I need more coffee.... (Hazel)

Han gik stille og roligt hen til hende og for første gang, var det som om vandet ikke blev generet af han var der. Som han kom hen til hende, stod han først lidt tavs og så hende i øjnene. Derefter strøg han ganske blidt hendes kind og hviskede:
"Jeg håbede også du kunne se hvorfor jeg gjorde det..... Jeg elsker dig højere end noget andet..... Så hvis jeg kan gøre noget som helst for at lindre din lidelse.... Så gør jeg det også.... Du er mit et og alt....."

Han sagde det med sådan en ro og overbevisning i stemmen at man ikke kunne andet end at vide hvert ord var sandt. De havde været så utrolig meget igennem sammen og alligevel havde de det sådan sammen. Så måtte det jo også på alle måder være meningen de skulle være sammen. Han tvivlede ikke på at hun elskede ham, og han var også helt sikker på han elskede hende

Hazelin så kærligt på ham og nussede hans arm en smule, hun elskede ham rigtigt højt, var glad for at være sammen med ham, han var virkelig helt perfekt.. han havde altid været så god ved hende.
Hendes mørkeblå øjne hvilede på ham mens de snakkede, og hun kunne ikke være sur på ham for at have gjort noget hun ikke ville have, når nu det var fordi han ville hjælpe hende.
"Du er også mit et og alt min elskede, og jeg ved godt du vil gøre alt for at hjælpe mig, selvom jeg ikke sys jeg har fortjent det" sagde hun kærligt og bed sig i læben.

Forsigtigt strøg hun hænderne igennem sit lange hår; og nød den våde fornemnelse. Det lød sikkert dumt at noget som det her, kunne gøre hende afslappet.. at være i vand gjorde hende helt rolig..
Næsten lige så rolig som når hun var sammen med ham.. han var fantastisk til at give hende en ro indeni, og hun elskede den ro.
"Kan vi tage hjem nu elskede?.." hviskede hun forsigtigt og pillede ved sin halskæde.

Han tog sig selv i at falde i staver som hun stod der og nød vandet. Der var altid en særlig glød over hende og det var altid et helt fantastisk syn. At se hende så fredelig, så afslappet var en helt særlig ting for ham.
Han kom tilbage til verden fra sine øjne tanker med et lidt flovt smil da hun spurgte hvorefter han sagde: "Selvfølgelig kan vi det.... Kom min skat...."
Så gik han op på stranden med hende og spredte hans gigantiske vinger. For første gang i virkelig lang tid, var hans vinger helt bløde og hvide som sne.

Ganske blidt samlede han hende op i sine arme og satte elegant af og der gik ikke længe inden de hang flot. Selvfølgelig lod han lidt energier flyde så hun ikke ville fryse. "Jeg har noget du skal se....."
Lige pludselig fløj han højere til de brød gennem skyerne så hun nu kunne se den helt klare stjernehimmel.
"Hvad synes du skat?......"

Hazelin blev altid så genert når han så på hende, på den måde han gjorde. Der var noget over det, der gjorde at hun følte sig som den eneste han så i verden. Det var en vidunderlig følelse, men samtidig skulle hun vænne sig til at han var så intens.
Kort vred hun sit hår og gjorde det tørt sammen med sit tøj, og hans tøj. Så ham i øjnene igen og virkede ganske lykkelig. Kunne ikke være andet, efter de var sammen igen.
Let lænede hun sig hen og kyssede ham ømt, lod hænderne hvile mod hans brystkasse. At han var levende skulle hun stadig vænne sig til. At mærke hans hjerte under sine fingre.

Blidt grinte hun da han løftede hende op i sine arme, og nussede hans nakke.
"Du ved godt du er den eneste der nogensinde vil få lov til at bære mig ikke?" Sagde hun smilende og sukkede glad for sig selv. Havde aldrig brudt sig om at blive båret, men det var noget andet med ham.. det var okay.
Undrende så hun på ham da han ville vise hende noget, og nikkede svagt. Så op mod stjernerne da de kom over skyerne. "Hvor er det smukt.." smilte hun glad og så på ham.

