkasse en smule med den ene hånd. Mon han nogensinde ville blive træt af hende? Forhåbentlig ikke.

Han grinede lidt og kiggede rundt inden han kyssede hende i mundvigen og sagde: "Det var egentlig et godt spørgsmål..... Det havde jeg ikke tænkt over... Skal vi finde noget nattøj og bare hygge i tv-stuen... Eller vi kan smide os i sengen.... Eller vi kan bade?... Der er både badekarret og strandrummet...." Det var blevet opgraderet lidt siden sidst så det var langt mere som en rigtig strand.

Egentlig var det ikke så relevant for ham hvor de var så længe de var der sammen. Han måtte dog indrømme at være så tæt på hende gav en helt fantastisk følelse indeni. Hun var stadig så blændende smuk, så kærlig, så dejligt drilsk ved ham. Som det var lige nu, kunne livet ikke blive bedre. Bare hende og ham, og hvad end de fik lyst til.
Når han sådan så tilbage havde slottet også virket utrolig tomt uden hende. Det havde slet ikke det samme liv når ikke hun var der til at lyse hans dag op

Hazelin så en smule tænkende på ham og nussede ham længe i nakken mens hun overvejede tingene. Selvfølgelig var der mange valgmuligheder, også muligheder man ikke nødvendigvis havde tænkt på før. Blidt bed hun sig i læben og sukkede.
"Jeg vil jo alt så længe det er sammen med dig elskede" sagde hun smilende og lænede sig hen og nappede ham i læben. Det var på ingen måde løgn, så længe hun var sammen med ham, var det fuldkommen ligegyldigt hvad de lavede. Ganske blidt kyssede hun ham.

Som hun slap hans læber så hun kærligt på ham, og trak på skuldrene. "Hvad med at vi går ind til sengen så.. jeg er sikker på vi begge godt kunne bruge lidt søvn" sagde hun smilende og lod ham gå derind med hende i armene.
Som han lagde hende ned på sengen, strøg hun hans arm en smule og så efter ham. Det her var uden tvivl noget hun havde manglet. Den kærlighed hun delte sammen med ham, kunne ikke bare erstattes af noget andet. Stille smed hun sine sko, og sukkede næsten lettet over det.
Tog langsomt sin kjole af og havde faktisk intet på under. Så kort drilsk på ham, som hun støttede sig op på sine albuer.

Han grinede stille og gik så ind til sengen med hende i armene imens han sagde: "Tja... Jeg har ikke sovet i...... nogle måneder tror jeg.... Jeg har ikke rigtig haft lyst..."
Så lagde han hende ganske blidt ned i sengen og nussede kort hendes arm. "Jeg henter lige noget at drikke..... Men jeg skynder mig tilbage...."
Så gik han hurtigt afsted og kom snart tilbage med en kande kildevand og to glas. Da han så fik øje på hun lå der helt nøgen, fik han store øjne og gik langsomt hen til hende. Tingene blev sat på bordet hvorefter han nærmest stammede:

"Hold da.... Jeg.... Du.... Øhmm..... Jeg..... Undskyld.... Du ligner en gudinde som altid....." Han havde set hende sådan før, men det var så længe siden han havde set hende og hun var ufattelig smuk. Så smed han langsomt sit eget tøj til han heller ikke havde noget på. På trods af han havde været ude for nogle frygtelige ting, så var han stadig utrolig flot. Nu håbede han bare han var flot nok til hende.
Bagefter lagde han sig ned ved siden af hende og kiggede på hende med lidt farve i kinderne og et intenst blik.

Hazelin lå kort og legede med sit hår, så det lå i en vifte ud fra hende, måneskinent der ramte hende fik hende til at smile ganske stille. Hun nød at være hjemme igen faktisk.. rigtigt meget. Kort så hun mod månen og smilte for sig selv. Det var uden tvivl her hun hørte til.
Som han kom op igen så hun kærligt hen imod ham og grinte lidt som han stammede og satte vandet fra sig. Han var nu så sød.. var der en mand der havde behandlet hende godt var det ham.. hun havde aldrig haft det så godt, som hun havde det sammen med ham. "Du har det set mig før kære?" Spurgte hun smilende og bed sig i læben. Hans reaktion gjorde hende næsten genert.

Som han begyndte at tage sit tøj af, lå hun og så kærligt på ham. Smilte lidt for sig selv og strøg hænderne igennem sit lange hår, rykkede sig så han bedre kunne ligge sig hos hende, og gled istedet om på maven.
Da han lagde sig hos hende, strøg hun ham blidt op af maven og brystkassen. "Jeg har virkelig savnet dig.." hviskede hun smilende og bed sig i læben.
Rykkede på sig, så hun kunne komme til at kysse ham længe og intenst. Uden ham var livet bare ikke det samme.. overhovedet ikke faktisk. Slap hans læber og så bare kærligt ind i hans øjne. Selvom de begge var nøgne, var det ikke noget der generede nogen af dem.

Han grinede lidt genert og nikkede en gang som han lige samlede sig. "Det har jeg ja... Men det er længe siden.... Og du er så utrolig sexet og smuk.... Hver gang jeg ser dig er som den første...."
Som hun lå og nussede ham på brystkasse og mave, smilede han kærligt til hende og så hende i øjnene med et blik kun sande elskende kunne give hinanden. "Jeg har virkelig også savnet dig.... Hver aften gik jeg ud og sendte et kys med aftenvinden i et håb om du måske greb det..." Selv gav han sig til at nusse hende på hoften på en måde så hun ikke kunne tvivle på hvordan han havde savnet det.

Så trak han hende stille tættere ind til sig og gav sig hen i det lidenskabelige og ømme kys, hvorefter han lå stille og så hende i øjnene. Lidt som et kærligt drilleri lænede han sig dog ind og kyssede hendes hals nogle gange så det skulle kilde lidt.
"Bare at være her sammen med dig lige nu..... Det er skønt.... Meget...."

"Hold op med at sige sådan noget.. jeg er ikke smuk, det ved du godt" hviskede hun smilende og nappede ham en smule i læben. Hun elskede ham.. uden tvivl, men hun var samtidig så utroligt bange for at miste ham.
Nu hvor han ikke længere var en djævel, og ikke længere lignede et lig, var hun jo ikke den eneste der viste ham interesse.. alle kunne falde for ham nu, og det gjorde hende faktisk bange.. for hvor længe mon der ville gå, før han fandt en anden end hende? Før han fandt en der elskede ham ligeså meget som hun gjorde.
Tanken gjorde hende trist.. nok ligeså meget forsi hun virkelig frygtede det. Hun stolede skam på ham, men nogle gange var man bare ikke herre over sine følelser.

Hans hænder om hendes krop, der blidt trak hende tættere på, føltes dejlige. Han havde altid rørt hende på en helt speciel måde, uden hun helt kunne definere hvad der gjorde det så specielt. Selvfølgelig elskede de hinanden, men hans berøring var noget helt særligt for hende.
Stille strøg hun hænderne nedover hans brystkasse, og lod let armene hvile om hans nakke. Lænede sig hen og kyssede ham blidt igen. "Jeg elsker når du rør ved mig på den her måde..' hviskede hun smilende og så ham kærligt i øjnene.
Ønskede bare at være hans, uden at skulle bekymre sig om noget andet. Hvilket hun heldigvis sagtens kunne være nu.

Han smilede kærligt til hende som hun lå der, samtidig med kunne han godt mærke at hun var trist og nervøs. Og han havde en klar ide om hvorfor det var sådan. "Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort min skat.... Men du behøver ikke være bange..... Mit hjerte er dit og ingen andens...." Så lænede han sig endnu en gang ind og kyssede hende.