"Jeg har heller ikke lyst til at andre skal bære dig...."
Så grinede han ganske mildt som de fløj op over skyerne. Grundet hans evner ville det ikke være noget problem for dem at være der oppe. Han sørgede for at flyve ganske langsomt så hun rigtig kunne nyde udsigten der oppe.
"Ja ikke?...... Der er en helt særlig ro her oppe..... Som om verden ikke eksisterer..... Man er fuldstændig sig selv.... Men stjernerne er nu ikke så smukke som dig....."
Så kyssede han hende blidt hvorefter han svævede stille afsted. Der var nu en ganske særlig følelse over at nyde sådan en stilhed og så med hende i armene. Selvom sammen med hende, var det aldrig et problem for ham at få den særlige varme følelse indeni.

Efter et stykke tid, begyndte han roligt at dale ned gennem skyerne og de landede snart i slotsgården igen. Hun blev sat ganske roligt ned imens hans vinger forsvandt igen. Så nussede han hende på ryggen og gik ind sammen med hende hvis hun ville det.
"Hazel jeg..... Du må aldrig nogensinde tvivle på at jeg elsker dig.... For det gør jeg.... Højere end noget andet....."

Han havde altid været den eneste for hende.. sådan havde det været siden de mødte hinanden, og selvom han nu var en ande race, og ikke længere afstødte andre, elskede hun ham stadig.
Hun stolede på ham, mere end noget andet. Han var nok en af de få personer der kunne overbevise hende om hvad som helst. Ikke at han nogensinde ville overbevise hende om noget der var løgn, men det var så langt væk i ham, hun nu engang var. Blidt smilte hun.
"Ingen andre kommer nogensinde til at bære mig.." hviskede hun kærligt og lod hovedet glide på skrå. Det var sandt.. det var ham, eller ikke nogen for hende.
Hendes blik hvilede på de smukke stjerner og hun rødmede over hans ord. "Connor dog.. det er ikke rigtigt.. de er meget smukkere end mig" hviskede hun genert og så ham kærligt i øjnene.

Da de nåede slotsgården og han satte hende ned, så hun kærligt på hsm mens hans vinger forsvandt. "Tak.. det var virkelig dejligt at prøve, selvom jeg ikke bryder mig om at blive båret" sagde hun smilende.
Lod hovedet glide en kende på skrå og fulgte stille med ham indenfor. Virkede undrende ved hans ord og stoppede langsomt op.
"Det ved jeg.. og jeg elsker oz dig.. men.. hvorfor siger du det sådan?.. hvad er der galt?" Spurgte hun bekymret og så ham intenst i øjnene. Lige nu gik hun igennem diverse scenarier i sit hoved, og var virkelig bange for at der ville ske ham noget slemt.

Han smilede varmt og kærligt som han lagde hænderne på hendes skuldre og kyssede hende. Derefter så han hende intenst i øjnene og sagde:
"Det er intet galt overhovedet...... Alting er lige som det skal være..... Os to sammen.... Jeg kan bare mærke hvordan du undrer dig over hvorfor jeg stadig har det sådan.... Og jeg vil bare være sikker på at du ved og ikke tvivler på at du er virkelig min verden..... Du betyder alt for mig..... Vores kærlighed er så stærk..... At selv Skærsilden kunne ikke skille os ad..... Så der er ikke noget som helst i vejen..... Jeg nyder bare virkelig at vi er sammen...."

Han havde aldrig tvivlet et sekund på at hun elskede ham, og derfor var det også vigtigt for ham at hun ikke tvivlede på han elskede hende. For han var helt og aldeles sikker på at der var ikke nogen kærlighed stærkere end deres. De havde jo gået så grufuldt meget igennem og alligevel var de her stadig.... Sammen....