Da hun sagde hvad hun syntes om han rørte hende, smilede han kærligt og gav et forsigtigt klem ved hendes hofte. "Jeg kan også rigtig godt lide at røre ved dig.... Hele din krop.... Og så at blive helt væk i dit smil..... Det får jeg aldrig nok af....."
Det var også helt rigtigt, og når han var sammen med hende, følte han sig hjemme

Connor kendte hende efterhånden så godt at han vidste lige nøjagtigt hvad der gik hende på, hans ord varmede hende. Samtidig var det stadig svært for hende at tro det. Men det skulle nok blive bedre.
Forsigtigt nikkede hun lidt. "Jeg ved godt at du har ret.. jeg er ked af at det virker som om jeg ikke stoler på dig, for det gør jeg.. men jeg kan heller ikke skjule min frygt, du kender mig for godt" hviskede hun smilende og strøg hans hånd lidt.
De blå øjne hvilede indgånde på ham og hun kunne ikke andet end at være lykkelig lige nu. Hun var sammen med den hun elskede og han elskede stadig hende, selvom hun var forsvundet.

Som han gav hendes hofte et klem, grinte hun ganske svagt og bed sig i læben. Gengælde hans kys ømt og rødmede ved hans ord. "Hvorfor skal du altid gøre mig så genert" hviskede hun kærligt.
Uanset hvor længe de havde været sammen, havde han altid kunnet gøre hende il en forelsket teenager igen. Blikket hvilede intenst på ham, og hun lagde sig helt op af ham så hun bedre kunne kysse ham.
"Det er virkelig dejligt at være hos dig igen..'

Han nussede hende ganske blidt på ryggen imens de lå så dejligt tæt og han blev helt væk i hendes øjne.
"Jeg kunne spørge dig om det samme skat..... Men jeg tror bare det er fordi du er så utrolig dejlig.... Jeg kan jo kun håbe på at du har et på samme måde.... Det virker i hvertfald sådan....."

Han havde lagt mange gange i denne seng alene og følt hvordan verden egentlig virkelig kold og trist.
Men når han lå her sammen med hende så var det en helt anden sag. Bare måden hun rørte ved ham på.... Det føltes helt fantastisk....
"Det er virkelig også dejligt at du er her igen......"

Hazelin grinte af hans ord og himlede opgivende med øjnene. "Selvfølgelog har jeg det på sammr måde.. jeg er bare glad for at vi er sammen igen min egen.. jeg nyder at være her hos dig, og denne gang slipper du ikke for mig" sagde hun smilende og lod hovedet hvile mod hans brystkasse.
At være sammen med ham igen, var bedre end noget andet hun kunne få faktisk. For selvom det var hende der var rejst, havde hun jo bare været heldig at han stadig gerne ville have hende. Blidt kyssede hun ham.

"Du skal aldrig være trisy fordi jeg ikke er her igen.. jeg vil aldrig bringe dig den form for smerte mere.. nu bliver jeg her.. jeg har lært at min frihed, er sammen med dig" hviskede hun smilende og puttedw sig tæt op af ham.
Det kunne sikkert lyde dumt at der skulle så meget til før hun havde opdaget det, men sandheden var.. at hun havde været forfærdeligt bange for det.. bange for at han ikke ville have hende i længden.. at hun bare gik i vejen.
Men det var hun ikke mere.

Han lå stille og lyttede til hendes ord om hun ville blive. Det vidste han egentlig godt hun ville, men samtidig gav det en rigtig dejlig varme og tryghed i hans indre ved at hun sagde det til ham. Som hun puttede sig helt op af ham, holdt han rigtig tæt om hende så hun kunne mærke varmen fra ham og roen fra hans hjerteslag.

"Det tvivler jeg ikke på min skat.... Smerten tager jeg gladeligt så længe det betyder jeg får dig at se igen.... Og det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på.... Du er fri til at gøre med dit liv som du har lyst til.... Jeg er bare ovenud lykkelig over at du har valgt at bruge den sammen med dig.... Du slipper heller ikke for mig..."

Så lagde han sig godt til rette så hun kunne putte sig helt op af ham, eller bruge ham som pude hvis det var det hun fik lyst til. Han nød virkelig hvert eneste sekund de var sammen. Selvfølgelig var det rigtig dejligt at de lå nøgne sammen men det var lige så meget fordi at så kunne e mærke hinandens varme bedre